Hvorfor spiritistisk religion appellerer til mange

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I LIBERIA

DEN massive katedral står mørk og tom i den stille nat. Men fra en lille kirke i en sidegade høres lyden af sang, rytmiske håndklap, tamburiner og råb som „Pris Herren!“. Med mellemrum hæver en prædikants opildnende røst sig over larmen. Pludselig begynder ord på et ukendt sprog at flyde ud af munden på forsamlingens leder der har stået og svinget med armene og nu er kommet i ekstase. Da nogen svarer ham, fornemmer forsamlingen at der er blevet skabt kontakt med det overnaturlige, og den gribes af forventning om mirakuløse helbredelser og profetiske gaver.

I mange lande er det, bortset fra visse variationer, ikke usædvanligt at se en scene som denne fra en „troshelbredelseskirke“ i Afrika. Nogle betragter det som en omfattende karismatisk bevægelse der er udtryk for menneskets voksende åndelige interesse. Mange mennesker har forladt de traditionelle kirkesamfund med deres ritualer og ceremonier, til fordel for kirker der går op i det overnaturlige og i „åndelige virkeligheder“.

Kan sådanne følelsesladede erfaringer tilfredsstille ens åndelige behov, eller udsætter de én for en farlig påvirkning? De ulykkelige forhold i vor tid får mange til at søge Gud i håb om at få et svar fra ham. Mens nogle søger til „troshelbredelseskirker“ for at få et sådant svar, er der andre som gennem medier søger kontakt med åndeskabninger, ligesom fortidens kong Saul gjorde. — 1 Sam. 28:4-8.

Men spiritistisk religion er bedragerisk og farlig, for den bringer ikke mennesker i forbindelse med den sande Gud, men med ondsindede åndeskabninger der er underlagt den som „vildleder hele den beboede jord“, Satan Djævelen. (Åb. 12:9) Det er spiritisme, som Gud fordømmer. (5 Mos. 18:10-12) Og glem ikke at ikke-kristne hedninger før i tiden også fik „ånd“, så de kunne helbrede, tale i ukendte tunger, og „profetere“! De trossamfund der bringer tilhørerne i en tilstand af ekstase eller hysteri og som påstår at man derved kommer Gud nærmere, efterligner hedningerne. Lad os undersøge hvordan det foregår.

Ekstase — hvordan den fremkaldes

Ekstase er en tilstand der blandt andet kan fremkaldes ved hjælp af euforiserende stoffer, som forklaret i Tylors Religion in Primitive Culture:

„Ved at ryge tobak bragte de brasilianske stammers medicinmænd sig i ekstase under deres vilde orgier, hvorved de så ånder . . . De nordamerikanske indianere anså tobaksrus for at være en overnaturlig form for ekstase, og de drømme som mænd fik i denne tilstand, for at være inspirerede.“ — Bind 2, s. 503.

Fordi tobakken anvendtes i spiritistisk religion som en hjælp til at opnå kontakt med dæmonerne, blev den omtalt som „den hellige urt“. Tylor sammenligner den ekstase der fremkaldes ved hjælp af euforiserende stoffer, med det der foregår i visse kirker og peger på at man ved „vækkelsesmøder“ ofte ser fanatiske prædikanter få „netop sådanne krampeagtige og hysteriske anfald som vilde stammer i utallige tidsaldre har tillagt religiøs betydning“.

Under en gudstjeneste kan der oparbejdes en sådan eksalteret stemning at nogle gribes af hysteri, en tilstand der kendetegnes af himmelvendte øjne, hårdt sammenknugede hænder, muskeltrækninger, krampeagtige bevægelser og en kasten sig hid og did. Kan en sådan tilstand sammenlignes med det der skete da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen i det første århundrede?

På ingen måde! (Apg. 2:1-11) Guds ånd frembringer ikke en ubehersket hysterisk tilstand, men, ifølge Bibelen, i Galaterbrevet 5:22, 23, lige det modsatte, nemlig mildhed og selvbeherskelse. Mennesker der befinder sig i en tilstand af ekstase eller hysteri, mister selvbeherskelsen og kan være „plaget af syner hvor deres fantasi får dem til at se ånder hvis navne de skriger højt“.

Det er klart at overspændte og ekstatiske religiøse følelser let kan tage magten fra et menneske, idet kødets begrænsninger ignoreres. Intet under at Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics erkender at det er kristendommens pligt at ’holde ekstase i baggrunden som en fare for sindet og for viljen’.

Mental koncentration

Bibelen formaner de kristne til at være „vedholdende i bønnen“ og til at ’holde deres sind rettet mod det der er oventil’. (Rom. 12:12; Kol. 3:2) Det vil imidlertid ikke sige at man over en længere tidsperiode skal fastholde sindet ved en bestemt idé eller genstand, i forventning om en følelsesmæssig oplevelse. I nogle trossamfund knæler de vordende konvertitter i timevis ved en „bodsbænk“, hvor de beder om at Jesus må ’komme til dem’. Men der ligger en stor fare heri, for Jesus fordømte netop det at man fæstede sindet ved én bestemt ting og brugte de samme ord igen og igen når man bad. (Matt. 6:7) Det kan føre til selvhypnose eller bevirke at man kommer i trance. I en sådan tilstand kan man blive mentalt påvirket, eller den følelsesmæssige oplevelse kan være så stærk at man føler at man har mærket Guds hånd. Denne form for koncentration svarer til de koncentrationsstillinger der anvendes i yoga, en form for spiritisme der kan give oversanselige indtryk.

I Filipperbrevet 4:6, 7 siges der at Gud vil ’beskytte vort sind’ når vi beder til ham, men de der søger en religiøs oplevelse ved ekstase og koncentration, mener at de må ’tømme sindet’ og kaste deres sunde fornuft og evnen til at ræsonnere, over bord. „Dit sind er alt for fornuftbetonet. Du lærer det ikke før du overgiver dig og lader den hellige ånd få indpas,“ skriver Marcus Bach i sin bog The Day I Spoke in Tongues — the Inner Ecstasy.

Denne ’overgivelse’ blev engang anbefalet med disse ord:

„Du må kunne betvinge dit sind, berolige det. . . . Lade tankerne drage på langfart eller tømme sindet fuldstændigt. . . . Fejl kan undgås ved at man hver dag omhyggeligt mediterer over og lytter til den indre stemme — og til hjælp fra højere planer.“

Er det Bibelen der giver denne vejledning? Nej. Det er den vejledning en dæmonisk „stemme“ gav en dame der benyttede et ’ouija’-bræt. Denne hændelse viser at det man gør når man ’tømmer sindet’ ved en urigtig form for koncentration i den hensigt at høre stemmer eller at få en følelsesmæssig oplevelse, er at byde dæmonerne indenfor. Ifølge Jesus er det netop et sådant sind, som er „fejet rent“ men ikke fyldt med åndeligt opbyggende tanker, der ville blive besat af dæmoner. — Luk. 11:24-26.

Spiritistisk helbredelse

Efter principper der gælder for trolddomskunst skal en psykometrisk troshelbredera skaffe noget hår, et stykke af en fingernegl, eller blot noget spyt på et stykke papir, for at bruge disse ting som kontaktmiddel når han skal stille diagnose og helbrede en patient. Det er sådanne skikke, såvel som helbredelser gennem yoga og troshelbredende spiritistiske bevægelser, der har fået en forsker til at sige: „Helbredelse ved hjælp af magi er i dag den almindeligste form for helbredelse.“

I Afrika udøver en medicinmand sin trolddomskunst ved hjælp af talismaner eller amuletter. Nogle steder benytter man genstande, som for eksempel sten, der er indviet til Satan. Hvis „kristne“ kirkesamfund følger det samme princip, kan man så sige at den magt der står bag dem, kommer fra Gud og ikke fra Satan?

Nogle af kristenhedens kirkesamfund bruger virkelig forskellige remedier og formularer i forbindelse med helbredelse. Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics siger: „I den vestlige verdens kristendom indtager den apostolske trosbekendelse samme stilling som Fadervor. Den bruges i forbindelse med helbredelser, især djævleuddrivelse.“ Bønner, trosbekendelser og skriftsteder er blevet lavet om til trylleformularer, nøjagtig som i de hedenske religioner. Troshelbredere inden for Christian Science bruger skriftsteder i forbindelse med selvsuggestion. Der er stadig mange der overtroisk anser korsets tegn for at være „det sikreste forsvar mod dæmoner, og et middel mod alle sygdomme“, siger dr. Kurt Koch i sin bog Demonology Past and Present.

Magnetisme og „varme hænder“

Så er der de ’magnetiske’ troshelbredere, magnetisørerne, der påstår at de kan helbrede ved blot at foretage nogle strygebevægelser med hænderne. En magnetisør har imidlertid selv sagt: „Den der ved hjælp af magnetisme har kraft til at behandle mere end to patienter om dagen, står i forbindelse med underverdenen.“ Skal vi da antage at de der kun er i besiddelse af den svage „naturlige“ magnetisme, ikke er under dæmonisk indflydelse? Det er muligt at sådanne troshelbredere ikke direkte giver sig af med spiritisme og siger at de virker „i Jesu navn“. Men dr. Koch, der i 30 år har beskæftiget sig med tilfælde af okkult besættelse, fortæller at når som helst han er stødt på nogen der har en magnetisk „gave“, så har enten vedkommendes forældre, bedsteforældre eller oldeforældre fusket med magi eller spiritisme!

I Tyskland opdagede et kirkemedlem at han kunne „helbrede“ ved hjælp af sin „varme hånd“. Kirkens præst lovpriste denne evne som „en gave fra Gud“. Men hvad så med den medicinmand på Filippinerne der, ved hjælp af okkulte kræfter, ’gør sin hånd varm’ når som helst han ønsker det? Og hvad med den yogaudøver som ved selvsuggestion kan øge blodcirkulationen i sin hånd så meget at blodet kommer ud gennem porerne, blot ved mental koncentration? Ville præsten også hylde disse spiritistiske fænomener som ’gaver fra Gud’? En sådan religiøs hyrde yder kun sin hjord ringe beskyttelse mod farlig spiritistisk religion.

Helbredelse ved suggestion

Mange troshelbredere benytter sig af suggestion. Dette har intet med guddommelig helbredelse at gøre, men afhænger ene og alene af om et menneskes følelsesmæssige tilstand kan ændre dets fysiske tilstand. Sådanne „helbredelser“ er i regelen ikke varige. Ved et følelsesladet vækkelsesmøde har man for eksempel set en troshelbreder overbevise en gigtpatient i en rullestol om at han er blevet helbredt. På troshelbrederens indtrængende opfordring rejser den rystende invalid sig op og går, kun for senere at få et tilbagefald og blive endnu mere syg.

Selv om troshelbrederen ikke i alle sådanne tilfælde er under dæmonisk indflydelse, er det bedragerisk af ham at give det udseende af at religiøs suggestion er guddommelig helbredelse ved den hellige ånds kraft. For den der tager spørgsmålet alvorligt gælder det om at ’prøve’ troshelbrederens udtalelser for at se om de er af Gud. (Jævnfør Første Johannesbrev 4:1.) Sand gudsdyrkelse bygger ikke på en løgn men „sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed“. — Joh. 4:23.

Det åndelige behov opfyldes

Kunne man i sin søgen efter Gud opnå noget bedre end at finde frem til den kilde hvor man kan blive „fyldt med den nøjagtige kundskab om [Guds] vilje i al visdom og åndelig forståelse“? Da ville ens åndelige behov til fulde blive opfyldt. Det forudsætter at den der erkender sit åndelige behov, med et åbent og oprigtigt sind gør en indsats for at undersøge selve Bibelen. Gør man det, vil man lære den sandhed at kende som Jesus sagde ville ’frigøre’ én. — Kol. 1:9; Joh. 8:32; Matt. 5:3.

[Fodnote]