De hovmodige kontra de ydmyge
1. Hvilket betydningsfuldt princip udtrykkes i Anden Samuelsbog 22:28 (NW), og hvordan gælder det?
DENGANG David var blevet udfriet af Jehova fra alle sine fjender, deriblandt Saul, digtede han en gribende lovsang, hvori han blandt andet sagde: „De ydmyge frelser du, men dine øjne er rettet mod de stolte for at ydmyge dem.“ (2 Sam. 22:28, NW) Her udtrykkes et princip der understreges gennem hele Guds ord. Princippet berører to skarer eller grupper af mennesker der sættes i kontrast til hinanden. For en tid behandles de ydmyge, sådan som David oplevede det, som forstødte af de stolte og hovmodige, og må ofte sulte. Så kommer der en besøgelsestid, en inspektions- og domstid fra Jehova. Det fører til en fuldstændig omvæltning for disse to skarer, men — læg mærke til det — de bytter dog ikke fuldstændig roller.
2. Hvordan blev Malakias 3:1, 5 opfyldt ved Jesu første komme?
2 En sådan inspektions- og domsdag blev indledt da Jesus begyndte sin tjeneste i en alder af tredive år. Han kom som Jehovas repræsentant, den „pagtens engel“ der var forudsagt i Malakias’ profeti. Denne profeti forudsagde at Jehova ville komme til sit tempel for at holde dom, som han sagde: „Jeg nærmer mig eder til dom og vidner i hast“ mod de nævnte onde mennesker. Resulterede Jesu tjenestegerning som Jehovas pagtsengel i en forandring for de to skarer, de ydmyge og de hovmodige? Ja. Men forud herfor havde man allerede fået en lille forsmag på denne forandring. Hvordan? Ud over „pagtens engel“ talte Jehova i samme forbindelse om endnu et sendebud, idet han sagde: „Jeg sender min engel [mit sendebud, NW], og han skal bane vej for mit åsyn.“ Jesus sagde at denne engel eller dette sendebud der banede vej for ham som forløber, var Johannes Døber. — Mal. 3:1, 5; Matt. 11:7, 10; Luk. 1:76; 7:24, 27.
3. Hvordan blev det ved Johannes Døbers forkyndelse tydeligt at der var to skarer mennesker?
3 Johannes Døbers tjeneste begyndte cirka seks måneder før Jesu tjeneste, men i løbet af dette tidsrum begyndte to skarer at vise sig. På den ene side var der Johannes’ disciple, som af Johannes blev ført til Jesus, og sammen med andre dannede de kernen i den ene skare. Det var ydmyge og gudfrygtige mennesker, som for eksempel Natanael, ’en israelit i hvem der ikke var svig’, som Jesus selv sagde. På den anden side var der de mange farisæere og saddukæere der kom for at blive døbt af Johannes og til hvem han sagde: „I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?“ — Joh. 1:47; Matt. 3:7.
4. Hvilke profetier var på forhånd blevet udtalt om disse to skarer?
4 Allerede tredive år før var der givet en profeti om den forandring der skulle ske med disse to skarer. Efter at jomfru Maria havde undfanget ved den hellige ånd aflagde hun besøg hos den ligeledes frugtsommelige Elisabet, Johannes Døbers moder, og udtrykte ved den lejlighed sin lovprisning med ordene: „Min sjæl højlover Herren, . . . Han har . . . splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; . . . hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort.“ Over et tusind år før havde en anden kvinde, Hanna, som også uventet blev moder til en søn, nemlig Samuel, givet udtryk for noget lignende: „Mit hjerte jubler over [Jehova], . . . mætte lader sig leje for brød, men sultnes slid hører op.“ — Luk. 1:46-53; 1 Sam. 2:1, 5.
5. Hvornår og hvordan kom Jesus første gang i berøring med de hovmodige?
5 De to modstillede skarer og de forandringer der skulle ske med dem på en dommens dag var tydeligt beskrevet i De hebraiske Skrifter, hvilket Jesus var udmærket klar over, og da han begyndte sin tjenestegerning kunne de to skarer allerede tydeligt ses. Måske forstod han — med sit fuldkomne sind og sin hurtige opfattelse — allerede dengang han var tolv år og han i tre dage havde været i nær kontakt med de religiøse lærere i templet, hvilke egenskaber der kendetegnede de mænd der udgjorde den ene skare. (Luk. 2:42-47) Hans første sammenstød med disse hovmodige, rige og mætte religiøse ledere fandt sandsynligvis sted ved den første påskehøjtid efter at han havde påbegyndt sin tjeneste. Det var dengang han uddrev de handlende og vekselererne af templet. Vi kan forestille os hvor pinefuldt det må have været for dem der gav tilladelse til og profiterede af den kræmmervirksomhed der fandt sted i Jehovas bedehus. — Joh. 2:13-17.
6. Hvilke forudsagte forandringer begyndte at ske som følge af Johannes’ forkyndelse?
6 De to skarer var til stede, og de forandringer der skulle ske med dem, lod ikke et øjeblik vente på sig. Lige fra begyndelsen havde Johannes sine disciple, som åbent bistod ham i tjenesten. I stedet for at være overladt til de religiøse lederes forgodtbefindende og at blive ignoreret og foragtet, havde de nu en tjenestegerning der gav dem stor glæde og tilfredsstillelse og var som føde for en hungrende sjæl. Som en skarp kontrast hertil rettede Johannes, som allerede nævnt, et voldsomt udfald mod farisæerne og saddukæerne så snart han fik øje på dem. (Matt. 3:7-12) Hvorfor gjorde han det? Ikke blot fordi han var fyldt med Guds ånd, men også fordi deres hovmod over for det jævne folk, deres store stolthed og selvretfærdighed, var almindeligt kendt.
7. Hvordan fremskyndedes disse forandringer under Jesu forkyndelse?
7 På samme måde forholdt det sig da Jesus trådte frem. Fra begyndelsen af sin tjeneste underviste og oplærte han sine disciple. Nu da de ikke længere var de undertrykte og tilsidesatte, følte de virkelig at livet havde en mening. I deres nye, begunstigede stilling fik de direkte beviser for Guds kærlige omsorg og beskyttelse. Hvilken glædelig forandring for dem! Men hvilken bitter erfaring for de ledende hvis position og prestige hidtil havde været uantastet! Hvor ofte må de ikke have krympet sig under de frygtløse offentlige afsløringer der kom fra Jesu læber. Som sin Faders repræsentant fortsatte Jesus under hele sin tjenestegerning med at vise de ydmyge nåde og de hovmodige unåde. Undertiden talte han direkte om de to skarer, som for eksempel i Bjergprædikenen, men under sin offentlige forkyndelse gjorde han ofte brug af lignelser. Men selv da forstod de religiøse ledere udmærket at han talte om dem, selv om de ikke fattede alle enkeltheder. „Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelser, forstod de, at det var dem, han talte om.“ — Matt. 21:45.
Tiden inde til en forandring
8. Hvilke begivenheder gik forud for jesu fordømmelse af farisæerne i Lukas 16:15?
8 Læg nu mærke til de omstændigheder der danner baggrunden for en lignelse som vi skal undersøge i enkeltheder. Før Jesus drog op til Jerusalem henimod slutningen af sin jordiske tjeneste fortæller Lukas at farisæerne og de skriftkloge knurrede over at skatteopkrævere og syndere blev ved med at flokkes om Jesus for at høre ham. Derfor fortalte Jesus nogle lignelser hvori han stillede de to skarer op i kontrast til hinanden. Han skildrede glæden over den angrende synder og over den fortabte søn der vender hjem, i kontrast til dem der ikke mener at de behøver at angre. Så fulgte lignelsen om den utro godsforvalter. Denne lignelse skulle hjælpe disciplene til at værdsætte sande åndelige rigdomme og venskaber i modsætning til den flygtige og uretfærdige mammon. (Luk. 15:1–16:13) Lukas fremsætter derpå følgende interessante kommentar: „Alt dette hørte farisæerne, som var pengekære, og de gjorde nar af ham. Da sagde [Jesus] til dem: ’I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.’“ — Luk. 16:14, 15.
9. Hvordan understregede Jesus derefter den betydningsfulde tidsfaktor, og hvilken lignelse dannede det indledningen til?
9 Med disse ligefremme ord viste Jesus hvordan han så på disse mænd. Han bragte derefter den betydningsfulde tidsfaktor på bane idet han sagde: „Loven og Profeterne var indtil Johannes. Fra da af forkyndes Guds rige som en god nyhed, og alle slags mennesker trænger sig frem mod det.“ (Luk. 16:16, NW) Ja, tiden var kommet til at forholdene skulle ændre sig for den hovmodige, selvretfærdige, pengekære skare, til gunst for den anden skare, som hidtil havde fået en hårdhændet behandling af den første skare. Med dette i tanke fortalte Jesus derefter den lignelse vi er interesseret i, nemlig lignelsen om den rige mand og Lazarus. Han gjorde brug af den velkendte metode og stillede to personer i kontrast til hinanden, hvorefter der blev vendt op og ned på deres forhold. For at genkalde billedet i vor erindring vil vi først give et resumé af hvad Jesus sagde.
10. Giv et resumé af lignelsen i Lukas 16:19-31.
10 Der var en rig mand der hver dag levede i al slags luksus. En tigger ved navn Lazarus, der befandt sig i en ynkværdig tilstand, blev lagt ved den rige mands port og krævede ikke andet end det der faldt fra den riges bord. Nu døde tiggeren, og englene bar ham hen i Abrahams skød. Den rige mand døde også og blev begravet. Da han blev pint i hades af en flammende ild, bad han Abraham om at sende Lazarus hen til ham med en dråbe vand på fingeren for at læske hans tunge. Men Abraham forklarede at der var sket en fuldstændig forandring for dem begge to, og også at der var en dyb afgrund imellem dem og at de ikke kunne komme over den. Så bad den rige mand om at Lazarus måtte blive sendt hen til den rige mands fem brødre for at advare dem om dette pinested. Men Abraham svarede: „De har Moses og profeterne, dem kan de høre!“ Den rige mand sagde da: „Nej, . . . kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.“ Abrahams sidste ord var: „Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.“ — Luk. 16:19-31.
Personerne identificeres
11. Hvem skulle den rige mand skildre på Jesu tid, og hvilke lighedspunkter kan nævnes i denne forbindelse?
11 Lad os først se på hvordan lignelsen gjaldt på Jesu egen tid. Ud fra de skriftsteder vi allerede har behandlet, er det ikke svært at se hvem de to hovedpersoner står for, og det ses endnu tydeligere på baggrund af de ting der oplyses om dem. Om den første sagde Jesus: „Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt.“ (Luk. 16:19) Hvem var den rige mand der nød al sin rigdom? Hvem forestillede han? Jo, Jesus havde lige talt til dem, de pengekære farisæere. Sammenhold det der blev sagt om farisæerne med det der blev sagt om den rige mand. Til farisæerne sagde Jesus: „I . . . gør jer selv retfærdige i menneskers øjne.“ Den rige mand „klædte sig i [plejede at pynte sig med, NW] purpur og fint linned“. (Luk. 16:15, 19) Farisæerne ventede ikke på eller stolede på at nogen andre skulle erklære dem retfærdige. På samme måde ventede den rige mand heller ikke på eller stolede på at nogen andre skulle udstyre ham med kongeværdighedens, dydens og retfærdighedens kåbe og insignier, symboliseret ved purpur og linned. Hverken Gud, hans tjener Kristus Jesus, eller profeterne, som for eksempel Esajas, erklærede nogen sinde de religiøse ledere i Israel for retfærdige. Tværtimod! Men de der tilhørte denne stand var aldrig sene til at stille deres egen retfærdighed til skue. Ligesom den rige mand viste de det i deres klædedragt og hele adfærd, som Jesus sagde: „De gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebudene og de fornemste sæder i synagogerne, . . . udvendig ser [de] kønne ud, . . . [de ser] udvortes retfærdige ud for mennesker.“ — Matt. 23:5, 6, 27, 28; 6:1, 2.
12. Hvad er purpur et symbol på, og hvordan kunne dette symbol anvendes i forbindelse med de religiøse ledere på Jesu tid?
12 Fra de ældste tider er purpur blevet brugt som symbol på konge- og kejsermagt. Da Jesus var blevet arresteret og Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?“, husker vi at soldaterne for at gøre sig lystige over ham „flettede en tornekrone, satte den på hans hoved og kastede en purpurkappe om ham“, idet de sagde: „Hil dig, jødekonge!“ (Joh. 18:33; 19:2, 3) De religiøse ledere stræbte måske ikke direkte efter at blive konger og at sidde på en trone, men de gjorde krav på og udøvede et virkeligt herredømme. Var de ikke de ledende i det folk til hvem Gud havde sagt: „I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk“? Og sagde de ikke ved en lejlighed til Jesus: „Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle“? — 2 Mos. 19:6; Joh. 8:33.
13. Hvad er linned et symbol på, og hvilken modsætning ses her mellem farisæerne og Lammets hustru?
13 Linned bruges som symbol på retfærdighed. Læg mærke til skildringen af den kristne menighed som Lammet Jesu Kristi brud da den skal forenes med ham ved brylluppet i himmelen. Bruden får „en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger“. Læg dog mærke til at der ikke siges at hun pynter sig med purpur og linned, selv om hun skal ægte „kongernes Konge“. Nej, hun erklærer ikke sig selv retfærdig som farisæerne, men som det så passende siges: „Der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning at iføre sig.“ (Åb. 19:7, 8, 16) Apostelen Paulus, tidligere en nidkær farisæer, kom til at forstå forskellen mellem den sande og den falske retfærdighed. Han skrev: „For at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.“ — Fil. 3:8, 9; se også Romerbrevet 10:2-4.
14. Hvilke andre ting hjælper os til at se hvem „den rige mand“ skildrede på Jesu tid?
14 I andre menneskers øjne og i deres egne øjne havde de religiøse ledere alt hvad hjertet kunne begære, ligesom den rige mand der „levede hver dag i lyst og pragt“, hvortil også hørte et overdådigt bord. (Luk. 16:19) Som vi har set sammenlignes kundskab, og især den bibelske kundskab, med mad og drikke. (Es. 55:1, 2; Joh. 17:3) Jøderne og især deres ledere var velforsynede i denne henseende. De havde et stort, åndeligt forråd som de til stadighed kunne dække et rigt bord med. Paulus spurgte engang: „Hvad fortrin har da jøden?“ Og han svarede: „Meget i alle måder; først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet.“ Han skrev også at „herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne“ tilhørte israelitterne. Om de religiøse ledere sagde Jesus at de var „lovkyndige“ og at de havde „kundskabens nøgle“. Efter denne undersøgelse af de indledende ord til Jesu lignelse ser vi tydeligt at den rige mand forestillede de religiøse herskere og ledere som skare. — Rom. 3:1, 2; 9:4; Luk. 11:52.
15. Hvordan skildrede Jesus tiggeren, og hvem var han et billede på?
15 Hvordan nu med tiggeren? Jesus navngav ikke den rige mand, men tiggeren gav han det jødiske navn Lazarus, der betyder „Gud er hjælper“. Han „lå [plejede at blive anbragt, NW] ved [den rige mands] port, fuld af sår. Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af fra den riges bord; ja, endog hundene kom og slikkede hans sår.“ (Luk. 16:20, 21) Heller ikke her behøver vi at lede længe for at finde den skare som Lazarus er et billede på. Jesus havde lige talt om den. Ja, i virkeligheden var det farisæerne der havde fået Jesus til at tale om denne anden skare, for de havde klaget over at han tog imod toldere og syndere. (Luk. 15:1, 2) Læg også mærke til at Jesus, lige forud herfor, havde sagt til en af de ledende farisæere: „Når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde!“ Ja, tiggeren var i første række et billede på de fattige og åndeligt forarmede blandt jøderne. De blev i allerhøjeste grad foragtet af den herskende klasse, der „stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre“. I disse religiøse lederes øjne var de fattige, som for eksempel Lazarus, kun egnet selskab for hunde. Ja, endnu værre. Ypperstepræsterne og farisæerne havde i vrede sagt om folket, der tog imod Jesus: „Denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!“ Ligesom den rige mand, sørgede de ledende ikke for nogen åndelig føde til de fattige, der var sig „deres åndelige behov bevidst“ og ivrigt søgte de smuler der faldt fra den rige mands overdådige bord. — Luk. 14:13; 18:9; Joh. 7:49; Matt. 5:3, NW.
16. Hvordan kan man sige at de religiøse ledere bar skylden for „Lazarus“-skarens syge tilstand?
16 Disse ledere havde ydermere sat de traditioner som i årenes løb var blevet opbygget af deres egen stand, i stedet for „Guds ord“. Som Jesus sagde havde de „sat Guds lov ud af kraft“ og førte „lærdomme, som kun er menneskebud“. Der var derfor ikke ret megen næring i disse smuler. Desuden bandt disse ledere tunge byrder sammen og lagde dem på folkets skuldre, men selv ville de ikke „røre dem med en finger“. (Matt. 15:6-9; 23:4) Det var derfor ikke mærkeligt at Jesus skildrede Lazarus som „fuld af sår“. I denne udtærede tilstand bar han i sandhed en tung byrde, uden den mindste udsigt til at få nogen hjælp eller lindring fra den rige mand.
17. Hvordan viste Jesus at der forestod en forandring for disse to skarer?
17 Denne tingenes tilstand var dårlig, ganske ugrundet, og kunne ikke vare ved i længden. Som Jesus sagde til de knurrende farisæere: „De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: ’Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;’ thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.“ Og som han advarede den samme skare: „Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri.“ Ja, tiden var kommet til at der skulle ske en forandring; rollerne skulle byttes om. Hvordan skildrede Jesus dette i sin lignelse? — Matt. 9:12, 13; Luk. 11:52.
Klimaks — den store forandring
18. Hvilken stor forandring skildrede lignelsen nu, og hvad medførte den for de to personer?
18 Af alle de ting som mennesker kommer ud for i deres liv og som forårsager forandringer og omvæltninger for dem, er døden den der forårsager den største forandring. Den danner klimaks. I sin lignelse brugte Jesus netop døden til at skildre en sådan forandring. Efter den indledende beskrivelse af de to hovedpersoner fortsatte Jesus: „Så skete det, at den fattige døde . . . Også den rige døde og blev begravet.“ Ja, naturligvis! Den betydningsfulde tidsfaktor gjorde hele forskellen. Med en levende skildring appellerede Jesus nu til sine tilhøreres fantasi, da han vidste at fantasien, foruden kontraster, i høj grad hjælper tilhørerne til at forstå. Fik de to mænd nu lov til at sove fredeligt i deres grave? Nej! Tiggeren blev straks „båret af englene hen i Abrahams skød“. Den rige mand „blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget [hades] . . . var [han] i pine“ i en flammende ild. — Luk. 16:22, 23.
19. (a) Hvilken lære anvendes Lukas 16:23 ofte til støtte for? (b) Hvorfor er denne slutning både ufornuftig og ubibelsk?
19 Som mange af vore læsere véd, er der flere bibelkommentatorer og autoriteter i kristenheden der fortolker disse vers bogstaveligt, til støtte for den traditionelle lære om evig pine i helvedes ild, hvor de siger at udødelige sjæle lider. Men var der nogen af Jesu tilhørere, enten farisæerne eller hans disciple, der opfattede hans ord på den måde? Troede de at Jesus et øjeblik drog forhænget til side, som det så ofte siges, får at give et glimt af den skæbne der venter de onde, ja, alle dem der ikke opnår himmelsk lyksalighed? Næppe. Alle der hørte på Jesus forstod at dette var en lignelse, en illustration, en billedlig skildring af visse forhold, og at den ikke skulle forstås bogstaveligt. Som det tidligere er blevet påpeget i dette blad, vil det være ganske absurd og umuligt at opfatte disse vers bogstaveligt, foruden at man gør vold på de tydelige bibelske udtalelser der siger at hades (hebraisk sheol) er den fælles grav hvori de døde befinder sig, ’de døde, som ingenting ved, . . . fordi der hverken er virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [sheol], hvor vi stævner hen’. (Præd. 9:5, 10) Er det rimeligt at tro at de der befinder sig i helvedes ild kan tale med dem der er i himmelen? Er de så nær ved dem at de kan se dem og se hvad de laver? Kan de føre en samtale, ja oven i købet argumentere med autoriteterne i himmelen? — Se Vagttårnet for 15. maj 1965, siderne 222, 223, paragrafferne 11 til 16.
20. Hvordan gjorde Esajas brug af et lignende billede da han skulle skildre en dramatisk omvæltning?
20 Men, spørger vi måske, havde Jesus lov til at skildre de døde som levende mennesker der talte med hinanden? Havde han noget forbillede at følge her, hvor han ville skildre noget højst dramatisk? Ja, det havde han. Vi finder her endnu en interessant parallel mellem de udtryk som både Jesus og profeten Esajas anvendte. Esajas blev inspireret til at forudsige det babyloniske kongedynastis fald og ødelæggelse. Det var en så kolossal omvæltning at de andre nationers konger i Esajas’ skildring af denne dramatiske begivenhed rejser sig fra deres båre i hver sin niche i sheols dyb, strækker hals af forbavselse da de ser „Babels konge“ og siger: „Også du blev kraftløs som vi, . . . til Dødsriget [sheol] sendtes din højhed, . . . dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er orme.“ „Babels konge“ får imidlertid ikke sin egen niche ved siden af de andres, men han bliver „slængt hen uden grav . . . som et nedtrådt ådsel“. (Es. 14:4, 10, 11, 19) I den engelske autoriserede oversættelse og andre oversættelser kaldes „Babels konge“ i Esajas 14:12 for „Lucifer“, og det er den almindelige opfattelse at dette er Satan Djævelen. Det vil sige at Satan — ifølge denne opfattelse — i stedet for at være den der hersker i helvede og holder ilden ved lige dér, forkastes og fornedres i sit eget domæne. Det er derfor ikke mærkeligt at bibelkommentatorer i kristenheden ikke bruger denne profeti som støtte for deres lære om evig pine.
21. Skal Jesu lignelser forstås bogstaveligt? Hvis ikke, hvad er da formålet med dem?
21 Nej, der er ingen begrundelse, hverken bibelsk eller fornuftmæssigt, for at slutte at Jesus nu pludselig beskrev bogstaveligt hvad der fandt sted. En illustration eller lignelse er en allegorisk fortælling, en billedlig fremstilling af visse sandheder eller begivenheder. Som i sine andre lignelser malede Jesus her med sine ord et levende billede af noget han ville skildre, i dette tilfælde noget der allerede var ved at ske med to skarer mennesker. Vi vil overlade til det efterfølgende nummer af Vagttårnet at forklare hvad det var Jesus ville skildre med denne særlige lignelse, hvad den betød dengang, og hvad den betyder nu.