Guds visdom
En række spørgsmål som den almægtige Gud stillede Job kan føre os ad den sande visdoms vej.
HVOR uendelig er ikke Guds visdom! Og hvor stor er ikke hans magt som kan gøre alt og som har skabt alle ting. Ja, hans skaberværker i himmel og på jord er et vidnesbyrd om hans overhøjhed og uudgrundelige visdom. Hans visdom i naturen, såvel i det livløse som i det levende skaberværk, opildner os til at tilbede og ære ham i ydmyghed. Han spørger det jordiske menneske:
„Kan du knytte stjernebilledet Kimahs bånd, eller kan du løse selve stjernebilledet Kesils reb? Kan du bringe stjernebilledet Mazzaroth frem til den fastsatte tid? Og hvordan med stjernebilledet Ash og dets sønner, kan du lede dem? Har du kendskab til himmelrummets love, eller kan du fastsætte dets magt over jorden?“ — Job 38:31-33, NW.
Den almægtige Gud stillede disse spørgsmål for at fremhæve menneskets lidenhed i visdom og magt i forhold til dets Skaber. Har mennesket herredømme over himmelens mange stjernebilleder, der genspejler Guds visdom? „Man kender nu 88 stjernebilleder på himmelen,“ siger James S. Pickering i 1001 Questions Answered About Astronomy. „Stjernebilleder burde betragtes på samme måde som geografiske stedsangivelser. De betegner bestemte områder på himmelhvælvingen, og er adresser på alle stjerner og andre faste legemer inden for deres grænser, samt på planeter, kometer, meteorer, solen, månen og andre midlertidige gæster som befinder sig i deres områder. Stjernebilledernes udstrækning er uendelig.“
Hans visdom i himmelrummet
Vi ved ikke hvilke af de mægtige stjernebilleder eller stjernegrupper den almægtige Gud taler om i sine spørgsmål til Job. Mange mener at Kesil er det samme som Orion, at Kimah er det samme som Plejaderne og at Ash er Store Bjørn. I nogle stjernebilleder, som for eksempel Plejaderne og Orion, ser det ud som om de enkelte stjerner knyttes til hinanden med kæder eller reb; tanken er derfor: Kan mennesket løse en stjernegruppes bånd så stjernerne spredes og ikke længere udgør et fast stjernebillede? Kan mennesket fjerne disse mægtige stjerner fra den plads Gud i sin visdom har sat dem på? Mennesket kan hverken bringe orden i Kimahs stjerneklynge eller fjerne Kesils reb. Det kan kun betragte Guds magt og visdom.
Den vidunderlige orden der præger hele himmelhvælvingen skyldes de befalinger der er udgået fra universets øverste Hersker, Jehova Gud. Gud er den der kan bringe Mazzaroth frem til den fastsatte tid. Om de himmelske hærskarer siger Jehova: „Løft Eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn.“ (Es. 40:26) Gud, der kender alle stjernerne ved navn, er den der kalder dem frem når deres tid er inde; det formår mennesker ikke. Gud kan endog bringe stjernerne frem til krig, som det skete i Deboras og Baraks dage: „Fra himmelen kæmped stjernerne, fra deres baner stred de mod Sisera!“ Det står ikke i menneskers magt at bestemme stjernernes bevægelser, ej heller er det blevet betroet mennesker at lede stjernerne. — Dom. 5:20.
Nu har mennesket måske nok fået lidt kendskab til „himmelrummets love“, men kan det fastsætte himmelrummets magt over jorden? Naturens love er udtænkt af Gud. I sin visdom fastsatte han de love der leder himmellegemerne. Mennesket ved at himmellegemerne øver deres indflydelse på vejret her på jorden, på tidevandet og på atmosfæren, men hvor aldeles magtesløst er ikke mennesket når det gælder at befale over himmellegemerne! I bogen Our Astonishing Atmosphere vises det hvorledes solen på mange mærkelige måder øver sin indflydelse:
„De mørke pletter der ses på solen og som kaldes solpletter menes at være områder hvor der foregår en livlig aktivitet. Kraftige bølger af atomare hævninger koger op fra solens indre. Disse soleruptioner ledsages af vældige flammer eller fakler der fra solens overflade slår ud i solatmosfæren. Og flammerne ledsages af elektrisk ladede atompartikler der udslynges fra solen som vand fra en slange. . . . Når solpletter er aktive opstår der forstyrrelser i jordmagnetismen. Kompasnålen bliver urolig, og jorden opfører sig som om den var en magnet under påvirkning af enorme elektriske strømme der passerer i dens nærhed. Umiddelbart efter at en solpletfakkel har vist sig, indtræffer der radioforstyrrelser på det solbeskinnede område af jorden. Og dagen efter kommer det magnetiske uvejr, polarlysene, og yderligere radioforstyrrelser, mindre voldsomme end de første, men de berører hele jorden. Elektriske strømme som opstår i jordskorpen kan også være så stærke at de bringer forstyrrelser i telefonnettet.“
Visdom i skyerne
Mennesket behersker altså ikke himmelrummets love og har ingen magt over himmellegemerne, men hvordan så med det der er nærmere jorden — skyerne? Gud spørger: „Kan du løfte røsten til sky, så vandskyl adlyder dig? Sender du lynene ud, så de går, og svarer de dig: ’Her er vi!’ Hvem lagde visdom i sorte skyer, hvem gav luftsynet kløgt? Hvem er så viis, at han tæller skyerne, hvem hælder himmelens vandsække om, når jorden ligger i ælte, og leret klumper sig sammen?“ — Job 38:34-38.
Hvem er det der kan løfte røsten til skyerne så de slipper et regnskyl løs? Job kunne ikke. Intet menneske kan befale en sky at komme til syne og afgive vand. Den proces der foregår når en sky giver vand, vidner om stor visdom. Man er nået langt i det videnskabelige studium af skyerne, men man er blevet klar over at skyernes natur er et af mange komplicerede himmelfænomener. Mange faktorer spiller ind i den proces hvorved der dannes regn, og menneskets viden derom er meget begrænset. Værket Vor underfulde Verden siger:
„De processer, der foregår i en sky som danner regn, er ikke helt opklaret. Mange faktorer spiller ind. I de kolde, øvre lag af de højtsvævende skyer fryser vanddampen til tynde svævende iskrystaller, der vokser til de er tunge nok til at falde. Når de derved når ned i varmere lag, smelter de og bliver til regn. Men regndråber kan også opstå, ved at vanddampen sætter sig på mikroskopiske kondensationskerner, støv- og saltpartikler, og således danner dråber i skyerne. Endelig spiller elektriske kræfter nok ind.“
Visdom i skyerne! Ja, i sandhed! Og hvem har visdom til at tælle de for os mennesker utallige skyer? Den om hvem der siges: „Han fastsætter stjernernes tal,“ den store sky- og regnmager, Jehova. (Sl. 147:4) Jehova, Kilden til al visdom, fastsætter skyernes tal og bestemmer hvornår deres indhold skal udøses over jorden.
Gud ligner regnskyerne ved himmelens vandsække, og han kan hælde deres indhold ud som det behager ham. Og når skyerne har afgivet rigeligt med vand, så jorden ligger i ælte og leret klumper sig sammen, hvem kan da lukke for himmelens vandsække og hindre at der falder mere regn? Jehova, der kan frembringe regn, kan også holde den tilbage. Profeten Elias bad engang Gud om at holde regnen tilbage: „Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder. Og han bad på ny, og himmelen gav regn, og jorden lod sin afgrøde spire frem.“ (Jak. 5:17, 18) Mennesker der ejer sand visdom lægger sig Jeremias’ ord på sinde: „Kan blandt hedningeguderne nogen sende regn, giver himlen nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o [Jehova] vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.“ — Jer. 14:22.
Med regn og skyer følger ofte lyn. Kan noget menneske skabe lyn og få dem til at gøre hvad det ønsker? Mennesket kan udnytte elektriciteten, men hvem kan udsende lynene og dirigere dem? I Guds ord til Job fremstilles det som om lynene melder Gud at deres hverv er fuldført; de siger: „Her er vi!“ Kunne Job få lynene til at gøre det for ham? Et af de formål lynene tjener er at frugtbargøre jorden. „Lyn er verdens største producent af kvælstofforbindelser,“ stod der i Science Digest for juli 1956. „I stærkt fortyndet form falder disse kvælstofforbindelser ned på jorden sammen med regn. . . . Det anses endog for muligt at alt planteliv på jorden bogstavelig talt ville visne og dø hvis det aldrig lynede.“ Hvilken visdom knytter der sig ikke til lynene! „Videnskaben har studeret lynene i over to hundrede år,“ siges det i Our Astonishing Atmosphere. „Skønt man i al den tid har betragtet lynene som kæmpemæssige elektriske glimt, er deres årsag og virkemåde indtil nu forblevet et mysterium.“
Hans visdom i dyreriget
Jehova henter nu eksempler på sin visdom fra dyrelivet og påpeger forskellige gaver og evner som levende skabninger er udstyret med. Jehova spørger: „Jager du rov til løvinden, stiller du ungløvers hunger, når de dukker sig i deres huler, ligger på lur i krat? Hvem skaffer ravnen æde, når ungerne skriger til Gud og flakker om uden føde?“ — Job 39:1-3.
Hele dyrelivet åbenbarer Guds uforlignelige værk og kærlige forsynlighed i en sådan grad at det overgår menneskers fatteevne. Endog før mennesket blev skabt og fik herredømme over fiskene, fuglene, de store dyr og krybdyrene, sørgede Gud for disse skabninger, løven såvel som ravnen. Gud spørger Job om han ville påtage sig at skaffe føde til løverne. Var det ikke noget som langt oversteg Jobs evner? Løverne kan klare sig selv. „De unge løver brøler efter rov, de kræver deres føde af Gud.“ — Sl. 104:21.
Guds omsorg er ikke endt med den statelige løve; ja end ikke med ravnen, skønt denne er uren ifølge Moseloven. (5 Mos. 14:11-14) Ravnen var den første skabning der forlod arken og blev ude i det fri i tillid til at Jehova Gud ville sørge for den på den jord der var blevet renset ved Vandfloden. (1 Mos. 8:6, 7) Ikke alene har ravnen sit hjem på øde steder, men dens føde er knap og må søges over store landstrækninger; det er derfor ravnen har for vane at flyve rastløs omkring i sin søgen efter føde. Den får sin føde fra Gud. Guds egen søn sagde: „Tænk på ravnene; de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskammer eller lade, og dog giver Gud dem føden; hvor langt mere værd end fuglene er ikke I?“ (Luk. 12:24) Eftersom Gud sørger for ravnen, der er en uren fugl, kan vi være forvissede om at han heller ikke vil glemme eller svigte de mennesker der sætter deres lid til ham.
Gud tager sig af de vilde dyr når de trænger til hjælp. Gud har givet dem deres instinkt, og det leder dem til at hjælpe sig selv når de skal føde. Gud spørger således Job: „Kender du tiden, da stengeden føder, tager du vare på hindenes veer, tæller du mon deres drægtigheds måneder, kender du tiden, de føder? De lægger sig ned og føder og kaster kuldet, ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.“ — Job 39:4-7.
Findes der noget menneske der kan føre en nøjagtig fortegnelse over alle disse begivenheder og vise en så forsynlig omsorg for disse skabninger, stenbukken og dens hind, at det beskytter hinden mod farer mens den føder? Stenbukke og hinde har eksisteret generation efter generation, men det skyldes ikke menneskers omsorg. Selv om mennesket vidste hvornår hindene skulle føde, kunne det så passe dem som det passer husdyrene?
Mennesket kan dårligt nok komme i nærheden af stenbukken for at iagttage den i vild tilstand. „Højfjeldet er for stenbukken,“ skrev salmisten. (Sl. 104:18) Saul jagede engang David „østen for Stenbukkeklipperne“. (1 Sam. 24:3) De ensomme klippeskrænter i En-Gedis ørken højt over Det døde Hav må have været særligt yndede tilholdssteder for stenbukke. Men hvor de end lever har mennesker ikke let ved at komme i nærheden af dem, som den schweiziske orientrejsende Johann Burckhardt skriver i sin bog Travels in Syria:
„Da vi nærmede os toppen af bjerget [St. Katharina, der støder op til Sinaj bjerg] så vi et stykke borte en lille flok stenbukke der græssede på klippeskrænterne. En af vore arabere forlod os, og ved at gå rundt i en stor bue lykkedes det ham at komme om i læ af dem, og nær nok til at skyde på dem; han gav os besked om stadig at holde øje med dem og at sætte os ned for ikke at skræmme dem. Han var lige ved at nå frem til et gunstigt sted bag en klippe, da gederne pludselig tog flugten. De kunne ikke have set araberen; men vinden vendte sig, og så kunne de lugte ham.“
Akkurat som stenbukkene klarer sig uden mennesket, således også hindene, hundyrene. Når tiden nærmer sig da hinden skal føde, leder dens gudgivne instinkt den til at søge ensomhed i skoven, hvor den skjuler sit kid og sørger for det. „Ungerne trives,“ de „løber bort og kommer ej til dem igen.“ De klarer sig uden forældrene, for Gud tager sig af dem.
De spørgsmål Jehova stillede Job burde animere os til at tilbede ham, sætte vor lid til ham og studere, ikke alene naturens bog, som han har skabt, men også hans skrevne ord, bogen med den livgivende visdom. Gør vi det vil vor taknemmelighed over hans godhed øges: „Syng for [Jehova] med tak, . . . Han dækker himlen med skyer, sørger for regn til jorden, lader græs spire frem på bjergene . . . Føde giver han kvæget og ravneunger, som skriger.“ „God er [Jehova] mod alle, hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ — Sl. 147:7-9; 145:9.