„Guds fred, som overgår al forstand“
„Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ — Fil. 4:7.
1. Hvordan vidste apostelen Paulus at gudsfrygtige mennesker ikke har grund til unødigt at bekymre sig?
DEN kristne apostel Paulus vidste af erfaring at gudfrygtige mennesker ikke har nogen grund til unødig bekymring, for Jehova er med dem. Paulus var blevet fængslet, slået og stenet, havde ofte været døden nær og havde mange gange været i fare, endog blandt falske brødre. Men Gud havde aldrig svigtet ham. Apostelen havde bestandig vendt sig til sin himmelske Fader i inderlig bøn, idet han havde kastet sine bekymringer på ham, og han var aldrig blevet skuffet. — 2 Kor. 4:7-9; 11:23-27.
2. Hvad ville blive resultatet hvis Paulus’ trosfæller fulgte hans råd i Filipperbrevet 4:6?
2 Det var derfor med absolut tillid at Paulus opfordrede sine medkristne til ikke at være bekymrede for noget, men i alt at lade deres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse. Hvad ville resultatet blive når de gjorde det? Apostelen fortsatte: „Og Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ — Fil. 4:6, 7.
En fred som „overgår al forstand“
3. (a) Hvad er „Guds fred“? (b) Hvorfor behøver vi ikke at være dybt bekymrede hvis vi har den fred Gud giver?
3 „Guds fred“ er en indre fred og ro som Jehovas indviede vidner kan glæde sig over, selv under de vanskeligste forhold. Den skyldes et nært personligt forhold til vor himmelske Fader. Som dem der ejer en sådan fred fra Jehova lader vi os påvirke af Guds hellige ånd og er følsomme over for dens ledelse. Ja, vi beder om at få denne ånd og dens frugt, fred. (Luk. 11:13; Gal. 5:22, 23; Ef. 4:30) Vi har derfor ingen grund til at blive overvældet af bekymringer, for vi ved at der ikke sker os andet end hvad Gud tillader. Vi er underlagt guddommeligt forsyn. (Jævnfør Apostelgerninger 11:26.) Jehova lader i sandhed alle sine tjenere ’bo i tryghed’. — Sl. 4:9.
4, 5. (a) Hvilken slags fred har andre sammenlignet med Jehovas vidner? (b) Hvordan adskiller „Guds fred“ sig fra den fred som de der ikke tjener Jehova, kan have?
4 Sammenlignet med Jehovas vidner har mange mennesker måske en bedre verdslig uddannelse eller større evner på visse områder. De har naturligvis også problemer, men de har tillid til at de vil kunne finde en passende løsning på dem. De føler sig derfor temmelig trygge og er ikke særlig bekymrede for deres fremtid. De synes at have fred og at nyde en vis ro. Bibelen taler endog om „de ugudeliges fred“! — Sl. 73:3, NW.
5 „Guds fred“ er imidlertid noget helt andet. Den bygger ikke på selvtillid eller på det synspunkt at menneskers fornuftslutninger altid vil føre til et godt resultat. Paulus sagde at denne gudgivne fred „overgår al forstand“. Den er også blevet kaldt „Guds fred, som overgår alt, hvad vi kan forestille os“. (Fil. 4:7, Ny Verden-oversættelsen; Seidelin) Ja, de der trofast tjener Jehova har en fred som mennesker i almindelighed hverken ejer eller forstår.
6. (a) Hvornår bliver det især tydeligt at vi har „Guds fred“? (b) Hvilken hjælp har vi, mens vi venter på at Jehova skal gribe ind i en sag som vi har forelagt ham i bøn? (c) Er det åndeligt styrkende at ’kaste sin byrde på Jehova’? Begrund dit svar.
6 Det bliver især tydeligt at de der har indviet sig til Jehova virkelig har „Guds fred“, når der sker noget som berører dem dybt og som de ikke selv er herre over. Set fra et menneskeligt synspunkt ville de ikke kunne klare disse problemer. Er vi undertiden selv ude for sådanne vanskeligheder? Hvor passende er det da ikke at vi beder indtrængende til Gud, idet vi er specifikke i vore anmodninger og anråber ham om hans hjælp og ledelse. (Jævnfør Dommerbogen 6:36-40.) Derefter må vi vente på at Jehova griber ind. Imens vil vi, hvis vi har „Guds fred“, kunne føle Guds hellige ånds hjælp og bevare roen, idet vi tålmodigt venter på at se hvordan den Højeste vil løse problemet. En sådan indstilling er ikke et udtryk for dumdristighed, for salmisten David sagde: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ (Sl. 55:23) Når problemet så er løst og prøven overstået, vil vi vide at „den Gud som giver fred“ har hørt vore bønner. — Rom. 15:33.
Beskytter hjerte og sind
7. (a) Hvad står „hjertet“ ofte som et udtryk for i Bibelen? (b) Hvorfor vil vi ikke ’blive ophidsede over de onde’ hvis vi har „Guds fred“?
7 Paulus sagde at „Guds fred“ vil ’beskytte vore hjerter og sind’. (Fil. 4:7) En bibeloversættelse kalder denne fred „en garnison der vogter jeres hjerter og sind“. (Weymouth) I Bibelen står ’hjertet’ ofte som et udtryk for sædet for vore følelser og motiver. (2 Mos. 35:21, 26, 29; Sl. 119:11) Hvis vi plages af unødige bekymringer, kan det skade vore følelser og motiver og medføre at vi opfører os uligevægtigt eller forkert. Vi kunne for eksempel ’blive ophidsede over de onde’, og derved blive berøvet al vor fred. Men det vil ikke ske hvis vi ejer „Guds fred“, for så ved vi at Jehova ser alt og at han til sin tid vil gøre regnskabet op. (Sl. 37:1-11, 1977-overs.) Vort hjerte vil altså forblive roligt og ikke tilskynde os til at handle overilet. Det vil gavne os følelsesmæssigt, åndeligt og endda fysisk, for „sagtmodigt hjerte [hjertets ro, NW] er liv for legemet“. — Ordsp. 14:30.
8. (a) Hvad er forskellen mellem ’hjerte’ og „sind“ i Filipperbrevet 4:7? (b) Hvorfor er det usandsynligt at vi vil miste vor åndelige ligevægt hvis vi har „Guds fred“? (c) Vil noget af det som vor himmelske Fader tillader, kunne volde os varig skade?
8 ’Sindet’ er ikke synonymt med ’hjertet’, selv om der er et vist samspil mellem disse to. Mens sindet drager fornuftslutninger på grundlag af de oplysninger det får, er det hjertet der tilskynder et menneske til handling. Hvis vi skal sikre os at vi følger en ret kurs, må vi altså have kendskab til Guds ord og tillidsfuldt støtte os til Gud i bøn. Hvis vort sind er fyldt med unødige bekymringer og vi er under et stort pres, vil vi ikke kunne træffe rette afgørelser. Vi vil endog kunne miste vor åndelige ligevægt. Men har vi „Guds fred“ vil dette sandsynligvis ikke ske for os, for da vil vi have vort hjerte under kontrol og have fred i sindet. Vi vil være overbeviste om at ’Jehovas hånd er med os’, og at intet af det som vor himmelske Fader måtte tillade, vil kunne volde os varig skade. (Matt. 10:28; Apg. 11:21) I stedet for at bekymre os og være plaget af mange tyngende tanker, vil vi sætte vor lid til Jehova, og dette vil tjene som en beskyttelse for vort sind. Hvordan? „Ved hjælp af Kristus Jesus“, gennem hvem det er blevet muligt for os at have et nært personligt forhold til vor himmelske Fader. — Gal. 1:3-5.
9. Var Paulus helt fri for bekymringer, selv om han havde „Guds fred“?
9 Paulus vidste naturligvis at kristne ikke kan være helt fri for bekymringer. Han indrømmede at han i sit hjerte følte „stor bedrøvelse og uophørlig smerte“ fordi hans landsmænd, jøderne, ikke havde taget imod „den gode nyhed“. Alligevel var apostelen ikke overvældet af bekymring, og han var tilfreds med at lade sagen hvile hos Gud, der handler retfærdigt når han vælger dem han vil have barmhjertighed med. (Rom. 9:1-18) Til trods for de stærke følelser Paulus nærede, lod han altså „Guds fred“ beskytte sit hjerte og sind.
10. Hvordan kan den gudgivne fred beskytte vort hjerte og sind?
10 Ligesom Paulus, der unægtelig var dybt bekymret for sine landsmænd, kan vi have „Guds fred“ — den indre fred og ro der er en følge af et inderligt forhold til Jehova. Den kan i sandhed beskytte vort hjerte og sind, så vi ikke bekymrer os alt for meget om vore behov. Vi kan have tillid til og være fuldt forvissede om at Jehova sørger for sine tjenere og hører deres bønner. Vort hjerte og sind vil ikke til stadighed være fyldt med uro og bekymring, men vil finde hvile og ro, fordi vi helt og fuldt stoler på vor himmelske Fader. — Sl. 33:20-22.
Løfte om livets fornødenheder
11. Hvorfor bør vi ikke unødigt bekymre os om livets fornødenheder når vi har „Guds fred“?
11 Hvis vi virkelig har „Guds fred“ og er overbeviste om at Jehova „hører bønner“, vil vi kunne overvinde bekymringer. (Sl. 65:2) Vi vil altid føle at vi har Guds hjælp, og det er ensbetydende med stor fred i sind og hjerte. Vi vil for eksempel ikke bekymre os unødigt om livets fornødenheder. Jesus sagde til sine disciple: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl [eller liv] med hensyn til hvad I skal spise, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.“ Hvorfor bør vi ikke have sådanne bekymringer? Fordi Jehova, der sørger så rigeligt for fuglene og liljerne, naturligvis også kan og vil føde og klæde sine trofaste tjenere. Jesus sagde videre: „Spørg derfor ikke efter hvad I skal spise og hvad I skal drikke, og vær ikke ængstelige . . . Men bliv ved med at søge [Guds] rige, og disse ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Luk. 12:22-31) Ja, hvis vi sætter de åndelige interesser først i livet, kan vi have tillid til at vor himmelske Fader vil sørge for os.
12. Hvilket bibelsk eksempel viser at selv de der tjener Jehova må passe på ikke at lægge for stor vægt på det materielle?
12 Selv de der tjener Jehova må passe på at de ikke lægger for stor vægt på det materielle. Det fremgår af eksemplet med Abraham og Lot. Fordi landet ikke kunne ernære dem begge og for at gøre ende på den strid der var opstået mellem deres hyrder, gav Abraham sin nevø Lot lejlighed til at vælge hvor han ville slå sig ned. Lot valgte den bedste del af landet, men det betød at han kom til at bo blandt fordærvede mennesker. Ved en lejlighed blev han taget til fange og måtte befries. (1 Mos. 13:1 til 14:16) Senere fandt Lot det nødvendigt at forlade sine materielle ejendele for at redde livet, da Jehova ødelagde Sodoma. Endnu senere følte Lot sig tvunget til at forlade byen Zoar og bo i en hule. (1 Mos. 19:1-26, 30-38) Selv om han kaldes „den retfærdige Lot“, ser det ud til at han ad erfaringens hårde vej måtte lære hvor tåbeligt det er af et gudfrygtigt menneske at lægge stor vægt på formodede materielle fordele. (2 Pet. 2:7, 8) Hvor langt bedre er det ikke at bede Gud om specifik vejledning og altid sætte de åndelige interesser først i livet.
13. Hvorfor bør kristne ikke være ængstelige for hvordan de skal få det nødvendigt
13 Hvis vi virkelig gør de åndelige interesser til det vigtigste i vort liv, vil dette bidrage til freden i vort sind og hjerte. Vi kan med sikkerhed have tillid til at den der ejer al guldet og sølvet, fuldt ud vil kunne give sine tjenere det nødvendige til livets opretholdelse. (Hag. 2:8) Det er naturligvis rigtigt af os at bede om at Gud hver dag vil ’give os vort brød for denne dag’, og det er på sin plads at vi arbejder flittigt for at få det vi virkelig har brug for. (Ordsp. 6:6-11; 31:10, 13-24; Matt. 6:11) Men eftersom vi ’ikke har bragt noget med ind i verden og heller ikke kan bringe noget med ud,’ bør vi være ’tilfredse med føde og klæder’. (1 Tim. 6:6-12) Hvorfor være ængstelig? Salmisten havde ret da han sagde: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Sl. 37:25.
Vejen til sand lykke
14. Hvorfor er det ikke passende for os som kristne Jehovas vidner at lægge stor vægt på at opnå en høj stilling og succes i livet
14 Det er ikke ualmindeligt at mennesker i verden selv er årsag til de bekymringer de har, fordi de lægger stor vægt på at opnå en høj stilling i samfundet. Bibelen opmuntrer os naturligvis til at være flittige og dygtige til vort arbejde. (Ordsp. 22:29) Men blind ærgerrighed og store bekymringer i forbindelse med en forventet succes i livet er ikke forenelig med „Guds fred“. Et ærgerrigt menneskes ønske om at herske over andre kan endog få den pågældende til at benytte tvivlsomme metoder, så han måske undergraver sine medarbejderes bestræbelser og følger en afsporet kurs der medfører Guds mishag. (Ordsp. 3:32; 2 Kor. 4:1, 2) Den der er meget ærgerrig vinder måske menneskers bifald, ligesom de hykleriske religiøse ledere for 1900 år siden, der gav gaver, bad og fastede for at blive bemærket og æret af mennesker. Men Jesus Kristus fordømte disse selvoptagne hykleres handlemåde og sagde at de havde „fået hele deres belønning“. (Matt. 6:1-18) Hvor tåbeligt om et af Jehovas vidner måtte leve med selvskabte bekymringer fordi han forsøgte at blive „noget stort“ — blot for at opdage at han derved havde mistet det evige livs velsignelser! — Jævnfør Jeremias 45:5.
15. Hvad kan gudfrygtige mennesker lære af Prædikeren 9:11 og 10:5-7 om succes i denne verden?
15 For den der virkelig har „Guds fred“, fører vejen til sand lykke ikke til tvivlsomme metoder og en unyttig stræben. Af Bibelen har han lært at i det nuværende samfund, der udelukkende består af ufuldkomne og syndige mennesker, er „hurtigløberen ikke . . . herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest“. (Præd. 9:11) „Dårskab sættes i højsædet“, og man ser „trælle . . . højt til hest og høvdinger til fods som trælle“. (Præd. 10:5-7) Ja, dygtige og velegnede mennesker får måske ikke den høje stilling de fortjener, mens „trælle“ — langt mindre kvalificerede mænd — ses „højt til hest“ ligesom fornemme personer.
16. Hvoraf afhænger det om vi opnår den fremgang og lykke Gud giver?
16 Er du „kørt fast“, så at sige, og har ikke opnået den fremgang og lykke du engang ønskede og forventede? Hvorfor gøre dig bekymringer på grund af det? Lad „Guds fred“ råde i dit hjerte og erfar den vederkvægende ro den skænker dig. Bliv ved med at gøre Guds vilje og se hen til din himmelske Fader, der vil velsigne den indsats du gør i hans tjeneste. Det er det der virkelig betyder noget i livet. Hvis vi skal opnå den fremgang og lykke Gud giver, må vi sætte os åndelige mål og have en åndelig indstilling. Som salmisten så rigtigt sagde: „Salig [lykkelig, NW] den mand, som ikke går efter gudløses råd, . . . men har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til.“ — Sl. 1:1-3.
17. (a) Hvad må vi gøre for at opnå den højeste form for lykke? (b) Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre til at få „Guds fred, som overgår al forstand“?
17 Vi kan ikke opnå nogen større lykke i livet end at eje et nært og varigt forhold til Jehova Gud. Et inderligt ønske om at behage ham vil få os til at ære ham med vore ord og handlinger, at gøre godt mod vore medmennesker og at dele „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“ med dem. (1 Tim. 1:11) Vor glæde vil blive stor hvis vi, med vor himmelske Faders velsignelse, kan hjælpe andre til at lære hans storslåede hensigter at kende og til at opnå et dyrebart indviet forhold til ham. Så vil de, ligesom vi, lære at overvinde livets bekymringer og kunne glæde sig over „Guds fred, som overgår al forstand“.
[Illustration på side 18]
Selv under de vanskeligste forhold kan den kristne eje „Guds fred“