Vor ydmyghed prøves
YDMYGHED er en egenskab som universets Suveræn, Jehova Gud, spejder efter hos dem han giver den ære at blive benyttet i hans tjeneste. Bibelen siger: „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ — Jak. 4:6.
Skønt Jehova Gud er den højeste over alt og alle, er han alligevel ydmyg. Hvordan skal det forstås? At Gud er ydmyg betyder naturligvis ikke at han underkaster sig andre. Nej, det betyder at han til hver en tid er villig og rede til at være barmhjertig mod ydmyge syndere der oprigtigt ønsker at blive godkendt af ham. Det erkendte kong David med taknemmelighed. Efter at Jehova havde reddet ham fra hans fjender, sang han: „Du gav mig din frelses skjold, din nedladelse gjorde mig stor.“ (2 Sam. 22:36) Ja, i ydmyghed nedlod Jehova sig til at komme den ufuldkomne (men oprigtige) David til undsætning, og gjorde ham derved stor.
Guds førstefødte søn, Jesus Kristus, viste også ydmyghed. (Fil. 2:5-8) Han var fuldkommen, men var aldrig urimeligt kritisk og heller ikke arrogant over for de syndige mennesker han levede og arbejdede iblandt. Hans medynk og medfølelse fik ham til at hjælpe andre både åndeligt og rent fysisk. — Matt. 9:36.
Ligesom Jesus Kristus har millioner af trofaste engle både haft en ydmyg indstilling og vist dette i handling. Den engel der blev benyttet til at overbringe en profetisk åbenbaring til apostelen Johannes, erkendte ydmygt: „Jeg er din medtjener og dine brødre profeternes.“ (Åb. 22:9) Jesus sagde om englene: „Der [bliver] glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.“ (Luk. 15:10) Denne glæde vidner i sandhed om stor ydmyghed. Hvordan?
Dengang i det første århundrede blev der åbnet mulighed for at angrende syndere kunne blive indlemmet i det himmelske rige. Alle som derefter viste sig trofaste til døden skulle sammen med Herren Jesus Kristus være konger og præster og skulle således opnå en stilling der var højere end englenes. (1 Kor. 6:2, 3; 2 Tim. 2:11, 12; Åb. 20:6) Men englene følte ikke at de var blevet tilsidesat fordi det ikke var dem Jehova Gud havde udvalgt, på trods af at de havde tjent ham loyalt længe før mennesket overhovedet blev skabt. Nej, de frydede sig og erkendte at det disse mennesker havde været ude for og det de havde overvundet, satte dem i stand til at tjene som medfølende og barmhjertige konger og præster. — Jævnfør Hebræerbrevet 4:14-16.
Englene er så overbeviste om det rigtige og retfærdige i Jehovas ordning at de ydmygt betjener Rigets kommende arvinger mens disse er på jorden. Hebræerbrevet 1:14 siger: „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ De sætter et storartet eksempel.
En prøve for dem der ikke udnævnes til ældste
Da vi jo er ufuldkomne mennesker er vi tilbøjelige til at have højere tanker om os selv end vi bør have. Derfor må vi bevidst arbejde på at efterligne den ydmyghed som Jehova Gud, hans engle og Jesus Kristus viser. Det sker undertiden at begivenhederne inden for Guds folks menigheder gør at manges ydmyghed stilles på prøve. Det gælder især når nogle udnævnes til særlige former for tjeneste. Der kan for eksempel være nogle der mener at de, skønt de ikke bliver udnævnt til ældste, bør betragtes som lærere i menigheden.
Selv i det første århundrede var der nogle af de kristne der tænkte sådan. Disciplen Jakob skrev, tilsyneladende henvendt til sådanne mænd: „Mine brødre! ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får en desto strengere dom.“ — Jak. 3:1.
Det hjælper os til at få et sundt syn på tingene når vi tænker på at de ældste, i udførelsen af deres gerning, står med et større ansvar end kristne i almindelighed. (Luk. 12:48) Dette at de „får en desto strengere dom“ gør det ikke lettere at være ældste. Ligesom deres kristne brødre er de jo ufuldkomne. Disciplen Jakob erkendte: „Vi fejler jo alle i mange ting.“ — Jak. 3:2.
Mange gange bliver ufuldkommenheder hos de ældste afsløret i højere grad end ufuldkommenheder hos menighedens andre medlemmer. Hvorfor det? Fordi de ældste hele tiden træder frem for menigheden for at undervise, tilskynde og irettesætte. Menighedens medlemmer lægger nøje mærke til hvad de gør, for de bliver betragtet som eksempler i god kristen opførsel.
Den der ikke er en udnævnt ældste, men mener at han faktisk burde være det, gør vel i at tænke alvorligt over det Jakob skrev. Han kunne spørge sig selv: Hvorfor ønsker jeg at være en ældste? Er det fordi jeg ønsker at stille mig til rådighed for mine brødre? Er mit motiv helt igennem uselvisk, eller ønsker jeg bare den fremtrædende stilling der følger med det at være en der underviser sine medtroende? Er jeg virkelig bedre i stand til at aflægge regnskab end andre i menigheden? Har jeg den fornødne visdom og indsigt til at dømme i sager der har med andres liv at gøre? Kan jeg give sund, bibelsk vejledning der virkelig kan hjælpe andre til at løse personlige problemer eller problemer i familien?
Mange kristne mænd indser — idet de erkender at de på i hvert fald nogle af disse områder ikke lever op til det der kræves — at de ikke er kvalificeret til at blive ældste. De glæder sig over at de ansvarlige brødre som har de nødvendige åndelige kvalifikationer, lader loyalitet mod Jehova gå forud for personligt venskab og derfor ikke har anbefalet dem til posten som ældste. Sådanne mænd, der ser sig selv som de er, indser at de ikke er blevet ringere af den grund. Der er intet i vejen for at de helt og fuldt kan være med til at forkynde for udenforstående og undervise dem i Bibelens sandheder, mens de loyalt støtter dem der er ældste i menigheden så disse kan udføre deres gerning, og mens de i endnu højere grad opdyrker Guds ånds frugt og gør godt mod deres kristne brødre. Og for øvrigt — er det ikke netop disse ting der gør tilværelsen så indholdsrig og betydningsfuld for de kristne? Jo, det er det i sandhed.
Disse ydmyge brødre ved at de fortsat kan arbejde henimod at blive ældste, ikke med henblik på at forherlige sig selv, men til velsignelse for deres medtroende. De kan måske endda tage initiativ til at spørge de ældste i menigheden om hvad de kunne gøre for at gøre fremskridt på de områder hvor de ikke helt lever op til Bibelens krav til ældste.
Hvis en broder prøver at „albue sig frem“ eller er præget af konkurrenceånd eller måske prøver at imponere andre ved at vise hvor dygtig han er, bør han først stræbe efter at opdyrke større ydmyghed. Disciplen Jakob gav denne vejledning: „Lad hans rette adfærd give praktisk bevis på det, med den beskedenhed der kommer af visdom. Men hvis I huser bitter misundelse og selvisk ærgerrighed i jeres hjerter, overvej da om jeres påstande ikke er falske og trodser sandheden.“ (Jak. 3:13, 14, New English Bible) Den der ejer sand visdom kendetegnes ikke ved at han pralende fremhæver sig selv, men ved at han er ydmyg og beskeden. Mænd der er misundelige og stridbare har ikke noget grundlag for at prale med at de er kvalificeret til at undervise deres brødre. Deres påstande fremsættes i trods mod sandheden om den sag.
En prøve for de udnævnte ældste
De udnævnte ældstes ydmyghed stilles også på prøve. Mange af disse mænd har tjent som menighedsforstandere i en hel del år. De er blevet betragtet som menighedens „førstemand“. Mange gange har det været deres mening der var afgørende for om et forslag blev vedtaget eller forkastet. Hvordan ser de nu på det at skulle overgive ordstyrerposten i ældsterådet til en anden? Er de bange for at det hele ikke vil gå så godt mere? Er de villige til at overveje andres forslag? Eller er de, på grund af deres lange erfaring, tilbøjelige til at underkende andres forslag?
De tidligere menighedsforstandere der har den rette indstilling, anerkender at Jehovas ordning altid er den bedste. De ønsker oprigtigt at tage vare på opgaverne i harmoni med apostelen Paulus’ vejledning om at man i ydmyghed skal agte andre højere end sig selv. (Fil. 2:3) De indser med passende beskedenhed at andre er deres overmænd hvad visse egenskaber angår. Nogle brødre viser empati, venlighed og gavmildhed i enestående grad. Andre har en vældig god forståelse af Bibelen og kan med stor virkning anvende den når der opstår problemer. Atter andre udmærker sig ved nidkærhed, begejstring og gåpåmod. Der er naturligvis ingen der ejer alle disse ønskværdige egenskaber, afvejet i fuldkommen balance. Derfor glæder disse ydmyge tidligere menighedsforstandere sig over hvor berigende det er for alle i menigheden når ordstyrerposten går på skift. — Jævnfør Første Korinterbrev 12:4-11.
De brødre der udnævnes til at tjene som nye ordstyrere eller forstandere, får også deres ydmyghed sat på prøve. Vil de nu med magt søge at sætte deres eget præg på menigheden og rette forskellige ting ind efter deres egen personlige smag? Nej, ikke hvis de virkelig er ydmyge og beskedne. De erkender at deres udnævnelse ikke gør dem til den vigtigste person i menigheden. Det er ikke dem der ved det hele. De er simpelt hen et medlem af ældsterådet. De har brug for de andre brødre, sådan at ældsterådet kan optræde som et afbalanceret hele. Det er som Ordsprogene 15:22 siger: ’Planer lykkes, når mange rådslår.’ Ja, et ældsteråd der fungerer som en forenet helhed, kan vise smukke guddommelige egenskaber på en måde som intet enkelt menneske nogen sinde kunne. Det betyder at hver af de ældste må føle sig fri til at meddele sine tanker og stille forslag eller anbefale forskellige ting, som de andre ældste derefter kan overveje.
Kristne unge mænds ydmyghed prøves
De unge mænd der er lige over eller lige under tyve år gamle får ligeledes deres ydmyghed stillet på prøve. Nogle af dem har gode evner og er i stand til at udtrykke sig godt. Men de mangler alligevel den visdom og erfaring der skal til for at man kan undervise, tilskynde, irettesætte, og dømme i meget alvorlige sager inden for Guds folks menighed. Nogle brødre der endnu ikke er fyldt tyve, og altså heller ikke benyttes som assisterende tjenere, føler måske at der overhovedet ikke er noget de kan bruges til. Hvordan kan disse unge mænd bevare det rette syn på Jehovas ordning?
De gør vel i at tænke på de mange ting de kan gøre for at tjene Jehova og deres brødre. Da de i de fleste tilfælde ikke har nogen familieforpligtelser kan de benytte mere tid til at studere og meditere over Guds ord. På den måde kan de opbygge et fortrinligt kundskabsforråd, og dette vil komme dem til stor gavn når de en dag er kvalificeret til at tjene som ældste. Der er ikke sat nogen begrænsning for hvor meget unge mænd kan gøre i forkyndelsen af den gode nyhed for andre. De kan også tilbyde at bruge deres evner og anlæg til hjælp for de ældste og de assisterende tjenere i deres arbejde. Når de viser at de er samarbejdsvillige, pålidelige, betænksomme og helt viet til Jehovas tjeneste, vinder de hele menighedens respekt og tillid. (Ap. G. 16:1, 2) Det bliver også tydeligt for alle de ældste at disse unge mænd viser de egenskaber man spejder efter hos mænd der med tiden vil blive brugt som assisterende tjenere.
Unge mænd kan huske på at det ikke blot er nogle få, men alle de brødre i menigheden der har de påkrævede kvalifikationer, der ifølge denne bibelske ordning kan udnævnes til assisterende tjenere eller ældste. Men det er også klart at de der ikke virkelig anstrenger sig for at udvikle gode kristne egenskaber mens de er teenagere, heller ikke vil have disse egenskaber når de bliver ældre. Ungdomstiden er en glimrende lejlighed til at arbejde på at tilegne sig de egenskaber der vil blive en velsignelse og kilde til opmuntring for ens medtroende.
Unge mænd kan have stor gavn af at være sammen med de ældste og andre ældre mennesker der har gode kristne egenskaber. Ordsprogene 13:20 siger: „Omgås vismænd, så bliver du viis.“ En ung mand er måske nødt til at vente et stykke tid før han bliver udnævnt til assisterende tjener og senere til ældste, men det behøver han ikke at blive foruroliget over. Det er langt bedre at tjene efter at man har skaffet sig en god baggrund i form af indsigt i Bibelen og erfaring i livet. Fortjener vore brødre ikke den bedste bibelske vejledning og undervisning? Der er naturligvis ingen af os der ønsker at vore brødre skal få en ringere betjening bare for vor personlige fordels skyld.
Alles ydmyghed prøves
Når vi rigtig tænker over det, så er det faktisk alle Jehovas kristne vidner der får deres ydmyghed prøvet ved denne gudgivne ordning i menighederne. De ældste må være ydmyge nok til at følge det inspirerede bud: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:2, 3) Det kræver også ydmyghed af alle menighedens andre medlemmer at samarbejde med de ældste, støtte deres beslutninger og hjælpe dem i udførelsen af deres vigtige gerning. Dette er i harmoni med Bibelens formaning: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ — Hebr. 13:17.
De ældste er naturligvis ufuldkomne. De kan også tage fejl. Men hvis Guds fuldkomne engle er villige til at betjene både dem og os, bør vi alle ydmygt underlægge os Jehovas ordning. Hvis vi samarbejder med disse mænd vil det i høj grad bidrage til vor egen lykke og velfærd. Måtte vi derfor alle sætte alt ind på at bestå denne prøve i ydmyghed, til ære for vor ydmyge himmelske Fader, Jehova Gud.