En oplært tunge der kan „styrke de trætte med ord“
„JEG vil give jer hyrder efter mit hjerte, og de vil give jer føde i form af kundskab og indsigt,“ lyder et løfte fra Jehova Gud. Er det ikke velgørende at have åndelige hyrder der ejer både kundskab og indsigt? — Jeremias 3:15, NW.
Indsigt indebærer evnen til at se bag om tingene, til at se hvad der gemmer sig under overfladen. I Esajas 44:18 (NW) forbindes indsigt med hjertet, til forskel fra øjet. En sådan indsigt der bunder dybt i hjertet, har de åndelige hyrder især brug for når de skal ’trøste modfaldne sjæle’. (1 Tessaloniker 5:14) Esajas skrev hvad de også har brug for: „Den Herre [Jehova] gav mig lærlinges tunge [de oplærtes tunge, NW], at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.“ — Esajas 50:4.
Ja, hyrderne må oplæres af Jehova til at „styrke de trætte med ord“. Ved at sætte sig godt ind i Bibelen og bruge den, kan indsigtsfulde ældste hjælpe mange som er modløse eller deprimerede. De fleste ældste vil være glade for nyttige forslag angående deres hyrdegerning. De erkender sikkert, måske af sørgelig erfaring, at nogle bestræbelser, skønt velmente, ikke fører til det ønskede resultat. Vi vil derfor i denne artikel beskæftige os med hvordan man kan hjælpe dem der er blevet deprimerede. Det siger sig selv at de bør behandles anderledes end „uregerlige mennesker“ som „fører tom tale“ i menigheden. — Titus 1:10-13.
Ofte kan eksempler der danner kontraster til hinanden vise hvad man bør gøre og hvad man ikke bør gøre.
„Besværlige trøstere“
Da Job var syg og deprimeret hørte tre af hans venner om hans elendighed, og de kom for at „vise ham deres medfølelse og trøste ham“. (Job 2:11) Men eftersom de havde en forkert opfattelse, var de dårligt udrustede til opgaven. De kom med en forudfattet mening — nemlig at hvis man led, var det fordi man havde gjort noget forkert. Resultatet var at de slet ikke forstod hvad Jobs vanskeligheder gik ud på. En kommentar i Interpreter’s Bible bedømmer deres ’trøst’ på denne måde:
„Den bliver et irritationsmoment. . . . Den er som en kommentar fra tilskuerpladserne, iblandet enkelte gode råd. . . . ligesom en der befinder sig i sikkerhed på strandbredden og råber et opmuntrende ord eller to ud til nogle stakler der kæmper fortvivlet i det oprørte hav med kæmpemæssige bølger som er ved at tage magten fra dem. Det Job har brug for, er menneskelig medfølelse der kommer fra hjertet. Det han får, er en række absolut ’sande’ og absolut ’smukke’ religiøse klicheer og moralske floskler.“
Hvordan optrådte disse trøstere, siden deres ord virkede irriterende på Job? Elifaz ræsonnerede køligt: ’Se, du har styrket andre. Men nu da du selv har problemer, taber du modet. Skulle du ikke have tillid til din egen gudsfrygt eller fromhed?’ Bildad tilføjede: ’Hvis bare du søgte mere hen til Gud, ville han genrejse dig.’ Hvor ufølsomt, især da Job allerede stolede på Gud! Hvordan ville du have følt det hvis du var i hans sted? I stedet for at blive trøstet følte Job sig ’slået sønder’ af disse tilsyneladende velmente ord. Intet under at han udbrød: „Hvis I kun var i mit sted.“ — Job 4:3-6; 8:5, 6; 16:2, 4, 5; 19:2.
Der er naturligvis ingen kristen menighedsældste der ønsker at lægge samme indstilling for dagen eller at give udtryk for den samme dæmoninspirerede filosofi som disse „venner“. (Job 4:15, 16) Alligevel må hyrder som skal trøste andre, nu og da minde sig selv om ikke at begå de samme fejltagelser. Når de ældste forsøger at hjælpe en ’modfalden sjæl’, vil de sikkert spørge den pågældende om hvorfor han føler sig så trist til mode. Den modfaldne mener måske at han har mistet Guds ånd. De ældste véd ud fra bibelske eksempler som Davids at en syndig adfærd kan gøre et menneske nedtrykt. (Salme 38:2-7) De kan derfor sammen med den pågældende læse nogle afsnit i Bibelen der handler om den kristnes adfærd og derpå spørge: ’I betragtning af det Bibelen siger, har du da nogen virkelig grund til at føle at Gud har taget sin ånd fra dig?’ I stedet for at sige til vedkommende at han ikke har gjort noget forkert eller måske antyde at han har, er det bedre at lade den pågældende drage sin egen slutning. Han indser måske at han ikke har nogen grund til at nære skyldfølelse. Og hvis det omvendte er tilfældet, idet han har begået synder, kan de ældste hjælpe ham til at ’træde lige spor med sine fødder’ så han atter kan nyde Jehovas godkendelse. — Hebræerne 12:12, 13.
De der er deprimerede føler sig ofte overvældet af skyldfølelse uden at der er virkelig grund til det. Indsigt vil hjælpe de ældste til at gennemskue sådanne situationer. En deprimeret kristen der satte stor pris på at kærlige hyrder besøgte hende for at hjælpe hende, var overbevist om at hun havde mistet Guds ånd. „Prøv at tænke rigtig godt efter om ikke du har gjort et eller andet der er forkert,“ sagde en ældste på et tidspunkt. Men hun sad blot og græd. „Jeg kan ikke komme i tanker om noget. Vil I have at jeg skal opdigte noget? Vil det hjælpe?“ sukkede hun. De ældste forstod, og forsøgte at hjælpe hende på andre måder.
Jobs rådgivere var i forvejen overbevist om at Job måtte have syndet på en eller anden måde. Ældste som forstår at „styrke de trætte med ord“ vil derimod i hver situation søge at hjælpe ’uden forhåndsdom, idet de intet gør som følge af en ensidig holdning’. (1 Timoteus 5:21) Når de stiller ransagende spørgsmål, gør de det ikke på en anklagende men på en medfølende måde, idet de virkelig sætter sig i den andens sted.
Indsigtsfulde rådgivere
Skønt Elihu af og til udtrykte sig temmelig direkte, var han en rådgiver der lagde indsigt for dagen. Han forstod at lytte. Han hørte ikke til dem der ’svarer førend de hører’, hvilket ifølge Bibelen ’regnes dem til dårskab og skændsel’. (Ordsprogene 18:13) Han roste Job for hans trofasthed og tilskyndede ham til at udtale sig. Denne indsigt føjede „overtalelsesevne“ til Elihus ord. — Job 32:4, 11; 33:5-7, 32; Ordsprogene 16:23, NW.
Den rådgiver der har den største indsigt, er Jehova. Hans indsigtsfulde empati og medfølelse kom for eksempel til udtryk i tilfældet med profeten Jonas. Jonas var blevet vred fordi Jehova havde besluttet sig til ikke at udslette ninevitterne og derved opfylde profetens domsbudskab. Ja, Jonas var blevet så modløs eller deprimeret at han ønskede at dø. Hvad gjorde Jehova nu? Sagde han: ’Jonas, du er alt for selvoptaget. Har du ingen kærlighed i dit hjerte? Du tænker jo kun på hvordan du tager dig ud i andres øjne!’ En sådan udtalelse ville uden tvivl have været sand. Men den ville sikkert kun have fået Jonas til at føle sig endnu mere skyldig og modløs. Hvad gjorde Jehova da?
„Er det med rette, du er vred?“ spurgte Jehova. Ja, et simpelt spørgsmål som skulle få ham til at tænke. Ingen anklage. Ingen fordømmelse. Og da Jonas ikke reagerede positivt med det samme, opgav Jehova ikke men lod en stor plante skyde op som kunne give ham skygge for den brændende sol. Derpå brugte Jehova en illustration der åbenbart rørte Jonas’ hjerte. Han lod den store plante visne. Da Jonas blev vred på grund af plantens død, hjalp Jehova ham til at indse hvor langt mere ninevitternes liv betød end denne plantes. Burde Jonas ikke ynkes mere over dem end over en simpel plante? Enkelt, men effektivt! — Jonas 4:1-11.
Når de ældste forsøger at opmuntre modfaldne sjæle må de efterligne Jehova og Elihu. Lad det ikke skorte på ægte, velment ros. Stil simple, direkte spørgsmål. Brug et letforståeligt sprog, tal i enkle vendinger. Vær specifik, men undgå at stille spørgsmål der skræmmer den anden. Illustrationer der kan få den pågældende til at tænke på eller engagere sine følelser i noget andet (ligesom Jonas blev vred over plantens død), kan måske få ham til at indse at det er hans egen tankegang der er forkert. Men husk: „Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid.“ (Ordsprogene 25:11) Hvis hans tankegang er forkert, så hjælp ham til at overvinde det gradvis. Arbejd på at opbygge hans ringe selvagtelse. „Hjertesorg bøjer til jorden, et venligt ord gør glad.“ — Ordsprogene 12:25.
Men hvilken slags forslag kan en ældste forsøge at give en der er deprimeret eller modløs?
Hjælp i form af meningsfyldte bønner
„Selv om jeg følte at Jehova forstod mig fuldt ud, var der tidspunkter hvor depressionen eller angsten var så stærk at jeg syntes det var håbløst at bede,“ fortæller en der har været deprimeret. Netop fordi mange deprimerede har det på denne måde, bør de ældste hjælpe dem til at bede og tilskynde dem til at være vedholdende i bønnen. Men hvad kan de opfordre dem til at bede om?
„Jeg bad om at Jehova enten ville hjælpe mig til at holde ud eller lede mig derhen hvor jeg kunne få hjælp,“ beretter en deprimeret ung kvinde. En 33-årig moder med en ikke-troende mand som var hård ved hende, blev deprimeret. Hun fortæller: „Når jeg blev overvældet af uro, frygt eller anspændthed, henvendte jeg mig straks til Jehova, somme tider på hænder og knæ, og jeg græd og bønfaldt ham om at hjælpe mig med at overvinde det. Det var meget vigtigt for mig at være specifik i bønnen. Mange gange lettede det med det samme.“ En 41-årig gift kvinde siger: „Når jeg var deprimeret havde jeg svært ved at formulere en bøn. Men Romerbrevet 8:26 var en virkelig trøst for mig. Så jeg kunne nøjes med at bede til Jehova: ’Hjælp mig!’“
Ældste kan bede sammen med og for den pågældende. I så fald bør de naturligvis undgå udtalelser der vil få vedkommende til at føle sig endnu mere skyldig. Derimod vil det være meget opbyggende at man, mens den deprimerede hører på det, beder Jehova om at hjælpe vedkommende til at forstå at han eller hun virkelig er elsket af andre og af Jehova selv. Man kan også vise den pågældende hvilken lettelse og lindring inderlige bønner, forbundet med tillid til Jehova, kan bringe. — 1 Samuel 1:9-18.
Hjælp „de trætte“ til at opnå indsigt
„Somme tider føler folk at de har mistet deres tro, hvilket ofte giver dem stor skyldfølelse,“ forklarer dr. Nathan Kline, som er leder af staten New Yorks mentalhygiejniske afdeling ved Rockland Research Institute. „Selv om der findes eksempler på åndelig svaghed, tror jeg at tilstanden i mange tilfælde ikke er et spørgsmål om svigtende tro, men derimod et tidligt tegn på depression.“ Han fremsatte denne udtalelse efter at have bemærket de omtalte symptomer hos en række af sine patienter som var dybt religiøse. Hvis man får den deprimerede til at indse at det er sådan det forholder sig, vil man ofte kunne hjælpe ham af med megen unødig skyldfølelse.
En kristen der har hjulpet flere „modfaldne sjæle“ til at genvinde ligevægten, siger: „De unødvendige skyldfølelser som nogle går og bærer på, er ganske utrolige. Jeg føler mig naturligvis skyldig når jeg har gjort noget forkert, men jeg tror også at hvis Jehova har tilvejebragt genløsningen for at ophæve synden, er der ingen grund til at jeg bliver ved med at pine mig selv med det. Det er en af de ting jeg virkelig prøver at få dem jeg hjælper, til at forstå.“ Den deprimerede må indse at hvis han af hjertet angrer den forkerte handling, er opfyldt af et ønske om aldrig at gentage den, og virkelig forsøger at ændre det urette, kan han have tillid til at genløsningen vil rense hans samvittighed. Hvis man således hjælper dem der er „bedrøvede på en måde som Gud vil det“ til erkendelse af Jehovas barmhjertighed og tilgivelse, vil det ofte kunne lette deres depression. — Salme 32:1-5, 11; 103:8-14; 2 Korinter 7:9-11.
Selv om den deprimerede er plaget af urette tanker, er der ingen grund til at han føler sig værdiløs og „fordømt af Gud“. Det Bibelen advarer imod, er at man opdyrker og ’opfylder’ sådanne tanker. (Jakob 1:14, 15; Galaterne 5:16) Så længe man bestræber sig for at jage urette tanker på flugt, er der ingen grund til at føle sig overvældet af skyld.
En der er deprimeret kan for eksempel blive opfyldt af vrede eller fortrydelse. Da gavner det ikke meget at en ældste siger til ham: ’Du har ingen grund til at være vred,’ eller: ’Du må se at aflægge din vrede.’ Sagen er at vedkommende virkelig føler sig vred. Bibelen erkender realistisk at mennesker nu og da vil blive vrede, men den advarer os imod vredens konsekvenser. (Salme 4:5; 37:8) Den opfordrer os til ikke vedblivende at være opbragte. (Efeserne 4:26, 27) Den indsigtsfulde ældste vil derfor med nogle få, enkle spørgsmål søge at finde ud af hvorfor den deprimerede føler sig vred. Efter at vedkommende er blevet hjulpet til at analysere situationen (ligesom Jonas blev hjulpet), indser han måske at hans vrede savner grundlag. Og hvis nogen har fornærmet ham eller krænket ham, kan han måske hjælpes til at tage de skridt Bibelen anviser og derved overvinde sine bitre følelser. — Kolossenserne 3:13; Mattæus 5:23, 24; Lukas 17:3, 4.
Hvis en ældste er vågen og bemærker de negative følelser på et tidligt stadium af depressionen, kan den pågældende ofte bringes på fode igen og reddes fra at komme ud i alvorlige depressioner, som er en tilstand der kan kræve lægehjælp. Og skulle det komme så vidt, kan denne ældste måske hjælpe den deprimerede eller hans familie til at indse om tilstanden er blevet så alvorlig at vedkommende bør under lægebehandling. Det betyder ikke at menighedens ældste skal forsøge at ’spille læger’ eller anvise bestemte behandlingsformer. De kan eventuelt henvise de pågældende til artiklen „Læger går til angreb på alvorlige depressioner“ i Vågn op! for 8. februar 1982, der beskriver forskellige behandlingsformer uden at anbefale nogen bestemt.
Hjælp til at genvinde balancen
„Jeg klamrede mig til livet hvert minut døgnet rundt.“ Sådan beskriver en 40-årig kristen moder sin kamp med alvorlige depressioner. Efter sin helbredelse analyserede hun en af årsagerne: „I mit forsøg på at være noget for alle og ikke slække den mindste smule på tjenesten eller på noget i mit familieliv, var jeg så travlt optaget at jeg altid blev ganske udmattet. Sådan gik det i otte år, og til sidst sagde lægen at jeg var ’udbrændt’. Når jeg ser tilbage forstår jeg nu at selv om det ikke var ligegyldige ting jeg havde så travlt med, burde jeg have været mere fornuftig.“
På grund af faren for at man påtager sig for meget, kan det være at de ældste må hjælpe den deprimerede til at genvinde ligevægten på dette område. Men de vil naturligvis tilskynde vedkommende til at tjene Gud af hele sin sjæl. I nogle tilfælde hvor en der har haft alvorlige depressioner ikke har været i stand til at gå fra dør til dør, er der blevet sørget for at den syge, sin tilstand taget i betragtning, kunne være med til et bibelstudium som blev ledet af en anden forkynder. Den deprimerede har så kunnet deltage i drøftelsen i det omfang han eller hun har været i stand til det.
Husk imidlertid at apostelen Paulus bød de kristne at „fremstille [deres] legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: [deres] fornuftmæssige hellige tjeneste“. (Romerne 12:1) Ja, fornuften må spille ind. Det græske ord der her er gengivet med „fornuftmæssige“ (logikos) betyder bogstaveligt at være „logisk“. Gud forventer altså at vi gør det der er rimeligt eller logisk. Evner, kræfter og forhold varierer fra person til person. At tjene med hele sin sjæl indebærer at man gør dét som ens egen sjæl, og ikke en andens, er i stand til at gøre. — Markus 12:30; Kolossenserne 3:23.
Når man er syg har man færre kræfter, selv om hjertet og sindet måske ønsker at gøre lige så meget i tjenesten for Gud som før. Det er sandt at alle som ønsker at opnå evigt liv må ’kæmpe energisk’, men den indsats man gør eller de kræfter man bruger kan ikke altid måles i mængden af det man udretter. Det siger sig selv at Epafroditus ikke kunne udrette lige så meget i „Herrens gerning“ da han var syg som da han var rask. Alligevel roste Paulus ham for den indsats han som helhed gjorde. — Lukas 13:24; Filipperne 2:25-30.
Ændrede forhold, som for eksempel sygdom, kan hindre os i at gøre alt hvad vi kunne ønske. En rejsende tilsynsmands hustru fik således alvorlige depressioner, og hun fortæller: „Hele mit liv har jeg været meget aktiv og har virkelig nydt min tjeneste for Gud. Men i omkring ni måneder havde jeg så den skrækkelige følelse af at befinde mig i en dyb afgrund.“ Hun og hendes mand måtte tage orlov fra arbejdet med at besøge menigheder, og hun kom under lægebehandling. Efter et års forløb genvandt hun sit helbred så meget at de igen kunne begynde at udføre deres travle tjeneste. Lige så ivrig i tjenesten som før skriver hun nu: „Jeg er igen glad i tjenesten. Men når jeg nu føler mig meget træt eller udmattet, bliver jeg hjemme og hviler mig og forsøger at adlyde kroppens signaler. Nu anerkender jeg symptomerne, og jeg er Jehova meget taknemmelig for at jeg er på vej til at blive helbredt.“
Ja, vi kan alle være dybt taknemmelige for at vi har en Gud der tager imod vore gaver og vore ofre ’efter hvad vi har, ikke efter hvad vi ikke har’. Og det gælder hvad enten disse ofre er af åndelig eller materiel art eller består i de kræfter vi bruger i tjenesten. — 2 Korinter 8:12.
Til tider kan det imidlertid være nødvendigt at den deprimerede hjælpes til at udvise større skønsomhed med hensyn til hvordan han eller hun bruger sine kræfter. En søster der har haft alvorlige depressioner fortæller: „Jeg forstod ikke at holde måde. Jeg kunne ikke sige nej. Hver eneste gang nogen bad mig om at gøre noget, var svaret altid: ’Ja, det er i orden.’ Jeg måtte lære at sige: ’Jeg er ked af det, jeg kan ikke klare det. Måske kan jeg hjælpe dig på et andet tidspunkt.’ Hvis ikke jeg havde lært det, var jeg blevet vanvittig.“ En der hele tiden forsøger at klare mere end han har kræfter til, kan ende med at få alvorlige depressioner. Vismanden gav dette råd: „Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Vær ikke alt for gudløs og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide?“ — Prædikeren 7:16, 17.
At trøste modfaldne sjæle er noget der kræver en virkelig bestræbelse. Man må tage ved lære ved at følge de råd der findes i Guds ord. Man må også lære at lægge indsigt for dagen. Men resultaterne er indsatsen værd.
Forestil dig glæden over at se en der er fortvivlet og nedtrykt — og som med tårer i øjnene forklarer sine følelser — begynde at fatte nyt mod. Langsomt viger tårerne bort, øjnene får glans, og ansigtet lyser op i et smil. Vedkommende er i sandhed taknemmelig for at have en kærlig og forstående hyrde. Og den der glæder sig mest, er vor medfølende himmelske Fader, „som trøster dem der er nedslåede“. — 2 Korinter 7:6.
[Illustration på side 18]
Vi bør ikke være som Jobs „venner“ — besværlige trøstere
[Illustration på side 19]
Gør du den deprimeredes problemer større, eller trøster du virkelig?
[Illustration på side 21]
De ældste kan bede sammen med og for den pågældende, idet de undgår at sige noget der kun vil få vedkommende til at føle sig endnu mere skyldig