Synd imod den hellige ånd

For at få klarhed over, hvori denne synd består, kan du tage din bibel og læse Mattæus 12:22-33. Jesus havde lige helbredt en dæmonbesat mand — noget, der ikke var muligt ved menneskelig magt. Tilskuerskaren vidste dette og var på grundlag af miraklet parat til at erkende, at Jesus var Davids søn. Men farisæerne benægtede, at miraklet var en manifestation af Guds ånd, og sagde tværtimod, at det blev udført ved Satans magt, hvorved de bespottede, talte nedsættende om og syndede imod den hellige ånd. De vidste, at hvis de accepterede dette som Guds ånd, måtte de også acceptere Jesus som Messias. De måtte indrømme, at de selv var falske lærere, forandre deres levemåde og blive Jesu efterfølgere. Det ville sænke dem ned fra deres ophøjede stilling med dens mange selviske fordele.

Til sidst lykkedes det dem at dræbe Jesus, men nøjagtig som han havde sagt om hvedekornet, som måtte dø for at blive frugtbart, således resulterede hans død blot i, at der blev frembragt mange flere salvede, som havde åndens gaver, hvorved de udførte mirakuløse tegn, gaver som tungetale, profeteren, kundskabsgaver, helbredelsesgaver o.s.v. At apostlene og de, der var med dem, udførte disse mirakler, var en åbenbar manifestation af Guds ånds virksomhed, og de, der ikke ville acceptere dette, modstod ånden med vilje, syndede imod og bespottede den, og derved dømte de sig selv til evig udslettelse. Nøjagtig lige som det religiøse præsteskab engang havde klaget over, at hele verden fulgte efter Jesus på grund af hans mirakler, sådan jamrede de nu over, at hans efterfølgere ved lignende gerninger satte hele jorden på den anden ende og krænkede deres religiøse tingenes orden. — Joh. 12:17-19; Ap. G. 17:6; 1 Kor. 12:1-11.

Imidlertid skulle disse mirakuløse manifestationer af ånden ophøre: „Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige.“ — 1 Kor. 13:8-11.

Hensigten med, at den nyfødte kirke havde disse mirakuløse gaver, var at få den startet og oprettet og at vise, at Guds ånd var overflyttet fra den jødiske organisation, der var baseret på Moseloven, til det nye kristne tingenes system. Efter at den var vokset ud over sin barndom og var blevet så moden, at den kunne stå på egne ben, ville disse mirakuløse gaver ikke længere blive praktiseret. De ville ikke være nødvendige. Det er grunden til, at de mirakuløse gaver ikke følger den kristne organisation i dag. Den modne kirke, der er befæstet ved udvidet bibelsk kundskab og opfyldelsen af mange profetier, kan uden denne hjælp forkynde et overbevisende budskab og gøre fremskridt med dem, der har hørende ører. Den kristne kirke har stadig Guds ånd, men åndens tilstedeværelse tilkendegives på en anden måde, nemlig i særdeleshed ved kærlighed og alle de andre åndens frugter, som er omtalt i Galaterne 5:22, 23 og 1 Korinter 13:4-7.

Det er denne den hellige ånds modne virksomhed, verdslige iagttagere lægger mærke til ved vore stævner. De erkender, at vi er ganske almindelige mennesker, og dog er organisationen anderledes end alle andre menneskelige organisationer på grund af åndens frugter. Men denne tilkendegivelse af den hellige ånds virksomhed får dem ikke til at blive en del af den forenede organisation, som de falder i forundring over. Farisæisk selviskhed afholder dem fra at opgive deres levemåde, deres nydelse af kødets gerninger og deres delagtighed i verden og dens organisationer. De gør modstand imod at blive ledet i den rigtige retning ved denne manifestation af den hellige ånd, og de er skeptiske over for, om det virkelig er Guds ånd. Lige som farisæerne søger de at finde andre årsager, som de kan angive som kilden til den glæde, fred og enhed, der således forundrer dem. Synder de som følge heraf ikke imod den hellige ånds åbenbarede virksomhed, og er det ikke muligt, at de derved dømmer sig selv til evig udslettelse?

Men midt i alt dette er det hele vor opgave altid at vise, at vi besidder Jehovas ånd. Det er ikke ved vor egen styrke, at vi uophørligt forkynder ud over hele jorden til trods for, at vi må møde forfølgelse, holde stand over for pøbeloptøjer, døje fængsling, bevare vor ustraffelighed lige til døden og dog fortsætte med at forøge vore åndens frugter til overmål. I privat undervisning og offentligt vidnearbejde, som enkeltpersoner og som organisation må vi altid vandre i overensstemmelse med ånden og ikke efter kødet. Vi må være „varsler og tegn“, „et skuespil . . . for hele verden“; og det er kun muligt, hvis vi viser, at vi besidder Guds ånd. — Es. 8:18; 1 Kor. 4:9.

Lad derfor ikke sandhedens sæd ligge uvirksom og uproduktiv hen i 1000 år som de to lotusfrø. Så og vand hellere, så Gud kan give væksten og åbenbare sin ånd på den teokratiske organisation.

Spørgsmål fra læserne

● Er det opstandelsens rækkefølge, der hentydes til i Mattæus 19:30; 20:16; Mark. 10:31 og Luk. 13:30, hvor der tales om, at de første skal blive de sidste og de sidste de første? — H. E., Michigan.

Nej, det er ikke opstandelsen, der her behandles, men derimod to klasser mennesker. Een klasse, der menes at stå først i Guds gunst, ender med at blive den sidste eller sættes helt ud af betragtning, og den klasse, der anses for at stå sidst eller udenfor, kommer i den mest begunstigede stilling. De selvretfærdige religiøse ledere i Israel var ikke blot materielt velstillede, men også rige, hvad angår åndelige privilegier og muligheder, og efter hvad de selv mente, kom de i første række med hensyn til guddommelig velsignelse. I deres øjne var de fattige, almindelige folk foragtelige, og de kaldte dem „am ha-arets“ eller „folk af jorden“ og betragtede dem som dem selv underlegne, de sidste, der var værdige til at blive lagt mærke til af Gud. Dog fortalte Jesus disse ophøjede ledere, at tiden var kommet, da de skulle udelukkes fra Guds riges anliggender, der billedligt blev fremstillet ved Abraham, Isak, Jakob og profeterne, og i stedet for dem skulle de foragtede komme og sidde til bords i Guds rige. Ved at omtale dem som kommende fra øst, vest, nord og syd viste Jesus, at det ikke alene ville blive de almindelige mennesker i den jødiske nation, men også fattige mennesker fra alle nationer. Sådanne undertrykte jøder og foragtede hedninger var de sidste, der ville have chancer for at komme ind i Guds rige; sådan mente i hvert fald de indbildske religionsdyrkere, som satte sig selv først, hvad angår guddommelig velsignelse. Det var derfor med disse to klasser mennesker og deres forhold i tanke, at Jesus sluttede med disse ord: „Nogle af de sidste skal være blandt de første, og nogle af de første skal være blandt de sidste.“ — Luk. 13:23-30; 16:14-31.