Kapitel 14

Til engelen i Laodikea

 1. Hvornår blev byen Laodikea grundlagt, og efter hvem fik den navn?

BYEN Laodikea havde fået sit navn efter Laodike, der var gift med den seleukiske regent Antíochos II, der var sønnesøn af general Seleukos Nikator og som fik tilnavnet Theós, „Gud“. Han grundlagde byen i det tredje århundrede før vor tidsregning og gav den navnet Laodikea.a

 2. (a) Hvor lå Laodikea, og hvad var byen kendt for? (b) Hvornår hører man første gang om en menighed i Laodikea?

² Det blev en rig by da den havde en god beliggenhed i den vestlige del af Lilleasien. Det var en industriby og et bankcenter med bankierer der gjorde forretninger med hele romerriget. Den var kendt for tilbedelsen af lægeguden Asklepios og havde da også en skole for læger. Her lavede man et berømt øjenmedikament kendt som frygisk pulver. Da byen ikke havde nogen permanent vandforsyning, måtte vand ledes til i rør fra varme kilder der lå noget borte, og vandet var sandsynligvis lunkent når det nåede byens grænser. Byen var med veje forbundet med Efesus og Pergamum, hvor to af „de syv menigheder i provinsen Asien“ lå. (Åbenbaringen 1:4, 11, 20; 2:1, 12) Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Kolossæ, omkring år 60-61, var der en menighed i Laodikea. — Kolossenserne 2:1; 4:13-16.

 3-5. (a) Havde menigheden i Laodikea modtaget noget apostolsk brev i løbet af sin eksistens? (b) Hvad viser Kristi budskab til menighedens „engel“ i Laodikea med hensyn til menighedens tilstand?

³ Der var gået adskillige årtier siden menigheden var blevet grundlagt i denne materielt velstående by Laodikea, og i den tid var det åndeligt set gået alvorligt tilbage for menigheden. Uden tvivl var det brev som „laodikensernes menighed“ havde modtaget fra apostelen Paulus, helt anderledes end det brev apostelen Johannes nu fik besked på at sende til denne menigheds „engel“ eller tilsynsmand. (Kolossenserne 4:16) I dette brev, det syvende og sidste af de breve der omkring år 96 blev dikteret til de „syv menigheder i provinsen Asien“, er der ingen lovord til den laodikensiske „engel“. Her er hvad apostelen Johannes fik besked på at skrive:

⁴ „Og skriv til menighedens engel i Laodikea: ’Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav [begyndelse, NW]: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: „Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget“, og ikke véd, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.

⁵ Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!’“ — Åbenbaringen 3:14-22.

 6. (a) Sammenlign Laodikeamenighedens materielle situation med Smyrnamenighedens. (b) Hvad havde Laodikeamenigheden brug for?

⁶ I skarp modsætning til menigheden i Smyrna (omkring 180 kilometer mod nordvest), som materielt set var fattig men åndeligt set rig, var Laodikeamenigheden rig i materiel henseende men fattig hvad det åndelige angik. I stedet for det bogstavelige guld som bankiererne i Laodikea handlede med, i stedet for de klædninger af glansfuldt sort uld som de lokale vævere og skræddere lavede, i stedet for de tabletter eller det pulver for de bogstavelige øjne som de lokale læger fremstillede, og i stedet for det kogende varme og helbredende vand fra de varme kilder nær Hierapolis, havde Laodikeamenigheden brug for det som disse ting i åndelig forstand svarer til. Den behøvede ægte kristent guld som kan berige personligheden, hvide klæder så medlemmerne kunne fremtræde som ulastelige kristne med et ydre der var fri for ukristne træk lige så skændige som legemlig nøgenhed. Den behøvede en åndelig øjensalve som kunne fjerne dens blindhed for Bibelens sandheder og de kristne pligter. Den kunne købe disse ting hos ham der bankede på døren, hvis den gæstfrit lukkede op for ham og bød ham indenfor. Den trængte til at blive stimulerende varm eller forfriskende kold; den måtte ikke forblive lunken.

 7. (a) Hvordan var kristenhedens materielle situation efter den første verdenskrig? (b) Hvilke spørgsmål måtte kristenheden tage stilling til i betragtning af at den hævdede at tilhøre Kristus?

⁷ På samme måde forholdt det sig med den salvede rest af Kristi menighed i efterkrigsåret 1919. Der var da et presserende behov for at den salvede rest af indviede, døbte kristne og de der blot hævdede at være kristne i den splittede kristenhed, tillagde det der hører til sand kristendom den rette værdi. Trods den første verdenskrigs fire år var kristenheden stadig rig i materiel henseende og den skulle forøge sine rigdomme i form af penge, jord, ejendom og politisk magt i efterkrigsperioden. Men var den rig med hensyn til sande kristne, åndelige værdier? Ville den nu søge at opnå disse rigdomme? Den havde fået grimme pletter på sit religiøse ydre på grund af medansvaret for og deltagelsen i den første verdenskrigs blodbad. Ville den rense sit religiøse ydre så det kom i overensstemmelse med apostlenes bibelske lære, normer og principper? Ville den angre og omvende sig fra sin verdslighed? Ville den gå med til at blive behandlet med åndelig „øjensalve“ så den kunne se forskellen mellem menneskeskabte traditioner og Bibelens sandheder og også se hvordan Bibelens profetier nu gik i opfyldelse, hvad det betød, og hvad Gud nu ønskede at kristne på jorden skulle gøre?

 8. (a) Hvad måtte den sande salvede rest tage stilling til på dette tidspunkt? (b) Hvad ønskede den og hvad måtte den gøre?

⁸ Den salvede rest måtte, selv om den adskilte sig fra og ikke hørte til kristenheden, tage stilling til de samme spørgsmål som kristenheden, spørgsmål der hører til denne „endens tid“. (Daniel 12:1-4) Enhver åndelig lunkenhed som måske var opstået hos den på grund af de forfølgelser, prøvelser og farer der fulgte med den første verdenskrig, måtte den uden tøven skille sig af med. Lad Kristus blot udspy kristenheden af sin mund som noget han ikke kan holde ud; den salvede rest ønskede ikke at det skulle ske for den, at der hos den skulle findes nogen lunkenhed over for Guds vilje, hans gerning og hans åbenbaringer af sandheden i denne „endens tid“. Resten vovede ikke at give efter for den materialisme der nu satte ind mens verden genopbyggede den nuværende tingenes ordning, der var blevet så ilde tilredt i den første verdenskrig. De materielle rigdomme som medlemmerne af den salvede rest måske stadig havde, skulle ikke betragtes som noget man kunne stole på, som om det var alt hvad der var nødvendigt for respektable kristne. Var de åndeligt fattige? Havde de brug for at lytte til Kristi råd og for af ham at købe sande rigdomme, kristent „guld, lutret i ild“, som kunne tåle de kommende tiders ildprøver? Dette var det eneste rigtige at gøre.

 9. (a) Hvordan gik det til at man hos Kristi åndelige brødre på det tidspunkt kunne se en vis „nøgenheds skam“? (b) På hvilken måde måtte de „købe“ hvide klæder?

⁹ Og hvordan med restens klæder, dens kristne fremtræden og identitet? Dens klæder var blevet noget tilsmudsede fordi den under den første verdenskrig havde indgået kompromiser og begået fejl. Det var som med menigheden i det gamle Laodikea og dens „engel“; der var en vis „nøgenheds skam“ som var blevet åbenbar og som gjorde det nødvendigt for restens medlemmer at angre ind for Gud. For at dække en sådan nøgenhed måtte de af den herliggjorte Jesus Kristus købe åndelige „hvide klæder“, der ville kendetegne dem som ulastelige kristne. Hvordan kunne de „købe“ sådanne hvide klæder? Ikke ved hjælp af bogstaveligt guld, men ved hjælp af en genoplivet troskab mod Kristi eksempel og ved at træffe beslutning om at bevare sand kristen neutralitet over for verdens politiske og militære stridigheder. Dette gjorde de, som det fremgår af historien. Under den anden verdenskrig, der begyndte tyve år senere, besmittede de ikke deres hvide klæder. Det har de heller ikke gjort i senere krige.

„ØJENSALVE“ HOS „DET TROVÆRDIGE OG SANDDRU VIDNE“

10. (a) Hvor stod Kristus på dette tidspunkt, i 1919, i forhold til den salvede rest? (b) Hvad havde restens medlemmer fået øjnene åbnet for, og hvorfor var det alligevel nødvendigt at de købte „øjensalve“ hos Kristus?

¹⁰ Behøvede den salvede rest at købe åndelig øjensalve? Ja, det gjorde den. Den skulle købe den, ikke hos den politisk og religiøst splittede kristenhed, men hos den nu regerende Jesus Kristus. Han var nu kommet til Guds åndelige tempel og stod, om man så må sige, uden for restens dør og bankede på for at blive lukket gæstfrit ind til resten, hans menighed. Ved at forlade menneskeskabte traditioner og filosofiske anskuelser, hedenske såvel som såkaldt kristne, havde de salvede som tilhørte resten allerede fået øjnene åbnet så meget at de kunne se mange af Bibelens sandheder og forstå hvad Guds hensigt var, hvad der var Guds organisation eller menighed og hvad Gud ønskede gjort nu. Men deres øjne var stadig blinde for mange ting vedrørende Guds skrevne ord og vedrørende hans vilje og hensigt og med hensyn til det arbejde som Kristi sande disciple skulle udføre i „endens tid“, der var begyndt i året 1914. Mange bibelske sandheder skulle nu åbenbares. Bibelske profetier skulle nu opfyldes og derved blive rigtigt forstået. Det var nu nødvendigt at indse og anerkende at Gud har en teokratisk organisation. Det var nødvendigt at forstå hvilket fremadskridende arbejde Gud ønskede at resten i denne „endens tid“ skulle udføre, og det var nødvendigt at gå i gang med det. — Daniel 12:4-10.

11, 12. (a) Hvordan ’købte’ restens medlemmer denne åndelige øjensalve, og hvad åbnede den deres øjne for? (b) På hvilken måde fulgte de deres leders, Jesu Kristi, eksempel?

¹¹ Det var hævet over enhver tvivl at restens medlemmer måtte købe åndelig øjensalve hos den usynligt nærværende Jesus Kristus og få den gnedet i øjnene for at få et klart åndeligt syn. Det krævede af dem at de studerede Bibelen direkte som aldrig før og bad om at Guds hellige ånd gennem Kristus måtte lede dem og åbne deres øjne og hjælpe dem til at træffe de rette afgørelser og følge den rette adfærd. Det sidste halve århundredes historie viser at restens medlemmer har gjort dette og derved opnået et åndeligt syn der på bemærkelsesværdig måde er langt skarpere. Da tiden var inde så de behovet for at skille sig ud fra kristenheden ved at antage et navn der hviler på bibelsk grund. I 1931 antog de gennem resolutioner verden over det meget forpligtende navn Jehovas vidner. (Esajas 43:10-12; 44:8) På denne måde viste de at de ivrigt efterlignede deres leder, Jesus Kristus; de ville være det som han kaldte sig selv i de indledende ord til „menighedens engel i Laodikea“. Ifølge Åbenbaringen 3:14 sagde han:

¹² „Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne Guds skaberværks ophav [begyndelse, NW].“ Læg mærke til ordene „det troværdige og sanddru vidne“. For hvem eller om hvad var Jesus Kristus et vidne? (Åbenbaringen 1:5) Ifølge hans egne ord var han et vidne for sin himmelske Fader, Jehova Gud den Almægtige, og desuden et vidne om Guds rige og om at Gud ved dette rige vil hellige sit navn og sørge for at hans vilje sker på jorden som i himmelen. (Johannes 18:36, 37; 1 Timoteus 6:13, NW) Han udsendte sine disciple som „vidner“. (Apostlenes Gerninger 1:6-8) Han forudsagde over for sine disciple: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Fremfor alle andre skabninger fortjener Jesus Kristus betegnelsen „det troværdige og sanddru vidne“, som han anvendte om sig selv.

„AMEN“ OG DET FØRSTE „SKABERVÆRK“

13, 14. (a) Hvad betyder „Amen“? (b) Hvordan viser apostelen Paulus og Jesus Kristus selv at Jesus er det personificerede „Amen“?

¹³ Han omtalte også sig selv som „Amen“. Hvordan er han det personificerede „Amen“? Det er velkendt at bønner til Jehova Gud i Jesu Kristi navn passende afsluttes med ordet „Amen“. (1 Korinter 14:16) Det betyder „det er sikkert!“ eller: „lad det ske!“ I Esajas 65:16 bliver Jehova i den hebraiske, masoretiske tekst kaldt „Amens Gud“, og nogle bibeloversættelser gengiver dette med „sandhedens Gud“, „den trofaste Gud“ eller „den sande Gud“. (RS; den autoriserede danske oversættelse af 1931; Ro; Le; NW) Dette viser at ordet Amen! er en bekræftelse af eller en garanti for at noget er sandt og vil indtræffe eller blive gjort. Gud har sendt sin trofaste søn som et „Amen“ til alle de løfter han har givet i sit ord. Andet Korinterbrev 1:20 siger: „Thi alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’; derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et ’amen’, Gud til ære.“ Derfor vil kun de bønner der bedes til Gud gennem Jesus Kristus blive besvaret, for Jesus sagde til sine apostle:

¹⁴ „Faderen kan give jer, hvad som helst I beder ham om i mit navn.“ „Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.“ „Og hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen. Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Johannes 15:16; 16:23, 24; 14:13, 14.

15. Hvad forsikres vi om vedrørende hele Åbenbaringen som følge af at Jesus Kristus er „Amen“?

¹⁵ Meget passende sluttede apostelen Johannes derfor Åbenbaringsbogen med ordene: „Amen. Kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med alle!“ (Åbenbaringen 22:20, 21) Svarende hertil siges der i indledningen til denne bog at det er „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast“. (Åbenbaringen 1:1) Eftersom Jesus Kristus er „Amen“, er det en garanti for at alt det han i Åbenbaringen viser sine tjenere, med sikkerhed vil ske, og det „i en hast“. Det af Åbenbaringen som endnu ikke er sket, vil ske „i en hast“.

16. Hvordan kan vi vise at Jesus, da han sagde at han var „Guds skaberværks begyndelse“, ikke mente at han var skaberværkets „ophav“?

¹⁶ Er det virkelig rigtigt at den herliggjorte Jesus Kristus i budskabet til menighedens „engel“ i Laodikea, sagde at han, Jesus Kristus, er „Guds skaberværks begyndelse“? (Åbenbaringen 3:14, AV; AS; ER; Dy; Ro; autoriserede danske oversættelse af 1907) I det sprog som han brugte da han talte til apostelen Johannes, sagde han da virkelig at han var Guds skaberværks „begyndelse“ og ikke ’ophavet’ til Guds skaberværk? Da Johannes skrev Åbenbaringen brugte han her det græske ord arché. Dette ord forekommer otteoghalvtreds (58) gange i den græske tekst der ligger til grund for den engelske autoriserede bibel, King James-Bibelen, og ikke én gang er det oversat med „ophav“. I alt hvad apostelen Johannes har skrevet i Bibelen (et evangelium, tre breve og Åbenbaringen) bruger han det græske ord arché treogtyve (23) gange, og altid i betydningen „begyndelse“. I Åbenbaringen alene bruger han dette græske ord fire (4) gange, og i tre tilfælde (Åbenbaringen 1:8, AV; 21:6; 22:13) bruger han det som modsætning til „ende“. Det er derfor ikke konsekvent at mene at apostelen Johannes i Åbenbaringen 3:14 ændrer betydningen af arché fra „begyndelse“ til „ophav“.

17. (a) Hvordan kan vi ved hjælp af andre skriftsteder vise at Jesus var den første der blev skabt af Gud og derfor modtog livet fra Gud? (b) Hvordan bruges det græske ord arché i samme betydning dér hvor Jesus omtales som „al skabnings førstefødte“ og „førstefødt ud at de døde“?

¹⁷ Andre skriftsteder, både i det Johannes har skrevetb og i andre af Bibelens bøger, viser at Jesus Kristus er „begyndelsen“ eller ’den første’ af alt det Gud har skabt. Jesus talte altid om sig selv som Guds søn, hvilket viser at han har modtaget livet af Gud, hans himmelske Fader, og således haft en begyndelse på sin tilværelse. Han var „Guds Søn“, „den enbårne“. (Johannes 10:36; 3:16; 5:26) I Kolossenserbrevet 1:15, 18 (autoriserede danske oversættelse af 1907) siges der at han er „den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; . . . Og han er Legemets Hoved, nemlig Menighedens, han, som er Begyndelsen [arché], førstefødt ud af de døde, for at han skulde blive den ypperste i alle Ting“. At han er „førstefødt ud af de døde“ betyder at han selv engang var en af de døde, og at han er „al Skabnings førstefødte“ betyder derfor at han selv er en skabning, skabt af sin himmelske Fader. — Åbenbaringen 1:5, 17, 18; Apostlenes Gerninger 2:22-32.

18. (a) Vis ved hjælp af skriftsteder hvem der er Skaberen. (b) Hvordan blev Guds søn brugt af sin Fader i forbindelse med skabelsen? (c) Hvorfor kan Jesus Kristus kaldes den ældste af Guds skabninger?

¹⁸ Det er ikke Jesus Kristus men Gud som apostelen Peter benævner „Skaber“ i Første Petersbrev 4:19. Det er til denne almægtige Gud på den himmelske trone at skabningerne i himmelen siger: „Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!“ „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ (Åbenbaringen 4:8-11) Det er den almægtige Gud, Skaberen, der sidder på den himmelske trone, som Jesus Kristus, Guds lam, kommer hen til for af hans højre hånd at få den hemmelighedsfulde bogrulle. (Åbenbaringen 5:1-10) Det er ved den almægtige Gud, Skaberen, at engelen ifølge Åbenbaringen 10:5, 6 sværger. Når alt dette tages i betragtning ses det klart ud fra Bibelen selv at Jesus Kristus, Guds søn, ikke er Skaberen, men at den almægtige Gud, Skaberen, brugte sin enbårne søn som det redskab hvormed han skabte alle andre skabninger og alt andet. (Johannes 1:1-3; Efeserne 2:10, 15; 3:9; Kolossenserne 1:16, 17; Åbenbaringen 19:13) Jesus Kristus er den ældste af Guds skabninger, for han er Guds skaberværks begyndelse.

19. (a) I hvilken egenskab talte Kristus til menighedens engel i Laodikea og revsede ham? (b) Da resten på samme måde blev revset og tugtet af Kristus, hvad gjorde den da, og hvorfor?

¹⁹ Han skammer sig ikke over at kalde sine åndsavlede og salvede disciple for „brødre“. (Hebræerne 2:11) Som den ældste skabning og den ældste åndelige broder sagde han til menighedens „engel“ i Laodikea: „Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!“ (Åbenbaringen 3:19) I året 1919 var det nødvendigt for medlemmerne af den salvede rest der havde overlevet den første verdenskrig at angre og omvende sig med hensyn til flere ting som var blevet åbenbaret for dem som fejl og mangler. Men de var nidkære og omvendte sig og opnåede tilgivelse gennem Jesus Kristus. Det var nødvendigt at de blev revset, så tingene blev sat på plads, og de måtte også tugtes, specielt med hensyn til den teokratiske organisation. Men de tog med glæde imod denne revselse og tugt gennem Jesus Kristus, deres ældste broder, for de vidste at alt dette var et udtryk for hans kærlighed til dem. De huskede hvad der var skrevet i Hebræerbrevet 12:2-11 om guddommelig tugt. Ligesom Jesus havde taget imod tugt, således gjorde resten det.

HVAD DEN DER BANKER PÅ DØREN LOVER

20. Hvorfor og hvordan kunne Herren Jesus Kristus omtale sig selv som en der stod for døren og bankede?

²⁰ Deres anger og omvendelse og det at de tog imod tugt, gav dem adgang til mange åndelige privilegier. Dette kommer klart frem i deres ældste broders næste ord: „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.“ (Åbenbaringen 3:20) Hvem fortjente deres gæstfrihed mere end deres ældste åndelige broder? Han havde ledsaget sin himmelske Fader til det åndelige tempel i foråret 1918, var kommet for at inspicere og rense det, og stod nu usynlig uden for modtagelighedens dør hos den salvede rest, der i så høj grad trængte til åndelig hjælp da den første verdenskrig endte den 11. november 1918. — Malakias 3:1-5.

21. (a) Hvordan reagerede den salvede rest? (b) Hvad bemærkelsesværdigt er der ved at Jesus her taler om en nadver eller et aftensmåltid?

²¹ Den salvede rest viste Kristus gæstfrihed da hans anden og usynlige nærværelse begyndte, og de lukkede ham ind i deres „hus“, deres organisation eller menighed. Derved blev det muligt for dem at modtage mange velsignelser, for nu havde de taget imod ham som den regerende konge, som den der var blevet indsat på tronen i himmelen i 1914. Han bankede på døren ved tiden for ’nadveren’, aftensmåltidet. På apostelen Johannes’ tid var dette dagens hovedmåltid. Da var dagens arbejde forbi og familien kunne samles. (Lukas 17:7-9) Ved solnedgang var arbejdsdagen forbi og en ny dag begyndte. På tilsvarende måde for den salvede rest. En side af dens arbejde var forbi, og med efterkrigsperioden begyndte en ny fase i dens tjeneste på jorden, et arbejde som havde forbindelse med Guds oprettede messianske rige. I den forbindelse behøvede de enkelte medlemmer undervisning og opmuntring. Det kunne deres gæst ved aftensmåltidet give dem.

22. (a) Når Jesus var gæst ved et måltid i et hjem mens han var her på jorden, hvilket udbytte havde da de andre tilstedeværende af det? (b) På hvilken måde var situationen den samme da Jesus Kristus bankede på restens dør?

²² Da Jesus var på jorden som menneske ville de der indbød ham til at spise til aften altid modtage noget mere værdifuldt til gengæld i form af den åndelige belæring og de opbyggende ord han gav dem i forbindelse med måltidet. (Johannes 12:1-11) Ved en lejlighed hvor en af de ledende farisæere havde Jesus som gæst i sit hus til et måltid, blev en af de andre gæster så bevæget af det han havde hørt Jesus sige, at han udbrød: „Salig er den, som holder måltid i Guds rige!“ Jesus fortalte da lignelsen om det store gæstebud, et „festmåltid [aftensmåltid, NW]“ som mange var indbudt til. (Lukas 14:1-24) Sådan var det da den usynligt nærværende Jesus Kristus bankede på den salvede rests dør ved at lade Bibelens profetier åbne sig for dens forståelse. Tiden var inde til at profetierne skulle forstås med hensyn til verdenssituationen og de kristnes tjeneste. Den vågne rest lukkede op og bød ham indenfor. Den blev rigt velsignet for sin gæstfrihed. Perioden der fulgte, var som et stort åndeligt aftensmåltid hvorved den himmelske gæst underviste og opbyggede den. Det var snarere den der spiste aftensmad hos ham, end ham der spiste aftensmad hos den.

23. Hvad andet end blot et åndeligt festmåltid kan Jesus have tænkt på da han talte om at holde nadver med de salvede?

²³ Da den herliggjorte Jesus Kristus sagde: „Da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig“ (Åbenbaringen 3:20), kan han have tænkt på mere end blot det åndelige festmåltid på jorden som den gæstfri rest begyndte at nyde i 1919. Han kan også have tænkt på at resten skulle være med til det himmelske „bryllup“ hvortil ’de fem kloge jomfruer’ med tændte lamper fik adgang, som skildret i lignelsen om de kloge og de uforstandige jomfruer i Mattæus 25:1-12. Han kan have tænkt på den himmelske salighed eller lykke der omtales i Åbenbaringen 19:9: „Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.“ Han kan have tænkt på at de skulle ’holde måltid i Guds rige’, så at sige spise sammen med den indsatte og regerende konge, Jesus Kristus, efter at de var opstået fra de døde til udødeligt himmelsk liv på det åndelige plan, i himmelen. I hvert fald vil det at den vågne rest i 1919 åbnede døren for ham da de hørte ham banke på og tale til dem, føre til at de kommer med til en sådan velsignet himmelsk „nadver“.

24, 25. (a) Hvad havde det åndelige aftensmåltid, denne „nadver“, forbindelse med? (b) Hvad var det derfor ikke umotiveret af Jesus at tale om i samme forbindelse? (c) Hvornår lader han sejrvinderne sætte sig sammen med ham på hans trone?

²⁴ Den „nadver“ eller det aftensmåltid der begyndte i 1919 måtte som følge af tidspunktet og omstændighederne have noget med Riget at gøre. Det var derfor ikke umotiveret at den herliggjorte Jesus Kristus, efter at have nævnt denne „nadver“, fortsatte med at give følgende løfte: „Den der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ (Åbenbaringen 3:21) Dengang da Laodikeamenigheden fik hans budskab, omkring år 96, havde Jesus Kristus allerede sat sig hos sin himmelske Fader på hans trone og ved hans højre hånd. (Apostlenes Gerninger 2:32-36; 7:55, 56; 1 Peter 3:22) Men efter hedningetidernes udløb i 1914 og efter at Kristus er blevet indsat som konge på tronen for at regere midt iblandt sine fjender som en opfyldelse af Salme 110:1-6, har han ladet sine sejrende disciple sætte sig på den himmelske trone hos sig. Dette har han ladet dem gøre ved at oprejse dem fra de døde så de kan være sammen med ham som hans medarvinger. Eftersom han kom til Guds åndelige tempel i foråret 1918, har de af den salvede rest som er døde i kødet siden da, ikke behøvet at sove i døden og vente på hans genkomst; de har fået en øjeblikkelig opstandelse som åndeskabninger til liv i hans himmelske nærhed. — Åbenbaringen 14:13; 1 Korinter 15:50-54.

²⁵ Løftet om noget så strålende som dette er værd at lytte til og kæmpe for at tilegne sig. Derfor lyder de sidste ord i budskabet til menighedens „engel“ eller tilsynsmand i Laodikea: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!“ — Åbenbaringen 3:22.

26, 27. Opsummer hvad Guds ånd har lovet sejrvinderne som belønning.

²⁶ Nu, efter at de særlige budskaber til alle „de syv menigheder i provinsen Asien“ er blevet afleveret til deres ’engle’, er det overvældende, især for den salvede rest på jorden, at betragte alt det som Guds ånd har sagt til menighederne om de belønninger der er stillet sejrvinderne i udsigt. Enhver inden for disse menigheder af åndsavlede, salvede kristne som sejrer, vil få lov „at spise af livets træ, som er i Guds paradis“. (Åbenbaringen 2:7) Han vil få „livets sejrskrans“ og „skal ingenlunde skades af den anden død“. (Åbenbaringen 2:10, 11) Han vil få „af den skjulte manna“ og desuden „en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det“. (Åbenbaringen 2:17) Han vil få „magt over folkeslagene; og ’med jernspir skal han vogte dem, ligesom lerkar sønderslås’“. Han vil også få „morgenstjernen“. — Åbenbaringen 2:26-28.

²⁷ Enhver der sejrer er værdig til at vandre med den herliggjorte Kristus „i hvide klæder“, ja, skal „iføres hvide klæder“, og Kristus vil „aldrig slette hans navn af livets bog“ men, siger Kristus, „jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle“. (Åbenbaringen 3:4, 5) Enhver der sejrer, vil, som Kristus siger, blive gjort til „en søjle i min Guds tempel, . . . og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn“. (Åbenbaringen 3:12) Enhver der sejrer får også af den herliggjorte Kristus dette løfte: „Ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ — Åbenbaringen 3:21.

28. Repeter også ganske kort (a) hvor mange der vil vise sig værdige som sejrvindere, (b) hvilket himmelsk folk de vil udgøre, (c) hvornår arbejdet med at besegle disse begyndte, og (d) inden hvilken begivenhed beseglingsarbejdet må være afsluttet.

²⁸ Kun 144.000 åndsavlede, salvede kristne vil vise sig værdige som sejrvindere og få del i alle disse storslåede belønninger i overensstemmelse med Guds vilje og magt gennem Kristus. De vil danne det himmelske, åndelige Israel, der så at sige vil bestå af tolv lige store stammer. I de forløbne nitten hundrede år siden pinsedagen i år 33 er arbejdet med i åndelig forstand at besegle dem med Guds ånd på deres pander blevet udført, og de er blevet mærket som en særlig ejendom der tilhører det åndelige Israels Gud. Før „jordens fire vinde“ får lov til med al deres voldsomhed at fare frem på „Guds, den Almægtiges, store dag“, der hastigt nærmer sig, må hele den rest der endnu mangler i at fuldstændiggøre antallet af åndelige israelitter — der skal til sidst være 144.000 — besegles med Guds ånd som pant på deres fremtidige himmelske arv sammen med Kristus. — Åbenbaringen 7:1-8; 16:14.

29. Hvad skal der ske når beseglingsarbejdet er forbi?

²⁹ Dette beseglingsarbejde er ved at være forbi. Når det er fuldført vil hele menneskehedens verden blive ramt af en trængsel som overgår alt hvad mennesker på jorden hidtil har oplevet. Derefter bindes Satan Djævelen og hans dæmoner, og da — hvilken glæde! — begynder Jesu Kristi og hans kongelige medarvingers tusindårige styre, til ære for Gud og til velsignelse for menneskeheden, der opnår liv på en paradisisk jord. — Mattæus 24:21, 22, 31; Åbenbaringen 19:11 til 20:6; Lukas 23:43, NW.

[Fodnoter]