„Dit ord er sandhed“

Om at værdsætte Guds gæstebud

EN AF Jesu Kristi lignelser handler om en mand der havde gjort klar til et gæstebud eller „stort festmåltid“ som han havde inviteret mange gæster til. Lignelsen fortæller: „Ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: ’Kom! for nu er det rede.’ Men de begyndte alle som én at undskylde sig.“ — Luk. 14:16-20.

Hvilken betydning ligger der i denne del af lignelsen?a Den mand der gør det ’store festmåltid’ kan ikke være andre end Jehova Gud, den der skænker „lutter gode og fuldkomne gaver“. (Jak. 1:17) Dette fremgår også af en tilsvarende lignelse hvor en konge foranstalter et bryllupsmåltid for sin søn. (Matt. 22:2) Den tjener eller træl som han sender ud for at sige til de inviterede gæster at det ’store festmåltid’ er parat, vil logisk være Jesus Kristus, som forkynder sin himmelske Faders indbydelser. Og hvad er så selve det ’store festmåltid’? Det betegner mulighederne for at få del i himmeriget. — Matt. 4:17.

Hvornår gik den første indbydelse ud til at blive en del af himmeriget, og hvem blev den givet til? Det ser ud til at Jesus gav denne indbydelse i løbet af de tre og et halvt år han forkyndte. I denne tid var det først og fremmest de religiøse ledere der havde mulighed for at få del i himmeriget. De kendte De hebraiske Skrifter godt og havde derfor de bedste forudsætninger for at påskønne indbydelsen. Dette antydes også af den omstændighed at Jesus sagde til en han havde helbredt at han ikke måtte fortælle det til nogen andre men lade sig syne af præsten. — Matt. 8:4.

At disse religiøse ledere var de første til at få del i det himmelske rige fremgår også af de ord Jesus henvendte til dem ved slutningen af sin tjeneste: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ „Jerusalem, Jerusalem! . . . hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.“ De religiøse ledere ville ikke. De var mere interesseret i deres selviske bestræbelser og materielle ejendele end i Guds rige. — Matt. 21:43, 45; 23:37, 38.

Lignelsen fortsætter: „Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre det; da blev husbonden vred og sagde til sin tjener: ’Gå straks ud på byens gader og stræder og før fattige og vanføre og blinde og lamme herind!’“ — Luk. 14:21.

Denne del af lignelsen fik især sin opfyldelse fra og med Pinsedagen. Da blev de som man så ned på og foragtede, indbudt, og de tog imod indbydelsen. Det er de samme som er skildret ved Lazarus i lignelsen om Lazarus og den rige mand. Også i lignelsen om arbejderne i vingården ser vi disse to skarer stillet i kontrast, idet de der havde tjent hele dagen knurrede over den løn som blev givet dem der kun havde arbejdet én time. — Matt. 20:1-16; Luk. 16:19-31; Ap. G. 2:14-41

I tre og et halvt år efter Pinsedagen gik denne indbydelse til Riget ud til de ydmyge som fandtes i den jødiske nation. Men lignelsen fortsætter: „Og tjeneren meldte: ’Herre! det er sket, som du befalede, men der er plads endnu.’ Da sagde herren til ham: ’Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt.’“ Denne tredje indbydelse gik endnu længere ud, også uden for byen Jerusalem. Dette skildrer udmærket hvordan indbydelsen til Riget blev udstrakt til hedningerne, som stod uden for den israelitiske nation. De første som tog imod denne indbydelse var Kornelius og hans husstand. — Luk. 14:22, 23; Ap. G. 10:1-48.

I nyere tid har vi kunnet iagttage det samme mønster, sådan som det også findes i lignelserne om den rige mand og Lazarus og om arbejderne i vingården. De religiøse ledere havde muligheden først, men da de var mere interesseret i selviske og personlige anliggender end i Guds rige, bad de sig undskyldt. I deres sted er åndeligt fattige, vanføre, blinde og lamme blevet inviteret og har taget imod indbydelsen. Indbydelsen er endog gået ud til de hedenske nationer for at alle pladserne ved gæstebudet kunne blive besat. — Åb. 14:1, 3.

Jehova Gud har imidlertid ikke kun beredt et gæstebud eller „et stort festmåltid“ for dem der skal få del i himmeriget, men han har også gjort et gæstebud med mange velsignelser som de „andre får“ tager del i her på jorden. (Joh. 10:16) Dette gæstebud beskrives i Esajas 25:6, 8: „Hærskarers [Jehova] gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin. . . . Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“b

Tænk blot hvad dette gæstebud vil betyde! Der vil ikke alene være en overflod af bogstavelig mad til alle folkeslag, men også en overflod af åndelig føde. Der skal ikke længere være nogen som græder eller lider sorg. Selv de døde vil blive oprejst; ellers kunne man ikke sige at Jehova opslugte døden for stedse.

Hvem ville ikke gerne være med til dette gæstebud? Men der er visse betingelser man må opfylde, ligesom tilfældet var med dem der var inviteret til det ’store festmåltid’ i lignelsen. Når man hører den gode nyhed om dette gæstebud må man ikke bede sig undskyldt og enten helt ignorere det eller give det en andenplads. Man må i stedet blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Det betyder at man må erkende at man har et åndeligt behov og forstå at mennesket ikke lever af brød alene men af hvert ord der udgår af Jehovas mund. — Matt. 6:33; 5:3, New World Translation; 4:4.

Det betyder igen at man regelmæssigt må indtage åndelig føde, både gennem et privat studium af Guds ord og ved sammen med andre at høre Guds ord forklaret i Guds folks forsamlinger. Det indbefatter endvidere at man også handler efter det man lærer, for Jesus sagde: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ Hvilken gerning er det vi skal gøre? Vi skal være med i det storslåede arbejde med at proklamere den gode nyhed om Guds rige for alle som vil lytte, i lydighed mod den profetiske befaling i Mattæus 24:14. Hertil hører også arbejdet med at gøre disciple af folk af alle nationer og døbe dem. Det er et arbejde der kræver både tålmodighed og udholdenhed. — Joh. 4:34; Matt. 28:19, 20.

Når yderligere muligheder tilbydes os, lad os da ikke undskylde os, men hellere være som Esajas, der hørte kaldet og beredvilligt svarede: „Her er jeg, send mig!“ Ved på denne måde at tage imod indbydelsen vil vi have del i et åndeligt festmåltid nu og vil sikre os en plads ved gæstebudet for alle folkeslag i Guds nye ordning. — Es. 6:8.

[Fodnoter]