Praktisk visdom i rumtidsalderen
„At få visdom til at lykkes bringer fordel.“ — Præd. 10:10, NW.
1. Hvordan kan man sige at der er noget galt fat med menneskets visdom selv om det for ikke længe siden er gået ind i „rumtidsalderen“?
MENNESKETS visdom har for ikke længe siden ført det ind i „rumtidsalderen“. Dog har menneskets visdom ikke åbnet det vejen til himmelen. Mennesket har sendt instrumenter hundreder tusinder af kilometer ud i verdensrummet for at lære dets hemmeligheder at kende. Men trods al denne visdom har mennesket ikke formået at tiltvinge sig adgang til himmelen, Guds hjem. Videnskabsmanden udforsker det uendelige verdensrums dybder, men er ikke interesseret i at lære mere om Gud, Skaberen. Mon der ikke skulle være noget galt fat med menneskets „rumtidsalder“-visdom? Er den praktisk?
2, 3. (a) Hvordan røber videnskabsmanden under sin udforskning af verdensrummet at han ikke er stort bedre end koen, der ikke kan drage fornuftige slutninger? (b) Hvilke ord udtalt af Salomon lader sådanne videnskabsmænd uænsede?
2 Jo længere det videbegærlige menneske når ud i verdensrummet med raketter og satellitter forsynet med måleinstrumenter, des mere stilles det over for vidnesbyrdene om at der står en Gud over alt det skabte, at Gud er til, at den højeste intelligens, Skaberen af hele universet, eksisterer. Mennesket er tvunget til at se og anerkende at visdom, forstand, kundskab og indsigt lå til grund for hele universets tilblivelse. Men mennesket har ved at stole på sin egen visdom og blive stolt over sine egne bedrifter mistet evnen til at drage de rette fornuftslutninger, er blevet ligesom det stumme, umælende dyr. Koen på marken betragter jordens og himmelens undere, men den forstår ikke at der er en ophøjet, almægtig, alviis Skaber der dannede og ordnede alle disse herlige ting i skønhed og harmoni. Sådan er den stolte videnskabsmand i denne rumtidsalder blevet. Han ser, men ræsonnerer ikke og fatter ikke. Han bryder sig ikke om at indrømme at der er en Gud han må stå til ansvar og hvis vilje han burde kende og gøre. Han lægger altså ikke de egenskaber for dagen som han finder udtrykt i skaberværket — hans materialistiske visdom viser sig at være upraktisk. Han ænser ikke de ord der er skrevet af en berømt konge som tusinder af år før rumtidsalderen lagde praktisk visdom for dagen:
3 „Jehova selv grundlagde jorden med visdom. Solidt fæstede han himlene med skelneevne. Ved hans kundskab skiltes de brusende vande, og den overskyede himmel vedbliver at lade let regn dryppe ned. Min søn, måtte de [det vil sige, visdom, skelneevne og kundskab som kommer til udtryk i Guds skaberværk] ikke slippe dig af syne. Værn om praktisk visdom og tænkeevne.“ — Ordsp. 3:18-21, NW.
4, 5. (a) Af hvilke grunde rådede kong Salomon os til at passe på sådanne evner? (b) Hvilke forhold gør Salomons råd særligt aktuelle i dag?
4 Men hvorfor skal vi se en sådan visdom, skelneevne og kundskab for vort indre øje og sætte dem i forbindelse med Jehova Gud som Skaberen? Hvorfor værne om den visdom der er praktisk, og hvorfor tage vare på vor tænkeevne ved ikke at lade den ensrette af dominerende, egennyttige mennesker? Kongen der ejede praktisk visdom forklarer videre: „Så bliver de liv for din sjæl og et yndigt smykke til din hals. Da vandrer du trygt din vej, støder ikke imod med din fod; sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din søvn vorde sød; du skal ikke frygte uventet rædsel, uvejret, når det kommer over gudløse; thi HERREN [Jehova] skal være din tillid, han vogter din fod, så den ikke hildes.“ — Ordsp. 3:22-26.
5 Sådanne goder opnået ved praktisk visdom, skelneevne, kundskab og tænkeevne i forbindelse med Jehova Gud er i sandhed tiltrængt i vor tid, hvor man frygter overrumplingsangreb, en byge af død fra atmosfæren, en voldsom død fra verdensrummet eller fra de store haves bund. Foruden sådanne farer som mennesker selv er årsag til, er der den universelle Harmagedonkrig der kommer som et uvejr over alle dem der er onde i Guds øjne. Militærvidenskabsmænd indrømmer åbent at de intet forsvar har i tilfælde af en raketkrig, men de har det langt mindre imod Harmagedon.
6, 7. (a) Hvordan viste en sag rejst af en student fra Columbia universitet, at det er nytteløst at gå til mennesker for at lære praktisk visdom? (b) Hvordan viste højesteretsdommerens kendelse, hvormed sagen blev afvist, at man ikke skal vente at kunne lære visdom på institutioner oprettet af mennesker?
6 Med en så tydelig tilkendegivelse af at vor rumtidsalders videnskabsmænd mangler skelneevne og forstand, kan det ikke hjælpe at se hen til mennesker efter praktisk visdom der kan føre til et liv i sikkerhed, glæde og fred. Følgende illustrerer hvad der her er sagt. En ung mand fra staten New Jersey studerede ved Columbia universitet i New York. Senere lagde han sag an imod universitetet for at få godtgjort sine skolepenge og få erstatning for den tid han havde studeret ved universitetet. Hvorfor? New York World Telegram and Sun meddelte: „Han hævdede at Columbia universitet havde forsinket hans uddannelse ved med urette at påstå at det lærte visdom.“
7 Gerald Foley, dommer ved en højere ret, lod sagen falde den 13. juni 1958. Han udtalte: „Hvis der er noget et almindelig begavet menneske ved, er det at visdom ikke kan læres, om overhovedet defineres.“ Derefter udtalte dommeren sig i stærke vendinger om menneskers manglende evner, da han afsluttede med disse ord: „Intet fornuftigt menneske ville tro på et menneskes eller en institutions påstand om at visdom kan læres, og intet fornuftigt menneske ville ud fra det [i retten fremlagte] materiale få den opfattelse at Columbia ønsker at give indtryk af at kunne eller ville undervise i visdom.“ New York World Telegram and Sun meddelte imidlertid at den tidligere studerende ved Columbia universitetet er utilfreds og siger at „han vil appellere sagen hvori han anklager institutionen for ikke at have lært ham visdom“. — 14. juni 1958.
8, 9. (a) Hvem kunne højesteretsdommeren ikke forventes at henvise til som den eneste kilde til visdom? (b) Hvem fik æren for Salomons visdom, og hvad sagde Salomon om de goder den medførte?
8 Vi har al god grund til at tro at appelretten vil stadfæste dommerens forstandige kendelse, at visdom ikke kan læres på nogen verdslig institution. Sagen var bragt for en ikke-religiøs domstol, og det lå uden for dommerens felt at sige at visdom kun kan komme fra den himmelske kilde, det vil sige fra Jehova Gud, hvis fire største personlige egenskaber er visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Det var i første instans Gud der nedlagde den visdom i mennesket som det besidder; mennesket blev skabt på jorden i Guds, Skaberens, billede og lighed. Mennesket burde derfor lægge mere sund fornuft for dagen end en ko, især da nu i denne „rumtidsalder“. Mennesket burde tilegne sig noget af den forstand og skelneevne som den vise kong Salomon ejede, og som er nedskrevet og bevaret til os i Ordsprogenes bog i Bibelen. Kong Salomon vidste hvor han havde sin visdom fra, og han var ydmyg og taknemmelig nok til at indrømme det. Han skrev i Ordsprogene 2:6-22:
9 „Jehova, han giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og skelneevne. Og til de retskafne vil han omhyggeligt gemme praktisk visdom; for dem der vandrer i uangribelighed er han et skjold, idet han holder øje med dommens stier, og han vil værne sine miskundhedsmænds hele vej. I så fald vil du forstå retfærdighed og dom og retskaffenhed, hele den vej som er god. Når visdom kommer i dit hjerte og kundskaben bliver din sjæl en glæde, skal tænkeevnen holde vagt over dig, skelneevnen beskytte dig, for at udfri dig fra den onde vej, fra det menneske der taler fordærvet, fra dem der forlader retskaffenhedens stier for at vandre ad mørkets veje, fra dem som glæder sig over at gøre det onde, som glæder sig over ondskabens fordærv; dem hvis stier er krogede og som er afveget fra deres almindelige kurs; for at udfri dig fra den fremmede kvinde, fra den udenlandske kvinde som har gjort sine ord indsmigrende, som forlader sin ungdoms fortrolige ven og som har glemt selve sin Guds pagt. . . . Hvad angår de onde, de vil blive bortryddet fra jorden, og de troløse, de vil blive revet bort fra den.“ (NW)
10. Hvoraf fremgår at menneskers visdom er upraktisk, men hvordan har den gudgivne visdom vi bringer i anvendelse vist sig at være praktisk?
10 Den menneskelige visdom i denne „rumtidsalder“ har bevirket at mennesket nu er udsat for større fare end nogen sinde før, selve dets eksistens trues som ingen sinde, og det på trods af al den materielle fremgang. Det er derfor en upraktisk visdom. Det gælder ikke om den visdom Jehova Gud skænker i forening med kundskab, skelneevne og forstand, der hjælper os til at være retskafne og til at vandre i uangribelighed i overensstemmelse med en højere målestok end menneskets, Guds målestok. Tænk engang, at have den almægtige Jehova Gud som vort skjold fordi vi vandrer i uangribelighed! Og tænk på at hvis vi er retskafne gemmer denne Gud noget til os, „praktisk visdom“, eller rettere frugterne af praktisk visdom, det vil sige en vedholdende succes, et virkningsfuldt arbejde, vort arbejdes gode virkninger. På den måde vil vi aldrig lide noget virkeligt tab; vi anvender ikke vore kræfter forkert, eller spilder dem; vi samler os skatte hos Gud. Og de skatte har at gøre med evigheden, for Jehova Gud er evig. „Fra ubestemt tid til ubestemt tid er du, o Gud!“ sagde profeten Moses i sin lovprisning af Ham. (Sl. 90:2, NW) Vi forvisses således om at vor skat er evig, at den vil vare til ubestemt tid ud i fremtiden, lige så længe som Jehova har været Gud i ubestemt tid i fortiden, hvilket vil sige evigt. Visdom der medfører en så vedholdende succes er i sandhed „praktisk visdom“, god og gavnlig visdom. Praktisk visdom indebærer altså mere end blot og bar visdom af den slags mennesker nu sidder inde med.
11. Hvad skrev en anden mand for nitten hundrede år siden til efeserne om visdom?
11 Omkring tusind år efter den vise kong Salomon skrev en anden mand om visdom, en mand hvis værker har en større læserkreds end nogen nulevende skribents. Denne mand, apostelen Paulus, der levede for nitten århundreder siden, skrev i brevet til efeserne, som indeholdes i Bibelen, disse ord til sine medkristne: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, thi han har velsignet os med al åndelig velsignelse i de himmelske egne i samhørighed med Kristus, . . . [hans] elskede. Ved hjælp af ham har vi frigivelsen ved løsepenge betalt med hans blod, ja, tilgivelsen for vore overtrædelser, i overensstemmelse med hans ufortjente godheds rigdom. Denne sørgede han for at vi havde i overflod med al visdom [sophía, græsk] og sund fornuft [phrónesis], idet han gjorde sin viljes hellige hemmelighed kendt for os. Det er ifølge den gode hensigt som han udtænkte hos sig selv.“ — Ef. 1:3-9, NW.
Hans „viljes hellige hemmelighed“
12. Hvordan kan det være at „rumtidsalderens“ videnskabsmænd ikke har erfaret de velsignelser som findes i disse „himmelske egne“?
12 „Rumtidsalderens“ videnskabsmænd har bragt atombomber til eksplosion cirka fem hundrede kilometer ude i verdensrummet, har anbragt menneskeskabte satellitter i baner omkring solen og har sendt radarsignaler til Venus og modtaget dem her på jorden igen. Men de har ikke kunnet trænge ind „i de himmelske egne i samhørighed med Kristus“. Det er derfor de ikke har erfaret „al åndelig velsignelse“ som findes i de himle. Det beviser at det ikke er ved hjælp af materialistisk videnskab vi kan opnå den åndelige velsignelse i de himle. Det kan kun gøres på den måde Gud har forordnet; det kan kun ske gennem hans elskede søn, Jesus Kristus. Den måde Gud har forordnet har at gøre med hans søns blod, det vil sige med at bringe Jesu Kristi fuldkomne menneskeliv som et løskøbende offer for os. Videnskabsmænd som ikke anerkender Guds søns, Jesu Kristi, genløsningsoffer, kan ikke værdsætte Guds ufortjente godhed og kan heller ikke høste gavn af Jesu offer. De kan ikke glæde sig over den velsignelse det er ikke længere at være under fordømmelse på grund af den nedarvede synd. De kan ikke glæde sig over den velsignelse det er at få sine overtrædelser tilgivet af Gud, mod hvem man til stadighed synder. Kun ved den rigdom af ufortjent godhed Gud viser angrende syndere rækker han os en sådan livgivende velsignelse gennem Jesus Kristus.
13. Hvordan skal det forstås at det er „med al visdom og sund fornuft“ at Gud har sørget for at vi har i overflod af ufortjent godhed?
13 Denne ufortjente godhed har Gud vist os troende i overmål „med al visdom og sund fornuft, idet han gjorde sin viljes hellige hemmelighed kendt for os“. Ordene her betyder ikke at han selv har gjort det med al visdom og sund fornuft, men at han har gjort det ved at give os troende „al visdom og sund fornuft“. Med denne udtalelse understreger Paulus at Gud, Jesu Kristi Fader, er kilden til al visdom og sund fornuft, og det mål vi har af disse egenskaber derfor hidrører fra Gud. Foruden visdom fra ham har vi sund fornuft, kløgt og indsigt. Forenet med sund fornuft er en sådan visdom praktisk visdom, for det er en visdom der virker i harmoni med Guds åbenbarede vilje.
14. (a) Hvordan forklarede Paulus at Gud ikke havde åbenbaret sin „visdom i en hellig hemmelighed“ for sine fjender? (b) Hvad viser Jehova os ved at åbenbare sin hellige hemmelighed for os?
14 Trods al den visdom verdslige videnskabsmænd i århundredernes løb har erhvervet sig, har de ikke kunnet udgranske eller afsløre Guds „hellige hemmelighed“, for ikke at tale om livets hemmelighed, hvad liv er, hvordan det frembringes eller opnås. Guds vilje er en hemmelighed som han har holdt hellig indtil hans tid var inde til at åbenbare den, eller en bestemt del af den. Og da hans tid var inde valgte han ikke at åbenbare den for alle og enhver, ven som fjende. Apostelen Paulus siger: „Vi taler Guds visdom i en hellig hemmelighed, den skjulte visdom, som Gud til vor herlighed bestemte forud for tingenes ordninger. Denne visdom kom ingen af herskerne i denne tingenes ordning til at kende, for hvis de havde kendt den ville de ikke have pælfæstet den glorværdige Herre. Men ganske som der står skrevet: ’Øjet har ikke set og øret ikke hørt, ej heller har menneskets hjerte fattet de ting som Gud har beredt dem der elsker ham.’ Thi det er os Gud har åbenbaret dem ved sin ånd, for ånden udgransker alt, selv de dybe ting om Gud.“ (1 Kor. 2:7-10, NW) I tråd hermed sagde kong Salomons fader, David: „Fortroligt samfund har HERREN [Jehova] med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt.“ (Sl. 25:14) Derfor viser Jehova ved at åbenbare sin viljes hellige hemmelighed for os, den rigdom af ufortjent godhed han lader tilflyde os. Hvor begunstigede vi dog er!
15. Hvad er Guds viljes hellige hemmelighed ifølge Paulus’ kortfattede forklaring til efeserne?
15 Hvad er Guds viljes hellige hemmelighed? Det er Guds hensigt at have en bestemt forvaltning af tingene. I overensstemmelse hermed gør han sin søn Jesus Kristus til overhoved for eller den øverste i sin universelle organisation, således at alt i himmelen og på jorden må samles under hans herliggjorte søn som overhoved. Det er den forvaltning Gud opretter for sin universelle organisation ved sin trofaste, ophøjede søn, Jesus Kristus. Det er et teokratisk arrangement, for det er et arrangement Gud har truffet og det er Gud der står i spidsen for det, idet han hersker gennem den Han gjorde til overhoved, sin herliggjorte søn. Hans nu åbenbarede hensigt drejer sig om „en forvaltning ved de fastsatte tiders yderste grænse, nemlig, at samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden. Ja, i ham, i samhørighed med hvem vi også blev valgt til at være arvinger, idet vi blev forudbestemt efter hans forsæt der styrer alt i overensstemmelse med den måde hvorpå hans vilje tilråder“. — Ef. 1:10-12, NW.
16. Hvordan kan vi handle med visdom og sund fornuft nu da vi har kundskab om denne hellige hemmelighed?
16 Når vi nu har denne sikre viden om Guds hensigt og forstår at den kredser om Jesus Kristus, hans søn, kan vi handle med al visdom og sund fornuft. Når vi ved at Gud „styrer alt i overensstemmelse med den måde hvorpå hans vilje tilråder“, kan vi viseligt bevare os selv i harmoni med hans vilje, og undgå at blive skuffet eller nedslået når vore selviske planer og arrangementer gøres til intet fordi de er i modstrid med Guds vilje. Vi vil ikke lade os bedrage til at tro at vi udretter noget, at vi gør noget stort, at vi driver det til noget, hvis vi i virkeligheden ignorerer Gud og ikke handler i overensstemmelse med hans uforanderlige hensigt og den ordning han har truffet for at vi kan få evigt liv og glæde os over at stå under hans teokratiske forvaltning, hvor Jesus Kristus har ledelsen.
17, 18. (a) Hvordan kan vi lægge praktisk visdom for dagen i betragtning af den hellige hemmelighed vedrørende Kristus? (b) Hvilken skabning er nået højest i universet, og hvordan viser Paulus hvem der har den almægtige Guds støtte?
17 Men eftersom vi er blevet oplyst om hvad Guds hellige hemmelighed vedrørende Kristus er, kan vi handle med visdom og sund fornuft som Gud skænker tillige med denne oplysning. Vi kan holde os fra det der ikke er viist, det der ikke er fornuftigt, det der ikke åbenbarer kløgt og indsigt når det sammenlignes med Guds vilje ved Kristus. Vi lægger derfor praktisk visdom for dagen når vi underordner os Jesus Kristus som den Gud har højt ophøjet, og følger ham overensstemmende med hans lære og vejledning. Lad blot videnskabsmændene sende en mand ud i verdensrummet hvis de kan, intet menneske, ingen skabning i himmelen eller på jorden, kan dog nå højere end Guds søn, Jesus Kristus. Intet menneske kan underlægge sig alle nationer og regeringer og bevare sin overordnede stilling for tid og evighed. Det er ikke Guds vilje at det syndige menneske skal kunne det. Ingen anden skabning passer således ind i Guds hellige hemmelighed at den kan være den salvede hersker i Guds rige. Det gør kun Jesus Kristus, og derfor er han den eneste der har den almægtige Guds støtte. Derfor sagde Paulus til de troende:
18 „Jeg nævner jer bestandig i mine bønner, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give jer visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, idet jeres hjertes øjne er blevet oplyst, så I forstår . . . hvor overvældende stor hans magt er mod os troende. Det er med den vældige styrkes indgriben, hvormed han virkede i Kristus da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i de himmelske egne, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og hvert navn der nævnes kan, ikke blot i denne tingenes ordning, men også i den kommende. Alt lagde han under hans fødder og gjorde ham til hoved over alle ting for menigheden, der er hans legeme.“ — Ef. 1:16-23, NW.
19. (a) Hvordan har vi fået nøjagtig kundskab om hvem der sidder inde med og udøver verdensherredømmet? (b) Hvorfor vil hverken verdslige politiske konferencer eller nogen af rumtidsalderens nationer afgøre hvem der skal beherske verden?
19 Det er vidunderligt, betagende, at vide hvem det er den allerhøjeste, almægtige Gud har udnævnt til at sidde inde med og udøve verdensherredømmet! Herom har vi nøjagtig kundskab; og den er ikke blevet meddelt os ad denne verdens diplomatiske kanaler, ej heller er den nået til os fra konferencer afholdt af denne verdens regeringschefer eller udenrigsministre, men er kommet gennem Guds ord og ved Guds ånds oplysende kraft. Herlighedens Fader har indsat Jesus Kristus, vor Herre, i den længe lovede nye verdens rige, til at herske i himmelen og over jorden og alle som får lov til at leve på jorden. Der vil ikke blive taget bestemmelse herom ved en topkonference eller ved et møde i De forenede Nationers sikkerhedsråd eller plenarforsamling. Ej heller vil det afgøres af den nation eller den militære blok af nationer der har det største lager af raketvåben, eller som er nået længst på vejen til at opnå herredømmet over verdensrummet. Det er allerede afgjort for længe siden, for nitten hundrede år siden. Og siden året 1914 har det ofte forudsagte rige, hvis salvede Konge opfylder Guds hellige hemmelighed, udøvet sin magt og sit herredømme i himlene, hvor menneskets rumraketter og satellitter aldrig har mulighed for at nå op.
20. Hvilken anden side af Guds hellige hemmelighed vil blive ført ud i livet uanset hvad politikere vil samles for at vedtage?
20 Der er endnu en side af Guds hellige hemmelighed at betragte, nemlig at der sammen med kongen Jesus Kristus i det himmelske rige skal være en menighed på 144.000 trofaste efterfølgere, udvalgt af Gud blandt mennesker ned gennem den kristne æra. Mægtige politikere kan mødes for at afgøre hvordan herredømmet over jorden skal deles imellem dem, men de kan ikke forhindre at denne side af den hellige hemmelighed føres ud i livet.
21, 22. (a) Hvilket af Daniels syn opfyldtes i 1914? (b) Hvilken anden del af dette syn vedrørende verdensherredømmet vil snart blive opfyldt?
21 Hele det bevismateriale der findes i Bibelen, og alt det der er sket på jorden som en opfyldelse af Bibelens profetier, viser: i året 1914, der var et år som forandrede hele verden, opfyldtes det syn profeten Daniel havde: „Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“
22 Snart vil synets næste del, der drejer sig om menigheden af Jesu Kristi hellige efterfølgere, blive opfyldt: „Den gamle af dage kom og retten blev givet den Højestes hellige og tiden kom, da de hellige tog riget i eje.“ Guds engel forklarede Daniel dette med ordene: „Riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Dan. 7:13, 14, 22, 27.
23. Hvorfor vil nationerne handle med upraktisk visdom når de kæmper imod Guds beslutning og forordning?
23 Lad blot de raketudstyrede, rumforskende nationer kæmpe en varm eller kold krig om verdensherredømmet. Der ville absolut ingen grund være til at kæmpe hvis de blot anerkendte den beslutning Jehova Gud har taget og forstod hvordan han vil handle i den sag. Når de ignorerer Guds beslutning og forordning og ubevidst kæmper derimod, kan de bruge al den militære visdom mennesker i tidens løb har ophobet; de vil dog handle med upraktisk visdom. De vil i sandhed forregne sig i den krig, for de dømmer fejlagtigt Jehova Gud på grundlag af hans jordiske vidners, lammet Jesu Kristi sande efterfølgeres, tilsyneladende svage, forsvarsløse stilling. Derfor står der skrevet om nationerne der mangler praktisk visdom og ikke viser mere forstand end et fornuftløst dyr: „De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ — Åb. 17:12-14.
Det er klogt at være forudseende
24, 25. (a) Hvilken holdning indtager de der ønsker at være på den sejrende side i den universelle strid? (b) Hvilket råd givet af Lammet følger vi?
24 De der ønsker at være på den sejrende side i den universelle kamp om verdensherredømmet, ignorerer ikke ligesom nationerne Guds hellige hemmelighed. De bryder sig ikke om at kæmpe mod Gud og hans lam Jesus Kristus i en krig hvor man forregner sig. I harmoni med „Guds visdom i en hellig hemmelighed, den skjulte visdom“, følger disse mennesker der elsker liv og lykke det råd lammet Jesus Kristus gav da en meget stor skare fulgte ham. Spørgsmålet var: ville de alle følge ham lige til afslutningen? Var de helt klar over hvad det indebar? Vi læser herom:
25 „Medens store skarer fulgtes med ham, vendte han sig og sagde til dem: ’Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Thi hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt? For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige: „Den mand begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.“ Eller hvis en konge vil drage ud for at føre krig mod en anden konge, sætter han sig så ikke først hen og rådslår, om han er i stand til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde? Hvis ikke, sender han udsendinge hen og underhandler om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har. Salt er en god ting; men når saltet selv mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen? Det duer hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud. Den, som har øren at høre med, han høre!“ — Luk. 14:25-35.
26. Hvad ville være praktisk visdom for den der skal bygge et vagttårn eller drage i krig mod en overlegen fjende?
26 For at et vagttårn kan yde virkelig sikkerhed og beskyttelse må det have den nødvendige højde, og der kræves en vis sum penge dersom man skal kunne fuldføre et sådant tårn så det har den fornødne højde. Hvis man ikke ønsker at blive leet ud og være til nar, må man lægge praktisk visdom for dagen og først beregne om man har penge nok til at bygge det påtænkte tårn færdigt. Og det skal gøres før man begynder at bygge, så man ikke spilder tid, materiale, kræfter og penge, og viser at man er uviis. En konge der vil undgå at lide et sørgeligt nederlag eller måske se sig selv og sine hære fuldstændig tilintetgjort, må vise sund fornuft og foretage sine beregninger. Kan han besejre den konge der har en hær som er dobbelt så stor som hans egen og måske tillige bedre udrustet? Eller ville det være sikrere at indlede fredsforhandlinger og ikke risikere en kamp? Hvis det sidste er tilrådeligt ville den svage konge handle med praktisk visdom dersom han begyndte at forhandle om fred.
27. Hvordan blev der lagt verdslig visdom for dagen da Berlinkrisen opstod i 1959, men hvordan handler nationerne ikke med praktisk visdom når det gælder den nært forestående universelle krig?
27 Sagen stiller sig ikke anderledes i denne rumtidsalder. Selv under Berlinkrisen i 1959 indså man det tilrådelige i at forhandle om tingene, i stedet for at risikere en atomkrig med alle dens katastrofale følger for begge de stridende parter. Men hvad så med den nært forestående universelle krig mellem Gud den Almægtige og hele denne onde tingenes ordning? I denne langt alvorligere sag ser nationerne ingen grund til at forhandle, at indlede fredsforhandlinger med den almægtige Gud inden Harmagedonslaget kommer som et overrumplingsangreb. Dog er det helt udelukket at de kan vinde over ham. Hvis alle verdens nationer lige indtil slaget ved Harmagedon begynder, fortsætter med at vende det døve øre til Jehovas advarsler som han udsender gennem sine vidner, vil det betyde udslettelse for alle nationerne. De lægger altså ikke praktisk visdom for dagen.
28. Hvor har åbenbaringens ånd vist os at jordens konger bliver samlet, og hvorfor har vi ikke råd til at handle som de gør?
28 Gud har sørget for at vi har i overflod af miskundhed med al visdom og sund fornuft, og derfor har vi ikke råd til at handle som verdensherskerne gør. Vi må handle med „visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, idet [vort] hjertes øjne er blevet oplyst“. Da vore øjne er oplyst kan vi se hvad den profetiske åbenbaring har sagt om „udtalelser inspireret af dæmoner“ (NW) fremsat af dygtige og besnærende talere: „De går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ (Åb. 16:13, 14, 16) Vi har nøjagtig kundskab om at kongerne samles for at blive ødelagt ved Gud den Almægtiges og hans kongernes Konges hånd. Vi vidner for Jehova har personlig handlet med praktisk visdom og har nægtet at slå følge med dem.
29. Hvordan har vi handlet anderledes end disse konger, og hvordan har vi vist had mod vore kødelige slægtninge som vi holder af?
29 Vi har søgt fred med Gud gennem hans lam Jesus Kristus, ved hvis blod vi er blevet løst fra fordømmelse og har fået tilgivelse for vore overtrædelser mod Gud. Vi har beregnet omkostningerne, regnet ud hvad hele forehavendets gennemførelse vil koste. Besluttede på at betale alle omkostningerne har vi i tillid til at vi med Guds hjælp kan klare dem, sagt farvel til alt hvad der på grund af selviskhed tilhører os og har viet os til Gud for at være hans regerende søns, Jesu Kristi, disciple. Det har betydet at vi har måttet hade eller holde mindre af vore kødelige slægtninge, fader, moder, hustru, børn, brødre og søstre. Selv vort nuværende jordiske liv har vi ikke råd til at have for kært.
30, 31. (a) Hvorfor må vi altid være „jordens salt“? (b) Hvorfor er det ikke praktisk visdom hvis vi giver op når først vi har påtaget os at være disciple?
30 Nu da vi i nogen tid har fulgt Kristus som hans disciple, tør vi ikke blive vaklende i vor beslutsomhed. Vi vover ikke at blive som salt der mister sin kraft og ikke længere duer. Det ville nemlig være ensbetydende med at vi blev ubrugelige, ville give verden anledning til at spotte, og ville være Gud til ingen nytte, i virkeligheden blive Gud til skam; vi ville være som salt der er dårligt og har mistet sin kraft, og som ikke er til andet end at kaste ud og trampe under fode. Ja, det vil betyde tilintetgørelse.
31 Vi må til stadighed være „jordens salt“. (Matt. 5:13) Det er praktisk visdom først at sætte sig ned og regne ud hvad det vil koste at blive og forblive en discipel. Det er upraktisk og uviist at nægte at betale påløbende udgifter og ikke forblive discipel til det sidste, når først man har påtaget sig det. Verdslig visdom får det måske til at se ud som om det er bedst at holde op i tjenesten, men en sådan visdom er ikke praktisk og har intet med sund fornuft at gøre, for den dikterer hvad der fra et selvisk synspunkt har været fordelagtigt i øjeblikket, men som i sidste ende vil bringe skam og undergang. Er vi i besiddelse af praktisk visdom tøver vi aldrig med at betale løbende udgifter indtil alle omkostninger er betalt og disciplens storslåede belønning er vor! Vi må følge Guds lam hvor det end går! — Åb. 14:4.