Jehova — en kærlighedens og tålmodighedens Gud
„Herren [Jehova, NW] nøler ikke med at opfylde forjættelsen . . . men han har tålmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes men at alle skal nå til omvendelse.“ — 2 Pet. 3:9.
1. (a) Hvori ligner Peters andet brev Malakias’ profeti? (b) Hvordan understregede både Jesus og Peter Guds ords pålidelighed?
I SLUTNINGEN af sit andet brev siger apostelen Peter advarende at „i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der . . . siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?’“ Ligesom Malakias nævner Peter nogle utilslørede sandheder angående „den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. I menneskers øjne kunne det se ud som om Jehova nøler med at opfylde sit løfte, men ingen bør drage en forhastet slutning. „Herrens [Jehovas, NW] dag skal komme som en tyv“ og overraske de ugudelige spottere. Interessant nok forbinder Peter det at de „nuværende [symbolske] himle og jorden“ skal forsvinde, med visheden om at Guds løfte bliver opfyldt. Noget lignende gjorde Jesus da han udtalte sin store profeti: „Himmelen og jorden skal forgå; men mine ord skal ingenlunde forgå.“ Vi bør derfor vise den største respekt for Guds ord og dets budskab til vor tid. „Salig den mand, som ikke . . . sidder i spotteres lag, men har lyst til [Jehovas] lov.“ — 2 Pet. 3:3-10; Luk. 21:33; Sl. 1:1, 2.
2. Hvad er Jehovas tilsyneladende nølen et bevis på?
2 Jehovas tilsyneladende nølen er når det kommer til stykket et storslået bevis på hans kærlighed og tålmodighed, for Peter siger om ham at han „ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. Vi bør også „betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje“. (2 Pet. 3:9, 15) Havde det ikke været for Jehovas og Jesu Kristi kærlighed og tålmodighed ville vi ikke i dag have kunnet forkynde opfyldelsen af det der til sidst skete med den fortabte søn. Nogle af dem der hører til den skare som den fortabte søn er et billede på, har allerede erfaret frelsen som følge af Herrens tålmodighed. Er der endnu tid til at andre kan gøre det samme? Kan vi yde hjælp på en eller anden måde? Har vi nogen fornuftig grund til ikke at være glade for og ivrige efter at hjælpe?
3. (a) Hvordan kan man sige at liv er et bevis på Guds kærlighed? (b) Hvordan har tid vist sig at være et bevis på hans tålmodighed? (c) Hvordan er disse to goder blevet brugt og misbrugt?
3 Jehovas kærlighed og tålmodighed hjælper os til at forstå at han — lignelsen om den fortabte søn in mente — har ’skiftet ejendommen’ mellem den skare der har det himmelske håb og den der har det jordiske håb, de to skarer som skildres ved de to sønner. (Luk. 15:12) To ting spiller en rolle her, liv og tid. Livet er en gave fra Gud. Man kan sige at liv er en del af alt det han ejer, og han har tildelt sine sønner hver en del deraf. Livet er et bevis på hans kærlighed. I disse „sidste dage“ har Gud også givet os en tidsperiode som bevis for sin tålmodighed. (2 Tim. 3:1) Hvordan? De trængselens dage der kom over Satans organisation i 1914 kunne med rette have fortsat uden afbrydelse og have kulmineret i slaget ved Harmagedon, der omtales i Bibelen. Men som Jesus sagde: „Dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst.“ (Matt. 24:22) Dette kostelige tidsrum, der begyndte i 1918 og slutter ved Harmagedon, varer altså stadig ved og har varet meget længere end vi engang forventede. I denne periode har medlemmerne af den trofaste rest, der ejer det himmelske håb, med glæde ofret deres liv og deres tid i deres Faders tjeneste, ligesom den ældste søn. Mange af de „andre får“ som omtales i Johannes 10:16 har gjort det samme. Men de som den yngste søn er et billede på har i selviskhed grebet de gudgivne gaver, liv og tid, og omsat dem til midler hvormed de kunne tilfredsstille det faldne køds fordærvede ønsker.
Resultatet af at gå sine egne veje
4. Hvordan og hvorfor har de mennesker som den yngste søn skildrer valgt at følge deres egne veje?
4 Peter siger advarende om dem der bevidst er fjender af Guds folk: „At svire ved højlys dag anser de for en nydelse, . . . de har forladt den lige vej og er faret vild.“ (2 Pet. 2:13, 15) Dette beskriver udmærket den kurs den yngste søn valgte, selv om han ikke på noget tidspunkt blev en bevidst modstander der fortaber ethvert håb om at få gavn af genløsningsbetalingen. De mennesker som han skildrer kaster sig ikke ud i livet i den hensigt at gøre nogen skade. De vil bare „nyde livet“ uden begrænsninger og uden at møde misbilligende blikke. Verden byder på en spændende og tillokkende tilværelse i storbyerne med deres festlige natteliv. Derfor forlader de hjemmet, om ikke bogstaveligt, så på den måde at de afbryder forbindelsen eller fællesskabet enten med Jehova, eller med hans folk. De rejser langt bort til „et fremmed land“. — Luk. 15:13.
5. Hvorfor behøver det at rejse til et „fremmed land“ ikke at være ensbetydende med en lang rejse?
5 Denne rejse til „et fremmed land“ behøver slet ikke at være så bogstaveligt lang. Satans tingenes ordning findes alle vegne omkring os, men dens tilstand og ånd er langt fra Jehova og fremmed for hans ånd. De farisæere som lyttede til Jesu lignelse forstod det sådan at den yngste søn skildrede synderne og skatteopkræverne, der, i deres eget land, var i det fjerne Roms tjeneste. Endnu værre var det at skatteopkræverne ofte snød deres landsmænd; de måtte være fuldstændig gudsforladte og uden håb, mente farisæerne.
6. Hvad kunne der let ske for den som valgte at følge sine egne veje?
6 Da den unge mand først befandt sig i det fremmede land tog det ham ikke lang tid at ’øde sin formue i et udsvævende liv’. Han var en ødeland. De nærmere omstændigheder hører vi ikke, men vi kan forestille os hvad der skete. Den ældste søn sagde senere at hans broder havde „ødslet din [faderens] ejendom bort sammen med skøger“, og ingen modsagde ham. Heri ligger der en direkte advarsel. Skønt de som den yngste søn skildrer ikke er bevidst onde, er de faretruende nær ved at blive det på grund af den nære kontakt med onde mennesker, fordi de hengiver sig til et udsvævende liv og har „forladt den lige vej“. Pas på ikke at misforstå ideen. Ingen enkelt lignelse dækker enhver mulighed. Sig ikke: „Jeg vil nyde livet en tid sammen med mine venner i verden og bagefter være fornuftig.“ Et skub, et skridt for langt mens man er i et sådant selskab, og man kan glide ind i den kategori af mennesker for hvem der ingen vej er tilbage. Tænk endvidere på dette: hvad om Harmagedon kommer inden du har skilt dig ud fra disse mennesker? Så er det for sent at vende om! — Luk. 15:13, 30; 2 Pet. 2:13, 15.
7, 8. (a) Hvad skete der med den unge mand da hungersnøden satte ind? (b) Hvordan kan man sige at kristenheden især siden 1918 er blevet ramt af hunger? (c) Hvordan har dette berørt dem som den fortabte søn skildrer?
7 Vender vi tilbage til lignelsen læser vi dernæst at der blev „en svær hungersnød“, og den unge mand, som havde sat alt til, måtte til sidst tage arbejde som svinevogter. (Luk. 15:14-16) For en jøde, som vi tænker os han var, må det have været nedværdigende og besmittende. Det var jøderne forbudt at spise eller endog røre et svin, dødt eller levende. „Det skal være eder urent.“ (3 Mos. 11:7, 8; 5 Mos. 14:8) Den fortabte søn måtte gå imod sin samvittighed. Han kunne ikke forvente at hans arbejdsgiver, „en af borgerne dér i landet“, skulle bekymre sig om en sølle svinevogters samvittighed. Han måtte jo ikke engang stille sin sult med de tarvelige bønner som svinene åd! „Ingen gav ham noget.“ — Luk. 15:15, 16.
8 Det er ikke svært at se hvad der opfylder denne del af lignelsen. Bibelen taler om en „hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre [Jehovas] ord“. En sådan hunger har ramt kristenheden, især siden 1918. Fra da af passer følgende ord på de religiøse ledere, ligesom de passede på deres kolleger i Israel: „[Jehovas] ord har de vraget, hvad visdom har de?“ Som Jesus sagde til sin tids religiøse ledere: „I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ I dag lider alle indbyggerne i den falske religions verdensimperium af åndelig sult. Herskerne, eller de borgere som sidder i offentlige embeder i Satans verden, kan kun tilbyde deres egne menneskegjorte planer, såsom De forenede Nationers organisation, støttet af de religiøse ledere. De som den fortabte søn skildrer, har vandret ad verdens vej og sluttet op om sådanne planer i håb om dér at kunne hente hjælp og få de nødvendige midler til livets opretholdelse. Men dér er der intet at hente for de åndeligt syge, som får lov at sulte og lide nød i deres ensomhed. Det er den mørke side af billedet. — Amos 8:11; Jer. 8:9; Matt. 15:6; 2 Kor. 4:4.
Den yngste søn går i sig selv
9. (a) Sender Gud noget ondt for at bringe os på bedre tanker? (b) Hvad gjorde at den yngste søn begyndte at tænke i fornuftige baner?
9 Jesus fortæller videre hvad der skete med den yngste søn og siger ganske enkelt: „Han gik i sig selv,“ hvorpå der følger en beskrivelse af hvordan den yngste søn ræsonnerer med sig selv. (Luk. 15:17-19) Kristenhedens præster siger ofte til dem der kommer ud for modstand at det er Gud der sender disse prøvelser for at de skal tage ved lære deraf og komme på bedre tanker. Dermed siger de faktisk at det er Guds skyld at det onde eksisterer, ja de gør ham ansvarlig for det. En sådan lære er ubibelsk og kaster megen forsmædelse over Guds navn. Guds ord siger at „Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen“ med noget ondt. Gud prøver og tugter, men ikke med noget ondt. Skriften fortsætter: „Men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær.“ (Jak. 1:13, 14) Det var netop hvad der hændte den fortabte søn, og så længe han levede et udsvævende liv var der ikke stor sandsynlighed for at han ville komme på bedre tanker. Det der senere gjorde at han begyndte at tænke i fornuftige baner var imidlertid at han genkaldte sig visse oplysninger som lå i hans underbevidsthed. Som med israelitterne, da de blev overgivet til fjenden; de vidste hvor de skulle vende sig hen. Det vidste den unge mand også, som det fremgår af hans overvejelser.
10. Hvad viser den fortabte søns ord i Lukas 15:18, 19 med hensyn til faderens holdning over for ham?
10 Da den unge mand erfarede at der ikke var hungersnød i hans hjemland, sagde han til sig selv: „Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!“ (Luk. 15:18, 19) Hans ord antyder langt mere end blot et ønske om at flygte fra hungersnøden og blive mæt. Først og fremmest indrømmede han over for sig selv at han havde syndet, ikke alene imod sin fader, men imod Gud i himmelen. Hans ord viser også at han kun havde ét mål i tanke, og det var at vende tilbage og leve og tjene under sin fader. Han kendte sin fader og vidste hvad det ville sige at have et hjem. Hvis hans fader havde vendt sig imod ham i vrede og råbt efter ham da han rejste hjemmefra, ville det ikke have stået ham så klart hvad han skulle gøre nu. Han kunne have besluttet sig til at vende tilbage i håb om at finde arbejde et eller andet sted i landet, uden at skulle stå ansigt til ansigt med sin fader. Men en sådan tanke faldt ham ikke ind. Nej, han ville hjem! Der var intet som at komme hjem.
11. Hvordan går det til når de som den fortabte søn er et billede på kommer på bedre tanker?
11 Det samme gælder dem som den unge mand er et billede på. Som følge af deres tidligere kontakt med Jehovas folk og sandhedens budskab har de et grundlag for at komme på bedre tanker. Ganske vist standser de ikke op og tænker over det så længe der ikke er noget som går dem imod. Men de har alligevel dér tilbage i bevidstheden et billede af hvordan det var at være „hjemme“ blandt Guds folk i den teokratiske organisation. Når de erfarer skuffelsen og den usle tomhed i Satans verden, kan de se kontrasten. Som det endvidere antydes i lignelsen hører de stadig nyt om Jehovas indviede tjeneres fortsatte velstand, de hører at disse åndeligt talt har „fuldt op af mad“ og glæder sig over den virksomhed der udfolder sig i et hjem hvor der er rigeligt af alt. (Luk. 15:17) Det er almindelig kendt at Jehovas vidner nyder sådanne goder i overmål.
12. Hvilken rigtig beslutning tager de nu?
12 Når de er ’gået i sig selv’ og har erkendt kontrasten, træffer de den rette beslutning. De indvier sig nu på et sundt grundlag, nemlig kundskab og forståelse. De er rede til at svare med et oprigtigt og dybtfølt ja på de to spørgsmål der stilles til kandidaterne før dåben. Ligesom den unge mand bekender de fuldt og helt deres urene, syndige tilstand, og overgiver sig til den himmelske Fader i en ubetinget indvielse til at gøre hans vilje og tjene ham. Og hvad bliver resultatet? Hvad skete der med den unge mand i lignelsen?
13. Hvad sker der da den fortabte søn vender hjem?
13 Vi kommer nu til den mest rørende del af dramaet. Forestil dig scenen. Den lange rejse tilbage til hjemlandet har været en streng prøve, men den unge mands beslutsomhed og det mål han har for øje hjælper ham. Til sidst, ’da han endnu er langt borte’ får han hjemmet i sigte. Hvad ser han? Han ser sin fader skygge for øjnene mens han spejder i den retning hvorfra han kommer! Åh hvor ofte må hans fader ikke have gjort det! Skønt den unge mand er langt borte genkender faderen ham og løber ud for at møde ham. Fuld af medynk omfavner han ham og kysser ham hjerteligt. Da de kommer ind går sønnen til bekendelse og tilbyder sin tjeneste som daglejer. Men faderen afgør at hans søn først skal klædes standsmæssigt på, han skal iføres den bedste klædning; så bliver alle indbudt til fest. De skal være glade, siger faderen, „thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen“. — Luk. 15:20-24.
14. Hvilket princip understreges, og hvilke tanker kunne hjælpe dem der er faret vild?
14 Her skildrer Jesus yderst magtfuldt det bibelske princip: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ (Mal. 3:7) Hvis de der er faret vild blot ville forestille sig hvilken glæde deres tilbagevenden ville afstedkomme! En følelse af skam får dem sikkert ofte til at tøve. Men hvor megen lykke er der ved at blive i Satans hungerramte verden og sulte? Overhovedet ingen! Hvad kan vi gøre for at hjælpe disse? Ønsker vi at hjælpe dem, eller gør vi os skyldige i den samme misforståelse som den ældste søn i lignelsen?
15. (a) Hvilken indstilling har været fælles for Jehova og den fortabte søns fader? (b) Hvordan har de der var i harmoni med Jehova vist deres forståelse?
15 Vi kan bedst hjælpe dem der er faret vild hvis vi iagttager hvad Jehova har gjort, som vist i lignelsen, og handler i overensstemmelse dermed. I lignelsen beskrev Jesus meget tydeligt hvordan faderens indstilling var og hvordan han handlede. Han ventede ikke på at hans søn skulle komme hjem så han kunne sige: „Nå, hvad har du så at sige til dit forsvar?“ Nej, han imødeså sin søns hjemkomst og havde ivrigt spejdet efter om han skulle komme. Jehova har vist den samme indstilling, for han har for længe siden ladet de mange profetier og lignelser nedskrive i sit ord og dermed forudsagt at de som den fortabte søn er et billede på skulle vende tilbage, og han har også sagt hvilken glæde det ville berede ham og alle i hans familieorganisation. Lige netop da der var behov for det kastede han lys over disse skriftsteder; det skete i 1943.a Forståelsen kom gennem den „tro og kloge træl“, den salvede rest, og var en del af den åndelige mad der skulle gives „i rette tid“. (Matt. 24:45-47, NW) De der var i harmoni med Jehova, eller var hjemme hos ham, var meget taknemmelige for den forståelse de fik. De holdt den ikke for sig selv men forkyndte den vidt og bredt, og genspejlede således deres Faders inderlige interesse for og barmhjertighed mod dem der viser tegn på at komme på bedre tanker.
16. Hvordan kom en jordisk skare lidt efter lidt til syne og hvordan blev den hjulpet frem?
16 Ved en kort oversigt over de fremskridt der således er gjort, lægger vi mærke til at Vagttårnet i 1923 for første gang bragte den rette forklaring af lignelsen om „fårene og bukkene“. Det blev forklaret at „fårene“ var en jordisk skare som blev samlet ind og stillet ved Kongens højre hånd og fik udsigt til evigt liv under hans styre. (Matt. 25:31-46) I 1931 forstod man at denne samme skare var identisk med dem der „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“ i kristenheden. Disse får et ’mærke i panden’ som tegn på at de har kundskab om sandheden og åbent bekender det, hvilket fører til at de bliver bevaret i Harmagedon. (Ezekiels bog, kapitel 9) I 1932 blev denne skare sammenlignet med Jonadab, der med glæde trådte op i kong Jehus vogn da Jehu var på vej til henrettelsen af ba’alsdyrkerne, der skildrer udslettelsen af alle falske gudsdyrkere ved ødelæggelsen af Babylon den Store og i Harmagedon. Det blev fremhævet at vejen stadig var åben for dem der ville slutte sig til tjenesten for kongen Jesus Kristus, den større Jehu, i dennes vognlignende organisation. (2 Kong. 10:15-27) I årene 1933 og 1934 blev et nyt praktisk hjælpemiddel taget i brug til gavn for denne skare. Det var genbesøgsarbejdet, det vil sige at man vendte tilbage til de mennesker der havde vist interesse og gav dem mulighed for at få mere åndelig føde ved et regelmæssigt hjemmebibelstudium. I 1934 blev det klargjort at disse mennesker gjorde ret i at indvi sig og lade sig døbe.
17. Hvad markerer årene 1931 og 1935 for denne skare?
17 Siden 1931 har stadig flere af disse retsindige mennesker taget et afgjort standpunkt sammen med Jehovas salvede vidner og forkyndt sammen med dem. Mange havde, ligesom den fortabte søn, forspildt deres tidligere mulighed for at træde ind i et indviet forhold til Jehova og tjene ham. Året 1935 viser sig imidlertid at have været det mest afgørende år for denne skares fremkomst og tilbagevenden. I det år skete der noget som svarede til den fortabte søns hjemkomst og den storsindede behandling hans fader gav ham da han åbent og offentligt anerkendte en længe savnet søn der var vendt hjem. Han var virkelig kommet, og han var blevet klædt standsmæssigt på så man kunne feste og glæde sig over hans hjemkomst. Hvad skete der i 1935 som svarer til dette?
18, 19. Hvilke begivenheder ved stævnerne i 1935 gjorde billedet færdigt? Hvilket spørgsmål rejses?
18 Vor opmærksomhed samler sig om et konvent der blev afholdt i Washington, D.C., det år i maj måned. Betegnende nok indeholdt The Watchtowers forudgående meddelelser en speciel indbydelse til dem man kaldte jonadab’er.b Ved dette konvent blev det klart vist ud fra Skriften at den „store skare“ som nævnes i Åbenbaringen 7:9 ikke var en sekundær åndelig skare, som man tidligere havde forstået, men den samme jordiske skare som omtales i de andre skriftsteder vi lige har henvist til. De af de tilstedeværende som forstod at de hørte til denne „store skare“ blev anmodet om at rejse sig, og der viste sig at være mange. Der var i sandhed anledning til åndelig fest og glæde. En lignende fremgangsmåde blev fulgt ved andre stævner, med lignende resultater. Den „store skare“ af de „andre får“ var kommet!
19 Men, vil du sige, alt dette skete for tredive år siden. Hvordan er forholdet i dag? Før vi svarer må vi hellere se på den sidste del af Jesu lignelse, den der drejer sig om den ældste søns indstilling og handlemåde da hans broder vendte tilbage.
Ingen rimelig grund til at tage anstød
20. Hvordan reagerede den ældste søn da hans broder vendte tilbage, og hvad gjorde faderen?
20 Den ældste søn var tilfældigvis ikke til stede da hans broder kom hjem. Da han nærmede sig huset spurgte han en tjener om hvorfor der var musik og dans. Da han fik det at vide blev han meget vred og ville ikke gå ind. Hans fader bønfaldt ham om at komme ind og tage del i festen. Men nej! den ældste søn beskyldte sin fader for at være uretfærdig fordi han havde været eftergivende og svag over for den slambert af en ødeland, og desuden havde nægtet at give sin ældste søn hans ret; han havde aldrig fået et kid så han kunne glæde sig med sine venner. I en bedende tone appellerer faderen atter til den ældste søn og sætter ham samtidig i rette: „Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.“ (Luk. 15:25-32) Her ender historien. Døren bliver stående åben så den ældste søn kan komme ind når han har overvejet og er kommet til fornuft.
21. Hvem skildres her ved den ældste søn, og hvorfor?
21 Hvad dette angår skildrer den ældste søn ikke hele resten af den „lille hjord“ som endnu befinder sig på jorden, men kun dem som indtager den samme holdning som den ældste søn. Hvordan kan vi se det? Husk at lige indtil 1931 var opmærksomheden næsten udelukkende samlet om indsamlingen af dem der skulle få det himmelske håb. Man havde nok forstået at der skulle komme en jordisk skare, men ikke at Gud ville handle specielt med den og organisere den på denne side af Harmagedon. Ingen havde tænkt sig at de „andre får“ skulle indsamles og oplæres forud for Harmagedon, og da slet ikke nogen af dem der havde forspildt deres chancer ligesom den fortabte søn. Hertil kom at der var nogen der havde yderliggående synspunkter med hensyn til hvordan Jehova beredte dem til at modtage den himmelske arv. De troede at alt hvad de foretog sig blev overvåget til mindste detalje, og de bestræbte sig for at udvikle en smuk personlighed. Det gjorde dem selvoptagne og alt for betydningsfulde i deres egne øjne. De solede sig i deres egocentriske ydmyghed. De så kun sig selv i billedet, som tilfældet var med den ældste søn.
22. Hvordan har Jehova vist at han anerkender dem der skildres ved den yngste søn, og med hvilket resultat?
22 Var Jehova forpligtet til at holde sin gode vilje tilbage og vente på at disse selvoptagne mennesker fik det rette syn på tingene og viste den rette ånd? Nej, ingenlunde. Han lod fedekalven slagte for dem der skildres ved den yngste søn da tiden var moden til at de skulle anerkendes offentligt. Han iførte dem, åndeligt talt, en smuk klædning, en ring og sandaler som tegn på at han vedkendte sig dem som sine fremtidige jordiske sønner, der nu havde et ståsted i hans organisation og hvis fødder var klædt i de sko der kaldes „villighed til at forkynde fredens evangelium“. (Ef. 6:15) Men de der var som den ældste søn forstod det ikke, og deres spørgsmål om det blev stillet på en udfordrende måde. De nægtede at komme ind i Guds organisations hus og nærede intet ønske om at være med til at modtage en skare mennesker der stjal hele billedet!
23. (a) Hvorfor er den modbilledlige „ældste søns“ synspunkt forkert? (b) Hvilket synspunkt er rigtigt?
23 Deres synspunkt var ganske forkert. Deres egen løn som førstefødte var jo sikret dersom de viste sig trofaste, og der var ikke tale om at de blev tilsidesat af hensyn til den anden skare. Hvis der som følge af Guds kærlighed og tålmodighed blev fundet en jordisk skare som var modtagelig for sandheden, burde vi så ikke — selv om denne skare trådte ind i billedet tidligere end ventet — glæde os sammen med vor himmelske Fader på denne skares vegne? Vi har sandelig ikke råd til at indtage en polemisk og uforsonlig holdning.
24, 25. (a) Hvorfor kan vi sige at døren stadig er åben for dem der hører til denne skare? (b) Hvilke spørgsmål mangler vi endnu svar på?
24 Selv om Jesus sluttede lignelsen med at den ældste søn stod uden for huset, kan vi ikke drage den slutning at ingen som hører til den skare han skildrer nogen sinde vil reagere på Jehovas opfordring. Døren er stadig åben. Husk at det var farisæerne og de skriftkloge der gav anledning til at denne lignelse blev fortalt. Deres overlegne holdning over for synderne og skatteopkræverne var præcis som den den ældste søn viste over for sin broder. Men en hel del af disse religiøse ledere kom senere på andre tanker. Beretningen fortæller at „en stor mængde af præsterne adlød troen“. — Ap. G. 6:7.
25 Gør Jehovas kærlighed og tålmodighed sig stadig gældende? Er der sket nogen udvikling siden 1935 som bevis på dette? Hvordan kan vi tage ved lære af de fejltrin som de to sønner begik, og hvad kan vi lære af at betragte faderens holdning, som Jesus så levende beskrev? Vi er naturligvis stærkt interesseret i hvad der foregår blandt Guds folk i dag, så vi ser frem til en drøftelse af disse spørgsmål i næste artikel.
[Fodnoter]
a The Watchtower, 1. og 15. november 1943 (Vagttaarnet, 1. oktober 1945).
b The Watchtower, 1. og 15. april samt 1. maj 1935, siderne 98, 110, 127, 130.