Forlad uafhængighedens vej

„Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers [Jehova], så vil jeg vende om til eder.“ — Zak. 1:3.

 1. Hvilken form for lydighed ønsker Jehova af sine fornuftbegavede skabninger?

JEHOVA GUD har aldrig tvunget nogen til at tjene ham. Han ønsker villig lydighed af sine fornuftbegavede skabninger, en lydighed der er grundlagt på kærlighed til ham og værdsættelse af det han har gjort for dem. (5 Mos. 30:11-16; 1 Joh. 4:8-10; 5:2, 3) Som Moses sagde til israelitterne på Moabs sletter: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på de dage, du kommer til at bo i det land, [Jehova] svor at ville give dine fædre, Abraham, Isak og Jakob.“ — 5 Mos. 30:19, 20.

 2. Hvordan reagerer englene når mennesker villigt underordner sig Jehova Gud, og hvorfor?

² Længe før mennesket blev skabt frydede millioner af engle sig over at tjene Jehova Gud, og det gør de stadig. (Job 38:4-7; Dan. 7:10; Hebr. 12:22) De føler på samme måde som de fireogtyve ældste som apostelen Johannes så i sit syn: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ (Åb. 4:11) Da de trofaste engle anerkender at lydighed mod Gud er den eneste rette vej og den eneste vej der fører til evige velsignelser, glæder de sig over at se mennesker forlade uafhængighedens vej og villigt underordne sig Skaberen. Kristus Jesus sagde: „Der [bliver] glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.“ — Luk. 15:10.

 3. Hvordan viste Jehova Gud at han ønskede at det utro Israel skulle vende om til ham?

³ Englenes glæde er helt og fuldt i overensstemmelse med det Gud selv føler i denne sag. Gang på gang opfordrede Jehova de ulydige israelitter til at forlade deres onde vej: „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Es. 55:6, 7) „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ (Ez. 33:11) „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ — Mal. 3:7.

 4. Var mulighederne for at forlade en uret adfærd begrænset til fortidens Israel?

⁴ Muligheden for at undgå fuldbyrdelsen af Guds hævn ved at forlade en uret adfærd, var ikke begrænset til Israels folk. Gennem profeten Jeremias sagde Jehova: „Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.“ (Jer. 18:7, 8) I lighed med dette påmindede apostelen Peter de kristne: „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse [en sindsændring, NW].“ — 2 Pet. 3:9.

De selvretfærdiges indstilling

 5. Hvilken indstilling har mennesker ofte haft til dem der har angret deres urette handlemåde?

⁵ Ufuldkomne mennesker har imidlertid ofte undladt at efterligne Jehova og de hellige engle med hensyn til at glæde sig over dem der har forladt uafhængighedens vej og er begyndt at gøre Guds vilje. Mens Kristus Jesus og hans forløber Johannes Døber udførte deres tjeneste, for eksempel, lagde jødedommens selvretfærdige ledere en ubarmhjertig indstilling for dagen. Da toldere og de der havde ry for at være syndere, som for eksempel skøger, angrede deres overtrædelser mod Gud og blev døbt af Johannes Døber, glædede disse religiøse ledere sig ikke og følte sig heller ikke tilskyndet til at tro Johannes. (Matt. 21:32; Luk. 3:12; 7:29, 30) Senere, da Kristus Jesus ydede de foragtede toldere og syndere åndelig hjælp, gav farisæerne og de skriftkloge udtryk for deres mishag. — Luk. 5:27-31.

 6. Hvordan viste Jesus at de skriftkloge og farisæerne havde en forkert indstilling?

⁶ Ved en lejlighed holdt toldere og syndere sig nær til Jesus for at høre hvad han havde at sige. „Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: ’Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’“ Som svar på deres klage fortalte Jesus tre lignelser der hver handlede om noget som var mistet men blev fundet igen, og om den glæde dette resulterede i. (Luk. 15:1-10) I den sidste af disse lignelser var der tre hovedpersoner, en fader og hans to sønner. Faderen er et billede på Jehova Gud, den ældste søn på farisæerne og de skriftkloge, og den yngste på synderne og tolderne. Da synderne, tolderne, farisæerne og de skriftkloge var jøder, var de alle brødre og medlemmer af et folk der stod i et pagtsforhold til Gud. Men jøderne havde ikke holdt Guds lov til fuldkommenhed, og derfor havde de alle, de selvretfærdige farisæere og skriftkloge indbefattet, behov for at angre eller ændre sind og komme i et ret forhold til Gud ved at tage imod Kristus Jesus. (Jævnfør Apostlenes Gerninger 2:38; Romerbrevet 3:9-12.) Jesu lignelse beskrev altså forhold der virkelig eksisterede, og den viste hvad der krævedes for at opnå Guds tilgivelse. Lad os med dette i tanke læse Jesu ord i Lukas-evangeliet, kapitel 15, versene 11 til 32:

 7. Hvad gjorde den yngste søn i Jesu lignelse, og hvordan gik det ham derfor?

⁷ „Der var en mand, som havde to sønner. Den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.’ Så skiftede han ejendommen imellem dem. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv. Men da han havde sat alt til, blev der en svær hungersnød i det land; og han begyndte at lide nød. Så gik han hen og holdt sig til hos en af borgerne dér i landet, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han ønskede at fylde sig med de bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget.

 8. (a) Hvilken beslutning traf den yngste søn da han gik i sig selv? (b) Hvordan modtog hans fader ham?

⁸ Men han gik i sig selv og sagde: ’Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere!’ Og han stod op og gik til sin fader. Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham. Og sønnen sagde til ham: ’Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din søn.’ Men faderen sagde til sine tjenere: ’Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på og sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne; og hent fedekalven og slagt den, og lad os spise og være glade! Thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen.’ Og de begyndte at være glade.

 9. Hvordan reagerede den ældste søn på den velkomst hans yngre broder fik?

⁹ Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Så kaldte han en af karlene til sig og spurgte, hvad der var på færde. Han sagde til ham: ’Din broder er kommen, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.’ Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans fader gik så ud og bad ham. Men han svarede og sagde til sin fader: ’Se, nu har jeg tjent dig så mange år, og jeg har aldrig overtrådt noget af dine bud, og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men da denne din søn kom, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til ham.’ Da sagde faderen til ham: ’Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen.’“

De vildfarnes tilstand

10. På hvilken måde ligner mange i dag den yngste søn i Jesu lignelse?

¹⁰ I vor tid findes der adskillige som har fulgt en handlemåde der på mange måder ligner den den yngste søn fulgte da han forlod sin faders hus.a Nogle har forladt den sande tilbedelse for at undgå en kortvarig spot eller forfølgelse fra venner, slægtninge eller andre. Andre har foretrukket at gøre sig uafhængige af Gud fordi de ønsker at give sig af med det han fordømmer, for eksempel kønslig umoralitet, tyveri eller drukkenskab. (1 Kor. 6:9, 10) Atter andre er holdt op med at studere Bibelen fordi de mener at tjenesten for Jehova vil tage for meget af den tid de ønsker at bruge til fornøjelser, eller at den vil hindre dem i at komme frem i verden. Uanset hvilke grunde der måtte være, viser de der har holdt sig tilbage fra at gøre Guds vilje eller som er holdt op med at gøre den, at der er noget som betyder mere eller er mere værd for dem end det at tjene Skaberen trofast.

11, 12. Hvilken tilstand befinder de der er faret vild sig i?

¹¹ Alle sådanne lider åndelig sult og befinder sig langt borte fra Jehova Gud, som var de i et fjernt land. De er en del af Satans verden og er i trældom under ham, for „hele verden er i den Ondes vold“. (1 Joh. 5:19) I sammenligning med tjenesten for Skaberen giver deres trældom under Satan og hans verden lige så ringe udbytte som den løn en jøde ville få for at vogte svin (der ifølge Moseloven var urene dyr) dengang Jesus udførte sin jordiske tjeneste. De der har valgt at føre et udsvævende liv som ægteskabsbrydere, utugtige, homoseksuelle, tyve og deslige, befinder sig i en fornedret tilstand, en tilstand af åndelig ruin.

¹² Selv om mange af dem der ikke længere kommer sammen med Guds folk måske ikke fører et udsvævende liv, har de ikke desto mindre mistet meget. Da deres tilværelse er blottet for åndelighed er den i mange tilfælde præget af stadig håbløshed. Deres ønske om at komme frem i verden får dem ikke sjældent til at benytte uærlige forretningsmetoder. (Jævnfør Ordsprogene 28:20.) Ofte bruger de så megen tid og energi på at bevare en stilling i verden at deres børn ikke får den nødvendige vejledning og tugt. Som følge heraf må mange til sidst opleve den sorg at se deres børn følge en egenrådig kurs og ødelægge deres liv. Apostelen Paulus giver en udmærket beskrivelse af det der sker med dem der i den grad går op i materielle ting at de ikke har tanke for den sande tilbedelse: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:9, 10.

Hvordan man vender om til Jehova

13. Hvad kan de der erkender at de befinder sig i samme situation som den fortabte søn, gøre for at forbedre deres stilling?

¹³ De der erkender at de befinder sig i samme situation som den fortabte søn, behøver imidlertid ikke at forblive i denne ulykkelige tilstand. De kan ligesom den fortabte søn gøre noget for at vende tilbage til deres Faders hus og til tjenesten for ham. Dette indbefatter at de oprigtigt må ændre sind, opgive deres uafhængige kurs og bede Gud om tilgivelse for deres synd. Det stemmer med profeten Jeremias’ ord om nogle der ikke havde angret deres overtrædelser, og som derfor ikke havde fået Guds tilgivelse men havde erfaret hans ugunstige dom: „Lad os ransage, granske vore veje og vende os til [Jehova], løfte hænder og hjerte til Gud i Himlen; vi syndede og stod imod.“ — Klages. 3:40-42.

14. Hvordan føler nogle måske ved tanken om at skulle vende om til Jehova?

¹⁴ For mange der ikke længere tager del i Jehovas tjeneste kan vejen tilbage synes meget vanskelig. Skamfulde og bange for at der måske ikke vil blive taget kærligt imod dem, gruer de ved tanken om at skulle se dem i øjnene der har fortsat med at tjene Jehova trofast. De der er faret vild har muligvis ikke bedt til Jehova i lang tid, og i betragtning af det de har gjort føler de måske at de ikke er værdige til livet og aldrig vil kunne opnå Guds tilgivelse. Er en sådan frygt berettiget? Slet ikke. Jesu lignelse og de mange historiske eksempler på hvordan Jehova har tilgivet sit folks overtrædelser, viser at hans barmhjertighed udstrækkes til alle der med et helt hjerte vender om til ham.

15. Hvordan viser Manasses tilfælde at Jehova tilgiver gavmildt?

¹⁵ Det fremgår af det der skete med kong Manasse af Juda. Bibelens beretning om hans synder lyder: „Han byggede altre for hele himmelens hær i begge [Jehovas] hus’ forgårde. Han lod sin søn gå igennem ilden, drev trolddom og tog varsler og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i [Jehovas] øjne, og krænkede ham. Desuden udgød Manasse uskyldigt blod i store måder, så han fyldte Jerusalem dermed til randen.“ (2 Kong. 21:5, 6, 16) Da han til sidst sad som fange i Babylon, ændrede han sind og bad til Jehova. Til trods for hans tidligere adfærd „hørte [Jehova] hans bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans kongedømme“. (2 Krøn. 33:11-13) Få har handlet så ondt som kong Manasse, og alligevel blev han, på grund af sin anger eller sindsændring, genstand for Jehovas barmhjertighed.

16. Kan Guds tilgivelse udstrækkes til åndsavlede kristne der har begået en alvorlig overtrædelse?

¹⁶ Flere hundrede år senere begik en åndsavlet kristen i menigheden i Korint i Grækenland kønslig umoralitet med sin faders hustru. Tilstedeværelsen af denne mand der havde begået blodskam, udgjorde en fare for hele menighedens åndelige velfærd, og derfor gav apostelen Paulus besked om at udstøde ham. (1 Kor. 5:1, 7-13) Men manden var ikke for stedse blevet afskåret fra menigheden. Det er øjensynlig ham Paulus senere omtalte på denne måde, efter at han havde ændret sind: „Vedkommende har nok i den straf, han har fået af de fleste, så I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse. Derfor opfordrer jeg jer til at vedtage at vise ham kærlighed.“ (2 Kor. 2:6-8) Den angrende synder forblev en åndsavlet kristen, med håbet om at opnå liv i himmelen.

17. Hvorfor vil det være forkert af nogen at vise samme indstilling som den ældste søn i Jesu lignelse?

¹⁷ Tilfældet med kong Manasse og den unavngivne mand i menigheden i Korint viser at en uret adfærd ikke automatisk ødelægger ens mulighed for igen at opnå et ret forhold til Jehova Gud. En der har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse kan stadig bede til Gud, og hvis han oprigtigt ændrer sind vil hans bønner om tilgivelse blive hørt. (Jævnfør Esajas 1:15-19.) Når Jehova kan være så tilgivende vil ingen der hævder at være hans tjener på nogen måde ønske at genspejle den ubarmhjertige indstilling som den ældste søn i Jesu lignelse lagde for dagen.

Misbrug ikke Guds barmhjertighed

18, 19. Hvorfor er det farligt at misbruge Guds barmhjertighed?

¹⁸ Dette betyder naturligvis ikke at man kan misbruge Guds barmhjertighed og blive ved at handle egenrådigt. Dengang israelitterne på Jeremias’ tid var blevet så forhærdede i deres ondskab at der ikke var nogen mulighed for at de ville ændre sind, sagde Jehova: „Om så Moses og Samuel stod for mit åsyn, ville mit hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette folk bort fra mit åsyn!“ (Jer. 15:1) Da der ikke var noget grundlag for at vise det forhærdede folk barmhjertighed, tillod Jehova — som en fuldbyrdelse af sin dom — at babylonierne lagde Juda og Jerusalem øde. (Klages. 1:3-5) Under denne ødelæggelse lyttede han ikke til bønner om hjælp. Det er grunden til at profeten Jeremias klagede: „[Du] hylled dig i vrede, forfulgte os, dræbte uden skånsel, hylled dig i skyer, så bønnen ej nåede frem.“ — Klages. 3:43, 44.

¹⁹ Den der viser sig at være utro mod Jehova Gud befinder sig i en meget farlig situation, ja han er i dødsfare. Hvis han ikke ændrer sind kan han ikke undgå at blive ramt af Guds ugunstige dom. Til de kristne hebræere blev der sagt: „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige. Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø ’på to eller tre vidners udsagn’; hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd? Vi kender jo ham, som har sagt: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde;’ og fremdeles: ’Herren skal dømme sit folk.’ Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“ — Hebr. 10:26-31.

20. Hvorfor er der ingen grund til at nogen skulle forhærde sig på syndens vej?

²⁰ Der er imidlertid ingen grund til at nogen i den grad skulle låse sig fast i en uret adfærd at vedkommende mister muligheden for nogen sinde at angre. Ligesom Jehova Gud ikke har tvunget nogen til at tjene ham, har han heller aldrig tvunget nogen til at forblive på hans modstanders, Satan Djævelens, side. Jehova har tværtimod gjort det muligt for mennesker at bede ham om tilgivelse på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. Alle der nægter at drage nytte af denne foranstaltning, og som fortsætter med at vandre efter deres egne og ikke efter Skaberens normer, overtræder forsætligt Guds lov. Ved deres handlemåde afslår de at lade goderne af Jesu offer blive anvendt til gavn for dem. De anklages således af deres overtrædelser, idet der ikke findes noget andet offer til soning af synder. De må derfor lide straffen for deres overtrædelser — fuldstændig tilintetgørelse når Guds hævn eksekveres.

21. Hvilke velsignelser venter dem der ændrer sind og vender om til Jehova?

²¹ Men indtil da opfordrer Jehova gennem sit ord indtrængende alle som har forladt ham, til at vende om til ham som deres Gud. Når en tager imod denne indbydelse vil det føre til evige velsignelser for vedkommende — det vil bringe frihed fra trældom under denne verden og dens gud, Satan Djævelen; det vil gøre ende på en åndeligt udhungret tilstand, føre til tilfredshed og lykke, et opbyggende samfund med Jehovas loyale tjenere og et liv fuldt af mening i tjenesten for en kærlig og barmhjertig himmelsk Fader. På jorden vil Jehovas tjenere vise kærlighed til enhver der ændrer sind og vender om til Gud, og i himmelen vil englene glæde sig. Hvis du hører til dem der er faret vild, så tøv ikke med at tage imod Jehovas indbydelse der oprindelig var henvendt til israelitterne: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder.“ — Mal. 3:7.

[Fodnote]