Et byggeri der vil bestå for evigt
MAN hørte en eller anden sige: „Vort byggeri vil bestå for evigt.“ Men hvilken slags byggeri hentydede han mon til — et byggeri der ville bestå for evigt?
For at finde ud af det må vi gå tilbage i tiden til en offentlig bekendtgørelse der blev givet søndag den 30. juli 1978 til omkring 50.000 tilhørere i Düsseldorf i Vesttyskland og til en lige så overrasket skare på næsten 60.000 på det olympiske stadion i München. Jehovas Vidners styrende råd havde besluttet at købe en grund i Forbundsrepublikken Tyskland for på den at opføre et helt nyt afdelingskontor med tilhørende bygninger.
Hvorfor var det nødvendigt?
I slutningen af 1970erne begyndte Vagttårnsselskabet at omstille sin trykkerivirksomhed så den indbefattede computerstyret fotosætning og ombrydning. Det tyske afdelingskontor, som fik instruktioner om at gøre det samme, indså at denne omstilling ville kræve at man købte nyt udstyr og fik større plads.
Der var også en voksende erkendelse af at det ville være nødvendigt med større faciliteter, fordi man måtte regne med en hidtil uhørt vækst i forkyndelsesarbejdet. Jehovas løfter om at ’den mindste ville blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation’, ville ikke forblive uopfyldt. Nej, det var udelukket, for Jehova havde lovet: „Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22, NW.
I 1947 havde Selskabet købt en ejendom i Wiesbaden til dets afdelingskontor, og disse bygninger var flere gange blevet udvidet for at holde trit med efterspørgselen efter bibelsk læsestof. Men det antal sprog som publikationerne skulle trykkes på og det antal forkyndere der skulle forsynes med bøger og blade, blev ved med at vokse. Yderligere udvidelser var atter nødvendige. Man havde imidlertid fuldstændig udtømt alle sådanne muligheder i forbindelse med kontoret i Wiesbaden. Man måtte have et nyt sted. Spørgsmålet var: Hvor?
„Jehova ved allerede hvor det nye Betel skal bygges,“ sagde Martin Pötzinger, et medlem af Jehovas Vidners styrende råd, til medlemmerne af det tyske afdelingskontors udvalg. „Stedet er der allerede, men han vil prøve jeres udholdenhed med hensyn til at lede efter det.“ Så begyndte man at søge — en søgen der, før den var forbi, kom til at omfatte besigtigelsen af 123 grunde i over 70 forskellige kommuner.
Grund nummer 99 blev betragtet med forsigtig begejstring af nogle i afdelingskontorets udvalg. Men da andre var mindre begejstrede fortsatte man med at søge. Netop som man stod i begreb med at vælge en anden grund, blev udvalget tydeligvis ledet af Jehova til på ny at se på grund nummer 99. Denne gang blev de alle overbevist om at dette virkelig var det sted som Jehova havde valgt. Uden tøven traf man foranstaltninger til at købe 65 forskellige grunde som tilsammen udgjorde en stor tomt på 30 hektarer.
Et yderst velegnet sted
Lige fra begyndelsen var Jehovas vidner indstillet på selv at udføre alt tegne- og byggearbejde. Flere hundrede personer skulle bruges til at udgøre kernen i et byggemandskab eller en „byggefamilie“, der ville variere i størrelse, idet andre skulle hjælpe til i kortere perioder — måske i en uge eller to eller måske blot i weekenderne.
De tre boligblokke der allerede lå på grunden, viste sig at blive til stor nytte. De var kun delvis beboede, og de kunne derfor straks benyttes til at huse nogle af byggearbejderne. Yderligere værelser blev til rådighed efterhånden som de oprindelige lejere en efter en fraflyttede de cirka 30 lejligheder.
Grunden viste sig også at være yderst velegnet på andre måder. Den ligger i den lille kommune Selters/Taunus på vestsiden af Taunusbjergene, nær hovedfærdselsårer og store byer, men alligevel i landlige omgivelser. Navnet Selters er almindeligt kendt i Tyskland — og ikke ukendt i andre dele af verden — på grund af det mineralvand der kaldes Seltersvand og som kommer derfra. Nu skulle sandhedens endnu sundere og mere forfriskende åndelige vand udgå fra dette center. Hvilket velegnet sted!
Byggepladsen lå på en bakke med udsigt over Selters. Den har fået navnet „Am Steinfels“, der på dansk betyder „ved klippen“, og bakkens ene side er faktisk en stejl klippeskrænt. Denne kombination af klippe og vand kan minde dem der studerer Bibelen om hvordan Jehova Gud sørgede for sit folk, israelitterne, da de vandrede gennem ørkenen på vej til det forjættede land. I Esajas 48:21 beskrives det der dengang skete, således: „[Jehova] lod dem gå gennem ørk, de tørstede ikke, lod vand vælde frem af klippen til dem, kløvede klippen, så vand strømmed ud.“ Nu ville Jehova drage omsorg for titusinder af oprigtige mennesker ved symbolsk at lade sandhedens vand, i form af bibler og bibeloplysende læsestof, flyde ud fra Selters’ „Steinfels“ for at slukke deres åndelige tørst. Det kunne ikke være mere passende!
Bestå for evigt?
Ingen bygning består for evigt. Det ville derfor være formasteligt at tro at de bygninger som er blevet opført i Selters skulle være en undtagelse. Men ét er sikkert. Disse bygninger har allerede bidraget til og vil fortsat bidrage til en anden form for byggeri hvis virkninger vil bestå for evigt. Du undrer dig måske over hvilken slags byggeri det kan være.
For det første vil de bibelske publikationer som trykkes på dette sted, opbygge troen hos ukendte skarer, idet de vil give dem en nøjagtig kundskab om Guds hensigter. Dette vil igen få dem til at indvi sig til Jehova og forberede sig på evigt liv i hans nye tingenes ordning. Virkningerne af dette åndelige byggearbejde vil bestå for evigt.
Så er der spørgsmålet om at „opbygge“ venskaber. Omkring hvert syvende vidne i Vesttyskland har taget del i selve byggearbejdet i Selters, enten i nogle dage, uger eller måneder, eller i en eller flere weekender. Blandt dem var et vidne på næsten 90 år som kom dertil uden at være indbudt. Da man sagde til ham at han først burde have afleveret en ansøgning og siden ventet på at blive indbudt, svarede han med et glimt i øjet: „I tror da ikke at nogen ville have indbudt mig til at komme og hjælpe til, hvis jeg med min alder havde ansøgt i forvejen, vel?“ Hvilket dyrebart privilegium er det ikke at opbygge venskaber med kristne som har en sådan villig og beslutsom ånd! Nogle af disse venskaber vil uden tvivl vare evigt.
Det dyrebareste venskab som kristne kan opdyrke er naturligvis venskabet med Jehova. Bygningen af det nye afdelingskontor betød talrige muligheder for at uddybe dette venskab og for at følge det råd Jesus gav sine disciple: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Lukas 16:9.
Titusinder af Jehovas vidner — rige og fattige, unge og gamle — bidrog med millioner af D-Mark for at hjælpe med at betale de nye bygninger. Takket være deres gavmildhed kunne hele projektet fuldføres uden at man behøvede at låne penge af verdslige instanser eller at sætte sig i gæld. Den der bruger „den uretfærdige rigdom“ rigtigt kan være sikker på at eje Jehovas og hans søns, Jesu Kristi, venskab og få del i de velsignelser der vil bestå for evigt.
Enhver der på en eller anden måde havde noget at gøre med byggeprojektet fik mulighed for at opbygge og forstærke de gode kristne egenskaber tro, udholdenhed, håb og kærlighed. Og hvor ofte blev de kristne egenskaber langmodighed, barmhjertighed, tilgivelse og selvbeherskelse ikke sat på prøve på grund af ufuldkommenheder, i særdeleshed under den hårde arbejdsbyrde og presset for at blive færdig til tiden! Den praktiske undervisning i kristen livsførelse som de der boede og arbejdede i Selters fik, er en undervisning der vil bære god frugt og som vil bestå for evigt.
Den store dag
Fra det tidspunkt planerne om at bygge var blevet bekendtgjort og indtil indvielsen den 21. april 1984, var der gået 2091 dage med flittig virksomhed. For Jehova er „tusind år som én dag“, så for ham havde det naturligvis ikke været mere end hvad der svarer til otte minutter og fem sekunder for mennesker. (2 Peter 3:8) Og nu, da det meste af byggearbejdet var overstået, følte mange det som om der ikke var gået meget længere tid, nøjagtig som der i Salme 90:4 siges om Jehova: „Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt.“
Indvielsen skulle finde sted en lørdag. Om torsdagen blev der i radioens vejrudsigt sagt: „Det ser ud til at Tyskland skal opleve årets smukkeste weekend.“ Det blev det også: klart vejr og strålende solskin. Men for dem der overværede indvielseshøjtideligheden ville det have været „årets smukkeste weekend“ selv om det havde regnet eller sneet.
Indbydelsen til at overvære indvielsen i Selters var begrænset til medlemmerne af betelfamilien, den nuværende byggefamilie og dem som tidligere havde arbejdet der i længere tid, samt medlemmerne af andre betelfamilier — 24 lande var repræsenteret — og de rejsende tilsynsmænd. En anden kærlig foranstaltning var at der blev sendt indbydelser ud til alle Jehovas vidner i Tyskland som havde været døbt i 60 år eller mere. Hvilken glæde at over 200 af dem var i stand til at komme!
En særlig glæde var det at praktisk talt hele det styrende råd var til stede, og at hvert medlem holdt et kort opmuntrende foredrag. Broder F. W. Franz, Selskabets præsident, holdt indvielsestalen, hvori han gav et tilbageblik over Jehovas Vidners historie i vor tid og viste hvordan det nye Betel ville spille en vigtig rolle i den fremtidige vækst.
I virkeligheden havde ethvert vidne i Tyskland på en eller anden måde bidraget til at byggeprojektet var lykkedes — enten ved direkte arbejde, ved økonomiske bidrag eller ved deres bønner for det. Alle skulle derfor være med på den store dag. Derfor blev der truffet foranstaltninger til at transmittere hele indvielsesprogrammet via telefon til lejede sale i 11 byer over hele landet. I Selters og i disse 11 byer kunne 97.562 således lytte til programmet. Alle fik et eksemplar af en smagfuld og oplysende 16-siders brochure, enten på engelsk eller tysk, med fotografier i firefarvet tryk. Der var ekstra eksemplarer til de forkyndere der ikke kunne være med.
Under programmet blev alle mindet om det enestående privilegium de kristne i dag har i forbindelse med at samarbejde trofast med Jehova. (2 Korinter 6:1, 2) Dette havde været temaet for den stævnedag i 1978 hvor man havde bekendtgjort det nye byggeprojekt. Hvor passende var det da ikke at bruge dette som tema for indvielsesprogrammet, efter at man havde haft det enestående privilegium under Jehovas ledelse og med hans hellige ånds støtte at arbejde trofast sammen på et projekt der var viet lovprisningen af ham! Men dette enestående privilegium i forbindelse med bygningen af det nye afdelingskontor var kun en forsmag på det privilegium Guds folk vil have i fremtiden — at arbejde sammen med Jehova for evigt!
Klokken 17.42 var indvielsesprogrammet forbi — alt for tidligt! Men for nogle var denne weekends særlige teokratiske virksomhed endnu ikke forbi. Om søndagen spredtes medlemmerne af det styrende råd for at tale til tilhørerskarer på tilsammen 14.248 i Jehovas Vidners syv stævnehaller i Vesttyskland der var fyldt til sidste plads. De interessante oplysninger som de inviterede gæster dér fik, blev senere givet videre til deres trosfæller hjemme i deres egen menighed.
Mandag morgen var det atter klart vejr og strålende solskin, som om „årets smukkeste weekend“ ikke ville få ende. Efter disse oplivende dage med særlig virksomhed vendte medlemmerne af betelfamilien i Selters tilbage til deres arbejde i deres nye hjem og nye arbejdsplads på „Steinfels“. En følelse af glæde og tryghed fyldte dem alle.
Det nye Betel („Guds hus“), som ligger dér, højt oppe på sin „Steinfels“, var lige blevet indviet til tjenesten for den Gud om hvem David sagde: „Lovet være [Jehova], min klippe.“ (Salme 144:1) Det var i sandhed blevet bygget på klippen, både bogstaveligt og symbolsk. Derfor vil det bestå — de bogstavelige bygninger så længe det er Jehovas vilje, og det åndelige byggeri som disse bygninger skal fremskynde, for evigt!
[Ramme på side 26]
Kommentarer fra medlemmer af det styrende råd
„Hvad siger vi, når vi betragter dette smukke bygningskompleks? Storslået! Dette enestående bygningskompleks er vitterlig en del af noget storslået som er ved at blive opbygget ud over jorden — i forbindelse med den rene tilbedelse af Jehova Gud.“ — W. L. Barry
„Det nye Betel i Selters er i sandhed en gave fra Jehova. Men hvis Gud ikke havde givet sit folk den store gave Bibelen, ville vi ikke have været her i dag for at indvi dette nye center for bibelsk virksomhed.“ — A. D. Schroeder
„Selv om disse bygninger er fantastiske, kommer de ikke til at forkynde den gode nyhed om Riget. Lad os i den kommende tid fortsætte med at gøre det. Da vil Jehova se til dette sted og de andre bygninger som er indviet til ham, og han vil finde behag i dem.“ — M. G. Henschel
[Kort/illustration på side 22]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Vesttyskland
Selters
[Illustrationer på side 24]
Administrationsbygningen
Rigssalen
[Illustrationer på side 25]
Spisesalen
Betelbiblioteket