Lever du din tro?
DET ER vanskeligere at praktisere kristendom end at forkynde kristendom. Det er lettere at lytte til den end at praktisere den. Af samme årsag formanede Jakob de første kristne: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere.“ (Jak. 1:22) Ikke alle kristne i det første århundrede levede deres tro, selv ikke efter at Jakob havde skrevet dette. For eksempel indeholdt Åbenbaringen, der blev givet til Johannes seksogtredive år senere, denne alvorlige advarsel til de kristne i Sardes: „Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve og er dog død. Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø; thi jeg har ikke fundet dine gerninger fyldestgørende i min Guds øjne.“ — Åb. 3:1, 2.
Som i den første kirke, således også i dag. En kristendom der ikke leves er død, og med den det håb der næres af den som kun er kristen af navn. Ganske som apostelen Paulus forudsagde er der nu mange der har en vis form for gudhengivenhed men viser sig falske når det gælder dens kraft. (2 Tim. 3:1, 5, NW) Deres kristendom tales men leves ikke.
„Men jeg lever min tro,“ siger du. Hvis du med rette kan sige det handler du vel. Den der lever sin kristendom viser sig sand når det gælder Guds ords og hans hellige ånds kraft og indflydelse. Hans liv er fri for kærlighed til penge. Ikke alene holder han sig fri af afgudsdyrkelse, men han viser selvbeherskelse så han ikke forledes til at følge massernes tvivlsomme moral. Den der lever sin kristendom holder sig moralsk ren og viser sig dermed værdig til at deltage i aflæggelsen af det sidste vidnesbyrd om Guds rige. Ved at gøre det bevarer han sig fri for blodskyld. Ved omhyggeligt at vogte sin opførsel i disse henseender har man håb om at komme ind i Guds nye retfærdsverden. Men er det alt hvad der menes med at leve sin tro? Nej, der er noget mere man må huske. Jesus sagde: „Den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ (Luk. 16:10) Lad os se på hvordan vi opfører os når det gælder de forhold der synes uvæsentlige, men som i høj grad er afgørende for om vi virkelig lever vor tro.
Byd fremmede velkommen
En af de måder hvorpå vi kan leve vor tro er at vise at vi elsker de fremmede i vor midte. Jehovas folk er kendt i hele verden for deres fred, enhed og bibelkundskab. Ihukommende at dronningen af Saba besøgte Salomon for selv at se, kommer tusinder af fremmede til den kristne menighed for i venskabelighed at prøve vor kærlighed, visdom og tro. (1 Kong. 10:1) For at kunne afgøre hvem der er fremmede og byde dem velkommen må vi først kende alle vore medkristne i menigheden. Kender du hvert eneste medlem af din menighed ved navn? Bestræber du dig for at lære andre at kende? Hvordan skulle du kunne præsentere de fremmede for din menigheds medlemmer hvis du ikke har gjort dig den ulejlighed at lære dine trosfællers navne? Skulle du have glemt en broders navn bør det ikke afholde dig fra at tale med ham. Du kan for eksempel sige: „Jeg er desværre ikke særlig god til at huske navne, men jeg vil gerne tale med dig. Hvordan går det?“
Når du kender alle dine medkristne i menigheden er du i stand til at give besøgende den rette velkomst. De fremmede bør kunne føle at hele den kristne „familie“ som du er en del af, er ivrig efter at træffe dem, nøjagtig som hvis de kom på besøg i dit private hjem. En gæst der kun bydes velkommen af en eller to i menigheden spekulerer måske på hvorfor de andre ikke interesserer sig for hans nærværelse. Hvis han er fattigt klædt eller tilhører en anden race tror han måske at det er grunden til den kølige modtagelse. Han vil drage den slutning at menighedens medlemmer ikke lever deres tro. Kærlighed fremkalder en lun atmosfære ved de sande kristnes møder og udelukker enhver sammenligning med den kølige reserverthed der præger folk i en ventesal.
Når der kommer en fremmed ind i jeres rigssal kan du for eksempel sige: „Goddag! mit navn er ––; jeg tror ikke vi har hilst på hinanden før. Er det første gang De er her? Vi er glade for at se Dem. Kender De nogen her i menigheden? Må jeg præsentere Dem for ––.“ Denne hjertelige modtagelse, kærlighed i handling, vil tale lige så meget til gæsten som det der siges fra talerstolen. Lev din tro på denne måde. Det vil betyde at de nye der kommer i din menighed vil føle ligesom dronningen af Saba, der sagde til sin vært: „Sandt var, hvad jeg i mit land hørte sige om dig og din visdom! Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt.“ — 1 Kong. 10:6, 7.
Private sammenkomster
Vi må også leve vor tro når vi privat kommer sammen med andre kristne. Ved sådanne lejligheder er det værtens pligt at sørge for at ingen tager sig en „fridag“ fra den kristne opførsel der er i harmoni med visdommen ovenfra og med Guds ånd. (Jak. 3:17; Gal. 5:22-25) Den tone der konverseres i, den mad og de drikkevarer der serveres og den musik og dans der eventuelt underholdes med, bør genspejle de tilstedeværendes kristne sømmelighed, Her er det godt at erindre sig Paulus’ råd: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen; hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ — 1 Kor. 10:31-33.
Lever du din tro lige så omhyggeligt som Paulus levede sin? Om nogen tog anstød og faldt fra troen skyldtes det ikke selvisk ligegyldighed fra Paulus’ side. Ganske vist tillader Guds ord den kristne at spise og drikke med måde, men den modne kristne ved at Gud ikke tillader denne frihed hvis man derved bringer andre til fald. Paulus siger: „Men agt vel på, at jeres frihed ikke skal bringe de skrøbelige til fald! Men når I således synder imod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, så er det Kristus selv, I synder imod.“ „Lad da ikke det gode, I har fået, blive til spot. Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ — 1 Kor. 8:9, 12; Rom. 14:16, 17, 21.
En kristen vært må passe på ikke at forarge eller støde nogen hvis han tænker på at servere alkoholiske drikke. Dersom man ikke kender sin gæsts indstilling bør man, fremfor at byde på en alkoholisk forfriskning, beskytte hans samvittighed og undgå at forarge ham, ved at spørge om hvad han har lyst til at slukke tørsten med. Hvis han gerne vil have vin eller spiritus kan han sige det. Og hvis du ikke vil spørge, kan du simpelthen servere kaffe, te eller en læskedrik. Dersom en kristen ikke vil drikke spiritus, så respekter hans ønske. Og i fald det vil genere ham at du tager en sådan forfriskning, så afstå for hans skyld fra din ret til at gøre det. Derved lever du også din tro.
Bryllupper
At leve sin tro er noget man ikke kan se bort fra når et bryllup skal forberedes. Den vordende brud og brudgom kan afgøre om der skal holdes en reception eller ej. De bør også tage stilling til om der skal serveres spiritus ved bryllupsfesten, idet de tager hensyn til de lokale skikke og til gæsterne. Det kristne par har pligt til at sørge for at receptionen foregår på en kristen måde, uanset hvem der afholder udgifterne. Ikke alene må der holdes nøje kontrol med hvad der serveres at vin og lignende, men alt hvad der arrangeres må genspejle den oprigtighed hvormed parret bekender deres kristne tro. Hvis brylluppet er kristent, hvorfor skulle bryllupsfesten så være mindre kristen? Jeres gæster vil bedømme jeres kristendom efter den atmosfære der hersker ved receptionen. Pas på ikke at give dem det indtryk at I af hjertet stadig er en del af verden.
Man kan ikke forsvare at lade en verdslig ceremonimester overvåge en kristen bryllupsreception og lede underholdningen. Hvis professionelle musikere skal underholde har brudeparret pligt til at meddele dem hvilken musik der må spilles. Usømmelig eller unødigt støjende og løssluppen musik eller dans er bestemt ikke nogen anbefaling for jeres kristne håb og livsførelse.
En kristen bryllupsfest må ligesom selve bryllupsforedraget være et udtryk for den sunde, gudfrygtige måde hvorpå sande kristne nærmer sig ægteskabet. Verdslige bryllupsreceptioner bærer ofte præg af verdens ansvarsløse syn på ægteskabspagten. Mén ikke at jeres bryllupsreception ikke vil få et heldigt forløb medmindre den foregår efter samme mønster som denne verdens støjende fester. Dersom I ikke får større succes i jeres ægteskab end mange verdslige mennesker får i deres, da vil I erfare en bitter skuffelse: Husk derfor at Guds ord siger: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. . . . Og verden forgår og dens lyst.“ — 1 Joh. 2:15-17.
Men hvordan bør I så betragte bryllupsreceptionen hvis I beslutter jer til at holde en sådan fest? Betragt den som en kærkommen lejlighed til at leve jeres tro og til at give jeres ægteskab den rette start. Efter at der er serveret forfriskninger kunne I for eksempel underholde gæsterne med god musik og dans om I vil men der er også andet I kan arrangere til lejligheden. Måske har I lyst til sammen med gæsterne at synge kristne sange til Jehovas pris, eller at lade et blandet kor underholde med flerstemmige sange. Hvis det er muligt kan man arrangere musikalsk underholdning. Det vil også være en god idé at få nogle modne kristne til ganske kort at give udtryk for deres påskønnelse af den guddommelige gave som ægteskabet er og at fortælle hvilken lykke de har erfaret som følge af at de har efterlevet Bibelens principper i deres ægteskab. Kristne der har opdraget deres børn i troen kan opfordres til at fremsætte praktiske råd. Der kan advares mod visse faldgruber, ligesom man kan påpege de kristne hjælpemidler hvormed man kan overvinde de problemer der ofte opstår for ægtefæller i vor tid.
Et program af denne art er et talende vidnesbyrd om at man virkelig lever sin tro. En sådan bryllupsreception kan for både brud og brudgom blive en mindeværdig optakt til deres nye tilværelse som kristen mand og hustru. Den vil virke til opbyggelse for alle som er tilstede. Verdslige slægtninge eller gæster der overværer en sådan fest vil ikke være i tvivl om at de befinder sig blandt sande kristne. Kunne I tænke jer at give gæsterne noget andet indtryk? Så lev jeres tro også i denne henseende.
Når man giver gaver
Når man taler om bryllupper er det nærliggende også at tale om gaver. Med hensyn til at give gaver har Jesus fortalt os hvordan vi skal leve vor tro: „Vogt jer for at øve jeres retfærdighed for menneskene, for at de skal lægge mærke til jer; ellers får I ingen løn hos jeres Fader, som er i Himlene. Derfor, når du giver almisse [eller gave], må du ikke lade blæse i basun foran dig, som hyklerne gør i synagoger og på gader for at æres af mennesker.“ (Matt. 6:1, 2) Det betyder ikke nødvendigvis at du skal være anonym når du giver gaver. Jesus fordømte det at give gaver for at blive set af mennesker. Det er også forkert at give gaver med det motiv at man skal overgå andre eller gøre dem til skamme. (Gal. 5:26) Man kan forsømme at leve sin tro når man giver gaver.
I nogle lande har kvinderne for skik at holde „a shower“ [regnbyge], ved hvilken de lader gaverne „regne“ ned over festens midtpunkt. Måden hvorpå dette foregår er afgørende for om kristne kan deltage eller ej. En af gæsterne kan på alles vegne give udtryk for at alle gaverne er fra „os“, og altså undlade at oplyse fra hvem hver enkelt gave er. (Rom. 15:26) Man kan også, hvis man foretrækker det, vedlægge gaverne et kort som er underskrevet af samtlige gæster. Benytter man denne kristne fremgangsmåde fristes man ikke til at give over evne eller til at prale med jordisk gods. (1 Joh. 2:16) Selv om en fattig enkes gave bliver pakket ud og stillet ved siden af din kostbare procent forledes ingen til at drage en sammenligning der kunne såre et af Herrens fattige får. Selv den fattigste behøver ikke at frygte for at overvære en sådan „shower“.
Pas på det ikke virker som en basun der offentligt forkynder din gavmildhed når du overrækker din gave eller når dit signerede kort læses op. En sådan proklamation ville i virkeligheden fortælle Jehova og mennesker at du havde forsømt at leve din tro. Men det står dig naturligvis frit for til enhver tid at give en gave, for eksempel til et familiemedlem eller en nær ven, og samtidig oplyse at gaven er fra dig, forudsat du giver gaven mens I er alene. — Matt. 6:3, 4.
Det er indlysende at dette at leve vor kristne tro er noget der skal ske alle døgnets timer. Det indebærer mere end at holde sig fri af materialisme, hang til fornøjelser, afgudsdyrkelse og umoralitet. Det omfatter mere end nidkært at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Dersom din tro er levende vil den øve sin indflydelse på alt hvad du foretager dig.
Husk imidlertid at Gud ikke spørger dig om din broder lever sin tro. Spørgsmålet er: lever du din tro? Koncentrer dig om samvittighedsfuldt og under bøn at overvåge din egen opførsel, ikke din broders. Et led i din tro er at opmuntre din medkristne der går på livets vej, ved altid at sætte ham et godt eksempel. Lad din broder se hvilken glæde og hvilke velsignelser der bliver dig til del fordi du virkelig lever din tro. Så, vil han nære ønske om at leve sin. Forstår du hvilken visdom der ligger i dette? Så tænk på Jesu ord: „Når I ved dette, er I salige [lykkelige], om I gør det.“ — Joh. 13:17.