Dommens mønster
„Dette er et bevis på Guds retfærdige dom og vil føre til at I regnes værdige til Guds rige, som I i sandhed lider for.“ — 2 Tess. 1:5, NW.
1. Hvilke modsætninger sås under Johannes Døbers tjeneste?
JOHANNES DØBER begyndte sin tjeneste med at prædike: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Han spildte ikke tiden men begyndte straks at samle disciple om sig som fik del i hans tjenestes velsignelser, og han forberedte dem således til at blive ’regnet værdige til Guds rige’. Samtidig sagde han til de uværdige religiøse ledere at der forestod en domstid, at ’øksen allerede lå ved roden af træerne’, og at den som kom efter ham ’ville samle sin hvede i lade; men avnerne ville han opbrænde med uudslukkelig ild’. — Matt. 3:1, 2, 7-12; 2 Tess. 1:5, NW.
2. Hvad er et mønster, og hvordan påbegyndte Jesus et sådant mønster under sin tjeneste?
2 Den som Johannes hentydede til, var Jesus. Så snart han hørte at Johannes var blevet fængslet, begyndte han at forkynde det samme budskab: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:12, 17) Han begyndte her at knytte eller væve dommens mønster, at danne en harmonisk tegning efter en bestemt plan, for det er hvad et mønster er. Den første tråd, den uhyre vigtige tidsfaktor, markeredes af forkyndelsen af Rigets budskab. Som Jesus sagde i sin indledning til lignelsen om den rige mand og Lazarus: „Loven og Profeterne var indtil Johannes. Fra da af forkyndes Guds rige som en god nyhed.“ — Luk. 16:16, NW.
3. Hvilke to tråde føjede Jesus derefter til, som berettet i Lukas 16:17, 18?
3 Jesus føjede derefter yderligere to tråde til, idet han først sagde: „Det er i sandhed lettere for himmel og jord at forgå, end at den mindste del af et bogstav i Loven skulle forblive uopfyldt.“ Derefter udtalte han: „Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, bedriver hor; og enhver, som gifter sig med en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor.“ (Luk. 16:17 (NW), 18) Det er ikke sandsynligt at Jesu tilhørere så nogen forbindelse mellem disse to udtalelser. Egentlig var det først efter at den kristne menighed havde fået apostelen Paulus’ inspirerede skrifter at situationen blev helt klar. I lyset af disse skrifter kan vi i vor tid undersøge disse to tråde og på den måde få forståelse af det bestemte formål de skulle tjene.
4. Hvordan opfyldte Jesus Loven, hvilke virkeligheder førte det til, og hvad blev følgen?
4 Jesus overholdt ikke alene Loven ved at vise fuldkommen lydighed mod dens bud, han opfyldte den også. Som han engang sagde: „Jeg er ikke kommet for at ødelægge men for at opfylde,“ og indtil den sidste „del af et bogstav“ skulle alt „finde sted“. (Matt. 5:17, 18, NW) Paulus skrev at Loven var „en skygge [eller „et afbillede“] af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus“. (Kol. 2:17; Hebr. 8:5; 10:1) I Jesu liv og død fandt de store virkeligheder sted. En af Lovens vigtigste foranstaltninger var syndofrene, især dem der blev bragt på forsoningsdagen. Imidlertid formåede disse dyreofre „aldrig . . . at borttage synder. Men han [Jesus] har frembåret ét offer for synder“ da han gav sit fuldkomne menneskeliv i døden. (Hebr. 10:11, 12) Hans død gav stødet til vældige forandringer, der skulle blive til stor gavn for dem der troede på den, og de første var de jødiske medlemmer af „Lazarus“-skaren. Efter at den gamle lovpagt havde opfyldt sit formål blev den, som Paulus siger, borttaget og naglet til den marterpæl som Jesus blev pælfæstet på. (Kol. 2:14) Men hvilken forbindelse havde dette med den næste tråd i mønsteret, med Jesu bemærkning om skilsmisse og hor?
5. Hvilket billede brugte Paulus for at vise at nogle var „løst“ fra Loven?
5 Efter at have frembåret sig selv som „et lydefrit offer for Gud“ blev Jesus gjort til „mellemmand for en ny pagt“. (Hebr. 9:14, 15) Paulus forklarer at jøderne forud herfor havde været bundet under deres lovpagt på samme måde som „en gift kvinde . . . ved loven [er] bundet til sin mand, så længe han lever; . . . men når manden dør, er hun fri fra den lov, så hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands. Så er da også I, mine brødre, ved Kristi legeme døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud“. Paulus talte til sine brødre i „Lazarus“-skaren, og det var kun dem der var „løst fra loven“. — Rom. 7:1-6.
6. Hvilken rettesnor gav Jesus vedrørende skilsmisse, og hvordan berørte dette farisæerne?
6 I modsætning hertil var Jesu ord om skilsmisse og hor først og fremmest henvendt til farisæerne, medlemmer af „den rige mands“ skare. De var ikke løst fra Loven. Ganske vist indeholdt Loven en forordning om skilsmisse, hvorved en mand kunne have mere end én levende hustru, men Jesus gik tilbage til det oprindelige forbillede som Gud havde fastsat for alle der vil opnå Guds gunst i, eller under, den nye pagt. Der fandtes ingen skilsmisseordning for Adam og Eva. Hvis en kristen lod sig skille fra sin ægtefælle på andet grundlag end utroskab i kønslig henseende og derefter giftede sig mens den fraskilte ægtefælle endnu levede, gjorde vedkommende sig derfor skyldig i hor. Jesu bemærkninger til farisæerne, der stolede på overleveringerne og den endnu uskrevne Talmuds lære, irriterede dem derfor blot. Det var en del af deres pine. — 5 Mos. 24:1-4; Matt. 19:3-9.
7. Hvordan forudså Jesus de gavnlige virkninger af sin død?
7 Vi ser således dommens mønster tage form. Husk imidlertid på at de forandringer der blev sikret ved Jesu død, begyndte at vise sig allerede før hans død. Både Johannes Døbers og Jesu budskab og arbejde var grundlagt på den stærke tro på at Jesus med sikkerhed ville opfylde alt hvad der var forudsagt og forud skildret i Loven og Profeterne. Et vidnesbyrd herom har vi da Jesus indstiftede mindet om sin død aftenen før han blev pælfæstet. Han rakte da bægeret til sine disciple med ordene: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod der skal udgydes til gavn for jer . . . og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ — Luk. 22:20, 29, NW.
8. Hvad udvirkede Jesu forkyndelse af budskabet om Riget?
8 Nej, disse forandringer behøvede ikke at vente. Forkyndelsen af den gode nyhed om Riget begyndte at udvirke en fuldstændig omvæltning for begge de skarer som vi i øjeblikket er ved at betragte nærmere. Fra da af døde begge skarer fra deres tidligere situation og erfaringer — i Jesu lignelse vist ved Lazarus’ og den rige mands død. Da Jesus døde og dermed opfyldte Moseloven, døde „Lazarus“-skaren fra denne lov; og den følgende pinse fik den ved den hellige ånds udgydelse bekræftelse på at den befandt sig i den større Abrahams skød. Vi vil nu med interesse følge hvad der dernæst skete, som beskrevet af Jesus, og hvad det betød.
Abraham — den betydningsfulde person
9, 10. (a) Hvilken betydningsfuld person bragte Jesus ind i sin lignelse? (b) Hvordan betragtede farisæerne deres forhold til Abraham? (c) Hvor havde de ret, og hvor uret, i deres slutninger?
9 Forestil dig scenen. I pine i hades løfter den rige mand øjnene, og hvad ser han? Jo, langt borte ser han den tidligere tigger som nu indtager pladsen i Abrahams skød, det vil sige den begunstigede stilling op mod Abrahams bryst. Billedet er hentet fra den situation hvor to ligger til bords sammen, den ene op mod den andens bryst, på samme løjbænk. (Luk. 16:23; se også Johannes 13:23, NW) Det har stor betydning at Abraham tages med ind i billedet. Det er den vigtigste tråd i hele dommens mønster. Hvem er han et billede på? Husk at Jesus talte direkte til farisæerne. De regnede med at de som de religiøse ledere var de eneste der var berettigede til at indtage stillingen op mod Abrahams bryst. I deres øjne kunne det jævne folk overhovedet ikke komme i betragtning. Disse religiøse ledere havde ved et tidligere sammenstød med Jesus sagt: „Vi er Abrahams slægt,“ og: „Vor fader er Abraham,“ og videre igen: „Kun én fader har vi, det er Gud.“ — Joh. 8:33, 39, 41.
10 Det fremgår heraf at farisæerne betragtede Abraham som et billede på Gud. Heri havde de ret. De havde imidlertid uret når de hævdede at de var Abrahams eller Guds børn. I Guds øjne bestemmes dette slægtskab ikke på grundlag af kødelig afstamning, men på grundlag af indstilling og gerninger. Som Jesus sagde til dem ved samme lejlighed: „Hvis I er Abrahams børn, gør så Abrahams gerninger,“ og videre: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd.“ — Joh. 8:39, 44.
11. Hvorfor var det nødvendigt at have tro for at kunne anerkende Jesus som Messias?
11 Dette forklarer hvorfor Jesus skildrede den tidligere rige mand som fjernet langt fra Abraham. Men vi spekulerer måske på hvorfor det om Lazarus siges at han straks efter sin død blev båret hen i Abrahams skød. (Luk. 16:22) Her må vægten lægges på tro. Jesus kom ikke som konge, som ventet, men „i syndigt køds skikkelse“, „som et lam, der føres hen at slagtes“. (Rom. 8:3; Es. 53:7) Det krævede sand tro at tage imod ham som Messias. Nogle udviste denne tro, ikke de hovmodige, men de ydmyge. I tro gik de ud, ligesom Abraham da han „drog ud [fra sit eget land], skønt han ikke vidste, hvor han kom hen“. (Hebr. 11:8) De blev Jesu disciple, og senere, på Pinsedagen da de modtog den hellige ånd, blev de kristne. Om dem skrev Paulus: „Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. . . . Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.“ — Rom. 8:14-16.
12. Hvilken yderligere velsignelse opnåede de der var af tro?
12 Om disse sagde Paulus også: „De, som er af tro, de er Abrahams børn . . . [og] velsignes . . . sammen med den troende Abraham.“ Hvordan det? Abraham fik jo det storslåede løfte om at i hans sæd skulle „alle folkeslagene velsignes“. Denne sæd er først og fremmest Kristus Jesus. Men som følge af Guds ufortjente godheds rigdom har andre fået det privilegium at blive en del af denne sæd sammen med Kristus. Som Paulus videre sagde: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. . . . Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ — Gal. 3:7-9, 16, 26-29; 1 Mos. 22:18.
13. (a) Hvem bestod „Lazarus“-skaren af i første instans? (b) Hvordan fungerede Johannes og Jesus som engle over for disse?
13 Altså ser vi at medlemmerne af den kristne menighed, som ledes af Guds ånd, er Guds børn. De omtales også som Abrahams børn fordi de har en tro som hans og fordi de sammen med Kristus Jesus udgør Abrahams sæd, det redskab hvormed Gud vil opfylde sin hensigt i forbindelse med sit rige. De udgør „Lazarus“-skaren, der tog sin begyndelse med de jøder der var sig deres åndelige behov bevidst og som viste tro da de hørte Guds sendebud, Johannes Døber og Jesus. Ja, i virkeligheden optrådte Johannes og Jesus som engle, som sendebud, da de bragte disse jøder ind under de storslåede velsignelser der er forbundet med Guds edsvorne løfte til Abraham og hans sæd. Det er derfor ikke mærkeligt at Lazarus i Jesu lignelse straks „blev båret af englene hen i Abrahams skød“. — Luk. 16:22.
14. Hvordan blev det givet til kende at mange ikke-jøder ville opnå Guds gunst?
14 Selv om „Lazarus“-skaren til at begynde med kun omfattede troende jøder, fortsatte det ikke på den måde. Jesus sagde engang til en hedensk høvedsmand der lagde en usædvanlig tro for dagen: „Jeg siger eder: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ (Matt. 8:5-12) Hermed gav Jesus til kende at mange ikke-jøder, som hidtil havde været fremmede for Gud og befundet sig i en tiggerlignende tilstand, ville komme fra alle jordens egne og opnå en højt begunstiget plads. Som Paulus sagde: „Da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: ’I dig skal alle folkeslagene velsignes.’“ (Gal. 3:8) Men de der mente at de som Abrahams naturlige børn ubestridt havde ret til alle nøglestillingerne i Guds rige, ville finde sig selv forkastede og i pine.
15. Hvilket smukt billede tegnede Jesus af Teokratiet med udtalelsen i Mattæus 8:11?
15 Billedet af Isak og Jakob sammen med Abraham illustrerer smukt Riget, Teokratiet, når det er fuldt oprettet. Abraham, faderen til alle dem som er af tro, er et billede på den himmelske Fader, Jehova, den virkelige kilde til alle de velsignelser som folkene skal opnå. Abrahams søn Isak er et billede på Guds søn, Jesus Kristus. Da Abraham bragte sin søn Isak som et offer på Morija bjerg, eller stod i begreb med at gøre det, var det således et billede på hvordan Jehova ville bringe sin enbårne søn som et virkeligt offer. Isaks søn Jakob er et billede på den kristne menighed. Ligesom Jakob fik liv fra Abraham gennem Isak, således får den kristne menighed åndeligt liv fra Jehova gennem Jesus Kristus. Denne menighed begyndte med en rest af trofaste jøder, men omkring tre og et halvt år efter Pinsedagen blev den gode nyhed om Riget for første gang forkyndt for hedningerne, begyndende med Kornelius. Siden da er folk fra alle folkeslag strømmet til fra alle jordens egne, og de har gjort tallet fuldt. Alle disse udgør „Lazarus“-skaren.
Guds dom en „dyb afgrund“
16. Hvordan åbenbarede den rige mands anmodninger hans egentlige hensigt i forbindelse med Lazarus, og hvilken indstilling røbede de?
16 Vender vi nu vor opmærksomhed mod den sidste del af Jesu lignelse, som består af samtalen mellem den rige mand og Abraham, finder vi flere vidnesbyrd om Guds dom. Læg mærke til de to anmodninger som den rige mand fremsætter. Først beder han om at Lazarus må blive sendt hen for at køle hans tunge med en dråbe vand. Da det ikke kan lade sig gøre, beder han om at Lazarus må blive sendt hen for at advare hans fem brødre om dette pinested. (Luk. 16:24-28) Begge anmodninger tager sigte på at få Lazarus væk fra Abrahams skød og holde ham borte derfra. Hvorfor bad han ikke om at englene måtte blive sendt ud i denne barmhjertige mission, i betragtning af hvor hurtigt de handlede da de bar Lazarus til Abraham? Nej, det skal nødvendigvis være Lazarus. Det er ham der skal agere sendebud. Ud fra Jesu skildring af den rige mand kan vi forestille os at hvis Lazarus virkelig var kommet til ham og havde stukket sin finger i hans mund for at køle hans tunge med en dråbe vand, ville den rige mand have grebet fat i hans finger og holdt ham der! Vi ved med sikkerhed at de skriftkloge og farisæerne, sådan som Jesus sagde, gjorde sig alle anstrengelser for at vinde „en eneste proselyt“, og så snart han var blevet det, gjorde de ham til „et emne for Gehenna“ (NW), dobbelt så slemt som de selv. — Matt. 23:15.
17. Hvordan og hvorfor prøvede de religiøse ledere at opnå en lindring ved hjælp af „Lazarus“-skaren?
17 Hvor latterligt at tro at dette skal forstås bogstaveligt, men hvor træffende et billede, når man kender de skarer Jesus havde i tanke! Vi spørger derfor: Hvordan søgte de religiøse ledere at opnå en lindring ved hjælp af „Lazarus“-skaren — om end kun med en dråbe vand? Disse mænd ville ikke have været i en sådan pine hvis de foragtede disciple af Jesus blot havde fulgt ham og havde forholdt sig tavse. Men nu blev de oplært og sendt ud, først de tolv og siden de halvfjerds. Nu var det dem og ikke de ledende der var Abrahams sæd og overbragte folket velsignelser fra himmelen idet de helbredte syge og prædikede Guds rige. (Luk. 9:1, 2; 10:1, 9) Pinsedagen kom, og omkring 120 blev ved den hellige ånd i stand til at tale i tunger, og før dagen var forbi var yderligere 3000 blevet føjet til. Og hvilken frimodighed de havde! Både offentligt og over for sanhedrinet gjorde apostelen Peter og andre, som for eksempel Stefanus, uden tøven opmærksom på det ansvar og den blodskyld der hvilede på disse religiøse ledere. (Ap. G. 2:23; 3:14, 17; 4:10; 5:30; 7:52) Som Abrahams naturlige efterkommere råbte „den rige mand“ billedligt talt: „Fader Abraham! forbarm dig over mig“ og lad i stedet for denne „Lazarus“-skare tale til gunst for os, bare med et enkelt ord! Hvordan svarede Abraham?
18. Hvordan skildrede Abrahams svar begge sider af dommens mønster?
18 Abrahams første ord fastslog blot kendsgerningerne: „Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her, men du pines.“ (Luk. 16:25) Ingen ord blev spildt på den rige mand. Hvorfor ikke? Fordi Jesus vidste om sig selv at han optrådte som Guds tjener i en inspektionstid. Han var den virkelige Abrahams sæd, og enhver der nedkaldte ondt over denne sæd, blev forbandet af Gud. (1 Mos. 12:3) Som skare betragtet havde „den rige mand“ haft sin tid. Han havde til fulde haft ’sit gode’, hvoraf han så let havde kunnet dele ud til dem der var i nød. Men denne skare viste at den ikke på nogen måde havde til hensigt at gøre dette, og nu sås Guds ugunstige dom over den tydeligt. Guds gunstige dom over „Lazarus“-skaren sås lige så tydeligt. Dette var dommens mønster. Det kunne sammenlignes med en figur, hvor den ene side balancerer med og danner en modvægt til den anden. En kraftig lige streg er tegnet ned gennem midten til yderligere understregning, og det er her den ’dybe afgrund’ kommer ind i billedet. Læg mærke til hvad Abraham derefter siger til den rige mand.
19. Hvad bevirkede den ’dybe afgrund’, og hvilken betydning havde den?
19 „Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os.“ (Luk. 16:26) Ingen fraternisering! „Lazarus“-skaren kunne ikke gå på kompromis og tale fred til „den rige mands“ skare. Jesus forstod at dette var en vigtig tråd i dommens mønster, og at Guds „domme [er] som det store dyb“. (Sl. 36:7) Læg mærke til at det kun var for skarernes vedkommende at dommen var endelig. Ingen af disse skarer, eller nogen skarer som ville støtte dem, kunne gå over på den anden side, men enkeltpersoner kunne gøre det, og gjorde det også mens de levede. Apostelen Paulus er et kendt eksempel herpå. Under sin tidligere færd i jødedommen forfulgte han bittert „Lazarus“-skaren. (Gal. 1:13-17) Johannes Døber kaldte farisæerne og saddukæerne for „øgleunger“ og sagde: „Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig.“ Det var der nogle af dem der senere gjorde. — Matt. 3:7, 8; Ap. G. 6:7.
20. Hvilken yderligere anmodning fremsatte den rige mand, og hvad svarede dette til på Jesu tid?
20 Da Jesus kendte „den rige mands“ indstilling føjede han et yderligere argument til sin lignelse, tilskyndet dertil af den rige mand selv. I et forsøg på at ignorere eller komme uden om afgrunden bad den rige mand: „Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham [Lazarus] til min faders hus — thi jeg har fem brødre — for at han kan vidne [aflægge et grundigt vidnesbyrd, NW] for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested.“ (Luk. 16:27, 28) Læg mærke til at samtidig med at han kalder Abraham „fader“, taler han om en anden fader som han er nærmere beslægtet med og i hvis hus han har fem brødre. Jesus kendte til jødedommens religiøse hus, der var bygget på menneskers overleveringer. De religiøse ledere hørte til dette hus, som tilskyndede til bitter forfølgelse, ja endog til mord. Dets fader var Djævelen, der var „en morder“. (Joh. 8:44) De fem brødre (med den rige mand seks i alt, et symbol på Djævelens organisation) var et billede på alle dem der beundrede og understøttede de religiøse ledere og lagde den samme ånd som de for dagen. De religiøse ledere prøvede at undgå at blive afsløret, ikke blot i deres egne øjne men også i deres tilhængeres. Hvis disse, deres brødre, også billedligt talt døde og havnede det samme sted som de, ville det kun gøre pinen værre for dem. Derfor ville de religiøse ledere gerne have „Lazarus“-skaren til at forlade sin plads i Guds gunst og aflægge „et grundigt vidnesbyrd“, ikke om domsbudskabet, men om at alt var som det havde været før deres besøgelsestid, da hverken de religiøse ledere eller deres tilhængere blev udsat for pine.
21. Hvilken betydning lå der i Abrahams svar?
21 Kunne det lade sig gøre? Hvad svarede Abraham? „Men Abraham svarer: ’De har Moses og profeterne, dem kan de høre!’“ (Luk. 16:29) Intet andet og intet mindre end Guds sandhedsord! Det var udelukkende med Guds ord som autoritet at Jesus talte til folket og dets ledere. Også det domsbudskab der da skulle forkyndes, var hentet fra Guds ord. „Lazarus“-skaren talte med den samme autoritet som grundlag. For eksempel var Peters stærke og gribende budskab på Pinsedagen udelukkende baseret på citater fra De hebraiske Skrifter, fra Moses (Loven), Profeterne og Salmerne. Den kendsgerning at tre tusind øjeblikkelig reagerede og blev døbt, var et bevis på at De hebraiske Skrifter i sig selv var tilstrækkelige til at tjene som advarsel og vejledning for dem der var villige til at lytte, blandt hvilke der var mange som tidligere havde været ivrige inden for jødedommen. — Ap. G. 2:41.
22. (a) Hvad gik den rige mands sidste anmodning ud på? (b) Hvad lå der bag denne anmodning, og hvad svarede Jesus på kravet om at få et tegn?
22 Men den rige mand var ikke færdig. Idet han nu viste sin sande natur og gik direkte imod Abraham sagde han: „Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.“ (Luk. 16:30) Med andre ord, han krævede et tegn der overgik alt andet, en opstandelse fra de døde! Det var alt hvad der var nødvendigt. Så ville det ikke være nødvendigt at forkynde ud fra Skrifterne eller at afsløre jødedommens overleveringer. Mere end én gang bad farisæerne og andre Jesus om at „vise dem et tegn fra Himmelen“. Han svarede: „En ond og utro slægt kræver tegn; men der skal ikke gives den andet tegn end Jonas’ tegn.“ Jonas var et tilstrækkeligt tegn for ninevitterne som „omvendte sig ved Jonas’ prædiken“, men, som Jesus sagde, „her er mere end Jonas“. (Matt. 16:1-4; 12:38-41) Jesus prædikede med langt større myndighed og understøttende vidnesbyrd end Jonas nogen sinde havde gjort. Men resultatet var, som Jesus sagde: „Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro.“ — Joh. 4:48.
23. Hvordan var Abrahams sidste ord på deres plads og i overensstemmelse med kendsgerningerne?
23 I overensstemmelse hermed svarede Abraham den rige mand: „Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.“ (Luk. 16:31) Det var de sidste dommens ord til den skare som den rige mand og hans brødre var et billede på. Hvis de ikke ville høre, ville de heller ikke se. Hvis de vendte det døve øre til Guds budskab i Skrifterne, ville de også være blinde over for Guds sendebud, hvad enten det var Jesus eller „Lazarus“-skaren. Som Jesus sagde til dem: „I ransager skrifterne . . . som vidner om mig,“ og han tilføjede: „Hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?“ — Joh. 5:39, 46, 47.
24. Hvilken advarsel og opmuntring ligger der i de sidste ord i denne lignelse?
24 Jesu lignelse endte med en skarp dom, så tydeligt afmærket som den ’dybe afgrund’. Den åbenbarede hvordan Guds retskendelse var, både for og imod. Den var imod alle dem der hørte „tungt“ eller „vrangvilligt“ (NW), og som ’lukkede øjnene for at de ikke skulle se . . . og fatte med hjertet og omvende sig’. (Matt. 13:15) Men Gud være lovet! Det sidste ord var helt i „Lazarus“-skarens favør. Den ville aldrig have nogen grund til at forlade sin begunstigede plads med alle dens trøstende foranstaltninger og muligheden for at sidde til bords ved Jehovas gæstebud.
25. Hvilke spørgsmål rejser dette vedrørende vor tid?
25 Kan vi drage nogen paralleller til dette dommens mønster i dag? Kan vi i hovedtrækkene overføre det til vor tid? Indeholder Jesu lignelse et budskab til os? Kan vi se to skarer stillet over for hinanden i dag, og har vi set en stor forandring finde sted med dem, hvorunder de har byttet roller? Og — i bekræftende fald — hjælper det os som enkeltpersoner til at se hvad vi skal gøre for at finde de sande rigdomme under Guds gunstige dom?