„Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst“
HAR DU nogen sinde set en blind mand som ikke var klar over at han var blind? Eller har du nogen sinde mødt et menneske der var så hårdt ramt af lammelse at det ikke kunne spise ved egen hjælp og som dog ikke vidste at det fejlede noget? Nej, vel! Men ved du at det er muligt for et menneske at være ligeså blind og hjælpeløs i religiøs eller åndelig henseende, det vil sige i forholdet til Skaberen, himmelen og jordens Gud, og dog være fuldstændig uvidende om det?
Ja, i dag findes der mennesker der har det sådan, og den slags mennesker fandtes også i bibelsk tid. Guds søn, Jesus Kristus, sagde for eksempel at de religiøse ledere på hans tid var blinde vejledere for blinde og at begge parter ville falde i grøften; og det uagtet de selv sagde til ham: „Er vi måske også blinde?“ I Åbenbaringsbogen ser vi at der til den kristne menighed i Laodikea blandt andet siges: „Du siger: ’Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget’, og [véd ikke], at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ — Matt. 15:14; Joh. 9:40; Åb. 3:17.
Sådanne forhærdede syndere er afgjort ikke indbefattet i dem de indledende ord i Jesu bjergprædiken omtaler: „Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres,“ eller som en mere moderne oversættelse siger: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst, for himlenes rige tilhører dem.“ (NW) Det kan i forbigående bemærkes at de ni tilstande Jesus omtalte i sin indledning, ifølge den græske grundtekst snarere er lykkelige tilstande end „saligprisninger“, som de almindeligvis benævnes. — Matt. 5:3-11.
Ordret oversat betyder Jesu ord ifølge fodnoten i 1950-udgaven af New World Translation: „Lykkelige er de som tigger om ånden.“ Det græske ord der er oversat med „fattige“ eller „de som tigger“ (tiggere) er ptochos der ikke blot betyder de fattige men de meget fattige, de nødlidende, tiggerne. Det bruges om Lazarus i lignelsen om den rige mand og Lazarus, fordi det giver den størst mulige kontrast. — Luk. 16:20, 22.
Hvorfor sagde Jesus at disse „tiggere“ var lykkelige, det vil sige befandt sig i en tilstand hvor de erfarede lykke eller blev begunstiget af Gud? Først og fremmest fordi der for disse er håb, hvad man ikke kan sige der er for de forhærdede, der er ligegyldige og uvidende hvad deres åndelige behov angår. Da de er sig deres åndelige tilstand bevidst har de forladt den forkerte vej og er slået ind på den rette.
De der virkelig er sig deres åndelige behov bevidst eller „tigger om ånden“ kan også siges at være lykkelige fordi de er indstillet på at gøre noget for at få dækket deres åndelige behov. De følger Jesu vejledning: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ Noget af det de kan bede om er Jehovas ånd, som Jesus sagde at hans himmelske Fader var parat til at give dem. — Luk. 11:8-13.
„De som er sig deres åndelige behov bevidst“ er allerede nu lykkelige fordi ’deres Fader har besluttet at give dem Riget’. Det er kun et begrænset antal af Kristi efterfølgere der skal arve Riget og sidde på troner og regere sammen med ham i tusind år. (Luk. 12:32; Åb. 20:4-6) Det princip der fremholdes i Mattæus 5:3 gælder imidlertid også andre, nemlig Kristi „andre får“ der er omtalt i Johannes 10:16. Disse er lykkelige fordi de skal arve Guds riges jordiske domæne ifølge det Jesus sagde til „fårene ved sin højre side“ i lignelsen om ’fårene og bukkene’: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt.“ — Matt. 25:33, 34.
Den lykke som de der er sig deres åndelige behov bevidst oplever, er illustreret i Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus. Lazarus var et billede på dem af den jævne befolkning der indså at de havde åndelige fejl og mangler, og hvem de religiøse ledere pålagde store byrder. Den rige mand var derimod et billede på dem der var rige i religiøs forstand og som havde taget plads „på Moses’ stol“, havde adgang til Moseloven og indtog „de fornemste sæder i synagogerne“. — Matt. 23:2-6.
Jesu forkyndelse udvirkede imidlertid en forandring, hvilket i lignelsen illustreredes ved at de begge døde. De ’rige’ religiøse ledere blev pint af Jesu ligefremme budskab, der blotlagde deres begærlighed, hykleri og falske læresætninger, hvorimod Lazarus-skaren, bestående af mennesker der var sig deres åndelige behov bevidst, tog imod den sandhed som Jesus forkyndte. De udgjorde en åndelig rest i jødefolket og modtog håbet om det himmelske lige. — Luk. 16:19-31.
Hvis du ønsker at opleve den lykke som Jesus talte om, må du også være dig dit åndelige behov bevidst. Hvordan viser man at man er sig sit åndelige behov bevidst? Det gør man for eksempel ved at ’tigge om ånden’, det vil sige bede Gud om hans ånd og hjælp til at kende og gøre hans vilje. (Luk. 11:13) Man viser det også ved omhyggeligt at studere Guds ord, hvori han åbenbarer sin vilje med sine jordiske skabninger. Man må naturligvis have hjælp for at forstå Guds ord; men Gud har selv i sin barmhjertighed sørget for denne hjælp, for eksempel i form af det blad du læser i nu. — Matt. 24:45-47.
Hvis du skal have dækket dit åndelige behov må du „ikke svigte vor Guds hus“, men må komme sammen med andre der er sig deres åndelige behov bevidst og gør noget for at få det dækket. Når man kommer sammen med andre der har samme sind og overbevisning kan man virke til fælles gavn, tilskynde hverandre til kærlighed og gode gerninger, og blive gensidig opmuntret. Sådanne gode gerninger indbefatter arbejdet med at forkynde Guds ord for andre der er sig deres åndelige behov bevidst. En sådan handlemåde vil resultere i endnu større lykke! — Neh. 10:39; Ap. G. 20:35; Hebr. 10:23-25.
Man kan i sandhed sige at „de som er sig deres åndelige behov bevidst“ og som oprigtigt gør noget for at få deres åndelige behov dækket, er lykkelige nu, og vil komme til at erfare endnu større lykke!