En stærk tilflugt i dag

 1, 2. Hvorfor må vi have samme tillid til Jehovas navn i dag, som hans tjenere i fortiden lagde for dagen? Og hvilke forhold kan vi komme til at stå overfor?

DE kraftige og talende erfaringer, vi er blevet gjort opmærksom på i den foregående artikel, viser tydeligt, hvordan Guds trofaste tjenere i fortiden søgte tilflugt i Jehovas navn som i et „stærkt tårn“. Vi gør nøjagtig det samme i dag. Den Jehova, som de satte deres lid til, er den samme, som vi tror og stoler på i dag. Vi må nære stærk tillid til Jehova, både som enkeltpersoner og som folk betragtet, og hvad enten enkeltpersoner, lokale grupper eller internationale organisationer vil søge at skade os, så er den vej, vi bør følge, klart anvist os.

² I disse sidste dage truer stortalende og brovtende personer Jehovas vidner med legemlig overlast, og vi ved, at i egen kraft kan vi ikke holde stand over for deres angreb. Vi må måske følge en bestemt vej i trofasthed mod sandheden og i lydighed mod Herrens befalinger, men det medfører, at vi bliver truet med ondt. Eller måske en eller anden ser sin stilling i forretningsverdenen truet, fordi han omgås Herrens folk. Eller forholdene i hjemmet har udviklet sig på en sådan måde, at man på grund af sin trofasthed mod sandheden bliver truet med korporlig overlast eller anden form for modstand, hvis man ikke opgiver sin retfærdige vej. Eller måske en pøbelsværm har samlet sig for at prygle eller med vold udvise trofaste vidner fra byen og ingen udvej er at øjne. Hvad ville vi gøre under sådanne omstændigheder?

 3. Hvad må vi gøre, når vi er i fare, så vi kan søge tilflugt i hans navn?

³ Husk først og fremmest på hvem du er, at du er et Guds barn, en trofast Kristi efterfølger, at disse ting ikke ville overgå dig, hvis ikke du havde gjort dit bedste for at tjene Jehova. De hænder dig ikke på grund af din egen dårskab eller urette færd. Husk også, at din Gud er universets almægtige Skaber, han er den Højeste, og hans søn er den nye verdens konge, og han er indsat på tronen, at Jehova har afgivet mange løfter om, at han vil vise omsorg for sine trofaste, og når der er behov derfor, bør han anråbes om at komme os til undsætning. Han vil vise sig ordholden. I visse situationer vil du måske have vanskeligt ved øjeblikkelig at lade dig overbevise herom, men stol på ham, og du vil erfare, at det er sandt. Når du stoler på ham, må du have absolut tillid og ikke bare håbe, at Gud vil gøre noget for at hjælpe dig, men være sikker på, at han vil. Og hvordan kan vi have denne sikre forvisning? Simpelt hen, fordi han har lovet det. Hans navn betyder så meget. Det betyder alt og er os nok i al vor nød. Kan vi huske? Er vi overbevist? Har vi tillid?

 4. Hvordan kan vi hente mod hos Jehova, og hvorfor er det nødvendigt?

⁴ Hent mod ud fra hans navn ved at huske, hvad det betyder, og hvad der er indbefattet i det. Det er af største nødvendighed, at vi opmuntrer og styrker os selv. Om kong David er der skrevet: „Og David kom i stor vånde, thi folkene tænkte på at stene ham, . . . Men David søgte styrke hos Jehova sin Gud.“ (1 Sam. 30:6) Han mindedes, at han havde rådspurgt Jehova, om han skulle drage imod filisterne og slå dem, og at han havde fået befaling dertil, og nu havde amalekitterne foretaget et plyndringstogt og anrettet stort hærværk, og derfor styrkede David sig. (Se Sl. 42:7-9) Vi må gøre det samme. Det er absolut nødvendigt at mindes den vej, vi har valgt, hvordan vi efter bedste evne forvissede os om, at den var i harmoni med Guds vilje, og med denne forvisning som grundlag står vi urokkelig fast. Vær så tillids- og fortrøstningsfuld, tvivl ikke, men erkend til fulde, at Jehovas navn kan man sætte lid til som et stærkt tårn, og i det er vi trygge.

 5. Nævn nogle af de løfter, Jehova har givet, og som vi må have tillid til. Hvorfor må vor tillid være absolut?

⁵ Husk, at navnet repræsenterer den Evige. Han, som gør, hvad der behager ham, den almægtige, alvise og kærlige Gud, den enevældige Overordnede. Denne Gud er vor Gud, vor beskytter til hver en tid. Hans øje sover aldrig, hans øre er altid åbent, og han kan aldrig overraskes af noget. Genkald i erindringen nogle af hans løfter, for eksempel: „Den, der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge, siger til Jehova: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. . . . (Thi du, Jehova, er min tilflugt) den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt, . . . kalder han på mig, svarer jeg ham, i trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham ære.“ (Sl. 91:1, 2, 9, 10, 15) Disse sande løfter, skænket af Jehova, er givet til opmuntring for hans folk i al nød, under tryk, i trængsler, angreb og farer, for at de kan have fortrøstning og sætte deres lid til ham. Navnet er en usynlig klippeborg, og ved helt at stole på, hvad det betyder, søger vi ly i det stærke tårn. Men vor tillid må være absolut. Hans barmhjertighed og trofasthed vil blive vor lod, såfremt vi anmoder derom.

 6. Anfør nogle skriftsteder, der omtaler nationernes modstand mod Guds folk, og hvordan er de i en vis udstrækning blevet opfyldt?

⁶ Modstanden imod os er national og international, for denne verden hader Jehova og hans folk. Dette forhold omtales i Salmerne: „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Jehova og mod hans salvede: Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!“ „Lad ej dine avindsmænds røst uænset! Ustandseligt lyder dine fjenders larm!“ „Thi se, dine fjender larmer, dine avindsmænd løfter hovedet, oplægger lumske råd mod dit folk, holder råd imod dem, du værner: Kom, lad os slette dem ud af folkenes tal, ej mer skal man ihukomme Israels navn!“ (Sl. 2:1-3; 74:23; 83:3-5) Jehovas fjender har mere end een gang søgt at gøre det af med Guds folk, en af de senere gange var i årene 1917-1918. Det mislykkedes, for Jehova hørte råbet fra dem, som stolede på ham, og han reddede dem fra dødens afgrund. Igen i 1933, da de sadistiske, dæmonbesatte storpralere med deres berygtede, afskyelige nazistiske organisation gjorde indhug i Jehovas folks rækker, gjorde de deres yderste for at udrydde dem. Men det mislykkedes totalt for dem, for de, som hørte til Jehovas organisation, stolede på navnet, og fjenderne led nederlag. Også i 1939 og under den anden verdenskrig søgte Guds riges fjender at få dem udryddet ved at gøre dem til genstand for umenneskelig forfølgelse, fængsling, forbud, tortur og død. Atter kom de til kort over for den hellige nation, der holdt sig nøje til sandheden. Denne nation var kommet til at kende navnet, og den stolede på det.

 7. Hvad betyder det for os at gøre Jehovas hensigter til vore hensigter?

⁷ Nogle blandt Guds folk led på det grusomste, og nogle blev dræbt af deres fjender, men Jehovas hensigter blev ikke forpurret, og de trofastes skæbne er vis — lige så vis som Abrahams, Davids, Daniels og mange andres. De døde alle trofaste i kundskab om hans navn. Vi må alle i lighed med dem forstå, at vore interesser helt må underkastes eller sammensmeltes med Jehovas hensigter. Så længe hans hensigter har fremgang, er vi lykkelige, hvad enten vi lever eller dør, for vort evige liv er tilsikret os, såfremt vi forbliver trofaste. Der er ikke blevet givet noget løfte om, at vi aldrig skal blive forfulgt eller lide mental eller fysisk overlast. Sagen er jo den, at alle de trofaste før vor tid har lidt, og Paulus’ advarsel lyder: „Sådan skal også alle de, som ønsker at leve et gudfrygtigt liv i fællesskab med Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12, NW) Men vi har fået sikre løfter om beskyttelse, hvis vi stoler på Jehova af hele vort hjerte.

 8. Lægger Jehova sin magt for dagen for sit folk i dag? Hvad får dette vore fjender til at tro?

⁸ Nu ved afslutningen af denne onde tingenes ordning vil Jehova udføre en underfuld gerning, thi han vil lægge sin uforlignelige styrke for dagen på sine trofastes vegne. De vil blive overvældet af taknemmelighed, når de bliver vidner til hans magt, som den udfoldes til forsvar for dem og til undergang for modstanderne. De, som er udenfor, vil blive slået af rædsel, når de ser Jehovas frygtelige værk. Nu bliver vi udsat for megen forhånelse og alle hånde fortrædigelser, og derfor må vi lægge lydighed og trofasthed for dagen. Vi er i virkeligheden en meget let skydeskive for fjenderne. De siger: „De kan ikke forsvare sig selv. Deres Gud kan ikke frelse dem. Kunne han det, hvorfor har han så ikke allerede gjort det?“ Ganske vist udkæmper Jehova ikke nu med voldsomhed vore kampe, og undertiden ser det ud som om, at vi er blevet overladt til fjendens angreb uden megen beskyttelse — dog lige nok til, at arbejdet kan fortsætte, og undertiden får vi bevis for, at han bruger sin magt til vor gavn.

 9. Vil Jehova rejse sig og kæmpe for sit folk? Hvornår, og hvad vil der da ske?

⁹ Jehova har lovet, at sådan skal det ikke altid være, for bladet vil vende sig. Da skal vore mange fjender blive genstand for Jehovas mishag. Nu lader Jehova dem have temmelig frie tøjler over for os, men når han rejser sig til kamp, da vil deres hadefulde forfølgelse få en brat ende, og deres døde kroppe skal ligge som gødning på jorden. Af hvor ringe værd vil Satans mægtige organisation da ikke være, for Jehova behøver kun at sende et uvejr imod den, og borte er den! Vi skal kun afvente dagen, da Jehova virkelig vil kæmpe for os, og til den tid vil vi være fuldstændig trygge. Jehova vil forsvare sit folk imod al legemlig fortræd som en tilkendegivelse af, at hans ord er sandt. De mange tildragelser, der har bidraget til at skildre Jehovas magt i forbindelse med hans folk og deres fjenders udslettelse, vil da blive opfyldt efter langt større skala end nogen sinde før. Der vil ikke herske mindste tvivl om, hvem der er vor Gud, for de vil komme til at kende ham af bitter erfaring. Han er Jehova, og han vil gøre, hvad der behager ham. „Bi derfor på mig, så lyder det fra Jehova, på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi min ret er at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal al jorden fortæres.“ „Og Jehova drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag. På hin dag skal en vældig Jehovas rædsel opstå iblandt dem.“ — Zef. 3:8; Zak. 14:3, 13.

Had mod Jehovas fjender

10. Gør rede for forskellen mellem at elske vore fjender og at hade Guds fjender.

¹⁰ Herren Jesus sagde: „Fortsæt med at elske jeres fjender.“ (Matt. 5:44, NW) Og han sagde også: „Enhver slags synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. For eksempel, hvem der end taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men hvem der end taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, ikke under den nuværende tingenes ordning og heller ikke under den kommende.“ (Matt. 12:31, 32, NW) Mennesker kan fordømme os og dog opnå tilgivelse. Vi elsker dem ikke for den fortræd, de volder os, men vi må ikke hade dem af denne grund. Tværtimod lyder befalingen, at vi skal bede for sådanne. Men forholdet er et helt andet, når modstandere indtager en fjendsk holdning over for Gud og ånden, så at de, til trods for at kendsgerningerne tydeligt viser, at Jehovas hånd og magt står bag, forvrænger disse kendsgerninger og anklager Gud for at være ophav til ondskab. At de synker så dybt, at de bruger sådanne metoder, kan ikke andet end identificere dem med Satan, den store modstander, hvis endeligt er undergang. Satan er vor fjende, og han er også Guds fjende. Herren Jesus opfordrede os ikke til at elske dem, som hader Gud. Hans egen adfærd er os en rettesnor. Da han blev fristet af Djævelen, sagde han: Vig bort, Satan, for der står skrevet: Det er Jehova, din Gud, du skal tilbede. Endvidere sagde han: „Han var en manddraber, da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, fordi sandheden er ikke i ham. . . . han er en løgner og løgnens fader.“ Gud har sat fjendskab mellem kvindens sæd og slangens sæd, og fjendskab er ensbetydende med had. Derfor kan vi ikke elske denne verden, Satan eller hans sæd. — Luk. 4:8; Joh. 8:44, NW; 1 Mos. 3:15; Jak. 4:4; 1 Joh. 2:15-17.

11. Hvad betyder had mod Guds fjender, og hvad betyder det ikke?

¹¹ De, som hader Gud og hans folk, bør hades, men det vil ikke sige, at vi bør benytte det som anledning til af ondskab eller nag at gøre dem legemlig fortræd, for både ondskab og nag hører Djævelen til, men sandt had gør ikke. Vi må hade i egentligste forstand, det vil sige betragte med største afsky, anse som hæslig, modbydelig, uren. Det er givet, at de, som hader Gud, ikke er værdige til at leve på hans skønne jord. Jorden vil blive renset for de onde, og vi vil ikke behøve at løfte en finger for at gøre dem legemlig fortræd, for det vil Gud tage sig af, men vi må betragte disse fjender i det rette perspektiv. Hans navn betyder gengæld mod fjenderne.

12. Hvad siger Guds ord om, hvordan vi bør behandle dem, som hader Jehova? Hvad vil vi beslutte, og hvilken holdning vil vi indtage?

¹² Hvad gør du med noget, der er dig modbydeligt eller frastødende, som du afskyr og hader? Svaret er ligetil. Du søger bort fra det eller fjerner det fra din nærhed. Du ønsker ikke at have noget som helst med det at gøre. Nøjagtig sådan må vor holdning være over for dem, som hader Jehova. Profetisk er der skrevet: „Ville du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte blodets mænd vige fra mig, de, som taler om dig på skrømt og sværger falsk ved dit navn. Jeg hader jo dem, der hader dig, Jehova, og væmmes ved dem, der står dig imod; med fuldt had hader jeg dem.“ (Sl. 139:19-22) Disse blodets mænd er sådanne, som udgyder blod og derfor er skyldige. Vi afskyr deres færd. Tænk på den frygtelige behandling, der blev givet vore brødre i Tyskland, Grækenland og Polen under den anden verdenskrig på grund af den totalitære organisations grusomme dyriskhed, hvor tusinder blev dræbt af disse blodets mænd! Deres bevæggrunde, deres modstand mod Jehova og hans folk, deres falskhed og afguderiske hensigter afskyr vi med et fuldt had. Vi har intet til fælles med dem, vi nærer ingen interesse eller venskabelige følelser for dem.

13. Vis, hvorledes Salme 74:10, 11 bliver opfyldt i dag. Kan vi vente, at Gud vil besvare denne bøn?

¹³ Jehovas fjender kendes på deres stærke uvilje mod hans folk og det arbejde, de udfører. De ville standse det og have alle Jehovas vidner dømt til fængsel eller koncentrationslejre, hvis det stod i deres magt. Ikke fordi de har noget imod selve vidnerne, men på grund af deres arbejde. De offentliggør gudsbespottelige løgne og håner Jehovas hellige navn. Hader vi ikke dem, som hader Gud? Vi kan ikke elske disse hadefulde fjender, for de fortjener kun udslettelse. Vi beder som salmisten: „Hvor længe, o Gud, skal vor modstander smæde, fjenden blive ved at håne dit navn? Hvorfor holder du din hånd tilbage og skjuler din højre i kappens fold. [Tag den bort fra dit bryst og fortær dem, AS].“ (Sl. 74:10, 11) Vi beder inderligt og råber denne bøn til Jehova, at han ikke må tøve længer, men give sin vrede luft. Ræk din arm ud og lad fjenderne se den, og brug den til deres fortræd og undergang. Tiden må nu være moden dertil og Jehovas fjenders misgerninger have fyldt målet. Siger vi ikke alle: „O Jehova, hold ikke din straf over de onde tilbage. Ræk din hånd ud og brug den, så fjenderne kan kende dit navn! Læg atter din magt for dagen, for med eet slag af din arm ville fjenderne forsvinde for stedse!“

14. Hvorledes hjælper andre udtalelser i Salmerne vedrørende Jehovas fjender os til at få det rigtige syn på tingene?

¹⁴ Jehovas folk gør andre profetiske ord til deres egne: „Vågn op og kom mig i møde, se til! Du er jo Jehova, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle folkene, skån ej een af de troløse niddinger! Ved aften kommer de tilbage, hyler som hunde.“ Her sammenlignes Jehovas fjender med skabede hunde, der lever af affald og er befængt med utøj. „Gør dem hjemløse med din vælde og styrt dem, . . . lad dem hildes i deres hovmod for de eder og løgne, de siger; udryd dem i vrede, gør ende på dem, så man kan kende til jordens ender, at Gud hersker i Jakob!“ (Sl. 59:5-7, 12-14) Det er de retfærdiges sande følelser, ønsker og bønner. Er det også dine? Det vil det være i samme udstrækning, som du kender og elsker Jehovas navn. Hvis du ikke kender ham, så vil du naturligvis være ligegyldig over for begivenhedernes gang. Men hvis du elsker Jehova, så vil du nære den største interesse for, hvad der sker med hans navn, og hvad der sker med dem, som ønsker at trække det ned i denne fordærvede, afskyelige tingenes ordnings søle, snavs og smuds.

15, 16. Hvorfor beder vi, således som der anvises os i Salme 83? Og hvilke trøstende ord fremholder Paulus?

¹⁵ De, som i sandhed elsker Jehova, ophøjer hans herlige navn og søger at fjerne alt det smuds, som mennesker har kastet på det, og Jehova elsker dem for denne dyrebare tjeneste. Han kan ophøje sit eget navn og vil om kort tid gøre det, men i den mellemliggende tid har han behag i at se dem lægge deres kærlighed til ham for dagen på denne måde. At elske hans navn betyder at skatte det højt, at værne om det, at forsvare det og at kæmpe for det. Jehova ærer dem, som gør det. Hvor dybt sårer det os ikke, når hans hellige navn bliver ilde behandlet. Hvor vi foragter ugerningsmændene og dem, som ønsker at nedbryde Guds organisation! Derfor beder vi: „Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons bæk, der gik til grunde ved En-Dor og blev til gødning på marken! . . . lad dem blive som hvirvlende løv, som strå, der flyver for vinden. Ligesom ild fortærer krat og luen afsvider bjerge, så forfølge du dem med din storm, forfærde du dem med din hvirvelvind; fyld deres åsyn med skam, så de søger dit navn, o Jehova; lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er Jehova, er ene den Højeste over al jorden!“ — Sl. 83:10-19.

¹⁶ Der hersker ikke mindste tvivl om, at disse onde skabninger, som håner og vanærer Jehova, som taler spottende om ren og sand religion, som søger at udrydde de trofaste tilbedere, som bryder ind i Guds hellige stad, Zion, og søger at skræmme og mishandle og dræbe Herrens børn, som på enhver måde virkelig er Jehovas fjender, kun fortjener at fanges og blive tilintetgjort. Men denne straffegerning er Jehovas, for han er den, som vil afgøre, hvem der er uforbederlige. Disse skabninger afgør nu selv deres egen skæbne, og dernæst kommer tidspunktet, da der ikke kan eller vil blive gjort skel mellem synden og synderen. Apostelen Paulus sagde: „Det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, men jer, som lider trængsel, udfrielse sammen med os ved åbenbarelsen af Herren Jesus fra himmelen med sine mægtige engle med flammende ild, når han bringer straf over dem, som ikke kender Gud, og dem, som ikke adlyder det gode budskab om vor Herre Jesus. Disse skal straffes med evig undergang bort fra Herren og fra hans vældes herlighed.“ — 2 Tess. 1:6-9, NW.

17. Hvad må vi altid være på vagt for hos os selv?

¹⁷ Vi må i vor hellige nidkærhed for Jehovas navn altid være på vagt for, at vi selv er rene i vor tilbedelse af Jehova og i vort hjerte nærer de følelser, som salmisten havde, da han bad: „Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej [om der er noget ondt i mig, AS], og led mig på evigheds vej!“ „Men jeg, jeg vil synge om din styrke, juble hver morgen over din nåde; thi du blev mig et værn, en tilflugt på nødens dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min styrke, thi Gud er mit værn [mit høje tårn, AS], min nådige Gud.“ (Sl. 139:23, 24; 59:17, 18) Vi tyr bestandig til vort stærke tårn, for vi kender Jehovas navn og ved, at det betyder, at han er fuld af nåde og barmhjertighed, sen til vrede og rig på miskundhed.

Sang og tillid

18. Hvorfor skal vi synge? Hvilken sang? Og hvilken rolle spiller Moab i denne forbindelse?

¹⁸ Vor tillid må være ledsaget af sang. Hvad skal vi synge om? Det profetiske ord giver os oplysning og formaning herom: „På hin dag skal denne sang synges i Judas land: En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab, hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig. Stol for evigt på Jehova, thi Jehova er en evig klippe.“ (Es. 26:1-4) Dette skriftsteds sammenhæng skal her kort drøftes. Det 25. kapitel taler om Moab, Judas nære naboer og efterkommere af Lots ældste datter. De havde været modstandere af israelitterne lige fra dengang, de havde nægtet Israel rejsetæring, da de var på vej mod det forjættede land. Moab lejede Bileam til at forbande Israel. (Se også 4 Mos. 22; 23; 24; 25:1-5; og 5 Mos. 23:3) De ringeagtede Jehovas folk og var stolte af deres egen „knejsende by“, hvis modstykke i dag er den rige, knejsende by, den vældige religiøse organisation, der står for hele Satans organisation. Nutidens moabitter er de navnkristne, hvis ord og handlinger er lige så fjernt fra kristendom og Jehovas sande tilbedelse, som Moab var fra den sande tilbedelse og Jehovas pagt. Jehova havde advaret Moab om, at han agtede at straffe det for dets uretfærdighed og modstand.

19. Hvem er nutidens moabitter, og hvordan stiller de sig over for Jehovas folk?

¹⁹ Nutidens moabitter har modstået Jehovas vidner med et had, der ikke har sit udspring i retfærdighed, men hos Djævelen, et had, der er rettet imod al retfærdighed. Deres had til Guds sande folk vokser, efterhånden som de ser de tydelige beviser for Jehovas gunst over for dette folk og hans lige så tydelige mishag over for dem selv. De gør sig deres yderste anstrengelser for at hindre de retsindige i at få adgang til den nye verden. De er rigere på materielt gods end Jehovas vidner, og det fylder dem med stolthed og hovmod. De befinder sig på den ene side af det „Døde Hav“, og vi på den anden. Svælget er lagt, og det er lige så urokkeligt som Jehovas domme, og det minder os kraftigt om den store afgrund mellem „den rige mand“ og „Lazarusskaren“ i lignelsen i Lukas 16:19-31 (NW): „Og foruden alt dette er der blevet sat et stort svælg mellem os og jer folk, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan folk komme derfra over til os.“

20. Hvor dybt vil de blive styrtet, når Jehova ydmyger deres stolthed?

²⁰ Nutidens moabitter vil komme til at lide nederlag, for Jehova har gjort op med dem. Hør blot en del af deres straf: „Thi Jehovas hånd hviler over dette bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som strå i møddingpølen; det breder sine hænder ud deri, som svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets hovmod trods hændernes kunstgreb.“ Eet er sikkert, man kan ikke have megen stolthed tilbage, når man bliver trampet ned i en møddingpøl. Denne fremgangsmåde er en tilkendegivelse af Jehovas fuldkomne foragt for nutidens moabitter og viser, at han vil lade dem vælte sig i deres egen skændsels søle. „Thi du lagde byen i grus, den faste stad i ruiner; de fremmedes borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.“ „Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende by, styrter den til jorden, lægger den i støvet. De armes fod, de ringes trin skal træde den ned.“ — Es. 25:10, 11, 2; 26:5, 6.

21. Hvorfor har Moab ikke noget værn imod dommens dag? Hvorfor opmuntrer det os til at synge?

²¹ Hvilken forandring vil der ikke ske, når dette finder sted! Bladet vil vende sig! De knejsende stolte, som bor i det høje som denne verdens store, indflydelsesrige mænd, vil blive nedstyrtet til det lavest tænkelige sted, så lavt og nedværdigende, at det kun kan sammenlignes med at blive nedtrampet af de fattige som strå i en møddingpøl. Kristenhedens stolte blikke, praleriske ord, stortalende tunge, dens overlegne holdning over for Guds hellige ord, dens tro på afguder, mennesker og rigdomme af denne verden vil ikke yde den beskyttelse eller sikkerhed mod Jehovas stormvejr. De har intet værn og høster kun vanære. Nu skal denne sang synges. Jehova befaler, at den skal synges, og denne befaling må adlydes. „En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab.“ (Es. 26:1, 2) Dette er grundtonen, og en bedre forståelse af sangen vil kunne opnås ved at overveje mange af de andre profetiske udtalelser, som for eksempel Esajas 12, Esajas 4:2-6, Salmerne 145, 146, 150. Læg hele dit hjerte i denne sang. Syng højt: „Stor og højlovet er vor Gud i sin stad. Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store konges by.“ (Sl. 48:2, 3) Guds organisation er underfuld og af overlegen skønhed, og Herren Jesu Kristi rige er alle folkenes håb. — Sl. 48:13-15.

22. Hvad er Jehovas „stærke stad“ for „fangerne“, og i hvor vid udstrækning skal denne sang synges og høres?

²² Kristenhedens værn har ingen værdi, men Jehovas vidner har en „stærk stad“, og den er det værd at synge om. Der er millioner, som ønsker et sikkert ståsted, og som har brug for tryghed. Lad dem vide, at vi har en „stærk stad“! „Du kalder frelse dine mure og lovsang dine porte.“ (Es. 60:18) Kun Guds rige yder denne beskyttelse og frelse, thi i denne by er man i sikkerhed. De, som ønsker at blive frelst, må ty til Guds organisation og søge at komme ind deri og så forblive der for stedse. Det er en virkelig tilflugtsby. Skarerne må komme ind gennem dens porte, syng derfor højt og tydeligt og harmonisk, så alle kan vide, at der findes en stærk stad, der kan tilbyde frelse, og det er vor stad. Det er Jehovas! Sangen må lyde i alle lande: „Derfor skal I ære Jehova i østen, på havets strande Jehovas, Israels Guds, navn! Fra jordens grænse hører vi lovsange: Hil den retfærdige!“ (Es. 24:15, 16) Denne sang vil aldrig ophøre, men fortsætte til alle levende skabninger synger den. Alt, hvad der ånden, pris Jehova!

23. Hvornår blev Zion opbygget? Hvilket folk marcherer ind, når Gud åbner portene, og hvem følger efter?

²³ „Åbn I portene, så et retfærdigt folk, der bevarer troskab, kan komme ind. En fast hensigt vil du vogte og sige: Hav fremgang! Hav fremgang! thi i dig er han blevet opfordret til at have tillid. Stol på Yahweh ind i fremtiden, — thi i Yah Yahweh er en tidsaldrenes klippe.“ (Ro) Portene må låses op, så folket kan marchere ind. I 1919 ventede den trofaste salvede rest på at komme ind i den nyopbyggede stad, Zion. „Du vil rejse dig og forbarme dig over Zion . . . den fastsatte tid er inde. . . . thi Jehova har opbygget Zion, han har ladet sig se i sin herlighed.“ (Sl. 102:14-17, AS) De bad: „Jehova tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i døden. Oplad mig retfærdigheds porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Jehova! Her er Jehovas port, ad den går retfærdige ind.“ (Sl. 118:18-20) Resultatet blev, at Zion modtog mange flere børn. Det er nøjagtig, som det blev forudsagt: „Før hun er i barnsnød, føder hun, førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på een eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“ (Es. 66:7, 8) Kongen blev af moderorganisationen Zion frembragt som den nye hersker i 1914, og efter mange trængsler og prøvelser (1917-1918) frembringer Zion de øvrige af sine kongebørn, resten af rigsskaren. Siden hen er hundredtusinder af retsindige mennesker blevet ført sammen med medlemmerne af resten. Hvor mange flere tusinder, der endnu vil blive ført ind i rækkerne inden Harmagedonslaget, ved vi ikke. Denne skare vil sammen med den trofaste rest blive ført gennem Harmagedon, når Jehova rejser sig og kæmper for sit folk, som han fordum gjorde. Portene er nu slået op på vid gab til fangernes tilbagekomst. I Zion vil de få føde, blive vejledt og belært om Jehovas befalinger og lære ham rigtig at kende.

24. Hvad er den „faste hensigt“?

²⁴ I Esajas 26:3 står der: „En fast hensigt vil du vogte.“ (Ro) Det er ikke nogen tom indbildning, men inspireret af Guds ord er man kommet dertil gennem en klar forståelse af hans hensigter. De er også vore hensigter, og han vil lade dem ske. Han vil vogte dem. Der er ingen grund til, at vi skulle tvivle om eller ængstes over, hvorvidt disse løfter vil blive indfriet, for det vil de. Jehova svarer til sit navn. Derfor bør vi have fuldkommen tillid og fortrøstning. Jehova vil vogte over disse løfter og stå ved dem, for de udgør en del af hans hensigter. Han har lovet at værne om dem, og derfor vil han gøre det.

25. Hvorledes opnår Zions indbyggere fred og fremgang? Og hvordan forvisser vi os om, at Jehovas navn er et „stærkt tårn“?