Tjener du Gud eller venter du at Gud skal tjene dig?

FORBINDER du kristendom med at give eller med at modtage? Det er så nærliggende for os blot at tænke på vor egen velfærd, og det vil i virkeligheden sige at vi forventer at Gud skal tjene os — ikke at vi skal tjene ham på en måde som han kan godkende. Hvis vi udelukkende dyrker Gud fordi det skaffer os fred i sindet, succes, position og venner, eller fordi det betyder håb om frelse, så tjener vi slet ikke Gud men venter derimod at Gud skal tjene os. Vort motiv er uret.

Vor indstilling viser sig blandt andet i vore bønner. Hvad beder vi om? Har vi kun tanke for os selv og vore nærmeste? Hvis det er tilfældet røber vi at vi forventer at Gud skal tjene os. Et typisk eksempel på en sådan sindsindstilling er den fromme kvinde der holder sin novena eller ni-dages andagt og beder til „den undergørende medailles“ jomfru for at få et arbejde, finde en ægtefælle eller blive helbredt. Den tanke at hun skulle tjene Gud falder hende aldrig ind. Hun har samme indstilling som en populær religiøs skribent i det forrige århundrede; han sagde: „Det lyder mærkeligt, men den kristne religion er et spørgsmål om selviskhed. Den går først og fremmest ud på at frelse ens egen sjæl.“

Men det er ikke sandt. Jesus Kristus lagde selv grunden til den kristne religion, og han kom sandelig ikke til jorden som menneske for at frelse sin sjæl. Han var ikke på vej til fortabelse. Han havde liv og ret til liv. Havde han ikke levet i årtusinder hos sin Fader? Han kom ikke til jorden for at Gud skulle tjene ham, nej han kom for at tjene Gud fordi det var ret og kærligt af ham at gøre det.

Jesus indviede sig til at gøre sin Faders vilje. Som han selv sagde: „Jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ Med andre ord: ’Jeg er kommen for at tjene Gud.’ — Joh. 6:38.

Jesus tjente Gud på mange måder. Han herliggjorde sin Fader og åbenbarede hans navn for mennesker. Han vidnede om sandheden. Han tjente Guds folk, ja hele menneskeheden. Der siges jo om ham: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Han tjente folket ved at forkynde „evangeliet om Guds rige“ og ved at helbrede de syge der kom til ham. — Joh. 17:4; 18:37; Matt. 20:28; Luk. 4:43; 6:19.

For Jesus betød det at tjene Gud også at holde sig adskilt fra verden: ’Jeg er ikke af verden,’ sagde han. Det indebar også at holde sig fra al synd: „Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ Det kunne ingen. — Joh. 17:16; 8:46.

Trofast og uselvisk tjente Jesus sin Fader, Jehova Gud, „derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne“. — Fil. 2:9.

Gud behøvede ikke Jesu tjeneste lige så lidt som han behøver vor. Jehova Gud var sig selv nok i fortidens evigheder, før han skabte sin søn, og dersom han ikke behøver sin søns tjeneste, behøver han langt mindre vor. Profeten citerer ham: „Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!“ Ligegyldigt hvad vi måtte evne at gøre i tjenesten for Gud må vi indrømme det sandfærdige i Jesu ord: „Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: ’Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.’“ Men i sin uselviske kærlighed giver Gud sine skabninger den forret at tjene ham og således vise sig værdige til at modtage hans velsignelser. — Sl. 50:12; Luk. 17:10.

At vi skal tjene Gud ligesom Jesus gjorde det, betyder ikke at vi skal udføre mirakler, bespise vældige menneskeskarer, helbrede syge og oprejse døde. Sådanne mirakler har tjent deres hensigt, at fastslå kristendommens guddommelige oprindelse. Vor tjeneste for Gud betyder heller ikke at vi skal ofre vort liv som en løsesum. Det ville være umuligt, for vi er alle syndere, og i øvrigt har Jesus ved sit ene offer én gang for alle tilvejebragt en løsesum. — Hebr. 9:26.

Men vi kan efterligne Jesus og tjene Gud ved at ære Jehova og gøre hans sandhed, hans navn, hans ord og hans rige kendt for menneskene. Det var det hverv Jesus tildelte sine efterfølgere: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, . . . idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ Hver eneste kristen er altså forpligtet til at forkynde. Derfor sagde apostelen Paulus også: „Ve mig, om jeg ikke forkynder.“ Tror du Jesu befaling kun gjaldt apostlene, mænd som Paulus? Læg så mærke til hvad Paulus videre skriver: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ — Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 9:16; 11:1.

Kun få af dem der hævder at være kristne forstår denne sandhed, men den er efterhånden ved at gå op for kristenhedens ledere. De anglikanske biskoppers Lambeth-konference (London) i 1958 kom sandheden nær da den erklærede: „Evangeliets forkyndelse er ikke tænkt som en opgave der er forbeholdt nogle få udvalgte. Dåben og konfirmationen er ’lægfolkets ordination’ til at forkynde. Enhver kristen bør ligesom Andreas sige til sin broder: ’Vi har fundet Messias,’ og derefter bringe ham til Jesus.“ — Theology Today, juli 1960.

At forkynde den gode nyhed om Guds rige er den bedste måde vi kan tjene Gud på, men vi bør ikke lade os nøje med det. Vor tjeneste for Gud kræver også at vi, når vi har lejlighed dertil, gør „godt mod alle“. Da vi ikke, som Jesus Kristus, kan undgå at synde, må vi, hvis vor tjeneste skal være antagelig for Gud, bestandig søge at bekæmpe vore syndige tilbøjeligheder da de ellers vil bære frugt. Samtidig må vi bevare os uplettede af verden. — Gal. 6:10; Jak. 1:27.

Hvis vi således tjener Gud i stedet for at vente at han skal tjene os, vil det genspejles i vore bønner. Vi vil ikke nøjes med at bede for os selv; nej vi vil bringe lovprisning og taksigelse til Gud og bede for andre, og i særdeleshed vil vi bede om at retfærdigheden må sejre. Så vil rumtidsalderen ikke betyde forvirring og udslettelse for os; lykke og evigt liv vil blive vor lod. — Matt. 6:9, 10.