Vi betragter nogle af Jesu mirakler
HVORDAN reagerer du når du hører ordet „mirakel“? Mener du at mirakler er noget som mennesker der lever i dag ikke kan tro på? Det er et almindeligt synspunkt.
Bibelen, der accepteres af mange millioner mennesker som Guds inspirerede ord, fortæller imidlertid om talrige mirakler der blev udført ved guddommelig magt. Særlig fremtrædende er Jesu Kristi mirakler.
Kan disse bibelske beretninger om mirakler som fandt sted for tusinder af år siden, gavne folk i dag? Et blik på nogle af Jesu mirakler kan hjælpe os til at besvare dette spørgsmål.
Mirakuløse helbredelser
Jesus udførte helbredelser uden sidestykke i hele menneskehedens historie. Var disse gerninger ledsaget af overtroiske ceremonier, opildnende tale eller pengeindsamlinger — sådan som det ofte sker ved „troshelbredelser“ i dag? Lad os overveje hvad der fandt sted i år 33, under Jesu sidste rejse til Jerusalem:
„Mens han var på vej til Jerusalem kom han igennem egnen mellem Samaria og Galilæa. Og idet han gik ind i en landsby kom ti spedalske mænd ham i møde, men de blev stående et stykke borte. De hævede deres stemmer og sagde: ’Jesus, lærer, vis os barmhjertighed!’ Og da han så dem sagde han til dem: ’Gå hen og fremstil jer for præsterne.’ Og da, mens de var på vej derhen, blev de renset.“ — Luk. 17:11-14.
Der er intet unaturligt i beretningen om dette mirakel. Blot den enkle befaling at de spedalske mænd skulle fremstille sig for præsterne. Deres helbredelse fandt sted på vejen derhen, uden at Jesus var til stede. Ved andre lejligheder udførte Guds søn lignende helbredelser uden at være personligt til stede. — Matt. 8:5-13; Joh. 4:46-54.
Et enestående eksempel på mirakuløs helbredelse finder vi i Johannes 9:1-7:
„Da han nu gik videre så han en mand som var blind og som havde været det fra fødselen. Og hans disciple spurgte ham: ’Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?’ Jesus svarede: ’Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde. . . .’ Efter at han havde sagt dette, spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, og han kom sit ler på mandens øjne og sagde til ham: ’Gå hen og vask dig i dammen Siloam’ (som oversættes ’Udsendt’). Og så gik han hen og vaskede sig og kom seende tilbage.“
Helbredte Jesus virkelig medfødt blindhed? Hvis ikke, ville farisæerne, der var modstandere af Jesus, have haft en glimrende anledning til at benægte hele episoden og afsløre ham som en bedrager. Men kunne de det?
Evangelieberetningen fortsætter: „Jøderne troede imidlertid ikke om ham at han havde været blind og havde fået sit syn, før de tilkaldte forældrene til ham der var blevet seende. Og de spurgte dem: ’Er denne mand jeres søn som I siger er født blind? Hvordan kan det da være at han nu kan se?’ Som svar sagde hans forældre da: ’Vi ved at han er vor søn og at han er født blind. Men hvordan det kan være at han nu kan se, ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvem der har åbnet hans øjne.’“ — Joh. 9:18-21.
Da manden blev udspurgt af farisæerne, svarede han: „Det er da en mærkelig ting at I ikke ved hvor han er fra, og han har dog åbnet mine øjne. . . . Man har aldrig før hørt at nogen har åbnet en blindfødts øjne. Hvis denne mand ikke var fra Gud, kunne han slet intet gøre.“ — Joh. 9:30-33.
Intet i denne beretning bærer præg af opspind. Der er ingen overnaturlige omstændigheder. I stedet finder vi omtale af personer, steder og en samtaleform der er karakteristisk for Palæstina i det første århundrede.
De døde vender tilbage til livet
Blandt alle Jesu mirakler var de tilfælde hvor han oprejste døde mest enestående. Bibelen fortæller om tre opstandelser som Jesus udførte. Den første fandt sted i Nain i Galilæa, og den døde var en enkes eneste søn. Vi læser:
„Da han nærmede sig byens port, se! da blev en død båret ud, en moders enestefødte søn. Hun var desuden enke. Og en anselig folkemængde fra byen var sammen med hende. Og da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder.“ — Luk. 7:11-15.
På lignende måde oprejste Jesus datteren af Jairus, en af forstanderne ved synagogen i Kapernaum. (Matt. 9:18-26; Mark. 5:21-43; Luk. 8:40-56) Størst indtryk gør dog beretningen om hvordan Jesus oprejste sin nære ven Lazarus. Johannesevangeliet beskriver det på denne måde:
„Da Jesus så kom, fandt han at [Lazarus] allerede havde været fire dage i mindegraven. . . . Det var en hule, og en sten lå op imod den. Jesus sagde: ’Tag stenen væk.’ Marta, den afdødes søster, sagde til ham: ’Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.’ Jesus sagde til hende: ’Fortalte jeg dig ikke at hvis du troede, skulle du se Guds herlighed?’ Så tog de stenen væk. Og Jesus løftede sine øjne mod himmelen og sagde: ’Fader, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg ved jo at du altid hører mig; men på grund af folkemængden der står rundt om talte jeg, for at de kan få tro på at du har udsendt mig.’ Og da han havde sagt dette, råbte han med høj røst: ’Lazarus, kom ud!’ Manden som havde været død kom ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde. Jesus sagde til dem: ’Løs ham og lad ham gå.’“ — Joh. 11:17, 38-44.
Heller ikke her nævner den bibelske beretning nogen magiske besværgelser. Blot den enkle befaling: „Lazarus, kom ud!“ Jesu mirakler er en uadskillelig del af evangelieberetningerne, der ofte lovprises som „nøjagtig historie“. Dog mener nogle at det er ufornuftigt at tro på mirakler. Hvorfor anlægger de dette synspunkt?
Menneskers erfaringer
„Jeg vil se det før jeg tror det,“ er en udtalelse man ofte hører. Nogle går til den yderlighed at de nægter at tro på noget som helst de ikke personligt har erfaret. Er det klogt at se sådan på det?
Det er vigtigt at huske på at vort velordnede, harmoniske univers forudsætter en Skaber med en overvældende intelligens og magt. (Rom. 1:20) Ville det være for vanskeligt for Skaberen at styre naturlovene til at tjene en særlig hensigt? Påstår man dette, bevæger man sig uden for den sikre videns grænser og giver sig af med blind spekulation.
Hvor vidt rækker vores egen erfaring? Få har i løbet af deres begrænsede levetid lært meget ved direkte personlig iagttagelse. Har du for eksempel selv iagttaget alle de omtrent 800.000 forskellige slags insekter som videnskabsmændene har opdaget? Har du været i det fjerne østen, på Stillehavsøerne eller andre fjerne steder og ved selvsyn lært deres interessante befolkning, særprægede skikke eller smukke natur at kende? Det har de færreste. Dog falder det os ikke svært at tro at insekterne, menneskene og stederne eksisterer. Hvorfor ikke? Fordi vi i det daglige anerkender andres vidnesbyrd. Det meste af vores kundskab har vi tilegnet os på denne indirekte måde. Er det fornuftigt at afvise den samme slags vidnesbyrd, blot fordi de taler om mirakler?
Ikke-bibelske vidnesbyrd
Vi har set at Bibelen beretter om Jesu mirakler på en enkel, ligefrem måde. Vidste du at lignende vidnesbyrd findes i ikke-bibelske dokumenter, endog i nogle som er skrevet af kristendommens modstandere? Overvej følgende:
I sin Kirkehistorie fremsætter Eusebios fra Kæsarea en interessant udtalelse af en vis Quadratus, som skrev et forsvarsskrift for kristendommen til Hadrian, der var kejser af Rom fra år 117 til 138. Quadratus erklærede: „Vor Frelsers Gerninger var altid nærværende, thi de var sande: de, som var blevet helbredt, og de, som var oprejst fra de døde, blev set ikke blot, da de var blevet helbredt eller oprejst, men de var ogsaa stadig nærværende, og det ikke blot, mens Frelseren var her, men ogsaa en lang Tid efter hans Død, var de i Live, saa at nogle af dem ogsaa har levet indtil vore Dage.“
Med hensyn til folks reaktion på de mirakler som Jesus, hans tolv apostle eller andre fra det første århundrede udførte, siger publikationen Lectures on the Evidences of Christianity:
„Fra begyndelsen af Kristi tjeneste til den sidste af apostlenes død gik der halvfjerds år. I hele dette tidsrum blev de pågældende mirakuløse gaver anvendt. Da enhver gentagelse af svindel forøger faren for opdagelse, og enhver forlængelse af tidsrummet gør det vanskeligere at føre sammensværgelsen igennem, er det et ikke ubetydeligt vidnesbyrd om evangeliemiraklernes ægthed at de fortsat blev udført og iagttaget over en periode på så mange år uden at nogen fejlslagne eller bedrageriske tilfælde blev opdaget af de indædte og utrættelige fjender som kristendommen hele tiden var omgivet af.“
Med hensyn til kristendommens fjender siger T. H. Horne i An Introduction to the Critical Study and Knowledge of the Holy Scriptures: „Både jøder og hedninger blev i virkeligheden tvunget til at indrømme dem [miraklerne]; de tilskrev dem imidlertid forskellige årsager . . . Mens begivenhederne endnu var for nye til at de kunne bestrides, indrømmede Celsus, Porfyrios, Hierokles, Julianus og andre modstandere at miraklerne havde fundet sted, men tilskrev dem trolddom og benægtede den guddommelige udnævnelse af ham der udførte dem. Men uanset hvilken årsag de tilskrev dem, var deres indrømmelse af miraklernes virkelighed en ufrivillig tilståelse af at der var noget [overnaturligt] ved dem.“
Miraklerne tjente en særlig hensigt i forbindelse med Jesus og hans disciple. Gud forudsagde at den lovede Messias ville være ’en profet som Moses’. (5 Mos. 18:15-19) Eftersom Moses udførte mirakler for at vise at Gud støttede ham, forventede jøderne at Messias ville gøre det samme. (2 Mos. 4:1-9) Og da folk „så de tegn [Jesus] gjorde, begyndte de at sige: ’Han er virkelig den profet som skulle komme til verden.’“ (Joh. 6:14) De mirakuløse evner som Jesu disciple lagde for dagen, gjorde det også klart at Gud havde flyttet sin gunst fra det bogstavelige Israels nation til den kristne menighed. (Matt. 21:43) Når først dette var tydeligt for alle, var der ikke længere noget behov for at de kristne lagde mirakuløse evner for dagen, og disse evner ophørte, i overensstemmelse med Guds hensigt. — 1 Kor. 13:8-10.
Hvad vi kan lære af Jesu mirakler
Kan mennesker i dag drage nytte af beretningerne om Jesu mirakler? Tænk på den lejlighed hvor han oprejste enkens søn fra Nain. Hvad fik Jesus til at gøre dette? Evangelieberetningen siger: „Da Herren fik øje på hende, fik han inderligt ondt af hende.“ (Luk. 7:13) Jesus gav udtryk for lignende medfølelse da han oprejste Lazarus. (Joh. 11:33, 35, 36) Hvilken god egenskab, som vi bør efterligne i vores holdning over for andre. — Joh. 13:15.
Beretningerne om helbredelsen af de ti spedalske og af den blindfødte indeholder en anden vigtig belæring for mennesker der ønsker at behage Gud. De spedalske måtte først adlyde Jesu befaling om at fremstille sig for præsterne. (Luk. 17:14) Og den blinde måtte først begive sig hen for at vaske sig i Siloams dam. (Joh. 9:7, 11) Eftersom helbredelsen ikke fandt sted før disse krav var opfyldt, var det altså nødvendigt at de nødlidende nærede fuld tillid til at Jesus kunne og ville helbrede dem.
Hvordan berører dette os i dag? Ifølge Bibelen var Jesu mirakler et forvarsel om fremtidige velgerninger som han vil øve for hele menneskeheden under sit jordomspændende herredømme i tusind år. Bibelen forudsiger at menneskene i løbet af dette tusindårige styre vil blive helbredt for alle sygdomme som nu plager dem. (Åb. 21:4; Es. 33:24) Til den tid gælder det også at ikke blot nogle få, men „alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud“. (Joh. 5:28, 29) Har du tillid til at disse løfter vil blive opfyldt? Vil du vise din tro ved at studere Bibelen og adlyde de krav Gud stiller i dag?
Jesu mirakler betyder meget for os i dag. De afspejler hans medfølende interesse for menneskers velfærd og hans evne til at gøre ende på alle fysiske lidelser, også døden. Evangelieberetningerne om Jesu mirakler viser også behovet for at nære fuld tillid til Jesus Kristus som Guds talerør og „livets hovedformidler“. (Apg. 3:15) Eftersom Jesu mirakler hører med til de grundigt bekræftede begivenheder i menneskets historie, er der et solidt grundlag for at nære en sådan tillid.