Er du rede til livet i Guds nye orden?
1-3. (a) Hvilken ærefrygtindgydende oplevelse havde israelitterne ved Det røde Hav? (b) Forandrede den israelitterne? Hvordan ved vi det?
TÆNK tilbage på det tidspunkt da fortidens Israel drog ud af Ægypten. Da israelitterne nåede frem til den vestlige bred af Det røde Hav, fandt de sig som fanget i en fælde, idet Faraos hær halede ind på dem bagfra. De begyndte at knurre og klage: ’Hvorfor har denne Moses bragt os ud i ørkenen for at vi skal dræbes sammen med vore hustruer og børn?’ De viste at de manglede tro på Guds ledelse. Alligevel sagde Jehova til Moses at han skulle række sin stav ud over havet, og derpå fik Gud havet til at dele sig så der dannedes en vej igennem det til den østlige bred. Der har utvivlsomt været tale om cirka tre millioner mennesker, og som bogen Aid to Bible Understanding (side 546) siger:
„Eftersom Israel gik gennem havet på én nat, kan man næppe formode at vandet delte sig sådan at der kun dannedes en smal vej. Den må have været over en kilometer, ja måske flere kilometer, bred. Selv om skaren bevægede sig fremad i temmelig tæt marchorden, med vogne, bagage og kvæg i ret tæt formation, ville den alligevel fylde måske syv-otte kvadratkilometer. . . . Det ville tage en sådan kolonne adskillige timer at komme ud på havbunden og drage over den.“
2 Hvilken storslået oplevelse må det ikke have været at vandre gennem havet, over til den anden side, og, da man først var kommet derover, at vende sig om og se vandet skylle tilbage igen og drukne Faraos stridsmænd som rotter! I sandhed en ærefrygtindgydende og betagende oplevelse! Men forandrede den israelitterne? Var de anderledes da de kom over på den østlige bred af Det røde Hav end de havde været på den vestlige bred?
3 Læs beretningen, og du vil se at før der var gået en måned begyndte de at klage og knurre igen — nu var der ikke vand nok. Under denne og den efterfølgende knurren løftede de ikke deres ansigter mod himmelen og klagede direkte mod Gud. Nej, de klagede mod det synlige, jordiske redskab han brugte. De manglede stadig tro. — 2 Mos. 15:22-24; 16:1, 2.
4-6. (a) Hvad afgør om mirakler eller andre ærefrygtindgydende oplevelser har en varig virkning på én eller ej? (b) Hvordan viser Lukas 17:11-19 dette?
4 Om en mægtig indgriben fra Guds side blot virker et øjeblik eller den virkelig forandrer et menneske, afhænger af om dette menneskes hjerte berøres deraf eller ej. Sådan forholdt det sig med de mirakler som Guds profeter og hans egen søn udførte. Hvem har ikke hørt om spedalskhed, en frygtet sygdom der angriber forskellige dele af legemet — fingre, tæer, ører, næse, læber? Disse legemsdele fortæres lidt efter lidt. Forestil dig at du blev angrebet af denne sygdom og at du måtte se dit legeme og dit ansigt langsomt blive vansiret af sygdommen. Hvad nu hvis nogen helbredte dig, gjorde dit legeme og ansigt rask, så sygdommen blev som en ond drøm der nu var forbi? Hvordan ville du da føle? Hvad ville du sige?
5 I Lukas 17:11-19 læser vi om Jesu møde med ti spedalske, mens han drog fra landsby til landsby. Som Loven foreskrev holdt disse mænd sig på afstand, og de råbte: „Jesus, mester, forbarm dig over os!“ Jesus forbarmede sig virkelig over dem, idet han befalede dem at de, sådan som Loven bød, skulle gå hen og lade sig syne af præsterne. På vejen derhen blev alle ti helbredt. Hvad gjorde de så?
6 Kun én vendte tilbage til Jesus for at takke ham, og det var en samaritaner. De andre ni? De gik uden tvivl videre, idet de glædede sig. De havde fået hvad de ønskede. Og hvad var det? Fysisk sundhed.
7. Viser et stærkt ønske om fysisk sundhed at vi forbereder os til livet i Guds nye orden?
7 Hvem af dem ligner vi? Det er kun naturligt at vi ser frem til den fysiske sundhed som Guds nye orden vil hidføre. (Åb. 21:3, 4) Men hvor mange kender vi ikke som gerne ville have et fuldkomment helbred, være fri for smerter og lidelser, eller som gerne ville bevare eller genvinde ungdommens kraft? Det er indlysende at langt de fleste mennesker nærer et sådant ønske. Ønsket om fysisk sundhed kan altså ikke være det eneste kendetegn der viser at vi har forberedt os til livet i Guds nye orden. Der må mere til. Det rette motiv til at ønske den fuldkomne sundhed som Guds nye orden vil bringe, må være til stede.
8. (a) Hvordan viste den ene spedalske der vendte tilbage til Jesus at han havde den rette indstilling? (b) Hvad bør vi altid stræbe efter at gøre når vi læser om Bibelens løfter vedrørende velsignelserne i den nye orden?
8 Vi må være som den ene mand der vendte om og kom tilbage til Jesus. Hans hjerte strømmede uden tvivl over af taknemmelighed, og han havde måske svært ved at holde tårerne tilbage. Hvori adskilte han sig fra de andre? Forskellen lå i at Guds godhed gennem Kristus Jesus havde nået hans hjerte. Hans helbredelse var for ham et vidnesbyrd om hvor stor en Gud Jehova er, og han var opfyldt af ønsket om at prise ham. Han havde den rette indstilling; han havde åndelig værdsættelse. Når vi forestiller os hver enkelt af de mange velsignelser der venter i den nye orden, da bør vi ligeledes tænke på hvad de fortæller os om vor Gud. Så vil de i os opbygge en større værdsættelse af ham og fremkalde et stærkt ønske — ikke blot om fuldkommen sundhed og evigt liv i sig selv — men om at opnå disse velsignelser for at kunne tjene vor store Skaber og ligeledes vise vor næste kærlighed.
Personligheden ændres ikke ved et mirakel fra Guds side
9. (a) Hvorfor vil selv ikke en opstandelse fra de døde forandre mennesker så de bliver retfærdige? (b) Hvordan fremgår det af Mattæus 21:31, 32 hvorfor indbyggerne fra Tyrus, Zidon og Sodoma sikkert vil gøre større fremskridt i Guds nye orden end indbyggerne i de byer Jesus revsede?
9 Ikke engang en opstandelse fra de døde vil i sig selv forandre mennesker. Det ved vi på grund af det Jesus sagde til indbyggerne i visse af Israels byer: „Det skal gå Tyrus og Zidon [og Sodomas land] tåleligere på dommens dag end jer.“ (Matt. 11:20-24) Hvorfor? Fordi de der boede i fortidens Tyrus, Zidon og Sodoma ikke havde nydt godt af den forkyndelse, den undervisning og de magtfulde gerninger som disse jøder i det første århundrede kunne drage nytte af som følge af Guds søns tjeneste. Jesus sagde med andre ord at når indbyggerne fra sådanne byer som Kapernaum, Korazin og Betsajda i løbet af hans tusindårsrige vendte tilbage i opstandelsen, ville de komme tilbage med den samme stolte, genstridige personlighed som de lagde for dagen dengang. Skønt folkene i Tyrus, Zidon og Sodoma tydeligt nok var uretfærdige, havde de ikke vist et sådant sindelag og ville derfor bedre kunne tage imod sandheden og vejledningen i Guds retfærdige principper. — Jævnfør Mattæus 21:31, 32.
10. Hvad siger et ’sundt sind’ os er den vigtigste forudsætning for at vi kan opnå evigt liv i den nye orden?
10 Hvis vi er „sunde i sindet“ vil vi derfor ikke regne med at en eller anden vældig begivenhed, selv ikke så stor en begivenhed som den kommende „store trængsel“, vil udvirke en magisk forvandling i os som vil være en garanti for at det går os godt i Guds nye orden. Og vi vil forstå at i sidste instans afhænger vort evige liv ikke af om vi blot er tilsluttet et bestemt folk eller en bestemt organisation, men af hvordan vi er som mennesker, hvordan vore personlige egenskaber er.
11, 12. (a) Vis hvordan en alvorlig åndelig svaghed der ikke bliver rettet nu, kan hindre én der kommer ind i Guds nye orden, i at gøre fremskridt til fuldkommenhed. (b) Hvem kan man dadle hvis man ikke lever op til det der står i de „bøger“ der åbnes til den tid?
11 Vi må derfor i fuld alvor og ganske nøgternt foretage en ærlig bedømmelse af os selv, uden at bagatellisere eller bortforklare forkerte vaner eller en uret indstilling som røber en alvorlig åndelig svaghed. En mand kan for eksempel have øjne der hele tiden søger hid og did. Han er måske ikke nogen ægteskabsbryder eller utugtig person i bogstavelig forstand, men han nærer en overdreven interesse for det modsatte køn; hans øjne søger hele tiden fra den ene til den anden. Hvis han virkelig skulle få den ærefrygtindgydende oplevelse at overleve „den store trængsel“, vil hans øjne måske en tid „se lige ud“. Men hvis han ikke virkelig i sit hjerte er besluttet på at modstå vellystige tilbøjeligheder, vil hans øjne snart begynde at ’søge’ igen — ja, og det selv om han befinder sig i den nye orden. Det samme ville være tilfældet med en der er blevet afhængig af alkoholiske drikke. Selv om han ikke er dranker, kan det, hvis han nærer en umådeholden interesse for alkohol og undlader at rette dette, skabe problemer for ham senere, når (og hvis) han er kommet ind i den nye orden. Selv om der ikke findes nogen fabrikker der fremstiller alkoholiske drikke, vil dette ikke fjerne denne tilbøjelighed, lige så lidt som det hindrede Noa i at drikke for meget ved en lejlighed efter den jordomspændende vandflod. — 1 Mos. 9:20, 21.
12 Sådan forholder det sig også med andre farlige vaner eller karaktertræk. Tilbøjeligheder i retning af selviske ambitioner, pralen, misundelse, sladder, dovenskab eller manglende villighed til at underordne sig en ledelse — ja, der findes utallige ting som kan skabe problemer for os hvis vi ikke lærer at beherske dem. De kunne hæmme eller hindre vore fremskridt til fuldkommenhed i de tusind år hvor Kristus Jesus og hans himmelske medarvinger tjener som præster til lægedom for Rigets jordiske undersåtter. (Gal. 5:19-21; Åb. 5:10; 22:1, 2) Hvis nogen af os ikke skulle vise os værdige til livet, fordi vi til den tid ikke lever i overensstemmelse med det der står i Guds „bøger“, vil vi hverken kunne dadle den nuværende onde verden eller Satan og hans dæmoner, men kun os selv.
Årvågenhed med hensyn til bønner
13. Hvad indbefatter det at være „årvågne med hensyn til bønner“?
13 Vi kan tydeligt se hvorfor apostelen Peter, efter at have formanet os til at være „sunde i sindet“ i betragtning af at „alle tings ende er kommet nær“, derpå formaner os til at være „årvågne med hensyn til bønner“. (1 Pet. 4:7, NW) Det er afgjort på sin plads at vi beder til bestemte tider, som for eksempel ved måltiderne, når vi står op eller når vi lægger os, men er det at være „årvågne med hensyn til bønner“? Nej, vi ønsker at ’søge Jehovas åsyn’ hele dagen igennem, idet vi ikke blot beder med stemmer, eller læberne, men også med hjertet. (Sl. 27:8, 9) Vi ønsker at være vågne for vort behov for hans hjælp og at vende os til ham efter vejledning og styrke når som helst vi fornemmer en eller anden svaghed i vor tro eller en tilbøjelighed til at glide bort fra Jehovas retfærdige principper.
14, 15. (a) Hvilket forhold kræver det den største årvågenhed at bevare? (b) Hvilken form for bøn viser at vi er rede til livet i den nye orden?
14 Vi er sikkert opmærksomme på vor opførsel over for andre; vi passer på at vi ikke støder an, at vi ikke udsætter os for fare, at vi følger en god forretningsmoral. Hvor langt mere årvågne og agtpågivende skulle vi da ikke være med hensyn til at bevare et godt forhold til Jehova Gud og benytte os af al hans hjælp og hele hans vejledning! Det er absolut nødvendigt for os at bede nu. Dette behov vil ikke ophøre blot fordi vi kommer ind i den nye orden.
15 Når vi taler til Gud kan vi vise at vi ikke er selvoptagne eller betragter bønnen som en rutinesag. Vi kan gøre det ved at åbne vort hjerte for ham og fortælle ham om vore problemer, vore bestræbelser for at forbedre os, og måske om vor skuffelse over os selv, og ved at søge hans hjælp og ufortjente godhed og bede ham om at vise os barmhjertighed. Årvågenhed med hensyn til vort behov for at bede nu, vil afgjort hjælpe os til at blive egnede til at leve til den tid. En bøn der udspringer af hjertet er et udtryk for en stærk tro.
Respekt for teokratisk ledelse
16, 17. (a) Hvordan ved vi at princippet om ledelse vil gælde i Guds nye orden blandt dem der overlever her på jorden? (b) Hvilke spørgsmål rejser dette angående vor indstilling allerede nu?
16 En sådan tro vil i høj grad medvirke til at det går os godt i Guds nye orden. Blandt de ting vi ved om livet til den tid, er at princippet om ledelse vil gælde der. Som kong David sagde: „Dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle.“ (1 Krøn. 29:11) I sin retmæssige udøvelse af sit suveræne herredømme har Jehova gjort ledelsens princip til et af de grundlæggende principper i den guddommelige ordning. Vil vi respektere en sådan ledelse i den nye orden, hvad enten der er tale om den ledelse der udøves af enkeltpersoner, for eksempel kongen Jesus Kristus eller et familieoverhoved, eller den ledelse der udøves gennem et råd af mennesker som har fået overdraget myndighed til at lede eller træffe afgørelser og dømme under Guds indsatte konge? Respekterer vi en sådan ledelse nu?
17 I tusindårsriget vil Kristus Jesus i fuldt omfang varetage sin opgave som „fyrste og hersker“ for alle sine undersåtter. (Es. 55:4) Hans regering vil erstatte de nuværende regeringer der er underlagt „kejseren“, og det vil være en virksom regering hvis ledelse af jordens anliggender vil kunne føles på mange måder. Vil vi villigt følge Kongens bud? Vore fremskridt til fuldkommenhed, ja selve vort liv, vil afhænge af dette.
18. Hvilke forskellige situationer som opstod på Sinears sletter og i det genopbyggede Jerusalem viser den indflydelse en overordnet ledelse kan have på menneskers liv?
18 Efter den verdensomspændende vandflod på Noas tid befalede Jehova Gud de overlevende at sprede sig og opfylde jorden med deres efterkommere. Da mange af dem, forsamlet på Sinears sletter, traf en anden beslutning og sammen ville bygge en stor by, tvang Jehova sin suveræne vilje igennem, idet han forvirrede deres sprog og således spredte dem „ud over hele jorden“. (1 Mos. 9:1; 11:1-9) Mange hundrede år senere skete der, ifølge Nehemias’ beretning, noget som var lige modsat. Da de hjemvendte jøder genopbyggede Jerusalem manglede byen indbyggere og ved lodkastning blev hvert tiende familieoverhoved øjensynlig udvalgt til at flytte ind i byen sammen med sin familie. Der var åbenbart andre som gjorde det frivilligt og som af den grund blev velsignet af folket. Det er ikke sikkert at alle som blev udvalgt, har været særlig glade ved tanken om at skulle bosætte sig i Jerusalem. Men deres villighed var et udtryk for deres tro og deres interesse for at se „den hellige by“ trives og blomstre igen. — Neh. 7:4; 11:1, 2.
19, 20. (a) Hvilke spørgsmål rejser dette for os når vi tænker på livet i Guds nye orden? (b) Hvordan kan vi vise at vi nu, også hvad dette angår, er rede til at leve i den nye orden?
19 Hvad nu hvis du i Guds nye orden fik påbud om at flytte til et andet område, måske endog et fjernt sted, og gøre det til dit hjem? Ville du følge opfordringen? Hvad om du blev bedt om at flytte til et tættere befolket område, en egn hvor der skulle udføres et særligt arbejde for rigsregeringen, et arbejde som krævede at en gruppe samarbejdede og gjorde en forenet indsats? Eller hvad om muligheden bød sig for at du frivilligt kunne flytte til et sådant sted? Hvad ville du gøre? Ville du lade dig lede af personlige ønsker, og ville du føle at din lykke var uløseligt forbundet med et eller andet geografisk område eller et sted som du selv havde valgt?
20 Til en vis grad kan vi vise at vi har den rette indstilling nu, ved villigt at udnytte muligheder eller følge forslag som er af lignende art. Reagerer vi villigt, selv i sådanne små ting som når vi bliver bedt om at samarbejde ved at sætte os på bestemte pladser i en mødesal eller ved et stævne? Når det gælder forkyndelsen af den gode nyhed, er vi så uvillige til at arbejde i visse lokale distrikter? Hvis ellers vore omstændigheder og personlige forpligtelser tillader det, melder vi os så til at tjene hvor behovet er større, selv om dette betyder at vi så må ’rykke teltpælene op’, så at sige, og måske give afkald på visse personlige glæder og bekvemmeligheder? Hvor stærk er vor tro, og hvor optaget er vi af at fremme de interesser der vedrører „det ny Jerusalem“, Guds rigsregering ved Kristus Jesus?
Respektfuld trods andres ufuldkommenhed
21. Hvordan kræver dét at Gud bruger jordiske repræsentanter virkelig tro fra vor side?
21 Foruden dette må vi indse at det er nødvendigt for os at tro på Jehova Guds og hans søns evne til at bruge jordiske repræsentanter i forbindelse med at styre jorden. Man ville måske reagere beredvilligt hvis man fik en vejledning eller en opgave af en engel, eller fik den overbragt med magtfuld tordenrøst fra himmelen. Men hvad hvis man fik tildelt en opgave af en af den himmelske regerings jordiske repræsentanter? Så ville det kræve mere tro at tage imod den, ikke sandt?
22, 23. (a) I hvilken udstrækning har menneskelig ufuldkommenhed indflydelse på disse jordiske repræsentanters tjeneste, og hvordan kan det berøre os? (b) Vil ufuldkommenheder, fejl og dårlig dømmekraft forsvinde straks efter „den store trængsel“? (c) Hvilke spørgsmål rejser dette?
22 I dag findes der ældsteråd som virker i de lokale kristne menigheder, og et styrende råd af ældste som betjener menigheden overalt på jorden. De der udgør sådanne råd er alle ufuldkomne mennesker; men ved Guds hellige ånds hjælp er de i stand til på en god måde at tjene hans vilje og hensigt. Finder vi det vanskeligt at respektere sådanne eller at samarbejde med dem fordi vi er klar over at de ikke er fuldkomne? Hvad så i begyndelsen af den nye orden?
23 Selv om der lige fra begyndelsen vil være stor glæde i Guds nye orden, vil ufuldkommenheden alligevel ikke forsvinde den første dag, uge, måned, det første år eller endog de første ti år efter „den store trængsel“ og efter at Satan er kastet i afgrunden. Hvis det var tilfældet, hvorfor så sætte tusind år af til at menneskeheden kan blive fuldstændig genrejst til fuldkommenhed og opnå fuld forligelse med Gud? Hvad nu hvis en eller anden ufuldkommenhed hos nogle af dem der har fået overdraget et ansvar som repræsentanter for rigsregeringen, kommer til at berøre os på en uheldig måde, idet den måske resulterer i en eller anden handling eller ordning som vi føler ikke er som den burde være og som derfor volder os et vist mål af ubehag eller gør os lidt utilfredse? Vil vi blive utålmodige og lade os ophidse hvis dette ikke straks bliver rettet? Vil vi lade os friste til at ’tage sagen i vor egen hånd’ for at prøve at ændre det vi mener bør rettes? Hvordan reagerer vi under lignende forhold nu, mens vi forbereder os til livet i Guds nye orden?
24, 25. (a) Hvorfor døde Uzza for Guds hånd? (b) Hvilket motiv kan han have haft, og hvilken indstilling røbede han?
24 Vi kan lære af et eksempel i forbindelse med Davids forsøg på at føre pagtens ark til Jerusalem. Arken blev ikke båret på bærestænger der hvilede på kehatitternes skuldre, sådan som Loven foreskrev, men blev anbragt på en vogn. På et vist tidspunkt snublede de okser der trak vognen, og en mand ved navn Uzza rakte hånden ud og greb fat i arken. Med hvilket resultat? Jehova Gud „slog ham der, fordi han rakte hånden ud mod arken, og han døde på stedet ved siden af Guds ark“. (2 Sam. 6:1-7) Hvad var der galt?
25 Guds lov forbød udtrykkeligt under dødsstraf nogen andre end de bemyndigede præster at røre den hellige ark. Loven var offentligt kendt, og da Uzza uden tvivl var levit (men ikke præst), skulle han have haft større kendskab til Guds udtrykkelige befaling end andre. Han valgte at overtræde denne befaling, måske fordi han mente at omstændighederne berettigede ham til det. Han har måske følt at hvis han ikke greb ind for at støtte arken, ville den falde. Hvis det er tilfældet manglede han tro på Guds magt til at sørge for tingene på en sådan måde at ingen af hans tjenere behøvede at vise ulydighed mod hans udtrykkelige bud. På den anden side kan han have tænkt at han her havde en lejlighed til at gøre sig selv til en ’helt’ og vinde ry som ’Uzza, den mand der hindrede den hellige ark i at falde’. Men uanset hvad han har tænkt, viste han mangel på respekt.
26. Hvad kan vi lære af dette, noget som kan gavne vore interesser i den nye orden?
26 Ubibelske handlinger og fremgangsmåder eller en formastelig og egenmægtig optræden kan aldrig retfærdiggøres. I betragtning af de mange grunde der vil være til at glæde sig i Guds nye orden, skulle forhold der i begyndelsen genspejler menneskelig ufuldkommenhed ikke få os til at blive ophidsede, eller til at tale eller handle overilet. Vi må være fornuftige under alle forhold, idet vi erkender at princippet „en sags udgang er bedre end dens indgang“ vil gælde selv under Guds søns tusindårige styre, og at „tålmod er bedre end hovmod. . . . græmmelse [fornærmelse, NW] bor i tåbers bryst“. — 2 Tim. 4:5; Præd. 7:8, 9.
27, 28. Når der er en sag som tilsyneladende bør rettes, hvad bør man da gøre for at bevare Guds gunst og velsignelse?
27 Hvis vi ikke har bemyndigelse til at gribe ind i en bestemt sag, kan vi gå til dem der har myndighed til det. I stedet for derefter utålmodigt at prøve selv at ’støtte arken’, kan vi vise tillid til Guds ledelse og sætte vor lid til at han til sin tid vil lade sagen få en god udgang. Som Salme 4:5 formaner: „Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders leje og ti!“ — Jævnfør Salme 63:7-9.
28 Allerede nu kan vi altså forberede os til livet i Guds nye orden ved at vise respekt for den ordning som hans søn lader virke i den kristne menighed, i forvisningen om at Jehova Gud og Kristus Jesus aldrig er uvidende om de ting der trænger til at blive rettet eller korrigeret.
[Illustration på side 419]
Viser ønsket om fysisk sundhed at man er rede til livet i Guds nye orden? Ti spedalske bad Jesus om at blive helbredt, men kun den ene følte sig af hjertet tilskyndet til at ære Gud. Hvordan er dit hjerte?