Hvor stærk er din tro?

„Kom den første tid i hu, da I . . . udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk.“ — Hebr. 10:32, 33.

 1. Hvorfor har kristne brug for en stærk tro i dag, og hvem tjener som eksempler for os?

DET kræver virkelig tro dersom en kristen skal holde ud når han udsættes for lidelser, forfølgelse og pinsler og stilles offentligt til skue på grund af sin tro og sin forkyndelse. Det kræver virkelig styrke af andre kristne loyalt at bevare deres standpunkt når de ser den behandling som trofaste mennesker der elsker Gud udsættes for fordi de ikke ønsker at give slip på deres uangribelighed. De kristnes store forbillede, Jesus Kristus, holdt ud indtil døden. Han sagde: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ (Matt. 24:13) Jesus havde kendskab til mænd der havde lagt en sådan enestående tro for dagen før han selv blev menneske for at frelse verden ved at give sit liv som en løsesum. Beretningen om disse mænds tro findes i Hebræerbrevets ellevte kapitel og står som et vidnesbyrd den dag i dag. Tro er ikke blot noget der hører fortiden til og som de mennesker der levede før Kristus udviste; det er også noget som kristne der lever nu, må lægge for dagen. I betragtning af de mange nye ideer og videnskabelige teorier som menneskene i vor tid undervises i, er der grund til at spørge: Hvor stærk er din tro på Jehova Gud, på hans søn Jesus Kristus, og på Guds skrevne ord, Bibelen?

 2. Hvilket dilemma befinder mange såkaldte kristne sig i?

² I den vestlige verden eller inden for kristenheden vil mange mennesker sige: „Jeg tror på Gud.“ Det er meget let at sige således, men tror de virkelig på det Jesus sagde, for eksempel på denne udtalelse: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“? (Joh. 3:16) Flertallet af dem der siger de tror på Gud vil besvare spørgsmålet med et „ja“, men vil samtidig give udtryk for at de tror på udviklingsteorien. Hvordan kan man tro på at Gud skabte mennesket og på syndefaldet der førte til menneskets død, dersom man tror at mennesket er et resultat af en udvikling? Og hvorfor tro på Kristus Jesus hvis man ikke tror på Bibelens skabelsesberetning?

 3, 4. (a) Hvilken indstilling har mange præster til Bibelen? (b) Opmuntrer Interpreter’s Bible til tro på Bibelen?

³ Det er ikke usædvanligt at høre religiøse ledere sige at Bibelens skabelsesberetning kun er en myte. Hvis det virkelig er deres opfattelse så tror de ikke på Bibelen som Guds skrevne ord, for hele Bibelens lære er grundlagt på beretningen om at Gud skabte mennesket. I tidsskriftet Redbook for august 1961 kunne man under overskriften „Fremtidens præsters overraskende tro“ læse følgende: „Hans højærværdighed James A. Pike, der er biskop ved den episkopale kirke i Kalifornien, forbløffede for nylig mange kirkegængere i De forenede Stater idet han udtalte at han ikke tror på Bibelens beretning om Kristi jomfrufødsel. Det er en primitiv, religiøs legende . . . Da biskop Pike blev bedt om at nævne andre religiøse legender henviste han til Adam og Eva og Edens have.“ Når denne biskop forkaster beretningen om Adam og Eva vil der, ifølge hans opfattelse, ikke være brug for Jesu Kristi genløsningsoffer der borttager verdens synd. James A. Pike mener at han har større kundskab end den der inspirerede Bibelens skribenter. Hvem tror du på: Gud eller mennesker?

⁴ Det australske tidsskrift Pix meddelte den 21. oktober 1950 at biskop Barnes i Birmingham i England havde udtalt at Det gamle Testamente var fyldt med „sagn, fejlagtige beretninger og en rå moral“. En anden udtalelse der viser hvorledes præsteskabet forkaster Bibelen findes i brochuren In the Beginning: „Beretningerne om patriarkerne blev overleveret fra mund til mund i mange hundrede år før de blev nedskrevet. Vi skal derfor ikke forbavses over at finde at de til tider er i modstrid med hinanden; vi har ikke nødig at tro at alt fandt sted nøjagtig som det berettes i Første Mosebog.“ Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at mange af kristenhedens gejstlige omtaler beretningen i Første Mosebog om Sodoma og Lots flugt fra denne by som „en myte“, og det skønt Jesus selv henviste til denne beretning. I The Interpreter’s Bible, side 626, lyder kommentaren til kapitel nitten i Første Mosebog således: „Denne beretning — der tilhører en meget udbredt samling fortællinger som muligvis har en mytologisk baggrund (se Skinner, Genesis, s. 311-12) — om ødelæggelsen af en by der engang har ligget i nærheden af Det døde Hav, muligvis ved sydspidsen af det, verserede antagelig i Hebron dengang israelitterne slog sig ned dér.“ Den højere bibelkritik, ja mange præster i vor tid, påstår at den bibelske beretning om Lot har en mytologisk baggrund; men troede Jesus at denne beretning var en myte? Nej! Han sagde til sine disciple: „Tænk på Lots hustru!“ (Luk. 17:32) Hvem tror du på: Jesus eller den højere bibelkritik? Vi vil tro Jesus, som selv troede på hvad der „forhen er skrevet“.

 5. Hvordan var apostelen Paulus’ syn på de hellige skrifter?

⁵ Det var omkring år 56 e. Kr. at Paulus skrev: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Hvilket håb giver den bibelske beretning om Sodoma og Gomorra os der lever i dag?

Lot og Sodoma og Gomorra

 6, 7. (a) Hvordan var forholdene i Sodoma på Lots tid? (b) Hvad åbenbarede englene om byens og Lots fremtid?

⁶ Lot var Abrahams nevø og boede i byen Sodoma. En aften, sandsynligvis i året 1919 f. Kr., kom to engle der tidligere havde besøgt Abraham i Mamre nær Hebron, som lå vest for Salthavet, til Sodoma, der lå i „Siddims dal, det er Salthavet“, hvilket sandsynligvis vil sige det der nu udgør den sydøstlige del af Det døde Hav. (1 Mos. 14:3) Lot sad i Sodomas port. Han inviterede de to fremmede med hjem og nødte dem til at blive natten over. „Men endnu før de havde lagt sig, stimlede byens folk, indbyggerne i Sodoma, sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse, og de råbte til Lot: ’Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!’ Da gik Lot ud til dem i porten, men døren lukkede han efter sig. Og han sagde: ’Gør dog ikke noget ondt, mine brødre!’“ (1 Mos. 19:4-7) Sodomas indbyggere ville have fat i de to fremmede for at stille deres lyst på dem. Da Lot ville hindre dem heri blev pøbelen rasende, og hvis ikke englene havde trukket Lot ind i huset og lukket døren ville pøbelen have gjort en ulykke på Lot.

⁷ Englene insisterede på at Lot, hans hustru og to døtre måtte forlade den fordærvede by tidligt næste morgen. De sagde til Lot: „Vi står i begreb med at ødelægge stedet her, fordi skriget over dem er blevet så stort for [Jehova], at [Jehova] har sendt os for at ødelægge dem.“ Lot gjorde sig derfor rede til at forlade byen. „Da morgenen så gryede, skyndede englene på Lot og sagde: ’Tag din hustru og dine to døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved byens syndeskyld!’ Og da han tøvede, greb mændene ham, hans hustru og hans to døtre ved hånden, thi [Jehova] ville skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i sikkerhed uden for byen.“ Der blev sagt til Lot og hans familie: „Det gælder dit liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogetsteds i Jordan-egnen, men red dig op i bjergene, for at du ikke skal omkomme!“ — 1 Mos. 19:13-17.

 8, 9. Hvordan gik profetien om Sodomas ødelæggelse i opfyldelse?

⁸ Lot ønskede ikke at dø. Han bad Gud om at frelse hans liv, men han var ikke i stand til at nå op i bjergene, sådan som han fik befaling om. Han bad om lov til at flygte til en nærliggende by for at frelse sit liv. Lot og hans familie skyndte sig så videre til byen Zoar, og „da solen steg op over landet og Lot var nået til Zoar, lod [Jehova] svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra fra [Jehova], fra himmelen; og han ødelagde disse byer og hele Jordan-egnen og alle byernes indbyggere og landets afgrøde. Men hans hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en saltstøtte.“ — 1 Mos. 19:18-26.

⁹ Men hvad med Lots onkel? „Næste morgen, da Abraham gik hen til det sted, hvor han havde stået hos [Jehova], og vendte sit blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordan-egnen, så han røg stige til vejrs fra landet som røgen fra en smelteovn.“ — 1 Mos. 19:27, 28.

10. Havde Sodomas ødelæggelse voldt Abraham bekymring? Hvorfor?

¹⁰ Da Abraham så røgen stige til vejrs må han have tænkt på om Lot var i sikkerhed. Dagen før havde Abraham bedt Jehova om at frelse byen dersom der blot fandtes ti mennesker som handlede ret i den. Men der må ikke have været ti retfærdige i Sodoma, for byen blev ødelagt. Men Gud „kom . . . Abraham i hu og førte Lot ud af ødelæggelsen, som han lod komme over de byer, Lot boede i“. — 1 Mos. 19:29.

11. Hvorfor har vi grund til at tro på den bibelske beretning om Sodoma og Gomorra?

¹¹ Læs hele beretningen herom i Første Mosebog, kapitel atten og nitten. Er vor tro på Guds ord så stærk at vi tror at Sodoma blev ødelagt på Guds befaling og at Lot og hans døtre nåede i sikkerhed i Zoar? Jesus troede på det, for han henviste til denne hændelse og sagde: „Som det gik til i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ — Luk. 17:28-30.

Et forbillede for os

12. Hvordan anvendte Jesus beretningen om Sodoma og om Noas dage?

¹² Jesus talte til sine disciple om den tid da hele denne onde, verdslige tingenes ordning som vi nu lever i ville blive tilintetgjort. Fortidens ødelæggelse af Sodoma og Gomorra var et af de historiske forbilleder som Jesus anvendte for at hjælpe sine trofaste efterfølgere til at få den rette forståelse af hvad der skulle ske under hans anden nærværelse og for at ’give dem mere tro’. (Luk. 17:5) Men for yderligere at styrke deres tro henviste Jesus til endnu en beretning som også fandtes i Første Mosebog. Han sagde: „Som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage.“ (Luk. 17:26) Hvad var det Jesus ønskede at indprente sine disciple og os ved at henvise til disse forbilleder? Udfrielse! Men ønsker man at blive frelst må man skille sig ud fra denne gamle verden og ikke være en del af den. I vor tid findes der en gruppe mennesker, en stor skare, som blev forbilledligt skildret ved Lot og hans to døtre. Vi ser dem flygte ud fra denne gamle verden, der er dømt til en brat tilintetgørelse. De værdsætter Jehovas miskundhed for som Lot ’at bevare deres sjæl i live’. (1 Mos. 19:19, NW) For at blive frelst må de søge sikkerhed i overensstemmelse med de foranstaltninger Gud har truffet. Det betyder at de må flygte fra nutidens Sodoma, at de i hast må forlade denne gamle verden her i endens tid.

13, 14. Hvem ønsker vi ikke at ligne, og hvad bør vi derfor gøre?

¹³ Vær ikke som Lots hustru der standsede op, så sig tilbage og blev overdækket med salt så hun blev til en saltstøtte. Hun nåede aldrig Zoar, men det gjorde Lot og hans døtre. De fandt et tilflugtssted dér. Lot havde tro, og det var denne tro der holdt ham oppe. Nu må retsindige mennesker have den samme stærke tro for at komme igennem denne trængselstid, overleve Harmagedonslaget og komme ind i Guds nye, retfærdige verden. De må stadig væk bede den bøn Jesus lærte os: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Denne bøn vil blive opfyldt. De der gør Guds vilje vil finde fuldstændig tryghed og lykke under Guds rige. — Matt. 6:9, 10.

¹⁴ Retsindige mennesker som virkelig søger dette rige kan redde livet. Guds profet sagde: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ (Zef. 2:3) De vover ikke at se sig tilbage. Gør de det, vil de også blive fejet bort „på [Jehovas] vredes dag“ .

15. Hvordan betragtede Peter den bibelske beretning om Lot og Sodoma?

¹⁵ Jesus troede på beretningen om Lot, og det samme gjorde apostelen Peter. Så hvad betyder det om vor tids religiøse ledere ikke gør det! Lyt til de stærke vendinger hvori Peter taler om de onde og ugudelige og giver udtryk for sin tillid til at Jehovas dom vil komme over dem, som berettet i Første Mosebog. Peter sagde: „Thi Gud skånede ikke de engle, der syndede [på Noas tid], men . . . lod dem bevogte . . . indtil dommen. Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, . . . Og byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider. Men han udfriede den retfærdige Lot, som led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv. Thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte. Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag.“ (2 Pet. 2:4-9) Peter havde tro på at Jehova havde gjort alt dette. Han troede det da han skrev derom i år 64, over 1980 år efter Sodomas ødelæggelse.

Kristenhedens mangel på tro

16, 17. Vis hvordan der hersker mangel på tro i kristenheden.

¹⁶ Selv om Jesus henviste til beretningen om Lot er der mange af nutidens præster der ikke tror på den. De gør sig åbenbart ikke ret høje tanker om Jesus. Det samme må gælde deres mening om Peter, for han henviste også til Sodoma da han beskrev de tilstande der skulle være rådende ved denne verdens ende. Oprigtige kristne der tager sig tid til at studere og undersøge Bibelen, vil finde sandheden deri og opbygge deres tro. Det vil være tegn på visdom, for man må have tro for at sjælen kan bevares i live. — Hebr. 10:39, NW.

¹⁷ Hvor stærk er din tro på Kristus Jesus? Tror du at han har levet? At han var Guds søn, og at han døde for at menneskene kunne leve? Tror du at han gav sit liv som et genløsningsoffer, og at intet menneske kan opnå det evige liv uden om ham? Har du ikke læst Første Timoteus 2:5, 6, der lyder: „Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle“? Måske tror du; men er du klar over at der er mange fremtrædende gejstlige der ikke tror på denne sandhed? Dr. Lyle Weatherhead, der er præsident for den engelske metodistkonference, har for eksempel sagt: „Jeg tror ikke at Kristi korsfæstelse var Guds vilje. Kristus kom til verden for at blive fulgt, ikke for at blive myrdet.“ (Vågn op! 22. april 1958, s. 21) Det er derfor ikke forbavsende at høre en religiøs leder som Harry Emerson Fosdick udtale:

„Naturligvis tror jeg ikke på jomfrufødselen eller på den forældede lære om forsoningen, og jeg kender ikke nogen intelligent kristen præst der gør det. Vanskeligheden med disse fundamentalister består i at de mener at medmindre man samstemmer med dem i hele deres dogmatik, kan man ikke tro på det kristne evangeliums grundlæggende, substantielle og evige sandheder, som forvandler menneskers liv og som er det eneste håb for Kristi frelsergerning i denne verden.“ — Christian Beacon, 9. maj 1946, bind XI, nr. 13.

Hvordan kan præster der ikke tror på Kristus Jesus, hans fødsel som Guds søn og hans død som et forsoningsoffer, stå frem foran deres menigheder og hævde at de er kristne? Hvordan kan de opbygge andres tro når de ikke selv har nogen tro? Det er ikke vanskeligt at forstå hvorledes en teolog som D. R. Keating, der er præst ved United Church, kan sige følgende:

„I betragtning af de tilstande der for tiden råder i kirkerne kan jeg ikke begribe hvorfor nogen, især en mand, ønsker at blive medlem af en kirke. Han må enten henregne religion til de bagateller der ikke er uundværlige her i livet men som kan være nyttige i social henseende og som er ganske uskadelige, eller han må have visse illusioner om hvad han går ind til. Måske har han læst Det nye Testamente og går ud fra at han vil finde det samme i kirkerne. Jeg for min del indrømmer at jeg ikke kan tænke på nogen kirke som jeg ville gøre mig den ulejlighed at gå over gaden for at komme ind i dersom jeg var lægmand.“ — Tribune, 4. marts 1961, Winnipeg, Canada.

Hvordan kan man forvente at nogen skal tro på Gud og Kristus Jesus når præsterne står frem for menighederne og fortæller dem at det ikke er nogen nytte til at de kommer og hører deres prædikener? Præsternes opgave skulle være at indgyde mennesker tro på Kristus som vejen til frelse.

18. Hvad siger en luthersk biskop om den verden vi lever i?

¹⁸ Den 11. marts 1960 indeholdt New York Times følgende uddrag af en prædiken som den lutherske biskop i Hannover, Hanns Lilje, havde holdt: „I vor tid er kristendommens kår undergået en mere omfattende og gennemgribende forandring end de fleste mennesker er klar over. At dømme efter de faktiske forhold lever vi i en ikke-kristen verden. Udtrykket skal opfattes nøjagtig som det står. Der er ikke tale om en anti-kristen tidsalder. Vi lever i en ikke-kristen tid.“ Om nogen burde vide det, må det være ham! Han er en af de ledende mænd inden for den lutherske kirke, og det han i virkeligheden siger er at mennesker i kristenheden ikke er kristne. Den „kirke“ eller trosretning biskop Lilje tilhører udgør en del af kristenheden, og han siger at „vi lever i en ikke-kristen tid“.

19. (a) Hvad bør kristne gøre i betragtning af at kristenheden har svigtet? (b) Hvordan får man tro?

¹⁹ Dersom der ikke i vor tid findes nogen der følger i Jesu Kristi fodspor er det på høje tid at der udgår en kraftig opfordring til at flygte, til at komme ud af kristenhedens falske religiøse systemer. Jesus sagde at han ikke var en del af denne verden, dens religiøse systemer indbefattet, endskønt han var født under et, nemlig det jødiske. Han fordømte dets ledere som hyklere. I vor tid er millioner af mennesker født under et eller andet religiøst system, men de mennesker der elsker sandheden må selv tænke og derpå flygte ud af kristenheden og tjene den sande Gud, Jehova. Mange religiøse ledere tror ikke på beretningen om Adam og Eva, og nogle forkaster endog Kristus. Men Paulus sagde: „Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ (1 Kor. 15:22) Så Paulus troede både på Adam og Kristus. Men livet er ikke noget der vil blive påtvunget nogen. Enhver der ønsker at opnå livet må have tro. „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete.“ (Hebr. 11:1, NW) Paulus ræsonnerede: Hvorledes skulle nogen kunne påkalde Jehovas navn til frelse dersom de aldrig har troet på ham? Og hvorledes skulle nogen kunne tro dersom de aldrig har hørt om den sande Gud? For at mennesker kan få en sådan tro, må der være nogen der forkynder den gode nyhed. Men hvorledes skulle nogen kunne forkynde dersom de ikke sendes ud? Paulus slutter med at sige: „Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.“ — Rom. 10:13-17.

Guds ord opbygger troen

20. Nævn nogle af de begivenheder som sande kristne er bekendt med og som de accepterer i tro.

²⁰ De første kristne troede på Kristus Jesus fordi de så og hørte ham. De nærede en sikker forventning om de ting de håbede på. De vidste at Jesus helbredte de syge, åbnede de blindes øjne, oprejste de døde og at han selv blev oprejst fra døden af Jehova Gud. Hvilken yderligere sikkerhed for deres håb behøvede de? Deres tro var baseret på ting der virkelig var sket. Nu har vi den skrevne beretning i Guds ord Bibelen. Vi ved hvad der hændte mens Kristus Jesus levede her på jorden. Vi har ligeledes en pålidelig beretning om hvad apostlene udrettede. Vi forstår at den kristnes tro er grundlagt på sandheden om virkelige ting som har fundet sted og som man har set og hørt. Vi ved, ligesom de første kristne, at alle mennesker er under dødens fordømmelse på grund af Adams synd, som Paulus forklarer: „Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) De kristne ved hvorfor mennesket dør og de ved også at livet er en gave fra Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre. „Thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 6:23) Paulus vidste det og han troede på det. Gør du det? Hvis du gør, har du tro på Guds skrevne ord.

21. (a) Hvem burde også tro på disse beretninger? (b) Hvad er da årsagen til menneskers manglende tro?

²¹ I vor tid burde enhver præst der repræsenterer kristenheden have den samme tro; men præsterne formår ikke længere at opbygge en sådan tro. De har vendt sig til menneskers teorier, til udviklingslæren og rumtidsalderens videnskab. For dem er Bibelen blot en forældet bog. Dog er det langt bedre at lytte til Jesus og apostlene, der kendte Guds hensigter, for det styrker vor tro. Jesus sagde: „Det kan ikke undgås, at forargelser kommer; men ve den, ved hvem de kommer! Det var bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulle forarge en af disse små.“ (Luk. 17:1, 2) Hvor mange mennesker der har haft en tro er ikke blevet vendt bort fra Gud og Kristus af et vantro præsteskab! Det må præsteskabet stå Gud til regnskab for!

22. Hvilken skæbne vil de der kaster troen over bord få?

²² Sande kristne vil bevare troen på Guds ord, Bibelen, og på Jesu Kristi offer. Paulus advarer alle der fornægter troen og siger: „Thi synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder, men en frygtelig forventning om dom og en nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige.“ (Hebr. 10:26, 27) Kristus vil ikke på ny give sit liv for at frelse dem der engang havde kundskab om og tro på Kristus Jesus og som antog ham som deres genløser. Hvis de kaster deres tro over bord og fornægter Gud, hans ord og hans søn, vil Gud ikke atter træffe foranstaltning til at løskøbe dem. Der gives ikke mere noget offer for deres synder! Men der kommer en dom, en frygtelig dom! Tænk på Sodoma og Gomorra. Troløse mennesker vil ikke kunne flygte ligesom Lot og hans to døtre. De vil blive indhentet af den brændende ødelæggelse. Nogle vil måske forsøge at undslippe, men de vil se sig tilbage efter det modbilledlige Sodoma, ligesom Lots hustru så sig tilbage og blev til en saltstøtte, og i Harmagedonslaget vil andre dø under forsøget på at undslippe. — 1 Mos. 19:26; 2 Pet. 3:10-13.

De første kristnes tro

23, 24. Hvilken forskel gør H. G. Wells opmærksom på mellem kristendommen i den første tid og kirken fra år 325 og fremefter?

²³ Kristenhedens præsteskab må nu bære ansvaret, for det skyldes de organiserede religionssystemer at kristenheden siden år 325 mere og mere har fjernet sig fra sand kristendom og fra Bibelens lære. Dette anerkendes af moderne historikere. I sin verdenshistorie, The Outline of History, siger H. G. Wells: „Dette år 325 er et mærkeår i vor historie. Det er årstallet for det første fuldstændige, almindelige (økumeniske) møde i hele den kristne verden. . . . Det betegner den kristne kirkes og kristendommens definitive indtræden på menneskelivets skueplads, sådan som kristendommen nu i almindelighed forstås i verden. Fra dette år stammer den nøjagtige definition af den kristne lære i den nikænske trosbekendelse.

²⁴ Det er nødvendigt her atter at gøre læseren opmærksom på den dybe forskel mellem Nikæas fuldt udviklede kristendom og Jesu af Nazarets lære. Alle kristne hævder at Jesu lære indeholdes fuldstændig i førstnævnte, men det er et spørgsmål som ligger uden for vort område. Hvad der er klart og tydeligt er at Jesu af Nazarets lære var en profetisk lære af den nye type som begyndte med de hebraiske profeter. Den havde intet med præster at gøre, den havde ikke noget indviet tempel og ikke noget alter. Den havde ingen ritualer og ceremonier. Dens offer var ’et sønderbrudt og sønderknust hjerte’. Dens eneste organisation var en organisation af prædikanter, og dens hovedfunktion var prædikenen. Men det fjerde århundredes fuldt færdige kristendom var, skønt den bevarede Jesu lære fra evangelierne som sin kerne, hovedsagelig en præstereligion af en type som i tusinder af år havde været velkendt i verden. Midtpunktet i dens omstændelige ritual var et alter, og gudstjenestens hovedhandling var messeofferet, båret frem af en indviet præst. Og den havde en hurtigt voksende organisation af diakoner, præster og biskopper.“ — H. G. Wells’ Verdenshistorie, gengivet efter den norske oversættelse, bind I, siderne 606, 607.

25. Hvem kan i vor tid se forskellen mellem Nikæas kristendom og Jesu lære?

²⁵ Således skrev en historiker i 1920, og han kunne se „den dybe forskel mellem Nikæas fuldt udviklede kristendom og Jesu af Nazarets lære“. Enhver der kender Bibelen og beretningen om Kristi liv kan tydeligt se den store forskel der er mellem Jesus og de første kristne på den ene side og kristenhedens præsteskab i dag på den anden. For nitten hundrede år siden var de kristne stærke i troen. Hvor finder man en sådan tro i kristenheden i vor tid? Guds ord, Bibelen, anses af mange for at være et af litteraturens mesterværker, men de ti bud er blot noget man læser, ikke noget man lever efter.

26. (a) Hvad sagde Paulus ville ske med dem der brød Moseloven? (b) Nævn nogle af de ting Moses skrev om under Jehovas ledelse.

²⁶ Lyt imidlertid engang til hvad Paulus siger til os: „Den, der har brudt Mose lov, må uden barmhjertighed dø ’på to eller tre vidners udsagn’; hvor meget hårdere straf mener I da ikke den fortjener, som har trådt Guds søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd?“ (Hebr. 10:28, 29) Mener du at det var „for hårdt“ over for en der havde overtrådt Moseloven? Er du enig med dem der siger at det Moses skrev om Adam, Lot, Sodoma og Messias (Kristus) ikke var andet end myter? Mener du at det var en misforståelse når Moses skrev: „Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive hor! Du må ikke stjæle! . . . Du må ikke begære din næstes hus . . . hustru . . . træl . . . eller noget, der hører din næste til“? Det var også Moses der skrev: „Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ Han befalede tillige folket: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede . . . thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud der fordrer absolut hengivenhed, NW].“ Moses skrev ikke dette på stentavlerne men i Anden Mosebog 20:1-17; Det var imidlertid Jehova der befalede ham at nedskrive det alt sammen til gavn for os.

27. Hvordan opmuntrede Paulus den unge Timoteus med hensyn til De hellige Skrifter?

²⁷ Paulus var overbevist om at det var Jehova der stod bag nedskrivningen af Bibelens skrifter. Fuld af tro skrev han til en ung kristen: „Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) Paulus troede på Bibelen og det den lærte.

28. Hvilken opmuntring gav Paulus de kristne til at bevare troen?

²⁸ Her i endens tid kræver det tro at være en kristen og at tro på det der står i Bibelen. Men der findes mennesker der har en sådan tro og som dygtiggør sig så de kan forkynde budskabet om Guds rige, til trods for latterliggørelse fra præsteskabets side. Paulus vidste at det på grund af denne verdens regeringer og troløse religiøse ledere, ikke blot på hans tid men op igennem tiden, ville koste de kristne en hård kamp at holde ud i tjenesten. Derfor formanede han de kristne således: „Kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk, snart delte kår med dem, som gennemgik sådanne lidelser. Thi både havde I medlidenhed med de fangne og fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede; I vidste jo, at I ejer noget bedre og blivende.“ — Hebr. 10:32-34.

Vor tids trofaste kristne

29, 30. Sammenlign dr. Baillies udtalelse med Jehovas vidners erfaringer under og efter den anden verdenskrig.

²⁹ På apostlenes tid var der mange tusinder der blev oplyst om sandheden i Guds ord og som vandrede i Jesu Kristi fodspor og derfor blev udsat for de erfaringer Paulus omtalte. De lærte en helt ny livsform som bragte dem virkelig tilfredshed, men også medførte en del modstand. Det er noget som kristne i vor tid må huske på. Ligesom de kristne dengang blev oplyst og udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, sådan forholder det sig også med kristne nu i tiden. Der findes ikke nogen let måde at være en kristen på. Dr. Baillie fra Union teologiske Seminarium skal i en udtalelse om kristendommens nuværende kår have sagt: „Det der i alle disse år har skullet stå sin prøve er slet ikke kristendom. Man har slet ikke gjort forsøg på at leve et kristent liv, og førend nogen prøver derpå, ved vi intet som helst om det. . . . Grunden til at verden ikke længere forfølger de kristne er måske at der ikke længere findes nogen kristne.“

³⁰ Vi spørger: Har dr. Baillie lagt mærke til Jehovas vidners virksomhed de sidste femogfyrre år? Betragter man kun de protestantiske og katolske trosretninger, så er det sandt nok at de ikke bliver forfulgt. Men hvad med den lille gruppe kristne Jehovas vidner i Tyskland, Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet under Hitlers regime, ja i hele verden, inklusive De forenede Stater og Canada, under den anden verdenskrig? Og i dag? Hvad sker der i Østtyskland, Polen, Rusland og det katolske Spanien? I disse lande udholder Jehovas vidner „mangen en lidelsesfuld kamp“, og Jehovas vidner i andre dele af verden viser medfølelse med dem der er i fængsel.

31. Hvorfor må Jehovas vidner udholde lidelser i hele verden?

³¹ Jesus sagde om de sande kristne: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ (Matt. 24:13) En sand kristen vil udholde lidelser, og de som holder fast ved de principper Jesus levede efter, vil komme ud for „hån og mishandling“ fordi de er kristne. Jehovas vidner har stiftet bekendtskab med koncentrationslejrene, gaskamrene, sulterationerne og fængslerne i de fleste af kristenhedens lande. Desuden har deres forkyndelse af Guds rige i mange år været forbudt i mange af kristenhedens lande. Hvorfor? Fordi Jehovas vidner holdt fast ved deres ønske om at leve et kristent liv og fordi de var villige til at udholde mangen en lidelsesfuld kamp for at kunne gøre det. De Jehovas vidner der ikke blev sendt til koncentrationslejre viste medlidenhed med dem der var i fangenskab og fandt sig med glæde i at man røvede hvad de ejede. Læs beretningen om vor tids Jehovas vidner som den er fortalt i bogen Jehovah’s Witnesses in the Divine Purpose, og du vil lære om den forfølgelse som de udholdt for præsteskabets og de politiske lederes hånd i Tyskland, Grækenland, Polen, Rusland, Den dominikanske Republik, Quebec, ja, overalt i verden. Alligevel forkynder de stadig Guds rige i alle disse lande.

32. Hvordan adskiller sande kristne sig fra kristenhedens religiøse organisationer med hensyn til deres frimodighed til at forkynde?

³² En sand kristen må være stærk, og selv om forfølgelsen tager til må han stadig være lydhør over for og handle i overensstemmelse med det Gud inspirerede Paulus til at skrive: „Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.“ (Hebr. 10:35, 36) Jehovas vidner vil ikke kaste deres frimodighed bort fordi de bliver forfulgt. Jesus lukkede ikke sin mund på grund af de religiøse og politiske magthavere på hans tid. De måtte dræbe ham for at komme den frimodighed han havde til at forkynde den gode nyhed om Guds rige, til livs. De kristnes indstilling i vor tid er ikke anderledes. Men kristenhedens religiøse organisationer er blevet de politiske herskeres håndlangere. Mange steder er prædikestolen blevet de styrendes talerør. Præsteskabet har kastet deres frimodighed til at forkynde Guds rige bort for at behage de verdslige politiske herskere. En kristen kan ikke gå på kompromis, for han ved at hans frimodighed ’har stor løn i følge’.

33. Hvorfor tager mange afstand fra kristenhedens religiøse organisationer, og hvis eksempel følger de herved?

³³ Hundredtusinder af mennesker tager nu afstand fra kristenhedens falske religiøse organisationer fordi disse intet håb har at byde dem. Hvad kan de love mennesker? De forkaster Bibelen. De har ikke „den sikre forventning om ting der håbes på“. Men de mennesker der søger sandheden har fået kundskab og indsigt gennem studiet af Guds ord og de tror at Guds rige er nær. De tror på det Paulus udtalte, selv om det blev nedskrevet for nitten hundrede år siden: „Thi ’der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke.’“ (Hebr. 10:37) Der har ikke været nogen tøven i forbindelse med Kristi andet komme. Siden 1914 har man kunnet se de tydelige beviser på hans anden nærværelse.a Endens tid er nær! Tiden er nu inde til at drage ud af nutidens Sodoma, ligesom Lot og hans to døtre for århundreder siden flygtede ud af datidens fordærvede by. De der ønsker at leve i Guds nye verden må forlade Djævelens organisation og søge sikkerhed i Jehovas organisation. Under Harmagedonslaget vil Gud sørge for et sikkert tilflugtssted for alle. Tror du at Gud vil gøre dette for dig? Lot og hans to døtre troede det, og de nåede til Zoar og reddede livet.

34. Hvordan viser Jehovas vidner at de lever af tro?

³⁴ Hvor sande er ikke Guds ord: „’Min retfærdige skal leve på grund af tro,’ og ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham’“! (Hebr. 10:38, NW) I dag må Jehovas vidner leve af tro, men det er en sikker forventning med fuld tillid til fremtiden, for Guds skrevne ord fortæller dem hvad fremtiden vil bringe. De ser at det Guds ord har sagt skulle finde sted, er sket eller er ved at ske. Det er således ikke tiden til at nogen der kender Guds ord unddrager sig og vender tilbage til den gamle verdens onde organisation, for Gud vil ikke have behag i et sådant menneske. Paulus var en beslutsom mand med en stærk vilje og tro, og han kunne derfor styrke andres tro. Med overbevisning sagde han: „Nu hører vi ikke til dem der unddrager sig og rammes af udslettelse, men til dem der har tro så deres sjæl kan bevares i live.“ — Hebr. 10:39, NW.

En analyse af vor tro

35. Hvilke spørgsmål må besvares når vi analyserer vor tro?

³⁵ Hvilken slags tro har du? En svag tro, der får dig til at unddrage dig ved enhver prøve eller vanskelighed der opstår, eller en stærk tro, der er bygget på Guds ords sikre grundvold? Er din tro så stærk at du kan holde ud, ’så din sjæl kan bevares i live’?

36. Hvordan hjælper Filipperne 4:9 os til at opbygge en stærk tro?

³⁶ Paulus skrev til filipperne: „Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, det skal I gøre! så vil fredens Gud være med jer.“ (Fil. 4:9) Hvad var det de første kristne havde lært af Paulus? Hvad havde de hørt? Hvad havde de set? Hvad havde de modtaget? De havde i sandhed set Paulus som en standhaftig kristen der var indviet til Jehova Gud og som vandrede i Kristi Jesu fodspor. De kendte ham som en mand der var villig til at udholde alle slags lidelser, forfølgelser, prøvelser og endog stå ansigt til ansigt med døden uden at unddrage sig. De havde læst hans brev om de erfaringer han havde været igennem for den gode nyheds skyld. De vidste at Paulus troede på at Kristus Jesus gav sit liv til frelse for menneskene, og at Paulus lagde sin tro for dagen ved at forkynde om Guds rige med Kristus som konge. Dette er blot nogle af de ting kristne kan lære af Paulus. Gennem sine mange breve og ved sit personlige samvær med andre opbyggede Paulus andres tro. Det de første kristne lærte, hørte, så og modtog, var de ting Paulus forkyndte og levede efter. Vil vi som Kristi Jesu trofaste efterfølgere gøre det samme? Og hvad bliver resultatet hvis vi gør det? ’Så vil fredens Gud være med os.’

37. Hvordan opnår man Guds fred i dag, og hvem er vort største eksempel i at vise kærlighed?

³⁷ Hvordan kan et menneske opnå Guds fred i dag? Ved først og fremmest at skille sig ud fra denne onde tingenes ordning. Derefter må man helt og fuldt indvi sig til at gøre Jehova Guds vilje. Moses skrev: „Jeg Jehova din Gud er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 20:5, NW) Som kristne må vi derfor tjene Gud med hele vort hjerte, med hele vort sind, med hele vor sjæl og med hele vor styrke. Derved beviser vi at vi virkelig elsker vor himmelske Fader. Det andet bud vi må følge, er at vi må elske vor næste som os selv. Vort største eksempel i at vise en sådan kærlighed er Guds søn, Kristus Jesus. Dersom vi ønsker at være kristne må vi stræbe efter at ligne ham så meget som muligt. Vi må ønske at efterligne ham i alt hvad han gjorde. For at kunne det må vi læse om ham og finde ud af så meget som muligt om hans liv og gerning. Sådanne oplysninger kan vi finde i Guds skrevne ord, Bibelen.

38. Hvordan kan vi være sikre på at det ikke er en teologisk embedseksamen der gør en kvalificeret til at være en sand Jehovas tjener?

³⁸ Det er ikke nødvendigt at studere teologi på en højere læreanstalt for at blive en Kristi Jesu efterfølger, dersom det havde været nødvendigt kunne Peter og Johannes ikke have været Jesu apostle. De var almindelige mænd med et sundt sind. De elskede sandheden og værdsatte den. De havde lyttet til deres mester Jesus Kristus og lært af ham. Da deres opstandne herre forklarede dem hvorfor han havde lidt døden på marterpælen, tænkte de ikke på at unddrage sig, men de var rede til at virke, og på Pinsedagen forkyndte de om det de havde hørt og troede på. Bibelen fortæller at da det jødiske sanhedrin „så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus“. (Ap. G. 4:13) Det der betyder noget er et menneskes ånd, dets nidkærhed, hengivenhed og kundskab, og ikke om det har et diplom eller et eksamensbevis. Disse mænd havde fået sand kundskab fordi de havde været sammen med Jesus og havde lært sandheden at kende. De var frygtløse når det gjaldt forkyndelsen af denne sandhed. Det var ikke en universitetsuddannelse eller undervisningen på datidens rabbinerskoler der gjorde dem egnede til at være Guds tjenere, for de havde aldrig studeret ved sådanne læreanstalter. Det var Gud og ikke mennesker der havde ordineret dem. Kristenhedens præsteskab kan spore sin oprindelse tilbage til år 325 og til den nikænske trosbekendelse, men ikke til Kristus Jesus eller til Guds ord.

39. (a) Hvad må hver eneste kristen være, og hvordan viste H. G. Wells at sådan var det i kristendommens første tid? (b) Hvordan viste Paulus ved sit eksempel at den første kristne kirke var en organisation af forkyndere?

³⁹ Disse oplysninger skulle være til virkelig opmuntring for alle mennesker i hele verden som elsker Bibelen, og skulle hjælpe dem til at tage standpunkt for tjenesten. Hvis Peter og Johannes, der var fiskere, kunne være Jesu Kristi apostle og var kvalificerede til at repræsentere Gud som hans ordinerede tjenere på jorden, hvorfor skulle så ikke enhver der elsker sandheden i Guds ord, som er Gud helt hengiven og som har viet sit liv til Guds tjeneste, kunne gøre det samme? De første kristne var alle forkyndere, og de studerede Guds skrevne ord. Det er tydeligt at enhver der bliver kristen også må blive en forkynder af den gode nyhed. Vanskeligheden i kristenheden i dag består i at præsterne er de eneste der anerkendes som forkyndere, og deres menighed er blevet en hjord af tilhørere og ikke en hjord af prædikanter. Der har udviklet sig en præsteklasse og et lægfolk, og som H. G. Wells gør opmærksom på i sin verdenshistorie var der en „dyb forskel mellem Nikæas fuldt udviklede kristendom og Jesu af Nazarets lære“. Om kristendommen i den første tid sagde han: „Dens eneste organisation var en organisation af prædikanter, og dens hovedfunktion var prædikenen.“ Sande kristne i dag forstår stadig at det er organisationens vigtigste opgave. Hele den organisation som Jehovas vidner udgør, består af ordinerede forkyndere, og deres vigtigste opgave er at prædike og at dygtiggøre sig i brugen af prædikener. De benytter bibelprædikener fra dør til dør og i deres bibelstudiearbejde. Kristne i dag må gøre nøjagtig som vidnerne i apostlenes dage. De gik fra hus til hus og holdt prædikener for folk i de hjem de besøgte, og studerede Bibelen sammen med dem. Paulus sagde: „Jeg undlod ikke at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:20, NW) H. G. Wells gør opmærksom på at efter året 325 e. Kr. indførte kristenhedens religiøse ledere indviklede ritualer omkring et alter, indviede diakoner, biskopper og præster til deres gerning, indstiftede messen og gav sig til at bygge kirker. Man havde sandelig fjernet sig langt fra de første kristnes måde at tilbede den almægtige Gud Jehova på!

Hver eneste må give bevis for sin tro

40. (a) Hvad har kristenhedens ledere gjort for folket? (b) Hvad er der behov for i kristenheden i dag, ifølge en udtalelse af en præst?

⁴⁰ Kristenhedens ledere har bragt sig selv i den situation de befinder sig i i dag. De er selv skyld i at millioner af kirkegængere, lægfolket, ikke er meget bevendt med hensyn til kristendommens udbredelse. Præsterne har kun lært dem at lytte og at gennemgå en bestemt ceremoni i kirken hver uge. De har ikke gjort deres hjorde opmærksomme på det ansvar de har for at forkynde på Kristi vegne og at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. Nogle præster er klar over at de har svigtet i så henseende. For eksempel udtaler „pastor“ John Heuse, New York Trinity Parish, følgende i et foredrag der bar titlen: „Hvad er kirkerne til?“

„Intet sogn kan opfylde sin sande mission hvis ikke der i selve menighedslivets centrum befinder sig et lille samfund af stilfærdigt fanatiske og virkeligt omvendte og fornyede kristne der fører an. Vanskeligheden for de fleste sogne består i at ingen, ikke engang præsten, er virkelig omvendte; men selv hvor der findes en ivrig og selvopofrende præst i menighedens hjerte, sker der ikke meget før der findes et samfund af omvendte mænd og kvinder.“ — Reader’s Digest, juni 1962.

41. (a) Hvem er skyld i folkets svage tro? (b) Hvilken grundlæggende kristen egenskab savnes?

⁴¹ Hvis er fejlen? Præsternes. De har ikke gjort deres sognebørn til kristne der vil være parate til at ’udholde mangen en lidelsefuld kamp’. Deres sognebørn nærer intet ønske om ’ved hån og mishandling at blive et skuespil for folk’ for Kristi skyld. De ønsker ikke at være som de første kristne, der var villige til om nødvendigt at gå i fængsel blot fordi de forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Hvorfor har kristenheden svigtet? Fordi den ikke har den tro der bevarer sjælen i live. Lægfolket ved ikke, ja har ikke lært, hvori det kristne arbejde består. Det har ikke lært hvad det vil sige at stå op for det der er ret. Hvordan skulle det være muligt? Jesus sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Hjorden har ikke lært hvad kristendom er, hvad sandhed er. Hvordan kan man forvente det, når selv en præst kan sige: „Jeg for min del indrømmer at jeg ikke kan tænke på nogen kirke som jeg ville gøre mig den ulejlighed at gå over gaden for at komme ind i dersom jeg var lægmand.“ (Se side 80.) Og der er virkelig mange mænd og kvinder der ikke går i kirke. Højst sandsynligt har disse lagt mærke til kirkernes sande tilstand længe før denne præst gjorde det.

42. Hvorfor vil økumeniske konciler ikke kunne forene de forskellige religiøse organisationer?

⁴² Lad blot overhovederne for de forskellige religiøse organisationer i verden samles med pave Johannes XXIII til et nyt økumenisk koncil. Lad dem blot prøve at forene de forskellige protestantiske og katolske trossamfund i en fast organisation. De vil dog aldrig gøre medlemmerne til kristne. Hertil kræves der mere end konsolidering. Der kræves Guds velsignelse, hans ånd, hans ord og tro hos hver enkelt. Kristenheden har fjernet sig for langt fra Guds ord, sandheden, til at kunne vende om. For mange af kristenhedens præster har udvalgt sig småbidder af Bibelen som de ønsker at tro på, og kasseret resten som myter. I stedet fremfører de deres egne ideer for hjorden, og, som Paulus sagde, de lægger vægt på „fabler og endeløse stamtavler, som snarere volder ordstrid end tjener Guds frelsesplan i troen“. — 1 Tim. 1:4.

43. Hvad er Bibelen for en sand kristen?

⁴³ Den der virkelig er kristen ved fra studium af Bibelen at hele Bibelen er en handlingens bog, en tjenestens bog, en troens bog, en sandhedens bog og den almægtige Gud Jehovas ord. For kun nitten hundrede år siden troede Kristus Jesus på dens beretninger som de var nedskrevet i De hebraiske Skrifter, og han citerede fra Bibelens bøger. Er du villig til at lære andre de samme ting som Jesus lærte dengang? Tro på Guds ord. Læs det og studer det! „Prædik ordet,“ sådan som sande kristne må gøre! „Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ — 2 Tim. 4:2.

44, 45. Hvordan vil en stærk tro give sig til kende?

⁴⁴ Du tror at man ’med hjertet udøver tro til retfærdighed’ og at man ’med munden bekender offentligt til frelse’. (Rom. 10:9, 10, NW) Er din tro da så stærk at den får dig til at åbne munden og tale om Guds løfter vedrørende hans rige, der er menneskehedens eneste håb? Eller hører du til den slags såkaldte kristne som Jakob kaldte „ordets hørere“ og som bedrog sig selv? Han siger videre: „Thi hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand, der betragter sit eget ansigt i et spejl: når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud.“ — Jak. 1:22-24.

⁴⁵ Jakobs logik er indlysende. Han siger: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger.“ (Jak. 2:26) Troen ønsker at komme til udtryk. Den forkynder. Troen er ikke noget dødt, den arbejder. Troen lader andre vide hvad den tror. Den taler fra hus til hus. En Guds tjener der har tro vil være aktiv. Den der kender Guds ord vil forkynde det. Troen er ikke bange for at aflægge vidnesbyrd, sagde Peter. „Men I skal hellige Kristus som Herre i jeres hjerter, altid rede med et forsvar over for enhver der afkræver jer en grund for det håb der bor i jer, men I må gøre det med sagtmodighed og dyb respekt.“ (1 Pet. 3:15, NW) Den der har tro på Gud og på Bibelen er rede med et forsvar over for enhver.

46. Hvem udvalgte Jesus til at være lysbærere, og hvilket eksempel satte han for dem?

⁴⁶ Da Jesus talte til jøderne, som spejdede efter Messias, udvalgte han ikke de skriftkloge og farisæerne til at være verdens lys. Han udvalgte ganske almindelige mennesker, mennesker der havde tro. Vi husker at han sagde: „I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ (Matt. 5:14-16) Denne befaling, der indeholdes i Bjergprædikenen, gav han både til mænd og kvinder. Hvilket fremragende tjenesteforedrag! Jesus opfordrede alle sine tilhørere til at tage tjenesten op, at repræsentere Guds rige og at arbejde for det. Han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Han lærte retfærdselskende mennesker hvordan de skulle bede. Han viste dem nødvendigheden af at hellige Faderens navn, Jehova, og at bede om hans riges komme, således at hans vilje kunne ske på jorden som i himmelen. (Matt. 6:9-15) Skal vi blive ved denne tjenestegerning og holde ud i den kræves der at vi hver især har tro på Jehova Gud, på hans søn Jesus Kristus og på Guds ord.

47. Hvad bør hver enkelt gøre nu for at bevare sjælen i live?

⁴⁷ Hvis du har en sådan tro betyder det at du vil ’bevare din sjæl i live’. Flygt derfor fra den gamle verden, der styrer mod sin undergang ligesom Sodoma, og gør som Lot og hans to døtre. Stå op og gå, forkynd den gode nyhed! Vig ikke tilbage for at komme til at gennemgå „mangen en lidelsesfold kamp“, idet I undertiden „ved hån og mishandling [bliver] et skuespil for folk“. (Hebr. 10:32, 33) Tjen Gud som en sand kristen og vær stærk i troen. Hav tro på Guds ord og vind det evige liv i hans nye retfærdsverden.

[Fodnote]