eneste håb. Denne radiostation sender langs hele kysten, og der blev sagt, at den har mange lyttere. Senere havde jeg lejlighed til at tale længe med stationens leder om vort budskab.

Det var nu på tide, at vi tog ud til Roberts Field. Jeg skulle nå maskinen, der mellemlandede der ved midnat, for at komme med til Johannesburg. Den nyudnævnte landstjener, broder Klinck, og jeg kørte til lufthavnen i en station wagon. Da vi var ankommet dertil, talte vi sammen næsten til midnat om mange detailler i forbindelse med missionsarbejdet i Liberia, og da fik vi at vide, at vor maskine var tre timer forsinket. Vi brugte ventetiden til at få nogen søvn, og så erfarede vi, at maskinen ville være halvanden time mere forsinket.

Klokken 4.30 hørte vi den store DC-6 drøne oven over os. Vi gik udenfor, og da vi så de klare stjerner på den skyfrie himmel, indstillede jeg mig på, at jeg i løbet af en times tid ville være på vej til mit bestemmelsessted. Men med eet blev det meddelt over højttaleren, at maskinen ikke ville lande, men flyve direkte til Accra. Senere blev det fortalt os, at der hang en fem meter høj tåge over landingspladsen, hvilket umuliggjorde landingen. Næste maskine på denne rute kom fire dage senere.

Det var ikke bare mig og de seks andre, der havde ønsket at komme med maskinen, der var skuffede, men også sytten passagerer i flyveren, som skulle have været af på Roberts Field. De kom nu med til Accra og kunne først komme tilbage to dage senere.

Eftersom jeg havde fuldført det arbejde, jeg var kommet til Monrovia for at gøre, så jeg ingen grund til at køre de 85 kilometer tilbage, særlig i betragtning af, at det var umuligt at få hotelværelse i Monrovia, og der ikke var noget ledigt værelse på missionærhjemmet, hvor jeg kunne arbejde. Derfor tog jeg imod Fan Americans indbydelse til at blive på flyvestationen på deres regning. Der var roligt og stille, og skønt det var meget varmt, kunne jeg udføre en del arbejde, jeg havde med mig, og sende det hjem.

Tirsdag kom nogle brødre ud for at sige farvel til mig. Det gav os lejlighed til at tale sammen i nogle timer om opførelsen af et nyt missionærhjem og en ny rigssal. I de forløbne fire dage havde brødrene været travlt optaget af at se på grunde, indhente tilbud og lægge planer. Vi talte nu om det, og der blev til sidst truffet bestemmelse angående missionærernes og afdelingskontorets husrum. Vi spiste til middag sammen, og klokken ni om aftenen tog de af sted. Jeg regnede med at skulle rejse ved midnat. Denne gang landede maskinen, og vi startede kort efter.

Jeg glædede mig til at hilse på brødrene i Accra, selv om myndighederne, der nægter alle repræsentanter for Vagttaarnsselskabet adgang til landet, ikke ville give mig opholdstilladelse. Brødrene havde ventet mig fire dage tidligere, men da jeg nu ankom klokken tre om morgenen, var landstjeneren og en del brødre fra kontoret der. Jeg havde den glæde at tale med dem i tre kvarter om situationen i Accra.

Aviserne var fulde af beretninger om Mr. Knorr, der ikke kunne få lov at komme ind i landet, og de ønskede at vide hvorfor. Det var en stor glæde for mig at høre, at brødrene i disse dage havde haft et vidunderligt stævne. Otte tusinde brødre fra alle dele af landet havde været forsamlet i Accra, og der var blevet aflagt et enormt vidnesbyrd. Ved det offentlige foredrag var der 15.000 til stede, og landstjeneren talte over samme emne, som jeg ville have brugt, så de hørte, at Riget er verdens eneste håb.

Jakob, Jesu broder

JESUS, Guds søn, sagde engang: „Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby og i sit hjem.“ At han selv erfarede dette med sin nærmeste familie, ses af det, der berettes af den discipel, Jesus særlig foretrak — nemlig Johannes: „Ikke engang hans brødre troede på ham.“ Mattæus og Markus nævner fire brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. (Matt. 13:55-57; Mark. 6:3; Joh. 7:5) Efter Jesu død og opstandelse kom imidlertid i det mindste nogle af hans halvbrødre (de havde samme moder, men ikke samme fader) til tro på ham, for vi læser, at mens man afventede pinsen, bad de elleve apostle „sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og hans brødre“. — Ap. G. 1:13, 14.

For det tilfælde, at nogle af vore læsere måske vil gøre indvending imod den påstand, at Maria havde andre børn end Jesus, og hævde, at hun var „evig jomfru“, vil vi ganske kort behandle denne indvending, inden vi ser på, hvad Bibelens Græske Skrifter har at sige om Jakob, Jesu broder. Hvis Maria var „evig jomfru“, hvorfor siger Mattæus så i sit første kapitel, vers fem og tyve, at Josef „kendte hende ikke“, d.v.s. „havde ingen omgang med hende, før hun fødte en søn“? (Dy; NW) Og hvorfor kalder Lukas Jesus for hendes „førstefødte“? (Luk. 2:7) Ville han ikke have kaldt Jesus hendes „eneste“ søn, hvis hun ikke havde født andre børn? Det er indlysende, at Mattæus og Lukas ikke mente, at Jesus var Marias eneste søn, for ellers ville de uden tvivl have understreget det klart; ganske særlig hvis de havde tillagt dette spørgsmål lige så stor betydning, som visse religiøse organisationer gør.

Man kan heller ikke hævde, at disse „brødre“ ikke var Jesu nærmeste familie, men blot slægtninge eller fætre, for det ord, der bruges, betyder bogstaveligt „fra samme moderskød“. (Young’s Concordance) Hvis den inspirerede nedskriver blot havde ment slægtninge, ville han uden tvivl have brugt det græske ord, der i Lukas 1:36, 58 er oversat slægtning og slægtninge. („Kusine“ og „slægtninge“ i Douay-oversættelsen) Det er heller ikke holdbart at hævde, at disse „brødre“ var hans åndelige brødre eller disciple, for vi har jo netop set, at de ikke troede på ham, mens han levede. At disse „brødre“ ikke var de samme som hans disciple, fremgår klart af Johannes’ beretning, hvor vi læser: „Derefter drog han [Jesus] og hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum.“ — Joh. 2:12.

En fremtrædende skikkelse i den første menighed

Den mest fremtrædende af disse Jesu kødelige brødre, som blev hans disciple efter hans opstandelse, var Jakob. Det ser ud til, at Jesus forud har vidst, hvilken rolle Jakob ville komme til at spille i den første kristne menighed, og derfor helligede ham sin særlige opmærksomhed, for Paulus synes at hentyde til Jesu broder Jakob, når han i sin bevisførelse for Jesu opstandelse skriver: „Derefter blev han set af Jakob“, og det er den eneste foruden Peter og sig selv, Paulus nævner ved navn som dem, for hvem Jesus viste sig særskilt. — 1 Kor. 15:7.