Hvordan jordens nye konges velstand øges
„En klog tjener har kongens yndest, en vanartet rammer hans vrede.“ — Ordsp. 14:35.
1. Hvem var det der lagde ordene i munden på kongen der i lignelsen beordrede sine fjender hugget ned?
„MEN mine fjender dér, som ikke ønskede, at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!“ Disse ord, udtalt af en konge, burde fylde dem som de var rettet imod, med rædsel! Hvem var det for øvrigt der sagde disse ord? Det var en mand som de fleste sikkert aldrig ville tro kunne udstede en så streng befaling. Han lagde ordene i munden på en konge som han talte om i en af sine lignelser eller profetiske illustrationer, men i virkeligheden talte han på egne vegne, eftersom han selv var den der skildredes ved kongen i lignelsen. — Luk. 19:27.
2. (a) Hvor var Jesus på vej hen, og hvilken begivenhed var umiddelbart forestående? (b) Hvilken profeti om Jerusalem udtalte Jesus på vejen ned ad Oliebjerget?
2 På det tidspunkt befandt Jesus Kristus sig i byen Jeriko, som lå omkring toogtyve kilometer nordøst for Jerusalem, og det var i begyndelsen af forårsmåneden nisan i år 33 e.v.t. Jesus var gået over Jordanfloden og kommet ind i Jeriko, hvor han gjorde holdt for natten. Han var på vej til Jerusalem, hvor han skulle komme til at ride i triumf ind i byen søndag den 9. nisan, fem dage før den jødiske påske. Det var under dette triumftog han standsede processionen af sine disciple på vej ned ad Oliebjerget, græd over byen Jerusalem og sagde: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ — Luk. 19:41-44.
3. Hvornår indtraf den nedhugning som Jesus havde forudsagt, og hvor omfattende var den?
3 Beskrev Jesus her hvordan kongen i den profetiske lignelse ville lade sine fjender hugge ned fordi de ikke ønskede at han skulle være deres konge? Som begivenhederne udviklede sig, viste det sig at Jerusalem ikke hilste Jesus Kristus velkommen som konge da han i triumf red ind i byen. Fem dage senere, på påskedagen, lod hans fjender i Jerusalem ham henrette ved at pælfæste ham uden for byens mure, som en forbryder der var under forbandelse. Hans fjender protesterede stærkt imod at den romerske statholder Pontius Pilatus lod en indskrift sætte op på pælen som på hebraisk, latin og græsk forkyndte: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ (Joh. 19:17-22) De ønskede ikke at den mand som de havde anklaget for at være en gudsbespotter og en oprører mod det kejserlige Rom skulle kaldes deres konge. Da de selv treogtredive år senere gjorde oprør imod Rom, var det ikke fordi de var for Jesus som deres Messias og konge, men fordi de ville fremme deres egne messianske ambitioner. I det femte år efter opstandens begyndelse kom den frygtelige nedhugning som Jesus havde forudsagt. Under romernes belejring og ødelæggelse af Jerusalem mistede én million og et hundrede tusind oprørske jøder livet, mens kun 97.000 overlevede og blev ført bort som fanger.
4. (a) Hvad var denne nedhugning i Jerusalem et billede på? (b) Hvad må vi gøre for at undgå den modbilledlige nedhugning?
4 Efter at romerne havde ødelagt Jerusalem og templet i år 70, påtvang Jesus Kristus imidlertid ikke de overlevende jøder sit kongedømme, hverken i Palæstina eller på den øvrige del af den beboede jord. Palæstina forblev under romersk herredømme i århundreder derefter. Åbenbart var nedhugningen af de antikristne jøder i Jerusalem for de hedenske romeres hånd i år 70 kun et billede på den nedhugning som skulle finde sted i langt større målestok, ja i verdensomspændende målestok, af alle dem på jorden som ikke ønskede Jesus Kristus som jordens nye konge ved hans andet komme. Det hører altså endnu fremtiden til — men en meget nær fremtid — at den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus som en opfyldelse af sin lignelse vil befale sine himmelske engle at føre hans fjender på jorden frem for ham og hugge dem ned som uforsonlige fjender af hans rige. Det vil sige at vi i dag lever i en farlig tid og at vi må finde ud af om vi er fjender af hans rige eller ej. Ved at tage det rette standpunkt nu kan vi blive frelst fra den kommende tilintetgørelse.
Den profetiske lignelse
5, 6. Hvad troede disciplene at Jesus ville gøre i Jerusalem, og hvad var derfor hensigten med at fortælle lignelsen?
5 Som en hjælp til at tage det rette standpunkt nu gør vi klogt i at undersøge og få fat i meningen med hele den lignelse Jesus Kristus fortalte dér i Jeriko i det tidlige forår år 33. Som følge af at Jesus var taget ind i overtolderen Zakæus’ hus i Jeriko, havde denne foragtede mand fået tro på Jesus som den jødiske Messias eller Kristus. (Luk. 19:1-10) Eftersom Jesus styrede mod Jerusalem, troede hans disciple at han dér ville træde frem og erklære at han var Messias og genoprette riget for Israel, idet han ville tage herredømmet over landet fra det kejserlige Rom. For at bringe sine disciple ud af denne vildfarelse fortalte Jesus Kristus lignelsen, som skulle vise at hans rige var langt borte.
6 Herom læser vi: „Medens de hørte på dette, fortalte han endnu en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente, at Guds rige straks skulle træde synligt frem. Han sagde altså: ’En mand af fornem slægt drog til et fjernt land for at skaffe sig kongeværdighed og så vende tilbage igen.’“ — Luk. 19:11, 12.
7. (a) Hvordan gav Jesus i lignelsen til kende at der ville gå lang tid endnu før han fik kongeværdigheden og tog den i anvendelse? (b) Hvordan var Jesus virkelig „en mand af fornem slægt“?
7 Hermed antydede Jesus at han endnu ikke havde kongeværdigheden, men at han måtte rejse langt for at skaffe sig den. I betragtning af hvor langsomt rejser foregik dengang for nitten hundrede år siden, ville en rejse til et fjernt land og tilbage igen betyde at der ville gå lang tid. Jesus ville ikke rejse til et så nært sted som Jerusalem, der kun lå toogtyve kilometer fra Jeriko, for at skaffe sig den kongemagt han havde ret til på grund af sin fornemme herkomst. (Luk. 19:12) Jesus var virkelig „en mand af fornem slægt“, selv om han havde været en ganske almindelig tømrer i byen Nazaret. Ifølge sin kødelige herkomst nedstammede han fra kong David, hvis hovedstad og regeringssæde havde været Jerusalem. Som sådan sad han inde med retten til at arve Davids kongedømme over hele Israel, med Jerusalem som sin regeringsby. Jesus havde gjort så mange mirakler ved Guds kraft at hans disciple troede at det messianske rige, „Guds rige“, nu mirakuløst ville træde synligt frem ved at Jesus blev den regerende konge over Israel til trods for romernes besættelse af landet. Således ville det messianske gudsrige kunne oprettes med det samme. Men Jesus vidste at Riget var længere borte end det ville tage ham at nå til Jerusalem. — Luk. 3:23-31; Matt. 1:1-17.
8, 9. (a) Ville det tage den tid som det tog at rejse til Rom og tilbage igen? Begrund svaret. (b) Hvordan havde Jehova med sine ord til kong Zedekias i Jerusalem givet til kende at Han var den der ville overdrage kongemagten til den rette arving?
8 Det var også længere borte end det ville tage ham at rejse fra Palæstina til kejserens Rom og tilbage igen. Det var ikke i Rom Jesus Kristus skulle hente eller skaffe sig kongeværdigheden. Han skulle ikke have kongeværdigheden hverken fra kejseren eller fra det romerske senat. Det sås tydeligt og smerteligt den påskedag da de romerske soldater pælfæstede ham som en oprører der gjorde krav på kongedømme. Det fjerne land som Jesus skulle rejse til for at skaffe sig kongeværdigheden, var det sted hvor Han som havde grundfæstet Davids messianske rige, havde sin bolig, nemlig Jehova Gud, hvis bolig var i himmelen. Jehova havde givet til kende at Han var den der ville give kong Davids retmæssige arving riget, nemlig dengang han sagde til kong Zedekias i Jerusalem kort før denne blev fjernet fra tronen i år 607 f.v.t.:
9 „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:26, 27.
10. Hvorfor tiltog Jesus sig ikke en ret som ikke tilkom ham da han sigtede til at han som den fornemme mand skulle foretage en lang rejse for at sikre sig kongeværdigheden?
10 Jesus Kristus tiltog sig ikke en ret som ikke tilkom ham da han sigtede til at han som den fornemme mand i lignelsen skulle drage ud på en lang rejse for at sikre sig kongeværdigheden. Umiddelbart før hans undfangelse havde engelen Gabriel sagt til hans jordiske moder Maria, som var af Davids kongeslægt, om den søn hun skulle føde og som hun skulle kalde Jesus: „Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:31-33) Der skulle et guddommeligt mirakel til for at denne den Højestes søns liv kunne overføres fra himmelen til jorden. Hvordan skulle Jesus Kristus nu komme tilbage til himmelen for at skaffe sig det davidiske kongedømme af sin himmelske Fader?
11, 12. (a) Hvilket mirakel satte Jesus i stand til at foretage rejsen til det sted hvor han skulle modtag kongemagten? (b) Hvorfor er Jesu opstandelse som en åndeskabning ikke blot en teori vi har?
11 Den ufravigelige guddommelige regel lyder: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ (1 Kor. 15:50) Der skulle altså åbenbart et nyt mirakel til for at Jesus Kristus kunne foretage rejsen tilbage til himmelen til den højeste myndighed som kunne overdrage ham kongedømmet. Jesus måtte åbenbart aflægge sit „kød og blod“. Det ville betyde at han måtte give sit fuldkomne menneskeliv uskyldigt som et offer. Men offerdøden ville ikke bringe ham til himmelen. Gud måtte give sin opofrede søn livet igen, men ikke som en søn af „kød og blod“. Det måtte være som en åndelig søn, med et åndeligt legeme, som ikke kunne ses af mennesker men nok af himmelske skabninger. Det betød altså at den almægtige Gud Jehova ikke alene måtte gøre det mirakel at oprejse sin opofrede søn, men også oprejse ham som en åndeskabning, der som lovet havde fået skænket udødelighed og uforkrænkelighed. Det er netop hvad Jehova gjorde. Det er ikke noget vi siger, for apostelen Peter skriver:
12 „Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring.“ — 1 Pet. 3:18, 19.
13, 14. (a) Hvor kom Jesus hen ved sin død som et menneske af „kød og blod“? (b) Hvorfra ved vi om Jesus umiddelbart efter sin opstandelse påbegyndt rejsen til lignelsens ’fjerne land’?
13 Jesus drog altså ikke til lignelsens ’fjerne land’, til sin Faders himmelske bolig, ved sin død som et menneske af „kød og blod“. Han var virkelig død, og hans legeme blev lagt i en grav, sådan at han i dele af tre dage var i det som jøderne kaldte Sheol og grækerne Hades. Ved sin opstandelse på tredjedagen som en ånd medførte Jesus værdien eller fortjenesten af sit opofrede menneskeliv, men han påbegyndte ikke straks rejsen til det ’fjerne land’. Samme dag viste han sig for Maria Magdalene i den have hvor gravstedet var, og sagde til hende:
14 „Hold op med at klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Men gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ (Joh. 20:17, NW) I fyrre dage forblev han usynligt i jordens nærhed, mens han undertiden materialiserede sig i menneskeskikkelse og viste sig for sine disciple for at bevise over for dem at han atter var levende og var opstået fra de døde. — Ap. G. 1:1-5.
15, 16. (a) Hvornår tiltrådte den opstandne Jesus rejsen til det ’fjerne land’ og hvilke vidner var til stede? (b) Inden hvornår må han være nået til det ’fjerne land’, og hvordan bekræfter Peter dette?
15 Da den opstandne Jesus Kristus endelig steg op til sin himmelske Fader, var tidspunktet kommet da han tiltrådte rejsen til det ’fjerne land’. Det skete på den fyrretyvende dag efter hans opstandelse fra de døde. Mens flere af hans disciple på Oliebjerget så det materialiserede legeme hvori Jesus havde vist sig, stige til himmelen og forsvinde, var der to engle der kom og sagde til dem: „I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.“ (Ap. G. 1:11) Hvor længe det tog Jesus Kristus i det åndelige rige at nå lignelsens ’fjerne land’ véd vi ikke, men det må være sket inden der var gået ti dage eller inden pinsedagen i år 33 e.v.t. Den dag blev nemlig den hellige ånd udgydt over Kristi disciple i Jerusalem, og apostelen Peter, som talte under inspiration, sagde til tusinder af lyttende jøder:
16 „David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ — Ap. G. 2:34-36.
„Driv handel med dem, indtil jeg kommer tilbage“
17. Hvordan fremgår det af lignelsen at disciplene ikke skulle være ubeskæftigede i det lange tidsrum Jesus var fraværende?
17 Jesus Kristus skulle altså komme igen — men denne gang med „kongeværdighed“. Den lignelse Jesus fortalte fordi disciplene „mente, at Guds rige straks skulle træde synligt frem“, viste at Jesus Kristus, ligesom ’manden af fornem slægt’, ville være borte i lang tid. (Luk. 19:11, 12) Hvad skulle hans disciple da gøre i mellemtiden, mens de ventede på at han skulle vende tilbage med „kongeværdighed“? Jesus undlod ikke at give dem særlige anvisninger på hvad de skulle gøre. Det fremgår også af lignelsen at han ville gøre dette. Vi læser om hvad manden gjorde før sin afrejse: „Han kaldte da ti af sine tjenere til sig og gav dem ti pund [miner, NW] og sagde til dem: ’Driv handel med dem, indtil jeg kommer tilbage.’“ — Luk. 19:13.
18. Hvilken værdi ansætter forskellige bibeloversættelser og Aid to Bible Understanding de ti sølvminer til? (b) Hvad skulle tjenerne gøre med sølvminerne?
18 An American Translation forbinder en værdi med den gamle mine (som i den danske oversættelse altså er oversat med „pund“) og oversætter verset således: „Og han kaldte ti af sine trælle ind og gav dem hver tyve dollars og sagde til dem at de skulle drive handel med dem mens han var borte.“ Moffatts bibeloversættelse forbinder minen med en engelsk møntenhed idet den siger: „Han kaldte først på sine ti tjenere, gav dem hver en fempundseddel og sagde til dem: ’Driv handel med denne til jeg kommer tilbage.’“ The New English Bible fra 1970 sætter minens værdi til blot et „pund“. The New American Bible angiver ikke noget bestemt beløb men siger blot at manden som var af fornem slægt gav sine tjenere „beløb på ti enheder“. Bibelleksikonnet „Aid to Bible Understanding“ fra 1971 ansætter sølvminens værdi i det første århundrede efter vor tidsregning til 14,094 dollars; det svarer (efter den daværende kurs) til cirka 105 danske kroner. Det var mange penge på Jesu tid. Det svarede til hundrede drakmer, men det var kun en tresindstyvendedel af en sølvtalent, der ansættes til 845,64 dollars eller cirka 6340 danske kroner. Men uanset hvad en sølvmine er værd i dag, skulle den fornemme mands ti tjenere altså virke med sølvminerne ved at gøre forretninger og drive handel med dem og derved forøge den fremtidige konges formue.
19. Hvem var de „ti tjenere“ et billede på, og hvad repræsenterede de „ti pund“?
19 De ti tjenere eller trælle i Jesu lignelse var et billede på Herren Jesu disciple. Hvad efterlod han sine disciple at tage vare på efter sin opstandelse fra de døde og før han steg til himmelen ti dage før pinsedagen i år 33 e.v.t.? Ved sin død på marterpælen på Golgata var Jesus blevet berøvet absolut alt hvad han ejede af materiel værdi på jorden. Ved hans opstandelse fra de døde på den tredje dag var endog ligklæderne og hans hovedklæde efterladt i graven. (Joh. 20:6, 7) Hvad ejede Jesus da som han kunne betro i sine disciples varetægt før han steg til himmelen, det ’fjerne land’? Det var noget der ligesom de ti pund eller sølvminer havde en værdi der kunne tjene som grundlag for en forøgelse af den fremtidige konges velstand. Da det ikke var noget materielt, måtte det være noget immaterielt, noget uhåndgribeligt; og dog var det der; det eksisterede. Hvad var det? Det var det interesseområde som Jesus havde opdyrket vedrørende Guds messianske rige i de tre og et halvt år hans offentlige tjeneste varede i Israel.
20. (a) Hvilken værdifuld egenskab havde arbejdsmarken fået som Jesu disciple kunne arbejde videre med, svarende til at de drev handel med de ti pund? (b) Hvordan tilkendegav en af tjenerne og Jesus selv (ved en tidligere lejlighed) at et virkeområde kunne have en sådan værdi?
20 Ja, de ti symbolske „pund“ eller „miner“ repræsenterede virkningerne af Jesu intensive undervisning og forkyndelse i den jødiske eller israelitiske verden. Det arbejde han havde udført havde bevirket at Jehovas udvalgte folk var indstillet på at tage imod Jesus som den lovede Messias. Jordbunden var således beredt for Jesu disciple. Der var en arbejdsmark hvor de kunne virke, og hvor de i jøder kunne opdyrke og fremelske villigheden til at tro på eller lade sig overbevise om at Jesus var Jehovas Salvede på grund af det Jesus havde sagt og gjort som en opfyldelse af Bibelens profetier. Det var en arbejdsmark som Jesu disciple kunne få til at bære megen frugt ved at gøre det Jesus havde sagt de skulle gøre. I lignelsen sammenlignede den ene af de ti tjenere sin herres interesser med en mark eller et stykke jord da han sagde til den hjemvendte konge: „Du . . . høster, hvad du ikke har sået.“ (Luk. 19:21) Jesus havde også anvendt dette billede tidligere da han havde sagt til sine disciple mens de var i Samaria: „Her er det ord sandt: ’En sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde [gået ind til udbyttet af deres slid, NW].“ — Joh. 4:37, 38.
21. (a) Hvad var det Jesus ønskede mere af? (b) Hvis det viste sig at den jødiske mark ikke bar frugt nok, hvad skulle disciplene så gøre?
21 Jesu disciple havde således noget der var brugbart og af værdi, noget bekvemt og effektivt som de kunne begynde at arbejde eller ’drive handel’ med og få til at vokse. Det var ikke sølv eller guld Jesus ønskede at opnå mere af ved sine ’tjeneres’, disciplenes, arbejde. Det han ønskede en forøgelse af var disciple som fulgte i hans fodspor og var for ham som den messianske konge. Og hvis den allerede opdyrkede jødiske mark ikke frembragte dem alle, specielt de 144.000 som skulle være Jesu medarvinger til Riget, så kunne disciplene udvide deres arbejdsområde til også at omfatte den hedenske eller ikke-jødiske verden. På denne måde ville de forøge det opdyrkede område så det kunne give fem eller ti gange mere end det område der allerede var under opdyrkning for at skaffe tilhængere af Kristi rige.
22. Hvem er de ti trælle et billede på i lignelsens fuldstændige opfyldelse?
22 De ti tjenere eller trælle i Jesu lignelse fandt ikke deres fulde modstykke i apostlene og disciplene i det første århundrede. Meget passende blev antallet af tjenere eller trælle sat til „ti“, eftersom tallet ti i Bibelen bruges som et billede på fuldstændighed, i særdeleshed med hensyn til jordiske ting. De ti trælle i lignelsen er derfor et udmærket billede på alle Jesu Kristi åndsavlede og salvede trælle, dem som er medarvinger med ham til det himmelske rige og som er blevet udtaget i de nitten hundrede år der er gået indtil Jesu Kristi komme som konge ved udløbet af hedningernes tider i året 1914, ja helt frem til i dag. Sådan må det forholde sig, eftersom apostlene og de øvrige disciple i det første århundrede ikke forblev i live og kom til at opleve at Kristus usynligt vendte tilbage med kongemagt, noget som først er sket nu i det tyvende århundrede.
23. (a) Hvornår og i forbindelse med hvilke af Kristi disciple får den sidste del af lignelsen sin opfyldelse? (b) Hvad er det, i betragtning af at kongens fjender snart skal hugges ned, i vor interesse at gøre med hensyn til lignelsen?
23 Følgelig må den sidste del af Jesu lignelse om de ti tjenere med de ti pund få sin opfyldelse i forbindelse med de døbte, åndsavlede og salvede Jesu Kristi disciple som lever på jorden nu i dette tyvende århundrede. Optællingen viser at der findes en rest på omkring ti tusind på jorden som ’driver handel’ med de symbolske ti pund for at forøge jordens nye konges velstand. Sandt nok er ti tusind ikke mange i sammenligning med det fulde antal på 144.000 som skal forenes med Jesus Kristus og regere med ham i tusind år til Guds ære og til evig velsignelse for hele menneskeheden. Hvordan alle de modbilledlige ti trælle har drevet handel med den fremtidige konges „ti pund“ udgør en interessant beretning. I betragtning af at fjenderne af jordens retmæssige messianske konge snart vil blive hugget ned, vil det være i vor interesse at følge beretningen til ende og se hvilken plads vi bør indtage i lignelsens nutidige opfyldelse.
[Illustration på side 156]
I Jesu lignelse gav den fornemme mand før han rejste bort sine ti tjenere ét pund hver, idet han sagde: „Driv handel med dem, indtil jeg kommer tilbage.“ De ti tjenere er et billede på Jesu disciple
[Illustration på side 157]
Efter sin opstandelse uddelte Jesus de symbolske pund, som beskrevet i Mattæus 28:18-20