Samlingerne

2.-8. APRIL

Hvordan vi indleder

 1. Hvorfor er det bedst at vi ikke indleder på samme måde hver gang?

 2. Bør vores indledning være (a) formel? (b) munter, gemytlig? (c) venlig og hjertelig? Hvorfor?

 3. Hvilke indledninger har du haft gode resultater med i dit distrikt? Hvad synes du man skal undgå?

9.-15. APRIL

Brug af spørgsmål

 1. Hvorfor er det godt at stille spørgsmål for at inddrage den besøgte i en samtale? (Jævnfør Lukas 10:36.)

 2. Hvilken slags spørgsmål synes du det er bedst at undgå, og hvorfor?

 3. Hvorfor er det bedst ikke at stille for mange spørgsmål?

 4. Hvad kan man gøre hvis ens spørgsmål ikke bliver besvaret?

16.-22. APRIL

Oprettelse af bibelstudier

 1. Hvilken fremgangsmåde har du selv fundet god med hensyn til at oprette studier?

 2. Hvordan holder du interessen ved lige hvis du ikke kan få et studium i gang med det samme?

 3. Hvordan kan vi oprette studium uden at den besøgte føler sig presset?

23.-29. APRIL

Grundig gennemgang af distriktet

 1. Hvorfor er det vigtigt at forsøge at træffe dem der ikke er

Påskønner du hvad Jesus Kristus har gjort for dig?

¹ Intet andet menneske på jorden har kunnet gøre det som Jesus Kristus har gjort for menneskeslægten. Han har gjort det muligt for os at få den største gave overhovedet, nemlig evigt liv. Alligevel påskønner de fleste mennesker næppe hvad han har gjort. Gør du?

² Manglende værdsættelse er en alvorlig sag, og især når det gælder vores holdning over for Guds søn. (Hebr. 10:28, 29) Men hvordan kan vi så vise vores taknemmelighed? Vi kan for eksempel sørge for at være til stede ved mindehøjtiden onsdag aften den 11. april. Men for rigtig at forstå hvad mindehøjtiden betyder, kunne vi kort gennemgå nogle få af de gribende begivenheder der udspandt sig de sidste seks dage Jesus levede på jorden.

9. nisan

³ Da Jesus søndag den 9. nisan red i sejrstog ind i Jerusalem, var disciplene ude af sig selv af glæde over at se ’den der kom som kongen i Jehovas navn!’ Deres værdsættelse af den messianske konge fik dem til at „fryde sig og med høj røst at prise Gud for alle de kraftige gerninger de havde set“. (Luk. 19:37, 38) Hvis du havde været til stede den dag, ville du uden tvivl også have lovprist Gud. Men ville du have haft den samme værdsættelse en uge, måneder, eller endog år senere?

⁴ Disse udtryk for lovprisning var så vigtige at Jesus sagde: „Hvis disse [disciplene] tav, ville stenene råbe.“ (Luk. 19:40) Ville det ikke have afsløret en manglende værdsættelse hos disciplene hvis stenene havde måttet råbe? I dag hersker Kristus som konge sammen med sin Fader. Forstår vi rigtig hvad det betyder? Hvis vi gør det, vil vi ’fryde os og prise Gud med høj røst’ i tjenesten på arbejdsmarken.

10. og 11. nisan

⁵ Mandag den 10. nisan lagde de øverste præster og de skriftlærde planer om at rydde Jesus af vejen; „de var nemlig bange for ham, for hele folkemængden blev stadig slået af forbavselse over hans lære“. (Mark. 11:18) Trods denne religiøse modstand gik Jesus modigt ind i templet og „væltede pengevekslernes borde og duesælgernes bænke“. (Mark. 11:15) Så stor agtelse viste han for tilbedelsen af Jehova! Selv om vi ikke har myndighed til rent håndgribeligt at skride til handling over for dem der gør det onde, kan vi som Jesus vise både mod og nidkærhed for tilbedelsen af Jehova. (Jævnfør Johannes 2:14-17, hvor en lignende handling omtales.) Viser vi personligt det samme mod og den samme nidkærhed når det gælder tilbedelsen af Jehova?

⁶ Den næste dag, tirsdag den 11. nisan, fordømte Guds søn frygtløst farisæernes hykleri. Dér i Jerusalem sagde han til dem: „I lukker himlenes rige for folk; I går jo ikke selv ind, og I tillader heller ikke dem der er på vej ind, at gå ind.“ (Matt. 23:13) Samtidig gjorde Jesus alt hvad han kunne for at hjælpe folk til at komme ind i dette rige. Selv samme dag fortalte han sine disciple den enestående profeti om tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. Han befandt sig da uden for Jerusalem. Han pålagde sine disciple dengang, og os i dag, ikke at lade de daglige sysler bortlede opmærksomheden fra disse begivenheder og deres betydning. Han sagde uden omsvøb: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer.“ (Luk. 21:34) Hvor stor betydning tillægger vi hans ord? Er det budskab han forkyndte dengang lige så vigtigt for os som det var, og er, for ham?

⁷ Tidligere samme dag havde Jesus henledt opmærksomheden på en kvinde der forstod værdien af det der angik Gud. Han befandt sig da i templet, og en enke havde lagt to småmønter af ringe værdi i en af bidragsbøsserne. Men hun gav, som Jesus sagde, „alle de midler hun havde at leve af“. (Luk. 21:1-4) Viser det vi gør for at fremme den sande tilbedelses interesser, at vi værdsætter den lige så meget som hun?

12.-14. nisan

⁸ Onsdag den 12. nisan vendte Jesus ikke tilbage til Jerusalem. Bibelen fortæller os at han var i Betania og dér blev salvet med en meget kostbar vellugtende olie af en kvinde ved navn Maria. Jesus sagde at hun gjorde det som en forberedelse til hans begravelse. (Joh. 12:7) Han satte så stor pris på hendes godhed at han sagde: „Overalt hvor denne gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ (Matt. 26:13) Denne hændelse vakte Judas Iskariots begærlighed. Han gik „til de øverste præster“ og købslog med dem om hvad de ville give ham for at forråde Jesus.

⁹ Før solnedgang tirsdag den 13. nisan traf Guds søn foranstaltninger til for sidste gang at fejre påske med sine disciple. Den 14. nisan begyndte omkring kl. 18.00, og der ventede nu Jesus cirka 20 meget vanskelige timer. Ved påskemåltidet vaskede han sine apostles fødder, også Judas Iskariots! Det var en særlig aften for Guds søn og for hans apostle. Han sagde til dem: „Jeg har brændende ønsket og længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer.“ (Luk. 22:15) Det må have været forstemmende for Jesus at vide at Judas, der sad og spiste sammen med de andre apostle, ville forråde ham. Da de havde spist påskemåltidet forlod Judas dem, og Jesus indstiftede sammen med de elleve trofaste apostle højtiden til minde om sin egen død. Da forræderen forlod bordet vidste Jesus at de vanskeligste timer i hans liv på jorden hurtigt nærmede sig. Opfyldelsen af hans Faders ord og udsigterne til liv for hele menneskeslægten afhang af hvad han gjorde. Før han og disciplene sang lovsange til Gud og gik ud i Getsemane have bad han, ikke alene for sig selv, men også for mennesker der endnu ikke var kommet til tro på ham. (Joh. 17:20) Hvilken uselvisk kærlighed til mennesker!

¹⁰ Ude i Getsemane have bad han flere gange inderligt til sin Fader. Til tre af sine disciple havde han sagt: „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“ (Matt. 26:38) Men da de ikke forstod betydningen af hvad der var ved at ske, faldt de i søvn. Kort tid efter dukkede forræderen op sammen med en stor skare med sværd og køller. Disciplene flygtede, og Jesus blev anholdt.

¹¹ Efter at være blevet forrådt, blev Jesus i løbet af resten at natten og den følgende formiddag stillet for de øverste præster, sanhedrinet, Herodes og Pilatus. Endelig, omkring klokken tre fredag eftermiddag den 14. nisan, kunne Jesus, hængende på marterpælen, sige: „Det er tilendebragt!“ „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Joh. 19:30; Luk. 23:46) Da han havde sagt dette, udåndede han.

¹² Hvilket eksempel på mod og loyalitet! Jesus gjorde imidlertid ikke alt dette for selv at vinde ære ved det. Han gjorde det for at ære sin Fader. I øvrigt sagde apostelen Peter: „Kristus led for jer.“ Hvordan skulle vi vise vores taknemmelighed over at han på en så enestående og uselvisk måde gav sit liv for os? Ikke alene ved at være til stede ved mindehøjtiden, men også ved at give agt på hvad Peter skrev: „Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) Ja, lad os på enhver måde vise oprigtig påskønnelse af hvad Jesus har gjort, idet vi hver dag bestræber os for at bidrage til ophøjelsen af Jehovas navn.

Er din forkyndelse målbevidst?

¹ Hvad betyder Jesu ord i Mattæus 24:14 og 28:19, 20 for dig? Ser vi, som Guds søns disciple, at der ikke alene er et påtrængende behov for at forkynde „den gode nyhed“, men også for at gøre de lydhøre til disciple, at lære dem at holde hvad Jesus har befalet? Når vi holder os dette for øje, vil vi være mere målbevidste i forkyndelsen. Vi vil ikke blot henvende os til folk for at sprede bøger og blade, men også for at drøfte Bibelen med dem. Vores vigtigste mål vil være at oprette bibelstudier hos folk for at hjælpe dem til at blive sande disciple. Med dette i tanke vil vi mærke os dem der viser blot den mindste interesse for Rigets budskab.

² Vores egen indstilling er vigtig. Ønsker vi virkelig at gøre et andet menneske til en Kristi discipel? Er vi villige til at gøre den nødvendige indsats? Er vi villige til ikke blot at bruge en lille smule tid i tjenesten nu og da, men til at sætte tid til side regelmæssigt for at kunne lede et bibelstudium? Gør vi det, vil vi opdage at vores forkyndelse bliver mere målbevidst og indholdsrig.

³ Lader vi ønsket om at finde retsindige mennesker og om at oprette et bibelstudium komme frem i vore bønner? (1 Joh. 5:14) Bliver vi let mismodige hvis sådanne bønner tilsyneladende ikke bliver besvaret lige med det samme? Eller er vi vedholdende i bønnen, og arbejder vi i overensstemmelse med det vi beder om?

⁴ Vi er naturligvis klar over at ikke alle mennesker vil have et bibelstudium. Mange af dem vi taler med, værdsætter ikke Rigets budskab. Skulle det få os til at give op? Tænk på hvordan Jeremias