Man skal „underordne sig“ — men hvem?

„Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige, være rede til enhver god gerning.“ — Titus 3:1.

 1, 2. (a) Hvem må selv frie mennesker underordne sig? (b) Hvordan er spørgsmålet om at underordne sig blevet vanskeliggjort, og hvor især?

FRIE mennesker er, trods deres frihed, underordnet den politiske regering de har over sig. Uanset hvor frie vi måtte hævde at være, kan vi ikke komme uden om at vi i denne henseende må underordne os. De sidste århundreders mange politiske revolutioner har imidlertid gjort det vanskeligt at tage stilling til spørgsmålet om hvem man skal underordne sig.

² Siden den nordamerikanske frihedskrig 1775-1783 og den franske revolution i 1789 har der fundet andre revolutioner sted, og nogle af dem har medført en forandring af verden. Hvis kristenhedens lande virkelig var kristne ville man aldrig opleve en revolution inden for dens område; men kristenhedens lande er oftere end de hedenske lande blevet rystet af voldsomme revolutioner. Vort tyvende århundrede har erfaret de mest vidtrækkende oprør, opstande og regeringsomvæltninger i menneskets historie, nemlig revolutionerne i det hedenske Kina i 1911 og 1949 og i det såkaldt kristne Rusland i 1917, som resulterede i dannelsen af nutidens to kommunistkæmper. Som følge af sådanne blodige, revolutionerende regeringsskifter har spørgsmålet om at underordne sig været et problem for undersåtterne — hvilken regering skulle de villigt underordne sig?

 3. Hvilke spørgsmål vedrørende underkastelse har meldt sig, og hvem har måttet tage stilling til dem?

³ Hvad enten styreformerne er blevet ændret ved en ublodig, gradvis udvikling eller ved en voldsom revolution, har undersåtterne måttet tage stilling til sådanne spørgsmål som: Hvorfor skal vi bøje os for et regeringsskifte? Hvorfor ikke gøre modstand? Hvilke fordele er der ved at underordne sig? Selv retsindige mennesker der beder om at Guds rige må komme til velsignelse for alle mennesker, stilles over for sådanne spørgsmål, og de må besvare dem rigtigt hvis de skal behage Gud.

 4, 5. (a) Hvilket oprør fandt sted i Galilæa mens Jesus Kristus var dreng, og hvordan ved vi om det var af Gud? (b) Hvordan endte det jødiske oprør mod Rom i år 66, og hvilken religiøs gruppe havde intet at gøre med dette oprør?

⁴ For nitten hundrede år siden havde det hedenske romerrige herredømmet over landområderne i og omkring Middelhavet og i det meste af Europa. Det havde underlagt sig mange folk, deriblandt Palæstinas jøder, og den romerske regering måtte derfor tage stilling til mange problemer. Mange jøder ønskede på grund af deres religion at blive befriet for den romerske imperialisme. I år 7, mens Jesus Kristus endnu var dreng og boede i byen Nazaret i provinsen Galilæa, fandt der et oprør sted. Det blev anført af en jøde, Judas Galilæeren, og var forårsaget af den indregistrering eller folketælling som den romerske landshøvding Kvirinius foretog.a

⁵ Var det af Gud — dette oprør imod at jøderne skulle underordne sig Rom? Nej, for, som den jødiske lovlærer Gamaliel senere sagde om Judas Galilæeren: „Han omkom . . . og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes.“ (Ap. G. 5:34-37) Uden at ænse dette advarende eksempel fra deres egen historie foranstaltede jøderne et samlet oprør i år 66 og bragte en frygtelig ødelæggelse over sig selv. Deres hellige by, Jerusalem, blev ødelagt og dermed også det pragtfulde tempel for Jehova Gud. Judæa blev lagt i ruiner af de romerske hære, og 97.000 jøder som overlevede blev ført i fangenskab og kom til at trælle under langt værre forhold end dem de havde levet under da de var romerrigets politiske trælle. (Luk. 21:5-7, 20-24; 19:41-44) Ingen af de kristne, end ikke de jøder der havde omvendt sig til kristendommen, havde noget at gøre med dette oprør imod Rom. Hvorfor ikke?

 6. (a) Hvornår og hvor blev den kristne menighed grundlagt? (b) Hvordan blev kristendommen hurtigt spredt til egne inden for og uden for romerrigets grænser?

⁶ På Pinsedagen år 33 e. Kr. blev den kristne menighed grundlagt i Jerusalem. Gud tilkendegav selv hvem der skulle være medlemmer af denne oprindelige menighed, for han udgød sin hellige ånd over dem og tildelte dem mirakuløse gaver. (Ap. G. 2:1-40) I dette kritiske år blev den kristne menighed således grundlagt midt i en jødisk verden hvor et oprør mod Rom ulmede til trods for at jøderne i deres had til kristendommens grundlægger havde råbt: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15, 16) Men den nydannede menighed fulgte uden vaklen den handleregel som dens leder, Jesus Kristus, havde fastsat: „Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ (Mark. 12:17) Tusinder var vidne til den kristne menigheds grundlæggelse i Jerusalem i år 33. Mange af dem var ydmyge jøder fra Partien, Medien, Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien, Frygien, Pamfylien, Ægypten, Libyen, Judæa, Arabien, Kreta, Rom, det vil sige fra steder inden for og uden for romerriget. Tre tusind af disse jøder fra mange lande blev omvendt til kristendommen og døbt dér på Pinsedagen. (Ap. G. 2:5-11, 37-42) Efter at de var vendt hjem blev der oprettet kristne menigheder i de lande hvor de boede; der blev også oprettet menigheder på øen Kreta, som stod under Rom.

 7. Hvorfor efterlod Paulus Titus på Kreta, og hvilken vejledning skrev han Titus skulle give vedrørende de kristnes forhold til alle slags mennesker?

⁷ Omkring år 61 aflagde den kristne apostel Paulus og hans unge medarbejder Titus et besøg på Kreta. Da Paulus forlod øen lod han Titus blive der for at betjene den kristne menighed. I et brev til Titus skrev Paulus: „Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig . . . Thi der er, især blandt de omskårne [jøderne], mange genstridige, som farer med intetsigende snak og bedrager folk.“ (Tit. 1:5-10) For at de kretiske kristne kunne få rettet enhver forkert opfattelse og blive hjulpet til at handle ret i deres forhold til alle slags mennesker, skrev Paulus at Titus skulle give menighederne den rette vejledning når han talte til dem: „Læg dem på sinde at underordne sig myndigheder og øvrigheder, at være dem lydige, være rede til enhver god gerning, ikke forhåne nogen, ikke være stridbare, men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker. Thi vi var selv engang [ligesom de] uforstandige, ulydige, vildfarne, trælle under alle hånde begæringer og lyster, vi levede i ondskab og misundelse, var forhadte og hadede hverandre.“ — Tit. 3:1-3.

 8, 9. (a) Hvilket spørgsmål opstår her angående de nævnte „myndigheder og øvrigheder“? (b) Hvem mente Paulus, og hvorfor måtte han sige at de kristne skulle underordne sig dem?

⁸ Dette er det eneste sted hvor Paulus i sit brev til Titus nævner „myndigheder og øvrigheder“. Eftersom de kristne skulle underordne sig disse, er vi naturligvis interesseret i at vide hvem Paulus mente med disse „myndigheder og øvrigheder“. Mente han myndigheder og øvrigheder inden for den kristne menighed? Eller mente han de politiske myndigheder og øvrigheder uden for den kristne menighed, sådanne som dengang stod under det romerske imperium? Hvem ville Titus tænke på når han formanede de kretiske menigheder at underordne sig?

⁹ Øjensynlig mente han denne verdens politiske myndigheder og øvrigheder. Men Paulus havde ikke instrueret Titus om at henvende sig til myndighederne og øvrighederne for at få deres godkendelse til at udnævne ældste og indsætte dem i tjenerstillinger i de kretiske menigheder. Sådanne myndigheder var herskere, ikke med hensyn til den kristne menigheds indre anliggender eller styreform; men med hensyn til anliggender uden for den kristne menighed, ude i verden. Som Jesus nøgternt fremstillede sagen: hans efterfølgere er i verden, men de er ikke en del af den, og de bliver hadet af denne verden. (Joh. 17:14-16; 15:19) Hvis de kristne skulle undgå enhver forbindelse med denne verdens myndigheder og øvrigheder måtte de forlade jorden. Men de kan ikke standse jorden i dens bane og hoppe af. (1 Kor. 5:9, 10) Gud har ikke taget de kristne ud af denne verden. De må leve side om side med de bestående myndigheder og øvrigheder. Derfor siger Paulus at de skal underordne sig.

10. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til det tilrådelige i en sådan underkastelse, og hvad afhænger det af?

¹⁰ Men er det i virkeligheden ikke farligt for menighedens undervisning, moralprincipper, tilbedelse og virksomhed at sande kristne underordner sig politiske myndigheder og øvrigheder i denne verden, hvis usynlige „hersker“ og „gud“ er Satan Djævelen? (Joh. 12:31; 14:30; 16:11, NW; 2 Kor. 4:4) Det afhænger naturligvis af i hvor høj grad de underordner sig. Mente apostelen Paulus at de kristne skulle underordne sig ubetinget — simpelt hen tage imod ordrer ovenfra og udarte til mekaniske robotter der ikke lader den kristne samvittighed diktere hvad der er ret eller uret ifølge Guds skrevne ord? Er der tale om en fuldstændig underkastelse af ens vilje og om at den kristne ubetinget må adlyde enhver befaling der udstedes af verdslige myndigheder og øvrigheder?

11. Hvilken anden underkastelse kan der være tale om, og hvem viser dette?

¹¹ Eller betyder det en relativ underkastelse? Med „relativ“ mener vi en forholdsmæssig underkastelse, en underkastelse der er afhængig af andre ting. Det vil sige at den tager andre faktorer i betragtning også. Den er ikke absolut eller uafhængig af andre ting. Den må samordnes med andre ting man ikke må overse. I sit korte brev til Titus påpeger Paulus i hvor høj grad man skal underordne sig og om det skal være en absolut eller relativ underkastelse.

12. Hvordan viser Paulus dette, og hvilket forhold nævner han først?

¹² Hvordan gør Paulus dette? Ved at fortælle Titus at der også er andre ting sande, indviede, døbte kristne må underordne sig. Politiske myndigheder og øvrigheder i denne verden er ikke de eneste der har krav på at mennesker underordner sig dem. Der gives også andre forhold hvor kristne må underordne sig. Hvilke? For eksempel inden for ægteskabet. I Titus 2:3-5 vejleder Paulus menighedens ældre kvinder om deres ansvar og siger at de skal opmuntre „de unge kvinder til at være kærlige hustruer og mødre, sindige, kyske, huslige, gode, lydige mod deres mænd, for at Guds ord ikke skal blive spottet“. Skal hustruer ubetinget være „lydige mod deres mænd“? Lad os se.

Hustruer

13. (a) Hvilket princip hviler hustruens underkastelse på, uanset mandens religion? (b) Hvilken form for underkastelse er det, og hvad værnedes der derved om?

¹³ Vi lægger mærke til at Paulus ikke siger at det gør nogen forskel om ægtemanden er en sand kristen, en jøde eller en hedning. At en hustru skal underordne sig sin mand hviler på et bibelsk princip, som Paulus selv fremsætter. Til menigheden i Korint skriver han: „Men det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved. . . . Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.“ (1 Kor. 11:3, 9, 10) Dog kan en kristen hustru, ifølge apostelen Paulus, ikke underordne sig sin mand fuldstændigt; hun må tage en endnu højere form for underkastelse i betragtning. Hvordan kunne Paulus ellers sige at de unge kvinder som rettede sig efter de ældre kvinders vejledning og eksempel skulle lyde deres mænd ’for at Guds ord ikke skulle blive spottet’ af udenforstående?

14. Hvad må en sand kristen hustru tage i betragtning i forbindelse med sin underkastelse, uanset at hendes ægtemand er hendes hoved?

¹⁴ Når en kristen kvinde underordner sig en ægtemand må „Guds ord“ følgelig tages i betragtning — og det først. Hun har indviet sig fuldstændigt til Jehova Gud og er blevet døbt som symbol på denne indvielse ligesom Jesus blev det. Hendes ægtemand er ufuldkommen, født i synd, og det hvad enten han er kristen, jøde eller hedning. Hvis han nu forlanger at hun skal gøre noget der strider imod Guds ord, kan hun ikke med god samvittighed gøre det og samtidig leve op til sin indvielse til Gud, sådan som Kristus levede op til sin. Vi må indrømme at hendes ægtemand er hendes synlige hoved inden for familien; men Kristus er højere end noget menneske, højere end nogen ægtemand, og Kristus er en kristen ægtemands hoved, mens Gud er Kristi hoved. Den indviede kristne hustru kan derfor ikke betragte sin mands ledelse, der kommer i tredje række, som endelig og absolut. Hun må tage i betragtning at hendes øverste hoved er Gud, som hun har indviet sig til gennem sit næstøverste hoved, hendes frelser Jesus Kristus.

15. Hvilken form for underkastelse må der nødvendigvis være tale om i hustruens tilfælde, og hvad kan ingen sige om Guds ord i denne henseende?

¹⁵ Hvis hun i ynkelig lydighed mod sin ægtemand overtræder Guds bud, handler hun ikke ret over for Guds ord, selv om folk uden for den kristne menighed godkender hendes handling. Hun gør sig skyldig i synd. Det står således klart at den kristne hustrus underkastelse under sin mand kun er relativ. Hun må underordne sig under hensyntagen til Guds ord. Det er i overensstemmelse med Guds ord at hun underordner sig sin mand, ja Guds ord lærer hende at hun skal gøre det. Ingen uden for menigheden kan med rette sige at Guds ord ikke lærer at en hustru skal underordne sig sin mand og elske ham og vise sin kærlighed til ham ved at underordne sig ham.

16. Hvordan kan hun give mennesker anledning til at spotte Guds ord, og hvorfor gør de det?

¹⁶ Hvad nu hvis den kristne hustru, der forkynder Guds ord for andre, ikke viser sin mand denne relative lydighed, men trodser ham og skaber splid i hjemmet om ting der ikke berører den kristne samvittighed? Så giver hun udenforstående det indtryk at Guds ord, som hun forkynder, lærer hende at være oprørsk og opsætsig og at stræbe efter at tage ledelsen i hjemmet. Derved giver hun dem anledning til at spotte Guds ord, og de vil ikke lytte til det, hverken når hun eller andre af menighedens medlemmer forkynder det. Når hun underordner sig sin mand i de tilfælde hvor det er ret at gøre det, altså når det ikke strider imod Guds ord, virker det som et skjold der beskytter Guds ord mod at blive spottet af uvidende mennesker der dømmer Guds ord efter en kristen kvindes handlinger.

17. Hvordan kan hun anbefale Guds ord til andre?

¹⁷ Den kristne hustru bør ved den måde hun underordner sig sin ægtemand på, være en anbefaling for Guds ord så andre får lyst til at lytte til det. Guds ord er det vigtigste i hendes ægteskabelige liv, og Paulus ræsonnerer derfor at hendes underkastelse under sin ægtemand kun er relativ, ikke fuldstændig.

Trælle

18, 19. (a) Hvilken anden underordnet klasse omtaler Paulus derefter, og hvilket spørgsmål melder sig vedrørende deres indvielse? (b) Hvorfor blev det nødvendigt for apostlene at skrive om hvordan disse skulle handle som kristne?

¹⁸ I sit brev til Titus taler apostelen Paulus om en anden form for underkastelse der ikke kunne fejes til side på hans tid. I det romerske kejserrige var der mange slaver, ikke blot negerslaver men også hvide slaver. Det var mennesker som var blevet taget til fange i krig eller som havde sat sig i så stor gæld at de ikke kunne betale sig ud af den. Der var så mange slaver at en romersk borger kunne have op til fire tusind i sit hus. Mange af dem hørte forkyndelsen af den gode nyhed om frihed ved Guds rige og mange tog imod kristendommen. Selv om de var slaver hos rige eller indflydelsesrige mænd og kvinder, udviste de tro på Jesu Kristi genløsningsoffer og indviede sig til Jehova Gud. Afviste Gud deres indvielse og sagde at de ikke kunne foretage en sådan indvielse fordi de ikke havde frihed til at gøre det? Sagde Gud at de var undersåtter under en slaveejer som rådede over dem så de ikke kunne overgive sig fuldstændigt til Gud og foretage en indvielse til ham?

¹⁹ Nej! Gud afviste ikke deres indvielse gennem Kristus. Havde Gud afvist den, ville den kristne menighed ikke have givet slaver adgang. Men Gud anerkendte deres indvielse og førte dem ind i sit hellige folks menighed. Derfor anerkendte Jesu Kristi apostle disse indviede slaver som medlemmer af menigheden og skrev om hvordan de skulle handle som kristne.

20, 21. (a) Hvordan berørte slavens indvielse forholdet til hans herre? (b) Hvad viste Paulus’ udtalelser om slavespørgsmålet med hensyn til hans forhold til den romerske regering?

²⁰ Var disse slaver nu ikke længere underordnet deres jordiske ejere efter at Gud havde godkendt deres indvielse og gjort dem til medlemmer af sin menighed? Jo, sandelig. De forblev jordiske slaver, men de havde nu opnået en åndelig frihed som uindviede, ikke-kristne slaver ikke ejede. „For enhver i Herren der blev kaldet som træl er Herrens frigivne,“ sagde Paulus idet han tænkte på den åndelige frihed. Hans ord var ikke en opfordring til slaver om at rømme fra deres herrer.

²¹ Derfor siger Paulus også: „I hvilken stand hver enkelt end blev kaldet [til at være en af Guds hellige], så lad ham forblive i den. Blev du kaldet som træl? Lad ikke det bekymre dig; men hvis du kan blive fri, så benyt dig hellere af lejligheden. . . . ligeledes er den der blev kaldet som fri en Kristi træl. I blev købt for en pris [Kristi offer]; hold op med at være menneskers trælle. I hvilken stilling enhver end blev kaldet, brødre, lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ (1 Kor. 7:20-24, NW) Gud havde ikke bemyndiget Paulus til at reformere romerriget. Hvorfor skulle han også gøre det når både han og Gud vidste at det gudløse romerrige skulle udslettes når Guds tid var inde til det? Det udbredte slaveri inden for romerrigets grænser blev håndhævet af den kejserlige regering. Paulus selv underordnede sig den bestående romerske regering i spørgsmålet om slaveri. Han opfordrede ikke slaverne til at rømme. Han var ikke talsmand for en slaveopstand i lighed med den Spartacus iværksatte i 73 f. Kr.

22, 23. (a) Hvordan kom indvielsen til at berøre et menneske der var slave? (b) Til gavn for hvad gav Paulus instruktioner vedrørende trællene, og hvad skulle Titus formane trællene til at gøre?

²² Hvordan var forholdet nu mellem slaven og hans jordiske herre efter at slaven var blevet en indviet og døbt kristen? Ifølge kødet var han stadig slave under et menneske, en slaveejer. I stedet for at løbe bort som slavinden Eliza i romanen Onkel Toms hytte, fra 1851-1852, måtte han nu være en bedre slave fordi han var blevet kristen. Apostelen Paulus instruerede den unge tilsynsmand Titus om hvad han skulle opfordre slaverne på Kreta til at gøre nu da de var blevet kristne. Paulus formanede Titus at træffe foranstaltning til at beskytte den kristne organisation og Guds ord mod ufortjent spot fra verdens side. Først fortalte Paulus de kristne hustruer hvordan de skulle opføre sig i hjemmet, og han fortalte de unge kristne mænd hvordan de skulle opføre sig og udføre en „sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os“. Dernæst kom Paulus ind på emnet trælle, og han skrev:

²³ „Sørg for at trælle underordner sig deres ejere i alt og er dem til behag, ikke svarer igen, ikke stjæler, men fuldt ud viser god troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers lære. For Guds ufortjente godhed, som bringer frelse til alle slags mennesker [også trælle], er blevet manifesteret, og den belærer os om at forkaste ugudelighed og verdsligt begær og at leve med et sundt sind og med retfærdighed og gudhengivenhed midt i den nuværende tingenes ordning.“ — Tit. 2:6-12, NW.

24, 25. (a) Gjaldt Paulus’ ord alle slaveejere? (b) Kunne slaveejere optages i den kristne menighed, og hvad viser Filemons tilfælde?

²⁴ Hvordan vil dette være muligt for en bogstavelig slave i Asien, Afrika eller et andet sted i dag? Hvordan kan slaver der har indviet sig og ladet sig døbe som kristne underordne sig deres ejere i alt og være dem til behag, og samtidig forblive kristne? Læg igen mærke til at Paulus ikke siger noget om hvorvidt slaveejeren er hedning, romer, jøde eller kristen; ej heller siger han at den kristne slave kun skulle underordne sig en kristen slaveejer og være ham til behag.

²⁵ Ja, dengang var der endog kristne slaveejere i menigheden. Paulus prøvede ikke på at være et forbillede for den russiske zar Alexander II, der i 1861 frigav 23.000.000 russiske livegne, eller for den amerikanske præsident Abraham Lincoln, der i 1863 proklamerede slaveriet ophævet i de af sydstaterne der ikke var besat af Unionens styrker. Nej, Paulus erklærede ikke alle kristne slaver frie og beordrede heller ikke at alle kristne slaveejere ufrivilligt skulle berøves deres slaver. Han forordnede heller ikke at kristne slaveejere der ikke frigav deres troende eller ikke-troende slaver skulle udstødes af den kristne menighed. Nej, Paulus skrev endog et brev til en kristen slaveejer, Filemon, og dette brev er bevaret i Bibelen. Filemon blev ikke udstødt af menigheden — tværtimod holdt den lokale kristne menighed møder i hans hjem. — Filem. 1, 2.

26. Hvad gjorde Paulus med Onesimus i overensstemmelse med sine instruktioner for trælle, og hvad gjorde Onesimus?

²⁶ Den romerske regering tillod Filemon at holde slaver, og Paulus underordnede sig denne hedenske regerings ordning; han bød ikke Filemon at ophæve slaveriet i sit hus. I overensstemmelse med instruktionerne til Titus om at trællene skulle underordne sig deres herrer i alt, sendte Paulus en bortrømt slave tilbage til Filemon og lod slaven medbringe Paulus’ brev til Filemon. Paulus erklærede ikke at denne bortrømte slave, Onesimus, nu var en fri mand fordi han havde lyttet til Paulus’ forkyndelse og var blevet kristen. Paulus sendte Onesimus tilbage til slaveriet. Så netop fordi Onesimus var blevet kristen drog han nu tilbage til slavearbejdet for at underordne sig sin medkristne, Filemon, i alt og ’fuldt ud vise god troskab’. På vejen tilbage kunne Onesimus godt have ombestemt sig, ødelagt brevet og være forsvundet ud i verden som en bortrømt slave; men det gjorde han ikke. Selv om der ventede ham en slavetilværelse afleverede han brevet til Filemon. På den måde er det kommet ind i Bibelen og er blevet bevaret til i dag. — Filem. 10-17.

27. (a) Hvad vil det sige at den kristne slave skal underordne sig sin ejer „i alt“? (b) Hvad gjorde kristendommen slaven til?

²⁷ Hvordan kan slaver der er blevet indviede kristne, underordne sig deres ejere i alt, især hvis disse ejere ikke er kristne men har en anden religion? Betyder udtrykket „i alt“ at de skal underordne sig fuldstændigt, absolut, uden hensyntagen til Guds vilje og ord? Næppe! „Alt“ er begrænset til det område inden for hvilket slaveejeren har juridisk ret til at kræve tjeneste af sin slave. Han havde ingen ret til at ændre slavens religion, for det stod til slavens egen samvittighed og var en personlig sag mellem slaven og hans Gud. Paulus påpeger hvad „alt“ indbefatter, idet han fortsætter: „og er dem til behag, ikke svarer igen, ikke stjæler, men fuldt ud viser god troskab.“ Kristendommen gjorde dem ikke til dårligere slaver, tværtimod gjorde den dem til slaver der fandt glæde i at behage deres ejere ved at udføre deres tildelte hverv godt, slaver der ikke næsvist svarede deres ejere igen, slaver der ikke stjal fra deres ejere, slaver der var loyale og som trofast varetog deres ejeres materielle interesser.

28, 29. (a) Hvad er slaven ikke forpligtet til at gøre? (b) Hvilken form for underkastelse er der således tale om, og hvordan skal slaverne udføre deres tjeneste, og hvad er motivet?

²⁸ At en kristen slave underordner sig, forpligter ham ikke til at stjæle fra andre selv om hans ikke-kristne herre skulle befale ham at gøre det. Og hvis han ikke ville stjæle for sin jordiske herre ville han heller ikke overtræde andre af Guds bud. „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle,“ siger apostelen Paulus, „men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ (Ef. 4:28) Den kristne underkastelse under en slaveejer viser sig således at være relativ, forholdsmæssig og begrænset; den er afhængig af den kristne samvittighed. At behage slaveejeren indbefatter ikke at overtræde Guds bud. Dette gør Paulus os opmærksom på i Kolossenserne 3:22-24, hvor han siger:

²⁹ „I trælle! vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker [jeres jordiske herrer]. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven; Kristus skal være den Herre, I tjener.“

30. Hvorfor kunne slavens lydighed mod sin herre „i alle forhold“ ikke indebære overtrædelse af Guds lov?

³⁰ At slaven skulle lyde ejeren „i alle forhold“ kunne ikke indebære at han skulle være ulydig mod Jehova Gud og overtræde hans bud. Apostelen siger jo at denne lydighed i alle forhold skulle vises „i ærefrygt for Herren“. Det vil sige i frygt for at mishage Jehova. Hvad slaver end fik befaling til skulle de gøre, ikke modstræbende som gjorde de det for mennesker, deres ejere; men de skulle gøre det „af hjertet som for Herren“, i bevidstheden om at det var Jehova der ville belønne dem, selv om deres jordiske herrer forsømte dette og i stedet udnyttede dem.

31. Hvordan får frygten for Jehova og ønsket om at behage ham indflydelse på slavens handlinger?

³¹ Frygten for Jehova ville afholde slaver fra at optræde som mordere der på deres herres befaling dræbte andre. Hvis deres herre gav dem ordre til at stjæle en andens ejendom, eller til at lyve og aflægge falsk vidnesbyrd i retten, eller til at bortføre en anden mands hustru, kunne de ikke gøre det af hjertet som for Herren, for Jehova forbyder sine kristne vidner at begå sådanne forbrydelser. Hvis kristne slaver udelukkende var interesseret i at behage mennesker, ville de underordne sig og lyde deres herrer, ligegyldigt hvilke onde, ubibelske og ukristne handlinger de fik befaling til at udføre. Men på visse områder, mange områder, kan de ikke adlyde ufuldkomne, syndige mennesker, for kristne slaver eller trælle må behage Gud og frygte ham først og fremmest. De er i virkeligheden Kristi trælle, for han har købt dem med sit offer.

32. Hvilke lignende instruktioner giver Paulus de kristne trælle i Efeserbrevet 6:5-9, og hvilken spore til at udføre godt arbejde indeholder de?

³² I Efeserbrevet 6:5-9 giver apostelen Paulus lignende instruktioner til de kristne trælle som er medlemmer af menigheden. De må ikke blive irritable eller ondskabsfulde; Paulus siger til dem: „Udfør jeres tjeneste med villigt sind, som om I tjente Herren og ikke mennesker. I ved jo, at enhver skal få igen af Herren, hvad godt han gør, enten han er træl eller fri.“ De skal huske at de har en Herre der er langt mere ophøjet end deres jordiske herre; de har en Herre i himmelen. Denne Herre tager ikke parti for de jordiske herrer imod deres trælle, forudsat trællene adlyder deres himmelske Herre når trofasthed mod kristendommen nødvendigvis må gå forud for trællens lydighed mod sin jordiske herre.

33, 34. (a) Hvorfor vil kristne trælle ophøre med at gøre visse ting som de tidligere har gjort for deres herrer, og vil dette skade deres herrers interesser? (b) Hvilket ønske giver de udtryk for ved at vise en bedre opførsel som trælle, og hvordan berører det deres forhold til deres herre?

³³ I hvert tilfælde påpeger Paulus at kristne trælles underkastelse under deres jordiske ejere eller herrer må være relativ. Visse ting som trælle tidligere gjorde i fuldstændig lydighed mod deres jordiske ejere vil de nu ophøre med, ledet af deres kristne samvittighed. Til trods herfor vil de blive bedre trælle, de vil blive af større værdi for deres ejere på grund af deres loyalitet. Ved at holde sig til den rette kristne vandel, selv om den skulle gå på tværs af deres herrers ønsker, vil trællene ikke skade deres herrer eller disses interesser; tværtimod vil deres herrer komme til at respektere deres oplyste, opøvede kristne samvittighed. Da de er blevet bedre trælle efter at de har antaget kristendommen vil de ikke bringe skam eller vanære over det Gud lærer sine indviede vidner.

³⁴ Ved at vise en bedre opførsel som trælle giver de udtryk for at de ønsker i et og alt at være „en pryd for Guds, vor frelsers lære“. Hvis de bestræber sig for at være en pryd for Guds lære, som de retter sig efter i alt, kan de ikke samtidig underordne sig deres jordiske herrer i en sådan grad at de adlyder ordrer til at gøre hvad der er forkert. Hvis de gør hvad der er uret kan de ikke være levende prydelser for Guds lære; i stedet misrepræsenterer og vanærer de hans lære.

Underkastelse under myndigheder og øvrigheder

35. (a) Hvad viser Paulus’ ord om hustruerne og trællene med hensyn til de kristnes underkastelse under menneskelige myndigheder og øvrigheder? (b) Hvilke pligter påhviler de styrende trods deres ufuldkommenhed?

³⁵ Først efter at Paulus har skrevet at kristne hustruer skal underordne sig deres ægtemænd og kristne trælle deres jordiske ejere kommer han ind på at menighedens medlemmer skal „underordne sig myndigheder og øvrigheder“. (Tit. 3:1) Ud fra hvad Paulus har sagt om at underordne sig ægtemænd og slaveejere, kan vi danne os et begreb om i hvor høj grad indviede, døbte kristne, som Jehovas vidner, skal underordne sig og adlyde politiske myndigheder og øvrigheder. Underkastelsen under ægtemænd og slaveejere eller herrer, der blot er ufuldkomne mennesker, skulle ikke være fuldstændig, men kun relativ. Ligeså må det også kun være relativt man skal underordne sig myndigheder og øvrigheder, der jo også udgøres af syndige mennesker der er underlagt døden. Imidlertid har menneskelige „myndigheder og øvrigheder“ visse forpligtelser over for alle deres undersåtter. En af deres vigtigste pligter er at opretholde ro og orden og at yde befolkningen en vis beskyttelse. Myndighederne har vanskeligheder nok med deres egne ukristne undersåtter i almindelighed; indviede, døbte kristne bør ikke øge myndighedernes problemer ved ligesom verdslige mennesker at overtræde lovene.

36. Hvorfor er det på sin plads at de kristne adlyder landets myndigheder og øvrigheder?

³⁶ Det er på sin plads at kristne der virkelig er Guds „hellige“ adlyder landets „myndigheder og øvrigheder“. I stedet for at gøre sig fortjent til denne verdens politiske embedsmænds vrede, bør kristne roses, eller i det mindste gøre sig fortjent til at blive rost for deres respektfulde fastholden ved de love hvorved ro og orden samt den offentlige velfærd opretholdes i samfundet. Det er nok at de kristne misforstås og kritiseres for deres helhjertede indvielse til Gud og fordi de efterligner Jesus Kristus; alene på dette grundlag rejses der falske anklager imod dem og de behøver ikke at gøre sig selv til skydeskive for berettiget kritik og anklage ved at gøre noget forkert. Kristne bør vise at gudsfrygten udvirker en forandring i deres liv, en forandring til det bedre. Paulus råder dem derfor til at „være rede til enhver god gerning“.

37. Hvordan er dette i overensstemmelse med at Kristus er død for os og har udfriet os med et særligt formål for øje, og hvilken indflydelse får dette endvidere på vor underkastelse under menneskelige myndigheder og øvrigheder?

³⁷ Dette er fuldstændig i harmoni med hvad Paulus lige forud har sagt, at vor frelser Jesus Kristus „hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger“. (Tit. 2:13, 14) Hvordan skulle vi ved at gøre gode gerninger kunne blive en fare for nogen myndighed eller øvrighed i denne verden, selv i betragtning af at vor underkastelse kun er relativ? Og hvordan skulle vi kunne vise mere end en relativ underkastelse under menneskelige myndigheder og øvrigheder i betragtning af at vi er et folk som Kristus har løskøbt fra al lovløshed og som er „ivrigt efter at gøre gode gerninger“? Det kan vi ikke, for menneskelige herskere stiller til tider krav og fastsætter love der er i strid med Guds højeste lov.

38. Hvad vil vor lydighed mod Guds lov aldrig få os til at gøre over for de bestående myndigheder og øvrigheder, og hvad vil den på den anden side forhindre os i at gøre over for Gud?

³⁸ Vor samvittighedsfulde lydighed mod Guds lov vil måske genere de verdslige myndigheder og øvrigheder. Den vil måske afsløre deres fejl og røbe at de ikke er i overensstemmelse med Guds lov. Men den vil aldrig, nej, aldrig få os til at starte nedbrydende bevægelser eller sammensværgelser eller blodige oprør imod sådanne bestående myndigheder og øvrigheder. At vi giver Gud hvad Guds er mens denne tingenes ordning består, betyder ikke at vi ikke også giver kejseren hvad kejserens er. (Matt. 22:21) Det betyder ikke at vi lader hånt om det apostolske råd om at underordne os myndigheder og øvrigheder. Det betyder simpelt hen at vi som samvittighedsfulde kristne ikke vil slutte os til ufuldkomne, jordiske myndigheder og øvrigheder når disse kæmper imod Gud, Vi må stille os ligesom Kristi apostle da de til en upolitisk, religiøs domstol i Jerusalem sagde: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 5:29.

39. Hvilke apostolske formaninger vil vi altså følge, og med hvilket formål gør vi det?

³⁹ I alle tilfælde vil vi følge apostelen Paulus’ formaning og underordne os vore ægtemænd, vore jordiske herrer og de verdslige, politiske myndigheder og øvrigheder, ligesom vi vil følge hans formaning i andre af livets anliggender, og vi vil gøre det „for at de som har vist tro på Gud kan have deres tanker fæstet på vedblivende at øve gode gerninger. Dette er godt og gavnligt for menneskene“. — Tit. 3:8, NW.

[Fodnote]