Hvad siger Bibelen?

Skal man betale hele sin skat?

DER er kun få ting som irriterer folk mere end dét at betale skat. I de fleste lande her i Europa betaler indbyggerne en stor procentdel af deres indkomst i skat, og amerikanerne betaler gennemsnitlig 36 procent. Alligevel føler mange skatteydere at de kun modtager meget få håndgribelige goder af de skatter de betaler.

Ydermere hævder nogle at deres penge gives ud til ingen nytte, at de bliver brugt til at understøtte folk som ikke vil arbejde og til at fylde lommerne på korrupte politikere. De påstår også at skatteopkrævning er uretfærdigt, fordi de rige bruger smuthuller for kun at betale lidt eller slet ingen skat, mens de fleste må betale deres skat fuldt ud.

Lederen af det amerikanske skattevæsens revisionsdepartement har udtalt: „Offentlighedens moral kan ikke undgå at lide skade af de ting som foregår inden for staten og industrien. Hver gang en skatteyder læser en avis, ser han at nogen som allerede tjener en masse penge har taget mod bestikkelse eller gjort noget andet ulovligt. Efter en stund siger han til sig selv: ’Hvorfor skulle jeg have så meget besvær med at være ærlig når ingen andre er det?’“

Derfor tyr millioner af mennesker til skatteunddragelse. En nylig foretaget undersøgelse i Sverige har „afsløret at hver tredje læge viste sig at være skattesnyder“. I Italien er skatteunddragelse efter forlydende så udbredt at skattemyndighederne automatisk kompenserer for det. De kan forhøje en selvstændig erhvervsdrivendes selvangivne indkomst så meget som tre gange før de påligner skatten!

Hvordan ser den katolske kirke på skatteunddragelse? En økonomisk afhandling med titlen „Den personlige indkomstskat og økonomisk vækst“ siger: „For nogen tid siden var der en hel del opstandelse da Osservatore Romano, Vatikanets officielle blad, i en ledende artikel erklærede at skatteunddragelse ikke er nogen synd.“

Er kirkens syn rigtigt? Godkender eller tolererer Bibelen på nogen måde at man snyder i skat?

Nej, det gør den ikke. Da Jesus Kristus blev spurgt om det var rigtigt at betale skat eller ej, fik han en mønt og spurgte: „’Hvis billede og indskrift bærer den?’ De svarede: ’Kejserens’. Da sagde han til dem: ’Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.’“ (Luk. 20:22-25) Ja, skatten tilhører „kejseren“, det vil sige regeringsmyndighederne, og Jesus tillod ikke at man ulovligt tilbageholdt nogen del af den.

At skatterne kommer samfundet til gode snarere end den enkelte formindsker ikke den moralske forpligtelse man har til at betale skat. Ville De bryde Dem om at skulle købe Deres eget brandslukningsudstyr, eller at ansætte nogen til at fjerne Deres affald eller til at bringe Deres post til andre byer, eller at ansætte en livvagt i mangel af politi og fængsler? Hvem hævder Deres ejendomsret hvis fremmede kommer og slår sig ned på Deres jord? Hvem holder regnskab med matrikelnumre og deslige? Staten yder som regel den slags fordelagtige tjenesteydelser. Skulle vi da ikke betale for dem fuldt ud, ligesom vi betaler for andre tjenester?

Den amerikanske regering overlader for eksempel til folk selv at beregne deres skat. Der bliver kun foretaget relativt få revisioner for at kontrollere dem. Dette system er hovedsagelig baseret på samarbejdsvilje. Bør man krænke denne tillid blot fordi der ikke står nogen ved siden af og kræver fuld betaling, som ved andre handeler?

Efter at have omtalt regeringernes lovmæssige beskyttelse skrev den kristne apostel Paulus: „Derfor er det nødvendigt at underordne sig,“ ikke kun på grund af politimagten, „men også for samvittighedens skyld. Af samme grund svarer I jo også skat . . . Giv alle, hvad I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat.“ — Rom. 13:4-7.

Ligesom det ofte er tilfældet i dag, havde romerriget på Jesu og Paulus’ tid sine korrupte embedsmænd, der havde mange onde ting på samvittigheden. For eksempel dømte romerske myndigheder Jesus til døden, og Paulus blev fængslet og sandsynligvis henrettet for deres hånd. Men de kristne brugte ikke disse handlinger som en undskyldning for at unddrage sig at betale skat. Og heller ikke i dag kan kristne bruge lignende handlinger som en undskyldning for ikke at betale skat.

Ansvaret for anvendelse af skatterne

Imidlertid viger nogle tilbage for tanken om at deres skat skal være med til at dække de enorme militære udgifter, eller de gør indsigelse mod en særlig „uretfærdig“ krig. De tænker måske at Gud holder dem personligt ansvarlige for hvordan deres skatter bliver anvendt. Et sådant synspunkt blev fremført af en pacifist som skrev i tidsskriftet The Christian Century den 11. november 1970.

Men holder Gud skatteyderne ansvarlige for hvordan deres skatter bliver anvendt? Er der grund til at tro at Gud ønsker at kristne skal afgøre hvornår det er rigtigt at betale skat og hvornår det ikke er?

Overvej engang følgende: Judæa var på Jesu tid en provins i det romerske imperium. Da Jesus sagde til sine disciple at de skulle betale den krævede skat, vidste han at provinsindtægterne støttede en mægtig romersk militærstyrke som var optaget af aktiv krigsførelse. Han vidste også at regeringerne må stå til ansvar over for Gud for den måde hvorpå de anvender de penge de udsteder. De kan ikke komme uden om ansvaret. Det påhviler landets ledelse.

Til eksempel: Biler dræber hvert år over 100.000 mennesker i hele verden. Skulle kristne derfor føle sig forpligtede til at tage ansvaret for hvad folk gør med deres biler, og af den grund nægte at arbejde på en automobilfabrik? De ved at mange biler vil blive dødens redskaber. Er de ansvarlige, eller ligger hovedansvaret hos bilisterne?

På lignende måde anvender regeringerne ofte en stor del af den skat borgerne betaler, til militæret. Men hvem har ansvaret for at pengene bliver anvendt på den måde? Er det ikke regeringen?

Sand kristendom støtter ikke den opfattelse at hver enkelt skal følge sin egen lov. Gud tillader regeringerne den nødvendige myndighed til at opretholde samfundsordenen. Han anerkender også deres krav på de nødvendige midler til at kunne udføre deres gerning. Det er derfor den kristnes pligt at ’give kejseren hvad kejserens er’, uanset hvordan „kejseren“ anvender disse.

Jesus gjorde det klart at skatterne tilhører „kejseren“. Og der er ingen antydning i Bibelen af at kristne bærer ansvaret for hvad „kejseren“ gør med det der er hans. Johannes Døbers råd til en skatteopkræver som ønskede at gøre hvad der var ret, var ikke at han skulle holde op med at opkræve skatter, men: „Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer.“ — Luk. 3:13; se også Lukas 19:2-9.

Guds love er realistiske. Bibelen påpeger nøjagtig hvor ansvaret ligger og viser at kristnes væsentligste forpligtelse er at udføre den offentlige forkyndelse som Gud har pålagt dem. — Matt. 24:14.