samme sted? Kan de stadig arbejde sammen dér hvis det kræver at de taler med hinanden? Også i dette tilfælde må man gøre sig klart at overtræderens stilling er ændret efter hans udstødelse. Det er tilladt at tale med den udstødte i det omfang det er nødvendigt for at arbejdet kan udføres, men det er ikke korrekt at komme sammen med den udstødte i den forstand at man taler med ham om løst og fast uden at tage hans ændrede stilling i betragtning. Man kan kun drøfte de nødvendige forretninger, aldrig åndelige spørgsmål eller nogen andre spørgsmål som ikke hører med til de nødvendige forretningssager der har med det verdslige arbejde at gøre. Hvis arbejdet kræver at man står i hyppig og nær kontakt med den udstødte, kunne man overveje at skifte arbejde for ikke at volde sin samvittighed skade.

Men hvilken stilling skal de som er forbundet med den udstødte med blodets bånd indtage? Hvilke principper gælder i forbindelse med faderens stilling som overhoved og opdragelsen af de hjemmeværende børn? Hvilke regler gælder for genoptagelse? Endvidere, når udstødelsen medfører så alvorlige konsekvenser, kunne man så ikke fristes til ikke at bekende sin synd i det tilfælde at ingen har været vidne til den? Endelig kunne man spørge: Hvordan kan man undgå at komme ind på en vej som fører til udstødelse? Disse vigtige spørgsmål vil blive behandlet i de næste numre af Vagttårnet.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal man forstå Efeserne 3:14, 15 (NW), hvor der blandt andet står: „Faderen, hvem hver slægt i himmel og på jord skylder sit navn“? Findes der slægter eller familier i himmelen, og hvordan kan man sige at hver slægt på jorden skylder Gud sit navn? — G. G., De forenede Stater.

Det græske udtryk der her gengives „hver slægt“ er pása patriá, og det kan enten oversættes „hele slægten“ eller „hver slægt“. De fleste moderne oversættelser siger „hver slægt“ ligesom New World Translation.

Der findes naturligvis ikke familier i himmelen i den forstand som de findes på jorden, hvor der er en fader som hoved for familien, desuden en hustru og moder, og hvor de øvrige medlemmer er børn af forældrene, for i himmelen er der ingen der tager til ægte eller bortgiftes. (Luk. 20:34, 35) Dog er Jehova Gud gift med sin organisation og han har børn med hende. (Es. 54:5) Jesus Kristus er viet til sin menighedsbrud, og han modtager dens medlemmer i himmelen. (2 Kor. 11:2) De trofaste medlemmer af den salvede rest på jorden hører til Guds familie, og vor tids „andre får“ er fremtidige medlemmer af denne familie. — Rom. 8:14-17; Joh. 10:16.

„Hver slægt . . . på jord“ synes at hentyde til familie- eller slægtslinjer, hvorigennem et navn bevares, og ikke til enhver lille gruppe hvis medlemmer lever sammen som en familie. Ifølge Moseloven var Jehova Gud interesseret i bevarelsen af slægtslinjerne, eftersom han altid sørgede for at en arving kunne føre slægtens navn videre; svogerægteskabsloven var en foranstaltning der tjente dette formål. (5 Mos. 25:5, 6; Rut 4:3-10) Havde det ikke været for Jehovas skaberkraft ville der aldrig være opstået sådanne slægter, der alle bar og ned gennem tiden bevarede et navn. Enhver slægt skylder ham derfor sit navn, ikke direkte, ikke som om han havde givet hver eneste slægt det navn den bærer, men indirekte, fordi han har gjort det muligt at der kan leve slægter med et navn på jorden. I den forstand skylder enhver slægt, både den ene familie i himmelen og de mange slægter på jorden, Gud deres navn. De skylder ham deres eksistens og den forret at de må bære et særskilt navn.