Spørgsmål fra læserne
● Gælder Jesu ord i Lukas 20:34-36 den jordiske opstandelse, eller den himmelske opstandelse af de 144.000? — W. D., Australien.
Vi modtager ofte forespørgsler om disse vers, som lyder: „Denne verdens børn tager til ægte og bortgiftes; men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn.“
Det er forståeligt at kristne interesserer sig for spørgsmålet om ægteskab efter opstandelsen, da det som oftest er menneskets stærkeste følelser der knytter ægtefæller sammen. Mange trofaste Guds tjenere som ser frem til at leve evigt på jorden og hvis ægtefæller er afgået ved døden, vil gerne finde støtte for deres håb om at blive genforenet med ægtefællen i opstandelsen. Vi ønsker ikke at lade hånt om deres oprigtige følelser, men på den anden side må vi erkende at Jesu ord åbenbart gælder den jordiske opstandelse, og viser at de der opstår, ikke vil gifte sig og ikke vil blive genforenet i ægteskab med deres tidligere ægtefælle.
For at forstå hvorfor vi indtager dette standpunkt vil det være gavnligt at betragte baggrunden for Jesu ord. Mattæus 22:23-33 kan læses med udbytte. I et forsøg på at fange Jesus i ord opstillede saddukæerne et problem: En jødisk kvinde mistede sin mand før de fik nogen børn. I overensstemmelse med loven om svogerægteskab, som er fremsat i Femte Mosebog 25:5-10, giftede hun sig med sin afdøde mands broder. Også han døde uden at få afkom, og således fortsatte det indtil hun til sidst havde været gift med i alt syv brødre. Saddukæerne spurgte hvis hustru hun skulle være i opstandelsen. — Luk. 20:28-33.
Jøderne kendte håbet om en jordisk opstandelse, selv om disse saddukæere ikke anerkendte dette opstandelseshåb der klart var udtrykt i De hebraiske Skrifter. (Es. 25:8; Job 14:13; Dan. 12:13) Jesus veg ikke uden om spørgsmålet ved at tale om opstandelsen til liv i himmelen. Saddukæerne havde fremsat et problem som angik jøder under Moseloven, jøder som døde før Jesus havde åbnet vejen til himmelsk liv, og han svarede dem på dette grundlag: „I opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen.“ — Matt. 22:30.
Noget som yderligere viser at Jesus tænkte på en jordisk opstandelse, er at han, som berettet i Mattæus 22:31, 32 og Lukas 20:37, 38, henviste til Abraham, Isak og Jakob, og ved hjælp af den oplysning Moses havde fået ved den brændende tornebusk beviste at disse patriarker ville blive oprejst fra de døde. Hvilket bibelsk håb er der for disse mænd? De vil få en jordisk opstandelse, idet de døde før Jesus åbnede vejen til himmelsk liv, før han fremholdt et himmelsk håb for en lille del af menneskeheden. (Matt. 11:11; Ap. G. 2:34; Hebr. 10:19, 20) Det er altså en jordisk opstandelse der behandles her, og ikke en opstandelse til liv i himmelen sammen med englene.
Dette har Jehovas vidner forstået og lært i mange år. Allerede i The Watchtower for 15. november 1904, side 345, læser vi i en behandling af disse vers: „Sandt nok vil den herliggjorte kirke ikke gifte sig, men her henvises der ikke til kirkeklassen, brudeskaren. Spørgsmålet angik ikke de hellige, men jøder under Loven. . . . Intet i billedet antyder at kvinden eller nogen af hendes mænd fulgte Herren.“
I hvilke henseender vil de der oprejses til jordisk liv, da være som engle? Englene i himmelen gifter sig ikke og frembringer ikke afkom. Alligevel kan de glæde sig over et tilfredsstillende fællesskab med myriader af andre åndeskabninger som tjener Gud. På lignende måde vil de der i den nuværende onde verdensordning viser sig værdige til at få del i en opstandelse i den nye ordning eller kommende verden, ikke tage til ægte og frembringe afkom. (2 Kor. 4:4; Mark. 10:30) Straks i opstandelsen bliver de „Guds børn, da de er opstandelsens børn“. Deres himmelske Fader, som giver dem liv ved at oprejse dem, har besluttet at de ikke skal indgå ægteskab, men de vil kunne modtage mange andre velsignelser fra hans hånd, hvoraf den forret at kunne glæde sig over et nært og inderligt fællesskab med andre Guds tjenere på jorden ikke er den ringeste.
Dertil kommer at Gud vil betragte dem der oprejses til jordisk liv, og som beviser Ham deres integritet i tusindårsriget og under den efterfølgende endelige prøve, som retfærdige, og vil give dem evigt liv. (Åb. 20:5, 7-10) Når Jehova først har erklæret dem retfærdige ved at anerkende deres fuldkommenhed og retfærdighed som mennesker, kan ingen, hverken i himmelen eller på jorden, udslette dem uden at Gud har tilladt det og det er hans vilje. (Rom. 8:33) Englene er dødelige, hvilket ses af at Satan og dæmonerne vil blive udslettet. (Matt. 25:41) Men trofaste engle vil, trods deres dødelighed, leve evigt. De mennesker der oprejses til jordisk liv og erklæres retfærdige af Gud, vil leve evigt og modtage evige velsignelser af Jehova, selv om de ligesom englene er dødelige.
Så selv om det er rigtigt at de 144.000 som oprejses til himmelsk liv, ikke vil indgå ægteskaber med hinanden, gælder Jesu ord i Lukas 20:34-36 tydeligvis ikke denne lille del af dem der vil få en opstandelse. I overensstemmelse med det spørgsmål der blev stillet, talte Jesus i stedet om den jordiske opstandelse, om den stilling milliarder af mennesker vil indtage når de oprejses til liv på jorden.
Af de breve vi har modtaget kan vi se at det vil være svært for nogle at godtage dette svar, på grund af den stærke indflydelse de menneskelige følelser øver. Selv om vi føler oprigtigt med dem der har mistet deres ægtefælle i døden, må vi dog anerkende det svar der er givet her, som Bibelens svar på spørgsmålet. Da det er alt hvad Guds ord siger om dette emne, er vi nødt til at forklare sagen på denne måde når vi bliver spurgt hvad Bibelen viser om det.
Men selv om dette bibelske svar synes svært at godtage, bør man ikke tage anstød og lade dette spørgsmål svække ens tro. Nej, det vil være langt bedre at lægge sagen i Guds hånd. Jehova er en god, kærlig, forstående og nådig Gud. (2 Mos. 34:6; Job 12:13; Es. 60:10) Han vil ikke handle uretfærdigt mod dem der ejer hans gunst. Som Elihu sagde til Job: „Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej retten!“ (Job 34:12) Selv om vi måske i øjeblikket mener at vi altid vil have visse behov og ønsker, har vi aldrig prøvet at leve under de fuldkomne forhold Gud har i beredskab til mennesker. Han ved hvad fuldkomne mennesker har brug for, og vi kan være sikre på at han vil give både sine „opstandelsens børn“ og dem der overlever Harmagedon, alt hvad de har brug for. Vi kan være forvisset om at det inspirerede løfte i Salme 145:16 vil blive opfyldt til den tid: „Du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ Alle som opnår Guds godkendelse i den nye ordning, vil opnå det Gud har lovet dem der elsker ham og tjener ham trofast, nemlig evigt liv i fred, sundhed, lykke og tilfredshed. Hvilken glæde det vil være at nyde fællesskabet med venner og slægtninge, knyttet sammen i kristen kærlighed og i tjenesten for Jehova. Det vil i sandhed blive et rigt og tilfredsstillende liv!
Bibelen forklarer ikke alle enkeltheder om opstandelsen, og forklarer heller ikke hvordan man vil løse spørgsmålet om familie og om børneopdragelse i den nye tingenes ordning. Men vi kan være sikre på at alt hvad Jehova gør, vil være kærligt og fuldstændig retfærdigt. Alt hvad Jehova vælger at gøre er fuldkomment og ret i en sådan grad at vi med vore ufuldkomne evner ikke engang kan fatte det. Vi kan i tro stole på Moses’ ord i Femte Mosebog 32:4: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“
● Røber det ikke uvidenhed om jordens rotation og universets opbygning at Bibelen angiver retningen mod himmelen som „op“ (Ap. G. 1:9)? — C. P., U.S.A.
Den bibelske beretning om Jesu himmelfart fortæller at mens disciplene så på det „løftedes han op . . ., og en sky tog ham bort fra deres øjne“. De blev ved med at stirre op mod himmelen indtil englene kom og fortalte dem at „denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen“. (Ap. G. 1:9-11) Nogle har rettet den indvending mod beretningen om himmelfarten at den giver udtryk for den primitive opfattelse at retningen mod himmelen er „op“ i forhold til jorden. Imidlertid måtte man, hvis man skulle tilfredsstille disse kritikere, helt udrydde ord som „op“, „oven over“, og så videre, af sprogene. Selv i vor rumtid kan vi stadig læse om at astronauter der kredser om jorden er „steget 739 nautiske mil op“ over jorden (New York Times, 16. september 1966), mens de teknisk set har bevæget sig „ud fra“ eller „bort fra“ jordens overflade.
Interessant nok siges der om englene der med deres sang forkyndte Jesu fødsel for hyrderne på marken, at da de havde fuldført deres hverv ’forlod de dem og vendte tilbage til Himmelen’. (Lukas 2:15; jævnfør Apostlenes Gerninger 12:10.) Jesu himmelfart, som begyndte med at han bevægede sig opad i forhold til jorden, hvor hans disciple befandt sig, kan derefter have taget en hvilken som helst retning som var nødvendig for at bringe ham hen i hans himmelske Faders nærhed. Det var en bevægelse opad, ikke blot med hensyn til retningen, men også — og det har større betydning — med hensyn til det virkefelt, det åndelige tilværelsesplan og det ophøjede stade i den allerhøjeste Guds nærhed han blev løftet op til, et domæne der ikke er underlagt menneskelige dimensioner og retningsbestemmelser. — Jævnfør Hebræerbrevet 2:7, 9.
● På side 326 i bogen Life Everlasting — in Freedom of the Sons of God findes en illustration af Noas tre sønner, af hvilke den ene har en mørkere hudfarve end de andre. Hvordan kan man vide at den ene havde en mørkere hudfarve? Hvem stammer de negroide folk fra? — S. D., U.S.A.
Den nævnte illustration viser tre mænd i færd med at slagte et dyr. De tre mænd forestiller Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet. (1 Mos. 10:1) Manden med den mørkere hudfarve forestiller Kam. Kams navn betyder „mørkladen“, „brun“, og navnet indeholder også betydningen „varm“. I bibelleksikonet The Popular and Critical Bible Encyclopædia, bind II, side 754, siges der: „Den almindelige antagelse er at alle de sydlige folkeslag stammer fra Kam (en antagelse der i nogen grad bestyrkes af det hebraiske rodord Khawm, der ikke er ulig det græske . . ., brændte ansigter).“ Et andet bibelleksikon, A Dictionary of the Bible, af James Hastings, forbinder det hebraiske Kam med et ægyptisk ord der betyder „sort“, og leksikonet viser at dette ægyptiske ord hentyder til Ægyptens mørke jord i sammenligning med ørkensandet. Det synes rimeligt at antage at Kam, hvis han fik sit navn ved fødselen, var født med en hud der var noget mørkere end hans brødres, og det er det illustrationen vil vise.
Kam fik fire sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana’an. Mizjarims efterkommere, som for eksempel filisterne og ægypterne, var ikke negroide. (1 Mos. 10:6, 13, 14) Kana’an var heller ikke negroid, og det var hans efterkommere heller ikke. Imidlertid viser forskellige bibelatlas at Kams søn Put har bosat sig idet østlige Afrika, og hans efterkommere er negroide. (Nah. 3:9) Med hensyn til Kams søn Kusj er han højst sandsynligt (måske sammen med Put) stamfader til den negroide eller mørkhudede gren af menneskeslægten (Jer. 13:23), hvilket man kan slutte ud fra de oplysninger der gives om de områder hvor nogle af hans efterkommere slog sig ned. (1 Mos. 10:7) Denne kendsgerning modbeviser den teori som fremsættes af nogle der hævder at forbandelsen over Kusj’ broder Kana’an ramte de negroide folk; ingen af Kana’ans efterkommere var negre. Kana’an blev stamfader til de forskellige kana’anæiske stammer i Palæstina. (1 Mos. 9:24, 25; 10:6, 15-18) Eftersom de mørkhudede folkeslag nedstammer fra Kam, fremstiller førnævnte illustration med rette Kam med en noget mørkere hudfarve end hans brødre, hvilket også er i overensstemmelse med hans navns betydning.
● Første Kongebog 15:14 og Anden Krønikebog 14:5 modsiger tilsyneladende hinanden. Det ene sted står der at Asa fjernede offerhøjene, det andet sted at han ikke gjorde det. Hvordan skal dette forstås?
Beretningen i Anden Krønikebog 14:2-5 lyder: „Asa gjorde, hvad der var godt og ret i [Jehova] hans Guds øjne. Han fjernede de fremmede altre og offerhøjene, sønderbrød stenstøtterne og omhuggede asjerastøtterne og bød judæerne søge [Jehova], deres fædres Gud, og holde loven og budet, og han fjernede offerhøjene og solstøtterne fra alle Judas byer.“ Asa lagde altså virkelig nidkærhed for den rene tilbedelse for dagen, „ligesom hans fader David“, og gik modigt i gang med at rense landet for mandlige tempelprostituerede og afgudsbilleder. Han fjernede endog sin bedstemoder Ma’aka fra stillingen som landets ’første dame’ fordi hun lod lave et „skændselsbillede“ til den hellige asjerastøtte, og han brændte afgudsbilledet. — 1 Kong. 15:11-13; se også NW.
Umiddelbart efter beretningen om hvordan kongen ødelagde sin bedstemoders afgudsbillede fortælles der imidlertid i Første Kongebog 15:14 at „vel forsvandt offerhøjene ikke, men alligevel var Asas hjerte helt med [Jehova], så længe han levede“. Det ser derfor ud til at de offerhøje der nævnes i beretningen i Krønikebøgerne hørte til den hedenske gudsdyrkelse som israelitterne havde antaget og som besmittede Juda, hvorimod beretningen i Kongebøgerne omtaler offerhøje hvor folket tilbad Jehova.
Selv efter at tabernaklet var blevet rejst og også senere efter opførelsen af Salomons tempel, fandt der nu og da under særlige omstændigheder ofringer sted på offerhøje som Jehova godkendte. Der er eksempler på at Samuel, David og Elias ofrede på sådanne høje. (1 Sam. 9:11-19; 1 Krøn. 21:26-30; 1 Kong. 18:20, 30-39) Det anerkendte offersted var dog det sted som Jehova selv havde udvalgt. (4 Mos. 33:52; 5 Mos. 12:2-14; Jos. 22:29) Urigtige tilbedelsesformer blev også anvendt i tilbedelsen af Jehova (jfr. 2 Mosebog 32:5), og disse tilbedelsesformer kan have været brugt på visse offerhøje til trods for at de hedenske offerhøje var blevet fjernet, måske fordi kongen ikke ved fjernelsen af dem lagde den samme ihærdighed for dagen som ved fjernelsen af de hedenske offerhøje.
Det er også muligt at Asa udvirkede en fuldstændig fjernelse af alle offerhøje, men at de med tiden dukkede op igen og ikke var blevet fjernet på det tidspunkt da hans regering endte, hvorved det blev overladt til hans efterfølger Josafat at fjerne dem. Asas nidkærhed for den sande tilbedelse medførte en fredsperiode fra Jehova, for „landet havde fred, så længe han levede“. — 2 Krøn. 14:1, 5.