Forfølgelse — den kristnes kendetegn
Bærer du dette særlige kendetegn?
ET mærke eller et emblem bæres hovedsagelig fordi man ønsker at folk skal vide hvad man går ind for eller hvilken religiøs, politisk eller social gruppe man tilhører. Et sådant kendemærke mister imidlertid sin betydning dersom det bæres af personer der ikke er bemyndiget eller værdige dertil. Dette emblem, hvad enten det er et lille kors, en stjerne, en halvmåne eller en skarabæ, er derfor ofte ikke noget virkeligt kendetegn. Dets bærere kan have fundet det på gaden eller de går måske ikke længere ind for det som det repræsenterer.
Hvor helt anderledes er det ikke med det kendetegn der adskiller sande kristne fra andre! Der er forskellige ting hvorpå man kan kende en sand Kristi efterfølger, men det her omtalte kendetegn kan iagttages af alle. Dersom dette kendetegn mangler er der i virkeligheden grund til at nære alvorlig tvivl om at vedkommende er en Kristi efterfølger. Apostelen Paulus henledte opmærksomheden herpå da han skrev: „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Herren Jesus havde allerede fremsat denne regel: „En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Forfølgelse er i sandhed den kristnes kendetegn.
Dette gælder dog ikke alle former for forfølgelse. Forfølgelse for ret og retfærdighed i almindelighed eller på grund af en personlig mening om hvordan verden kan forbedres i religiøs, politisk og social henseende, gælder ikke her. Det må være forfølgelse for en bestemt retfærdigheds skyld, for Guds retfærdigheds skyld, og derfor kommer denne form for lidelser udelukkende over dem der holder fast ved at gøre Guds vilje. Der findes millioner af mennesker som har lidt på grund af deres egne opfattelser, hvad enten disse har været rigtige eller forkerte, men dette har ikke bevist at de var sande kristne.
Det er ikke enhver der kan bære dette særlige kendetegn. Det vil hurtigt vise sig hvem der ikke er sande kristne. De der lider på grund af deres oprigtige bestræbelser for at „leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus“ reagerer over for deres lidelser på en måde som ikke kan efterlignes af uærlige mennesker. De har samme indstilling som deres forbillede: „Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ (1 Pet. 2:23) Falske kristne derimod vil blive bitre, selvretfærdige og stridbare.
Det forudsagte kendetegn
Jesus advarede sine efterfølgere om de lidelser som de kunne forvente ville komme over dem efter at han havde forladt dem: „Men forud for alt det skal de lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld.“ (Luk. 21:12) Beretningen i Apostlenes Gerninger viser at de første kristne blev udsat for en sådan forfølgelse. Hvorfor? Fordi de var travlt optaget af at gøre Guds vilje og frimodigt forkynde budskabet om Riget for alle. De var ikke som dem der passivt tilslutter sig en eller anden respektabel religiøs gruppe og overværer gudstjenesterne en gang om ugen dersom det passer dem. Hvis de kristne havde haft denne indstilling ville de ikke være blevet forfulgt. De var ikke af den opfattelse at de kunne betale en eller anden præst for at forkynde. De vidste udmærket at de var personligt ansvarlige ind for Gud for at være vidner om de ting de havde set og hørt om Kristus.
De trofaste kristne i vor tid lever også i en verden der er dem fjendtlig stemt og de bliver udsat for lignende forfølgelser. Den almindeligste form for ubehageligheder som kristne i vor tid udsættes for skyldes den indstilling hvormed mange mennesker som de aflægger venlige besøg hos, møder dem. Folk der ellers er høflige bliver intolerante og spottende. Ikke nok med at de kristne gang på gang bliver afvist men de oplever ligesom Jesus at stå over for en „modsigelse af syndere“. (Hebr. 12:3) Denne form for lidelser der har til hensigt at nedbryde deres udholdenhed og mod gør ikke Guds loyale tjenere modløse, for de adlyder det inspirerede påbud om at ’trøste og opbygge hverandre indbyrdes’. — 1 Tess. 5:11.
I stedet for at holde op for ikke at blive udsat for modstand fra fjendens side har de frimodigt fortsat deres arbejde i alle lande, ja endog i Hitler-Tyskland og nu i det ateistiske Sovjetunionen, selv om de er blevet tvunget til at arbejde under jorden. De har været udsat for konfiskationer, trusler, arrestationer og sadistiske former for tortur og har tappert set døden i øjnene, idet de har glædet sig over at „de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld“. (Ap. G. 5:41) De har hentet stor trøst fra Jesu løfte: „Det skal give jer lejlighed til at vidne.“ (Luk. 21:13) Er deres største mål i livet ikke at aflægge vidnesbyrd om Guds navn og Kristi rige? Forfølgelser, retssager og fængselsstraffe giver dem kun større muligheder for at aflægge vidnesbyrd om sandheden. Retsbetjente, fangevogtere, dommere og herskere har alle hørt budskabet om Riget under omstændigheder der ikke har kunnet undgå at gøre indtryk på dem, hvad enten de har taget imod det eller ej.
De der blot foregiver at være kristne viger tilbage for sådanne erfaringer fordi de mangler mod, og dette mod mangler de fordi de ikke har foretaget et grundigt studium af Guds ord for altid at kunne være ’rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af dem for det håb, som er i dem’. (1 Pet. 3:15) En sand Kristi efterfølger betragter et sådant fremadskridende studium som en del af sit liv, så han, når den tid kommer da han må forsvare sin tro under forfølgelse, er forberedt hertil. Det er grunden til at Jesus sagde: „Læg jer så på sinde, at I ikke forud skal grunde over, hvordan I skal forsvare jer. Thi jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere skal kunne modstå eller modsige.“ (Luk. 21:14, 15) En velbegrundet tro bygget på nøjagtig kundskab om Bibelen udruster et menneske til, selv under de mest prøvende omstændigheder, at fremholde og forsvare sandheden for alle som udspørger det.
På de første kristnes tid blev mange familier splittet når kun nogle af familiemedlemmerne tog standpunkt for Kristus og hans budskab. Vi kan være overbeviste om at i perioder hvor der rasede voldsomme forfølgelser var der hedninger der på grund af patriotisme, religiøs fanatisme eller slavisk frygt for deres egen sikkerhed, forrådte egne familiemedlemmer til de forfølgende myndigheder. Dette førte ofte til en grusom død i arenaen. Jesus havde advaret sine efterfølgere herom: „Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel.“ (Luk. 21:16) I de totalitære lande i vor tid har der ligeledes været tilfælde hvor sande kristne er blevet forrådt af slægtninge og såkaldte venner og overgivet i de sadistiske forfølgeres hænder.
I vor tid, som på de første kristnes tid, påtager samfundets herskende og styrende elementer der kontrollerer de forskellige offentlige meddelelsesmidler og som derved sætter normen for hvad der er acceptabelt eller respektabelt, sig ofte den opgave at smæde de sande kristne vidner. Ethvert påskud bruges for at nedsætte dem i offentlighedens øjne. Hadet imod dem holdes levende fordi de styrende elementer ønsker at svække deres frimodige bibelske budskab og bringe dem til tavshed. (Luk. 21:17) Når alt kommer til alt foruroliger dette budskab dem der ignorerer Gud og som hævder at de selv kan løse de nationale og internationale problemer og skabe fred og overflod. Dersom de sande kristne ikke blev hadet, forfulgt og modstået kunne de ikke være blandt dem som Jesus beskrev: „Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.“ — Matt. 5:10, 11.
Tålmodig udholdenhed
Kristne holder tålmodigt ud og fortsætter deres forkyndergerning til trods for alle former for forfølgelse. Og når deres brødre i andre dele af verden lider, taler de frimodigt deres sag og skammer sig ikke over at kendes ved dem. Det er ikke blot en passiv form for sympati de viser dem der bliver forfulgt, men de er villige til at give sig selv ved nidkært at tage del i de grene af forkyndergerningen som de der er fængslet er afskåret fra. De er også lykkelige for at kunne bidrage økonomisk til dækning af omkostningerne til forsvaret for dem der stilles for domstolene. Dette er i harmoni med de første kristnes trofaste eksempel hvorom der står skrevet: „I . . . udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk, snart delte kår med dem, som gennemgik sådanne lidelser. Thi både havde I medlidenhed med de fangne og fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede.“ — Hebr. 10:32-34.
Sande kristne holder ud under forfølgelse fordi de sætter deres lid til de mange løfter i Guds ord om at han vil være med dem. I Lukas 21:18, 19 siges der for eksempel: „Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ De forventer ikke en eller anden mirakuløs udfrielse fra overgreb eller fra døden. De har tillid til Jehovas magt til at oprejse dem fra døden som en storslået belønning i harmoni med Jesu løfte: „Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ — Matt. 10:39.
Jesu medvidner er besluttet på at ingen form for forfølgelse skal adskille dem fra den menighed der består af dem der elsker og adlyder Gud. De vil aldrig provokere til eller tragte efter forfølgelse som nogle fanatikere gør, men ud fra Guds ord ved de at der vil komme forfølgelse over dem, og når det sker er de parate til at møde den uden at vige tilbage. For dem er forfølgelse på grund af den rette sag, for Guds retfærdigheds skyld, et ærefuldt kendetegn og en grund til glæde.