Når religion blander sig i politik, betyder det krig med Gud

„Du bolede med folkene.“ — Ez. 23:30.

 1. Hvorfor behøver man ikke at være bange for en dråbe vand eller et støvfnug?

ER DU bange for en dråbe vand? Gør et støvfnug dig rædselsslagen? Når du har tømt en vandspand og stillet den til side, siger du, den er tom, skønt der stadig sidder vanddråber på indersiden. Hvad betyder et par dråber vand på spandens side? Så at sige intet, den er faktisk tom. Når du stiller dig op på en vægt for at blive vejet, fjerner du så først det støv, der ligger på vægtpladen, med dit lommetørklæde? Hvad betyder et par støvgran? Intet, de har ingen vægt eller værd. Bliver du spurgt, om du er bange for en dråbe vand eller et støvgran, svarer du tillidsfuldt og uden tøven nej.

 2. På hvilken måde kæmper nogle mod Gud?

² Set under din egen synsvinkel har du måske ret, men set under Guds har du måske uret. Hvis du frygter for noget, der ikke er mere værd end en dråbe vand eller et støvfnug, får det dig måske til at kæmpe mod Gud. Det gør mange uden at vide af det. Sådanne, som hører til et samfund, en religion, et folk eller en verden, der kæmper mod Gud, gør klogt i at skille sig ud fra disse enheder og ikke have del i deres gerninger. Bibelen fastsætter det princip, at enhver, som støtter eller overdrager myndighed til en skabning eller en gruppe skabninger, er medansvarlig for de synder, denne skabning eller denne gruppe måtte begå. (1 Tim. 5:22) Til hans egen forfærdelse vil det måske vise sig, at han er meddelagtig i den synd at kæmpe mod Gud.

 3. Hvad sammenligner Gud med en dråbe vand og et støvfnug?

³ Apostelen Paulus, der omtalte dette princip, skrev også: „Er Gud for os, hvem kan da være imod os?“ (Rom. 8:31) Hvem kan være imod dig? Måske din nabo, din religion, dit eget folk eller den verden, du lever i, men hvad er de? I Esajas 40:15 fortæller Gud os, hvad de er: „Som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt.“ Hvis Gud er for dig, hvem af betydning kan da være imod dig? Men hvis Gud er imod dig, hvem af betydning kan da være for dig? Måske har du hele verden på din side, men hvad er det værd? Den er jo kun en dråbe, et støvgran — hvad støtte er det for en, som kæmper mod Gud!

 4. Hvordan kan vi forstå Guds tanker, og hvilket skriftsted viser os, hvad Gud tænker om religion, der blander sig i politik?

⁴ Dog får frygten for noget, som Jehova sammenligner med en dråbe vand eller et støvfnug, millioner af mennesker til at stille sig på den gamle verdens side og kæmpe mod Gud. Derfor advarer hans ord: „Frygt for mennesker leder i snare.“ På den anden side er „Jehovas frygt . . . kundskabs begyndelse“. (Ordsp. 29:25; 1:7) Hans kundskab er uendelig stor. Som himlene er højere end jorden, således er hans tanker højere end vore. (Es. 55:8, 9) Vi må hæve os op til hans tankers høje plan, for vi kan ikke trække hans ned på vort plan. Han hjælper os til at hæve os op, så vi kan fatte hans tanker, idet han bruger ord og billeder i Bibelen, der gør hans tanker forståelige for mennesker. Her har vi et sprog, den faldne menneskehed kan forstå, et sprog, der sætter det menneskelige sind i stand til at fatte Guds tanker om religion, der blander sig i politik: „Kan nogen bære ild i sin brystfold, uden at klæderne brænder? Kan man vandre på glødende kul, uden at fødderne svides? Så er det at gå ind til sin næstes hustru; ingen, der rører hende, slipper for straf. Ringeagter man ikke tyven, når han stjæler for at stille sin sult? Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit huses gods. Afsindig er den, der boler med hende, kun en selvmorder handler så; han opnår hug og skændsel, og aldrig udslettes hans skam. Thi skinsyge vækker mandens vrede, han skåner ikke på hævnens dag; ingen bøde tager han god; store tilbud rører ham ikke.“ — Ordsp. 6:27-35.

 5, 6. Hvilket lys kaster Ordsprogene 6:27-35 over spørgsmålet religion, der blander sig i politik?

⁵ En kvinde, der bedriver hor med en anden mand, sætter ikke alene splid mellem sig og sin mand, men også mellem sin mand og den anden mand. Guds lov fastsatte dødsstraf for ægteskabsbrydere. (5 Mos. 22:22) En mand, som stjal for at stille sin sult, måtte betale erstatning, selv om han derved mistede alt, hvad han ejede. Men hvilken betaling kan der erlægges som soning for bolerisk adfærd? Forholdet mellem mand og hustru er intimt og helligt, og brydes dette bånd, slår skinsygens ild ud i lys lue. Ingen gave kvæler den, intet tilbud holder den nede, skændselen udslettes aldrig. Kun barmhjertighed kan føre til tilgivelse.

⁶ Men hvilken forbindelse har dette med, at religion, der blander sig i politik, betyder krig med Gud? Tilknytningen er den, at Gud omtaler sig selv som ægtemand for dem, der står i et pagtsforhold til ham. Dengang Zippora indgik et pagtsforhold med Jehova, omtalte hun ham som sin ægtemand eller brudgom. (2 Mos. 4:25, 26) På grund af den lovpagt, som Jehova havde sluttet med Israel, sagde han om dem: „Jeg var dem en ægtemand.“ (Jer. 31, 32, KJ) Herved kom Israels folk til at indtage stillingen som Jehovas hustru. Denne pagt forpligtede Israel til at være tro mod Jehova Gud i politisk såvel som i religiøs henseende: „Jehova er vor dommer, Jehova er vor hersker [lovgiver, AS], Jehova er vor konge, han bringer os frelse.“ (Es. 33:22) Regeringens dømmende, lovgivende og udøvende magt var samlet hos ham såvel som den religiøse magt. Skulle Israels folk vedblive med at være tro mod Jehova, den store ægtemand, måtte de ikke alene følge hans anvisninger i religiøse anliggender, men også i regeringsmæssige. Israels indgåelse af religiøse eller politiske forbindelser i opposition mod Jehova var åndeligt skøgelevned, således som Bibelen siger: „De . . . bolede med andre guder.“ (Dom. 2:17; 2 Mos. 34:15, 16; Sl. 73:27; Ez. 6:9; Hos. 4:12) Ligesom en hustru, der bedriver hor, kommer i strid med sin mand, således betyder religion, der blander sig i politik, krig med Gud.

 7. Hvordan retfærdiggør kristenhedens religioner deres deltagelse i politik?

⁷ Kristenhedens religioner siger, at de står i pagtsforhold til Gud og er Kristi jomfruelige brud, og dog er de så optaget af falsk filosofi og blander sig i den grad i politik, at de ikke har tid til at tjene Jehova. (2 Kor. 11:2; Kol. 2:8; Åb. 21:2, 9) De søger at retfærdiggøre sig selv ved at sige, at de beskæftiger sig med politik, for at den kan blive ren. Dette falske ræsonnement retfærdiggør dem lige så lidt i Guds øjne, som en utro hustru ville retfærdiggøre sig i sin mands øjne ved at sige: „Jeg havde kønslig omgang med den umoralske mand for at rense ham.“ Hvis man selv står i mudderet for at vaske en so ren, vil man snart blive lige så tilsølet som soen. Sund fornuft ville få en til at føre som ud af mudderet først, inden man gav sig til at vaske den. Kristus Jesus blev ikke en del af den gamle fordærvede verden for at omvende den til at være sin menighed, men han udvalgte sin menighed og gav den befaling til at skille sig ud fra verden, og han „rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken [menigheden, NW] for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri“. — Ef. 5:26, 27; Joh. 15:19.

 8. For hvem betyder indblanding i politik åndeligt hor, og hvorfor gør det det?

⁸ Bibelen viser, at Satan er denne verdens gud, og at dens jordiske herskere ledes af dæmoner, som han udsender, og at enhver, der stiller sig til rådighed for denne verden, på underfundig vis gøres til Satans træl. (Rom. 6:16; 2 Kor. 4:4; Åb. 16:13, 14, 16) „Hele verden er i den Ondes vold.“ (1 Joh. 5:19) Enhver, som er en del af verden, er meddelagtig i dens synder og befinder sig i dens guds, Satan Djævelens, vold. For enhver, som står i pagtsforhold til Jehova, ville en sådan underkastelse være ensbetydende med åndeligt hor. Det er grunden til, at de, som har sluttet pagt med Gud, og som gør sig til verdens venner, i Bibelen klassificeres som troløse eller horkvinder: „I utro! [horkvinder, NW] ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Enhver religiøs organisation, der blander sig i politik, samtidig med at den påstår at være i pagt med Jehova og giver sig udseende af at være Kristi brud, begår åndeligt hor. Hor er skilsmissegrund, og det var af denne grund, at Jehova gav Israels folk et skilsmissebrev. — Es. 50:1.

Juda blev ødelagt i 607 f. Kr.

 9. Hvilke begivenheder var forbilledlige, og hvorfor beskæftiger vi os med dem her?

⁹ Jehovas handlemåde med Israel var forbilledlig og giver os mange belærende eksempler nu. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11) Blandt disse forbilledlige hændelser var de begivenheder, som overgik Israels folk i året 607 f. Kr. og i året 70 e. Kr. Det var Babylon, der ødelagde Jerusalem og Juda i året 607 f. Kr., men selv efter at Jerusalem var ophørt med at eksistere, og da Babylons ruiner lå begravet under høje af støv og snavs, der havde samlet sig i tidens løb, taler Bibelen om Jerusalems og Babylons fremtidige aktivitet, og det viser os, at disse steder havde forbilledlig betydning. I kapitlerne 24 og 13 og 21 hos henholdsvis Mattæus, Markus og Lukas forudsagde Kristus Jesus de ødelæggelser, der ramte Jerusalem i året 70 e. Kr., men hverken den verdenskrig eller den verdensomspændende forkyndelse eller hans anden nærværelse, som han også omtalte, indtraf dengang, og det viser, at begivenhederne i året 70 e. Kr. kun udgjorde en mindre opfyldelse, og at en fremtidig og større opfyldelse var i vente, hvor alt det, der var profeteret, skulle få sin fulde opfyldelse. Det er ikke bare, fordi begivenhederne omkring året 607 f. Kr. og året 70 e. Kr. har forbilledlig betydning, at vi beskæftiger os med dem, men også fordi de viser, hvad det førte til, at israelitterne blandede sig i verdslig politik, finder vi det ganske særlig på sin plads at drøfte disse historiske hændelser. Jehovas handlemåde med sit pagtsfolk, da det kom på afveje og slog sig på politik, røber, hvad han tænkte om de ting.

10. Hvordan bedrev Juda hor i Jehovas øjne forud for år 607 f. Kr.?

¹⁰ Mange år forud for 607 f. Kr. hørte Judas land Jehovas advarsler. Gang på gang sendte han sine profeter for at foreholde indbyggerne deres store synder, hvormed de besmittede landet. (Jer. 7:13, 15) Både ved at hengive sig til afgudsdyrkelse og ved at indgå politiske pagter med de omboende nationer bedrev Juda hor i Jehovas øjne. Profeten Ezekiel advarede Juda om, at de udfordrede Jehova med deres skammelige dyrkelse af afguder, af dæmoner, ja selv af solen, alt imens de gentog: „Jehova ser intet, Jehova har forladt landet!“ (Ez. 8:1-18) Fremdeles viste profeten, hvordan Jehova kom folket til undsætning, når ødelæggelse truede, og hvordan han rensede det, klædte det og tog det til sig som sin hustru for bagefter at se det optræde som skøge med de hedenske nationer, Ægypten, Assyrien og Babylon, hvilket fik ham til at sige: „Hvilken horkvinde, der tager fremmede i sin mands sted!“ Denne skøge skulle afklædes og blottes for sine elskere, og de skulle tilintetgøre hende: „Jeg vil dømme dig efter horkvinders og morderskers ret og lade vrede og nidkærhed ramme dig. Jeg giver dig i deres hånd, og de skal nedbryde din alterfod, ødelægge dine offerhøje, rive klæderne af dig, tage dine smykker og lade dig stå nøgen og bar. De skal sammenkalde en forsamling imod dig, stene dig og med deres sværd hugge dig sønder og sammen; de skal sætte ild på dine huse og fuldbyrde dommen over dig.“ — Ez. 16:32, 38-41.

11. Hvordan var Juda ustadig i sin boleriske adfærd, og hvad førte det til?

¹¹ Idet profeten bruger billedet med to søstre, skildrer han på dramatisk måde Israels folk, ti-stamme-riget, og Judas folk, to-stamme-riget. Ohola, der var et billede på Israel, kom i brynde for assyrerne og bolede med dem, og til sidst sagde Jehova: „Derfor gav jeg hende i hendes elskeres, Assurs sønners, hånd, for hvem hun var i brynde; og de blottede hendes blusel, tog hendes sønner og døtre og dræbte hende selv med sværd, så hun fik vanry blandt kvinder; således fuldbyrdede de dommen over hende.“ Men hendes søster Oholiba, der var et billede på Juda, lod sig ikke advare, så, hun forlod den fordærvets vej, hun var inde på, til trods for at hun så Israel blive omstyrtet og taget til fange af Assyrien i året 740 f. Kr. Tværtimod indgik hun forbindelser med assyrerne og gjorde sig også skyldig i at bole med babylonerne. Men selv i sin boleriske adfærd var hun ustadig, og hun vendte babylonerne ryggen for at slutte forbund med Ægypten, og derfor sagde Jehova til hende: „Jeg hidser dine elskere på dig, dem, du følte lede ved, og fører dem mod dig fra alle kanter, Babels sønner og alle kaldæerne.“ (Ez. 23:9, 10, 22, 23) Efter at Jehova har skildret den totale ødelæggelse, der skulle ramme Juda ved hendes tidligere elskeres hånd, tilføjer han: „Din bolerske blusel blottes. Det kan du takke din skændsel og din bolen for, thi du bolede med folkene.“ — Ez. 23:29, 30.

12. Hvordan ville Jehova bruge Babylon, og hvordan tog Juda imod advarselen?

¹² Jehovas profet Jeremias advarede med rosværdig iver Juda om dets synder og om, at det ville blive ødelagt, hvis det ikke ufortøvet omvendte sig og bedrede sine veje. Ezekiel optegnede de følgende ord fra Jehova vedrørende babylonerne og deres forbundsfæller: „Jeg overlader dem dommen.“ (Ez. 23:24) Jeremias understregede det samme, da han nedskrev det udtryk, Jehova gang på gang brugte: „Min tjener, kong Nebukadnezar af Babel.“ (Jer. 25:9; 27:6; 43:10) Jeremias henledte Judas folks opmærksomhed på ganske bestemte af deres synder og advarede dem om, at disse synder ville være årsag til, at babylonerne drog op imod Jerusalem og jævnede byen med jorden, og at Judas land skulle ligge øde hen i halvfjerdsindstyve år. (Jer. 25:11; 32:26-35) Men jøderne affærdigede Jeremias som en fanatisk sortseer, tog ikke notits af hans advarsler og gjorde intet tegn til at omvende sig og bedre deres veje. De var sluppet godt fra deres afgudsdyrkelse så længe, at de ikke kunne indse, at det var påkrævet at gøre nogen forandring nu. De slog sig til tåls med tanken: „Jehova ser intet, Jehova har forladt landet.“

13. Til hvem henvendte Juda sig om hjælp, da det havde ladet hånt om advarselen?

¹³ Gennem Jeremias havde Jehova sagt til Juda, at de skulle underkaste sig Babylons konges åg, for Jehova brugte ham til at eksekvere dommen over det vildfarne folk. Hvis judæerne havde underkastet sig ham, ville de ikke være blevet ramt af sværd, hunger og pest, og deres hovedstad, Jerusalem, ville ikke være blevet lagt øde. (Jer. 27:12-17) Men i stedet for at tro på Jehova og undgå tilintetgørelse ved at omvende sig fra deres afgudsdyrkelse og underkaste sig Babylon søgte de genstridige judæere sikkerhed gennem et politisk forbund med Ægypten. Da den babyloniske trusel viste sig over horisonten, satte judæerne deres lid til Ægypten og stolede på, at dette land ville afværge faren. Det gjorde de til trods for den advarsel, der havde lydt henved eet hundrede og halvtreds år før: „Ve de genstridige børn — så lyder det fra Jehova — som fuldbyrder råd, der ej er fra mig, slutter forbund, uden min ånd er med, for at dynge synd på synd, de, som går ned til Ægypten uden at spørge min mund for at værne sig ved faraos værn, søge ly i Ægyptens skygge! Faraos værn skal blive jer til skam og lyet i Ægyptens skygge til skændsel.“ „Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste, som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger Jehova. Men viis er og han, lader ulykke komme og går ej fra sit ord. Han står op mod de ondes hus og mod udådsmændenes hjælp. Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd. Når Jehova udrækker hånden, snubler hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til hobe.“ — Es. 30:1-3; 31:1-3.

14. Hvad fik Juda til at tro, at dets forbund med Ægypten betalte sig, men hvori tog det fejl?

¹⁴ Denne politiske alliance viser, at Juda så hen til bogstavelige eller kødelige våben som et værn mod dommen fra Gud. Det var dårskab, hvad de senere begivenheder skulle bekræfte. I året 609 f. Kr. belejrede de babyloniske hære Jerusalem. Det ser ud til, at det var på dette tidspunkt, at jøderne fik sig en sådan skræk i livet, at de gav sig til at indføre nogle forsinkede reformer, som for eksempel at frigive trælle til den i Moseloven fastsatte tid. Så drog faraos hære op fra Ægypten og tvang babylonerne til at ophøre, med deres belejring af Jerusalem. Med det samme troede jøderne, at deres politiske forbund med Ægypten gav renter i form af undsætning og beskyttelse, og snart glemte de alle reformer og tvang alle dem, de i lydighed mod Moseloven lige havde frigivet, til atter at være trælle. Jeremias advarede dem om, at belejringens ophør kun var midlertidig, og at babylonerne ville komme igen og plyndre byen, men jøderne stolede på Ægypten og sagde, at de babyloniske hære ikke ville komme tilbage. Det gjorde de imidlertid, og i året 607 f. Kr. blev Jerusalem udslettet og Juda gjort øde og tomt. — 2 Kong. 25:1-12, 22-26; Jer. 34:1, 8-11, 21, 22; 37:5-10.

15. Hvilke kendsgerninger bør vi holde os for øje i forbindelse med begivenhederne omkring år 607 f. Kr.?

¹⁵ I forbindelse med denne historiske begivenhed skal der her nævnes nogle vigtige træk, som vi bør holde os for øje. Judæerne blev advaret om deres synder mod Gud, men de ænsede ikke advarselen, fordi de mente, at Jehova intet så, og at han havde forladt landet. Desuden havde de syndet så længe, uden at der var sket dem noget, så hvorfor skulle de ændre kurs nu? I stedet for at underkaste sig Jehovas tjener satte de deres lid til en politisk alliance med en verdslig magt. De havde rig lejlighed til at flygte, efter at de havde set Babylons opbud af hære. Da belejringen midlertidig blev hævet, skulle de have søgt tilflugt hos ham, som Jehova brugte som sit redskab, nemlig Nebukadnezar, Babels konge, for så ville de have undgået at blive tilintetgjort. De nægtede ikke alene at flygte selv, men hindrede andre i at gøre det. Hvis nogen forlod byen, blev de anklaget for oprør! (Jer. 37:11-15) Den kendsgerning, at Jehova brugte Nebukadnezar til at straffe Juda, og at han kaldte ham sin tjener, betyder dog ikke, at Nebukadnezar eller hans babyloniske undersåtter tilbad Jehova. Det gjorde de ikke. De var dæmondyrkere, og selv før Jehova brugte dem, sagde han, at han til sin tid ville udrydde dem. (Jer. 25:12) Et billede vil være en hjælp til at kaste lys over denne situation. Under den anden verdenskrig tjente kommunisterne de demokratiske landes formål, idet de hjalp med til at omstyrte Hitler, og set under denne synsvinkel kunne de kaldes demokratiernes tjener. Men det gør ikke kommunisterne til tilhængere af demokratiet, og det udelukker heller ikke den mulighed, at demokratierne på et senere tidspunkt kan give sig til at kæmpe mod kommunisterne. Jehova kunne godt gøre brug af de dæmondyrkende babylonere og senere udrydde dem.

Jerusalem blev ødelagt i år 70 e. Kr.

16. Hvilke begivenheder førte frem til år 29 e. Kr.?

¹⁶ Som det var blevet forudsagt, oprejste Jehova Kyros af Medo-Persien for at knuse Babylon og give de israelitiske fanger fri, så de kunne vende hjem og genopbygge templet og genrejse deres land. (Ezra 1:1-4; Es. 44:28; 45:1-4; Dan. 5:30, 31) I de efterfølgende århundreder undgik jøderne ganske vist tidligere tiders grove afgudsdyrkelse, men i stedet opbyggede de en mængde traditioner og opdeltes i forskellige religiøse sekter. De kom langt bort fra den sande tilbedelse af Jehova. I foråret 29 e. Kr. begyndte Johannes Døber at berede Jehova vej og forberede folket på Jehovas komme ved sin repræsentant, den lovede Messias. Johannes advarede dem om deres synder og om nødvendigheden af at angre og være som hvede og som træer, der bærer god frugt, snarere end at være som avner eller som træer, der bærer slet frugt, og som er bestemt til at kastes i en ild, intet menneske kan slukke. Dette arbejde førte til, at jøderne ventede og spejdede efter Messias. — Luk. 3:1-17.

17. Hvilken advarsel gav Jesus de oprørske jøder?

¹⁷ I efteråret 29 e. Kr. blev Jesus døbt i Jordanfloden og salvet med Jehovas ånd, og derefter fremstillede han sig som den lovede Messias. Profetierne om Messias i Bibelens Hebraiske Skrifter fik deres opfyldelse på ham. Men de jødiske religionsledere ville ikke tage imod ham. Jesus kildrede ikke deres forfængelighed, og han passede ikke ind i deres politiske planer. Tværtimod advarede han dem om deres synder og om, at de ophævede Guds ord med deres overleveringer, at de sagde eet og gjorde det stik modsatte, undertrykte den jævne befolkning, søgte at tage sig godt ud i andres øjne, forlangte at blive tiltalt med smigrende titler, nægtede at øve sand tilbedelse og hindrede andre i at gøre det, lagde stor vægt på uvæsentlige ting og forsømte at opfylde gudfrygtighedens vigtigste krav og specialiserede sig i en udvortes retfærdighed, alt mens de dækkede over deres mange og grove synder. Han kaldte dem slanger og øgleunger og spurgte dem, hvordan de kunne vente at undfly udslettelse, og han forkyndte dem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:1-39; 15:3-9.

18. Hvilken afskyelig handlemåde fra jødernes side fik både Johannes og Jesus til at advare dem om følgerne deraf, og hvorledes fik disse advarsler deres opfyldelse?

¹⁸ Men jøderne ville hverken give agt på Johannes Døbers eller Jesu advarsel. Ikke alene begivenhedernes gang, men også Bibelens kronologi burde have fået dem til at spejde efter Messias og sat dem i stand til at identificere Jesus som Messias. (Dan. 9:24-27) Alligevel foretrak de at drive politik sammen med det romerske kejserrige, og dengang Pilatus fremstillede Jesus som deres konge, forkastede de ham i vrede, forlangte hans død og råbte højt: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:14, 15) I Jehovas øjne var det hedenske Rom med dets falske guder, dets dæmonreligioner og dets felttegn, som blev gjort til genstand for dyrkelse, en vederstyggelighed, og at det folk, der stod som hans ejendomsfolk, indgik et politisk forbund med Romerriget, kunne ikke andet end føre til dets ødelæggelse og undergang. Pilatus blev meddelagtig i Jesu død sammen med de jødiske religionsledere, og denne sammensværgelse var en første opfyldelse af Salme 2:1, 2. (Ap. G. 4:25-27) Den slette frugt, denne alliance bar, beviste, at jøderne var som dårlige træer og værdiløse avner, der kun fortjente total ødelæggelse, symboliseret ved ild, hvad både Johannes og Jesus havde advaret om. (Matt. 7:19) Det, de havde advaret om, skete med de skæbnesvangre begivenheder, der indtraf i året 70 e. Kr., da Jerusalem blev ødelagt på grund af dets vederstyggelige alliance med Romerriget. Så betydningsfulde begivenheder kræver nærmere undersøgelse.

19. Hvad skete der i år 66 e. Kr., og hvad mindede det de kristne om?

¹⁹ I nogle år havde der fundet uroligheder og tumulter sted i Palæstina, men det var først i året 66 e. Kr., at det egentlige oprør brød ud, og at Cestius Gallus, den romerske statholder over Syrien, rykkede frem med sine hære og holdt jøderne indesluttet i Jerusalem. Hvad enten de troløse jøder tænkte på Jesu advarsel om at fly eller ej, så gjorde de kristne det i hvert fald, da de så sig indespærret i Jerusalem: „Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.“ Og „når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa flygte ud i bjergene“. — Luk. 21:20-22; Matt. 24:15, 16.

20. Hvordan åbnede der sig en mulighed for flugt, og hvem benyttede sig af den?

²⁰ Men hvordan kunne de kristne i Jerusalem adlyde befalingen om at flygte, når byen var omringet af en fjendtlig hær? Muligheden for flugt åbnede sig, da Gallus af en eller anden uforklarlig grund trak sin hær tilbage. Historikeren Josefos sagde om Cestius, at „havde han fortsat belejringen lidt længere, ville han sikkert have indtaget byen“. Men i stedet brød han „på den mest meningsløse måde op og drog fra byen“.a Ligesom den tilbagetrækning, Nebukadnezar foretog af sine hære, begunstigede en flugt, inden Jerusalem blev ødelagt i året 607 f. Kr., således bød Gallus’ ejendommelige tilbagetrækning i året 66 e. Kr. på en lejlighed til at flygte og til at følge Jesu advarsel. Med deres afskyelige felttegn, der blev dyrket som afguder, stod de romerske hære ganske bogstaveligt rundt om den hellige by Jerusalem med dens tempel, og tiden var derfor inde til flugt fra den ødelæggelse, Jesus havde sagt skulle komme. Da Gallus trak sig tilbage, flygtede de kristne derfor ikke alene fra Jerusalem, men også fra Judæa, og drog over Jordan og slog sig ned i Gileads bjerge, navnlig i Pella.b De undslap på denne måde den ødelæggelse, der senere ramte Jerusalem og Judæa på grund af den afskyelige, politiske alliance, jøderne havde indgået med Rom, en ulykke, der skyldtes den omstændighed, at de havde formastet sig til at indsætte kejseren i det kongeembede, der alene tilkom Messias.

21. Hvordan og hvornår blev dommen sluttelig eksekveret over Jerusalem?

²¹ Men hvordan kom Guds dom i sidste ende over disse jøder, der havde blandet sig i politik og lod advarselen om at flygte uænset? Kristus Jesus, der havde forkyndt den brændende ødelæggelse af Jerusalem, og hvem dommen var overgivet, var den, Jehova brugte til at lede eksekveringen af dommen fra himmelen, og den romerske hærfører og fyrste Titus, kejser Vespasians søn, var sammen med sine hære de jordiske redskaber, der fuldbyrdede den. I sin omtale af den afskyelige og vederstyggelige forkastelse af Messias til fordel for kejseren sagde profeten Daniel: „Han [Messias] skal ødelægge byen og helligdommen ved fyrsten [Titus], der kommer.“ Eller: „Derefter skal han [Messias] ødelægge byen og helligdommen ved fyrsten [Titus], der skal komme.“ (Dan. 9:26, LXX; Houbigant) I opfyldelse af Daniels profeti og Jesu ord vedrørende templet, at „her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned“, tilintetgjorde de romerske hære under Titus byen og dens tempel i året 70 e. Kr. — Matt. 24:2.

Bemærkelsesværdige historiske enkeltheder

22-24. Hvilke advarsler ignorerede jøderne, og hvad førte det til?

²² Fra det tidspunkt, da Cestius Gallus trak sine hære tilbage i året 66 e. Kr. og flugt blev mulig, gjaldt Jesu advarsel: „De, der er på landet, skal ikke ty ind i den.“ (Luk. 21:21) De troløse jøder ignorerede disse ord med det resultat, at da Titus kom tilbage i år 70 e. Kr., fandt han byen fuld af tilrejsende fra hele Palæstina, „thi netop som folk fra hele landet var kommet sammen til de usyrede brøds fest, var de blevet spærret inde af krigen . . . Af sådanne udlændinge var der en stor mængde forsamlet. Og nu blev hele denne folkeskare af skæbnen indesluttet ligesom i et fængsel, og krigen slog kreds rundt omkring den med mennesker stoppede by“.c

²³ Jesus advarede imod at tøve med at flygte. (Matt. 24:16-18) Men også denne advarsel lod de hånt om, og da mange jøder ønskede at flygte, var det for sent at gennemføre en sådan flugt. Lukas 19:41-44 siger: „Da han [Jesus] kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op [bygge en fæstningsvold med spidse stolper, NW] omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ De jødiske religionsdyrkere forstod ikke de ting, der havde med Fredsfyrsten at gøre, men de lukkede i stædighed deres øjne og tilstoppede deres ører for de beviser, der pegede hen til ham, og hyldede i stedet kejseren. De forstod ikke, at det var en besøgelsens og dommens tid, der gik hen over Israels folk. De var blottet for gode frugter til Jehovas pris. (Es. 6:10; 9:6; Matt. 13:14, 15; 21:19) De ville heller ikke flygte fra det dødsdømte Jerusalem, da de havde lejlighed til det, men opsatte det til de romerske hære vendte tilbage og ikke alene omringede byen, men kastede en vold op omkring den eller byggede „en fæstningsvold med spidse stolper“, nøjagtig som Jesus havde advaret om syv og tredive år før. Denne 8 km lange vold blev fuldført på tre dage, og det var den, der fik Josefos til at sige: „Hermed var alt håb om at undslippe ude for jøderne, og de var afskåret fra frit at forlade byen.“d De havde udsat deres flugt, til det var umuligt at nå i sikkerhed!

²⁴ Imidlertid søgte visse jøder at foretage en forsinket flugt, men ignorerede alligevel nogle af Jesu advarende ord. Han havde sagt, at de ikke skulle tage deres personlige ejendele med sig, for det ville kun sinke dem, og de ville forspilde deres muligheder for flugt. (Mark. 13:15, 16) Når nogen flygtede fra byen, slugte de deres guld for at tage det med sig på denne måde, uden at hverken jøderne inde i byen eller romerne udenfor vidste, at de havde det. Josefos fortæller om resultatet: „Da man nu havde opdaget et tilfælde af denne snedige fremgangsmåde, fyldtes hele lejren af talen om, at overløberne var fulde af guld, og mange arabere og syrere skar dem da op, skønt de kom og bad om fred, og gennemsøgte deres maver. Dette forekommer mig at være den skrækkeligste elendighed, der er vederfaret jøderne. I een nat blev maven således skåret op på henimod 2000 mennesker.“e Skønt Titus truede enhver, der begik denne udåd, med døden, tog de romerske soldater også denne grusomme jagt efter guld op og gennemsøgte menneskemaver. „De . . . skar dem så op og drog den skændige vinding ud af deres indvolde. Det var dog kun få, man fandt noget hos; den store mængde blev slået ihjel, alene fordi man håbede at finde noget hos dem. Denne skrækkelige behandling afholdt mange fra at løbe over.“f

25. Hvordan vanskeliggjorde jøderne selv deres flugt?

²⁵ Jøderne selv gjorde deres til at vanskeliggøre flugten. For år tilbage havde de med urette anklaget Jesus for oprørsk virksomhed mod kejseren og ladet forstå, at enhver, som var velvilligt stemt over for Jesus, burde stemples som upatriotisk. De anklagede Jesu Kristi efterfølgere for oprørsk virksomhed, skønt disciplene blot afholdt sig fra politik og støttede Kristi rige. (Luk. 23:2; Joh. 19:12; Ap. G. 17:7; 24:5) Men i år 70 e. Kr. anså Rom jøderne for oprørere, og enhver, som søgte at slippe ud af dødsfælden i Jerusalem ved flugt, blev af jøderne regnet for en oprører og dræbt. Hvis jøderne greb nogen i at flygte, blev de anklaget for oprør og idømt dødsstraf; hvis de flygtende slap bort fra jøderne og nåede over til den romerske lejr, betød det i bedste fald fangenskab. Men at blive i byen ville i sidste ende være ensbetydende med døden, enten ved sværd, pest eller hungersnød. Når jøderne ikke kæmpede mod romerne, bekrigede de hinanden, for de var skarpt adskilt i forskellige politiske og religiøse partier, der hver især stræbte efter magten i den dødsdømte by. Den enes hånd var løftet mod den anden. I deres indbyrdes kamp tilintetgjorde de endogså deres egne madforsyninger og fremskyndede dermed hungersnøden, pesten og de romerske hæres sejr.

26, 27. Hvilke ulykker forudsagde Jehova, at ulydighed ville føre med sig, og hvordan og hvornår fik hans ord en nøjagtig opfyldelse?

²⁶ Femten århundreder forud for de katastrofale begivenheder i året 70 e. Kr. havde Jehova Gud forudsagt, at de ville komme som en frugt af ulydighed: „Et folk . . . skal belejre dig i alle dine byer, indtil dine høje, stærke mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit land; det skal belejre dig overalt inden dine porte overalt i dit land, som Jehova din Gud giver dig. Og du skal fortære din livsfrugt, kødet af dine sønner og døtre, som Jehova din Gud giver dig, under den trængsel og nød, din fjende bringer over dig. Jehova skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til, træ og sten; og blandt disse folk skal du ikke få ro eller finde hvile for din fod; thi der skal Jehova give dig et skælvende hjerte, udtærede øjne og en vansmægtende sjæl. Det skal synes dig, som hang dit liv i en tråd; du skal ængstes ved dag og ved nat og aldrig føle dig sikker på dit liv. Og Jehova skal føre dig tilbage til Ægypten på skibe, ad den vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulle få at se; og der skal I stille jer til salg for jeres fjender som trælle og trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe jer!“ — 5 Mos. 28:49, 52, 53, 64-66, 68.

²⁷ Historien beretter om den nøjagtige opfyldelse af profetierne om disse ulykker, der hjemsøgte jøderne i året 70 e. Kr. og fremefter. Josefos giver en meget levende og gruopvækkende skildring af en kvindes handling under belejringen i år 70 e. Kr. og beretter, at hun slagtede „sin søn, stegte ham, fortærede halvdelen af ham og skjulte omhyggelig resten. Straks indfandt de oprørske sig, da de fornam lugten af denne rædselsfulde steg og truede hende med den øjeblikkelige død, hvis hun ikke straks viste dem, hvad det var, hun havde tilberedt. Hun svarede, at hun havde gemt en god portion til dem, og viste dem levningerne af sit barn.“ Opfyldte af afsky og rædsel vendte mændene sig bort fra det kvalmende syn.g Da Titus til sidst indtog byen, havde belejringen kostet 1.100.000 menneskeliv, og der var blevet taget 97.000 fanger.h De overlevende jøder blev spredt ud over jorden fra den ene ende til anden, og intetsteds fandt de hvile, men vandrede om med fortvivlede hjerter og i angst og bæven for deres liv. Men ikke nok hermed, for i store antal kom de atter i trældom i Ægypten og befandt sig i selv samme tilstand, hvorfra Jehova havde udfriet dem over femten århundreder tidligere. Josefos siger, at de, som tog dem til fange, „lagde dem i lænker og sendte dem til de ægyptiske miner“.i En jødisk bibelkommentar, udgivet af J. H. Hertz, siger vedrørende 5 Mosebog 28:68, at „med romernes ødelæggelse af Jerusalem sendte både Titus og Hadrian en mængde jøder i trældom, og Ægypten modtog et stort kontingent af disse trælle“. Fremdeles viser den, at romerne havde en flåde i Middelhavet, og på den blev de fangne jøder transporteret til Ægypten, hvor jøderne søgte at sælge sig selv som slaver, men der var ingen, der ville købe dem, så foragtede var de, og desuden var markedet overfyldt. Med hvilken kraft blev ikke 5 Mosebog opfyldt efter femten århundreders forløb!

28. Hvad beretter Josefos om? og hvordan kom en vederstyggelighed i rent bogstavelig forstand til at stå på hellig grund, selv om det kun var af underordnet betydning?

²⁸ Disse ulykker ramte en generation, der var berygtet for sin ondskab. Josefos beretter om den: „Jeg kan med få ord sige, at ingen by har gennemgået noget lignende, og at ingen slægt, så længe verden har stået, har vist større opfindsomhed med hensyn til ondskab.“j Josefos troede, at Gud brugte romerne til at straffe jøderne, og han citerer Titus’ ord: „Vi har haft Gud med os i kampen, og Gud er det, som har uddrevet jøderne af disse fæstningsværker, da jo hverken menneskehænder eller maskiner formår noget mod disse tårne.“k Tiden var inde til, at den guddommelige hævn skulle ramme jøderne som gengældelse for den afskyelige politiske alliance, de havde indgået med det hedenske Rom for at sikre sig Kristi Jesu henrettelse. Det, at de havde indsat kejseren i det kongeembede, der alene tilkom Messias, var den store, forbryderske handling, der var så afskyelig, og som blev årsag til deres ødelæggelse; men det er også interessant at lægge mærke til, at romerne efter Jerusalems fald førte „deres felttegn ind i helligdommen, stillede dem lige over for den østlige port, [nær ved alteret], bragte der ofre for dem“.l Således stod disse vederstyggelige afgudsbilleder i rent bogstavelig forstand på hellig grund.

29. Hvilken påfaldende lighed er der mellem begivenhederne omkring år 607 f. Kr. og omkring år 70 e. Kr.?

[Fodnoter]