Kan man stole på Bibelens profetier?

LAD os i tankerne prøve at forlade tid og sted og forestille os at vi befinder os i det første århundrede. Kejser Nero er romerrigets hersker. Tiden er år 66 e.v.t. Stedet Jerusalem.

Historiske kilder fra datiden giver os et ret pålideligt billede af hvordan forholdene virkelig var i Jerusalem dengang. Man vil ganske vist ikke kunne finde mange detaljer om nogen bestemt familie fra den tid, men ud fra de oplysninger man har, kan man med ret stor nøjagtighed slutte hvilken holdning nogle af byens indbyggere indtog.

Den følgende beretning handler om nogle begivenheder der opfyldte en af Jesu Kristi profetier. Beretningens ramme er, som det fremgår af fodnoterne, baseret på historiske fakta fra Bibelen og andre kilder. Selve personerne, Pasjhur og Abigajil og deres familie, er opdigtede, men deres måde at reagere på over for den forestående krise kan meget vel have været typisk for mange dalevende familier.

EN BETYDNINGSFULD PROFETI

Jerusalems travle gader myldrer med mennesker. Præster i kostbare dragter baner sig vej forbi fattigt klædte daglejere. Rige, selvtilfredse mennesker skrider frem, ledsaget af deres tjenere. Der pranges højlydt om priserne i de mange boder og forretninger, som bærer præg af byens velstand. I menneskemængden finder vi klædehandleren Pasjhur, en jøde der er omvendt til kristendommen. Han blev kristen efter at en discipel, der selv havde kendt Jesus Kristus, havde læst og forklaret De hellige Skrifter for ham.

Pasjhur havde været ganske ung dengang, treogtredive år tidligere, da Jesus døde. Det eneste han rigtig kunne huske var at Jesus havde været en meget omdiskuteret mand. Først efter at have undersøgt beviserne i Skrifterne var Pasjhur blevet overbevist om at Jesus var den lovede Messias. Og eftersom han boede i Jerusalem var hans interesse især blevet vakt af Jesu profeti om at byen skulle ødelægges. Den discipel der studerede Skrifterne med Pasjhur, havde henvist til skriftruller med afskrifter af Mattæus’ og Lukas’ beretninger, og han havde forklaret det sådan:

„En dag kom fire af apostlene hen til Jesus på Oliebjerget. De ville gerne have at vide hvilket tegn der kunne fortælle dem hvornår Jerusalem skulle ødelægges. Men de ville også gerne vide noget om Kristi nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. Det svar Jesus gav, drejede sig ikke blot om Jerusalems ødelæggelse og afslutningen på den jødiske tingenes ordning; han talte om hele den nuværende verdensordnings ende.“a

Så havde disciplen citeret disse ord af Jesus som den kristne discipel Lukas havde optegnet:

„Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den; for dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet skal opfyldes. Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage! For der vil være stor nød over landet og vrede over dette folk; og de skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne; og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne.“b

Som fortjent

Pasjhur kunne godt se at Jerusalem havde fortjent dette endeligt. Øjenvidner havde fortalt ham hvordan folk med høje råb og skrig havde krævet Jesu henrettelse: „Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!“ Og da den romerske landshøvding spurgte: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ svarede de øverste præster selv: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“c Pasjhur fandt at dette morderiske had hos de religiøse ledere var oprørende!

Også mange af Jesu disciple havde fået en hård medfart. Godt tyve år efter Jesu død var apostelen Paulus blevet forfulgt af en pøbelsværm i Jerusalem.d Og for kort tid siden var Jakob, Jesu halvbroder, og andre trofaste kristne blevet stenet til døde i Jerusalem.e Mens Pasjhur går hjem gennem de travle gader, tænker han: „Ja, byen har sandelig levet op til sit ry!“ Han tænker på Jesu ord: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende.“f

Pasjhur er ikke i ringeste tvivl om at Jerusalem fortjener den ødelæggelse som Jesus har forudsagt. „Dage skal komme over dig,“ sagde Jesus, „da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider, og de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden, og de vil ikke efterlade en sten oven på en sten i dig, fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“g

„Men hvornår?“ Det er det spørgsmål der optager Pasjhur, især nu — for i Jerusalem er der udbrudt oprør mod romernes besættelse.

Er der god tid?

I hvert fald håber han og hans familie at enden ikke vil komme lige med det samme. Efter mange års flid er de nu begyndt at få en god indtægt af deres klædehandel. Nu hvor børnene er vokset til, arbejder Pasjhurs hustru, Abigajil, hele dagen i forretningen. Og børnene — de har så travlt med deres idræt og deres musikundervisning at de tænker på at søge sig en karriere på disse felter.

„Selvfølgelig,“ siger Pasjhur halvhøjt til sig selv idet han nærmer sig sit hus, „selvfølgelig fortjener Jerusalem at blive ødelagt. Men der er ikke meget der tyder på at det vil ske lige nu.“

Ved tærskelen til sit hus tøver han et øjeblik og ser over mod templet. Romerne havde nær taget det, for ganske nylig. De var kommet for at slå oprøret ned. Men pludselig gav deres anfører, Cestius Gallus, sine folk ordre til at trække sig tilbage.

„Hvem ved hvorfor?“ grunder Pasjhur. „Men det betyder ikke noget nu. Jeg ved i hvert fald at tusinder af romerske soldater blev slået ihjel under retræten.h Ulykken var nær ved at ramme os — men vi vandt! Og hvilken sejr for Jerusalem!“

Pasjhur føler sig oplivet ved sine egne tanker og udstøder et lettelsens suk idet han træder ind i huset. Til sin overraskelse finder han nogle af sine venner fra den kristne menighed derinde. Han hilser hjerteligt på dem og spørger efter grunden til deres besøg.

„Vi må straks forlade Jerusalem!“ siger den ældste af brødrene.

„Hvorfor det? Romerne vil da ikke sende endnu en hær mod byen så hurtigt efter at den sidste blev slået,“ indvender Pasjhur med overbevisning.

„Jesus sagde at når vi så Jerusalem omringet af lejrede hære, skulle vi flygte ud i bjergene. Det har vi set. Nu hvor hærene er borte, kan vi flygte.“

„Jeg tror ikke vi har mere at frygte fra romerne.“

„Pasjhur, du har ikke forstået hvad det er der er sket. Det er Jehova der har styret de romerske hære sådan at de kristne kan flygte fra Jerusalem før byen bliver ødelagt. Husk Jesu befaling: ’Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene.’“i

„Jamen Jesus tænkte ikke på tiden lige nu,“ svarer Pasjhur. „Det vil ske en anden gang. Og til den tid skal jeg og min familie nok rejse væk fra Jerusalem.“

Intet kan overbevise Pasjhur om at han og hans familie bør tage af sted sammen med de andre kristne og rejse op til egnen omkring Pella i Gileads bjerge.j Hans kristne brødre besøger ham gang på gang, men ingen i hans familie kan se hvorfor de skulle rejse bort fra byen nu hvor alting går så godt for dem rent materielt. Desuden stoler de på Jerusalems hær.

Snart har alle de kristne forladt Jerusalem. Kun Pasjhur er tilbage. Han står og siger farvel til de sidste, og tænker at de nok skal vende tilbage så snart der er faldet lidt ro over forholdene. Til den tid vil han vise sit storsind mod dem; han vil bestemt ikke latterliggøre dem.

Men årene 67, 68 og 69 går uden at der falder mere ro over forholdene i Jerusalem. Det bliver værre og værre. Til sidst bliver striden mellem de forskellige jødiske grupper så bitter at ingen har mulighed for at flygte fra byen. Det værste er at Pasjhur og hans familie nu ikke længere har det åndeligt styrkende samvær med deres kristne venner, som er flygtet op i Gileads bjerge på den anden side af Jordanfloden.

Profetien opfyldes

Foråret år 70 kommer, og nu viser der sig pludselig en ny trussel. Romerne er vendt tilbage! Og denne gang står de under befaling af den nye kejsers egen søn, Titus. De omringer Jerusalem; milevidt omkring byen fælder de træer, som de tilspidser og bruger til at bygge et solidt palisadeværk af hele vejen rundt om byen. Nu er det umuligt at flygte!k

Inde i byen begynder belejringstidens rædsler. Dagene slæber sig af sted. En dag er der ikke mere mad i Pasjhurs hus, og hans familie må sulte. Gaderne hjemsøges af hæmningsløse mordere og soldater der stjæler alt hvad de kan finde. Abigajil, Pasjhurs hustru, fortæller ikke sin mand hvor sulten hun er; han er bekymret nok i forvejen, tænker hun. Men hverken hun eller hendes mand kan skjule deres fortvivlelse.

Hungersnøden forværres. En dag opstår der et usædvanligt røre på gaden, og Pasjhur går ud for at se hvad der er på færde. Da han kommer ind igen kan Abigajil straks se at han har oplevet noget forfærdeligt. „Maria, datteren af Eleazar fra Betezub, har spist sin nyfødte dreng,“ siger han.l „Det er som i Jeremias’ dage. Også vi vil forgå, Abigajil.“a

Jerusalems lidelser varer ikke længe. Om sommeren år 70 bliver byen indtaget og ødelagt af romerne. Over en million jøder har mistet livet under belejringen; omkring 97.000 føres bort som fanger.b Pasjhur og hans familie er blandt de omkomne. De kendte Jesu profeti og vidste hvordan de kunne blive frelst fra ødelæggelsen. Men de nægtede at følge Jesu opfordring, skønt de kendte den. De betalte prisen for deres ulydighed.c

Hvad vi kan lære i dag

Ja, denne bibelprofeti gik i opfyldelse. Det samme vil ske med alle de øvrige løfter og profetier i Guds ord. Det er som Josua, en af Guds folk Israels ledere i fortiden, sagde: „Betænk da med hele eders hjerte og hele eders sjæl, at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 23:14.

Som nævnt i indledningen til vor beretning fortæller Bibelen ganske vist ikke om nogen enkeltpersoner der levede i tiden lige op til og under Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. Den nævner ikke engang Jerusalems ødelæggelse; men det gør den verdslige historie. Det er imidlertid sandsynligt at der eksisterede familier som, i lighed med den familie vi har beskrevet, undlod at handle efter den kundskab de havde, og altså ikke flygtede op i bjergene som Jesus havde befalet.

Men hvilken betydning har alt dette for os i dag? Vi befinder os jo ikke i samme situation — eller gør vi?

Svaret er at vi faktisk befinder os i en tilsvarende situation. Jesu profeti pegede ikke blot frem til afslutningen på den jødiske tingenes ordning i år 70. Den pegede helt frem til den tid hvor Kristus skulle være nærværende i Rigets magt, den tid hvor afslutningen for hele den verdensomspændende tingenes ordning var nær. Vi ved dette blandt andet fordi Jesus sagde: „Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:31.

Hvad var det da for omstændigheder der, ifølge Jesu profeti, skulle være et tegn på at enden for hele dette system var nær, og at Riget var nær? Jesus sagde blandt andet: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød.“ — Luk. 21:10, 11.

Det kan ikke bortforklares at dette netop har fundet sted i vor tid! I dette århundrede, siden 1914, har menneskeheden oplevet to frygtelige verdenskrige, og i dag er nationerne i fare for at blive styrtet ud i en endnu mere ødelæggende atomkrig. Jordskælv, pest og hungersnød hærger nu jorden som aldrig før.

Når man sammenligner hele Jesu profeti med det der sker i vor tid, ser man således klart at den går i opfyldelse i dag. Hvilken betydning har dette?

Det betyder at afslutningen for den nuværende tingenes ordning er nær, ligesom det var et tegn for Jerusalem at dens forestående ødelæggelse var nær dengang byen blev omringet af de romerske hære under Cestius Gallus. Og ligesom det dengang var nødvendigt at foretage sig noget for at overleve — nemlig at flygte ud i bjergene — sådan er det også i dag nødvendigt at gøre noget for at blive frelst igennem den verdensomspændende ødelæggelse der vil indtræffe når Gud eksekverer sin dom over de onde.

Hvad man må gøre

Man vil ikke blive frelst ved bogstavelig talt at flygte hen til et eller andet geografisk sted. Det fortalte Jesus selv. Han sluttede sin profeti med at tale specielt om afslutningen på hele denne tingenes ordning med disse ord:

„Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Luk. 21:34-36.

Det der har betydning i dag, er ikke at man flygter ud i nogle bogstavelige bjerge, men at man holder sig åndeligt vågen. Vi må have øjnene åbne for den nutidige opfyldelse af Jesu profeti og huske på hvad opfyldelsen betyder, nemlig at denne tingenes ordnings ende er nær. Vi må derfor, som apostelen Peter skrev, være meget opmærksomme på hvordan vi lever:

„Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke, . . . Derfor, I elskede, da I venter disse ting, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ — 2 Pet. 3:11-14.

Det er dette vi bør gøre. Vi kan i dag flygte hen til et tilflugtssted ved at rette vort liv ind efter Guds retfærdige krav. Ja, det er ved at gøre Guds vilje vi kan undslippe den ødelæggelse der vil ramme hele menneskehedens verden. Apostelen Johannes skrev: „Verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Joh. 2:17.

Vi må ikke et øjeblik tvivle på at disse bibelprofetier vil blive opfyldt! Lige så sikkert som Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse i det første århundrede gik opfyldelse, lige så sikkert vil profetierne om den nuværende tingenes ordning bliv opfyldt. Ja, vi har al god grund til at fæste lid til Bibelens profetier og handle i harmoni med denne tillid.

[Fodnoter]

[Illustration på side 5]

„Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære.“ — Luk. 21:20.

[Illustration på side 6]

De kristne forlader Jerusalem

[Illustration på side 7]

Titusbuen i Rom, som viser jøder der føres i fangenskab i år 70 e.v.t. Dette bekræfter Guds profetiske ords sandfærdighed