Søg i sikkerhed med den nye verdens samfund
„Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den.“ — Luk. 21:20, 21.
Nedenstående foredrag (i to artikler) blev holdt af præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab lørdag den 25. juli 1953 på Yankee Stadium under Jehovas vidners stævne, „Den nye verdens Samfund“. Det blev holdt på stævnets syvende dag for en tilhørerskare på 134.333. Under dette foredrag blev udgivelsen af Selskabets nye bog „New Heavens and a New Earth“ bekendtgjort.
1. For hvem bliver faren stadig større, og hvor er der sikkerhed at finde? Hvorfor?
DET NYE og varige er blevet grundlagt og opbygges nu under fremgang, alt mens det gamle fordømmes og går til grunde. Når det om kort tid er forbi med alt det gamle, vil det ikke dermed betyde, at det nye må begynde midt under kaos, eller at mennesker må begynde forfra på samme stade som fortidens huleboere, tværtimod vil vejen ligge klar for alt det nye, der skal udvikle sig, til det har nået paradisisk storhed og majestæt. Det er en tid fuld af farer, men også fuld af muligheder. Faren bliver stadig større for dem, som holder fast ved det gamle, uagtet det er dømt til at forgå. Det eneste, der nu byder på sikkerhed for menneskene, er, at de i hast og uden tøven søger hen til det nye. Det er det nye, der giver mennesker mulighed for at kunne overleve udslettelsen af det gamle og fryde sig over en fremtid med varig lykke, fred og kærlighed. Det nye er ikke det, som denne verdens praleriske storherrer lover at opbygge. Det nye er det, som den Almægtige, der sidder på universets trone, skaber. I nitten århundreder har hans ord stået optegnet: „Se, jeg gør alting nyt.“ (Åb. 21:5) I dag omsætter han sine ord i handling. Nye ting skabes, og lykkelige er de, som ser dem tage form, og som ufortøvet vender sig til dem. De vil altid være i sikkerhed og under beskyttelse, hvis de holder sig til Guds nye verdens samfund.
2. Hvad er det nødvendigt at gøre, inden man tager sin tilflugt til ting, der har præg af hellighed, og hvilket historisk eksempel viser det kloge i en sådan adfærd?
2 Mennesker er tilbøjelige til at holde fast ved visse ting, de længe har anset for hellige, og stole på dem som et værn mod alt ondt. De tror, at disse ting er fra Gud, og at han vil skåne dem, og at man derfor er på den sikre side, hvis man tager sin tilflugt til sådanne hellige ting. Men det, mennesker anser for helligt, anser Gud måske ikke for helligt, selv om det er forlenet med en høj alders ærværdighed. Stoler man på sådanne ting, bedrager man sig selv med et falsk håb. Det er nødvendigt, at vi bliver klar over, om de er i harmoni med det nye, Gud har lovet at skabe. Er de ikke det, vil de ikke bestå eller være at finde blandt det nye. Vi har et historisk eksempel, der viser, at dette er sandt også i vor tid. Dette eksempel er en profeti om, hvad der skal ske i vore dage. Intet religiøst tempel var iklædt større hellighed eller bevogtet med større nidkærhed og fanatisme end Herodes’ tempel i Jerusalem for nitten århundreder siden. Dette tempel og de templer, der havde ligget på samme sted, havde en næsten tusindårig tilværelse bag sig, og alligevel sagde Jesus Kristus, efter at han havde fået Herodes’ tempel forevist: „Dage skal komme, da der ikke skal lades sten på sten tilbage; alt skal brydes ned.“ — Luk. 21:5, 6.
3. Hvorfor erklærede Jesus templet for forladt, og hvorfor stod Gud ikke uden noget tempel, dengang Jerusalems tempel blev ødelagt?
3 Dette tempel var den prægtigste bygning i den hellige by, Jerusalem. Præsterne, der var efterkommere af Arons udvalgte familie, var dér travlt optaget af de hellige tjenester. Templet blev kaldt „huset“. Men til trods for det hellige skær, der stod om det, sagde Jesus umiddelbart forinden: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ (Matt. 23:37, 38) Jesus vidste, at det ikke alene var blevet til en kræmmerbod og en røverkule, men at præsterne, der tjente der, lagde råd op om at få ham dræbt. Det havde kun et udvendigt skær af hellighed, men indvendigt var det blottet for alt helligt. Derfor erklærede Jesus, at Jehova Gud havde forladt det og nægtede at give det lod og del i den nye tingenes ordning, som han var ved at indføre. Syv og tredive år senere blev det ramt af den skæbne, han havde forudsagt for det. Der blev ikke ladt sten på sten tilbage. Men Jehova Guds nye tempel, der er et åndeligt tempel af „levende stene“, bestod. Inden for dette tempel virkede en retfærdig ny tingenes ordning, der skulle resultere i, at den rene tilbedelse af den sande Gud ville brede sig ud over hele jorden og blive til velsignelse for alle menneskehedens slægter. — 1 Pet. 2:5; Ef. 2:20-22.
4, 5. Måtte den nye tingenes ordning vente, til Jerusalem og dets tempel var tilintetgjort? Hvormed begrunder du dit svar?
4 Den nye tingenes ordning ventede ikke med at begynde, til Jerusalem og dets tempel var ødelagt. Med Jesu død, opstandelse og opstigen til himmelen for at frembære fortjenesten af sit udgydte menneskeblod trådte den nye tingenes ordning i kraft. Jesus havde det offer, Gud kunne antage som en genløsningsbetaling, der frigjorde menneskeheden fra synden og dens straf, døden, og kunne i kraft heraf tjene som Guds nye ypperstepræst. Den jordiske ypperstepræst under den gamle jødiske tingenes ordning mistede sin præstetjeneste for Gud, for han var ypperstepræst efter Lovpagten, der havde haft Moses som mellemmand mellem Gud og Israel på Sinajs bjerg. Men nu var Jesus en større profet og mellemmand end Moses, og han formidlede den nye pagt mellem Jehova Gud og de åndelige israelitter, den kristne menighed, der var bygget på ham som klippen. Den gamle lovpagt, som Gud ved Sinaj havde sluttet med israelitterne efter kødet, var ophørt og med den dens præsteskab, dens ofringer, dens fester og dens forpligtelser. (Hebr. 3:1; 9:11-15; Kol. 2:13, 14; 5 Mos. 5:2, 3; 29:1) Fra det tidspunkt tjente Jesus Kristus som Guds salvede ypperstepræst i Guds åndelige tempel for Guds åsyn, idet det Allerhelligste var selve himmelen.
5 At Jesus gav sig til kende som den nye og evige ypperstepræst betød, at afslutningen på den gamle tingenes ordning var kommet. Som der står skrevet om ham: „Men nu har han åbenbaret sig een gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for ved sit offer at bortskaffe synd.“ (Hebr. 9:26, NW) Det var i nøje harmoni med denne kendsgerning, at Herodes’ forladte tempel i Jerusalem blev tilintetgjort af de romerske hære under general Titus i året 70 e. Kr. I dette år blev den såkaldte hellige by Jerusalem ødelagt.
6. Hvad må vi ikke overse i forbindelse med den kristne menigheds tilknytning til Jerusalem, og hvad betød dens flugt fra denne by?
6 Der er noget, som vi nu i 1953 ikke bør overse: Byen Jerusalem tjente som den kristne menigheds hovedkvarter i 34 år efter, at Guds nye pagt blev indstiftet, og den kristne menighed i pinsen år 33 e. Kr. begyndte at blive bygget på klippen Jesus Kristus. Menighedens styrende enhed boede der og bestod af de tolv apostle og andre ældre disciple, som for eksempel Jakob, Jesu broder. De benyttede templets forgårde som mødested for skarerne og forkyndte ordet for dem der. Det var i dette tempel, apostelen Paulus blev overfaldet af en pøbelsværm omkring år 56, og det var i Jerusalem, discipelen Jakob og andre trofaste kristne med ham blev dræbt af fanatiske jøder, der stenede dem til døde i året 62. Men da året 67 oprandt, flygtede den kristne styrende enhed og alle andre af Jesu disciple bort fra Jerusalem og fra hele provinsen Judæa. Hvorfor blev de kristne ikke hjemme og fortsatte deres forkyndelse af det gode budskab om Jesus Kristus i den gamle hellige by og i resten af Judæa? Var det af fejghed eller frygt for forfølgelse? Var de troløse mod det hverv at forkynde det gode budskab? Nej, slet ikke! Det var en klog sikkerhedsforanstaltning for at bevare livet, så de kunne fortsætte deres forkyndelse andetsteds. De adlød Jesu Kristi profetiske befaling. Han havde jo forudsagt det forladte tempels ødelæggelse og fortalt sine disciple:
7. Hvilken profetisk befaling var det, de adlød?
7 „Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld. Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle. Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider [nationernes fastsatte tider, NW] er til ende.“ — Luk. 21:16-24.
Signalet til flugt
8. Hvornår blev der givet de kristne et signal til flugt, og hvor flygtede de hen? Hvilke Jesu ord fik derfor ikke sin opfyldelse på dem?
8 I november måned i året 66 e. Kr. blev der givet den styrende enhed i Jerusalem og alle de andre disciple der og i provinsen Judæa signal til at flygte fra hele dette område og op til bjergene, således som Jesus havde befalet. Det var, da romerhærene under Gaius Cestius Gallus, Syriens statholder, stod foran byen, der havde gjort oprør mod Rom. Efter fem dages kamp, der næsten gav byen i hans hånd, trak han uden påviselig grund sine styrker tilbage og blev forfulgt af jøderne og mistede i tusindvis af sine mænd. De kristne forstod, at dette var det tegn, Jesus havde givet dem mange år forinden. Derfor flygtede de fra Jerusalem. De tog ikke ophold noget sted i provinsen Judæa. Jesu befaling gik ud på, at de, som var i Judæa, skulle fly bort derfra og op i bjergene. De og deres børn (de fødte og ufødte) drog over Jordanfloden og ind i bjergegnen Gilead, hvor de fortrinsvis slog sig ned i Pella, en af byerne i Dekapolis. Der fortsatte de deres kristne arbejde og forkyndelse. Der var de i sikkerhed, da romerne vendte tilbage tidligt på året i 70 e. Kr., og Jerusalem blev ramt af den frygtelige ødelæggelse, der var en opfyldelse af de ord, Jesus med gråd havde henvendt til byen: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ — Luk. 19:41-44.
9. Hvad ophørte da for aldrig at blive genindført, og hvad består den dag i dag?
9 Livet i den hellige by og i selve templet viste sig ikke at være fredlyst. De, som holdt fast ved den gamle fordærvede ordning, kæmpede for en håbløs sag og gik til grunde, da Jerusalem og hele provinsen Judæa blev lagt øde. Men de kristne i Gileads bjerge overlevede katastrofen og fortsatte forkyndelsen. Den gamle ordning, der da ophørte, er for evigt forbi; Arons families præstedømme og tilbedelsen i et bogstaveligt, af mennesker opført tempel i Jerusalem vil aldrig blive genindført. Den nye kristne tingenes ordning under den nye pagt, der har Jesus til mellemmand og ypperstepræst, består den dag i dag.
10. Hvad føler vi trang til at spørge om, og hvad kan vi dømme om i forbindelse med kristenheden, når vi først har fundet svar på vort spørgsmål?
10 Alt dette er ikke uden sin store betydning i disse ejendommelige tider. Vi står ansigt til ansigt med lignende forhold, blot langt værre. Vi føler trang til at spørge, hvad der er årsag til alt dette, og det er klogt at gøre det, så vi kan få at vide, hvilken fremgangsmåde vi helst bør vælge. Når vi i dag ser, at nutidens Jerusalem i Palæstina ikke holder den gamle tempelbys traditioner i hævd, men at kristenheden faktisk er vor tids sidestykke til den hellige by, sådan som den var på Jesu og hans apostles tid, tvinges vi til at spørge: Hvad var det, der førte til den forfærdelige belejring og ødelæggelse af Jerusalem i året 70 e. Kr.? Har vi først fundet svaret på dette spørgsmål, vil vi kunne dømme om, hvorvidt kristenheden, det tyvende århundredes sidestykke til det dødsdømte Jerusalem, af samme årsag trues af en lignende ødelæggelse, der ifølge selve sagens natur vil være af langt større omfang.
11. I hvilken profeti gav Jesus os nøglen til forståelse af spørgsmålet?
11 Jesus gav os nøglen til svaret i den profeti, som også apostelen Mattæus gengiver. Jesus siger der til sine disciple: „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme. Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt [lad læseren bruge sin dømmekraft, NW]!), så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe! Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Matt. 24:14-22.
12. Hvad var årsagen til den frygtelige ødelæggelse, der ramte Jerusalem i året 70 e. Kr.?
12 „Ødelæggelsens vederstyggelighed“, der, når den stod på hellig grund, skulle være de kristne et tegn til at flygte til bjergene, var årsagen til den frygtelige tilintetgørelse, der ramte Jerusalem og Judæas rige. Denne „vederstyggelighed“ var det forbund eller den alliance, som Jerusalems religionsledere indgik med Romerriget for at få Jesus Kristus, Guds salvede konge, dræbt. Romerrigets verdensmagt blev i den guddommelige profeti symbolsk skildret som noget afskyeligt, en vederstyggelighed, et grusomt vilddyr, der ville føre krig imod Jehovas hellige på jorden. Det vendte sig først imod Jehovas ypperste blandt alle de hellige, hans søn Jesus Kristus, for at skille sig af med ham, dets rival til verdensherredømmet. — Ap. G. 3:14; 4:27-30.
13. Hvem henledte Romerrigets opmærksomhed på Guds hellige tjener, hvordan og hvorfor?
13 Det var Jerusalems religiøse herskere, der henledte Romerrigets opmærksomhed på Guds hellige tjener, og det gjorde de af hævngerrighed, fordi Jesus afslørede deres dobbeltspil og deres overtrædelser af Guds bud. Over for den romerske statholder Pontius Pilatus anklagede de Jesus for at stifte oprør mod kejseren, for at sige, at man ikke skulle betale kejseren skat, og for at ophidse folket imod kejseren. Da statholderen Pilatus søgte at modstå det pres, de religiøse ledere lagde på ham, og frigive Jesus, råbte jøderne: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.“ Pilatus søgte nu at appellere til jødernes nationalstolthed ved at fremstille Jesus for dem som deres konge. Han skammede dem ud ved at sige til dem: „Skal jeg korsfæste [pælfæste, NW] jeres konge?“ Ud af hele denne menneskemængde var det de jødiske ypperstepræster, der svarede: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 19:12-16.
14. Hvorfor ville Gud føle afsky for og harmes over det religiøse element, og hvad lod han komme over det?
14 Væmmes du ikke over dette? Hvor langt større grund havde så ikke Gud i himmelen til at harmes over dette forræderi mod hans salvede konge Jesus Kristus og over at se sin søn forrådt til den romerske verdensmagt og dem, som påstod at være hans folk, gøre fælles sag med denne grusomme verdensmagt, Rom, Jehovas modstander? Det var en religiøs-politisk sammensværgelse mod Jehovas messianske rige. Intet under, at han mærkede sig og handlede efter deres trodsige råb angående Jesus: „Hans blod komme over os og vore børn!“ Intet under, at han forlod deres hus, der var blevet et besudlet tempel! Intet under, at han betragtede dem som eet med en afskyelighed, en vederstyggelig ordning, der var vendt imod hans rige, repræsenteret ved hans Hellige, Jesus Kristus! (Matt. 27:25; 23:38) De påberåbte sig deres venskab med Guds fjende, kejseren, og gjorde derved sig selv til Guds fjender. Lad dem kun spise dette forræderiske venskabs bitre frugt; lad dem kun forbløde under det ulige åg, en sådan afskyelig sammensværgelse imod Riget pålægger dem, indtil de i voldsomt oprør vender sig mod deres politiske partnere. Gud vidste på forhånd, at den hykleriske religiøs-politiske alliance til sin tid ville opløse sig, og at den politiske fløj ville sende sin hær imod sin religiøse partner i denne afskyelige alliance og således bringe Jesu blod over de skyldige religionsledere og deres børn og lade Jerusalem betale med et blodbad fra blodet af 1.100.000 af sine indbyggere!
15. Hvornår drog de kristne uden tøven ud af det dødsdømte område, og hvad undslap de på denne måde?
15 Jødernes oprør mod deres ven kejseren fandt sted i året 66 e. Kr., og anledningen til oprøret var, at hans politiske statholdere bestandig tilføjede dem krænkelser. I dette år vendte vederstyggelighedens politiske fløj sig imod jøderne og foretog et indledende angreb på deres hellige by Jerusalem. Det var dette syn, at vederstyggeligheden og dens hære omringede den hellige by Jerusalem, de kristne skulle tage som et fingerpeg om, at det var på høje tid, at de flygtede ud til bjergene uden for Judæa for at komme i sikkerhed. Da de ikke vidste, hvor hurtigt vederstyggelighedens hære ville komme tilbage for at fortsætte ødelæggelsen af Jerusalem og Judæa, drog den styrende enhed og andre lydige kristne ud af byen, uden at deres flugt behøvede at ske på en jødisk sabbat eller om vinteren. I det syvende århundrede før Kristus var de babyloniske hære vendt tilbage for at ødelægge Jerusalem for første gang. I året 70 e. Kr. kom også de romerske hære tilbage. I løbet af foråret og sommeren fandt belejringen og den totale ødelæggelse sted. De kristne handlede hurtigt og lydigt og undgik af den grund at blive ramt af denne frygtelige ødelæggelse. — Jer. 37:6-10.
Vor tids sidestykke
16. Hvornår skulle ifølge Daniels forudsigelse „vederstyggeligheden“ vise sig, og hvorfor er tiden siden 1914 denne bestemte tid?
16 Da Jesus profeterede om „ødelæggelsens vederstyggelighed“, sagde han, at også profeten Daniel havde forudsagt den. Daniel profeterede om den som noget, der skulle finde sted til den fastsatte tid, i „endens tid“. (Matt. 24:15; Dan. 11:29-35) Jesus forudsagde ting, der skulle ske i denne verdens sidste tid, og disse ting er indtruffet i en uafbrudt række siden 1914 — verdenskrig, hungersnød, pest, jordskælv, verdensomfattende forfølgelse af sande kristne, forkyndelsen af det gode budskab om det oprettede rige, falske profeter og krister og „ødelæggelsens vederstyggelighed“ eller „afskyeligheden, der forårsager ødelæggelse“ — alle disse ting skulle i forening markere denne tid som den kritiske „endens tid“. Det, der gør den til „endens tid“ for denne verdens nationer, er den omstændighed, at Guds „fastsatte tider for nationerne“, en periode på 2520 år, udløb i 1914, og da blev Guds rige, der har været bedt om i århundreder, født i himlene, og hans hellige, salvede konge, Jesus Kristus blev indsat på tronen og fik retten til at herske over hele jorden og sønderknuse alle nationer, der modstod hans retmæssige herredømme. — Matt. 24:3-25; Åb. 12:1-5; Sl. 2:7-9.
17. Hvor ser vi vederstyggeligheden, og ved hvilken opfyldelse af profetien identificeres den for os?
17 Da vi har fået bekræftet, at denne periode, der begyndte i 1914, er „endens tid“, hvor ser vi så vederstyggeligheden og dens ødelæggelseshære, som Daniel og Jesus forudsagde? Se, der er den! — i den religiøs-politiske sammensværgelse imod Jehova Guds oprettede rige og dets hellige, salvede konge, Jesus Kristus. Du kan identificere den ved dens opfyldelse af profetien i Salme 2:1-6: „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Jehova og mod hans Salvede: Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os! Han, som troner i himmelen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ (Ap. G. 4:24-30) Den verdensalliance, der er kendt under navnet de Forenede Nationer, er det ypperste og stærkeste udtryk for den religiøs-politiske sammensværgelse mod Guds messianske rige. Vi siger religiøs-politiske, fordi religionerne, især kristenhedens, er med i sammensværgelsen mod Riget.
18. Hvordan viste det religiøse præsteskab, at de var illoyale over for Guds oprettede rige under den første verdenskrig og lod hånt om Mattæus 25:40?
18 Årtier inden 1914 havde Jehovas vidner forkyndt, at Guds rige ville blive oprettet i fuld udstrækning ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i det år. Som en bekræftelse af, at deres forkyndelse var korrekt, udbrød den første verdenskrig, der var en kamp mellem nationerne om verdensherredømmet, ganske pludselig i året 1914, og i dens kølvand fulgte en lang række sørgelige begivenheder, der har strakt sig frem til den dag i dag. Havde kristenhedens præsteskab undersøgt de profetier, som Jehovas vidner henledte deres opmærksomhed på, havde de set kendsgerningerne i øjnene og taget ved lære af de historiske fakta i vor tid og forstået, hvad de bar i deres skød, og havde de vist sig loyale over for Guds vilje, så havde de hilst hans rige velkommen og anbefalet det som den eneste regering, der har ret til verdensherredømmet. Men de tog tværtimod parti for de politiske faktorer i kampen om herredømmet over den jord, som er givet Guds salvede konge, Jesus Kristus. De førte an i forfølgelsen af Jehovas vidner, der loyalt stod op for Guds indsatte regent, og de rettede den politiske stats sværd imod Jehovas vidner i et forsøg på at udrydde dem fra jorden. De viste ingen respekt for Jesu ord: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Matt. 25:40) Af frygt for at pådrage sig deres politiske venners misbilligelse foretrak præsterne som helhed at gøre fælles sag med de krigsførende riger i denne verden og at anklage Jesus Kristus for oprør mod kejseren ved at rette denne beskyldning mod hans sande efterfølgere.
19, 20. Hvordan fulgte præsteskabet ved den første verdenskrigs afslutning politikernes førerskab i efterkrigstidens politik, og hvem forkyndte noget andet som menneskehedens eneste håb?
19 Da det fælles verdenspolitiske programforslag i efterkrigstiden blev fremsat ved slutningen af den første verdenskrig i 1918, var kristenhedens præsteskab straks rede til at støtte det. Hvad var de rede til? Til at støtte Kristus som konge? Nej, vist ikke, men til at støtte et folkeforbund, der skulle afstive den gamle verdensordning, så den kunne fortsætte enig og stærk. Kristenhedens præsteskab var de første til at følge politikernes førerskab og til at slå til lyd for Folkeforbundet. Inden fredskonferencen i Paris i januar 1919 talte Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika til fordel for oprettelsen af Folkeforbundet og erklærede, at dette forbund ikke alene var en formidler af fred, men som de skrev i deres pjece: „Det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden.“ De føjede til: „De heltemodige døde vil være døde forgæves, hvis ikke sejren føder en ny himmel og en ny jord, hvori retfærdighed bor. — 2 Pet. 3:13.“ Verden efter krigen og under Folkeforbundet skulle med andre ord være de nye himle og den nye jord, som Gud har lovet, idet Folkeforbundet som det „politiske udtryk“ for Guds rige skulle være de nye himle og således overflødiggøre Kristi sande rige, der udgør de nye himle i Guds nye verden.
20 Skønt paven i Rom ikke fik sæde i Folkeforbundet, tilbød han det pavestolens bevågenhed. Den 10. januar 1920 trådte Folkeforbundet i kraft med kristenhedens præsteskabs støtte og velsignelse. Samtidig begyndte Jehovas vidner at lade deres røst høre. Den lød med usædvanlig frimodighed og stærk overbevisning og forkyndte Guds rige under Kristus som den betrængte menneskeheds eneste håb.
21. Hvilken af disse to bevægelser virkede til fremme af Guds rige, og hvilken vakte Jehovas afsky? Hvilke beviser har vi for dette i dag?
21 Hvilken af disse to efterkrigstidsbevægelser var virkelig til fremme af Guds rige? Hvilken af dem vakte den Højestes afsky? Jehovas vidner eller Folkeforbundet, der nød præsternes velsignelse? Jehovas vidner er stadig i live og stærkt repræsenteret ved dette stævne, Den nye verdens Samfund, her på Yankee Stadium i New York, men hvor er de politiske nye himle, Folkeforbundet? Hvor var det under den anden verdenskrig? I den afmægtige uvirksomheds bundløse afgrund. For at tage skammen bort fra dette folkeforbund har man genoplivet det, givet det en ny facade og et nyt navn: de Forenede Nationer. Granskere af Bibelens profetier ved, at dette netop er, hvad der var forudsagt. — Åb. 17:9-11.
22. Hvilken opløsning erfarede Folkeforbundet i tiden for den anden verdenskrig, og hvilket spørgsmål stiller vi nu?
22 Folkeforbundet og kristenhedens præsteskab arbejdede godt sammen, og der skete intet åbent brud. Men i oktober 1933, otte måneder efter at Hitler kom til magten, forlod det nazistiske Tyskland nedrustningskonferencen og meldte sig ud af Folkeforbundet, og hermed begyndte Folkeforbundet at gå i opløsning, idet Japan allerede havde meldt sig ud af det den 27. marts samme år. Det var først efter dette tidspunkt, og følgelig mange år efter, at der havde rejst sig protester imod Rusland på grund af dets åbenlyse religionsforfølgelse inden for sine egne grænser, at det kommunistiske Rusland blev optaget i Folkeforbundet. I 1935 lod det fascistiske Italien hånt om Folkeforbundet og begav sig ud på sit erobringstogt. Folkeforbundet iværksatte tvangsforanstaltninger imod dette land, hvorpå Mussolinis Italien meldte sig ud af forbundet den 11. december 1937. I 1939 blev Folkeforbundet styrtet ned i magtesløshedens afgrund, da Hitler overfaldt Polen og derved fremskyndede den anden verdenskrig. Nu spørger vi: Var „ødelæggelsens vederstyggeligheds“ hære blevet set omringe vor tids Jerusalem op til det tidspunkt, da Folkeforbundet blev styrtet i afgrunden? Nej, ikke i nogen bemærkelsesværdig grad.
23. På hvilket tidspunkt kunne vederstyggeligheden ikke tjene som et signal til flugt for de kristne, og hvilket spørgsmål stiller vi vedrørende dens ødelæggelseshære?
23 Læg vel mærke til følgende: Dengang Folkeforbundet blev styrtet ned i afgrunden, og i de seks år, denne vederstyggelighed befandt sig der, var den ikke til og stod ikke på hellig grund, og den kunne ikke ses eller være et signal for sande kristne til at flygte ud af kristenheden og til „bjergene“ og søge sikkerhed dér. Tidligt på året i 1945 begyndte noget at røre på sig i afgrunden, og vederstyggeligheden, der var afskyelig i Jehova Guds og hans konges øjne, gjorde ved San Francisco-Konferencen, i hvilken seks og fyrretyve nationer deltog, indledende forberedelser til at komme op af afgrunden efter den anden verdenskrig. Den kom, da Rusland den 24. oktober 1945 som medlem af verdenssikkerhedsrådet indleverede sit ratifikationsdokument. De Forenede Nationers pagt var nu trådt i kraft. Den dyriske ødelæggelsens vederstyggelighed var atter fremstået. Men hvor var dens ødelæggelseshære? Var det de Forenede Nationers bogstavelige hærstyrker? Den 2. juli 1931 kritiserede de Forenede Staters general Douglas MacArthur visse præster for deres indstilling til krig og sagde: „Religion og patriotisme har altid passet sammen som hånd i handske.“ Dernæst tilføjede han: „Jeg kunne godt lide at vide, hvor mange af de præster, som gav Folkeforbundet deres stemme, der har læst dets statutter og forstår, at freden i verden ifølge disse statutter i sidste instans opretholdes ved væbnede militærstyrker.“ Folkeforbundet nåede imidlertid aldrig så langt, at det fik væbnede militærstyrker.
24. Hvad dannede amerikanske præster og lægfolk i 1944, og hvad sagde den britiske premierminister med henblik på verdensorganisationen?
24 Tretten år senere, mens vederstyggeligheden befandt sig i afgrunden efter sit første nederlag, dannede amerikanske præster og lægfolk kernen til en verdensorganisation. Den 24. maj 1944 sagde premierminister Churchill i det britiske parlament under en drøftelse af begivenhederne i Spanien følgende: „I vor verdensorganisation må vi utvivlsomt virkeliggøre meget af det, vi har vundet for verden ved hjælp af Folkeforbundets struktur og form. Vi må bevæbne vor verdensorganisation og, så langt dens magtbeføjelser rækker, sørge for, at den får overlegen militærmagt.“
25. Hvornår fik den ottende verdensmagt sin hær, og hvilken fejl bør vi altså ikke begå i denne henseende? Hvorfor?
25 Nu er de Forenede Nationer, Folkeforbundets arvtager, det ottende i en række verdensriger, der er forudsagt i Bibelen. Den „ottende hær“ under den ottende verdensmagt har ikke valgt at gøre nogen overlegen militærmagt gældende i Korea, men denne ottende verdensmagt, de Forenede Nationer, har i hvert tilfælde en hær med troppekontingenter fra nitten nationer. Denne politistyrke gik til aktion den 27. juni 1950, pavens hellige år. Men på det tidspunkt kæmpede ødelæggelsens vederstyggeligheds sammensatte hær i virkeligheden for kristenheden og imod kommunistisk overgreb. Vi bør derfor ikke begå den fejl at mene, at disse de Forenede Nationers militærstyrker er de hære, som nu er ved at omringe kristenheden, vor tids Jerusalem. Hvori består de hære da?
26. Hvori består da disse hære, og hvilken profeti, der endnu hører fremtiden til, beviser dette?
26 De hære, som Jesus forudsiger skal ødelægge det modbilledlige Jerusalem i vor tid, er at finde i den politiske fløj i selve de Forenede Nationer. Det er de elementer, der fører krig imod kristenhedens religionssystem. Da „vederstyggeligheden“ steg op af afgrunden i 1945, havde den lige fra begyndelsen stærke medlemmer, der tilhørte de kommunistiske, anti-religiøse nationers blok. Nu i 1953 bør vi ikke lade os vildlede af fredsoffensiven fra deres side, som er imod kristenheden. Den blok, der er modstander af kristenheden, vil vokse, og dens vækst vil ikke ophøre, før den helt har omringet nutidens Jerusalem med sine frygtelige ødelæggelseshære. Det står endnu tilbage, at alle de „ti horn“ på den dyriske vederstyggelighed, der er steget op af afgrunden, skal vende sig mod sin religiøse partner, der ved at gøre fælles sag med denne vederstyggelighed i verdenssammensværgelsen mod Jehovas salvede søn, kongernes konge og herrernes herre, har gjort sig skyldig i hor. Guds ord vil få sin opfyldelse: „Og de ti horn, du så, og dyret vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke og at handle ud fra een og samme tanke og at give dyret deres kongemagt.“ — Åb. 17:16, 17.
27. Hvornår så forstandige læsere af Daniels profeti derfor hære lejre sig rundt om det modbilledlige Jerusalem, og hvilken skæbne fortjener det?
27 Året 1945, det år, de Forenede Nationer så dagens lys, markerer altså ganske særlig den tid, da de, som læser Daniels profeti og Jesu advarsel med forstand, kunne se hære lejre sig rundt om Jerusalems modstykke i vor tid for før eller senere at gøre det ensomt og nøgent som en åndelig skøge. Det havde indgået en løs venskabsforbindelse med de verdslige Forenede Nationer og således valgt sig kejseren til ven, vraget Guds rige ved Kristus og dermed gjort det til sin fjende. Efter Guds lov fortjener det at blive straffet i Harmagedon som en åndelig skøge. — 3 Mos. 21:9.
28. Hvilket tegn er nu synligt for vore øjne, og hvad vil det endelige resultat af begivenhedernes udvikling blive?
28 Tegnet til, at Harmagedon nærmer sig mere og mere, er nu synligt for os. Når denne skøgeagtige, religiøs-politiske sammenslutning til sidst bryder sammen, og det symbolske dyr og dets ti horn vender sig imod den organiserede religions skøgesystem, vil det betyde, at „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ er begyndt, i hvilken han vil udslette alle fjender af sit messianske rige. Denne krig ophører, når Jesus Kristus, Kongen, sammen med sine dødsengle tilintetgør „vederstyggeligheden“ og alle andre elementer i den gamle verden, der rejser sig til modstand imod hans regering.
(The Watchtower, 15. september 1953)