Den kommende ’store trængsel’ skildret forud

„Da skal der komme ’en stor, trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Matt. 24:21, 22.

 1. Hvornår fik Daniel en åbenbaring om den værste trængselstid i menneskehedens historie, og hvad var der sket med byen Jerusalem?

FOR mere end to tusind fem hundrede år siden, efter det mægtige babyloniske riges fald, fik den aldrende profet Daniel en åbenbaring om den værste trængselstid i menneskehedens historie. (Dan. 10:1 til 12:1) Han fik dog også at vide at han ikke skulle lade sig forurolige af den grund. (Dan. 12:13) I over firs år havde Daniel opholdt sig som landflygtig i det afgudsdyrkende Babylon ved Eufratfloden. Der overlevede han ødelæggelsen af den hellige by Jerusalem, som Babylons konge havde indtaget i 607 før vor tidsregning. (Dan. 1:1 til 2:1, 14) Men kort efter at det mægtige Babylon selv var blevet omstyrtet, fik Daniel gennem Guds ord forsikringen om at Jerusalem ville blive genopbygget. Byen og det omliggende land, Juda, skulle kun ligge øde i halvfjerds år, sådan som Daniels ven, profeten Jeremias, havde forudsagt det. (Dan. 9:1-3) Men mere end det, Guds engel forsikrede Daniel om at den længe ventede Messias, den salvede fyrste, ville komme til dette genopbyggede Jerusalem. Dog ikke i den aldrende Daniels dage!

 2. (a) Hvornår ville Messias, den ’salvede fyrste’, fremstå i Jerusalem ifølge Daniels profeti, og hvilken tidsperiode ville dermed begynde? (b) Hvad skulle der ske derefter med det genopbyggede Jerusalem?

² Hvor længe efter Daniels tid ville han komme? Guds engel sagde til Daniel at Jehova Gud havde afmærket halvfjerds åruger, det vil sige fire hundrede og halvfems (7×70) år, i sin tidsplan i forbindelse med denne salvede fyrste. Messias ville fremstille sig for Daniels folk når der var gået niogtres af disse åruger, det vil sige efter 483 års forløb. Fra hvilket tidspunkt skulle disse år regnes? Fra det tidspunkt da befalingen udgik om at genrejse og opbygge Jerusalems mure. Når Messias fremstod ville den halvfjerdsindstyvende åruge altså begynde, men i midten af denne uge, eller efter tre og et halvt års forløb, ville han blive ’bortryddet’ på en sådan måde at „slagtoffer og afgrødeoffer“ ville ophøre i Jerusalem. Efter de halvfjerds åruger ville der komme store vanskeligheder for Jerusalem på grund af en „ødelæggelsens vederstyggelighed“. (Dan. 9:24-27) Ville disse trængsler der skulle komme over Jerusalem være forbundet med den største trængselstid for menneskeheden? Daniel døde før han fik svar herpå.

 3. (a) Hvordan og hvornår fremstod Messias til den fastsatte tid? (b) Hvor befandt han sig i midten af den ’halvfjerdsindstyvende uge’, og hvem var han sammen med?

³ Benævnelsen Messias betyder „den Salvede“. I efteråret 29 efter vor tidsregnings begyndelse fandt der en salvelse sted, ikke foretaget af et menneske men af Gud selv, og ikke med salveolie men med Guds hellige ånd. Gud, som nøje overholder sine tider, foretog denne salvelse til den fastsatte tid, nemlig ved begyndelsen af den halvfjerdsindstyvende åruge. Han salvede sin egen søn, Jesus — der var blevet født som menneske her på jorden — umiddelbart efter at han var blevet døbt i vand af Johannes Døber i Jordanfloden. Denne salvelse med hellig ånd gjorde Jesus til Messias, til „en salvet, en fyrste“. Således fremstod Messias, og den kritiske halvfjerdsindstyvende åruge tog sin begyndelse. Han tog straks fat på det som hans salvelse bemyndigede ham til, at forkynde Guds messianske rige. Derved skaffede han sig mange fjender i Jerusalem og Judæa og de tilstødende provinser. I midten af den halvfjerdsindstyvende åruge, der faldt i det tidlige forår år 33, sørgede Jesus, Messias, for at være i Jerusalem, og de tolv apostle han havde udvalgt, var med ham.

 4. Hvad sagde han til dem der tilbad i templet om deres „hus“, og indtil hvornår skulle de ikke se ham mere?

⁴ Tirsdag den 11. nisan, tre dage før påsken, besøgte han det genopbyggede tempel i Jerusalem. Han havde allerede forudsagt dette genopbyggede Jerusalems ødelæggelse, men nu sagde han rent ud til dem der tilbad i Jerusalem at deres „hus“, deres tempel, ville blive forladt og overladt til dem selv. Derefter sagde han: „Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn.’“ (Matt. 23:37-39) Derefter forlod han templet og kom der ikke mere.

 5. (a) Hvad sagde Jesus om tempelstenene? (b) Hvilket spørgsmål stillede apostlene ham på Oliebjerget senere samme dag?

⁵ Idet Jesus gik bort fra templet henledte apostlene hans opmærksomhed på tempelbygningerne og stenene. Da var det han oplyste dem om de frygtelige følger af at templet var blevet forladt og overladt til befolkningen i Jerusalem. Han sagde: „Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.“ (Matt. 24:1, 2) Senere samme dag betragtede han og hans apostle templet fra Oliebjergets top. Idet apostlene så ud over Jerusalem med templet kom de i tanker om Jesu ord, og det fik dem til at stille spørgsmålet: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende [tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, NW]?“ — Matt. 24:3.

 6. Hvad var baggrunden for apostlenes tredelte spørgsmål?

⁶ Hvornår ville alt dette ske, begivenheder som ville føre til Jerusalems og templets ødelæggelse? Eftersom Jesus havde sagt at folk i Jerusalem ikke skulle se ham før de sagde: „Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn!“ hvornår ville han da komme tilbage derfra hvor han gik hen? Og eftersom alt dette ikke kunne ske uden en tingenes ordnings undergang, hvornår ville afslutningen på denne tingenes ordning da indtræffe?

 7. Hvor omfattende var det spørgsmål apostlene havde stillet, og hvad ønskede de først og fremmest at få at vide?

⁷ Åbenbart vidste apostlene ikke hvad de tre ting de havde spurgt om, omfattede. Men det vidste Jesus, og derfor gav han dem et mere omfattende svar end de sikkert havde forventet, et svar der rakte videre end de regnede med. Det er imidlertid klart at de først og fremmest ønskede at vide hvornår Jerusalem og templet ville blive ødelagt. Ville det ske i deres tid, i den slægt eller generation de levede i? Derfor besvarede Jesus først denne del af deres tredelte spørgsmål. Med direkte tanke på det bogstavelige Jerusalem og templet sagde han:

 8, 9. Ville de der skulle komme og føre mange vild, hævde at være Jesus selv, og hvorfor ville især jøder føle sig tiltrukket af dem?

⁸ „Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. Thi mange skal komme i mit navn og sige: ’Jeg er Kristus;’ og de skal føre mange vild. I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden.“ — Matt. 24:4-6.

⁹ De der ville komme og føre nogle vild ville ikke sige: ’Jeg er Jesus,’ nej, de ville bruge benævnelsen Messias og ville sige: ’Jeg er Kristus.’ Blandt jøder måtte de der kom og sagde at de var Messias, være jøder; det kunne ikke være hedninger. I betragtning af den ødelæggelse som truede Jerusalem ville de komme som befriere og beskyttere af den hellige stad, og derfor ville mange jøder føle sig tiltrukket af dem og ville blive vildført af dem. De ville forkynde lige det modsatte af hvad Jesus, den sande Messias og fyrste, havde forkyndt: Jerusalems og templets ødelæggelse. Ved hjælp af denne advarsel kunne Jesu disciple vide at de selvbestaltede krister der ville fremstå og som ikke havde Guds ånds salvelse, var falske krister.

10. Hvad viser at det ikke var nogen falsk profeti Jesus havde fremsat?

¹⁰ Det var ikke nogen falsk profeti Jesus her fremsatte, for Flavius Josefus anfører i sin bog „Jødernes Krig mod Romerne“ at tre falske messias’er var medårsag til at jøderne rejste sig mod Rom i det oprør der førte til Jerusalems ødelæggelse.

„Krigslarm og krigsrygter“

11. Hvornår ville apostlene komme til at „høre krigslarm og krigsrygter“?

¹¹ Udover at der skulle fremstå falske krister (en antydning af at Jesus Kristus ikke ville være personligt nærværende i kødet), skulle apostlene komme til at „høre krigslarm og krigsrygter“. Apostlene ville være så nær ved nogle krige at de ville kunne høre larmen fra dem; de skulle altså ikke blot høre meldinger om fjerne slag. Hvornår ville dette ske? Eftersom Jesu profetiske ord danner indledningen til hans beskrivelse af det jordiske Jerusalems ødelæggelse, må disse krige indtræffe i tidsrummet mellem profetiens udtalelse og den hellige bys ødelæggelse. Sådan måtte det også være hvis apostlene skulle „høre“ om disse krige.

12. (a) Hvilket spørgsmål melder sig her angående disse krige og de internationale konflikter som nævnes i det følgende vers (7)? (b) Hvad har den afbrydelse der findes i Lukas’ beretning på dette punkt fået nogle bibelkommentatorer til at mene?

¹² Hvordan forholder det sig da med de krige som blev forudsagt i det følgende vers, vers syv, hvori Jesus: siger: „Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der“? Er disse krige anderledes end dem han lige har talt om? Den parallelle beretning hos evangelisten Lukas gør her et ophold. Efter at have citeret Jesu ord: „Når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme; thi dette må først ske, men enden kommer ikke straks,“ siger Lukas’ beretning: „Derpå sagde han til dem: ’Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige. Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der, og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.’“ (Luk. 21:9-11) Denne afbrydelse i Lukas’ beretning har nogle bibelkommentatorer forstået således at Jesus her begynder på noget nyt. Men hvordan kan dette være tilfældet når Jesus endnu ikke er nået frem til at fortælle om Jerusalems ødelæggelse?

13. (a) Hvad skulle apostlene ikke tro når disse krige indtraf? (b) Var der sådanne krige på apostlenes tid?

¹³ Profetien må tydeligvis i første omgang forstås sådan at Jesus her hentyder til internationale krige som skal indtræffe før Jerusalems forestående ødelæggelse. Med profetien om at folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige forklarer Jesus hvorfor de vil komme til at høre krigslarm og krigsrygter. De skulle imidlertid ikke lade sig forurolige af disse krige, for de udgjorde ikke noget synligt tegn på at enden var umiddelbart forestående. Ifølge den verdslige historie var der ganske rigtigt krige fra det tidsrum da Jesus steg til himmelen og indtil den hellige bys ødelæggelse. Der var de parthiske krige i det sydvestlige Asien og opstandene i de romerske provinser Gallien og Spanien. Asinæus og Alinæus førte krig mod partherne øst for romerriget, og partherne erklærede krig mod kong Izates af Adiabene.a

14. (a) Var der krige dengang som berørte jøderne? (b) Hvad havde rabbinerne sagt det var tegn på, når folk og riger rejste sig mod hinanden?

¹⁴ Det er rigtigt at disse krige ikke havde nogen forbindelse med Jerusalem, men vi må også huske på at Jesus forudsagde at folk skulle rejse sig mod folk og rige mod rige, hvilket kunne gælde rent hedenske krige. På dette tidspunkt havde jøderne, som hørte under romerriget, ikke selv noget kongedømme. Ikke desto mindre fandt der jødiske rejsninger sted mod andre folk, ligesom flere nabofolk rejste sig mod jøderne, deriblandt syrerne og samaritanerne, hvorunder titusinder af jøder blev dræbt. Det var en tid fyldt med lidelser for jøderne. Af flere rabbinere havde jøderne fået at vide at når rige rejste sig mod rige og by mod by, betød det at Messiastiden var nær, at Messias snart ville komme.

15. Var der nogen jordskælv dengang?

¹⁵ Man har også optegnelser om jordskælv der indtraf dengang. Der var et jordskælv på øen Kreta under kejser Claudius’ regering og et andet jordskælv i Smyrna, samt andre i Hierapolis, Kolossæ og Milet, og på øerne Khios og Samos. I kejser Neros regeringstid blev byen Laodikea ødelagt af et jordskælv. Der var endog et jordskælv i Rom, ifølge den latinske historiker Tacitus. I Jødernes Krig mod Romerne, 4. bog, kapitel 4, paragraf 5, fortæller Josefus om et stort jordskælv der indtraf i selve Judæa.

16. Var der hungersnød og pest?

¹⁶ Der var også hungersnød flere steder. Ét tilfælde nævnes i Apostlenes Gerninger, kapitel 11, versene 27 til 30, nemlig den hungersnød som blev forudsagt af den kristne profet Agabus og som indtraf under kejser Claudius’ regering. Mange jøder i Jerusalem skal være døde under denne hungersnød. Når folk sulter og ikke får den rette ernæring bukker de under for sygdomme og der udbryder epidemier. Det skete som Jesus havde forudsagt.

17. (a) Som hvad skulle disse begivenheder ikke tydes, men hvilken virkning skulle de alligevel have på disciplene? (b) Hvad blev de advaret om, og hvilket arbejde skulle udføres overalt?

¹⁷ Dog var disse begivenheder ikke tegn på at ødelæggelsen af „den store Konges by“, Jerusalem, var umiddelbart forestående. Efter at have forudsagt disse begivenheder tilføjede Jesus: „Men alt det er kun veernes begyndelse.“ (Matt. 24:8) Så vidt som de havde en forbindelse med Jerusalem var de begyndelsen til de veer der skulle overgå byen og provinsen Judæa, men byens undergang og Judæas ødelæggelse var ikke umiddelbart forestående. Alligevel skulle den omstændighed at disse begivenheder i det mindste var begyndelsen til veerne for Jerusalem, være tilstrækkeligt til at opildne de kristne til større aktivitet og ikke få dem til at slappe af og tage den med ro fordi det ’endnu ikke var enden’. (Matt. 24:6; 5:35) Der var et stort arbejde der skulle gøres, og dette krævede en ihærdig indsats og udholdenhed under religiøs forfølgelse. I versene 9-13 fortsætter Jesus derfor med at advare apostlene om den kommende forfølgelse de vil blive udsat for både fra jøders og hedningers side, og endvidere advarer han dem om at lovløsheden vil tage til og at der vil blive brug for kristen udholdenhed; derefter tilføjer han: „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.

18. (a) Hvilken yderligere befaling gav den opstandne Jesus kort før sin himmelfart? (b) Var dette arbejde gjort før Jerusalems ødelæggelse?

¹⁸ Nogle uger senere, nemlig efter sin opstandelse fra de døde og før han steg til himmelen, sagde Jesus til sine disciple: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Nogle dage senere, nemlig efter pinsen, begyndte de trofaste disciple at udføre denne befaling. Hvad blev resultatet? Omkring år 60 eller 61, da apostelen Paulus var fange i Rom, kunne han skrive til de kristne i Kolossæ i Lilleasien og sige om deres håb: „Det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen.“ (Kol. 1:23) På dette tidspunkt ønskede Paulus at bringe den gode nyhed om Guds rige til Spanien, som en pionerforkynder. (Rom. 15:23, 24) Denne forkyndelse af Guds rige på hele den beboede jord var allerede blevet udført omkring ti år før Jerusalems ødelæggelse i år 70. „Enden“ kunne ikke komme før det var blevet gjort. — Matt. 24:14.

Jerusalems undergang i det første århundrede

19. Hvilken begivenhed skulle markere at tiden var inde til at handle hurtigt?

¹⁹ Efter at have nævnt „endens“ komme gik Jesus straks over til at tale om den hellige by for hvilken enden ville komme i det første århundrede. Ifølge Mattæus 24:15-22 sagde han: „Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke stige ned for at hente det, der er i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem for at hente sin kappe! Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske [ordret: intet kød] frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“

20. Hvorfor var enkelthederne i Jesu instruktioner til disciplene på deres plads, i betragtning af at de skulle flygte ud af Judæa?

²⁰ Jesus nævner her udtrykkeligt provinsen Judæa. Han siger til disciplene at de skal flygte fra Judæa, hvilket nødvendigvis ville indbefatte at de også måtte flygte fra Jerusalem, den by der var hellig for jøderne. I Judæa gjaldt sabbatsloven, hvilket ville gøre det vanskeligt for folk at rejse over store afstande og at bære byrder og også at komme ind i byer der var omgivet af bymure, fordi portene ville blive lukket, selv for flygtninge. Det ville være endnu vanskeligere for jødiske kvinder som var frugtsommelige eller havde småbørn at die, at haste af sted til fods. Vinteren med dens dårlige vejr ville også besværliggøre en flugt, ikke alene for sådanne kvinder men også for alle andre. Når de så de tegn som Jesus havde forudsagt, skulle alle flygte, fra hustag til hustag, om nødvendigt, og fra markerne uden for byen. Alle skulle uden tøven skynde sig ud af Judæa.

21. Hvorfor var det nu nødvendigt at skynde sig at flygte?

²¹ Hvorfor nu denne store hast? Fordi nu var „enden“ omsider nær. Umiddelbart forude lå en „stor trængsel“ der ville være så ødelæggende at hvis ikke dens dage blev afkortet, ville ’intet kød blive frelst’. For Guds udvalgtes skyld ville disse dage blive afkortet. Under disse omstændigheder ville kun et fåtal i Judæa undslippe med livet i behold, og for ikke at løbe nogen risiko for at være iblandt det store flertal som ikke ville redde livet under den store trængsel, ville det klogeste og sikreste være at give agt på Jesu ord og flygte ud af Judæa til bjergene udenfor.

22, 23. (a) Hvad var da den ’hellige grund’ hvor ødelæggelsens vederstyggelighed ikke burde stå? (b) Hvordan fremgår det af parallelstedet hos Lukas hvilket sted der var tale om?

²² Hvad var da den ’hellige grund’ hvor „ødelæggelsens vederstyggelighed“ ville stå? Ja, hvor i hele Judæa var den ’hellige grund’? Det var den hellige by Jerusalem og dens nærmeste opland. Det var den ’hellige grund’ hvor „ødelæggelsens vederstyggelighed“ ikke ’burde’ stå på noget som helst tidspunkt. (Mark. 13:14-20) Ja, parallelstedet hos evangelisten Lukas siger direkte Jerusalem. I Lukas 21:20-24 står der:

²³ „Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die, i de dage; thi der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“

24. (a) Hvordan kom de kristne jøder i Judæa til at se Jerusalem omringet af krigshære? (b) Hvad vidste de kristne nu?

²⁴ Hvornår så de kristne jøder i Judæa „Jerusalem omringet af krigshære“? Det gjorde de i år 66, efter at den jødiske opstand havde fået den romerske hær under Cestius Gallus til at rykke frem mod byen. Det var på det tidspunkt da man fejrede løvhyttefesten, den 19.-25. oktober. Det var nøjagtig tredive (30) år efter at den halvfjerdsindstyvende åruge som profeten Daniel havde forudsagt, var endt i år 36. Den tredivte dag i den jødiske måned tisjri, eller omkring 3./4. november, førte Cestius sin hær ind i byen. I fem dage angreb han tempelmuren, og den sjette dag lykkedes det at underminere den. Derefter trak han pludselig, tilsyneladende uden grund, sin hær tilbage, og et ikke ringe antal romere blev dræbt af de forfølgende jøder. Sådan gik det til at den ’store trængsel’ hvis lige ikke havde været, ikke begyndte på dette tidspunkt. Men nu vidste de kristne jøder at den var nær.

25. (a) Hvad så disciplene i Judæa nu stå hvor det ikke burde stå? (b) Hvordan var dette og den ødelæggelse det ville medføre, blevet forudsagt i Daniel 9:26, 27?

²⁵ På denne måde så de kristne jøder „ødelæggelsens vederstyggelighed“ stå på „hellig grund“, hvor den ikke ’burde’ stå, da de romerske hære stod rundt om byen, på jord der blev betragtet som hellig af jøderne, og i særdeleshed da de underminerede tempelmuren. Dette var den „vederstyggelighed“ som var forudsagt i Daniel 9:27. Efter i dette vers at have beskrevet begivenhederne i den halvfjerdsindstyvende åruge siger Daniel videre: „Og på vederstyggelighedernes vinge skal den der forårsager ødelæggelse komme; og indtil en udslettelse vil det der er besluttet fortsat udøse sig, også over den der ødelægger.“ (NW) Denne ødelæggelse af det genopbyggede Jerusalem er nærmere beskrevet i det foregående vers (26b), hvor der står: „Og byen og det hellige sted skal en kommende fyrstes folk ødelægge. Og enden på det skal komme med oversvømmelsen. Og indtil enden skal der være krig; ødelæggelse er fast besluttet.“ (NW) Jesus sagde at Daniel havde forudsagt denne „vederstyggelighed“.

26. (a) Hvem var den forudsagte „fyrste“? Hvem var hans „folk“, og hvornår trængte de ind og oversvømmede landet? (b) Hvordan undslap „de udvalgte“ blandt jøderne i Judæa dette?

²⁶ Hvem var da den „kommende fyrste“ hvis „folk“ skulle ødelægge „byen og det hellige sted“? Det var hærføreren Titus, søn af hærføreren Vespasian, der blev romersk kejser i år 69. I De hebraiske Skrifter bruges benævnelsen „folket“ flere gange om en hær, og når en hær er rykket ind i et land siges den at have oversvømmet det. Den oversvømmelse som fyrstens, hærføreren Titus’, „folk“ forårsagede på Jerusalem indtraf ikke førend i foråret 70. Fra det tidspunkt da Cestius trak sin hær tilbage i november 66 til det tidlige forår i år 70, var der altså et tidsrum på over tre år og fem måneder. I dette gunstige tidsrum greb de jødiske kristne i Jerusalem og Judæa lejligheden til at flygte til „bjergene“ uden for det område der var dømt til undergang, for nu vidste de, på grundlag af Jesu ord, at Jerusalems ødelæggelse var nær. Således undslap disse kristne „udvalgte“.

27. (a) Ville Guds tid for den ’store trængsel’ over Jerusalem blive udskudt? (b) Hvem var de jødiske kristne som da var i fare og som Jehova ønskede i sikkerhed?

²⁷ I foråret og sommeren 70 kom den forudsagte ’store trængsel’ over Jerusalem og blev årsag til at mange jøder mistede livet. Ifølge Jesu profeti havde Gud et fastsat tidspunkt hvor den ’store trængsel’ ville komme over Jerusalem. Han udskød ikke tidspunktet da den skulle begynde. Han lod Cestius Gallus’ afbrudte angreb i år 66 tjene som en advarsel for sine „udvalgte“, der befandt sig i stor fare. Cestius Gallus kunne let have taget Jerusalem med det samme, men chancen slap ham af hænde. Guds tid var endnu ikke inde. Dog var det ikke alle hans „udvalgte“ der befandt sig i farezonen. Hundreder af kristne jøder befandt sig allerede uden for provinsen Judæa, og nogle også uden for romerrigets grænser. De befandt sig ikke i nogen fare på grund af Jerusalems forestående ødelæggelse. Kun de kristne jøder i Judæa var i fare. Det var dem Gud ville have i sikkerhed uden for Judæa og Jerusalem før hans tid var inde til at sætte den ’store trængsel’ i gang over Jerusalem. Hvorfor skulle nogen af disse udslettes når han eksekverede sin dom over det utro Jerusalem og Judæa? De fortjente ikke at blive udslettet.

28. (a) Hvem var da de jøder hvis „kød“ var i fare for ikke at blive „frelst“? (b) Hvad kunne Jehova nu gøre med Judæa og Jerusalem efter at de „udvalgte“ var i sikkerhed uden for farezonen?

²⁸ Efter at de jødiske kristne var flygtet fra Jerusalem og Judæa, var de ikke længere i fare for at lide overlast på grund af den ’store trængsel’ over Jerusalem. Det var de vantro jøder som blev spærret inde i byen, der løb risikoen for at blive udslettet. Alt „kød“ i Jerusalem var i fare for at miste livet hvis trængselen fortsatte for længe. Mange ikke-kristne jøder var strømmet til byen for at fejre påsken den 14. nisan, som ville blive efterfulgt af de usyrede brøds fest, der varede en uge. Det var på dette tidspunkt Titus slog ned på den dødsdømte by med sit „folk“. Han omringede den og indespærrede således de oprørske jøder i byen. Han lod også sit „folk“ bygge et omkring otte kilometer langt pæleværk rundt om byen for at forhindre nogen af de belejrede jøder i at undslippe. Da Jehova Gud havde sørget for at alle hans „udvalgte“ var i sikkerhed uden for det dødsdømte område, kunne han hurtigt eksekvere dommen over Judæa og Jerusalem. Straffen kunne begrænses til en kort tid med intensiv ødelæggelse.

29. Hvor længe varede belejringen af Jerusalem, og hvad forkortede den?

²⁹ Jerusalems belejring varede ikke længe, kun fra den 14. nisan til den 6. elul (6. september, gregorianske kalender), det vil sige mindre end seks måneder, og ikke atten måneder, sådan som babyloniernes belejring af Jerusalem i 609-607 f.v.t. havde varet. Der var flere tingb som Jehova Gud tillod og som hjalp til at forkorte belejringen i år 70.

30. (a) Hvor frygtelig var belejringen trods dens kortvarighed? (b) Hvad skete der fortsat med Jerusalem, og hvor længe skulle dette vare ved?

³⁰ Selv om belejringen var kortvarig, var den rædselsfyldt nok, skønt det ikke var den største trængsel hvis lige aldrig havde været og aldrig senere ville komme. „Ødelæggelsens vederstyggelighed“ medførte virkelig en udslettelse, ifølge Guds egen beslutning. Den jødiske historiker Flavius Josefus beretter at 1.100.000 jøder mistede livet. Men noget „kød“ blandt jøderne blev frelst som følge af at denne ’store trængsels’ dage blev „afkortet“. Josefus oplyser at 97.000 overlevede og blev taget til fange og ført til Ægypten og andre romerske provinser.c Byen og templet blev fuldstændig udslettet, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. Jerusalem blev altså fortsat, ganske bogstaveligt ’nedtrådt’ af hedningerne (ikke-jødiske folk), en nedtrædning der var begyndt da Jerusalem og Juda første gang blev lagt øde af babylonierne, i 607 f.v.t.d Men en dag ville disse hedningetider være til ende, nemlig 2520 år efter at de var begyndt i efteråret 607 f.v.t. Det vil sige at de ville ende i 1914 e.v.t. — Luk. 21:24.

[Fodnoter]

Da Titus inspicerede Jerusalems mure efter byens indtagelse følte han sig tilskyndet til at give Gud æren for sin sejr. Han sagde: „Vi have haft Gud med os i Kampen, og Gud er det, som har uddrevet Jøderne af disse Fæstningsværker, da jo hverken Menneskehænder eller Maskiner formaa noget mod disse Taarne.“ — Josefus’ Jødernes Krig mod Romerne, 6. bog, kapitel 9, afsnit 1, oversat af Alexander Rasmussen, København 1905.

[Illustration på side 199]

Apostlene spurgte først og fremmest Jesus om hvornår Jerusalem og templet ville blive ødelagt. Han gav dem et mere omfattende svar end de sikkert havde ventet