’Vor Herre og hans Messias’ overtager herredømmet
1. Hvornår vil Kristi 144.000 åndsavlede disciple ophøre med at være jordiske undersåtter under hans åndelige rige?
VI ER alle interesseret i hvem der skal udøve myndigheden i den kommende verdensregering. Med tiden vil alle Kristi 144.000 trofaste åndsavlede disciple få del i denne myndighed. Da vil de ikke længere være Kristi åndelige riges jordiske undersåtter, men være konger sammen med Kristus i himmelen. Disse udsigter stemmer overens med ordene i Åbenbaringen 5:9, 10, der er henvendt til Jesus Kristus, Guds lam: „Med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“
2. Hvorfra kommer den styrende myndighed i den kommende verdensregering?
2 Bemærk! Der siges ikke her at Guds ofrede lam kun har købt mennesker til Gud ud af de tolv stammer der udgjorde den hebraisktalende Israels nation. Det er ikke kun mennesker fra den lille jødiske nation der vil udgøre den styrende myndighed i den kommende verdensregering. Den styrende myndighed i denne verdensregering vil ikke udelukkende have sin rod i det kødelige Israel — til trods for at Guds lam, Jesus Kristus, selv var en hebraisktalende jøde eller israelit da han var på jorden som et fuldkomment menneske. Som han er nu i himmelen, skal han ikke længere kendes efter kødet, det kødelige legeme han bragte som et offer. (2 Kor. 5:16) I harmoni med dette vil han i verdensregeringen få medregenter som er købt af „hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“.
3. Hvem på jorden vil den styrende myndighed være interesseret i, og hvorfor?
3 Den styrende myndighed vil altså være af international sammensætning. Derfor vil den også ganske naturligt være interesseret i alle medlemmer af menneskeslægten, uanset hudfarve, race, stamme, nation eller sprog. Det stemmer overens med at Guds lam døde for hele menneskeheden, og ikke blot for et enkelt folk eller en enkelt nation.
4. Hvem tilhører alle nationernes borgere i virkeligheden, og hvorfor?
4 Når regeringer i dag anser landets borgere for at være statens ejendom, afviser de dermed Guds, Skaberens, og hans opofrede søns, Jesu Kristi, ejendomsret. Men inden længe vil det ved den himmelske domstol blive fastslået at Guds lam, Jesus Kristus, blev slagtet her på jorden for alle nationernes borgere. Derved købte han dem, og derfor tilhører de alle ham, og ikke noget menneske eller nogen gruppe af mennesker. De er Kristi ejendom, ja, og samtidig hans himmelske Faders, Jehova Guds, ejendom. Købet omfatter altså ikke kun de 144.000 der skal være konger sammen med Kristus i den himmelske regering. Vi må anlægge samme syn som Johannes Døber gjorde da han pegede på den døbte Jesus og udbrød: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ Ja, verdens synd. — Joh. 1:29.
5. Hvor omfattende vil det kommende herredømme blive, og hvem vil den messianske konge have som sine undersåtter?
5 I fuld harmoni med dette vil det kommende herredømme omfatte hele jorden. Det vil være et globalt herredømme. Profetien i Zakarias 9:10 siger om den messianske hersker: „Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden [Eufrat] til jordens ende.“ I tilsvarende vendinger erklærer profetien i Salme 72:7, 8: „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.“ Denne profeti er ikke blevet opfyldt på kristenheden, selv om kristenheden gør krav på at være Kristi rige og i dag kan henvise til at den har næsten en milliard kirkemedlemmer fordelt i mange sekter og trossamfund ud over jorden. De nationer der gør krav på at være kristne har været de største fredsforstyrrere på jorden. De har ikke vist sig at være forenede undersåtter under Fredsfyrsten, Kristus. — Es. 9:6.
6. Hvordan har kristenhedens nationer vist at de ikke er Fredsfyrstens undersåtter?
6 Var det ikke dem der var skyld i at freden i verden blev forstyrret af verdenskrigen fra 1914 til 1918? Mindst tyve af de otteogtyve nationer og riger der efterhånden blev inddraget i krigen, hævdede at være kristne. Hvorfor gik de i krig? De kæmpede for verdensherredømmet. Nej, ikke for at verdensherredømmet skulle overdrages til Jesus Kristus, men for at de selv kunne opnå verdensherredømmet ved at vinde denne verdenskonflikt. Men den første verdenskrig bragte ikke nogen endelig afgørelse. Enogtyve år senere blussede striden op igen, denne gang i endnu større omfang. Og i dag, over 32 år efter afslutningen af den anden verdenskrig, er striden om verdensherredømmet stadig ikke afgjort til de verdslige nationers tilfredshed. Den politiske situation udvikler sig hen imod en tredje voldsanvendelse på verdensplan.
7. Hvilket budskab har de verdslige nationer der har sat deres egen suverænitet i første række, afvist?
7 Indtil nu har nationerne, der har sat deres egen nationale suverænitet i første række, afvist det budskab som Jehovas kristne vidner trods grusom forfølgelse har forkyndt for dem. Hvad har de forkyndt? Dette: at nationernes tilladelse til at udøve verdensherredømmet uden indblanding fra Guds riges side, udløb i begyndelsen af efteråret i krigsåret 1914. Eller, for at benytte et udtryk fra Jesu Kristi profeti, at „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløb på det tidspunkt. Da var tiden inde til at universets suveræne Hersker, Jehova Gud ville oprette „vor Herres og hans Messias’“ rige. Han oprettede Riget med sin Messias på tronen, ikke i det jordiske Jerusalem, men i himmelen, ved sin egen højre hånd. (Luk. 21:24, da. aut.; Ny Verden-overs.) Selv om dette skete usynligt for os, eftersom det foregik i himmelen, har vi mange vidnesbyrd om at det fandt sted — i form af de forhold og begivenheder Jesus Kristus forudsagde som et synligt tegn for os. — Matt., kap. 24 og 25; Mark. 13:3-37; Luk. 21:5-36.
Anerkend at ’vor Herre og hans Messias’ har overtaget magten
8. Siden hvornår har tegnet kunnet ses, og hvilken bekendtgørelse skulle da lyde?
8 Hvor mange af os har lagt mærke til dette tegn og forstået hvad det betyder? At tegnet i stigende omfang opfyldes for vore øjne nu siden udløbet af hedningernes tider i 1914, peger på at tiden da var inde til at de høje røster i himmelen skulle bekendtgøre: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ — Åb. 11:15.
9. Hvilken forskel er der på dette herredømme og det rige der omtales i Kolossenserbrevet 1:13, og hvem siges at udøve dette herredømme?
9 Lad os endnu en gang høre bekendtgørelsen og lægge mærke til dens indhold. Der blev ikke sagt: ’og de skal herske som konger i evighedernes evigheder,’ men: „og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Hvem er denne der ifølge udtalelsen skal herske som konge i evighedernes evigheder? Det må være den førende af de to der omtales i bekendtgørelsen, den der har en Messias, en Salvet. Det må være ham der omtales som ’vor Herre’. Den der i himmelen kaldes ’vor Herre’ er den førende, og ’hans Messias’ er ham underlegen og kommer i anden række. Da herredømmet kaldes „vor Herres og hans Messias’“, må det være et herredømme eller rige af større omfang og udstrækning end ’Guds elskede søns rige’, som apostelen Paulus omtalte i Kolossenserbrevet 1:13, omkring 35 år før Johannes skrev Åbenbaringsbogen. Når „verdensherredømmet“ overtages, er det altså i virkeligheden Jehova Gud der begynder at regere. Han er „jordens Herre“. — Åb. 11:4; Zak. 14:3-9.
10. Hvad begyndte dermed for „evighedens Konge“?
10 At udtrykket ’vor Herre’ skal forstås sådan, understøttes af det de 24 ældste sagde da de tilbad foran Guds trone: „Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge.“ (Åb. 11:16, 17) Der begyndte nu en særlig periode i Guds, ’evighedens Konges’, universelle herredømme. — 1 Tim. 1:17; Åb. 15:3.
11. Hvilken opgave har det symbolske drengebarn der fødes af Guds „kvinde“, men hvem er det, reelt set, der udøver kongemagten?
11 Det er også Jehova Guds kongedømme der ophøjes i det følgende kapitel, hvor der tales om at Guds himmelske „kvinde“ føder et drengebarn. Der siges at barnet „skal vogte nationerne med en jernstav“. Det betyder uden tvivl at dét som drengebarnet er et symbol på, skal knuse alle de politiske nationer på jorden som lerkar. Det har altså en opgave i regeringsmæssig henseende. Men hvem er det, reelt set, der udøver kongemagten? Det fremgår af ordene: „Og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans trone.“ — Åb. 12:1-5.
12. Hvem er det der indsætter det symbolske drengebarn på tronen, og hvem siges Riget derfor at tilhøre, og hvem får overdraget myndighed?
12 Det er Gud der indsætter dette symbolske drengebarn på tronen. Ethvert retmæssigt herredømme udgår fra Gud. Det symbolske drengebarn indsættes i en stilling der er underordnet Guds kongelige myndighed. Dette underordnede regeringsredskab omtales som noget der er helt nyt, så nyt som et nyfødt barn, og ikke som noget der har eksisteret siden pinsedagen år 33. Da der efter dette symbolske drengebarns fødsel udbryder en krig i himmelen som ender med at Satan og hans dæmoner lider nederlag og kastes ud, høres derfor en høj røst i himmelen som siger: „Nu er frelsen og magten og Riget som tilhører [hvem?] vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed, for vore brødres anklager . . . er kastet ned!“ (Åb. 12:7-10) Igen pointeres det altså at Riget tilhører vor Gud. Det er i virkeligheden ham der regerer, og hans Messias eller Salvede, Jesus, får ’myndighed’ til at herske i en underordnet stilling under Herren Jehova.
13. Hvad drejede det sig om for Jehova ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og hvordan var dette suveræne herredømme langt tidligere blevet udøvet over jorden?
13 Der er en god bibelsk begrundelse for at tingene fremstilles på denne måde, med hovedvægten på Jehova Guds kongelige myndighed. Det er hans universelle suverænitet det drejer sig om da verdensherredømmet overtages ved udløbet af hedningernes tider i 1914. To tusind fem hundrede og tyve år tidligere havde Jehova haft et rige på jorden der repræsenterede ham midt blandt de hedenske nationer. Det var Davids rige med hovedsæde i Jerusalem. Man brugte det udtryk at David og hans kongelige efterkommere sad på ’Jehovas trone’ i landets hovedstad. (1 Krøn. 29:23) Kort før sin død ydede David et gavmildt bidrag til opførelsen af et tempel for Jehova, og ved den lejlighed sagde han: „Dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle.“ (1 Krøn. 29:11) Davids og hans efterkommeres rige var altså blot et udtryk for Jehova Guds suverænitet over jorden.
14. Hvordan blev Davids efterkommeres herredømme afbrudt, trods Guds evige pagt med David om et rige?
14 I overensstemmelse med Guds pagt med kong David om et evigt herredømme fortsatte Davids kongehus med at beklæde ’Jehovas trone’ i Jerusalem indtil sommeren 607 f.v.t. På dette tragiske tidspunkt blev Jerusalem indtaget og ødelagt af de babyloniske hære, og kong Zedekias blev ført i landflygtighed til Babylon. Midt i den syvende månemåned, tisjri, samme år, lå Judas land fuldstændig øde. Halvfjerds år senere fik de overlevende jøder lov at vende tilbage til Jerusalem og Judas land, men ’Jehovas trone’ blev ikke genoprettet i Jerusalem så en kongelig efterkommer af David med retten til kronen og scepteret kunne sidde på den. Hvorfor ikke?
15. Hvordan blev afbrydelsen i udøvelsen af Jehovas suverænitet over jorden skildret i Nebukadnezars drøm om træet?
15 Fordi hedningernes tider nu var begyndt. De begyndte da Judas land blev lagt øde i 607 f.v.t. og skulle fortsætte 2520 år, indtil 1914 e.v.t. Jehovas suverænitet over jorden var som det vældige træ i Nebukadnezars drøm. Træet blev fældet så kun stubben var tilbage i jorden, og der blev sagt at „syv tider“ skulle gå hen over træstubben inden der igen kunne vokse noget træ frem af den. Af den grund blev stubben lagt i bånd af jern og kobber, og disse bånd skulle ikke fjernes før de „syv tider“ var gået. (Dan., kap. 4) Ifølge dette billede skulle der gå „syv tider“ med uhindret hedensk herredømme over jorden, men derefter skulle Jehovas universelle suverænitet igen udøves med henblik på jorden.
16, 17. (a) Hvilket herredømme ville Jehova overtage når tiden var inde, og hvilken bekendtgørelse ville da meget passende lyde? (b) Hvilket budskab som bekræfter at Jehova er konge, lyder ved Babylon den Stores ødelæggelse?
16 På dette afmærkede tidspunkt i Guds program skulle verdensherredømmet blive vor Herres og hans Messias’. (Åb. 11:15) Da ville der afgjort være grund til stor glæde hos alle dem i himmelen og på jorden som havde bedt om at Gud igen ville overtage sin fulde suverænitet over jorden, hvor de hedenske magter så længe havde udøvet verdensherredømmet. Det var på det tidspunkt, og ikke ved åndens udgydelse på pinsedagen i år 33, at bekendtgørelsen i Salme 97:1, 9 måtte lyde: „[Jehova] har vist, han er konge! Jorden juble, lad glædes de mange strande! Thi du, o [Jehova], er den Højeste over al jorden, højt ophøjet over alle guder!“ (Se også Salme 99:1.) Senere ville ødelæggelsen af det store Babylon (den falske religions verdensimperium) bekræfte at Jehova sad inde med kongemagten. Med et vældigt „halleluja“ ville råbet lyde:
17 „Pris Jah, for Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge.“ — Åb. 19:6.
18. Hvem tager altså magten for at herske som konge, og hvilken gave giver han sin søn?
18 Disse kundgørelser fremhæver tydeligt at det er den suveræne Herre Jehova der igen begynder at herske over jorden ved udløbet af de „syv tider“ med hedensk herredømme. Det er ham der ’tager sin store magt’ og overtager „verdensherredømmet“. (Åb. 11:15-17) Derefter giver han sin søn, Jesus Kristus, andel i verdensherredømmet. Derved får ’hans Messias’ del i noget han aldrig har haft del i før, som en gave fra den suveræne Herre Jehova. Det er en gave som Jehova i forvejen havde lovet ham. Løftet blev givet dengang Jehova stod i begreb med at styrte Davids kongeslægt fra tronen i Jerusalem og lægge riget i grus. Han sagde ved den lejlighed til den sidste regerende efterkommer af kong David: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! . . . Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:25-27.
19. Hvorfor kunne Jesus ikke i år 33, selv ikke på pinsedagen dette år, få det han havde opnået „retten“ til, ifølge hans egen profeti i Lukas 21:24?
19 Ved sin trofasthed til døden som menneske viste Jesus Kristus sig at være den „som har retten til det“. Han er Davids evige arving. Men det han havde ret til, blev ikke givet ham straks da han vendte tilbage til himmelen i år 33. Fireogfyrre dage før sin himmelfart fremsatte han den profeti vi finder optegnet i Lukas 21:5-36. Her forudsagde han at det daværende Jerusalem ville blive ødelagt, hvilket skete i år 70, da de romerske legioner jævnede byen med jorden; og om denne ødelæggelse forudsagde han: „De [jøderne] skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne; og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Luk. 21:24) Det han havde opnået „retten“ til, kunne derfor ikke blive overdraget ham allerede i år 33, heller ikke på pinsedagen dette år.
20. Hvad havde Jesus opnået „retten“ til, ifølge Ezekiel 21:25-27, og hvad var det eneste David kunne efterlade sin evige arving, Jesus?
20 Det som Jesus Kristus opnåede „retten“ til, var det davidiske rige, hvis hovedbind og krone David og hans kongelige efterfølgere havde båret. (Ez. 21:25-27) Ved sin fødsel som fuldkomment menneske i Davids kongelige slægt fik Jesus naturligt adgang til at opnå dette davidiske rige. (Rom. 1:3, 4; Luk. 1:32, 33) Det var et jordisk rige. David, der var en jordisk konge, kunne naturligvis ikke efterlade Jesus Kristus mere end det han selv havde. Engelen Gabriel sagde til Jesu jordiske moder, den jødiske jomfru Maria, at Gud ville give ham „hans fader Davids trone“. Fik Jesus nu dette rige i år 33, da han vendte tilbage til himmelen og satte sig ved Guds højre hånd? Nej, Davids rige var blevet omstyrtet i 607 f.v.t., og det skulle fortsat ligge uvirksomt i „syv tider“ med hedensk verdensherredømme, hvilket vil sige i 2520 år fra 607 f.v.t. — Apg. 1:6.
21. Hvad måtte Jesus vente på før han kunne gøre kravet på Davids rige gældende?
21 Før den herliggjorte Jesus Kristus kunne gøre kravet på Davids jordiske rige gældende, måtte han derfor vente ved Guds højre hånd indtil hedningernes tider udløb i 1914. (Hebr. 10:12, 13) Han måtte vente indtil Jehova Gud ’tog sin store magt’ som den universelle Suveræn og bragte hedningernes tider til ophør og overtog „verdensherredømmet“. Da kunne Gud indbyde Jesus, kong Davids evige arving, til en andel sammen med ham i „verdensherredømmet“, et herredømme over alle mennesker på jorden. — Åb. 11:15.
22. Hvornår blev det nye rige altså frembragt, og hvordan var dette blevet skildret i Bibelens profetier?
22 Det var således i 1914 og ikke i år 33 at den symbolske sten i Nebukadnezars drøm om billedstøtten blev revet løs fra den store klippe der stod for Jehovas universelle suverænitet. (Dan. 2:34, 35, 44, 45) Det var også på det tidspunkt Jehova Gud satte sine „fødder“ på det symbolske Oliebjerg og det revnede midt over og dannede to bjerge, et mod nord og et mod syd. (Zak. 14:4, 9) Dette svarer til skildringen i Åbenbaringen 12:1-5 af Guds himmelske „kvinde“ der fødte et drengebarn. På denne måde blev der frembragt et nyt „rige“, et nyt udtryk for Guds suverænitet over jorden. Gud satte da sin udpegede konge på tronen, så denne kunne udøve „retten“ til det. De symbolske bånd af kobber og jern blev fjernet fra „stubben“ af Guds afbrudte suverænitet over jorden. De fastsatte „syv tider“ var nu gået hen over stubben. — Dan. 4:23, 26.
[Illustration på side 13]
Eftersom de 144.000 medarvinger udtages fra „hver stamme“, vil de ganske naturligt nære interesse for alle medlemmer af menneskeslægten