Israel og „hedningernes tider“

„Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ — Lukas 21:24, den danske autoriserede oversættelse.

1. Hvordan blev Jesu ord om Jerusalem opfyldt? Hvilket spørgsmål er dog endnu ikke besvaret?

SYVOGTREDIVE år efter at Jesus Kristus havde udtalt disse ord, blev byen Jerusalem udslettet af de romerske legioner under hærføreren Titus. Det var i år 70 e.v.t. Men hvordan opfyldtes resten af denne profeti — ordene om den periode hvori Jerusalem skulle nedtrædes af hedninger, eller gojim,a som jøderne i dag kalder dem?

2. (a) Betød Jesu ord at byen ikke igen ville blive opbygget og beboet? (b) Hvordan kan vi sige at Jerusalem stadig var nedtrådt af hedninger indtil ’tiderne’ var forbi, på trods af at korsfarerne for en tid beherskede byen?

² Ordene indebar ikke at Jerusalem ikke igen ville blive opbygget og beboet før „hedningernes tider“, eller gojims tider, var til ende.b I det århundrede der fulgte efter ødelæggelsen blev byen genopbygget, og i middelalderen sloges de såkaldte korsfarere om herredømmet over den. Kristenhedens korsfarere, hvis hænder var fulde af blod, viste sig at være hedninger (eller gojim) i lige så høj grad som de der havde behersket byen før korsfarerne, og de der senere med vold tog herredømmet over den fra dem. Helt frem til den første verdenskrig i 1914-18 blev jødernes hellige by nedtrådt af disse gojim („de vantro“, som kristenheden kalder dem).

3. Hvilken meddelelse gav den engelske udenrigsminister Balfour i 1917, men hvad skete der med Palæstina efter den første verdenskrig?

³ Den 9. december 1917 erobrede de britiske tropper under general Allenby byen Jerusalem fra tyrkerne, der stod i forbund med Tysklands kejser, Wilhelm II. På et tidspunkt da denne erobring nærmede sig sendte den engelske udenrigsminister, Arthur Balfour, sin meddelelse af 2. november 1917 til lord Rothschild, der hørte til den kendte jødiske familie Rothschild, hvori ministeren oplyste at den engelske regering var stemt for oprettelsen af et hjemland for jøderne i Palæstina. Da den første verdenskrig var forbi gav det nylig oprettede Folkeforbund imidlertid mandatstyret over Palæstina (med Jerusalem) til Storbritannien, et mandat der skulle vare til 1948. Det blev ikke fastlagt hvem der derefter skulle tage Jerusalem i besiddelse.

4. Hvad foretog de interesserede parter sig efter at det britiske mandat over Palæstina var udløbet i 1948?

⁴ Så snart det britiske mandat i 1948 var udløbet, gik de interesserede parter i aktion. Muslimerne satte sig fast i den østlige del af området, deriblandt Jerusalems gamle bydel med helligdommen der var bygget til Allahs ære. Jøderne overtog den vestlige del af Palæstina og oprettede nutidens Israel. Men først under seksdageskrigen i 1967 erobrede jøderne Jerusalems gamle bydel fra araberne, og dermed også „grædemuren“, hvorover jødernes tempel engang for længe siden havde stået. Jøderne fortsatte deres sejre og fik kontrol over hele Jordanflodens vestbred og den muslimske befolkning som boede i dette område.

5. (a) Hvad blev resultatet af seksdageskrigen i 1967? (b) Hvad finder vi ikke i nutidens Jerusalem, på trods af den status byen har haft siden 1967?

⁵ Det jordiske Jerusalem var altså nedtrådt af ikke-jøder helt frem til 1967. Fra dette tidspunkt skulle man tro at Jerusalem var ophørt med at blive nedtrådt af hedninger eller ikke-jøder. Hertil må vi imidlertid spørge: Har dette betydet noget som helst? Har det været til velsignelse for hele menneskeheden at Israel i 1967 fik sat en stopper for ikke-jødernes herredømme over Jerusalem? Mange nationer opfatter det bestemt ikke som nogen velsignelse. En del er endda modstandere af selve staten Israels eksistens. Under alle omstændigheder har det moderne Israels fødsel ikke ført til oprettelsen af den jødiske Messias’ rige. Det er klart for enhver at Israel ikke stoler på hjælp og frelse fra Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Jehova. Dette Israel er ikke noget kongerige der styres af en efterkommer af kong David på en trone i Jerusalem.

6. Hvad må vi indrømme angående det jordiske Jerusalems rolle siden 1967 i forbindelse med profetien i Esajas 2:1-4?

⁶ I forbindelse med det jordiske Jerusalem fra år 1967 har vi altså ikke set nogen opfyldelse af den profeti vi kan læse i Esajas 2:2-4:

„Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene [gojim] strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk [gojim] imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk [goj] skal ej løfte sværd mod folk [goj], ej øve sig i våbenfærd mer.“

7. Hvad ser vi i dag som modsætning til ordene i Esajas 2:1-4? Og hvordan forholder det sig med profetien i Zakarias 8:23?

⁷ Vor tids hedningenationer har ikke smedet deres krigsvåben om til redskaber der tjener fredelige formål. Nej, de er mere oprustede end nogen sinde før — og det gælder også republikken Israel. Vi ser heller ikke i denne forbindelse en opfyldelse af profetien i Zakarias 8:23:

„Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Se også gengivelsen i The Holy Scriptures, The Jewish Publication Society of America (1952); Douay; og Jerusalem-Bibelen.

8. Hvad medvirker alt det foregående til at vi må erklære angående året 1967?

⁸ Alt dette gør det meget tvivlsomt om 1967, det år hvor seksdageskrigen blev udkæmpet, markerer udløbet af „hedningernes tider“ som Jesus omtalte: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Lukas 21:24, da. aut.) Disse „hedningernes tider“ var faktisk udløbet nogle år forinden. Lad os undersøge de vidnesbyrd der peger på dette.

9. (a) Hvilket „Jerusalem“ havde Jesus i tanke da han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes“, og hvad repræsenterer dette „Jerusalem“? (b) Hvad vil der, i overensstemmelse hermed, ske når Jerusalem ikke længere nedtrædes?

⁹ Da Jesus omtalte at „Jerusalem“ skulle nedtrædes af hedninger, tænkte han på dét som det jordiske Jerusalem havde været før hedningerne begyndte at nedtræde det. Han havde selv tidligere sagt: „I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; . . . eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ (Mattæus 5:34, 35) Da de hedenske verdensherskere begyndte at nedtræde Jerusalem, var det altså Guds rige, repræsenteret ved den kongelige by Jerusalem, der blev nedtrådt. Det der skete da hedningernes tider endte og da det som Jerusalem repræsenterede ikke længere blev nedtrådt, er i fuld overensstemmelse hermed: Guds rige blev genoprettet med en efterkommer af kong David, nemlig Messias, som konge.

10. (a) Hvilke ord i Ezekiels bog blev henvendt til den sidste jordiske konge af Davids slægt? (b) Hvem havde „retten“ til at herske, og hvad gjorde Gud for ham?

¹⁰ I denne forbindelse læser vi i Ezekiel 21:25-27 nogle ord der var henvendt til Jerusalems sidste konge af Davids slægt: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ Den „som har retten til det“, retten til herredømmet, viste sig at være Jesus Kristus, som var efterkommer af kong David. I år 33 e.v.t. var der over 500 jøder der blev vidne til at Jesus var blevet oprejst af Gud på tredjedagen efter at han havde lidt døden som martyr. — 1 Korinter 15:3-20.

Messias anerkender hedningernes tider

11. Hvorfor prøvede Jesus ikke at gøre sig selv til konge i Jerusalem, og hvad sagde han derfor til landshøvdingen Pontius Pilatus?

¹¹ Hverken før eller efter sin opstandelse fra de døde prøvede Messias Jesus at indsætte sig selv som konge i det jordiske Jerusalem. Han gjorde intet forsøg på at tage magten fra Pontius Pilatus, romernes daværende landshøvding over Judæa og Jerusalem. En af grundene til dette var at „hedningernes tider“, som han selv omtalte i Lukas 21:24, var begyndt. Han underkastede sig denne ordning som Gud havde truffet. I overensstemmelse med dette sagde han til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

12. Hvad vidste Jesus, som kender af De hebraiske Skrifter, angående hedningernes tider? Hvilke spørgsmål opstår nu angående disse „tider“?

¹² Som kender af De inspirerede hebraiske Skrifter vidste Messias Jesus at hedningernes tider var begyndt før romerne havde indtaget Jerusalem og indsat deres landshøvdinger. Han vidste at de var begyndt da Jerusalem for første gang blev jævnet med jorden, i år 607 f.v.t. Gud benyttede den hedenske konge Nebukadnezar af Babylon, som han kaldte „min tjener“, til at omstyrte Jerusalem og Juda. (Jeremias 43:10) Hedningernes verdensherredømme varede endnu ved på Jesu tid og fortsatte indtil Guds fastsatte tid udløb. Indtil da måtte Messiasriget, det rige der ikke skulle være „en del af denne verden“, vente. Hvor mange „tider“ regnet fra år 607 f.v.t. skulle hedningernes herredømme da vare?

13. Hvordan åbenbarede Gud for Babylons konge hvor mange „tider“ der skulle hengå, og hvilken virkning fik dette på kongen?

¹³ Svaret på dette angav Jehova Gud i en drøm han gav Nebukadnezar, den konge han havde benyttet som sin „tjener“. Nebukadnezar havde været anvendt som redskab til at ødelægge „den store Konges by“, Jerusalem, men opfyldelsen af den drøm han fik indebar at han måtte erkende at Jehova alligevel er „den Højeste“, „Himmelens konge“. (Mattæus 5:35; Daniel 4:34, 37) Med denne „tjener“ som redskab lod den højeste Gud, himmelens konge, „hedningernes tider“ begynde i 607 f.v.t.

14. Hvilken erklæring udsendte otte præster i London under indtryk af krigsbegivenhederne i Mellemøsten i 1917?

¹⁴ I slutningen af 1917, det år under den første verdenskrig hvor det genopbyggede Jerusalem blev overtaget af britiske tropper, mødtes otte af Englands mest fremtrædende præster i London og udsendte en interessant erklæring med syv punkter, deriblandt følgende:

„Punkt 1. — Den nuværende krise tyder på, at hedningernes tider er afsluttet.

Punkt 4. — Israel vil blive genoprettet i dets eget land, skønt endnu vantro, og vil derefter blive omvendt, når Kristus åbenbarer sig for det.

Punkt 5. — Alle menneskelige genopbyggelsesplaner må underordnes Herrens andet komme, fordi alle nationer skal underkastes hans styre.

Punkt 7. — De sandheder, der er fremsat i dette opråb, er af den største praktiske betydning med hensyn til at bestemme, hvorledes de kristne bør forholde sig over for øjeblikkets presserende problemer.“

15. (a) Hvad repræsenterede det vældige træ i Nebukadnezars drøm? (b) Hvordan forholdt det sig med det babyloniske verdensherredømme i den periode hvor Nebukadnezar havde mistet forstanden? (c) Hvordan fortsatte verdensherredømmet efter at Babylon havde mistet det?

¹⁵ I den drøm Jehova Gud gav sin „tjener“ kong Nebukadnezar, erklæredes det fra himmelen at der skulle gå „syv tider“. Hvilken forbindelse er der nu mellem disse tider og „hedningernes tider“, så de bliver identiske? Følgende: I den profetiske drøm stod det vældige træ for verdensherredømme som begreb betragtet. Fordi det på daværende tidspunkt var Nebukadnezar selv, Jehova Guds „tjener“, der udøvede verdensherredømmet, blev træet identificeret med ham personligt, så man kunne sige at det skildrede ham. Men blev hans verdensherredømme da omhugget da han mistede forstanden og ikke kunne bestride sit embede som verdenshersker? Ophørte det babyloniske verdensriges herredømme? Nej, det fortsatte indtil han blev genindsat, og det fortsatte under hans efterfølgere Evil-Merodak, Nabonid og Beltsazzar. Derefter blev hedningernes verdensherredømme fortsat af flere på hinanden følgende verdensmagter: Persien, Grækenland, og Rom med dets senere udløber, den britisk-amerikanske verdensmagt.

16. Hvis verdensherredømme var det i virkeligheden der lå som fældet mens alle de hedenske verdensmagter regerede, og hvor mange „tider“ skulle der hengå for det symbolske træs stub?

¹⁶ Hvis verdensherredømme var det da der var blevet omhugget og lå som fældet i al denne tid, specielt med hensyn til Jerusalem, „den store Konges by“? Det var det herredømme der tilhørte den som Nebukadnezar havde kaldt „den Højeste“ og „Himmelens konge“, nemlig Jehova. Træstubben med dens bånd af jern og kobber skulle skildre at han lod sin udøvelse af verdensherredømmet stå i bero. Og Jehova Gud havde erklæret at der skulle hengå „syv tider“ for denne stub.

17. (a) Hvilket udtryk bruges i mange oversættelser i stedet for ordene „syv tider“? (b) Hvordan kan vi sige at Jerusalem stadig blev nedtrådt af hedninger efter at byen var blevet genopbygget?

¹⁷ I stedet for „syv tider“ bruges i mange bibeloversættelser udtrykket „syv år“. (The Living Bible, Moffatt, Today’s English Version og An American Translation) I den danske autoriserede oversættelse er dette angivet som en fodnote til Daniel 4:16. Nebukadnezars vanvid (sandsynligvis den tilstand der kendes som lykantropi) varede i syv år. Da han blev rask erkendte han at det var Gud der havde helbredt ham, men han lod ikke Guds folk rejse tilbage til dets hjemland. Jehova Gud havde erklæret at Jerusalem og Judas land skulle ligge øde i 70 år. Hedningernes nedtrædning af Jerusalem fortsatte derfor — også efter at byen var blevet genopbygget af de hjemvendte jøder fra og med år 537 f.v.t. Hvordan kan vi sige det? Fordi jøderne stadig var underlagt hedningers herredømme. Der var ingen efterkommer af David der herskede som uafhængig konge på en trone i Jerusalem. De syv tider må derfor, i forbindelse med Jehova Gud, være symbolske og altså vare længere end syv år fra 607 f.v.t. — Daniel 4:16, 23, 25, 32.

18. Hvad svarer ’de syv tider’ til i deres symbolske betydning, og hvornår endte de derfor?

¹⁸ I Bibelens profetiske tidsregning bliver et måneår beregnet til 360 dage. Et symbolsk år, eller en ’tid’, er på 360 kalenderår. Syv symbolske „tider“ eller „år“ svarer derfor til 7 × 360 år, eller 2520 år. Regnet fra år 607 f.v.t. — det år da Jerusalem, „den store Konges by“, begyndte at blive nedtrådt af hedninger fordi den blev ødelagt af Jehovas „tjener“ Nebukadnezar — ville de 2520 år ende i efteråret 1914 e.v.t.

19. Hvad markerede året 1914 her på jorden? (b) Hvad var tiden inde til at „Himmelens konge“ nu gjorde?

¹⁹ På jorden blev dette år markeret af den første verdenskrig, der udbrød på grund af spørgsmålet om verdensherredømme. Men der hvor „Himmelens konge“ bor, var tiden inde til at han demonstrerede at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. (Daniel 4:25, 32) Tiden var inde til at ’den som havde retten til det’ skulle komme og den Højeste skulle ’give ham det’. (Ezekiel 21:25-27) Denne var den herliggjorte Messias, den som „Himmelens konge“ havde avlet som sin åndelige søn, nemlig Jesus Kristus, der var blevet oprejst til liv i himmelen. (Salme 2:1-7) Tiden var også kommet hvor „Himmelens konge“ vil sige til ham: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) Dette betød med sikkerhed at „hedningernes tider“ nu var forbi!

„Guds Israel“ og afslutningen på hedningernes tider

1, 2. (a) Hvilket forhold i Jerusalems gamle bydel i dag viser at Jehova ikke udøver sit verdensherredømme fra denne by? (b) Hvilken anden by med samme navn må man nu tage i betragtning?

I DECEMBER måned i krigsåret 1917 blev det jordiske Jerusalem erobret fra de muslimske styrker af britiske tropper under general Allenby. I hele verden blev dette hilst med jubel af kødelige jøder. Men indtil nu har tilstedeværelsen af en muslimsk moské på Morija bjerg i Jerusalems gamle bydel forhindret jøderne i at bygge en helligdom på dette sted, hvor kong Salomons tempel stod i gammel tid. Den Gud til hvis ære Davids søn byggede dette tempel udøver heller ikke sit messianske riges herredømme gennem det jordiske Jerusalem, nu hvor „hedningernes tider“ er endt. Men hvordan forholder det sig da med det andet Jerusalem? Hvilket Jerusalem? Det der omtales i det inspirerede brev til Jesu disciple i den romerske provins Galatien, skrevet nogle år efter at Jesus havde forudsagt ødelæggelsen af den genopbyggede by Jerusalem, en ødelæggelse der fandt sted i år 70. I Galaterbrevet, kapitel 4, vers 25 og 26, læser vi:

²„Denne Hagar [den hebraiske patriark Abrahams trælkvinde] er altså ensbetydende med Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn [indbyggere eller undersåtter]. Men det Jerusalem som er oventil er frit [ligesom Abrahams hustru Sara], og det er vor moder.“

3, 4. (a) Hvem anerkendte Paulus, ligesom de kristne i Galatien, som sin åndelige „moder“? (b) På hvilken måde havde Israels folk været en del af Guds universelle organisation?

³ Det var Saulus fra Tarsus der skrev disse ord. Han var blevet en udvalgt apostel for Messias Jesus. „Det nuværende Jerusalem“ som han skrev om, blev bortvist fra Guds organisation, ligesom Hagar blev bortvist fra Abrahams husstand, og det blev ødelagt i år 70. Paulus regnede ikke længere det jordiske Jerusalem for at være sin åndelige „moder“. Derimod anerkendte han „det Jerusalem som er oventil“ som sin åndelige moder. Paulus var, ligesom de kristne i Galatien, et af hendes „børn“.

⁴ Da Gud ved Sinaj bjerg førte Israels folk ind i et pagtsforhold til ham gennem Lovpagten, som Moses var mellemmand for, blev Israels folk til den synlige del af Jehovas universelle organisation. Det tilhørte denne organisation, ligesom trælkvinden Hagar tilhørte Sara, Abrahams oprindelige hustru. Sara skildrede det fri Jerusalem, det som er „oventil“. Det er det der frembringer det lovede afkom.

5. (a) På hvilket sted vil Jehova da genoptage sin udøvelse af verdensherredømmet ved udløbet af hedningernes tider? (b) Hvilket spørgsmål ville tiden være inde til at han besvarede, og hvordan ville han gøre det?

⁵ I betragtning heraf må det være i forhold til dette „Jerusalem som er oventil“ at Jehova Gud ville genoptage udøvelsen af sit verdensherredømme ved udløbet af hedningernes tider i krigsåret 1914. Da var tiden inde til at han greb til handling, som svar på det spørgsmål den inspirerede skribent kong David skrev i Salme 2:1-6:

„Hvorfor er nationerne i oprør, og hvorfor mumler folkestammerne om noget der er nytteløst? Jordens konger tager opstilling, og magthaverne har samlet sig som én imod Jehova og imod hans salvede: ’Lad os sønderrive deres bånd og kaste deres reb af os!’ Han som sidder i himmelen ler, Jehova gør nar af dem. Da taler han til dem i sin vrede, og i sin harmglød forfærder han dem: ’Jeg er den som har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.’“ — NW; se også Apostelgerninger 4:24-26.

6. (a) Hvorfor skete indsættelsen af den messianske konge usynligt for herskerne på jorden? (b) Hvad fortsatte verdens herskere med at forberede sig på?

⁶ Ja, ved afslutningen af hedningernes tider i 1914 var det passende at Jehova opfyldte disse profetiske ord skrevet af kong David i Salme 110:1, 2: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Det var på det himmelske Zions bjerg den messianske konge blev indsat, og derfor skete det usynligt for konger og andre stormænd på jorden. Skønt det i flere årtier havde stået i Vagttårnsselskabets publikationer at hedningernes tider skulle udløbe i 1914, var disse jordiske herskere besluttede på at modsætte sig at den himmelske Messias overtog verdensherredømmet. De fortsatte deres ihærdige forberedelser på en storkrig. Udadtil begyndte 1914 meget fredeligt. Men den 28. juli kastede nationerne sig ud i krig.

7. Hvad blev Messias’ indsættelse som konge i 1914 begyndelsen til for hans vedkommende?

⁷ Da Messias i dette år blev indsat som konge ved Jehovas højre hånd, markerede det begyndelsen til hans usynlige nærværelse i forhold til vor jord. Som nyindsat konge var det på sin plads at han vendte sin opmærksomhed mod den jordiske del af sit domæne, den del der var besat af hans fjender, som aspirerede til verdensherredømmet. Hans „vældes spir“ blev udrakt fra „det Jerusalem som er oventil“, mod jorden. På Jehovas bud begyndte han at ’herske midt iblandt sine fjender’ på jorden. Det var også ned til jorden han fra himmelen kastede Djævelen og hans dæmoner. — Åbenbaringen 12:7-17.

8. Hvad var det for et ’tegn’ apostlene stillede spørgsmål om, og hvilken tilstand ville nationerne ifølge Salme 2:1 befinde sig i?

⁸ Det ’tegn’ som Messias Jesus havde givet for at beskrive den tid hvor han var nær, begyndte at kunne ses da hedningernes tider var udløbet i 1914. Kort før Jesus skulle lide døden som martyr, havde hans apostle spurgt ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3; se også Rotherham, The Emphatic Diaglott og Young.) Ifølge Salme 2:1 skulle nationerne netop være i oprør på det tidspunkt hvor Gud ville indsætte Messias Jesus som konge i „det Jerusalem som er oventil“ eller Zion.

9. (a) Indtraf der i det første århundrede en trængsel hvis lige aldrig siden har været set? (b) Hvad var det da apostlene personligt blev vidne til med hensyn til ordene i Mattæus 24:7-15?

⁹ Vi ved ikke om Jesus havde ordene i Salme 2:1 og Salme 110:1-4 i tanke da han gav sit svar. Men i hvert fald er hans svar i samklang med disse profetier af kong David, og opfyldelsen har været langt tydeligere siden 1914 end i løbet af de 37 år der gik fra apostlene stillede spørgsmålet og indtil de romerske hære ødelagde Jerusalem i år 70. Denne ødelæggelse var ganske vist en frygtelig katastrofe, men den er trods alt blevet overgået siden. Den var for eksempel ikke værre end massakren på de 6.000.000 jøder der fandt sted under Hitler-styret. Jerusalems ødelæggelse var således ikke „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Det som apostlene blev vidne til frem til slutningen af det første århundrede, var en mindre opfyldelse af Jesu profeti, en opfyldelse der omfattede hungersnød, jordskælv, sygdomsepidemier, krige og forfølgelse, foruden ødelæggelsen af „det nuværende Jerusalem“ (altså det daværende Jerusalem). De behøvede ikke at sørge over dette, for „det Jerusalem som er oventil“ fandtes stadig.

10. Hvilken konklusion ledes vi til angående den større opfyldelse af Jesu profeti?

¹⁰ Det der skete i det første århundrede udgjorde ikke noget sammensat ’tegn’ på Jesu „nærværelse“ og „afslutningen på tingenes ordning“. Hvis Jesu ord stadig skulle stå til troende, måtte der senere komme en større opfyldelse af hans profeti, mens de sidste medlemmer af hans „lille hjord“ af rigsarvinger levede. (Lukas 12:32) Dette er sket fra afslutningen af hedningernes tider og frem til nutiden. Når vi betragter historiens forløb siden 1914 i bibelprofetiens lys, kan vi ikke komme til anden overbevisning end at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3; Markus 13:4) Denne overbevisning støttes af opfyldelsen af Åbenbaringen 6:3-17, en profeti der blev nedskrevet over et kvart århundrede efter Jerusalems ødelæggelse, profetien om de fire apokalyptiske ryttere, som de kaldes.

11. Hvad husker de overlevende medlemmer af „menigheden af førstefødte“ angående tiden omkring den første verdenskrig, og hvor omfattende var Jesu profetis opfyldelse i det første århundrede i sammenligning med denne senere opfyldelse?

¹¹ Der lever endnu i dag medlemmer af resten af „menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene“, og de husker den spanske syge. (Hebræerne 12:23) Denne frygtelige epidemi fejede hen over jorden fra slutningen af den første verdenskrig som en af de forudsagte pestsygdomme, og den krævede flere menneskeliv end den første verdenskrig gjorde på sine fire år. Medlemmer af ’resten’ husker også stadig forfølgelsen af kristne bibelstudenter som ønskede at bevare sig fri for denne verdens blodskyld. De husker hvordan denne forfølgelse kulminerede i fængslingen af Vagttårnsselskabets præsident (48 år gammel), sekretær og kasserer (54 år gammel) og seks andre medarbejdere fra dette selskabs hovedkontor. Anklagerne mod dem blev tilbagevist ved en retssag i 1919. Men i mellemtiden var nogle af Vagttårnsselskabets publikationer blevet forbudt i Canada og USA og blev først frigivet efter den første verdenskrig. Alt taget i betragtning var de begivenheder der på apostlenes egen tid opfyldte Jesu profeti, meget beskedne i sammenligning med de tilsvarende begivenheder der i verdensomspændende målestok fandt sted i 1914-18.

„Guds Israel“ skrider lydigt til handling

12. (a) Hvem skulle ifølge Jesu ord om „tegnet“ på hans nærværelse, blive forfulgt, og hvilken race tilhørte de første af disse? (b) Hvad er trådt i stedet for „det som er Israel efter kødet“?

¹² Da Jesus besvarede spørgsmålet angående tegnet på hans usynlige „nærværelse“, nævnte han intet om at „det som er Israel efter kødet“ skulle blive forfulgt. (1 Korinter 10:18) Han forudsagde at hans disciple skulle blive forfulgt, og de første af disse var naturligvis kødelige, omskårne jøder og proselytter. Men da profetien i Joel 3:1, 2 blev opfyldt fra og med pinsedagen i år 33, blev hans disciple til et nyt Israel, et åndeligt Israel. (Apostelgerninger 1:6 til 2:42) Omkring midten af det første århundrede skrev apostelen Paulus, en jøde der var gået over til kristendommen, til de kristne i Galatien: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Og ved slutningen af sit brev bemærkede han: „For hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ — Galaterne 6:15, 16.

13. Hvilken særlig del af tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“ søger ’resten’ og dens medarbejdere at tage personlig del i, og hvad har resultatet været?

¹³ Da ’resten’ af dette „Guds Israel“ nu ser tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“, hvad bør de da gøre? De bør lydigt følge den handlemåde hvorved de vil få del i opfyldelsen af denne særlige del af „tegnet“ som Jesus forudsagde: „Men det er den der har holdt ud [under forfølgelse] til enden [græsk: telos] der bliver frelst. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne [gojim]; og så vil enden [telos] komme.“ (Mattæus 24:13, 14; Markus 13:9, 10) Året efter at den første verdenskrig var slut begyndte den overlevende rest af „Guds Israel“ lydigt at udføre denne profetiske befaling. Resultatet er blevet at „denne gode nyhed om riget“ i dag forkyndes i 205 lande og på omkring 190 sprog af denne ’rest’ af åndelige israelitter og deres medarbejdere som vidner for Jehova. Alt dette er sket på trods af forfølgelse og på trods af den anden verdenskrig.

14. (a) Hvad aflægger de hermed vidnesbyrd om? (b) Hvordan er Åbenbaringen 11:1, 2 blevet opfyldt?

¹⁴ Ved dette vidnesbyrd om det oprettede rige, et vidnesbyrd som ikke har kunnet undertrykkes, er hedningerne, „nationerne“ (gojim), blevet underrettet om at de „syv tider“ hvor de har kunnet nedtræde Jerusalem, udløb i efteråret 1914. (Lukas 21:24) Det drejer sig ikke her om det jordiske Jerusalem i Mellemøsten, men om et himmelsk Jerusalem, for det var i himmelen Jehova Gud indsatte sin Messias, sin salvede søn Jesus, på tronen da hedningernes tider udløb i 1914. „Den hellige by“ der ifølge Åbenbaringen 11:1, 2 skulle nedtrædes af nationerne i „toogfyrre måneder“, var altså ikke ’det himmelske Jerusalem’, hvori Messias Jesus har hersket som konge siden 1914. (Hebræerne 12:22) Nej, det var ’resten’ af „Guds Israel“ der blev nedtrådt i 42 månemåneder, eller tre og et halvt måneår, nemlig i kraft af forfølgelsen under den første verdenskrig. Men da bibelstudenterne holdt deres andet stævne i byen Cedar Point i Ohio, USA, i sommeren 1922, var de åndeligt talt fuldt på fode igen. Forfølgelsen af ’resten’ under den første verdenskrig var således en del af det tegn der skulle markere at Jesus var nærværende i sit rige fra og med 1914 i Jerusalem oventil, hævet over på nogen måde at blive nedtrådt. — Mattæus 24:3, 9-13.

15. Hvad begyndte ’resten’ og dens medarbejdere at gøre som aldrig før, og har de på nogen måde ladet sig ’nedtræde’ i denne henseende?

¹⁵ Da var det at ’resten’ af „Guds Israel“ begyndte som aldrig før at ’forkynde Kongen og Riget’. Åndeligt talt har de ikke siden da været nedtrådt af nationerne. — Åbenbaringen 11:7-15.

16. Hvilken konge er siden 1914 redet sejrende frem blandt sine fjender, og hvad vil der snart ske med hedningenationerne?

¹⁶ I 1914, da hedningernes tider udløb, skete der en vending i situationen; kongen Jesus Kristus begyndte at herske på det himmelske Zions bjerg, og han går sejrende frem midt blandt sine jordiske fjender. Snart, når vidnesbyrdet om Riget er blevet aflagt for alle nationer, vil „afslutningen på tingenes ordning“ komme. De fjendtlige ’nationer’ vil blive tilintetgjort som en tung vinranke der skæres ned. Kongen vil da kaste dem ned i „Guds harmes store vinperse“. I denne perse vil de blive „trådt“, så de mister livet. (Åbenbaringen 14:18-20) „Han vil vogte [nationerne] med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse.“ — Åbenbaringen 19:15.

17. Hvorom handler den sidste lignelse i Jesu profeti om „tegnet“, og hvordan gøres der godt mod kongens åndelige „brødre“?

¹⁷ Opfyldelsen af Jesu lignelse om fårene og bukkene skulle udgøre en del af det tegn der viste at han var usynligt nærværende og at „afslutningen på tingenes ordning“ var nær. (Mattæus 24:3; 25:31-46) I overensstemmelse med forudsigelsen har millioner nu taget imod det vidnesbyrd om Riget som ’resten’ af „Guds Israel“ har aflagt. De har reageret positivt og taknemmeligt. „Fårene“ fra lignelsen gør godt mod selv den mindste af den regerende konge Jesu Kristi åndelige „brødre“. I samarbejde med hans „brødre“ udfører „fårene“ den overvejende del af arbejdet med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele jorden til et afsluttende vidnesbyrd.

18. Hvilket rige ønsker de symbolske „får“ at arve, og under hvilke omstændigheder vil de få opfordringen til at modtage arven?

¹⁸ Fårene ønsker at ’arve det rige som har været dem beredt fra verdens grundlæggelse’. (Mattæus 25:34) Indbydelsen til at modtage denne arv vil de få fra den regerende ’Menneskesøn’ når de går ind i ’den store trængsel’ med håb om at overleve den under guddommelig beskyttelse. Dette vil ske som en opfyldelse af Jesu sidste ord i denne lignelse: „Og disse [de symbolske bukke der ikke gør godt mod Kristi „brødre“] skal gå bort til evig afskærelse [i døden], men de retfærdige [de symbolske får] til evigt liv.“ (Mattæus 25:46) De vil være det „kød“ der bliver frelst under ’den store trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen’. På grund af Guds „udvalgte“ (’resten’ af „Guds Israel“) vil denne trængsel, den største der har ramt jorden, blive afkortet. — Mattæus 24:21, 22.

19. Hvad vil ’den store skare’ komme ud af, og hvad vil de gøre med det rigsdomæne de kommer ind i?

¹⁹ Således vil ’den store skare’ af symbolske ’får’ komme ud af den store trængsel og få lov at leve på den rensede jord som undersåtter af kongen Jesus Kristus. (Åbenbaringen 7:9-14) Lige fra begyndelsen af den nye tingenes ordning vil de have andel i at omdanne dette rigsdomæne til et verdensomspændende jordisk paradis, sådan som Skaberen ønskede det da han gav denne opgave til hele menneskehedens første forældre, Adam og Eva. — 1 Mosebog 1:27-31; 2:5-9.

20. Hvad gør disse „får“ i mellemtiden sammen med ’resten’, og hvilken tro med hensyn til „tegnet“ holder de fast ved lige til afslutningen?

²⁰ Men indtil disse retfærdige symbolske ’får’ hører den regerende ’Menneskesøn’