„Lad din vilje ske“

„Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:10, NW.

 1. Hvordan har det i tilfældet med verdensmagterne vist sig at intet kan hindre opfyldelsen af bønnen: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden“?

„Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ Hvad mennesker eller djævle end gør, vil det ikke kunne hindre opfyldelsen af den bøn Jesus lærte sine disciple for nitten hundrede år siden. (Matt. 6:10, NW) De mægtigste regenter i menneskets historie har alle måttet bøje sig for den himmelske Faders vilje. Mægtige verdensmagter har hersket over riger som strakte sig over store dele af jorden, men en efter en har de måttet bøje sig for jordens Skabers vilje i ufrivillig erkendelse af at han er universets stærkeste magt. Det er han stadig, og hvad han vil kan ingen sætte sig op imod; det skal ske.

 2. Hvordan havde Nebukadnezar tilsyneladende vist sig Jehova overlegen, og hvordan ydmygede Jehova dog denne afgudsdyrker?

² For mere end femogtyve århundreder siden måtte Nebukadnezar, kongen over det babyloniske verdensrige, bøje sig for Skaberen af himmel og jord og indrømme at Babylons falske guder var magtesløse over for vor Skaber. Historien beretter at Nebukadnezar var den første der fik lov til at gøre noget som ingen hedensk konge tidligere havde gjort; han ødelagde jødernes hellige by, Jerusalem, og det tempel kong Salomon havde bygget til ære for den almægtige Guds navn, som er Jehova. Dog ydmygede denne Gud, der tilsyneladende havde været Nebukadnezar underlegen, den stolte verdslige hersker dybt og tvang ham til, lig et vildt dyr, at bøje sig for Jehova. I syv tidsperioder, eller i syv år, troede Nebukadnezar at han var et vildt dyr. Han forlod sin herskertrone og færdedes ude i det fri, krøb på alle fire og åd græs som en simpel tyr. Dette anfald af sindssyge kom ikke over ham som følge af et ulykkestilfælde men som opfyldelse af en drøm han havde haft fra Jehova tolv måneder tidligere, en drøm som ingen af Babylons vismænd, men kun Jehovas profet Daniel, kunne tolke.

 3. Hvilken udtalelse om den Højeste fremsat af vægteren fra himmelen, fordrede at drømmen måtte gå i opfyldelse? Og da Nebukadnezar pralede med Babylon, hvad var det så tegn på at han lod gå upåagtet hen?

³ I denne plagsomme drøm så Nebukadnezar at en „vægter, en hellig, kom ned fra Himmelen“, gav instruktioner og derefter sagde: „Således er det fastsat ved vægternes råd, og ved de helliges bud er sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste [ydmygeste, RS] blandt menneskene til hersker over det!“ (Dan. 4:13, 17) Drømmen måtte derfor gå i opfyldelse. Historien, som er nedskrevet og bevaret, beviser at den blev virkelighed. Skønt Nebukadnezar havde fået lov til at blive så mægtig kunne han dog ikke hindre den guddommelige vilje i at ske. Da han følte sig allermægtigst begyndte han at prale med sin rigsstad og sagde: „Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?“ Denne pralende optræden røbede at han ikke havde været så fornuftig at give agt på drømmens advarsel og følge Daniels råd: „Derfor, o konge, lad mit råd være dig til behag. Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare!“ — Dan. 4:30, 27.

 4. Hvilken advarsel til alle politiske regenter ligger der i det som skete med Nebukadnezar straks efter hans pralende udtalelse?

⁴ Lad de politiske herskere i Storbritannien, De forenede Stater, det kommunistiske Rusland og andre mægtige nationer mærke sig hvad der skete med Nebukadnezar som havde ødelagt Jehova Guds forbilledlige rige over jøderne. Ja, lad os alle læse beretningen: „Men før kongen endnu havde talt ud, lød en røst fra Himmelen: ’Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!’ I samme stund fuldbyrdedes ordet på Nebukadnezar; han blev udstødt af menneskenes samfund og åd græs som kvæget, og hans legeme vædedes af himmelens dug, til hans hår blev langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer.“ — Dan. 4:31-33.

 5. Hvordan beroede Nebukadnezars første regeringstid og hans tilbagevenden til tronen fuldstændig på Jehova Gud?

⁵ Ingen af sindssygelægerne kunne helbrede Babylons konge for denne vanvittige lykantropi. Han måtte vente til udløbet af den tid som Jehova, den almægtige Gud, havde fastsat, det vil sige „syv tider“ eller syv år. Jehova Gud havde kuet denne datidens største hersker på jorden, og kun Jehova, den Almægtige, kunne igen sætte ham på tronen i Babylon. Det var udelukkende barmhjertighed fra Jehovas side at denne herskerstilling blev bevaret til ham, således som Daniel havde forsikret ham om da han sagde: „Dit rige skal [atter] blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.“ Den mægtigste og største af den tids konger kunne intet gøre uden at det tjente himmelens Guds hensigt, og derfor tillod Gud det. Manden der havde bygget et imperium op og besejret så mange nationer, endog Judas rige, kunne ikke sidde på den babyloniske verdensmagts trone medmindre Gud gav ham den ved at tillade at han kom til magten, og ved at give ham så megen forstand tilbage at han igen kunne bestride stillingen som hersker i sit imperium.

 6. Hvad erkendte Nebukadnezar angående Jehovas vilje, gerninger og veje som bevis på at han, Nebukadnezar, havde lært af den lektie han fik?

⁶ Tog Nebukadnezar nu ved lære af den lektie som Jehova dengang gav ham, og som han vil vi alle skal mærke os i dag? Kongen af Babylon har selv skrevet sin beretning og den er blevet bevaret til os. Den lyder: „Men da tiden var omme [de syv tider eller år], løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’ I samme stund fik jeg min forstand igen; jeg fik også min herlighed og glans igen, mit rige til ære; mine rådsherrer og stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit rige, og endnu større magt blev mig givet. Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens konge: Alle hans gerninger er sandhed, hans veje retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ — Dan. 4:34-37.

 7. Hvilken var den eneste rette måde Nebukadnezar kunne omtale sin oplevelse på, og hvilken indstilling var den eneste rette for ham at væbne sig med?

⁷ I lyset af drømmen fra Jehova Gud og i betragtning af Daniels fortolkning, hvis nøjagtighed blev bevist ved senere begivenheder, var det den eneste måde Nebukadnezar kunne omtale sin oplevelse på og give Gud ære. Der var kun én måde at lægge en ret indstilling for dagen på: at give æren til den hvem den tilkom, den almægtige Gud, selv om det var Daniels Gud.

 8. Hvordan kunne Nebukadnezars oplevelse dengang have noget at gøre med tegnene på begyndelsen til den kritiske tid verdens nationer nu befinder sig i?

⁸ Det store betydningsfulde spørgsmål for os er nu: hvilken indstilling viser herskerne i øst- og vestblokken og i de neutrale nationer? Siden 1914 og afslutningen på den første verdenskrig har nationerne levet i en kritisk tid. Grunden til dette har en hel del med Nebukadnezar at gøre. Hvordan det? Dengang gennemlevede Nebukadnezar personlig syv tider, syv bogstavelige år, i sindssyg dyriskhed. Men med ham begyndte der også syv tider af større betydning for verdens nationer fra hans tid og op til vore dage. Disse tider kaldte Jesus „de for nationerne fastsatte tider“. Han talte om disse fastsatte tider i forbindelse med ødelæggelsen af den jødiske hovedstad, Jerusalem. Jesus profeterede: „Jerusalem skal nedtrampes af nationerne, indtil de for nationerne fastsatte tider er udløbet.“ (Luk. 21:24, NW) Nationernes „syv tider“ er meget længere end de syv tider for det ene menneske Nebukadnezar. Efter Jehovas tidsregning var de 360 gange så lange som Nebukadnezars syv år, det vil sige at de var på 2520 år. De begyndte i 607 f. Kr. da Nebukadnezar nedtrampede Jerusalem og Jehovas tempel og da Judas land blev lagt øde. Disse „syv tider“ endte i det tidlige efterår i året 1914 e. Kr. kort efter at den første verdenskrig var begyndt.

 9. Hvilke verdensmagter beherskede jorden før og under „de for nationerne fastsatte tider“?

⁹ Forud for Nebukadnezars tid havde to politiske verdensmagter, Ægypten, den første verdensmagt i Bibelens historie, og Assyrien, den anden verdensmagt, haft meget at gøre med Jehovas folk. Babylon blev således den tredje verdensmagt. Andre fulgte efter. Historiens blodvædede blade viser at fem verdensmagter efter hinanden herskede over vor jord i løbet af „de for nationerne fastsatte tider“ fra 607 f. Kr. til 1914 e. Kr., nemlig Babylon, dernæst Medo-Persien, den fjerde verdensmagt, så Grækenland, den femte verdensmagt, Rom, den sjette verdensmagt, og Det britiske Imperium sammen med Amerikas forenede Stater, den syvende verdensmagt.

10, 11. (a) Hvilken parallel er det nu, efter at de symbolske syv tider endte i 1914, passende for os at spejde efter? (b) Hvad må alle ærlige granskere af verdenshistorien indrømme når de sammenligner Nebukadnezar med alle verdens nationer?

¹⁰ Eftersom syv symbolske tider var gået hen over nationerne og verdensrigerne i år 1914, var det på tide at vi skulle spejde efter en parallel, hvis der overhovedet var nogen. Vi har hørt hvordan Nebukadnezar udtrykte sig da han havde fået sin forstand igen og var blevet genindsat på Babylons trone efter at hans syv tider var udløbet. Er der nu sket noget lignende siden 1914? Kan udtalelserne fra de verdslige nationers herskere, og især udtalelser fra de verdslige herskere i kristenheden, på nogen måde sammenlignes med de udtalelser som den genindsatte Nebukadnezar fremsatte?

¹¹ Alle ærlige granskere af verdenshistorien må indrømme én ting: at i de 2520 år der er gået fra Nebukadnezars ødelæggelse af Jerusalem indtil 1914 e. Kr. har alle nationer, kristenheden iberegnet, handlet som Nebukadnezar gjorde under sit vanvid i de „syv tider“; det vil sige som vilde dyr, uden at anerkende Jehova Gud og uden at give agt på hans vilje som den er nedskrevet i Bibelen. Men har de så ved afslutningen af de syv tider på 2520 år lært noget?

12. Hvad viser om nationerne i lighed med Nebukadnezar havde fået en sund mental indstilling til Gud da de „syv tider“ sluttede i 1914?

¹² Fik nationerne igen deres fornufts fulde brug ligesom Nebukadnezar, og anerkendte de derefter sandheden i Salme 83:19: „At du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“? De begivenheder der fandt sted i 1914 giver os svaret på spørgsmålet. Ved afslutningen på de „syv tider“ omkring 1. oktober 1914 var kristenhedens nationer indviklet i den første verdenskrigs vanvid og dyriskhed.

13. (a) Hvad skulle de nationer der hævdede at være kristne dengang have gjort? (b) Hvad tilkendegiver om de dengang burde have vidst at Gud ville lade sit rige føde i 1914?

¹³ På det tidspunkt skulle de nationer der hævdede at være kristne have levet op til det de påstod at være. De skulle have vist sig bedre end den hedenske Nebukadnezar og have anerkendt Jehova Gud som universets Suveræn og eneste retmæssige Hersker over jorden. Men kunne det tænkes at de ikke vidste at hedningetiderne eller „de for nationerne fastsatte tider“ var udløbet i efteråret 1914? De burde have vidst at omkring 1. oktober 1914, ved udløbet af disse tider, ville Jehova lade sit lovede rige i himmelen blive født ved at han indsatte sin salvede søn, Jesus Kristus, på Rigets trone for at regere midt iblandt sine fjender. De skulle have vidst dette, ikke bare fordi Bibelen var tilgængelig i millioner af eksemplarer på mange sprog og fordi der var hundreder af tusinder gejstlige der blev betalt for at forklare Bibelen, nej, men fordi den salvede rest af Jehovas vidner siden 1877 havde proklameret at disse ting ville indtræffe i 1914.

14. Hvorfor skulle kristenheden have vidst besked i betragtning af hovedartiklen i The Watch Tower for 15. oktober 1913 og den gratis fremvisning af Skabelsens fotodrama?

¹⁴ I bladet The Watch Tower for 15. oktober 1913, [Vagttårnet, december 1913], var der en hovedartikel med titlen „Oversigt over Afslutningen af Hedningernes Tider“. I paragraf 2 stod der: „Uden at slaa noget fast ser vi os om efter visse Begivenheder: 1) Afslutningen af Hedningernes Tider — Hedningevældet i Verden — og 2) Indførelsen af Messias’ Rige i Verden. Denne Verdens Riger vil komme til en Afslutning, og ’Himmelens Gud vil oprette et Rige’. (Dan. 2:44) Skriften siger ikke, at Trængselen vil komme i en Time eller på en Dag eller på et Aar. Den underretter os blot om, at den Katastrofe, som skal komme over hele den civiliserede Verden, vil komme meget pludseligt.“ Dette blev offentliggjort på engelsk, fransk, tysk, svensk og dansk. Desuden begyndte man den 1. januar 1914 at forevise det meget omtalte otte timers „Skabelsens fotodrama“ som ved hjælp af billeder og tale berettede om de samme ting. Det blev vist gratis for offentligheden i Nordamerika, Storbritannien, Tyskland, Schweiz, Finland, Sverige og Danmark, i Australien og på New Zealand. Ja, kristenheden burde have vidst besked!

15. Hvordan har nationerne indtil i dag fireogfyrre år efter 1914, vist om de nøgternt har lært hvad Nebukadnezar lærte?

¹⁵ Indtil denne dag, fireogfyrretyve år efter hedningernes tiders afslutning i 1914, er nationerne og deres herskere ikke i en sund kristen mental tilstand så de har lært hvad Nebukadnezar lærte, „at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!“ I en grusom kontrast hertil forbereder de en international nedslagtning med våben af en sådan kraft at store menneskemasser kan dræbes ved en eneste eksplosion der er så forfærdelig at luften, jorden og vandet samtidig forgiftes.

16. Hvorfor er verdensherskerne uden undskyldning, og hvorfor er der ingen fred blandt nationerne?

¹⁶ Gennem de politiske herskere og nutidens videnskabsmænd bliver det menneskelige samfund og den civilisation det har udviklet igennem århundreder, ført ud i alle tiders største fare. Verdens herskere, og især kristenhedens, er uden undskyldning. De havde de bedste muligheder for gennem Guds vidt udbredte ord, Bibelen, og gennem hans vidner på jorden at lære hvad Nebukadnezar ved afslutningen af sine „syv tider“ lod meddele „alle folk, stammer og tungemål, som bor på hele jorden“. Han proklamerede: „Fred være med Eder i rigt mål! De tegn og undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg for godt at kundgøre. Hvor store er dog hans tegn, hvor vældige dog hans undere! Hans rige er et evigt rige, hans herredømme fra slægt til slægt.“ (Dan. 4:1-3) Denne sandhed ignoreres af nationerne i dag og derfor er der ingen fred!

17. Hvad er det der må anerkendes såfremt den menneskelige familie skal bestå evigt, og hvad må vi finde ud af vedrørende regeringsmagten over menneskeheden hvis vi skal vise at vi er fornuftige?

¹⁷ Lad nationerne fortsætte i deres afsindighed. Mennesker der er kommet til fornuft ligesom Nebukadnezar har nu forstand nok til at de vil indse denne livsvigtige sandhed: At den menneskelige families evige beståen ikke er afhængig af et militært forsvar der er stærkt nok til at standse fjenden og til at gengælde ham med en lige så stor eller større ødelæggelse. Den afhænger derimod af om vi anerkender den almægtige Guds evige rige og hans uophørlige herredømme fra slægt til slægt. Hans rige og herredømme er ikke begrænset til de usynlige himle. Det udstrækker også sit virkeområde til denne synlige jord og rummet der omgiver den. Alle de mennesker der ønsker at forblive i live må anerkende at den Almægtige også hersker over menneskenes rige, at han står over menneskenes rige, og at han som den Almægtige giver dette til hvem han vil. Hvis vi skal vise at vi er ved vor fornuft må vi også nøjagtigt finde ud af hvem det har været Guds vilje at give magten over menneskenes rige, for det skal gives til „den ydmygeste blandt menneskene“. Ligegyldigt hvad fjendeverdenen derfor gør eller bereder sig til at gøre, vil det ikke blive til noget, for ingen på jorden kan holde Jehova Guds hånd tilbage eller sige udfordrende til ham: „Hvad gør du?“

18. Hvad viser et blik på verdenshistorien fra et bibelsk standpunkt angående overdragelsen af herredømmet over menneskeheden, og hvordan illustreredes dette i Nebukadnezars eget tilfælde?

¹⁸ Et blik på verdenshistorien fra et bibelsk standpunkt åbenbarer sandfærdigheden af det der blev sagt af „vægteren“, „den hellige“, der kom ned fra himmelen: at den almægtige Gud, Jehova, giver Riget til hvem han vil og ikke til den som folket eller en diktator vil. I tilfældet med Nebukadnezar, Babylons konge, brugte Jehova ham som sin skarpretter til at bringe en retfærdig straf over Guds illoyale nation, det gamle Israel. Jehova belønnede Nebukadnezar ved at lade ham blive den verdenshersker med hvem „de for nationerne fastsatte tider“ begyndte. Profeten Daniel gav Nebukadnezar besked om dette da han forklarede betydningen af billedstøtten med guldhovedet som Nebukadnezar havde set i en drøm han havde glemt da han vågnede op. Daniel sagde: „Du, o konge, kongernes konge, hvem Himmelens Gud gav kongedømme, magt, styrke og ære, i hvis hånd han gav menneskene, så vide de bor, markens dyr og himmelens fugle, så han gjorde dig til hersker over dem alle, — du er hovedet, som var af guld.“ — Dan. 2:36, 38.

19. Hvad lod Jehova, i harmoni med denne udtalelse, Ezekiel sige til kong Zedekias for at vise at det er den Højeste der giver riget over menneskene til hvem han vil?

¹⁹ I harmoni med denne udtalelse lod Jehova sit eget forbilledlige rige, Judas rige, lide nederlag for kong Nebukadnezar. Og til Zedekias som sad på den forbilledlige „Jehovas trone“ i Jerusalem, sagde Jehova: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave [ikke-jøden], ned med det høje [jøden]! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ez. 21:26, 27) Det er Jehova Gud som giver ham det i overensstemmelse med sin egen vilje.

Lader tider og stunder skifte

20. Hvordan skiftede Jehova tider og stunder i 607 f. Kr. nøjagtig som Daniel havde sagt i forbindelse med Nebukadnezars glemte drøm?

²⁰ Forandringer fandt sted nøjagtig som Daniel havde sagt efter at Jehova Gud havde åbenbaret ham Nebukadnezars glemte drøm og dens betydning. Daniel sagde: „Lovet være Guds navn fra evighed og til evighed, thi ham tilhører visdom og styrke! Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden; han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad mørket gemmer, og lyset bor hos ham.“ (Dan. 2:20-22) I 607 f. Kr. skiftede han tider og stunder. Han lod tiderne for det forbilledlige Guds rige på jorden skifte til tiderne for de ikke-jødiske verdensmagters overherredømme, „de for nationerne fastsatte tider“. Han skiftede „stunderne“ eller de nøjere fastlagte tider. I efteråret 607 f. Kr. lod han denne omskiften sætte ind. I løbet af de 2520 år der fulgte, greb intet forbilledligt Davids rige i Jerusalem ind over for de hedenske verdensmagter. På „Jehovas trone“ i Jerusalem sad ikke en efterkommer af David som kunne gøre det.

21. Hvordan viste Jehova sin evne til at gøre forandringer, først over for Nebukadnezar, og senere over for hans dynasti og den babyloniske verdensmagt?

²¹ For at give endnu et eksempel på Jehovas evne til at fremkalde ændringer, kan nævnes at han fjernede Nebukadnezar fra Babylons trone i „syv tider“ eller syv bogstavelige år. Senere, til sin nøjere fastlagte tid, fjernede han fra Babylons trone det kaldæiske herskerdynasti af Nebukadnezars slægt. På det tidspunkt, i året 539 f. Kr., lod han det babyloniske rige besejre af den mand som han mere end 185 år forinden havde bestemt dertil og omtalt ved navn, nemlig perserkongen Kyros den Store. Gennem profeten Esajas udtalte Gud: „Så siger HERREN [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt . . . For Jakobs, min tjeners, skyld, for min udvalgtes, Israels, skyld, kalder jeg dig ved dit navn, ved et æresnavn, skønt du ej kender mig.“ (Es. 45:1, 4) Således skiftede det babyloniske herredømmes tider til det persiske herredømmes.

22. Hvordan fremkaldte Jehova en ændring i jødernes landflygtighed og Judas ødelæggelse, og hvordan åbenbarede Kyros’ dekret at Jehova havde ansvaret herfor?

22 For at Kyros den Store kunne tjene Daniels folks interesser og eksekvere den guddommelige hævn over Babylon, magede Jehova det sådan at Kyros fik herskerstillingen i det persiske rige. Nøjagtig i det halvfjerdsindstyvende år efter ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel indgav Jehova det i Kyros at udstede et dekret der gav de fangne jøder tilladelse til at forlade Babylon og vende tilbage til deres hjemland og genopbygge Jerusalem og dets tempel. Jerusalems ødelæggelsestid og israelitternes fangenskabstid i Babylon skiftede således i overensstemmelse med hans guddommelige vilje og i hans stund eller til hans nøjere fastlagte tid. (Es. 44:28; 45:13; Jer. 25:12-14; 2 Krøn. 36:22, 23) Kundgørelsen om opbygningen af templet åbenbarede at Jehova havde ansvaret herfor: „Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har HERREN [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt Eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem.“ (Ezra 1:1-3) Således blev Kyros belønnet for den tjeneste han havde ydet Jehova Gud.

23. I overensstemmelse med hvad skulle tider og stunder yderligere skifte, og hvorfor?

²³ Imidlertid skulle tider og stunder yderligere skifte, og konger skulle afsættes, andre indsættes. Disse omskiftelser forestod ikke efter menneskers vilje men efter Guds vilje, for det var ham der tillod at disse forandringer fandt sted i de menneskelige anliggender. Ja, i virkeligheden forudsagde han dem, og rigtigheden af hans guddommelige forudseenhed måtte bevises.

24. Hvordan forudsagde Jehova alene gennem Daniel de ændringer der skulle indtræffe indtil den sjette verdensmagt, og hvilken bemærkelsesværdig fødsel fandt sted under det sjette verdensrige som bevis for at forandringen skete til Jehovas forud bestemte tid?

²⁴ I mindst fire profetier i Daniels bog alene forudsagde Jehova at dynastiet i det persiske storrige, det fjerde verdensrige, skulle gå til grunde og at det makedoniske eller græske rige ville komme til magten som historiens femte verdensmagt. Dette skulle ske i den fremtrædende, græsktalende kong Alexander den Stores dage, han, som i hurtigt tempo ville føre sine hære gennem hele det persiske rige og indtage det. Det splittede imperium der ville opstå når den makedoniske verdenshersker døde, ville i tidens løb blive inddraget i romerriget, den sjette verdensmagt. Disse ændringer skulle også ske til en tid som Jehova havde fastsat, en ændring i hans eget folks kår og en ændring af verdensherskere. På den tid da det romerske rige ville udstede et dekret der ville gøre det nødvendigt for Jesu moder at rejse til Betlehem, Davids fødeby, skulle profetien om Guds søns fødsel som menneske få sin opfyldelse dér. (Mika 5:1; Matt. 2:1-6; Luk. 2:1-20) Dette er alt sammen en vidunderlig ophøjelse af Jehova Guds sikre forudviden og ufejlbarlige vilje.

25. Hvilken yderligere stor ændring i verdensherredømmet omtalte Jehovas engel på forhånd for Daniel, og hvilken yderst vigtig afgørelse måtte den nye verdensmagt derfor træffe?

²⁵ Dog forudsagde Jehovas engel i billedsprog for Daniel at der atter skulle ske en stor forandring; romerriget skulle efterfølges af det største af alle jordiske imperier: Det britiske Imperium tillige med dets nære forbundsfælle, Amerikas forenede Stater, og disse to politiske magter ville tilsammen udgøre den syvende verdensmagt. Denne verdensmagt, en såkaldt kristen verdensmagt, var det der skulle beherske verden i året 1914. Altså skulle den træffe en meget vigtig afgørelse angående Guds rige som var blevet oprettet i himmelen i dette begivenhedsrige år.

26. Hvad så Jehova i kraft af sin forudviden angående verdensudviklingen i „endens tid“?

²⁶ Guds forudviden rakte endnu videre, helt ind i „endens tid“, og så dannelsen af en international fredsorganisation, Folkeforbundet, dets død, og også dets genfødelse i skikkelse af De forenede Nationer. Jehovas engel fortalte endog Daniel forud hvordan verdenskommunismen ville opnå en sådan styrke at den i vor tid ville udfordre både denne mægtige syvende verdensmagt, og den ottende — De forenede Nationer.

27. I overensstemmelse med hvad indtrådte alle disse forandringer på verdensskuepladsen uanset deres størrelse og omfang, således som Daniels ord i forbindelse med Nebukadnezars drøm viser?

²⁷ Alle disse skifter på verdensskuepladsen i løbet af århundrederne frem til den akt der nu går hen over verdensforløbets scene har i sandhed fordret store og vidtgående ændringer. Men alle disse fandt sted i overensstemmelse med den almægtige Guds forudviden til hans bestemte tider og stunder, eftersom han forudså dem alle. Han tillod ikke at der skete ting som kunne krydse hans hensigt. For tusinder af år siden lå alt dette hen i mørke for mennesker. Endog Daniel sagde om de profetier som han fik en delvis forklaring på: „Jeg hørte det, men fattede det ikke.“ (Dan. 12:8) Alligevel fik Daniel et begreb om Guds forudviden gennem det Gud åbenbarede i den dramatiske forklaring af Nebukadnezars drøm om guldbilledstøtten. Derfor sagde Daniel: „Han ved, hvad mørket gemmer, og lyset [vedrørende disse ting] bor hos ham;“ „han åbenbarer det dybe og lønlige“ for sit folk.

28. Hvordan forudsagde Daniel den største og mest storslåede forandring på jorden som støtte for at Jehova har herredømmet og magt til at overdrage herredømme?

²⁸ Den vældigste af alle forandringer bringer sandheden om at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“ til et storslået højdepunkt. Daniel blev inspireret til at forudsige at Jehova til sin bestemte tid og stund ville iværksætte den største og mest storslåede forandring på jorden: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

29-31. Hvorfor kan „den ydmygeste blandt menneskene“ der er indsat til hersker over menneskenes rige, hverken være den anglo-amerikanske verdensmagt eller verdenskommunismen?

²⁹ For mere end 2500 år siden forudsagde Daniel denne vidunderlige forandring. I dag er vi lige midt i den. I vor tid indsætter Jehova „den ydmygeste blandt menneskene“ til hersker over menneskenes rige. Hvem er „den ydmygeste blandt menneskene“?

³⁰ Demokrati og kommunisme udkæmper i vor tid en hård kamp med hinanden. Demokratiet har sit udspring i det jævne, almene folk. Og dog kunne „den ydmygeste blandt menneskene“ aldrig blive demokratiets, den anglo-amerikanske verdensmagts mægtige forkæmper. Jehovas profeti afviser at denne historiens syvende verdensmagt kan være „den ydmygeste blandt menneskene“: „Han skal . . . tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre tider og lov . . . [Denne verdensmagt] hovmodede sig mod hærens [den himmelske] øverste; hans daglige offer blev ophævet, og hans helligdoms sted kastedes til jorden.“ — Dan. 7:25; 8:11.

³¹ På den anden side hævder man at den russiske kommunisme er proletariatets, den ubesiddende klasses, styre. Alligevel er det utænkeligt at den ugudelige verdenskommunismes system kan være „den ydmygeste blandt menneskene“. Jehova Guds engel forkaster denne politiske bevægelse der ihærdigt stræber efter at tilrive sig verdensherredømmet: „[Han] hovmoder sig mod enhver gud; mod gudernes Gud taler han utrolige ting, . . . hovmoder sig mod dem alle. I stedet ærer han fæstningernes gud; en gud, hans fædre ikke kendte, ærer han med guld, sølv, ædelsten og klenodier. I de faste borge lægger han den fremmede guds folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med ære.“ (Dan. 11:36-39) Disse profetiske beskrivelser forudsagde ingen ydmyghedens ånd hverken hos den anglo-amerikanske verdensmagt eller dens nutidige konkurrent, kommunismen.

32, 33. Hvem er i virkeligheden denne „den ydmygeste blandt menneskene“, og hvordan blev dette fastslået?

³² Den som virkelig er den „ydmygeste blandt menneskene“ er uden sammenligning. Han er ikke blevet mindre af at være ydmyg. Ingen skabning i himmelen eller på jorden kunne ydmyge sig så meget til Guds ære eller til menneskenes evige gavn som denne ydmyge mand gjorde. Hvorfor ikke? Fordi han, før han viste hvor sagtmodig en ånd han havde, var i guddomsskikkelse som en åndeskabning i himmelen. Han var Guds førstefødte, enbårne søn, ved hvem alle skabninger i himmelen og på jorden blev dannet.

³³ Til trods for at han var den første af alle Jehova Guds skabninger pønsede han ikke på at tilrane sig Guds stilling eller at give sig ud for at være hans lige. Han forsøgte ikke at hovmode sig mod „hærens øverste“ og han talte heller ikke utrolige ting mod gudernes Gud, Jehova. Tværtimod siger Den hellige Skrift at „han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Fil. 2:5-8, NW) Han talte ærligt om sig selv da han indbød de trætte og tyngede til at komme til sig for at få hvile. Så langt fra at være hovmodig sagde han: „Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.“ (Matt. 11:28, 29) I ydmyg underkastelse under sin himmelske Faders, Jehova Guds, vilje, lærte han sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:9, 10, NW.