Året fastslås ved hjælp at kendsgerninger og Bibelen

 1, 2. a) Til hvilket land begrænsede Jehova afgørelsen af striden om herredømmet? b) Hvilken forbilledlig regering oprettede Jehova, hvorledes så den dagens lys, og hvad skete der til sidst med den?

SOM VI har set, drog Jehova omsorg for at beskytte sine sande tilbedere ved hjælp af engle i de henved 2500 år fra Abel og til Moses. Nu var tiden inde for ham, da han i mindre skala ville vise, hvad han med tiden havde i sinde at gøre for jordens beboere efter stor skala, nemlig oprettelsen af sit retmæssige og suveræne overherredømme gennem en loyal, teokratisk regering. Under udviklingen af stridsspørgsmålet om herredømmet over jorden afmærkede Gud et prøveland i Palæstina og fastsatte dets fire grænser, og dette land blev kaldt „det forjættede land“. (Hebr. 10:1; 1 Mos. 15:18-21; 2 Mos. 23:31; 5 Mos. 34:1-4; Hebr. 11:9) Som en genløser løskøbte Jehova i 1513 f. Kr. Israel som sit folk, udfriede dem fra Ægypten og organiserede dem under en forbilledlig teokratisk regering, som han i sin suverænitet gav magt, og han blev også deres usynlige hersker. (2 Mos. 6:6; 19:6; 5 Mos. 33:2-5; Es. 33:22) Han førte sit folk ind i det forjættede land i året 1473 f. Kr., så de kunne tage det i besiddelse. Efter seks års forløb havde de i vid udstrækning drevet de tidligere beboere ud eller underkuet dem, der havde slået sig ned dér i landet uden at have nogen ret dertil. På denne måde blev Jehovas suveræne herredømme lovmæssigt og som en kendsgerning oprettet over dette omstridte land.

² I en periode på 866 år udøvede denne samme teokratiske regeringsform under Lovpagtens ene forfatning national suverænitet i det forjættede land. Det var meget længere end de fleste oprindelige regeringer, der havde eksisteret på denne jord, og som havde fået deres magt og myndighed fra Satan. På grund af Judas salvede kongers troløshed, ligesom det var tilfældet med den salvede kerub i Eden, fratog Jehova til sin tid denne forbilledlige teokratiske regering dens magt og lod for en tid sit suveræne herredømme i Palæstina ophøre. Han fratog Judas sidste onde konge, Zedekias, hans regeringsmagt i året 607 f. Kr. og sendte ham i fangenskab i Babylon under den hedenske erobrer Nebukadnezar, konge af Babylon. — 2 Kong. 25:1-7.

 3. Hvilken udtalelse fremholdt Gud vedrørende denne forbilledlige regerings ophør?

³ Om dette ophør på den forbilledlige rigsregering i året 607 f. Kr. beretter Bibelen: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre Jehova: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det [alt, Mo].“ (Ez. 21:25-27) Læg mærke til, at denne udtalelse viser, at der ville hengå lang tid, inden retten til kronen skulle gives ham, der kommer, „som har retten til det“. Når denne „menneskesøn“ kommer, medfører det genoprettelsen af en guddommelig regering, der har fuldmagt fra suveræn kilde, men denne gang vil den have herredømme over hele jorden, eftersom der siges: „Ham vil jeg give alt.“ (Mo)

 4, 5. a) Hvilket billede benyttede Jehova som et udtryk for sin suveræne stilling? b) I hvor stor udstrækning anerkendte Israels og Judas folk Jehovas suverænitet?

⁴ Til gavn for sine trofaste, loyale undersåtter på jorden fremholdt Jehova Gud et billede som en forklaring af sin retslig overlegne stilling som Suverænen, der med fuld ret kan give jordens og universets riger magt og myndighed. Det er meget sigende, at Gud kastede lys over denne sag over for profeten Jeremias, kort tid før den guddommelige suverænitet ophørte med at bemyndige den sidste regerende konge af Davids slægt, Zedekias. Læg mærke til, hvad Suverænen, Jehova, der sammenligner sig selv med en pottemager, siger om sin opbygning og nedrivning af leragtige regeringer:

⁵ „Gå ned til pottemagerens hus! Der skal du få mine ord at høre. Så gik jeg ned til pottemagerens hus, og se, han var i arbejde ved drejeskiven. Og når et kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med leret i pottemagerens hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu ville have det gjort. Da kom Jehovas ord til mig: Skulle jeg ikke kunne gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager? lyder det fra Jehova. Se, som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus. Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. Og snart lover jeg et folk og et rige at opbygge og plante det; men gør det så, hvad der er ondt i mine øjne, idet det ikke hører min røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det. Og sig nu til Judas mænd og Jerusalems borgere: Så siger Jehova: Se, jeg skaber jer en ulykke og udtænker et råd imod jer; vend derfor om, hver fra sin onde vej, og bedrer jeres veje og jeres gerninger. Men de svarer: Nej! Vi vil følge vore egne tanker og gøre hver efter sit onde hjertes stivsind.“ — Jer. 18:2-12.

 6. Hvori bestod Jehovas dom, fordi de lod hånt om hans suverænitet?

⁶ Og således skete det, at de fleste i Israel og Juda såvel som deres konger til sidst nægtede at anerkende deres store pottemager og suveræn, Jehova. I stedet valgte de at følge deres egne oprørske veje, ligesom deres hedenske nabonationer i Satans verden havde gjort i århundreder. Derfor erklærede Jehova, at jøderne, repræsenteret ved deres hovedstad Jerusalem, skulle underlægges de hedenske nationer og beherskes af deres regeringer, som Satan havde givet magt og myndighed, og dette skulle ske fra året 607 f. Kr. og fremefter. Jesus, den største profet, omtalte dette herredømme og dets lange varighed efter hans jordiske tjenestegerning, da han sagde: „Jerusalem skal nedtrampes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er opfyldt.“ (Luk. 21:24, NW) Hvor lang varighed havde disse „nationernes fastsatte tider“, som Jesus omtalte? Jehova, der åbenbarer hemmeligheder, kundgør disse „tider“ på sin egen måde og til sin egen tid.

„Nationernes fastsatte tider“

 7. Hvad profeterer Esajas i sit 14. kapitel vedrørende Babels konge?

⁷ Godt 150 år før Jerusalem måtte afstå sin nationale suverænitet til Babylons hedenske nation, profeterede Esajas en spottesang. Den var rettet imod Babylons konge, der bliver skildret som en, der fælder cedertræer, det vil sige en, der dræber Guds sande tilbedere, billedligt fremstillet ved „retfærds ege“. Babylons konge ville, forudsagde Esajas, rejse sin trone over Guds stjerner eller fyrster i hans forbilledlige teokrati og omstyrte denne suveræne regering ved fuldstændig at underkue den. Men når han havde opnået verdensherredømmet, så ville Guds dom ramme Babels konge, og han ville selv blive fældet som et træ, og alle mennesker skulle se hans fornedrelse. (Se Esajas 14:4, 8, 12-16; 61:3) Alt dette skete under erobrerkongen Nebukadnezar af Babels dynasti. Han var igen et billede på den større konge af Babel, Satan Djævelen, der med tiden vil lide totalt nederlag og blive udslettet for stedse.

 8. Hvordan blev Ægypten og Assyrien henholdsvis den første og den anden verdensmagt? Hvorledes blev det afgjort, hvilken nation der skulle træde i Assyriens sted som verdensmagt?

⁸ Vi bringer her en kort historisk oversigt over de faktiske forhold, der er en opfyldelse af Esajas 14. Som det før er blevet nævnt, var herredømmet over det forjættede land, hvis grænser Jehova fastsatte på Abrahams tid, stridens æble. Ægypten, der regnes for den første verdensmagt, fordi det herskede over Palæstina efter Abrahams tid, mistede herredømmet over Palæstina, dengang israelitterne tog det i besiddelse fra året 1473 f. Kr. og fremefter. Århundreder senere blev Assyrien den anden verdensmagt, da det underlagde sig Israels nordlige rige i året 740 f. Kr. (2 Kong. 17:6) I året 632 f. Kr. faldt Nineve, hovedstaden i den anden verdensmagt, Assyrien, for en sammenslutning af hedenske styrker, kaldæerne (babyloniere), skyterne og mederne. (Nah. 3:7) Spørgsmålet var nu: Hvilken nation ville udfylde det tomrum, som Assyriens fald havde ført med sig, og således blive den tredje verdensmagt? Både Ægypten under kong Neko og Babylon under anførsel af den unge hærfører Nebukadnezar, søn af Nabopalassar, kongen af Babel, stræbte efter det. De afgjorde spørgsmålet i fortidens store slag ved Karkemisj ved Eufratfloden i året 625 f. Kr., da Babylon slog Ægypten. (2 Krøn. 35:20) Efter sin sejr og i dette samme år, 625 f. Kr., besteg Nebukadnezar ved sin faders død Babels trone.

 9. Gør rede for Nebukadnezars forsøg på at bringe Judas rige til at underkaste sig, og fortæl om det endelige udfald.

⁹ Fem år senere søgte Nebukadnezar at hævde sit nylig vundne herredømme over den nære orient ved at undertvinge sig et af de sidste uafhængige riger, Judas rige med kong Jojakim, idet han drog op imod Jerusalem i året 620 f. Kr. (2 Kong. 24:1, 7; 2 Krøn. 36:5, 6) I 618 f. Kr. døde Jojakim i et forsøg på at afkaste sig det babyloniske overherredømme. Det forårsagede, at Nebukadnezar belejrede Jerusalem for anden gang (i året 618 f. Kr.) og tvang det til at gå ind på hans betingelser ved at tage Jojakin, Jojakims efterfølger, til fange og føre ham til Babylon sammen med mange af Judas fyrster og andre fremstående mænd, deriblandt Daniel. (2 Kong. 24:1, 8-16; Dan. 1:1-6) Nebukadnezar gav Jerusalem endnu en chance som en skatskyldig, men suveræn stat ved at lade Zedekias, Jojakims broder, salve til konge af Juda i året 617 f. Kr. (2 Kong. 24:17, 18) Zedekias forsøgte ligesom sin broder at kaste det babyloniske åg af sig ved at gøre oprør. Dette fik Nebukadnezar til i vrede at drage op imod Jerusalem for tredje gang; men denne gang for fuldstændig at udrydde det. Nebukadnezar begyndte sin tredje belejring af Jerusalem på den tiende dag i den tiende måned, tebet, i Zedekias’ niende regeringsår eller den 18.-19. januar 608 f. Kr. (det vil sige efter kl. 18.00 den 18. januar) efter vort nuværende gregorianske kalendersystem.a (2 Kong. 25:1) Den 2.-3. juli 607 f. Kr. blev hungersnøden hård i byen, og fjenden havde gennembrudt Jerusalems fæstningsmur, og kong Zedekias flygtede fra byen på denne dag og begav sig til Jeriko, hvor han senere blev taget til fange for at blive ført til Babel. — 2 Kong. 25:2-7.

10, 11. a) Nøjagtig hvornår blev templet og kongens palads ødelagt i Jerusalem, og hvad betød dette med henblik på den guddommelige suverænitet? b) Hvilken rest af jødisk suverænitet var der endnu tilbage, og hvad skete der med den?

¹⁰ De kaldæiske (babyloniske) soldater begyndte, da de var kommet ind i Jerusalem, med at brænde „Jehovas hus“, „kongens palads“ og alle stormændenes huse i byen den 7. ab, den 30.-31. juli, 607 f. Kr. (2 Kong. 25:8, 9) Den 10. ab, den 2.-3. august, 607 f. Kr., det vil sige tre dage senere, havde de fuldstændig ødelagt templet, kongepaladset og byens mure. (Jer. 52:12-14) På dette punkt bør det huskes, at Jehova gjorde sin suveræne vilje kendt gennem sit præsteskab i templet, og at kongepaladset var midtpunktet, hvorfra administrationen af nationen udgik, således som Gud havde pålagt kongen. (2 Kong. 22:12, 13) Disse centrer for guddommelig bemyndiget administration ophørte således at eksistere med Jerusalems fald.

¹¹ Der var imidlertid endnu en lille rest af jødisk suverænitet tilbage efter den hellige bys fald, eftersom Nebukadnezar udnævnte Gedalja, en jøde, til at være statholder over de folk, der blev tilbage i landet. Men to måneder senere blev Gedalja og hans babyloniske rådgivere myrdet af en flok jødiske snigmordere. Da rygtet om denne tragiske hån imod Nebukadnezars barmhjertighed nåede frem, flygtede alle de tilbageblevne jøder til Ægypten, og de tog profeten Jeremias med sig. (2 Kong. 25:22-26; Jer. 41:1-18; 43:5-7) Da landet nu var rømmet for jødiske indbyggere, var det sidste spor af teokratisk herredømme ophørt i den syvende måned, der begyndte den 21.-22. september 607 f. Kr. Under hurtigt vekslende begivenheder blev landet rømmet, og den teokratiske suverænitet blev trukket tilbage, hvorved hedningerne fik ubestridt herredømme over det forjættede land i deres „fastsatte tider“. — Luk. 21:24.

12, 13. a) Hvem fik åbenbaret tallet på nationernes „tider“, og på hvilken måde? b) Hvad var den røde tråd i denne åbenbaring? Gengiv i korthed billedet i drømmen.

¹² Hvor mange „tider“ fastsatte Gud for, at de hedenske nationer skulle have ubestridt herredømme over det forjættede land, der var prøvelandet for verdensomfattende suverænitet? Bibelen svarer, at der skulle gå syv „tider“. (Dan. 4:16, 23, 25) Dette tal blev åbenbaret for kong Nebukadnezar i en drøm efter året 607 f. Kr., da han var blevet den tredje verdensmagts totalitære hersker. Læg mærke til enkelthederne i denne drøm, sådan som Nebukadnezar beretter om den for Jehovas vidne Daniel for at få den guddommeligt fortolket. Iagttag, hvorledes den røde tråd i denne drøm er Guds suverænitet, „for at de levende må sande, at den Højeste er herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det.“ — Dan. 4:17.

¹³ Nebukadnezar sagde til Daniel: „Beltsazzar, du øverste for drømmetyderne, i hvem jeg ved, at hellige guders ånd er, og hvem ingen hemmelighed er for svar! Hør, hvad jeg så i drømme, og tyd mig det! Dette var mit hoveds syner på mit leje: Jeg skuede, og se, et træ stod midt på jorden, og det var såre højt. Træet voksede og blev vældigt, dets top nåede himmelen, og det sås til jordens ende; dets løv var fagert, dets frugter mange, så der var føde til alle derpå; under det fandt markens dyr skygge, i dets grene boede himmelens fugle, og alt kød fik næring deraf. Og videre skuede jeg i mit hoveds syner på mit leje, og se, en vægter, en hellig, kom ned fra himmelen. Han råbte med høj røst: Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra deres bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og som dyrene skal han æde markens urter; hans menneskehjerte, [sind, Mo] skal fratages ham og et dyrehjerte [sind, Mo] gives ham, og syv tider [år, AS] skal gå hen over ham.“ — Dan. 4: 9-16.

14, 15. Hvorledes blev drømmen opfyldt med henblik på Nebukadnezar?

¹⁴ Daniel tydede drømmen som en forudsigelse af, at syv tiders eller års afsind skulle ramme Nebukadnezar, og at han i den periode ikke personlig ville kunne lede verdensherredømmet, men skulle være som et dyr og leve ude på åben mark. Denne store verdenshersker ville således i virkeligheden se sig frataget sit rige, ligesom det såre høje træ i hans drøm blev fældet. Efter syv års forløb ville han få sin forstand tilbage, og han skulle atter modtage sit rige, der, som træstubben med kæden om, fik lov at stå, indtil han vendte tilbage for at overtage sit verdensherredømme.

¹⁵ Alt dette skete ved slutningen af Nebukadnezars regering. Bøger om Nebukadnezar omtaler hans syv års afsind. (Dan. 4:33) „Den form for afsind, som han (Nebukadnezar) led under, da hans hovmod gjorde det af med hans fornuft, var den, som kaldes lykanthropi, det vil sige, at den syge tror at være et laverestående dyr og opfører sig som et sådant. Nebukadnezar bildte sig ind, at han var blevet til en okse, og gav sig til at æde græs som andet kvæg.“ (The Westminster Dictionary of the Bible, p. 422. Se også Nebuchadnezzar, af G. R. Tabouis, pp. 263-265, 383.) Michaud skriver i sin Biographie universelle: „Nebukadnezar blev straffet for sit hovmod med en ejendommelig sygdom, idet han blev ramt af totalt sløvsind og troede, at han var blevet til en okse.“ En anden fransk forfatter, Larousse, giver en lignende beretning og tilføjer: „Han døde et år efter at have genvundet sin forstand.“

16. Hvorledes får denne drøm sin store opfyldelse med henblik på himmelsk herredømme? Hvilket håb stiller Gud menneskeheden i udsigt?

¹⁶ Nebukadnezars drøm får imidlertid sin store opfyldelse på det himmelske herredømme. I paragrafferne 7 til 11 i den foregående artikel har vi beskrevet det usynlige teokratiske herredømme, der oprindelig blev betroet den skærmende kerub i Eden. Guds suverænitet, som den virkede gennem denne salvede kerub, blev i Nebukadnezars drøm på udmærket måde skildret som et højt træ. Da denne ophøjede teokratiske hersker over mennesker og dyr gjorde oprør ved at bestride Jehova Guds suveræne overhøjhed, blev han ufortøvet vist bort fra Guds bjerglignende organisation og for bestandig skilt fra enhver forening med Gud. Således blev det høje træ fældet. Hvilken glæde det er for os at lægge mærke til, at Gud for at give retfærdige mennesker håb i dette syn lod en stub af træet blive stående. Dette er ganske tydeligt et billede på en midlertidig indstilling af det retfærdige himmelske herredømmes embede, hvorigennem Gud atter vil udøve sin suverænitet på jorden. Det ville forblive indstillet, til han skulle komme, som ville bevise sin ret til dette embede. Drømmen viser, at den Højeste vil give retten til dette rige til „den ringeste blandt menneskene“ eller til en menneskesøn. — Dan. 4:17.

17, 18. a) Hvornår begynder de „syv tider“ at gælde for „træstubbens“ vedkommende? b) Hvornår begynder denne „ufornuftens“ periode i særlig grad, og hvilke forandringer finder der sted i det hedenske herredømme over Jerusalem?

¹⁷ Ikke før „syv tider“ var gået hen over den symbolske træstub kunne Gud ifølge sit eget dekret oprette riget over menneskene ved en retfærdig usynlig hersker. Den profetiske drøm antyder ikke, at de „syv tider“ begyndte øjeblikkeligt med Satans oprør og tab af retten og myndigheden til retfærdigt herredømme. Kendsgerningerne, som opfylder drømmen, viser, at de ikke begyndte på det tidspunkt, men på den tid, da drømmeren levede og så drømmen opfyldt på sig selv efter mindre skala, nemlig dengang det forbilledlige herredømme blev frataget den sidste salvede konge af Juda, Zedekias. Drømmen meddeler kun, at i træstubbens levetid ville der hengå en periode på „syv tider“, og at denne periode ville indtræffe, umiddelbart inden stubben blev befriet for sin kæde og dens frie vækst igen kunne begynde.

¹⁸ Dette tilkendegiver, at de „syv tider“ begyndte, da Nebukadnezar omstyrtede Jehovas forbilledlige teokrati i Jerusalem året 607 f. Kr. Så længe Guds forbilledlige administration virkede i Jerusalem i hans navn, selv om det kun var på ufuldkommen vis, så længe var der et vist mål af national fornuft til stede og en delvis udøvelse af retfærdigt herredømme blandt jordens nationer. Men med det forbilledlige teokratis omstyrtelse var der ikke længere noget bånd på jordiske herskeres og menneskehedens ufornuft og dyriskhed. De hedenske magter eller regeringer var nu alene på skuepladsen. Guds pagtsfolk besad ikke mere nogen national suverænitet midt i denne verden, uafhængig af de hedenske nationer. I 539 f. Kr. havde den medo-persiske verdensmagt herredømme over det forjættede land. I 332 f. Kr. overgik herredømmet til den græske erobrer Alexander. I 63 f. Kr. blev det romerske herredømme oprettet over Palæstina. Fra 637 e. Kr. til 1917 havde forskellige muhamedanske herskere for det meste magten i Jerusalem. I 1917 tog Viscount Allenby, Storbritannien, Jerusalem fra de muhamedanske tyrker, der havde haft det i besiddelse siden 1517.

Matematisk udregning

19, 20. Af hvor lang varighed er nationernes „syv tider“? Fremfør beviser for, at året 1914 er et mærkeår.

¹⁹ Hvor længe er „syv tider“, nationernes tider? Udregningen heraf gives os i en anden profeti, der ikke har noget med denne profeti at gøre, men som bruger udtrykket „tider“ eller „tidsperioder“. I Åbenbaringen 12:6 nævnes 1260 dage, og i Åb 12 vers 14 omtales denne samme tidsperiode som tre og en halv tid. Hvis derfor tre og en halv tid er 1260 dage, så må syv „tider“ (2 gange 3 ¹/₂ „tid“) være to gange 1260 dage eller 2520 dage. Tidligt under deres vandring gennem ørkenen forkastede israelitterne deres Guds overlegne visdom ved at ønske at vende tilbage til Ægypten, fordi de satte lid til den beretning, de ti troløse spejdere fremholdt, en beretning, der viste manglende tro. (4 Mos. 14:1-4) På grund af denne mangel på tro hos det folk, der stod under Guds suveræne ledelse, dømte Jehova nationen til at vandre fyrretyve år i ørkenen uden suverænitet i noget land. „Som I brugte fyrretyve dage til at undersøge landet, således skal I undgælde for jeres misgerninger i fyrretyve år, eet år for hver dag, og således få mit mishag at føle.“ — 4 Mos. 14:34.

²⁰ Ifølge denne regel, der blev opstillet i ørkenen for den jødiske nation, der gang på gang tilkendegav, at den ikke påskønnede Jehovas suveræne magt, måtte dette folk udholde Guds ugunstige dom i hænderne på deres hedenske overherrer i en periode på syv „tider“ eller 2520 årdage. Disse 2520 år strakte sig fra tidspunktet for ødelæggelsen af Jerusalem og landet i sommeren og efteråret 607 f. Kr. til sommeren og efteråret 1914 e. Kr., da de udløb. Fra 607 f. Kr. til år 1 f. Kr. er der 606 år. Fra år 1 f. Kr. til år 1 e. Kr. er der kun eet år, fordi man i gammel tid ikke havde opfundet nullet, hvilket ifølge moderne matematik ville have gjort det til to år. Brugen af nullet er af forholdsvis nyere dato. Fra år 1 e. Kr. til 1914 er der 1913 år. Lægger vi 606 år og 1 år og 1913 år sammen, får vi i alt 2520 år.

21-23. a) Berigtig en mindre fejltagelse, der blev gjort af brødrene for mange år siden i udregningen af året 1914. b) Gør rede for en anden rettelse.

²¹ Nu vil nogen måske spørge, hvorfor Charles T. Russell i 1877 brugte året 606 f. Kr. for Jerusalems fald, hvorimod Vagttaarnet i de senere år har brugt året 607 f. Kr. Det er, fordi man i lyset af moderne forskning har opdaget to småfejl, der opvejede hinanden og derfor gav det samme resultat, nemlig 1914. Vedrørende den første fejl regnede Russell og andre med, at der var to år fra år 1 f. Kr. og til år 1 e. Kr., mens der i virkeligheden kun er eet, fordi, som det før blev nævnt, der ikke findes noget nul i udregningen efter systemet f. Kr.–e. Kr. „Den kristne æra begyndte ikke med intet år, men med et første år.“ — The Westminster Dictionary of the Bible, p. 102.

²² Den anden fejl skyldtes, at man ikke begyndte at tælle de 2520 år fra det rigtige tidspunkt i betragtning af de historiske forhold og kendsgerninger. Næsten al tidligere bibelsk kronologi har et fælles berøringspunkt med den verdslige historie i året 539 f. Kr., i hvilket år Babylon faldt for Medo-Persiens Darius og Kyros. I de senere år er der blevet fundet flere lertavler med kileskrift, der omtaler Babylons fald, og som fastslår både de bibelske og verdslige historiske data. Den ene tavle, kendt under navnet „Nabonids Krønike“, indeholder årstallet for Babylons fald, som specialister har fastsat til 12.-13. oktober 539 f. Kr. ifølge den julianske kalender eller 6.-7. oktober 539 f. Kr. ifølge vor nuværende gregorianske kalender.b Denne lertavle beretter også, at Kyros red i triumf ind i Babylon 16 dage efter dens fald for hans hære. Hans tiltrædelsesår begyndte således i oktober 539 f. Kr. En anden lertavle med kileskrift, kaldet „Strassmaier, Kyros nr. 11“, omtaler Kyros’ første regeringsår, og det er blevet fastslået til at være begyndt den 17.-18. marts 538 f. Kr. og at være afsluttet den 4.-5. marts 537 f. Kr.c Det var i Kyros’ første regeringsår, at han udstedte dekretet, der gav jøderne tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. (Ezra 1:1) Dekretet kan være udstedt sent i året 538 f. Kr. eller før den 4.-5. marts 537 f. Kr.

[Fodnoter]