Bibelen — en håbets bog

Denne artikel danner afslutningen på en artikelrække om Bibelens pålidelighed som begyndte i sidste nummer af Vagttårnet.

Indre harmoni omkring et enkelt, gennemgående tema

Bibelen består af 66 bøger som er skrevet af omkring 40 forskellige mænd over en periode på 1600 år. Det lyder måske så enkelt, men tænk engang over hvad det egentlig vil sige. Kender du til nogen bog der blev påbegyndt for eksempel i slutningen af det fjerde århundrede efter vor tidsregning og som fortsat op gennem tiden er blevet udvidet med bidrag nu og da, af mange skribenter fra alle mulige samfundslag, lige op til vor tid?

En sådan bog findes ikke. Men hvis man tænkte sig at der fandtes en sådan bog og der var skrevet på den siden romerrigets tid, op gennem vikingetiden, middelalderen og nyere tid, af folk så forskellige som soldater, konger, præster, fiskere; fårehyrder og læger, ville man da forvente at hver eneste del af bogen røbede samme holdning til emnet og behandlede det samme gennemgående tema? Næppe.

Men Bibelen er altså skrevet over så lang en periode, under skiftende styreformer, af alle de nævnte slags mennesker og flere til, og på tre forskellige sprog. Alligevel bærer den hele vejen igennem præg af indre harmoni. Dens budskab har samme kraft fra begyndelse til slutning. Forbavsende, ikke sandt?

En sådan indre harmoni ville have været umulig hvis ikke skribenterne alle som én havde været besjælet af en tidløs ånd som kunne forene dem i tanke og hensigt. Denne ånd var Guds virksomme kraft. Apostelen Peter vidnede om dette idet han skrev: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Pet. 1:20, 21.

Under Guds ledelse behandlede disse bibelskribenter et enkelt, gennemgående tema: Hævdelsen af Jehovas suverænitet og den endelige gennemførelse af hans hensigt med jorden ved hjælp af hans rige under Kristus, den lovede „sæd“. (Se oversigten på side 5.)

En profetisk bog

Den stærkeste grund til at tro på at Bibelen ikke er menneskers men Guds ord, er måske nok de enestående profetier den indeholder. Selv om vi mennesker tager højtudviklede videnskabelige instrumenter til hjælp, er vi stadig ikke i stand til at forudsige vejret nøjagtigt uge efter uge. Og andre ting kan vi slet ikke spå om med nogen sikkerhed. Bibelen, derimod, indeholder i hundredvis af profetier der har vist sig at være forbløffende nøjagtige. Tyder det ikke på at den store Mesterhjerne bag Bibelens profetier er den der sagde: „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“? — Es. 46:9, 10.

Mange af de vigtigste profetier i Bibelen har tilknytning til dens gennemgående tema: Hævdelsen af Guds suverænitet gennem den lovede ’sæds’ rige. For at der ikke skulle være nogen som helst tvivl om hvem ’sæden’ var, inspirerede Gud mange forskellige profeter til at forudsige enkeltheder om denne lovede befriers fødsel, liv og død. Disse profetier om ’sæden’ eller „Messias“ — i alt over 300 — blev alle sammen opfyldt på Jesus Kristus.a

Nogle fritænkere har foreslået den mulighed at Jesus med vilje indrettede sig efter disse profetier og derved sørgede for at de gik i opfyldelse. Fritænkere mener som regel om sig selv at de tænker meget logisk. Men vidner det om logisk tankegang at hævde at Jesus selv arrangerede at han blev født i Betlehem (Mika 5:1; Matt. 2:1, 5, 6), i Judas stamme (1 Mos. 49:10; Luk. 3:23, 33) og som en efterkommer af kong David? — Es. 9:7; Matt. 1:1.

Andre vil måske sige at hvis Jesus var Guds søn og havde en forudgående tilværelse i himmelen, kunne han jo nemt have sørget for at hans fødsel som menneske ville opfylde disse profetier. Sandt nok, men dette argument tjener ikke fritænkerens hensigt, for han ønsker netop at benægte at Jesus var noget som helst andet end et almindeligt menneske.

Og hvordan med omstændighederne i forbindelse med Jesu død: at han blev slået, spyttet i ansigtet, naglet til en pæl, og at ingen af hans knogler blev brudt (hvilket var meget usædvanligt for domfældte der blev henrettet på en pæl)? (Es. 50:6; Mika 4:14; Es. 53:5, Kalkar; Sl. 34:21; Matt. 27:26, 30; Luk. 23:33; Joh. 19:33-36) Arrangerede Jesus også at disse enkeltheder gik i opfyldelse? Det kan han umuligt have gjort. Der var altså tale om virkelige profetier, som blev skrevet over 700 år før de gik i opfyldelse. I sandhed et magtfuldt vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed!

En af de mest bemærkelsesværdige profetier, og en profeti hvis opfyldelse er blevet rigeligt bekræftet af den verdslige historie, er Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse. Det er ikke en spådom som enhver dreven politiker kunne have fremsat i betragtning af jødernes modstand under den romerske besættelse. Den indeholder detaljer som ingen fremtidsforsker kunne have forudset. Hvem ville for eksempel have forestillet sig at den romerske hærfører Cestius Gallus i år 66 ville trække sine tropper tilbage fra Jerusalem uden synlig grund — „paa den mest meningsløse Maade“, som Josefus udtrykker det — netop da byen var ved at falde i hans hænder? Jesus havde imidlertid forudsagt at der ville ske noget som gav de opmærksomme en mulighed for at flygte fra den belejrede by. (Luk. 21:20-22) Hans disciple, som spejdede efter dette tegn, var da i stand til at undslippe. Og næsten fire år senere, i år 70, blev Jerusalem og dens tempel jævnet med jorden, sådan som Jesus også havde forudsagt. — Luk. 19:41-44; Matt. 24:2.

Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse i det første århundrede er af største interesse for os i dag, fordi den er sammenflettet med hans profeti om afslutningen på den nuværende onde verdensordning og oprettelsen af Guds rige med den lovede „sæd“ på tronen. Ligesom Jesus gav de første kristne et tegn så de kunne vide hvornår Jerusalems ødelæggelse var nær og flygte i sikkerhed, har han også givet de kristne i dag et tegn hvorved de kan vide at hans rige er nær.

Efter at have talt om krige blandt nationerne, store jordskælv, pest og hungersnød samt forfølgelse af sande kristne, nævnte Jesus at der ville være „angst blandt nationerne [ikke kun blandt jøderne]“, og han forudsagde at mennesker ville ’besvime af frygt og forventning med hensyn til det der kom over den beboede jord [ikke blot over Jerusalem]’. (Luk. 21:10-19, 25, 26) Alene disse udtalelser modbeviser påstanden om at Jesu profeti blev fuldstændig opfyldt med Jerusalems ødelæggelse i år 70. Hans profeti var tydeligvis langt mere omfattende og rakte frem til en tid hvor ikke alene det frafaldne Jerusalem men al falsk religion og alle andre dele af Satans onde tingenes ordning ville blive ryddet af vejen og gøre plads for en retfærdig „ny jord som vi venter ifølge [Guds] løfte“. — 2 Pet. 3:13.

Dette bekræftes af selve det spørgsmål Jesu disciple stillede ham inden han udtalte profetien, nemlig: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske [han havde netop talt om Jerusalems ødelæggelse], og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning [verdens ende, da. aut.]?“ — Matt. 24:3.

Endnu et vidnesbyrd om at Jesus ikke kun talte om Jerusalems ødelæggelse, men pegede helt frem til den tid da han ville komme igen i sin magt og da Guds rige ville blive oprettet, er disse ord i profetien: „Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. . . . Se figentræet og alle de andre træer: Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær. Således ved I også, når I ser disse ting [krige, jordskælv, pest, hungersnød, forfølgelse af kristne og angst blandt nationerne] ske, at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:10-31.

Ligesom Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse viste sig at være sand indtil mindste detalje, sådan vil også hans profeti om afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning vise sig at være sand. Siden 1914 har vi set utallige vidnesbyrd om at Jesu profeti i Mattæus, kapitel 24 og 25, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21, er i færd med at gå i opfyldelse.

Efter at have fastslået at alt dette kun var „en begyndelse til veer“, sagde Jesus derpå: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:8, 14) Ja, de „veer“ der i øjeblikket hjemsøger verden er i virkeligheden et forvarsel om at et storslået håb vil blive indfriet. „Denne gode nyhed om riget“ bliver i dag forkyndt „på hele den beboede jord“ af Jehovas Vidner. Overalt udbreder de den bedste nyhed der tænkes kan, nyheden om at Jehova Guds suverænitet snart vil blive hævdet og hans hensigt med jorden blive gennemført, når ’sædens’, Jesu Kristi, rige udsletter de onde og sørger for at Guds vilje kommer til at ske på jorden som i himmelen. (Matt. 6:9, 10) Da vil alle mennesker som elsker retfærdighed, både de der overlever enden på den nuværende ordning og de millioner der oprejses fra gravene, få mulighed for at leve evigt i et jordisk paradis. — Joh. 5:28, 29.

Sådan lyder det vidunderlige håb der fremholdes i Bibelen. Hverken filosoffer, videnskabsmænd eller politikere kan tilbyde dig et sådant håb. Hvorfor da afvise den eneste bog der indeholder et virkeligt håb for mennesker i dag, Guds ord, BIBELEN? Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig til at lære Bibelen bedre at kende.

Lad os bekende vort håb

● „Så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed og vore legemer badet med rent vand. Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden vaklen, for trofast er han som gav løftet.“ — Hebr. 10:22, 23.

[Fodnote]

[Ramme på side 5]

Bibelen behandler ét gennemgående tema: Hævdelsen af Jehova Guds suverænitet og den endelige gennemførelse af hans hensigt med jorden ved hjælp af hans rige under Kristus, den lovede „sæd“

Den grundlæggende sandhed:

„I begyndelsen skabte Gud . . .“ — 1 Mos. 1:1

Gud gav mennesket en god start:

„Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ — 1 Mos. 1:31

Guds hensigt var at hele jorden skulle være et paradis:

„Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den.’“ — 1 Mos. 1:27, 28; 2:8

Det første menneske gjorde oprør og gav døden i arv til sine efterkommere:

„Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker.“ — Rom. 5:12

Gud gav løfte om en udfrielse ved hjælp af ’sæden’:

„I din [Abrahams] sæd skal alle jordens folk velsignes.“ — 1 Mos. 22:17, 18; jævnfør Første Mosebog 3:15

Kristus er den lovede „sæd“:

„Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans sæd. Der siges ikke: ’Og til dine,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til din sæd,’ som er Kristus.“ — Gal 3:16

Guds rige under ’sæden’ vil gennemføre Guds hensigt med jorden:

„I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Matt. 6:9, 10; Åb. 12:10

Guds navn og suverænitet hævdes ved at oprørerne tilintetgøres:

„Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ — Sl. 83:18, 19

Paradiset genoprettes for menneskene under Kristi 1000-årsrige:

„Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åb. 20:6

Syndens virkninger vil blive ophævet:

„Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4

Ordnede forhold genoprettes, og guds overhøjhed bliver endeligt fastslået:

„Derpå kommer enden, når han [Kristus] overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet. . . . Men når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Kor. 15:24-28