Undgå faldgruberne

 1. Hvilke spørgsmål rejser sig i forbindelse med Jesu ord i Lukas 21:34-36?

NÅR vi nærmere betragter den advarsel som Lukas 21:34-36a indeholder, melder der sig flere spørgsmål. Gælder Jesu ord alle uden forskel, eller gælder de nogle mere end andre? Hvad er indbefattet i udtrykkene „for megen spisen og drikken“ og „livets bekymringer“? På hvilken måde kan vi heldigt „undfly alt dette som er bestemt til at ske“? Hvad kan hjælpe os til at ’give agt’ og ’holde os vågne’, og hvilken betydning har bøn i denne forbindelse?

 2. (a) Hvem gjaldt advarselen i første række? (b) Betyder dette at kun den himmelske skare frelses?

² I første instans fortalte Jesus denne profeti for en begrænset tilhørerskare, nemlig for fire af sine disciple, men logisk set er den fremsat til gavn for de disciple som ville leve på jorden ved tidspunktet for Jesu anden nærværelse, og som tilhørte samme kategori eller skare af „udvalgte“. (Mark. 13:3, 4; Matt. 24:22) Men betyder det at kun de der tilhører den sande menighed og som har et himmelsk håb, vil være i stand til at bevare deres stilling ind for Menneskesønnen? Endnu en gang vil vi vende os til Åbenbaringens bog, denne gang til kapitel syv. I de første otte vers af dette kapitel gives der en tydelig skildring af den skare der udgør kirken eller menigheden, „Guds Israel“, det vil sige de udvalgte der udgør det åndelige Israel og som vil modtage den arv det kødelige Israel som nation betragtet ikke opnåede. Disse åndelige israelitter er alle „beseglet . . . på deres pander“ og svarer således til den skare som nævnes i Åbenbaringen 14:1. Men er disse de eneste der vil blive frelst? Kristenheden siger måske ja, men hvad siger Bibelen? — Gal. 6:16; Rom. 11:7; Åb. 7:3.

 3. Hvem andre har håb om frelse, og hvad erklærer disse?

³ Umiddelbart derefter ser Johannes „en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag“. Og se, de har i sandhed bevaret deres stilling, for de står „foran tronen og foran Lammet“. Hvem er de? De hører ikke til det åndelige Israels „lille hjord“ og behøver ikke at være i himmelen for at indtage en begunstiget stilling foran tronen. De er Herrens „andre får“ og har håb om liv på jorden, men må først, sammen med resten af den „lille hjord“ som endnu er på jorden, bevare deres stilling ind for Menneskesønnen. Hvordan kendes de værdige hertil? Lyt til hvad de siger: „De råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Denne offentlige erklæring lader ingen i tvivl om hvem de tilskriver frelsen eller på hvis side de har stillet sig i spørgsmålet om retten til herredømmet og tilbedelsen. — Åb. 7:9, 10; Luk. 12:32; Joh. 10:16.

De forenede Nationer

 4. (a) Hvilken faldgrube er kristenheden styrtet ned i? (b) Hvilken forskel er der mellem De forenede Nationers generalforsamling og Guds organisations?

⁴ Ved at tage dette standpunkt har disse sande tilbedere undgået den store faldgrube, denne skjulte fare, som det store flertal i kristenheden er styrtet ned i. Hvad er det for en faldgrube? Det er den fejl de har begået ved at se hen til den ved menneskelige bestræbelser dannede Forenede Nationers organisation som Guds redskab til gennemførelse af hans hensigt og til opfyldelse af profetien i Esajas 2:4, en profeti der har fået en fremtrædende plads i De forenede Nationers bygning i New York. De der hører til den „store skare“ forstår at Guds redskab til frelse ikke er skabt af mennesker, men at det er Guds rige under Kristus. Det er rigtigt at De forenede Nationers hovedorgan er organisationens generalforsamling. Det er også rigtigt at med Kongen, Kristus Jesus, i „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“, er forenet „myriader af engle, i generalstævne“, samt „menigheden af de førstefødte der er blevet indskrevet i himlene“. Men her hører sammenligningen op, for i sidstnævnte ’generalforsamling’ findes ikke en eneste politiker, og visselig ingen der har vetoret, en magt der ofte er blevet anvendt og skammeligt misbrugt i et andet af De forenede Nationers organer, Sikkerhedsrådet. Hvordan kan der være det når Jesus i sin bøn understregede at hans sande efterfølgere, som han selv, ville forblive hellige og ikke ville være „en del af verden“, hvilket Jakob også betonede da han skrev at „venskab med verden er fjendskab med Gud“, eftersom dette ville være åndelig utroskab i Guds øjne? Dette betyder dog ikke at man bogstaveligt må trække sig tilbage fra verden, men som Jesus sagde i sin bøn til Faderen: „Jeg beder dig, ikke om at tage dem ud af verden, men at du vil våge over dem af hensyn til den Onde.“ Når vi i dag ’beder til enhver tid’, skulle vi ligeledes indflette en sådan bøn for os selv, og for alle Jehovas får. — Hebr. 12:22, 23; Joh. 17:15-17; NW; Jak. 4:4.

 5. Hvilken forskel er der ifølge Bibelen mellem Guds redskab til frelse og det mennesker har opfundet?

⁵ Formålet med det redskab mennesker selv har dannet ved hjælp af deres egne riger og regeringer, er at bevare den nuværende orden, under forbedrede tilstande. Lige modsat dette er formålet med Guds redskab, det rige som „Himmelens Gud“ opbygger, at „knuse og tilintetgøre alle hine [af mennesker byggede] riger“, mens det selv vil stå i al evighed og hidføre de lovede velsignelser, evigt liv i et genoprettet paradis. Det er kristenhedens præsteskab der bærer ansvaret for at De forenede Nationer og dets forgænger Folkeforbundet betragtes som Guds redskab, idet man har kaldt det for „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Man må have overset det salmisten skrev under inspiration i Salme 127:1: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves.“ De må også have overset Jesu magtfulde lignelse om den ’kloge mand, som byggede sit hus på klippegrund’, et hus der stod fast da stormvejret kom, i modsætning til ’dåren, som byggede sit hus på sand’, en veritabel faldgrube, eftersom huset styrtede sammen da vinden, regnen og vandstrømmene kom. — Dan. 2:44; Matt. 7:24-27.

Kristenhedens religioner

 6. Hvordan kan man sige at kristenheden er den største faldgrube?

⁶ I virkeligheden er kristenhedens organiserede religionssystem den største faldgrube, og den der er sværest at få øje på. Læs hvad Jesus sagde forud for ovennævnte lignelse. Han talte om dem der højligt ville bedyre deres tro og sige: „Herre, Herre, har vi ikke . . . gjort mange undergerninger i dit navn?“ Vil dette berettige dem til at bevare deres stilling på den endelige domsdag? Hvilken overraskelse og beskæmmelse for dem når de hører dommen udtalt: „Vig bort fra mig, I som øver lovløshed“! Her har vi forklaringen. Kristenheden er måske nok religiøs, men den øver lovløshed. Den bekender sig til kristendommen, og dog foretrækker lederne og folket selv at vælge hvad de vil tro og at udøve deres religion på deres egen måde; derfor de mange trosretninger og kirker. Dens præsteskab er resultatet af det frafald som Jesus og apostlene forudsagde, og er det „lovløshedens menneske“ som beskrives af apostelen Paulus i det andet brev til tessalonikerne, kapitel to. Læg mærke til at dette „lovløshedens menneske“ tragter efter nøjagtig det samme som „denne verdens gud“. Paulus skrev: „Han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.“ — Matt. 7:22, 23, NW; 2 Tess. 2:4; Es. 14:13, 14.

 7. Hvad er hovedårsagen til at mennesker er i vildrede, og hvad bør vi derfor bede om?

⁷ Det er intet under at folk er i vildrede og ikke formår at se hvem herredømmet og tilbedelsen retteligt tilkommer, eftersom de ligger under for „al uretfærdighedens forførelse“. Som Paulus så rammende udtrykte det da han skrev: „Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere.“ Lad os derfor til enhver tid bede om at hver eneste af os må undgå disse faldgruber, mens vi hele tiden oprigtigt søger at gøre ’vor himmelske Faders vilje’ og klart ser og forstår hvilket redskab Gud benytter. Bevar din stilling ved at vælge Guds rige under Kristus og tjene dets interesser. — 2 Tess. 2:10; 2 Kor. 11:14, 15; Matt. 7:21.

Personlige faldgruber

 8. Hvilken faldgrube advarer Lukas 21:34 imod, og hvad er hjælpemidlet?

⁸ Vi kommer nu til de faldgruber af mere personlig karakter som Jesus betegnede med ordene „for megen spisen og drikken“ og „livets bekymringer“. Lad os se på hvad disse ting betyder og blive klar over hvori faren består. Det var nøjagtig de samme ting Jesus omtalte i sin bjergprædiken da han pegede på at den der går for meget op i det materielle, ved enten at gå til den ene yderlighed og frådse eller til den anden yderlighed og bekymre sig for ikke at have tilstrækkeligt til dagen i morgen, i virkeligheden ikke er en Guds træl, men er en træl af rigdom. Heri ligger faren. Når alt kommer til alt er den der gør sig skyldig heri ikke spor anderledes end andre mennesker, for, som Jesus sagde, „efter alt dette søger hedningerne“. Men Jesus viste også hvordan man overvandt problemet. Han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ Trofast at følge dette råd vil hjælpe os til at ’give agt’ og ’holde os vågne’, så vore ’hjerter aldrig nogen sinde vil tynges’. (NW) — Matt. 6:24-33; Luk. 21:34.

 9. Hvilken advarsel og hvilket råd giver Bibelen vedrørende for stor selvsikkerhed?

⁹ Hvis vi skal bevare den rette indstilling og altid handle på rette måde, må vi til enhver tid gøre brug af bønnens hjælp. Vi må aldrig blive for sikre på os selv, uanset hvor mange år vi har været et indviet Guds barn, uanset hvor stor kundskab vi har om sandheden og uanset hvor mange tjenesteprivilegier vi har. Kampen er endnu ikke forbi. Som Paulus siger: „Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt.“ Man må ’være hård mod sit legeme og holde det i ave, for at ikke den, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet’. Paulus anfører det israelitiske folk som eksempel og viser at den generation der vandrede ud af Ægypten ikke bevarede sin stilling ind for Gud, selv om den havde haft den storslåede oplevelse at blive udfriet af Faraos kløer. „Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen.“ Efter at have anført flere ting de gjorde sig skyldige i, slutter Paulus: „Derfor skal den som mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt at han ikke falder. . . . Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — Luk. 21:36, NW; 1 Kor. 9:25-27; 10:5, 12, 13, vers 12 efter NW.

10. (a) Skal vi undfly det der er bestemt til at ske ved at vi fjernes fra skuepladsen? (b) Hvad er de ting „som er bestemt til at ske“?

¹⁰ Bemærk den sidste udtalelse. Gud skaber ikke altid „vej ud af“ fristelsen ved at tage os bort fra den; men ved den hjælp han giver os gennem sit ord og sin organisation og ved sin ånd bliver vi i stand til at „stå den igennem“, så vi ikke bukker under for den. Jesu ord synes at indeholde den samme tanke: „At det må lykkes jer at undfly alt dette som er bestemt til at ske.“ Givetvis mente han ikke at vi skulle bede om at blive taget bort fra skuepladsen, lige så lidt som Noa og hans familie blev taget bort fra skuepladsen dengang, men blev ført helt igennem Vandfloden, beskyttet i arken. I sandhed en storslået oplevelse! De ting der er „bestemt til at ske“ er de begivenheder Bibelen forudsiger og som vi har omtalt i denne drøftelse: kristenhedens uventede og beskæmmende afsløring og fald, afsløringen af De forenede Nationer, „dyret“ der „går sin undergang i møde“. Føj hertil afsløringen af hver del af Satans verden og disses undergang, omtalt af Jesus med ordene: „Himmel og jord skal forgå.“ Endelig vil Satan selv blive grebet og bundet og kastet i afgrunden. — Luk. 21:36, 33, NW; Åb. 17:3, 8, 11; 20:2, 3.

Bevar din stilling

11. (a) Hvilken foranstaltning, som allerede er truffet, vil hjælpe os til at bevare vor stilling? (b) Hvordan bevarer de der hører til den „store skare“ deres stilling?

¹¹ Ved Jehovas ufortjente godhed gennem Menneskesønnen kan vi undfly alt dette og bevare vor stilling ind for ham. I modsætning til himmelen og jorden der skulle forgå, sagde Jesus: „Men mine ord skal ingenlunde forgå.“ Hvis vi holder fast ved hans ord og trofast og lydigt følger dem, skal vi heller ikke forgå. Opløsningen af Satans himmel og jord vil ikke efterlade os uden sted at være. „En ny himmel og en ny jord“ er allerede oprettet af Jehova, og den nye jord repræsenteres nu af den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Sammen med resten af det åndelige Israel har de mange som tilhører den „store skare“ efterkommet den indtrængende opfordring: „Drag ud fra hende [Babylon], mit folk!“ og er flygtet til Guds stad, Zion. De sætter ikke deres lid til menneskelige planer eller til deres egne gerninger som middel til at opnå Guds godkendelse. Grunden til at de står „foran Guds trone“ er den at de offentligt bekender og viser at de stoler på den foranstaltning Gud i sin godhed har tilvejebragt for dem. „De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ Derefter bevarer de fortsat deres stilling foran Guds trone idet de „tjener ham dag og nat i hans tempel“, det vil sige nært forbundet med resten af det åndelige Israel, der af Peter sammenlignes med „levende stene“ som opbygges til „et åndeligt hus“ eller tempel. — Luk. 21:33, NW; Åb. 21:1; 18:4; 7:14, 15; 1 Pet. 2:5.

12. Hvilken pligt har vi over for alle mennesker, og hvad resulterer dette i?

¹² Som svar på spørgsmålet om Jesu ord i Lukas 21:34-36 gælder alle uden forskel, eller gælder nogle mere end andre, fremgår det tydeligt af hans ord at de gælder mennesker alle vegne, „alle dem der bor på hele jordens flade“. En logisk følge heraf bliver da at de der forstår at vi hastigt nærmer os „den dag“ da det endelige regnskab skal gøres op, har pligt til at lade advarselen lyde vidt og bredt. Som Jesus sagde, må dette ske „til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“, hvad enten de vil modtage budskabet eller ej. Bibelen viser at nationerne som helhed, forblindet som de er af „denne verdens gud“, ikke vil give agt. Deres blod vil komme over deres egne hoveder. Men som også forudsagt og til overflod bevist af kendsgerningerne er der mange mennesker med fårets sindelag der genkender den „gode hyrdes“ røst i det budskab der forkyndes i hele verden, og i tusindvis slutter de sig til den nye verdens samfund af Jehovas vidner. — Matt. 24:14; 2 Kor. 4:4; Joh. 10:14-16.

13. Hvorfor har de der slutter sig til os, brug for megen hjælp, og hvordan er der sørget for denne hjælp?

¹³ Mens Rigets budskab fortsat må forkyndes for alle folk, har vi en særlig forpligtelse over for de mange nye der får kundskab om sandheden. Mange af dem har ikke tidligere haft noget særligt kendskab til Bibelen. Når de møder modstand eller bliver stillet over for forskellige problemer har de ikke nogen stor kundskab eller erfaring som kan støtte dem eller give dem et modent syn på tingene. De har derfor brug for hjælp for at bevare deres stilling. De som allerede indtager en ansvarsfuld stilling i Jehovas organisation, nemlig de der tilhører den tro og kloge træls skare, omtalt i Mattæus 24:45-47, er fuldt ud klar over dette, og hele organisationen er blevet udrustet til at hjælpe disse „lam“, disse „små får“. Men er disse de eneste der har særlig brug for hjælp? — Joh. 21:15-17, NW.

14. Hvorfor skulle ingen i menigheden tages som en selvfølge?

¹⁴ Der er ingen tvivl om at da Jesus sagde: „Giv agt på jer selv,“ tænkte han på alle dem af hans disciple der ville leve på jorden når disse ord gik i opfyldelse. Hans ord gælder alle uden forskel. Der kan imidlertid være en tendens til at tjenerne i en menighed af Jehovas vidner tager dem der har været mange år i sandheden, er aktive i vidnegerningen og anset for at være modne forkyndere, som en selvfølge. Denne antagelse er måske heller ikke forkert, men, som erfaringen ofte til vor overraskelse viser, er det en sørgelig fejltagelse at tro at disse elskede brødre og søstre har forholdsvis let ved at bevare deres stilling. På grund af deres mange år i sandheden er de måske ikke så villige til at fortælle om deres vanskeligheder, måske også fordi de ikke ønsker at slå modet ned hos dem der er yngre i sandheden end de. Men de befinder sig stadig i kødet, er stadig underkastet menneskelige begrænsninger og har måske visse tilbøjeligheder de må beherske og som giver dem mangen en kamp i sindet, selv om det kun er noget de selv ved og som andre ikke nærer den mindste mistanke om. Ægte interesse og omsorg bør derfor vises alle i menigheden. De bør besøges, især hvis de af en eller anden grund ikke deltager i menighedens møder og virksomhed som tidligere. Husk på at Satan især ville være opfyldt af vrede mod „de tilbageværende af hendes [kvindens] sæd, dem der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus“. — Åb 12:17, NW.

15. Hvordan advarer Paulus om de faldgruber man skal være på vagt overfor?

¹⁵ Til gavn og vejledning for alle der søger at bevare deres stilling vil vi minde om nogle af de udtryk Paulus benyttede i Hebræerbrevet, der vidner om at denne sag har ligget ham stærkt på sinde. Efter at have beskrevet den høje stilling Jehova har skænket Kristus Jesus, advarer Paulus os om at vi må „så meget mere give agt på det, vi har hørt for at vi ikke skal glide bort fra det“. Efter at have vist at en hel generation af israelitter i ørkenen mistede deres stilling ind for Gud, så denne „væmmedes“ ved dem, advarer Paulus os atter om at vi ikke skulle udvikle „et ondt, vantro hjerte“, så vi „falder fra den levende Gud“. Senere henvender han sig til dem der allerede havde „udholdt mangen en lidelsesfuld kamp“ og opfordrer dem: „Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge.“ Idet han atter henviser til israelitternes erfaringer, minder han os om de sørgelige resultater „hvis vi vender os bort fra ham“ der taler fra himlene. Endelig advarer han os, efter på magtfuld måde at have fastslået at Jesus Kristus bevarede sin stilling og „er den samme i går og i dag, ja, til evig tid“: „Lad jer ikke rive med af alle hånde fremmede lærdomme; thi det er godt at hjertet styrkes ved nåden.“ Det er udtryk der er værd at holde sig for øje, så vi véd hvad vi skal være på vagt overfor. Lad os ikke lidt efter lidt glide bort eller, af mangel på tro, falde fra den levende Gud eller vende os fra ham når han taler. Lad os ikke kaste vor frimodighed bort når vi skal tale om sandheden eller lade os rive med af fremmede lærdomme, der ikke er i overensstemmelse med sandheden. — Hebr. 2:1; 3:10-12; 10:32; 35; 12:25; 13:8, 9.

16. Hvilken positiv opfordring får vi som en hjælp til at bevare vor stilling?

¹⁶ For at betragte den positive og konstruktive side af sagen indskærper Paulus os der hører til det hus som Sønnen, Kristus Jesus, er hoved for, at vi „til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over“, og til at vi „holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste“. Efter at have nævnt de nåderige foranstaltninger der er truffet gennem Jesus, den „store præst over Guds hus“, siger han: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen.“ Han er overbevist om at vi ikke hører til „dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle“. Efter at have mindet os om at det rige vi tjener „ikke kan rystes“, understreger Paulus til slut i få velvalgte ord hvordan vor indstilling og handlemåde fortsat bør være såfremt vi skal bevare vor stilling ind for Menneskesønnen. Han siger: „Lad os vedblive at have ufortjent godhed, gennem hvilken vi kan yde Gud velbehagelig, hellig tjeneste med gudsfrygt og ærbødighed.“ (NW) — Hebr. 3:6, 14; 10:21, 23, 39; 12:28.

[Fodnote]