Vis kærlighed — vær tillidsfuld

KÆRLIGHED giver sig udslag på mange glædelige måder. Man kan for eksempel lægge kærlighed for dagen ved at vise tillid. Som apostelen Paulus for mange år siden skrev i et smukt essay om kærlighed: „Kærligheden . . . tror alt.“ Det vil sige at den tror alt hvad Gud siger i sit ord, skønt man måske ikke til fulde forstår alt deri og det måske lyder usandsynligt fordi nutidsmennesker ikke kender alle enkeltheder og ikke har en videnskabelig forklaring på visse ting. Paulus’ ord indeholder imidlertid også et grundlæggende princip: kærligheden er tillidsfuld; den er ikke unødigt mistænksom over for andre. — 1 Kor. 13:4, 7.

Eftersom Gud er kærlighed, er han også tillidsfuld. Han har i sandhed vist sine engleskarer tillid al den tid der er gået siden deres skabelse. Gud nærede ligeledes tillid til det første menneskepar, Adam og Eva. Han kunne have skuet ind i fremtiden og set hvad de ville gøre, men det afholdt han sig fra; han hverken behøvede eller ønskede at gøre det. I stedet udøste han sine velsignelser over dem og gav dem lejlighed til at give udtryk for påskønnelse eller utaknemmelighed. — 1 Joh. 4:8.

Det samme gjorde han over for Israels nation. Hvor ædelmodig var han ikke over for israelitterne! Han viste dem en storladen tillid. Gang på gang tilgav han dem og lod dem på ny få lejlighed til at vise sig værdige til at kaldes hans folk. I tilfældet med Job ser vi et fremtrædende eksempel på at Gud i sin kærlighed nærer tillid til sine skabninger. Gud tog ikke straks Djævelens bagtaleriske angreb for gode varer. I modsætning til Satan tillagde Gud ikke Job skjulte motiver. I sin kærlighed nærede Gud tillid til at Job ville bevare sin uangribelighed, og det lykkedes ikke Djævelen at få Job til at falde. — Job 1:1-8; 2:10.

Endnu et eksempel, kun overgået af Guds eget, har vi i Guds søn, Jesus Kristus. Han viste sin kærlighed til sin himmelske Fader ved helt og fuldt at stole på ham, ja han var endog villig til at dø fordi han havde tillid til at hans Fader ville oprejse ham fra de døde. Jesus åbenbarede også kærlig tillid i omgangen med sine medmennesker. Han forlangte ikke mistænksomt at de der ønskede at blive helbredt skulle gå langt for at bevise deres tro på ham. Ej heller betragtede han alle sine tolv apostle med mistænksomhed blot fordi han vidste at en af dem skulle forråde ham. — Joh. 6:64; 12:4-6; 17:12.

Kærlighed vil ligeledes få dig til at nære tillid til din himmelske Fader, som et barn har tillid til sine forældre. Kærlighed vil få dig til at tage ham på ordet og at vise dette ved din handlemåde. Du vil også fæste lid til hans ord, Bibelen, selv om du måske ikke fuldt ud forstår alt hvad du læser deri og selv om såkaldt videnskab på grundlag af utilstrækkelig viden eller fejlagtige tankeslutninger vil betvivle Bibelens sandfærdighed. — 5 Mos. 7:9; Mark. 11:22; Joh. 17:17.

At vi bør nære tillid til vor næste antydes endog i den såkaldte gyldne regel, for ønsker vi ikke at vor næste skal nære tillid til os? Jo. „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!“ — Luk. 6:31.

Vor tillid til andre vidner i virkeligheden ikke alene om vor kærlighed til dem men også om vor kærlighed til os selv. Hvordan det? Tillid er en form for gavmildhed, og gavmildhed skaber lykke. Som Jesus sagde ved en lejlighed: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ — Ap. G. 20:35, NW.

I særdeleshed er det påkrævet at familiemedlemmer, mand og hustru, viser gensidig tillid. Kærligheden tager trofasthed for givet og den er ikke unødigt skinsyg. Den gør ikke muldvarpeskud til bjerge. Det er ukærligt og uvenligt at være mistroisk og overdrevent mistænksom; det gør andre mismodige og skaber gnidninger. Alle begår fejl fra tid til anden, så vær højsindet og giv din næste tvivlens fordel, og vis barmhjertighed hvis det viser sig at han har begået en fejl. — Kol. 3:12-14.

Husk at Satan selv lader sig lede af utilbørlig mistænksomhed eller fordægtighed. Han har sat alt ind på at bevise at mennesket ikke er hvad det giver sig ud for at være, at Guds tjenere kun tilbeder Gud fordi de forventer en belønning derfor. Han påstår at man ikke kan stole på nogen. Han er bestemt ikke værd at efterligne! — Job 1:9-11; Åb. 12:10.

Historien kan sikkert berette om adskillige der efterlignede Satan i denne henseende, og et fremtrædende eksempel var den amerikanske humorist Mark Twain, der døde for et halvt hundrede år siden. I et af sine værker, Letters from the Earth, der for nylig blev udgivet for første gang, lader han Satan håne, foragte og bagtale Gud og mennesker. Bogen gengiver også Mark Twains opfattelse af Bibelen: „Den er yderst interessant. Den indeholder fornem poesi, nogle kløgtige fabler, bloddryppende historie, en del god moral, et væld af obskønitet og mere end tusind løgne.“ Utilbørligt mistroisk som han var, læste han noget i Bibelen som ikke stod der, mens han var blind for det der virkelig stod.

Han indtog den samme mistroiske holdning over for sin næste: „Enhver er en måne og har en mørk side, som aldrig vises til nogen.“ Intet under at denne store humorist kom i dårligt humør og klagede: „Vær god, og du vil blive ensom.“ Men sådan er det ikke. Jesus var god om nogen var det, men han var ingenlunde ensom, tværtimod kunne han ikke slippe bort fra skarerne, og det skyldtes ikke bare hans mirakler men det livets ord som han talte. — Mark. 6:30-34; Luk. 21:37, 38.

Da Mark Twain var blottet for tro på Gud gav han efter for bitterhed over sin hustrus og sine to døtres død og „gav luft for sine følelser i sine bidende udtalelser om offentlige begivenheder“, som det siges i The Encyclopedia Americana. Han havde sået mistro og han høstede ensomhed. Jesus sagde: „Giv, så skal der gives jer,“ og det i samme mål. — Luk. 6:38; Gal. 6:7.

At kærligheden er tillidsfuld betyder imidlertid ikke at man skal være lettroende og naiv. Det gør det ingenlunde, for Guds ord siger også: „Den tankeløse tror hvert ord, den kloge overtænker sine skridt.“ — Ordsp. 14:15.

Men hvordan finder man så balancen mellem tillid og forsigtighed? Ved at elske sin næste som sig selv; ikke mere, ved at være naiv og enfoldig; heller ikke mindre, ved at være unødigt mistænksom. — Mark. 12:31.