Spørgsmål fra læserne

● I bogen „Make Sure of All Things“ (side 167, spalte 1, nederste paragraf) siges der: „1 Krøn. 24:10, 18 [Angående præsternes skifter]: „Det syvende Hakkoz, det ottende Abija.“ [Af de 24 skifter ville det ottendes anden uge falde i slutningen af den fjerde jødiske måned eller, ifølge vor kalender, i begyndelsen af juli.]“ Hvordan regnes det ud? — R. L., Mexico.

Johannes Døbers fader, „en præst ved navn Zakarias“, hørte til „Abias skifte“, det ottende skifte. (Luk. 1:5, 8, 9) Abija var en israelitisk præst på kong Davids tid. Omkring år 1050 f. Kr. opdelte David som den første Israels præster og levitter i 24 grupper.a Disse 24 skifter tjente først ved Jerusalems oprindelige helligdom (tabernaklet eller teltet — 1 Krøn. 16:1) efter tur, således at hvert skifte tjente for sig een uge, ikke i to uger i træk. Efter at Davids søn Salomo havde bygget og indviet det forbilledlige tempel for Jehovas navn, tjente hver af disse 24 grupper i templet to gange om året på skift. (1 Krøn. 24:1-19, 31; 2 Krøn. 8:14; 31:2; 35:4; Ezra 3:10) Hvert skifte tjente en uge, fra sabbat til sabbat. (2 Kong. 11:5-7; 2 Krøn. 23:8) Det ser ud til, at det skifte, der havde tjent ugen igennem, bragte morgenofferet på sabbaten, og det skifte, hvis tjeneste begyndte denne sabbat, bragte aftenofferet; således tilbragte både det afgående og det begyndende skifte sabbaten i helligdommen. Præster fra andre skifter kunne gå ind i templet og forrette præstetjeneste, når blot de ikke greb ind i de tjenester, der skulle udføres af præsterne i det tjenende skifte. „Hvert „skifte“ af præster og af levitter . . . tjente i en uge, fra den ene sabbat til den næste.“ — Edersheim, The Temple, siderne 66, 158.

Abijas skifte er et af de over tyve præsteskifter, der nævnes i listen over dem, der sammen med statholderen Zerubbabel vendte tilbage til Jerusalem i året 537 f. Kr., da den trofaste jødiske rests halvfjerdsårs udlændighed i Babylon sluttede, eller senere. — Ezra 2:36-39; Neh. 10:7, 8; 12:1-4.

Josefos fortæller, at David opdelte præsterne i fire og tyve skifter, og tilføjer: „Denne inddeling er bibeholdt til den dag i dag.“ — Antiquities of the Jews (afsluttet omkring år 93 e. Kr.), 7. bog, 14. kapitel, § 7; se også McClintock og Strong Cyclopædia, bind 8, siderne 576, 577; Imperial Bible Dictionary, bind 2, side 664, spalte 2.

Da nu hvert af de fire og tyve skifter tjente i to uger om året (med rundt regnet seks måneders mellemrum), giver det til sammen otte og fyrre ugers tjeneste. Det jødiske år (måneår) var cirka ti dage kortere end vort kalenderår (solår) og bestod således af omkring 51 uger. For at fylde året ud måtte der naturligvis en regulering til hvert andet eller tredje år; da blev der føjet en trettende måned ind i den jødiske kalender (der rettede sig efter månen), for at den kunne komme i overensstemmelse med soltiden. Der fandt øjensynlig også andre reguleringer sted hvert år, nemlig ved at alle skifter tjente sammen under årets tre store fester. (2 Krøn. 5:11; The Mishnah, „Sukkah“, sec. 5, § § 7, 8) Tre gange om året trådte alle Israels mænd, indbefattet præsterne, frem for Jehova i templet på hans befaling. Det uhyre arbejde med de tusinderb af dyreofre og lignende opgaver krævede, at alle præsterne samarbejdede i en hel uge eller mere ved hver af disse tre særlige, festlige lejligheder:

(1) Påsken i den guddommeligt indviede første måned, abib,c blev umiddelbart efterfulgt af de usyrede brøds fest, der varede en uge. — 2 Mos. 34:18.

(2) Pinsen halvtreds dage senere var en anden sådan festlig begivenhed; den blev fejret i forbindelse med „ugehøjtiden“. — 2 Mos. 34:22.

(3) Jom hakkippurim („den store forsoningsdag“) indtraf i den af Jehova bestemte syvende måned, etanimd (tiende dag), og blev straks efterfulgt af løvhyttefesten fra den 15. til den 21. med en særlig sabbat, den „store højtidsdag“ på den 22. dag i måneden. — Joh. 7:37; 2 Mos. 34:22-24; 3 Mos. 16:29-31; 25:9, 10.

Bortset fra disse tre store festtider, under hvilke præsterne fra alle skifterne tjente i fællesskab, tjente præsterne i hvert af de fire og tyve skifter i resten af året udelukkende, når turen kom til dem.

På hvilken tid af året begyndte ordningen med skifter at træde i kraft, eller hvornår begyndte det første skifte sin tjeneste? Det ser ud til, at det var på eller umiddelbart efter den sidste (ottende) dag i løvhyttefesten, den „store højtidsdag“, der markerede afslutningen på feståret. Jehova påbød: „Hvergang der er gået syv år, i friåret, på løvhyttefesten, . . . skal du læse denne lov.“ (5 Mos. 31:10, 11) Løvhyttefesten er for øvrigt den af de tre store fester, der sidst får sin opfyldelse i modbilledet; og „denne fest afsluttede den oprindelige festkalender; . . . Hvad den syvende dag, sabbaten, var i forhold til ugen, synes den syvende måned at have været i forhold til året. Den sluttede ikke alene det hellige kredsløb, men også landbrugs- eller arbejdsåret. Den markerede også årstidens skiften, regnens komme og vinterjævndøgn [rettere vintersolhverv eller efterårsjævndøgn] og bestemte ligeledes sabbatsårets begyndelse og afslutning.“ (Edersheim, The Temple, siderne 234, 235; se også siderne 179, 265) Det kan også have betydning, at indvielsen af templet, der var planlagt af David og bygget af Salomo, fandt sted i den syvende måned, og da begyndte præsternes officielle arbejde ved denne enestående, storslåede bygning. (2 Krøn. 7:10) Det var også på den tid af året i 537 f.Kr., at den forbilledlige trofaste israelitiske rest, der var vendt tilbage til Jerusalem fra fangenskabet i Babylon, igen begyndte at udføre tjenesterne på tomterne af det ødelagte, tidligere så herlige tempel på en ordnet måde. — Ezra 3:6.

Lad os af hensyn til denne udregning gå ud fra, at ordningen med de præstelige skifter begyndte at træde i kraft i den syvende måned, der var sat til side til Jehova (og som efter vor kalender begyndte sidst i september eller først i oktober). Hvis det er tilfældet, ville de fire og tyve skifters første runde plus de otte skifter af årets anden runde (plus den omtalte fællestjeneste i to af de tre festuger) tilsammen strække sig over tiden indtil det næste jødiske års tredje måned, måske til dets fjerde måned. Det betyder, at det ottende skiftes anden tjenesteuge faldt (efter vor kalender) sidst i juni eller først i juli.

Det er således klart, at Zakarias lyttede til det „gode budskab“, Jehovas engel, Gabriel, bragte ham, da denne himmelske tjener greb ind i hans tjeneste ved alteret, i det ottende skiftes anden runde. Efter at have varetaget de pligter, der påhvilede ham i hans egenskab af præst i det ottende, tjenestegørende skifte, vendte Zakarias hjem til sin hustru, Elisabet, og nu blev deres søn Johannes undfanget. (Luk. 1:5, 19, 23, 24) Dette må i hvert fald have fundet sted sidst i juni eller først i juli i året 3 f. Kr. Omkring seks måneder senere (nemlig i vor december) blev Jesus undfanget. Ni måneder derefter fandt Jesu fødsel som et fuldkomment barn sted, nemlig omkring 1. oktober i året 2 f. Kr.e — Luk. 1:26, 36; 2:6, 7.

Hvorfor siger vi, at det var det ottende (Zakarias’) skiftes „anden runde“? Fordi det ottende skiftes første tjenesteuge ville falde sidst i november eller først i december. Dette ville være ensbetydende med, at Jesu fødsel (femten måneder senere) havde fundet sted i marts. Hvis det var tilfældet, måtte Jesu dåb, da han var tredive år gammel, også have fundet sted i marts. (Luk. 3:23) Denne forårsmåned harmonerer heller ikke med Daniels profeti (Dan. 9:24-27), der viser, at Messias eller Kristus skulle fremstå ved slutningen af de 69 åruger; disse åruger begyndte i 455 f. Kr. og sluttede i efteråret 29 e.Kr. (Den er også i modstrid med den kendsgerning, at samme profeti forudsagde, at den opstandne Jesus ville træde frem for Jehova i himmelen for at betale værdien af det offer, han ofrede „i midten af ugen“ (KJ), nemlig Daniels profetiske halvfjerdsindstyvende åruge, altså i foråret.)

Da det i virkeligheden var i foråret 33 e. Kr., at Jesus Kristus trådte frem for Jehova i himmelen, vil tre og et halvt år (halvdelen af en syvårs-uge) føre os tilbage til begyndelsen af ugen i efteråret 29 e. Kr., ikke foråret, hvor Messias’ dåb fandt sted.

Det bevismateriale, der står til vor rådighed, synes således at begunstige følgende slutning: De fire og tyve skifter begyndte at tjene efter tur ved slutningen af løvhyttefesten, Zakarias tjente i det ottende skiftes anden runde, og Elisabet undfangede hans søn Johannes sidst i juni eller først i juli, et halvt år før Maria undfangede Jesus. — Luk. 1:26, 36.

Det fremgår altså af det, der her er sagt, at bogen „Make Sure of All Things“ angiver det omtrentlige tidspunkt for Johannes’ undfangelse, og at det delvis kan fastslås ved at regne tilbage fra Jesu fødsel omkring 1. oktober.

[Fodnoter]