Kongens bryllupsfest og Guds hensigt
„Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge, der holdt en bryllupsfest for sin søn. Og han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten, men de ville ikke komme.“ — Matt. 22:2, 3
1. Hvilket budskab er nu blevet forkyndt for nationerne i omkring tres år, hvordan har de reageret, og hvilket historisk eksempel viser om dette vil gavne dem eller ej?
HELE menneskeheden er i stor nød. Der er ingen grund til at betvivle at den tingenes ordning som menneskene lever under, nu befinder sig i den forudsagte „endens tid“. I de sidste tres år er „himlenes rige“, eller „Guds rige“, blevet forkyndt overalt i verden som det „eneste håb“ for den betrængte menneskehed. Men langt den overvejende del af menneskene tror ikke på denne guddommelige løsning. Folk i almindelighed ønsker den slet ikke. De ligner den nation der for nitten hundrede år siden fik „himlenes rige“ tilbudt men sagde nej. Det førte ikke til noget godt for nationen at den afslog dette velbegrundede tilbud. Med denne nations erfaring som baggrund står det os klart at man kun skader sig selv hvis man afviser „himlenes rige“ og foretrækker menneskers planer og foranstaltninger fremfor dette „eneste håb“ for den nødstedte verden. — Dan. 12:4; Matt. 3:1, 2; 4:17; Mark. 1:14, 15; Luk. 6:20.
2. Hvornår, hvor og over for hvem begyndte forkyndelsen af „himlenes rige“, og hvilken nation ville riget blive givet til?
2 For meget længe siden, nemlig allerede i det første århundrede af romerrigets herredømme over mellemøsten, begyndte „himlenes rige“, eller „Guds rige“, at blive forkyndt dér. I år 33 efter vor tidsregning blev det forkyndt på fjerde år. Dette rige blev heftigt debatteret i den jødiske by Jerusalem. Selv i denne hellige bys verdensberømte tempel blev emnet drøftet. Under en sådan drøftelse skete det at den mest fremtrædende forkynder af den gode nyhed om Riget sagde til sine mange tilhørere, deriblandt de øverste præster og medlemmer af farisæernes sekt: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43-46) Ifølge denne udtalelse skulle Guds rige altså snart tages fra deres nation og overdrages en nydannet nation, der ville frembringe dets frugter og dermed bevise at den blev styret af Guds rige. Det der blev sagt har vist sig at være sandt, for endnu den dag i dag ejer den engang så begunstigede nation ikke Guds rige.
3. Hvordan begynder den lignelse der fortaltes i tilknytning til disse profetiske ord?
3 Hvad er grunden til at det gik sådan? Den der udtalte disse profetiske ord forklarede dem med endnu en af sine meget sigende lignelser. En mand som hørte den, gengiver den for os; han indleder med at sige: „Som yderligere svar talte Jesus igen til dem i billeder idet han sagde: ’Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge, der holdt en bryllupsfest for sin søn. Og han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten, men de ville ikke komme.’“ — Matt. 22:1-3.
4. Hvoraf fremgår det hvem kongen i Jesu lignelse er et billede på?
4 Hovedpersonen i denne lignelse var „et menneske, en konge“. Hvem skulle han skildre? Han skildrede Gud selv, for lignelsen indledes sådan: „Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge,“ der gjorde sådan og sådan, hvilket fremkaldte den og den reaktion. „Himlenes rige“ er det samme som „Guds rige“, for Gud er den øverste hersker i de usynlige åndelige himle. For eksempel måtte en af fortidens herskere i Babylon, efter en ydmygende oplevelse, erkende at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“ og at „Himmelen har magten“. (Dan. 4:25, 26) Jesus hentydede til Gud da han sagde om Jerusalem: „I skal slet ikke aflægge eder . . . ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ Det var også denne himmelske konge Jesus lærte sine disciple at bede til i bønnen: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 5:34, 35; 6:9, 10.
5. Hvem er den „søn“ som den himmelske konge holder en „bryllupsfest“ for, og hvilket bevis har vi for dette?
5 Kongen i Jesu lignelse siges at have en søn. Men Gud, den himmelske konge, har millioner af åndesønner, der i Bibelen kaldes „gudssønner“. (Job 38:7; Dan. 7:9, 10) Hvilken af disse mange sønner er det der tales om i Jesu lignelse? Det er Sønnen blandt sønner i Guds himmelske familie. Det er for denne, den ypperste søn, den himmelske konge holder en „bryllupsfest“, og Skriften viser at denne søn er Jesus Kristus selv, ham som fortæller lignelsen. Johannes Døber, som døbte Jesus, sagde om sig selv: „Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham,“ og derefter med tanke på den døbte Jesus: „Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld.“ (Joh. 3:28, 29) I en anden lignelse brugte Jesus et lignende billede om sig selv da han sagde: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.“ — Matt. 25:1; 9:15.
6, 7. (a) Hvem er den „brud“ som den himmelske konge vil give sin søn? (b) Hvad sammenligner Efeserbrevet 5:23-32 forholdet mellem Jesus Kristus og hans menighed med?
6 Som enhver anden vordende brudgom må Jesus have glædet sig meget over at tænke på og tale om den „brud“ som Kongen, hans himmelske Fader, ville give ham. „Bruden“ er naturligvis ikke en enkeltperson, en enkelt af Jesu Kristi disciple. Nej, det er en sammensat eller kollektiv person, hele hans legeme eller menighed af trofaste salvede disciple. Dette skulle ikke undre os. I Bibelens profetier blev det gamle Israels folk omtalt som Jehova Guds hustru, for nationen var så at sige viet til ham, idet den var gået ind på at holde den lovpagt som blev formidlet af profeten Moses ved Sinaj bjerg i Arabien. (Es. 54:5; Jer. 3:14, NW; 31:31, 32) På samme måde blev forholdet mellem Guds søn og hans salvede kirke eller menighed sammenlignet med det forhold der er mellem en mand og hans hustru; som vi læser:
7 „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. . . . I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den, . . . Denne hellige hemmelighed er stor. Nu taler jeg om Kristus og menigheden.“ — Ef. 5:23, 25, 32.
8. Hvor og hvordan vil ægteskabet mellem den himmelske konges søn og hans „brud“ blive fuldbyrdet?
8 Fuldbyrdelsen af ægteskabet mellem Kongens søn og hans symbolske „brud“ sker når Jesus Kristus og hans trofaste menighed forenes i de åndelige himle i tilknytning til „himlenes rige“. Medlemmerne af denne salvede menighed må, ligesom en bortgiftet jomfru, være trofaste mod Jesus Kristus lige til døden. Som belønning for deres jomfruelige trofasthed lige til afslutningen på deres jordiske livsløb, vil de blive oprejst fra de døde og som Kristi himmelske „brud“, hans brudemenighed, for evigt indtræde i den himmelske Faders og Konges hus. — 2 Kor. 11:2, 3.
„De indbudte“ til bryllupsfesten
9. Hvilket forhold stod de indbudte til „bryllupsfesten“ i til kongen, og hvad ville det være et udtryk for hvis de gav agt på indbydelsen?
9 Det var en stor gunst at blive indbudt til kongesønnens „bryllupsfest“. De der blev indbudt var nogle som kongen herskede over. De var hans undersåtter. Han kendte dem ved navn. Han vidste i hvilken del af hans rige de boede, og derfor kunne han sende sine trælle ud for at advisere dem når tiden var inde og alt var klar til festen, den fest de allerede var blevet inviteret til. De indbudte kunne vise tilbørlig respekt for kongen ved at reagere gunstigt når de fik meddelelse om at festen var parat. Hvem skildrede da „de indbudte“ til bryllupsfesten i Jesu lignelse?
10. Hvilket folk var Jehova Gud konge over på det tidspunkt da lignelsen blev fortalt, og ifølge hvilken ordning?
10 Eftersom kongen er et billede på Jehova Gud, hvem var da det folk han var konge over på det tidspunkt? Til hvem var det Jesus sagde: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter“? Den jødiske nation. I året 1513 f.v.t. havde Jehova Gud indgået en pagt med dem ved sin profet Moses’ mellemkomst. Det skete ved Sinaj bjerg. De indgik med glæde denne pagt for at holde det dermed forbundne lovkompleks, hvis grundlove var de berømte ti bud. (2 Mos. 19:1 til 24:8) Det var især ved denne pagtsordning Jehova blev himmelsk konge over dette folk, og det betød at de nu var hans undersåtter. (5 Mos. 33:5, NW) Israelitterne havde allerede lovprist ham som deres konge dengang han havde udfriet dem fra døden i Det røde Hav. Dengang sang de: „[Jehova] er konge i al evighed!“ — 2 Mos. 15:18.
11, 12. (a) Hvordan var Israels nation blevet Guds navnfolk? (b) Hvordan kunne Gud henvende sig til Israels nation hvis han ville give den en indbydelse?
11 Denne himmelske konge har et navn — Jehova — og i kraft af at han lod Israels folk indgå en lovpagt med ham som deres Gud, blev de hans navnfolk. Hans navn var nævnet over dem. Mellemmanden Moses sagde til pagtsfolket Israel: „[Jehova] skal gøre dig til sit hellige folk, som han tilsvor dig, når du holder [Jehova] din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se, at [Jehovas] navn er nævnet over dig, og frygte dig.“ (5 Mos. 28:9, 10) Til dette folk sagde Jehova ved profeten Amos: „Kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ (Amos 3:2) Ikke alene kendtes nationen på at den bar hans navn; han kendte også nationen ved navn.
12 Ved profeten Esajas sagde han til nationen: „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min!“ (Es. 43:1) Hvis han ville sende israelitterne en indbydelse eller give dem en stående indbydelse, kunne han altså gøre det ved at henvende sig til dem under det navn de bar som hans folk.
13. Hvordan kendte den himmelske konge adressen på „de indbudte“ til bryllupsfesten, og i forbindelse med hvilken fødsel fremgik dette klart?
13 Kongen i Jesu lignelse kendte adresserne på dem han havde indbudt til bryllupsfesten. Således kendte Jehova også „adressen“ på sit udvalgte folk, det folk han havde indbudt. Han vidste hvor de boede. De boede i det land han havde lovet deres forfædre Abraham, Isak og Jakob, det land hvortil han trofast havde ført dem. Selv efter deres udlændighed i Babylon lod Jehova dem vende tilbage og bosætte sig i det samme land. Der var ikke tale om en fejldirigering da kongen Jehova sendte sin søn Jesus til dette land. Det var ikke ved en fejltagelse eller et uheld at Jesus, Abrahams og kong Davids efterkommer, blev født i byen Betlehem i provinsen Judæa, i efteråret år 2 f.v.t. Århundreder i forvejen havde Jehova forudsagt hvor denne mirakuløse fødsel skulle finde sted. — Mika 5:1.
14. Fik „de Indbudte“ først deres indbydelse da budbringerne gav besked om at festen var parat, eller hvilket formål tjente denne henvendelse?
14 I opfyldelsen af Jesu lignelse vidste Kongen, Jehova, hvor „de indbudte“ til bryllupsfesten boede. Altså vidste han naturligvis også hvorhen han skulle sende sine budbringere når tidspunktet for bryllupsfesten var inde og de der allerede var indbudt skulle adviseres om at alt var klar og at det var tiden at møde op med god appetit. Indbydelsen til festen blev ikke først udsendt til dem da budbringerne besøgte dem for at sige at alt nu var parat til festen og at de måtte komme straks. En sådan henvendelse tjente nærmest som en ekstra påmindelse, ikke som den oprindelige indbydelse. Men hvornår og på hvilken måde var de da blevet „indbudt“ eller kaldet første gang?
15. (a) I hvilket år udgik indbydelsen til „bryllupsfesten“, og til hvem? (b) I hvilken sammenhæng blev indbydelsen givet, og med hvilke ord?
15 Det skete i 1513 f.v.t. ved en handling fra Guds, Kongens, side, idet han lod Israels folk komme ind under Lovpagten ved Moses som mellemmand. Den oprindelige kaldelse eller „indbydelse“ udgik til israelitterne som en nation, ikke som enkeltpersoner, for det var nationen som helhed, og ikke de enkelte indbyggere, der fortsat ville bestå lige til Kongens „bryllupsfest“ var forberedt og klar til at blive fejret. Den oprindelige kaldelse eller „indbydelse“ til Israels nation indbefattedes i de vendinger hvori Gud forelagde nationen hvad den ville opnå ved at indgå og holde Lovpagten med Jehova Gud. Da Gud gjorde Israel bekendt med pagten ved Sinaj bjerg lod han Moses sige: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:1-6.
16. (a) På hvilket grundlag blev Lovpagten sluttet med Israels nation, og hvordan? (b) Hvem gik både forpligtelser og indbydelse, indeholdt i denne pagt, videre til, og hvor længe?
16 Riget blev således stillet Israels nation i udsigt; den fik muligheden for, ja i virkeligheden indbydelsen til, at blive „et kongerige af præster“. Et sådant præste-kongedømme ville virke som Guds tjener til gavn for hele den øvrige menneskeslægt. Israels folk tog imod denne indbydelse fra dets himmelske konge; det gik ind på hans forslag og sagde: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ Følgelig sluttede Gud, Kongen, Lovpagten med Israels folk ved ofre som mellemmanden Moses bragte. (2 Mos. 19:7, 8; 24:1-12) Ikke alene den mosaiske lovpagts forpligtelser men også indbydelsen til at blive „et kongerige af præster“ førtes videre til de kødelige efterkommere af disse israelitter som indgik pagten, og begge dele var gældende lige til det første århundrede efter vor tidsregning. (Rom. 9:4, 5; Apg. 3:25, 26) Da disse kødelige efterkommere i det første århundrede altså udgjorde en „indbudt“ nation, handlede Gud, Kongen, i overensstemmelse med sin pagts betingelser og sendte Johannes Døber til dem for at forkynde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ — Matt. 3:1, 2.
17. (a) Hvilken forbindelse har en „bryllupsfest“ for kongesønnen med et rige? (b) Hvilken stilling vil de der udgør en „brud“ for ’Evigheds-Faderen’ også beklæde?
17 Men hvad har „et kongerige af præster“ dog at gøre med at en konge holder bryllupsfest for sin søn? At der er en forbindelse antydede Jesus Kristus selv da han indledte sin lignelse med ordene: „Himlenes rige er blevet som et menneske, en konge, der holdt en bryllupsfest for sin søn.“ (Matt. 22:1, 2) Som naturligt er, måtte den „brud“ kongesønnen tog til ægte, blive prinsesse og, under normale forhold, vordende dronning. Svarende hertil vil den „brud“ som Gud, Kongen, lader sin søn Jesus Kristus ægte, nemlig hans salvede menighed af trofaste disciple, blive mere end en „brud“ for Jesus Kristus, der bliver „Evigheds-Fader“ til den genløste menneskeslægt. De vil også blive deres himmelske brudgoms medarvinger til det rige over hele menneskeslægten som Gud, Kongen, overdrager sin søn Jesus Kristus.
18. Hvordan fremholdt Jesus håbet om Riget for sine disciple i Bjergprædikenen og ved den sidste påske?
18 Jesus Kristus fremholdt gang på gang dette håb om Riget for sine sande disciple. I sin bjergprædiken sagde han til dem: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres. . . . Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres. . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 5:3, 10; 6:32, 33) Og den aften da Jesus havde fejret den sidste påske sammen med sine trofaste apostle og indstiftet Herrens aftensmåltid, sagde han til dem: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Luk. 22:23-30.
19. Hvordan ophører Kristus med at være en kongesøn uden et rige, og hvordan berører dette hans brud eller menighed?
19 Bruden, det vil sige menigheden, har altså et fællesskab med Jesus Kristus. De er hans medarvinger til det himmelske rige, og han er deres brudgom, deres hoved. Han skal være en hersker i lighed med fortidens Melkisedek, der både var konge af Salem og Gud den Allerhøjestes præst, altså konge-præst. (1 Mos. 14:18-20; Sl. 110:1-4; Hebr. 5:5, 6; 6:20 til 7:28) Jesus Kristus tjener som Jehovas ypperstepræst, og Kristi brud eller menighed udgør underpræsterne. På denne måde bliver den sande kristne menighed „et kongerige af præster“. Til denne menighed skrev apostelen Peter: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:9) Således bliver Jesus Kristus, Guds søn, ikke ved med at være kongesøn uden et rige. Nej, Gud, Kongen, overdrager Sønnen et særligt kongedømme over hele menneskeslægten, og hans brud deler dette messianske rige med ham. — Rom. 8:16, 17.
Hvordan „de indbudte“ til bryllupsfesten stillede sig
20. (a) Hvilken tvivl kunne opstå med hensyn til den generation der fik at vide at netop den havde mulighed for at komme med til bryllupsfesten? (b) Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til hvor mange der ville tage imod indbydelsen?
20 Da israelitterne som en hel nation kom under den mosaiske lovpagt, var det en vidunderlig forret eller „indbydelse“ der udstraktes til dem. I forbindelse med den „bryllupsfest“ som deres Gud og Konge, Jehova, havde foranstaltet, udgjorde de en nation af „indbudte“. Men der knyttede sig betingelser til hvis de skulle blive „et kongerige af præster“. Spørgsmålet opstår derfor: Hvordan ville nationen stille sig når den blev gjort bekendt med at nu ville netop den generation blive begunstiget med muligheden for at tage imod Kongens indbydelse og deltage i bryllupsfestlighederne? Hvor mange enkeltpersoner af folket ville tage imod indbydelsen? Ville der være nok til at besætte samtlige pladser i bryllupssalen? Mange fik muligheden, for lignelsen viser at kongen indbød mange og at der var sørget for at mange gæster kunne ’ligge til bords’ ved festmåltidet, som datidens skik var.
21. Hvornår begyndte den himmelske konge at sende sine „trælle“ ud for at advisere „de indbudte“ om at festen var parat?
21 Hvornår skete det så i lignelsens opfyldelse at Gud, Kongen, sendte sine „trælle“ ud for at gøre de „indbudte“ bekendt med at tiden var inde til „bryllupsfesten“ og at de straks skulle møde op? Det skete efter at Jesus var blevet døbt og salvet med Guds hellige ånd til at være Kristus, den der var salvet til messiansk konge. Da Jesus Kristus vendte tilbage efter at have opholdt sig i Judæas ørken i fyrre dage, pegede Johannes Døber på ham og sagde til dem der stod omkring ham: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ Ikke alene genkendte Johannes Jesus som det modbilledlige lam der skulle ofres for at menneskeslægten kunne udfries fra syndens straf — han bevidnede også at Jesus Kristus var Guds søn. Kort efter begyndte den salvede Jesus sit undervisningsarbejde, idet nogle begyndte at følge ham som Messias. En af dem, nemlig Andreas, fandt sin broder Simon og sagde til ham: „’Vi har fundet Messias’ (der oversat betyder Kristus).“ (Joh. 1:26 til 2:2) Dermed begyndte Jesus at samle en skare disciple.
22. Hvor længe udgik den første påmindelse, og til hvem?
22 Jesus Kristus underviste og forkyndte ikke alene om Guds messianske rige; han sendte også sine jødiske disciple ud at forkynde: „Himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 10:1-7; Luk. 9:1-6; 10:1-9) På denne måde udsendte den himmelske konge, Jehova Gud, sine „trælle“ under Lovpagten med den første påmindelse. Dette foregik fra efteråret år 29 til foråret år 33, eller i omkring tre og et halvt år. Disse „trælle“ blev kun sendt til „de indbudte“, det vil sige den jødiske nation under den mosaiske lovpagt, som gav „de indbudte“ mulighed for at blive „et kongerige af præster“. I anerkendelse af „de indbudte“ sagde Jesus til de disciple han sendte ud for at bekendtgøre at tiden nu var inde: „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus.“ Og om sig selv sagde Jesus: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ — Matt. 10:5, 6; 15:24.
23. Hvordan viste Jesus at det var det rette tidspunkt for den første påmindelse, men hvad sagde han i sin lignelse om hvordan de indbudte havde reageret?
23 Det var det rette tidspunkt for denne første påmindelse. Jesus mindede „Israels hus“ om at Gud overholder sine fastsatte tider, da han sagde til jøderne: „Den fastsatte tid er udløbet, og Guds rige er kommet nær. I må ændre sind og I må tro på den gode nyhed.“ (Mark. 1:15) Men medførte den landsomfattende forkyndelse som den himmelske konges „trælle“ udførte, at hele nationen ændrede sind og omvendte sig og tog imod Kongens søn som den kongelige Messias? Den første påmindelse var næsten tilendebragt da Jesus fortalte hvordan reaktionen havde været, sådan som han gjorde da han fortsatte sin lignelse: „Men de ville ikke komme.“
24. Hvor hårdnakkede var „de indbudte“ i deres uvillighed til at komme, og med hvilken begivenhed sluttede den første påmindelse?
24 Som nation betragtet havde de ikke omvendt sig og taget imod kongesønnen Jesus Kristus som Messias, hvis „bryllupsfest“ var forestående. De var så hårdnakket uvillige at de overtalte Pontius Pilatus til at lade ham dø påskedag år 33. Således døde Jesus som „Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Joh. 1:29, 36) At han, et fuldkomment menneske, led offerdøden, skulle blive til evig gavn for „de indbudte“ til Kongens „bryllupsfest“. Offerdøden bragte imidlertid en afslutning på Jesu Kristi direkte, personlige deltagelse i arbejdet med at bekendtgøre at tiden var inde til at efterkomme indbydelsen. Dermed sluttede den første påmindelse af „de indbudte“.
25. (a) Hvorfor var dette ikke ensbetydende med at Guds hensigt med bryllupsfesten slog fejl? (b) Hvorfor viste Gud stadig sin anerkendelse af dem der oprindelig var „indbudt“ ifølge Lovpagten?
25 Hvad så? Var det aldeles forgæves at Kongen havde forberedt „en bryllupsfest for sin søn“? Var festen dømt til at mislykkes? Nej, ikke ifølge Guds, Kongens, hensigt. Den almægtige Gud oprejste sin trofaste søn Jesus Kristus fra døden og ophøjede ham til at indtage den kongelige plads ved Guds højre hånd i himmelen. (Apg. 2:32-36; Sl. 110:1, 2; Matt. 22:41-45) Foran Gud i himmelen fremlagde den opstandne Jesus, som Guds lam, værdien af sit opofrede menneskeliv, og dette bragte den mosaiske lovpagt med dens utilstrækkelige dyreofre til ophør. Selv om Lovpagten således var annulleret og en ny pagt oprettet med Jesus Kristus som mellemmand, viste Jehova Gud, Kongen, dog stadig barmhjertigt sin anerkendelse af dem der var indbudt til bryllupsfesten i overensstemmelse med Lovpagten. Det gjorde han fordi de var „Israels hus“ og kødelige efterkommere af den trofaste patriark Abraham, Guds ven. — Dan. 9:24, 27.
Anden påmindelse af „de indbudte“
26. Hvordan antydede den opstandne Jesus at de indbudte ville få endnu en påmindelse og dermed mulighed for at besætte alle pladserne ved bryllupsfesten?
26 Jehova Gud, Kongen, havde grund til at harmes inderligt på nationen af „indbudte“, men alligevel gav han den endnu en chance for at besætte alle pladser ved den „bryllupsfest“ han havde til hensigt at holde for sin søn. Han udsendte endnu en påmindelse, men den sidste. Jesus Kristus antydede at Gud ville vise en sådan udvidet barmhjertighed mod de indbudte, da han lige før sin himmelfart sagde til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og [først derefter] Samaria og til jordens fjerneste egne.“ — Apg. 1:8.
27. Hvordan viste Jesus i sin lignelse at de indbudte ville reagere på den anden påmindelse?
27 Hvordan nationen i almindelighed ville reagere på denne anden påmindelse, forudsagde Jesus i sin lignelse: „Han [kongen] sendte igen andre trælle ud idet han sagde: ’Sig til de indbudte: „Se! Min middag har jeg tilberedt, mine tyre og fededyr er slagtet, og alt er parat. Kom til bryllupsfesten.“’ Men de viste ingen interesse og gik deres vej, én ud på sin mark, en anden til sin forretning; og de andre greb hans trælle, behandlede dem forsmædeligt og dræbte dem.“ — Matt. 22:4-6.
28. Hvornår begyndte den anden påmindelse, og hvilken anklage udtalt af den jødiske højesteret viser at nationen af indbudte blev grundigt adviseret?
28 Denne del af Jesu lignelse begyndte at gå i opfyldelse på pinsedagen år 33, da den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple der var i forventning, og de begyndte at forkynde i Jerusalem. De forkyndte den gode nyhed om Guds messianske rige for jøderne og for de omskårne proselytter der havde vendt sig til jødedommen. Den inspirerede beretning fortæller os ikke hvor mange hundrede tusind fra jordens mange egne der var mødt op til højtiden i Jerusalem. Tusinder af disse lyttede nu til den gode nyhed om den opstandne Jesus, Messias. Der gik ikke lang tid før medlemmer af den jødiske højesteret sagde til Jesu Kristi tolv apostle: „Se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod over os.“ (Apg. 5:27, 28) Nationen af „indbudte“ blev nu grundigt adviseret for anden gang.
29. Hvordan reagerede de indbudte på Kongens anden påmindelse, og hvilken beretning viser hvor nøjagtigt Jesu lignelse gik i opfyldelse?
29 Hvordan reagerede hovedparten af folket da den himmelske konge for anden gang mindede dem om deres indbydelse til den „bryllupsfest“ som nu var rede? De fornærmede Kongen og viste ringeagt for hans giftefærdige søn, for de koncentrerede sig om deres egne materialistiske interesser i stedet for at ophøje Kongen ved at gøre sig klar og møde op til hans søns bryllupsfest. De drev det endog så vidt at de myrdede nogle af hans lydige „trælle“, de kristne forkyndere af den gode nyhed om Guds messianske rige. Man kan blot læse Apostelgerninger, kapitlerne tre til ni, og man får en historisk beretning om hvor nøjagtigt Jesu profetiske lignelse kom til at gå i opfyldelse.
30, 31. (a) Hvornår sluttede den anden påmindelse? (b) Hvad gjorde kongen i lignelsen da man lod hånt om hans anden påmindelse?
30 Det kunne altså ikke være anderledes end at denne anden påmindelse af de indbudte blev afsluttet, ja måtte afsluttes ifølge profetien. Det skete i år 36, tre og et halvt år efter at Jesus Kristus led martyrdøden i Jerusalem. Hvordan kan man sige at påmindelsen måtte afsluttes? Det skildrede Jesu lignelse. Om den straf der skulle komme over nationen af „indbudte“ for illoyalt at have afvist den himmelske konges indbydelse, sagde Jesus:
31 „Men kongen blev vred, og han sendte sine hære ud og udryddede disse mordere og brændte deres by af. Så sagde han til sine trælle: ’Ja, bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og indbyd alle dem I finder, til bryllupsfesten.’ Så gik disse trælle ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode; og bryllupssalen blev fyldt med folk der lå til bords.“ — Matt. 22:7-10.
32. Betyder rækkefølgen i Jesu lignelse at konge udsatte de videre forberedelser af bryllupsfesten ind til han havde ødelagt „de indbudtes“ by?
32 Rækkefølgen hvori Jesus beskriver lignelsens enkeltheder må ikke få os til at tro at kongen, før han rettede yderligere opmærksomhed mod bryllupsfesten, mobiliserede sine tropper og sendte dem imod den by hvor de utaknemmelige „indbudte“ boede og „udryddede disse mordere og brændte deres by af“. Hvis det var tilfældet ville det være ensbetydende med at den himmelske konge, Jehova Gud, først sendte sine trælle ud for uden skelnen at indbyde folk til bryllupsfesten i år 70, for det var i sommeren dette år Jerusalem blev jævnet med jorden af romerne under general Titus, kejser Vespasians søn. Det var på det tidspunkt at „disse mordere“ blev dræbt. Ifølge Flavius Josefus’ oplysninger omkom 1.100.000 jøder under Jerusalems belejring og ødelæggelse, og 97.000 blev taget til fange og solgt som slaver. — Luk. 21:20-24; 19:41-44.
[Illustration på side 152]
I lignelsen om kongen der holdt en bryllupsfest viste Jesus at nogle som mener at de kommer i himmelen, ikke kommer der.