Loyalitet mod vor Herres og hans Messias’ rige
„Jeg er dig hengiven, Jehova min styrke. Mod den loyale handler du loyalt.“ — Salme 18:1, 25, NW.
1. (a) Hvordan reagerede David på Jehovas loyale kærlighed? (b) Hvad anerkendte David, selv da han var blevet gammel?
JEHOVA viste sig loyal da han i år 1070 f.v.t. opløftede David til stillingen som konge over hele Israel. I taknemmelighed for denne loyale kærlighed fra Guds side anerkendte David, da han var indsat som konge, altid at Gud var hans Konge og derfor Israels øverste Konge. Gud sagde, især med henblik på den lovede Messias der langt senere skulle komme i Davids slægt: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ (Salme 2:6) I anerkendelse af hvem der var den egentlige hersker sagde David: „Lån øre til mit nødråb, min konge og Gud, thi jeg beder til dig! Årle hører du, [Jehova], min røst.“ (Salme 5:2-4) Da David var blevet gammel og overgav tronen til sin søn Salomon, bad han til Gud foran hele Israels forsamling og sagde: „Din, [Jehova], er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på jorden er dit; dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle.“ — 1 Krønikebog 29:11, 12.
2. (a) Hvad må vi i dag erkende? (b) Hvilket afgørende spørgsmål må vi hver især svare på?
2 Således erkendte kong David for længe siden offentligt at Jehova er den højeste Konge; vi der ikke er konger bør i dag uden forlegenhed erkende det samme. Bibelen fortæller os om det stridsspørgsmål om Jehova Guds universelle suverænitet der har verseret lige fra menneskehedens allerførste tid. Denne retssag på guddommeligt plan skal nu endeligt afgøres, og alle folk og nationer er inddraget. Det er i disse sidste dage afgørelsen må træffes og gøres kendt for alle i himmelen og på jorden. Jehova vil vinde sejren, og retmæssigheden af hans herredømme som konge, hans universelle suverænitet, vil blive bevist. Men for os er det afgørende spørgsmål: Hvem vil bevare sin loyalitet mod Jehovas rige? Svaret på dette har betydning for om vi går det evige liv eller den evige udslettelse i møde!
3. Hvilken katastrofe indtraf i 607 f.v.t., men hvorfor var dette ikke et udtryk for at Jehova handlede illoyalt?
3 Nu kan vi spørge: Gav Jehova Gud afkald på sin stilling som konge i år 607 f.v.t.? Hvorfor spørger vi om dette? Fordi det var i det år han lod det babyloniske rige under kong Nebukadnezar ødelægge byen Jerusalem og dens tempel og omstyrte det jødiske kongerige, som indtil dato ikke er blevet genoprettet. Dette betød imidlertid ikke at Gud gav afkald på sin stilling som konge, for det var ham selv der havde givet befaling om at kongebyen Jerusalem måtte ødelægges. Derved handlede han ikke illoyalt over for sit udvalgte folks jordiske rige. Nej, han handlede i overensstemmelse med betingelserne i den pagt han havde sluttet med Israel, den pagt der var blevet føjet til den gamle Abrahamspagt. I det skæbnesvangre år 607 f.v.t. havde Judas land og Israels rest længe været grove pagtsbrydere. Gud handlede således med dem i overensstemmelse med betingelserne i den lovpagt der var indgået med dem ved Sinai bjerg med Moses som mellemmand.
Kongen der havde „retten til det“
4. Hvordan fremgår Jehovas loyalitet af de inspirerede ord i Ezekiel 21:25-27?
4 Gud inspirerede sin profet Ezekiel (der allerede var blevet ført til Babylon) til at sige, møntet på den sidste judæiske konge i Jerusalem: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.
5. (a) Hvorfor var ødelæggelsen kun af midlertidig karakter? (b) Hvordan blev dette bekræftet over 600 år senere?
5 Disse ord fortæller os at Herren Jehova stadig sad inde med det fulde herredømme. Den ødelæggelse der var sket, berørte kun det jordiske kongerige der var ham underlagt. Når hans tid var inde, ville der komme en som havde den juridiske ret til herredømme som messiansk konge, og da ville Herren Jehova give herredømmet til ham. Indtil da skulle ingen udøve den juridiske ret til at herske som konge. Eftersom pagtsløftet var knyttet til Davids kongeslægt, måtte den der skulle komme, den der skulle få herredømmet som konge, være en efterkommer af den trofaste kong David. Det var netop fordi David havde været loyal mod Jehovas stilling som den evige Konge, at Jehova indgik en pagt med ham om at riget til evig tid skulle være i hans efterkommeres hænder. (2 Samuel 7:8-16) Over 600 år senere, i år 2 f.v.t., viste en engel fra Gud sig for en kvindelig efterkommer af kong David og fortalte at hun skulle være moder til Davids lovede arving. Engelen sagde til hende: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ Hans navn skulle være Jesus. — Lukas 1:32, 33; Mattæus 1:18-23.
6. (a) Hvordan blev Jesus den retmæssige arving til Davids rige? (b) Hvorfor blev dette rige til mere end et jordisk styre?
6 Ved sin fødsel i Betlehem, Davids fødeby, blev Jesus, Guds søn fra himmelen, den kødelige arving til løftet om Riget i den pagt Gud havde indgået med hans forfader David. Både juridisk og i kraft af sin afstamning fik han retten til Riget. Men da Jesus blev døbt og salvet med hellig ånd fra Gud, hans Fader i himmelen, blev dette rige til mere end et jordisk styre over Jakobs eller Israels hus. Han blev avlet af sin himmelske Faders ånd og blev således en åndelig søn af Gud med himmelsk liv i vente. Det var i denne egenskab han blev salvet med Guds ånd og derfor blev Messias, hvilket betyder den Salvede. — Apostelgerninger 4:27; 10:38; Esajas 61:1-3.
7. (a) Hvorfor fik Jesus ikke overdraget Messiasriget med det samme? (b) Hvilket kongedømme ville hans salvede disciple anerkende i mellemtiden?
7 Da der nu var tale om et himmelsk rige, overdrog Gud det ikke til Jesus mens denne var på jorden, og han gav det heller ikke til ham straks efter at han var opsteget til himmelen igen. Han blev på det tidspunkt anerkendt som konge over sine salvede disciples åndelige menighed på jorden, men han fik ikke overdraget Messiasriget før afslutningen af de tider han selv havde kaldt „hedningernes tider“, eller „nationernes fastsatte tider“. — Kolossenserne 1:13; Lukas 21:24, da. aut. og NV.
8. (a) Hvilken periode strakte „nationernes fastsatte tider“ sig over og hvilke begivenheder markerede deres udløb? (b) Hvordan har „tegnet“ kunnet ses tydeligere og tydeligere, og hvad er en særlig del af dette ’tegn’?
8 Disse „fastsatte tider“ var begyndt tilbage i 607 f.v.t. da Jerusalem for babyloniernes hånd blev ødelagt første gang og Judas land derefter lå fuldstændig øde. Ifølge det fjerde kapitel i Daniels profetiske bog skulle der være syv af disse profetiske „tider“, og vi kan slutte at den samlede varighed skulle være på 2520 år. Eftersom de begyndte ved den totale ødelæggelse af Jerusalem og Judas og Benjamins land i det tidlige efterår 607 f.v.t., skulle de altså slutte i efteråret 1914 e.v.t. Den første verdenskrigs udbrud i sidste halvdel af 1914 var i god overensstemmelse med dette. Dermed begyndte Jesu profeti om det ’tegn’ der skulle markere „afslutningen på tingenes ordning“, at blive opfyldt. (Mattæus, kapitlerne 24 og 25; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21) Lige siden da har dette ’tegn’ kunnet ses tydeligere og tydeligere. Jesus pegede på en ganske særlig del af „tegnet“ med disse ord: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.
9, 10. (a) Hvilken tid var nu endelig kommet i forbindelse med stridsspørgsmålet om loyalitet? (b) Hvordan blev de illoyale engle fjernet fra himmelen, og hvad betød dette for jordens beboere?
9 Ja, nu var tiden endelig kommet hvor Davidsriget skulle overgives til Guds herliggjorte søn i himmelen, fordi han ifølge Guds høje lov var den eneste der havde „retten“ til det. Men det medførte at der måtte udkæmpes en krig i himmelen. Hvorfor?
10 Jo, da den messianske konge begyndte at herske, var tiden inde til at han rensede himmelen for alle modstandere af den nye regering, nemlig Satan Djævelen og hans legioner af dæmoner. De blev kastet ned til jorden, hvor den dæmonbeherskede tingenes ordning stadig eksisterede. Disse onde engle er nu for evigt afskåret fra Guds himle, hvor de loyale engle opholder sig. De fordrevne oprørske engle vil være begrænset til jordens nærhed lige til de bliver bundet og kastet i det totale fangenskabs afgrund, hvor de skal være i 1000 år. Krigen i himmelen og dens udfald er profetisk beskrevet i Åbenbaringsbogen, kapitel 12. Efter dæmonernes uddrivelse af himmelen lød englenes sejrskor med disse ord: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed, for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned!“ (Åbenbaringen 12:10) Hvad betød dette for jordens beboere? Det betød at veerne tog til for hele menneskeheden.
En domstid for de loyale
11, 12. (a) Hvilke loyalitetsprøver finder sted nu? (b) Hvordan har dette forbindelse med forkyndelsen af Riget? (c) Hvilken høsttid er det, og hvordan bliver englene sikkert benyttet?
11 I denne tid hvor der er udråbt et ’ve over jorden og havet, fordi Djævelen er kommet ned til os og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode’, har vi oplevet store loyalitetsprøver. Prøverne afslører om mennesker har skænket Djævelens dødsdømte tingenes ordning deres loyalitet, eller om de viser loyalitet mod Guds rige, der nu er oprettet i himmelen og har Jesus Kristus som konge. (Åbenbaringen 12:12) Det er en tid hvor alle der kalder sig disciple af Kristus står til doms, så det kan afgøres hvor loyale de er over for dette oprettede rige. Vil de flittigt forkynde den gode nyhed om Riget „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“? Den overgangstid vi befinder os i, sammenlignes også med en høsttid, en høst hvor sande kristne skal skilles fra falske kristne. Det er som Jesus profeterede om i sin lignelse om hveden og ukrudtet (eller rajgræsset): „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle.“ (Mattæus 13:39) Her er der sikkert tale om de engle den suveræne Herre Jehova vil benytte til at udføre den befaling der omtales i Salme 50:5: „Saml mine loyale hos mig, dem der slutter pagt med mig ved slagtoffer.“ — NW.
12 Til dem der kalder sig kristne men ikke består prøven på deres loyalitet over for Riget, siger Gud: „Hvor vover du at remse mine bud op og tage mine pagtsord i din mund?“ — Salme 50:16, 1977-overs.
13, 14. (a) Hvilken pagt er der tale om i Salme 50:5, 16? (b) Hvilke to pagter må de salvede kristne være loyale mod?
13 Den pagt der omtales i de nævnte vers (vers 5 og 16) er ikke en personlig pagt som de loyale har indgået ved selv at bringe ofre til Gud. Nej, det er en pagt der omfatter en hel nation. Den mosaiske lovpagt, der blev indgået med Israels folk ved Sinaj bjerg i Arabien, blev benyttet som et profetisk forbillede på den nye pagt der blev indgået med det åndelige Israels ’hellige nation’ med den større Moses, Jesus Kristus, som mellemmand. (Jeremias 31:31-34) Påskeaften år 33 indstiftede Jesus Herrens aftensmåltid og sagde: „Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ (Lukas 22:20) Således blev den nye pagt gyldiggjort med Jesu Kristi blod som blev udgydt ved hans offerdød. De „loyale“ som Jesus fører ind i den nye pagt, fører han også ind i „en pagt . . . om et rige“. (Lukas 22:28-30; Mattæus 26:29; Markus 14:25; Salme 116:15) Hvad indebærer det?
14 Det indebærer at de kristne der føres ind i den nye pagt, som er ’en pagt ved slagtoffer’, ikke alene må være loyale mod denne pagt, men også mod ’pagten om et rige’. Disse kristne er de åndelige israelitter, „Guds Israel“. — Galaterne 6:16.
15. Hvordan må de åndelige israelitter vise at de er loyale?
15 I dag, ved „afslutningen på tingenes ordning“, findes der en rest af åndelige israelitter på jorden. På denne hviler i særlig grad det ansvar at handle efter Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) De kan ikke vige uden om denne forpligtelse hvis de vil være loyale mod „vor Herres [Jehovas] og hans Messias’“ rige. (Åbenbaringen 11:15) De kan ikke være en del af denne dødsdømte tingenes ordning med dens politik, dens selviske kommercialisme og dens falske religion. De salvede kristne beder inderligt den bøn deres Mester lærte dem: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10) I stedet for at engagere sig i denne splittede tingenes ordning og dens politik, må de nøje følge befalingen fra deres Mester, der er kongers Konge og herrers Herre: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Åbenbaringen 19:16; Mattæus 6:33) Kun på denne måde kan de vise at de er blandt de „loyale“ der hører til det åndelige Israel som har ’sluttet pagt med Jehova Gud ved slagtoffer’, det vil sige ved Jesu offer, han der blev mellemmand for den nye pagt.
Loyale „andre får“
16. Hvordan peger de anførte skriftsteder på at der også findes en anden skare loyale tilbedere?
16 I dag er der en stor gruppe indviede, døbte mennesker der forud blev skildret ved „den sammenløbne hob“ som forlod Ægypten sammen med israelitterne og som var til stede da Lovpagten blev indgået ved Sinaj bjerg. (2 Mosebog 12:38; 4 Mosebog 11:4) De svarer til ’den store skare, som apostelen Johannes beskriver i Åbenbaringen 7:9-17. Det er også dem der omtales som „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene, idet de har gjort godt mod kongen Jesu Kristi åndelige brødre efter at han begyndte at herske i 1914. Af dem kræves der ikke mindre loyalitet end af de salvede kristne. — Mattæus 24:3; 25:31-46.
17. (a) Hvem hører medlemmerne af ’den store skare’ til, og sammen med hvem bliver de „én hjord“? (b) Hvordan kan de blive velsignet? (1 Mosebog 22:15-18)
17 Disse loyale hører til de „andre får“ som Jesus sagde ikke hørte til „denne fold“, Abrahamspagtens fold, hvor ’den lille hjord’ på 144.000 befinder sig. Men sammen med dem der befinder sig i „denne fold“ bliver ’den store skare’ af loyale „én hjord“, for de bliver ført ind i et nært samarbejde med arvingerne til den himmelske Faders rige. (Johannes 10:16; Lukas 12:32) For at kunne forblive i denne ’ene hjord, sammen med de loyale der er i den nye pagt med Jehova Gud ved Kristi offer, må de der hører til ’den store skare’ også vise deres loyalitet mod Jehovas og hans Messias’ rige.
18. (a) Hvordan belønnes de loyale allerede nu? (b) Hvordan kan vi vise at vi værdsætter den loyalitet Jehova har vist os?
18 Alle der viser sig loyale får stor løn i dag. I taknemmelighed sagde kong David i fortiden til Jehova Gud, sin himmelske Konge. „Mod den loyale handler du loyalt.“ (Salme 18:25, NW; 2 Samuel 22:26, NW) David sagde også: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sin loyale.“ (Salme 37:28, NW) Og i Ordsprogene 2:8 får vi denne forsikring: „Han vogter sine loyales veje.“ (NW) Ja, Jehova er indbegrebet af loyalitet, og hans søn, Jesus Kristus, er hans fuldkomne billede i denne egenskab. Måtte vi, i værdsættelse af den loyalitet Gud har vist os gennem Kristus, på denne dommens dag bevise vor urokkelige loyalitet mod Jehova og det rige han har oprettet med sin loyale søn Jesus Kristus som konge!
Opsummering: Hvordan udtrykker følgende handlinger loyalitet?
■ At David anerkendte Jehova som Konge
■ At Jehova eksekverede sin dom over det troløse Jerusalem
■ At Gud gav sin søn det davidiske rige i 1914
■ At den messianske konge udkæmpede en krig i himmelen
■ At den salvede rest forkynder Riget i dag
■ At ’resten’ støttes af ’den store skare’
[Illustration på side 12]
Alle de engle der ikke var loyale mod Guds rige, blev kastet ud af himmelen da Guds loyale søn begyndte at herske
[Illustration på side 13]
Loyalitet mod Riget kræver at man ivrigt forkynder det for andre