Højtiden til minde om Kristi død og hvad den betyder for os hver især
HØJTIDEN der fejres til minde om Kristi død, også kaldet „nadveren“ eller „Herrens aftensmåltid“, betyder ikke det samme for alle mennesker. Grunden hertil er uden tvivl forskelligheder i opfattelse af hvad der finder sted ved denne lejlighed. Det er klogt at ransage sig selv og komme til klarhed over hvad denne højtid betyder for en selv og hvilken forståelse man har af den. For mange betyder den så meget at intet kan hindre dem i at fejre den.
For eksempel var der i De forenede Stater en ældre kristen kvinde som var lænket til sengen men som af hele sit hjerte længtes efter at fejre mindet om Kristi død sammen med sine kristne brødre. Hun blev kørt til mødesalen i en ambulance og kom således til at overvære mindehøjtiden, ganske vist liggende på en båre. Et smukt eksempel på værdsættelse af denne sammenkomsts betydning.
Et Jehovas vidne som befandt sig i enecelle i et kommunistisk fængsel i Kina lod sig heller ikke hindre i at fejre mindet om Kristi død. Han beretter selv:
„Hvert år fejrede jeg mindehøjtiden så godt jeg kunne med de forhåndenværende midler. Fra mit fængselsvindue iagttog jeg ved forårets begyndelse månen indtil det var fuldmåne, og derefter udregnede jeg så nøjagtigt som muligt datoen for mindehøjtiden. Naturligvis havde jeg ingen mulighed for at skaffe mig symbolerne, brødet og vinen, og fængselsbetjentene ville ikke hjælpe mig. De to første år kunne jeg derfor kun forestille mig at jeg havde symbolerne og lade som om jeg spiste brødet og drak vinen, . . . det tredje år fandt jeg nogle dåser solbær i min Røde Kors-pakke, og dem lavede jeg vin af, mens ris gjorde det ud for brød. I år [1963] havde jeg både vin og nogle usyrede kiks, som jeg havde fået gennem Røde Kors.“
Under den anden verdenskrig udsatte mange Jehovas vidner, især de der befandt sig i nazistiske koncentrationslejre, sig for alvorlig fare, ja endog for at miste livet, ved at fejre mindehøjtiden. En kristen kvinde i en af koncentrationslejrene i Tyskland beretter følgende:
„Alle fik besked om at møde i vaskehuset klokken 11 om aftenen. Præcis klokken 11 var vi forsamlede, 105 i alt. Vi stod tæt sammen i en rundkreds. I midten var anbragt en skammel, dækket med en hvid dug, hvorpå symbolerne stod. Et stearinlys oplyste rummet, da det elektriske lys kunne have røbet os. Vi følte os som de første kristne i katakomberne. Der var en højtidsfuld stemning. Atter gav vi vor Fader et højtideligt løfte om at bruge al vor kraft og styrke i ophøjelsen af hans hellige navn, trofast at stå fast for Teokratiet og villigt at bringe vore legemer som et levende, Gud velbehageligt offer.“
En lignende fare udsatte vidnerne i Canada og andre lande sig for i disse år. Ja, selv i år vil mange Jehovas vidner udsætte sig for fare når de fejrer mindehøjtiden, nemlig i de lande hvor de arbejder under jorden, som for eksempel bag jerntæppet. Der er ingen tvivl om at disse virkelig værdsætter det privilegium at kunne fejre mindet om Kristi død.
Hvordan højtiden fejres
For at forstå hvilken betydning der ligger i mindehøjtiden må man først og fremmest vide hvad den består i. Apostelen Mattæus, der var øjenvidne til denne højtids indstiftelse, skrev: „Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: ’Tag dette og spis det; dette er mit legeme.’ Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: ’Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.’“ Ved den lejlighed gav han også, som meddelt af apostelen Paulus, følgende påbud: „Gør dette til ihukommelse af mig!“ — Matt. 26:26-28; 1 Kor. 11:24.
Det var i høj grad på sin plads at Jesus Kristus befalede at hans død skulle mindes. Jesu død, som gjorde det muligt for menneskene at blive udfriet fra synd og død og genvinde Guds gunst, var i sandhed en af de mest betydningsfulde, om ikke den mest betydningsfulde begivenhed der var indtruffet på jorden indtil da. Endvidere blev Jesus ved sin livsførelse det ypperste eksempel for alle sine efterfølgere. Men fremfor alt vandt Jehova Gud ved at Jesus forblev trofast indtil døden trods alt hvad Djævelen og hans hjælpere gjorde for at få ham til at falde, en afgørende sejr over Satan Djævelen, som havde pralet af at han kunne få alle mennesker til at vende sig bort fra Jehova Gud. — Job 2:4, 5; Matt. 20:28; 1 Pet. 2:21.
Hvad mente Jesus da han ved indstiftelsen af denne højtid sagde: „Dette er mit legeme,“ og: „Dette er mit blod“? Den mest nærliggende forklaring, som ikke modsiges af nogen anden udtalelse i Bibelen, er at brødet og vinen repræsenterede eller betød Jesu legeme af kød og blod, og ikke at brødet og vinen blev forvandlet til hans bogstavelige kød og blod. Derfor siger flere oversættelser også: „Dette betyder mit legeme,“ eller: „Dette repræsenterer mit legeme.“ Brødet og vinen kan derfor med rette betegnes som „symboler“.
Hvor ofte?
Hvor ofte skal de kristne fejre mindet om Kristi død? Den romersk-katolske kirke celebrerer sin version af nadveren, messen, hver dag, undtagen langfredag. Andre, for eksempel christadelphierne, celebrerer den hver uge. Andre igen afholder den tre eller fire gange om året.
Selv om Jesus ikke selv tydeligt tilkendegav hvornår og hvor ofte hans efterfølgere skulle fejre mindet om hans død, kan vi ud fra forskellige omstændigheder, såsom tidspunktet han valgte for denne højtids indstiftelse og hvad Bibelen i øvrigt siger om dette emne, slutte os til svaret på disse spørgsmål. For det første: Er det ikke rimeligt og logisk at tænke at Jesu død skulle mindes én gang om året? Alle andre store begivenheder mindes jo på årsdagen for begivenheden. At gøre det oftere ville ikke gøre denne højtid mere betydningsfuld; tværtimod — det ville forringe dens betydning, gøre den til noget dagligdags.
For det andet: Jesus indstiftede mindet om sin død og døde på den mest betydningsfulde dag i jødernes historie, nemlig den fjortende dag i den første måned i jødernes religiøse år, nisan måned. Det var påskeaften, den aften israelitterne mindedes at de var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten og at deres førstefødte var blevet skånet eller forbigået. Den markerede på én og samme tid Israels nations fødsel og en storslået sejr for Jehova Gud over den ægyptiske verdensmagt, der beherskedes af Djævelen. Endvidere læser vi: „Vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.“ Eftersom Jesus Kristus her betegnes som et påskelam og påsken fejredes én gang om året, nemlig den fjortende nisan, er det da ikke rimeligt at slutte at det var hans mening at mindet om hans død skulle fejres på den jødiske påskeaften af hans efterfølgere, som alle på det tidspunkt var jøder, der var vant til at fejre påsken én gang om året, den fjortende nisan? Nogle af de ældste beretninger om de første kristne viser også at mange af disse fejrede mindet om Herrens død den fjortende nisan. — 1 Kor. 5:7, 8.
Af ovennævnte grunde fejrer Jehovas vidner mindet om Kristi død én gang om året, den fjortende nisan, der i år begynder den 16. april efter solnedgang.
Deltager du i mindemåltidet?
Dette spørgsmål vil måske forekomme nogle af vore læsere mærkeligt eftersom det er praksis mange steder i kristenheden at alle som overværer nadveren også nyder brødet og vinen. Imidlertid giver Bibelen intet grundlag for en så vilkårlig deltagelse i dette mindemåltid. Da Jesus indstiftede mindehøjtiden var kun hans elleve trofaste apostle til stede, og til dem sagde han: „Ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer [jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, NW], at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ Det følger heraf at man kun kan deltage i mindemåltidet hvis man er med i denne pagt om et rige sammen med Kristus. De der er med i denne pagt betegnede Jesus som en „lille hjord“, hvilket de også er i forhold til den „store skare“, selv om deres antal udgør 144.000. — Luk. 22:29, 30; 12:32; Åb. 7:4-8; 14:1, 3.
De der er med i denne pagt om et rige har indviet sig til at gøre Guds vilje, er blevet antaget af Jehova og derefter født af hans ånd til at være hans åndelige børn, de er „født på ny“ og er blevet lemmer på „Kristi legeme“. De kan alle sige med apostelen Paulus: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ — Rom. 8:16, 17.
For dem der deltager i mindemåltidet har dette en særlig betydning, idet de billedligt talt sidder til bords sammen med Jehova Gud og Jesus Kristus ved et offermåltid. (1 Kor. 10:20, 21) Det skal minde dem om den særstilling de indtager som åndelige sønner af Gud og som Kristi brødre. Det skal også minde dem om at de må forblive trofaste indtil døden ligesom Jesus, at deres håb er at opnå „livets sejrskrans“, udødelighed, i himmelen, og at de skal sidde på en himmelsk trone sammen med deres hoved, Jesus Kristus. Det er også på sin plads at de benytter denne lejlighed til at foretage en selvransagelse for at forvisse sig om at de virkelig forstår symbolernes betydning og er værdige til at nyde dem, så de ikke spiser og drikker sig selv en dom til. — 1 Kor. 11:27-34; Åb. 2:10.
Hvis man ikke deltager
Langt de fleste af dem der i dag er til stede ved mindehøjtiden deltager ikke i selve mindemåltidet. I 1964 deltog således kun omkring elleve tusinde mens der var mere end 1,8 million til stede. Det er i gennemsnit én for hver 151. Men nu vil man måske spørge: Hvorfor skal man være til stede hvis man ikke nyder brødet og vinen? Hvilken betydning har mindehøjtiden for den der ikke nyder symbolerne? Den har stor betydning! Det er til åndelig gavn for en selv at vise respekt for Jesu befaling til hans efterfølgere. Det vil være til gavn for en at være til stede ved „Jehovas bord“, selv om man ikke deltager i det symbolske fællesskabsoffer.
At være til stede ved mindehøjtiden kan sammenlignes med at være til stede ved en andens bryllup. Det er ikke en selv der skal giftes, men af kærlighed til brudeparret og af respekt for den indbydelse de har udsendt gør man dem den ære at være til stede ved deres bryllup. Det samme gælder mindehøjtiden; alle som nærer kærlighed til Herren Jesus Kristus og hans brud, hans legemes lemmer, vil nære et stærkt ønske om at være til stede. Det vil i høj grad øge ens tro og værdsættelse atter at høre beretningen om den sejr Jehova vandt ved at Jesus Kristus forblev uangribelig til det sidste, atter i tankerne at gennemgå hvad Kristi død betyder for alle lydige mennesker samt at dvæle ved det smukke eksempel som Jesus Kristus satte. Alt hvad man ser og hører ved denne lejlighed vil være til stor åndelig opbyggelse for en.
Nu må man imidlertid ikke begå den fejl at tro at alt hvad man behøver er at overvære højtiden til minde om Kristi død denne ene gang om året hvor den fejres. Tilsyneladende har mange denne opfattelse, for mange viser sig kun i Jehovas vidners rigssale ved denne lejlighed. Når det gælder den bogstavelige føde er vi godt klar over at ét måltid ikke kan holde os i live et helt år, selv om det er et festmåltid. Det samme gælder den åndelige føde. De kristne har brug for at komme sammen regelmæssigt for at få åndelig næring; det er ikke tilstrækkeligt blot at være til stede ved et særligt åndeligt festmåltid som mindehøjtiden. Det er grunden til at Jehovas vidner går til fem møder hver uge. De forstår at ’mennesket ikke lever af brød alene’ og at det i betragtning af at Jehovas dag hastigt nærmer sig nu mere end nogen sinde er vigtigt ikke at svigte menighedsforsamlingen. — Luk. 4:4; Hebr. 10:24, 25.
Naturligvis er dette ikke det eneste der kræves af de kristne. Ved møderne tilegner man sig kundskab, man modtager; men kristendommen består i mere end at modtage; den består også i at give. Sagde Jesus ikke: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage“? Jo, og derfor sagde han også til sine efterfølgere at de skulle ’lade deres lys skinne for menneskene’. Ja mere end det, han forudsagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ Denne profeti er i virkeligheden en befaling til alle Jesu efterfølgere om at forkynde dette rige. Det er også vigtigt at huske at mens man „med hjertet udøver . . . tro til retfærdighed“ er det „med munden [man forkynder] offentligt til frelse“. — Ap. G. 20:35; Matt. 5:16; 24:14; Rom. 10:10, NW.
Højtiden der fejres til minde om Kristi død leder vore tanker hen på den store sejr Jehova Gud vandt over Satan Djævelen og får os til at mindes alt det Jesus Kristus har gjort for os. Den fremhæver også det eksempel Jesus Kristus satte for sine efterfølgere. Vi opfordrer derfor alle til at være til stede ved mindehøjtiden den 16. april og dernæst at fortsætte med at komme sammen med dem der følger Kristi eksempel og i forening med dem forkynde „denne gode nyhed om Riget“.