Hvordan vi lader Gud være den suveræne i vort liv
„Det suveræne herredømme over verden er blevet vor Herres og hans Kristi, og han skal herske for evigt og altid.“ — Åb. 11:15, An American Translation.
1, 2. Betyder det virkelig så meget hvem der er den suveræne i vort liv? Belys med et eksempel.
BETYDER det virkelig så meget hvem der er den suveræne i vort liv? Ja, det gør. I et hvilket som helst land hvor regenten sidder inde med absolut eller enevældig magt betyder det sandelig noget om folket har en god eller en dårlig suveræn.
2 Med betegnelsen „suveræn“ menes en monark eller regent som sidder inde med den øverste magt og som står over alle andre i landet med hensyn til stilling, myndighed og udøvende magt. En sådan monark eller regent sidder inde med suveræn magt. Hans måde at styre på berører alle hans undersåtters liv, både på godt og ondt. En klog monark i fortiden udtrykte det på denne måde: „Er der mange retfærdige, glædes folket; men råder de gudløse, sukker folket.“ — Ordsp. 29:2.
3. Hvilke to politiske supermagter søger i dag at få herredømme over alle mennesker på jorden?
3 Vi lever nu i en meget kritisk tid, og vi kommer ikke uden om spørgsmålet om hvem der har den suveræne magt i vort liv. Rent umiddelbart ser det ud til at det er to store politiske magter der kæmper med hinanden om herredømmet, ja om den suveræne magt, over alle som lever på jorden. Selv de nationer der hævder at være politisk neutrale, ser sig nødsaget til at tage kraftige forholdsregler for ikke at blive løbet over ende af den ene eller den anden af disse politiske supermagter. Blokke af nationer har taget standpunkt på hver sin side i denne ubarmhjertige kamp om magten over menneskenes sjæle. Den ene side går ind for fuld kontrol over og ensretning af folket, både i private og offentlige anliggender. Ikke engang det religiøse liv — hvis et sådant overhovedet tillades — er fritaget for indblanding og regulerende bestemmelser fra politikernes side. Den anden side indrømmer borgerne et vist mål af frihed i deres personlige liv og stræben. Men dog kræver den fuld kontrol over borgernes liv når statens interesser trues og skal forsvares mod voldelige angreb.
4. Hvilken kamp som er langt større end kampen mellem kommunismen og demokratiet vil nu snart blive endeligt afgjort?
4 Imidlertid foregår der en langt større og mere vidtrækkende kamp end denne politiske kamp, en kamp som også drejer sig om herredømmet over alle menneskers liv. Mens kampen mellem den internationale kommunisme og de kapitalistiske demokratier omspænder hele jorden, omspænder den større kamp hele universet. Den står mellem de to store moralske kræfter, den ene til det gode, den anden til det onde. Denne kamp har nu stået på i næsten seks tusind år og vil om kort tid blive endeligt afgjort. Der står fornuftvæsener bag de to modstridende kræfter. Der er altså ikke tale om blinde kræfter, som for eksempel den magnetiske kraft eller tyngdekraften, der virker upersonligt, uden at være styret af noget fornuftvæsen, enten til det gode eller til det onde. Det onde eksisterer følgelig fordi der er personer der gør det onde, og det gode eksisterer fordi der er personer der gør det gode. Der findes en person der er ophav til og virker for det gode. Og på samme måde er der en person der er ophav til og virker for det onde. Gode love udgår fra en der er god; dårlige love fra en der er ond.
5. Hvad kan de to stridende kræfter sammenlignes med, og hvorfor?
5 De to stridende kræfter kan sammenlignes med lys og mørke. Den kraft der virker til det gode kan sammenlignes med lys, eftersom de gode gerninger gøres i lyset og den der gør dem ikke er bange eller skammer sig. Den kraft der virker til det onde kan sammenlignes med mørket, eftersom de onde gerninger gøres i mørket og den der gør dem erkender at han gør noget forkert og ikke ønsker straf. Når den der gør det onde, har travlt med sine onde gerninger, hader han lyset fordi det vil afsløre ham. Som en kendt og ofte citeret skribent har sagt: „Menneskene har elsket mørket mere end lyset, for deres gerninger har været onde. For den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret. Men den som gør det der er sandt, kommer til lyset.“ — Joh. 3:19-21.
6. Hvordan bliver modsætningen mellem mørkets gerninger og lysets gerninger omtalt i Romerbrevet 13:12-14?
6 Om modsætningen mellem mørkets gerninger og lysets gerninger sagde en anden kendt skribent i det første århundrede til nogle som havde viet sig til at gøre det gode: „Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lysets våben. Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge. . . . læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.“ — Rom. 13:12-14.
7. (a) Hvad var det der havde myndigheden den nat Jesus blev forrådt? (b) Hvem var mest interesseret i at den store forbrydelse på den jødiske påskedag i år 33 blev begået?
7 Da kristendommens grundlægger blev forrådt af en af sine tolv apostle, forræderen Judas Iskariot, sagde han til den bevæbnede skare der kom i ly af mørket for at pågribe ham: „Dette er jeres time, og mørket har myndigheden.“ (Luk. 22:53) Ja, det var mørket som havde myndigheden denne tragiske nat, men der skulle mennesker til at gøre de mørkets gerninger som den følgende eftermiddag, den jødiske påskedag i år 33, resulterede i den største forbrydelse i menneskehedens historie. Imidlertid var der en som var mere interesseret i at denne forbrydelse blev begået end de mennesker der bragte den til udførelse. Det var en højere magt, et usynligt fornuftvæsen, der påvirkede disse mennesker til at begå denne forbrydelse. Dette overmenneskelige fornuftvæsen benyttede sig af den mulighed der viste sig, og indgav Judas Iskariot den nedrige tanke at forråde sin uskyldige Herre. Med ord der ikke er til at tage fejl af siger beretningen: „Men Satan gik i Judas, ham der blev kaldt Iskariot, som blev regnet med blandt de tolv [apostle]; og han gik hen og talte med de øverste præster og tempeløversterne om hvordan han bedst kunne forråde ham til dem.“ (Luk. 22:3, 4) Da Jesus Kristus ved påskemåltidet havde tilkendegivet hvem forræderen var ved at give ham et stykke brød, siges der således videre i beretningen: „Og efter at han havde fået stykket gik Satan ind i ham. . . . Efter at han havde fået stykket gik han derfor straks ud. Og det var nat.“ — Joh. 13:27-30.
8. Hvordan påpegede Jesus hvem den egentlige anstifter af den forbryderiske aktivitet var, og sejrede denne i sidste ende?
8 Siden, da Jesus var alene med de elleve trofaste apostle, påpegede han hvem den egentlige anstifter var af den forbryderiske aktivitet der i øjeblikket gik for sig, idet han sagde til dem: „Se, Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede.“ (Luk. 22:31) Som følge heraf blev disse elleve apostle for en tid spredt som sigtet hvede, ja, de forlod oven i købet deres Fører og Leder, Jesus. Men Satan Djævelen sejrede ikke i sidste ende, for apostlene samledes igen og udførte i forening deres arbejde under ledelse af deres opstandne Fører. Det gjaldt også apostelen Peter, som havde fornægtet Jesus tre gange hin jødiske påskenat. — Luk. 22:47-62; Matt. 26:31, 35; Mark. 14:50-52.
Den onde suveræn
9. Hvordan gav Jesus udtryk for at det var et overmenneskeligt fornuftvæsen der tilskyndede jøderne til at dræbe ham?
9 Der er altså ingen tvivl mulig! Dengang, i det første århundrede, var der et overmenneskeligt fornuftvæsen som usynligt for det menneskelige øje men dog ikke mindre effektivt ledede sine jordiske redskabers handlinger under udførelsen af mørkets gerninger. Dette fornuftvæsen var Satan Djævelen. Jesus Kristus sagde jo også selv til dem af hans landsmænd som gik denne onde skabnings ærinde: „Hvis I er Abrahams børn, så gør Abrahams gerninger. Men nu søger I at dræbe mig, . . . Det gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger. . . . I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Joh. 8:39-44.
10. Hvad sagde Jesus om nogle der ville mene at de ydede Gud „en hellig tjeneste“, men hvilken regel gælder her?
10 Den dag i dag lider de kødelige, omskårne jøder under de sørgelige følger af de mørkets gerninger der blev øvet i deres folk for nitten hundrede år siden. Det er et eksempel på hvad der kan ske med en hel nation som kommer under indflydelse af dette usynlige, overmenneskelige fornuftvæsen, Satan Djævelen. Jesus Kristus kaldte denne onde skabning for „denne verdens hersker“, og selv det folk som Jesus tilhørte gav efter for denne hersker og underlagde sig ham som sin suveræn, i stedet for at underlægge sig den Gud som folket foregav at tilbede i templet i Jerusalem. Jesus Kristus sagde til sine trofaste apostle: „Den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ (Joh. 12:31; 16:2) Men det er ikke Gud man tjener med en sådan ond gerning, selv om den anses for en hellig tjeneste. Den som i sin vildfarelse øver en sådan gerning, tjener i virkeligheden Guds Modstander, Satan Djævelen. Den regel der gælder her, er den der rammende er udtrykt således: „Hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham.“ — Rom. 6:16.
11. Hvordan gør Paulus os opmærksomme på at der er andre verdensherskere foruden de synlige af kød og blod, idet han skriver om den kristnes kamp?
11 Det er på høje tid at folk gør sig klart at der er andre verdensherskere foruden de synlige af kød og blod her på jorden. Apostelen Paulus, som selv blev udsat for forfølgelse fra dem der mente at de dermed ydede Gud en hellig tjeneste, gør os opmærksomme på dette, idet han siger til sine medtroende i den hedenske by Efesus i Lilleasien: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne [de Suveræne Herskere, The Jerusalem Bible], imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke [de Magter som står bag denne verdens mørke, Je], imod ondskabens åndemagter i det himmelske [ondskabens åndelige hær i himmelen, Je].“ — Ef. 6:11, 12.
12. Hvem er „mesterånderne i denne mørke verden“ underlagt, og hvilket spørgsmål stilles vi over for eftersom vi befinder os i denne verden?
12 Hvem i dag, i den sidste halvdel af det tyvende århundrede, vil bestride at der ligger et moralsk mørke over jorden, et mørke der giver sig udslag i onde gerninger af enhver art? Og selv om mange materialistisk indstillede og verdsligvise mennesker vil benægte at der findes ’verdensherskere i dette mørke’, eller, som en amerikansk bibeloversættelse (An American Translation) gengiver den græske tekst, ’mesterånder i denne mørke verden’, er de der ikke desto mindre. Hele denne „åndelige hær i himmelen“ er underlagt Satan Djævelens, „den ondes“, suveræne herredømme. (Ef. 6:16; Matt. 13:19) Lad os alle se realistisk på dette. Det er nemlig noget som berører os alle direkte. Hvordan? Jo, vi kommer ikke uden om at vi alle befinder os „i verden“. (Joh. 17:11) Vi føler derfor alle virkningerne af de vanskeligheder menneskehedens verden har været igennem, især siden året 1914, og dette får os til at erkende at vi befinder os i en vanskelig situation. Det spørgsmål som vi alle uundgåeligt stilles over for er derfor: Eftersom Satan Djævelen er „denne verdens hersker“ og vi befinder os i verden — er han så også den suveræne i vort liv?
13. Hvordan er verden stadig stillet i forhold til den onde, og hvad bør vi derfor spørge os selv om hver især?
13 Dette personlige spørgsmål fortjener at vi overvejer det alvorligt og ærligt. Situationen som den er i verden i dag har ikke forandret sig en smule fra hvad den var for nitten hundrede år siden, da den sidste af Bibelens skribenter skrev: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Joh. 5:19) Vi kan derfor spørge os selv hver især: Indbefatter dette mig? Er jeg også underlagt Djævelens, den ondes, magt, han som er denne verdens suveræn? Det ændrer intet ved sagen at tage anstød af spørgsmålet og sige: ’Det spørgsmål vil jeg slet ikke tage stilling til; det frastøder mig; ja, det fornærmer mig; det ligger under min værdighed at beskæftige mig med det.’ Vi ønsker jo ikke at bedrage os selv, vel? Det kan vi imidlertid let gøre. Bibelskribenten forudsagde hvad der ville ske i vor tid da han beskrev hvordan den Onde og hans onde åndemagter ville blive nedstyrtet fra himmelen. Han skrev følgende:
14, 15. Hvem er det Djævelen vildleder, og hvor længe vil han blive ved?
14 „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: ‘ . . . Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’“ — Åb. 12:9-12.
15 Denne ærkebedrager har ikke noget godt i sinde for nogen af dem der bor på jorden. Han færdes stadig frit omkring i det område i jordens nærhed hvortil han er blevet nedstyrtet. Han holder ikke op med at vildlede hele den beboede jord før efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon, som hastigt nærmer sig. Først da vil han og hans dæmonengle blive ’kastet i afgrunden, så han ikke kan vildlede nationerne mere førend de tusind år [hvori Jesus Kristus regerer] er til ende’. (Åb. 16:14, 16; 20:1-3) Øjeblikket til at fjerne Satan Djævelen og hans dæmoner fra jordens nærhed og isolere dem i en fjern afgrund er endnu ikke kommet; at de ikke er fjernet viser forholdene som de er på jorden i dag. Derfor er alle uden undtagelse stadig udsat for at blive vildledt af denne verdens djævelske suveræn. Hvis vi selvsikkert hævder at vi ikke vildledes af den hvis magt hele verden er underlagt, er vi da i stedet optaget af at kæmpe mod de onde overmenneskelige kræfter? Enten vildledes vi af dem eller også kæmper vi mod dem; enten det ene eller det andet.
16. Hvem kæmper vi ikke imod hvis vi gør os selv til en del af denne verden, og hvorfor vil bestræbelser for at reformere verden ikke lykkes?
16 Måtte derfor alle de der hårdnakket fastholder at Satan Djævelen ikke er den suveræne i deres liv, ærligt spørge sig selv: Kæmper jeg mod „regeringerne“ i Djævelens usynlige, overmenneskelige organisation, mod myndighederne i den, mod „kosmokraterne i dette mørke“, mod „ondskabens åndemagter i det himmelske“, og vil jeg vinde sejr? (Ef. 6:12, The Bible in Living English; Ny Verden-oversættelsen) Den vildledte verden gør det ikke, og hvis vi gør os selv til en del af denne verden, gør vi det heller ikke, uanset hvor meget vi sætter ind på at reformere verden politisk, religiøst, socialt eller materielt. Søger man at forbedre Djævelens synlige organisation på jorden, søger man blot at holde den i gang dét længere og gøre den mere tiltrækkende og tålelig. Sådanne reformbestræbelser vil aldrig indføre et tusindårsrige med fred, fremgang og lykke for alle mennesker. Denne verden, dette menneskesamfund under den nuværende ordning, er ikke bestemt til at skulle reformeres. Den er bestemt til undergang, og det kan „denne verdens hersker“ ikke forhindre!
Hvem skal være den suveræne i vort liv?
17, 18. Hvis Djævelen ikke er den suveræne i vort liv, hvem er der så som kan være det, og hvad siger denne om sin egen eksistens?
17 Skal vi nu, fordi vi er tvunget til at være i verden og ikke kan slippe ud af den, lade Satan Djævelen, det ondes ophav, indtage pladsen som den suveræne i vort liv? Hvis vi ikke ønsker at dette skal ske, hvem er der så vi kan vælge til den suveræne i vort liv? Der er den hvis store Modstander Satan Djævelen er, den eneste levende og sande Gud. (Jer. 10:10) Det er ham der ifølge Bibelen bærer navnet Jehova. (Sl. 83:19) Han er ikke bare et abstrakt begreb, ikke en upersonlig, formløs, flydende ånd der gennemtrænger hele universet og alle ting i universet. Han er en person, i lige så høj grad som Satan Djævelen er en person. Han bruger udtryk om sig selv der viser at han har et legeme, hvis form vi dog ikke kan forestille os. Til forskel fra Satan Djævelen, der er en selvskabt gud, er Jehova den oprindelige Gud, den Gud som ikke er skabt af nogen, den Gud som var alene, forud for alt det skabte. Meget rammende siger han om sig selv, i modsætning til nationernes menneskeskabte guder:
18 „Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er [Jehova], uden mig er der ingen frelser.“ — Es. 43:10, 11.
19, 20. Hvorfor er Jehova Gud ophav til alt hvad der er godt, og efter hvilket billede dannede han det første menneske?
19 Han er det fornuftvæsen der er ophav til alt hvad der er godt. Det er fordi han selv er helt igennem god. Han er den der har skabt jorden og himmelen og alt hvad der er i dem. Det er ham der har sat mennesket på jorden, dannet det efter billedet af den som er helt igennem god. Den første bog i Bibelen siger: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’ . . .
20 Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev aften, og det blev morgen, sjette dag.“ — 1 Mos. 1:27-31.
21. Hvordan lod Gud det skabte være, og hvad besluttede han sig ikke til at skabe?
21 Da Gud havde set at alt hvad han havde skabt var „såre godt“, lod han det forblive godt og ophørte med enhver yderligere skabervirksomhed med hensyn til jorden og mennesket på den. Han sagde ikke: ’Der skal være en modsætning til alting. Det der er „såre godt“ må have sin modsætning i det der er ondt. Jeg må altså også skabe noget der er ondt. Jeg er en god Gud, og derfor må jeg også skabe min modsætning, en ond gud. Jeg må sætte et ondt princip i gang. Jeg må motivere mennesket for det onde.’
22. Hvordan forklarer Paulus og Johannes at Gud ikke kan være ophav til både godt og ondt?
22 Nej, Gud formulerede ikke en så forkert filosofi. Han kan lige så lidt være ophav til både godt og ondt, som der fra en kilde kan komme både ferskvand og saltvand. (Jak. 3:12) Han kan ikke være lys og mørke på samme tid. Apostelen Paulus stillede træffende spørgsmålet: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?“ (2 Kor. 6:14) For at vise at den sande Gud er alt hvad der er klart, lyst, rent og oplysende, skrev apostelen Johannes: „Gud er lys, og der er slet intet mørke i samhørighed med ham. Hvis vi siger: ’Vi har fællesskab med ham,’ og vi dog fortsætter med at vandre i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset ligesom han selv er i lyset, har vi fællesskab med hinanden.“ — 1 Joh. 1:5-7.
23, 24. (a) Hvorfor kaldes Gud „himmellysenes Fader“? (b) Hvordan har Gud, i lighed med at han skabte lys på den første skabelsesdag, ladet et åndeligt lys skinne på apostlenes tid?
23 Jehova er oplysningens Gud, og han er det til gavn for alle sine skabninger, både i himmelen og på jorden. Der ligger stor betydning gemt i at hans befaling på den allerførste dag i skabelsesugen lød: „Der blive lys!“ Han har skabt lysende legemer på himmelen til at lyse for sine skabninger på jorden, og kaldes derfor „himmellysenes Fader“. Dagens naturlige lys er en af de gode ting vi har fået fra ham, som der står skrevet: „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader, og hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge.“ — 1 Mos. 1:3, 14-18; Jak. 1:17.
24 Om Guds magt til at give åndelig oplysning siger apostelen Paulus meget træffende: „Det er Gud som har sagt: ’Lad lys skinne frem af mørke,’ og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi ansigt.“ (2 Kor. 4:6) På baggrund af dette vidnesbyrd kan ingen ærligt sige at Jehova, Bibelens Gud, går ind for det mørke der er forbundet med uvidenhed og falsk lære. Med den kristne apostel Johannes må vi sige at „Gud er lys“, og som sådan er han den største kilde til åndeligt lys der eksisterer. Og med hensyn til oplysning er sand kristendom — ikke den form for kristendom som kristenhedens kirker lærer — den bedste og mest betydningsfulde oplysning der er sendt til menneskene. Ligesom lys er den livgivende. Den giver liv og frihed!
25. Hvordan vil vort liv blive oplyst hvis vi lader denne lysets Gud være den suveræne i vort liv?
25 Hvis vi lader denne lysets Gud være den suveræne i vort liv, så vil vort liv blive oplyst med sandhedens lys, med det lys der giver os frihed til at færdes og at handle fornuftigt og rigtigt, og med det lys der viser os vejen til evigt liv i harmoni med universets Suveræn.
[Illustration på side 56]
Judas Iskariot lod Satan blive den suveræne i sit liv, med det resultat at han forrådte Jesus Kristus