Kapitel 11
’Bliv ved med først at søge Riget’
1. (a) Hvorfor sagde Jesus allerede for 1900 år siden at man skulle søge Riget først? (b) Hvad bør vi spørge os selv om?
I EN tale i Galilæa tilskyndede Jesus for over 1900 år siden sine tilhørere: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ Men hvorfor? Lå Kristi indsættelse på tronen i dette rige ikke mange hundrede år ude i fremtiden? Jo. Men det messianske rige er det middel hvorved Jehovas hellige navn vil blive hævdet og hans storslåede hensigt med jorden blive gennemført. Enhver som virkelig forstår betydningen af dette, vil give Riget førstepladsen i sit liv. Sådan var det i det første århundrede, og sådan er det afgjort også nu, hvor Riget er begyndt at herske. Vidner din livsform om at du søger Guds rige først? — Matt. 6:33.
2. Hvilke ting stræber folk i almindelighed ivrigt efter?
2 Folk i almindelighed går mere op i andre ting. De stræber ivrigt efter rigdom og efter føde, klæder og andre materielle ting og fornøjelser der fås for penge. (Matt. 6:31, 32) Deres livsform røber at de først og fremmest tænker på sig selv og det der behager selvet. De sætter Gud på andenpladsen — hvis de da overhovedet tror på ham.
3. (a) Hvilken slags værdier opfordrede Jesus sine disciple til at søge, og hvorfor? (b) Hvorfor var der ingen grund til at nære overdreven bekymring for det materielle?
3 Men Jesus gav sine disciple det råd at de skulle ’holde op med at samle sig værdier her på jorden’, fordi ingen af disse værdier ville vare evigt. „I skal hellere,“ sagde han, „samle jer værdier i himmelen“ ved at tjene Jehova. Han tilskyndede dem til at holde øjet „klart“, at samle opmærksomheden om én ting alene, nemlig det at gøre Guds vilje. „I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom,“ sagde han til dem. Hvordan så med de materielle fornødenheder — føde, klæder og husly? „Hold op med at nære bekymring,“ rådede Jesus. Han henledte deres opmærksomhed på fuglene — Gud giver dem føden. Han tilskyndede dem til at lære af blomsterne — Gud klæder dem smukt. Er Jehovas fornuftbegavede tjenere på jorden ikke mere værd end disse? „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed,“ sagde Jesus, „og alle disse andre [nødvendige] ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:19-34) Tror du på dette? Fremgår det af dine handlinger?
Pas på at sandheden om Riget ikke bliver kvalt
4. Hvordan kan det gå hvis man lægger for stor vægt på det materielle? Giv et eksempel.
4 Hvis man er alt for optaget af det materielle, kan det få katastrofale følger. Selv om man er interesseret i Riget, kan dét at man i sit hjerte lader andre ting komme i første række, bevirke at sandheden om Riget fortrænges eller kvæles. (Matt. 13:18, 19, 22) Ved en lejlighed kom en rig ung leder hen til Jesus og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Af hans reaktion på Jesu svar fremgik det at han levede et moralsk retskaffent liv og behandlede andre pænt. Men han hang for meget ved sine materielle ejendele. Han kunne ikke få sig selv til at skille sig af med dem for at komme og følge Kristus. Han lod derfor en enestående chance gå fra sig — muligheden for at blive leder, eller hersker, sammen med Kristus i det himmelske rige. Som Jesus sagde ved denne lejlighed: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige!“ — Mark. 10:17-23.
5. (a) Hvad tilskyndede Paulus Timoteus til at være tilfreds med, og hvorfor? (b) Hvordan benytter Satan „kærligheden til penge“ som en ødelæggende snare?
5 Nogle år senere skrev apostelen Paulus et brev til Timoteus, som da opholdt sig i Efesus, en velstående handelsby, og gav ham denne påmindelse: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ Det er i orden at arbejde for at skaffe sig selv og sin familie „føde og klæder“ i passende omfang. Men Paulus advarede: „De der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse.“ Satan er snedig. Først lokker han måske én i det små. Men så kommer der ofte et større pres — måske et tilbud om forfremmelse til et job der giver mere i løn men som kræver noget af den tid der før var sat af til åndelige interesser. Hvis vi ikke er på vagt, kan „kærligheden til penge“ kvæle eller fortrænge de livsvigtige Rigets interesser. Som Paulus udtrykte det: „Ved at række ud efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har gennemstukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Tim. 6:7-10.
6. (a) Hvad må vi gøre for ikke at blive fanget i denne snare? (b) Er denne indstilling realistisk, i betragtning af den økonomiske situation i dag?
6 Af oprigtig kærlighed til sin broder tilskyndede Paulus Timoteus: „Flygt fra disse ting,“ og: „Kæmp troens gode kamp.“ (1 Tim. 6:11, 12) Hvis vi vil undgå at blive revet med af den materialistiske livsform i verden omkring os, må vi kæmpe en hård kamp. Men hvis vi kæmper energisk i overensstemmelse med vor tro, vil Jehova aldrig svigte os. Uanset dyrtid og udbredt arbejdsløshed vil han sørge for at vi har det vi virkelig behøver. — Hebr. 13:5, 6.
De første disciple efterlod et forbillede
7. Hvilke instruktioner gav Jesus sine apostle da han sendte dem ud for at forkynde i Israel, og hvorfor var disse instruktioner passende?
7 Efter at Jesus havde oplært sine apostle, sendte han dem ud i Israel for at forkynde den gode nyhed. „Himlenes rige er kommet nær.“ Hvilket animerende budskab! Jesus Kristus, den messianske konge, var iblandt dem. Eftersom apostlene var helt optaget af tjenesten for Gud, tilskyndede Jesus dem til at stole på at Gud ville sørge for dem. Han sagde: „Tag ikke noget med til rejsen, hverken stav eller madpose eller brød eller sølvpenge; hav heller ikke to underklædninger. Men hvor I går ind i et hus, dér skal I blive, og derfra skal I rejse.“ (Matt. 10:5-10; Luk. 9:1-6; 10:4-7) Jehova ville sørge for at deres behov blev dækket af deres landsmænd, israelitterne, blandt hvem det var skik og brug at vise gæstfrihed mod fremmede.
8. (a) Hvorfor gav Jesus andre instruktioner kort før sin død? (b) Men hvad skulle stadig indtage førstepladsen i deres liv?
8 Senere, umiddelbart før sin død, gjorde Jesus sine apostle opmærksomme på at de fra nu af ville komme til at arbejde under ændrede omstændigheder. Som følge af modstand fra officiel side ville gæstfriheden måske blive sjældnere i Israel. Desuden skulle de snart bringe Rigets budskab ud til de hedenske lande. Nu skulle de derfor tage „en pengepung“ og „en madpose“ med. Men de skulle stadig søge Jehovas rige og hans retfærdighed først, i tillid til at Gud ville velsigne deres bestræbelser for at skaffe livets fornødenheder. — Luk. 22:35-37.
9. (a) Hvordan lod Paulus Riget komme i første række? (b) Hvordan blev hans materielle behov dækket? (c) Hvilken vejledning gav han andre i denne henseende?
9 Apostelen Paulus gav et godt eksempel på hvordan man kan følge Jesu vejledning. Han byggede sit liv op om tjenesten. (Apg. 20:24, 25) Når han tog ud til et område for at forkynde, dækkede han selv sine materielle behov ved at arbejde som teltmager. Han forventede ikke at andre skulle sørge for ham. (Apg. 18:1-4; 1 Tess. 2:9; 1 Kor. 9:18) Dog tog han taknemmeligt imod gæstfrihed og gaver når andre ønskede at vise deres kærlighed og værdsættelse på denne måde. (Apg. 16:15, 34; Fil. 4:15-17) Han opfordrede ikke kristne mænd og kvinder til at forsømme deres familieforpligtelser for at forkynde, men tilskyndede dem derimod til at bevare ligevægten mellem de forskellige ting de måtte tage sig af. Han rådede dem til at arbejde med deres hænder, at elske deres ægtefælle og børn og at dele gavmildt med andre. (Ef. 4:28; 2 Tess. 3:7-12; Tit. 2:3-5) Han tilskyndede dem også til at sætte deres lid, ikke til materielle ejendele, men til Gud og bruge deres liv på en måde der afspejlede at de virkelig forstod hvad der havde størst betydning i livet. Det betød, som Jesus lærte, at de måtte søge Guds rige og hans retfærdighed først. — Fil. 1:9-11.
Lad Riget komme først i dit liv
10. (a) Hvad vil det sige at ’søge Riget først’? (b) Men hvad må ikke forsømmes?
10 I hvor stor udstrækning deler vi personligt den gode nyhed om Riget med andre? Det afhænger for en del af vore omstændigheder, og for en stor del af dybden af vor værdsættelse. Husk at Jesus ikke sagde: ’Søg Riget når I ikke har andet for.’ Han sagde heller ikke: ’Så længe I bare taler om Riget en gang imellem, gør I alt hvad der er nødvendigt.’ Heller ikke: ’Vær nidkær for Rigets interesser i begyndelsen; men hvis den nye orden synes at lade vente på sig, kan I godt begynde at leve mere som andre mennesker, blot I stadig gør noget i tjenesten for Gud.’ Nej, i erkendelse af Rigets betydning gav han udtryk for sin Faders vilje med disse ord: „Bliv ved med at søge hans rige.“ Eller, som gengivet af apostelen Mattæus: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ (Luk. 12:31; Matt. 6:33) Selv om de fleste af os må udføre en eller anden form for verdsligt arbejde for at forsørge os selv og vores familie, vil det centrale i vort liv, hvis vi virkelig har tro, være det arbejde Gud har givet os at udføre i forbindelse med sit rige. Samtidig vil vi ikke forsømme vore familieforpligtelser. — 1 Tim. 5:8; Ordsp. 29:15.
11. (a) Hvordan viste Jesus at ikke alle ville kunne udrette lige meget i forkyndelsen af Rigets budskab? (b) Hvilke faktorer spiller ind?
11 Nogle af os kan ofre mere tid i tjenesten end andre. Men i sin lignelse om de forskellige slags jord viste Jesus at alle hvis hjerte er som god jord, vil bære frugt. I hvilket omfang? Det afhænger af den enkeltes omstændigheder. Alder, helbred og familieforpligtelser spiller ind. Men har man ægte værdsættelse, kan man udrette meget. — Matt. 13:19, 23.
12. Hvilket åndeligt mål opfordres unge især til at overveje?
12 Det er godt for os at have nogle mål der kan hjælpe os til at udvide vor andel i tjenesten for Riget. Unge bør tænke alvorligt over det glimrende eksempel som den nidkære unge Timoteus satte. (Fil. 2:19-22) Hvad kan være bedre for unge kristne end at gå ud i heltidstjenesten når de er færdige med en grundlæggende verdslig uddannelse? De der er ældre vil også have stor gavn af at sætte sig gode åndelige mål.
13. (a) Hvem afgør hvad du personligt kan gøre i tjenesten for Riget? (b) Hvad viser vi når vi virkelig søger Riget først?
13 I stedet for at kritisere dem som vi måske synes kunne gøre mere, bør vi i tro arbejde på at gøre personlige fremskridt, så vi kommer til at tjene Gud i hele den udstrækning vore forhold tillader. (Rom. 14:10-12; Gal. 6:4) Som det fremgår af Jobs tilfælde hævder Satan at vi hovedsagelig er interesseret i vore materielle ejendele, vor egen bekvemmelighed og vort personlige velbefindende, og at vort motiv til at tjene Gud er selviskhed. Hvis vi virkelig søger Riget først, er vi med til at bevise hvor stor en løgner Djævelen er. Vi viser at det der kommer først i vort liv hverken er materielle ejendele eller personlig bekvemmelighed, men tjenesten for Gud. I både ord og gerning viser vi således at vi nærer dyb kærlighed til Jehova, at vi loyalt støtter hans suverænitet og at vi elsker vore medmennesker. — Ordsp. 27:11; Job 1:9-11; 2:4, 5.
14. (a) Hvorfor er det godt at have en plan for tjeneste på arbejdsmarken? (b) I hvor stor udstrækning deltager mange i denne tjeneste, og hvorfor?
14 En plan kan hjælpe os til at udrette mere end vi ellers ville få udrettet. Jehova har selv ’fastsatte tider’ i forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt, og dette eksempel gør vi vel i at følge. (2 Mos. 9:5; Mark. 1:15; Gal. 4:4) Hvis vi har mulighed for det, er det godt at deltage i tjenesten på arbejdsmarken på et eller flere fastlagte tidspunkter hver uge. Titusinder af Jehovas vidner rundt om i verden har meldt sig som hjælpepionerer og bruger i gennemsnit to eller flere timer om dagen til at forkynde den gode nyhed. Nogle gør dette på fast basis, andre nogle få måneder om året. Mange tusind flere tjener som almindelige pionerer og bruger mindst tre timer om dagen i gennemsnit til at forkynde Rigets budskab. Andre virker som specialpionerer og missionærer og bruger endnu mere tid i tjenesten for Riget. Hvad enten vi er ude i den direkte forkyndelse eller ej, kan vi altid udnytte enhver passende lejlighed til at dele håbet om Riget med alle som vil høre. (Jævnfør Johannes 4:7-15.) Vi bør alle tænke alvorligt over hvad der ligger i Jesu profeti om at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme“. Vi bør ønske at have lige så stor en andel i dette arbejde som vore forhold tillader. — Matt. 24:14; Ef. 5:15-17.
15. Hvorfor synes du at vejledningen i Første Korinterbrev 15:58 er meget betimelig i forbindelse med vor tjeneste?
15 I alle dele af verden, i alle nationer, er Jehovas vidner i forening travlt optaget af at udføre dette storslåede arbejde. De følger den inspirerede bibelske vejledning der lyder: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Kor. 15:58.
Repetition
● Hvad viste Jesus skulle komme på andenpladsen da han opfordrede os til at søge Riget først?
● Hvordan bør vi se på dét at sørge materielt for os selv og vores familie? Hvordan vil Gud hjælpe os?
● Er det ligegyldigt hvor meget vi udfører i tjenesten for Riget, så længe vi bare er med? Forklar nærmere.