i dette slag. Læg mærke til, i hvilken slagorden de drog ud mod fjenden. Under teokratisk vejledning blev sangerne opstillet forrest, for at de kunne „lovprise Jehova i helligt skrud“, og de sang: „Lov Jehova, thi hans miskundhed varer evindelig!“ Bemærk også kongens indledende ord: „Tro på Jehova jeres Gud, og I skal blive boende, tro på hans profeter, og lykken skal følge jer.“ (2 Krøn. 20:20, 21; se også Lukas 24:25) Selv før disse ord blev udtalt, og så snart Jehovas trøsterige budskab havde lydt gennem Jahaziel som svar på kongens inderlige bøn, stod levitterne op „for at prise Jehova, Israels Gud, med vældig røst“. — 2 Krøn. 20:19.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan vi forklare udtalelsen i Lukas 22:44 om, at Jesu sved blev som blod? — L. G., Frankrig.

Jesus var under et stærkt følelsesmæssigt pres i Getsemane have, og det var, mens han var angst og bad, at denne usædvanlige hændelse fandt sted. Lukas 22:44 lyder: „Han var da kommen i dødsangst og bad endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden.“. Der siges ikke, at hans sved blev til bogstaveligt blod, men blot „som bloddråber.“ The Watchtower for 15. februar 1901 sagde under overskriften „Getsemane — vågende og bedende“: „Lukas, der var læge, siger, at han [Kristus] var „i angst“, en strid, en kamp; udtrykket i det græske sprog indebærer tanken om en kamp af tiltagende styrke og voldsomhed, således at hans sved blev som var det store bloddråber; og denne blodige sved er ikke ukendt af vor tids læger, skønt den er meget sjælden. Den tilkendegiver en yderst anspændt følelse — sorg indtil døden.“

Den moderne videnskab kaster mere lys over, hvad dette kan have været, idet den i stedet for at modsige Bibelens udtalelser på dette punkt viser, at hans sved kan været blevet „som bloddråber“. Science News Letter (Videnskabeligt nyt) for 30. august 1952 siger for eksempel: „Der findes virkelig nogle mennesker, som synes at „svede blod“. Den røde farve i deres sved kommer af et farvestof, som produceres af svedkirtlerne. Disse hudkirtler udskiller sædvanligvis en ubetydelig mængde mælkehvidt stof, men somme tider afsondrer de et farvestof sammen med den normalt farveløse vædske. Når transpirationen tørrer, bliver farvestoffet tilbage og tiltrækker således opmærksomheden. . . . Det, at man sveder rødt eller en hvilken som helst anden farve, kendes under navnet chromidrosis. I nogle tilfælde skyldes det øjensynlig indtagelsen af kemikalier eller medikamenter i legemet. Man har i flere århundreder kendt til, at arbejdere i kobberminer kunne have grøn sved, og at patienter kunne svede rødt, når de havde taget visse mediciner. I disse tilfælde er sveden imidlertid farvet over hele legemet, og man har i lang tid været klar over farvens oprindelse. Den form for chromidrosis, der ikke har kunnet forklares før nu, er begrænset til små dele af legemet. Den viser sig sædvanligvis i armhulerne, men kan optræde hvor som helst på huden. Den ses kun hos voksne, ofte i forbindelse med sindsbevægelser. Sveden kan være grøn, blå, sort, gul, brun eller blodrød. Hvor det sidste er tilfældet, har lægmænd ofte troet, der var tale om en bogstavelig sved af blod.“

Man kan naturligvis ikke vide, om dette er den særlige forklaring på det, der skete i Jesu tilfælde. Men det viser, at der findes afgjorte videnskabelige beviser for, at sved kan være „som bloddråber“. Ovennævnte citat viser, at denne usædvanlige hændelse ofte finder sted „i forbindelse med sindsbevægelser“. Det er sikkert, at der under Jesu kvalfulde bøn i Getsemane forelå tilstrækkelig stærke sindsbevægelser til at fremkalde den virkning, at sveden blev „som bloddråber“.

● I det tilfælde hvor en fader eller moder eller søn eller datter bliver udstødt, hvordan skal en sådan behandles af familiens medlemmer i deres indbyrdes familieforhold? — P. C., Ontario, Canada.

I dag lever vi ikke i en teokratisk nation, hvor sådanne medlemmer af vor kødelige familie kan udryddes for utroskab mod Gud og hans teokratiske organisation, sådan som det var muligt og beordret i Israel under ørkenvandringen og i Palæstinas land. „Du skal slå ham ihjel; din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Du skal stene ham til døde, fordi han søgte at forføre dig til frafald fra Jehova din Gud, . . . Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af frygt og ikke mere øver en sådan udåd i din midte!“ — 5 Mos. 13:6-11.

Da vi i dag er begrænset af de verdslige nationers love, som vi lever i, såvel som af Guds love gennem Kristus, kan vi kun i en vis udstrækning træffe vore forholdsregler mod sådanne frafaldne, det vil sige i overensstemmelse med begges love. Både landets lov og Guds lov gennem Kristus forbyder os at dræbe frafaldne, selv om de er medlemmer af vor egen familie af kød og blod. Guds lov kræver imidlertid, at vi anerkender deres udstødelse af menigheden, og dette til trods for, at landets lov fordrer, at vi på grund af det naturlige bånd lever sammen med og har omgang med sådanne frafaldne under samme tag.

Guds lov tillader ikke en mand eller hustru at skille sig af med sin ægtefælle, fordi denne bliver udstødt eller falder fra. I de fleste tilfælde vil landets lov heller ikke tillade en skilsmisse af sådanne grunde. Den trofaste troende og den frafaldne eller udstødte ægtefælle må på lovlig vis fortsætte deres samliv og opfylde de ægteskabelige forpligtelser over for hinanden. En fader kan ifølge loven ikke skille sig af med sit mindreårige