Vil Tyrkiet fortsætte med at undertrykke religionsfriheden?
NÅR en regering kommer i en krisesituation vil det vise sig hvilken indstilling den virkelig har — vil den, foruden at vende sig mod statens virkelige fjender, også i flæng ramme uskyldige mennesker som af en eller anden grund er kommet i miskredit? Vil den foretrække at lytte til mennesker der gerne vil benytte lejligheden til at skaffe sig af med et upopulært mindretal?
Tyrkiet er blandt de lande som i øjeblikket må kæmpe hårdt mod terrorisme og anarki. I et brev til New York Times’ redaktør skrev den tyrkiske informationsdirektør Altemur Kılıc følgende:
„Tyrkiet befinder sig i øjeblikket i en meget vanskelig tid. Præsidenten, regeringen og de væbnede styrker gør på den ene side en rosværdig indsats for at bekæmpe anarki og terrorisme, mens de på den anden side prøver at gennemføre reformer og beskytte det demokratiske system.“
Er det virkelig lykkedes for Tyrkiet at opretholde den demokratiske frihed? Det påstås at den forfatning som Tyrkiet fik i 1961 er „den mest fremskridtsvenlige i den muhamedanske verden“. Tyrkiet har også underskrevet De forenede Nationers erklæring vedrørende menneskerettighederne, som garanterer „tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed“. Og dog trædes Jehovas vidners religionsfrihed under fode. Hvorfor?
Den militære højesteret afslår appel
Den 24. januar 1973 dømte en militærdomstol i Eskis̩ehir i Tyrkiet fire af Jehovas kristne vidner til hver at betale 5000 tyrkiske lira (omkring 2500 kroner) i bøde. Retten påstod at de var skyldige i at overtræde artikel 143/3 i den tyrkiske kriminallov. Den 17. april 1973 bekræftede den militære højesteret den lavere retsinstans’ afgørelse.
Ifølge den militære højesteret bestod deres forbrydelse i „uden tilladelse at have tilsluttet sig en international organisation kaldet Jehovas vidner, det vil sige at blive Jehovas vidner“. I afgørelsen fremføres det endvidere som bevis mod de anklagede at da de har talt med andre „om Jehovas vidner og især om Bibelen, er det blevet godtgjort at de tiltalte har antaget Jehovas ideer“ . I Tyrkiet betragtes det altså som en forbrydelse at være et af Jehovas vidner, og enhver der bekender sig til denne tro kan blive idømt en bøde på 5000 tyrkiske lira. For almindelige mennesker i Tyrkiet svarer dette beløb til størstedelen af deres årsindtægt, og så længe et af Jehovas vidner beholder sin tro, kan han stævnes og straffes når som helst.
Da denne artikel blev skrevet til den engelske udgave af Vågn op!, var omkring halvfjerds mennesker blevet arresteret og nogle af dem dømt. Andre havde endnu ikke fået deres sag for retten. Og arrestationerne sker i stigende tempo.
Ofre for bagtalelse
Den militære højesteret har prøvet at bevise at Jehovas vidner „foruden deres religiøse opfattelse“ har nogle synspunkter som kunne føre til at der opstod „en yderst farlig bevægelse mod vort land“. Som støtte for denne påstand fremkom retten med følgende udtalelse: (De af os kursiverede påstande er usande.)
„Jehovas vidners samfund, som er genstand for denne retssag, åbenbarer, både i sine publikationer og ved det talte ord, manglende kærlighed til og respekt for flaget og andre symboler. De er imod at udføre militærtjeneste og tillader at man indgår ægteskab med mere end én hustru for at indføre dem i Jehovas principper, . . . [de] går ind for en handlemåde der svækker eller ødelægger den nationale enhed, nationalfølelsen samt nationens tro og traditioner; og endelig har de ved at påstå at Israel, det vil sige jøderne, vil komme til at herske over alle nationer, søgt at rejse sympati for jøderne og således nedbrudt nationalfølelsen og er gået zionismens ærinde, . . . [de] lægger vægt på at mennesker skal leve sammen som brødre, ikke gå i krig og ikke overholde nationale og religiøse helligdage, og [de] gifter sig med mere end én kvinde for at kunne påvirke disse ægtefæller med Jehovas tro, og skiller sig fra dem af deres hustruer som ikke accepterer deres tro, hvilket i øvrigt strider mod samfundets orden og mod nationalfølelsen.“
Enhver som har en lille smule kendskab til Jehovas vidners tro, ved at alle de kursiverede påstande er direkte falske. Til gavn for dem som ikke har kendskab til Jehovas vidners tro, vil vi dog knytte følgende kommentarer til de kursiverede påstande:
Er det rigtigt at Jehovas vidner viser „manglende . . . respekt for flaget“? Højesteret i Washington, U.S.A., har påpeget at „Jehovas vidners . . . vægring ved at hilse flaget ikke skyldes manglende ærbødighed for flaget men har sin rod i en ærlig overbevisning der er baseret på deres fortolkning af Bibelen“. — Stone mod Stone.
Er det sandt at Jehovas vidner „tillader at man indgår ægteskab med mere end én hustru“? En af Jehovas vidners brochurer med titlen „Lev i håbet om en retfærdig ny verden“ giver svaret:
„Gennem Kristus Jesus genindførte Gud ægteskabets grundlæggende princip, nemlig at en mand kun skal have én hustru. . . . I lande hvor det er skik og brug at mænd har mere end én hustru, kan dette bibelske princip volde vanskeligheder for nogle. . . . Det vil koste store forandringer i hans liv at skille sig af med de sekundære hustruer . . . Afgørelsen må han selv træffe, men han skal træffe den.“ — Siderne 41 og 42.
Er det virkelig sandt at de „svækker eller ødelægger den nationale enhed“, når de samtidig „lægger vægt på at mennesker skal leve sammen som brødre, ikke gå i krig“, som den militære højesteret selv udtrykker det et par sætninger længere nede? Jehovas vidner opfordrer folk til at elske hinanden, og der findes intet mere forenende bånd end kærlighed. — Kol. 3:14.
Påstår de „at Israel, det vil sige jøderne, vil komme til at herske over alle nationer“? Søger de „at rejse sympati for jøderne“? Bladet Vagttårnet, som Jehovas vidner udgiver, svarer: „Han [Gud] handler ikke med nogen anden nation, det kødelige Israel indbefattet. . . . Gud har derfor forladt det som nation betragtet.“ (1958, side 285) Hvem vil da herske over alle nationer? Jehovas vidner tror at Guds himmelske rige vil komme til at herske over hele jorden.
Går Jehovas vidner „zionismens ærinde“? Richard Heath, der var De forenede Staters ambassadør i Libanon i 1956, er fremkommet med følgende udtalelse: „Ministeriets [Det libanesiske Informationsministeriums] embedsmænd blev overtydet om at Vagttårnet ikke er zionistisk orienteret. . . . det er upolitisk.“
„Skiller [de] sig fra dem af deres hustruer som ikke accepterer deres tro“? I 1959-udgaven af The Encyclopædia Britannica siges der under overskriften „Jehovas vidner“: „De er imod skilsmisse.“ Et af Jehovas vidner kan kun opnå en skilsmisse der giver ham ret til at gifte sig igen, hvis hans ægtefælle har været ham utro. Hvad så hvis der er uoverensstemmelser i religiøse spørgsmål? I brochuren Lev i håbet om en retfærdig ny verden siges der: „Den troende ægtefælle vil ikke forlade den ikke-troende.“ — Side 48.
Døm selv om sådanne bibelske synspunkter „strider mod samfundets orden“.
På disse falske anklager bygger den militære højesteret sin påstand om at Jehovas vidner er „en yderst farlig bevægelse“. Lad os nu se bort fra de falske anklager og se hvor ’farlige’ disse mennesker egentlig er. Lad os engang undersøge hvilke anklager der så er tilbage:
„De er imod at udføre militærtjeneste . . . [og] lægger vægt på at mennesker skal leve sammen som brødre, ikke gå i krig og ikke holde nationale og religiøse helligdage.“
Er disse synspunkter efter Deres mening så kriminelle at de berettiger til at man fratager et menneske dets religionsfrihed og dets levebrød? Interessant nok indrømmede den lavere militære retsinstans at disse synspunkter ikke er kriminelle:
„Man har ikke i Jehovas vidners tro fundet bevis for at de prøver at ændre statens politiske eller sociale opbygning. . . . Retten har skønnet at de anklagede ikke har øvet propaganda i det øjemed at få folk til ikke at påtage sig eller udføre nationale pligter, og de har heller ikke søgt at samle tilhængere med det formål at svække nationalfølelsen. At de ikke selv ønsker at påtage sig alle samfundspligter er ikke i sig selv kriminelt. Man har heller ikke i deres lære eller publikationer kunnet finde bevis for at de opmuntrer til respektløshed mod flaget, eller afholder folk fra at tjene i de væbnede styrker.“
Men den militære højesteret tog de samme anklager op igen og tilføjede desuden nogle falske. Var dommerne (obersterne N. Alkan, Y. Eryılmaz, A. C. Akgün, F. Marsan og N. Turanay) ikke blevet forsynet med de nødvendige oplysninger før de traf deres afgørelse? Jo, de var. De havde adgang til Jehovas vidners publikationer på tyrkisk samt en mængde oplysninger af juridisk art.
De må imidlertid også have modtaget nogle usandfærdige oplysninger. Hvor fik de disse oplysninger fra?
Hvor kom de fejlagtige oplysninger fra?
Husker De at et af anklagepunkterne mod Jehovas vidner var at de ikke overholder „nationale og religiøse helligdage“? Man refererede også til et „svar fra Ministeriet for religiøse Anliggender [et ministerium som er knyttet til islam]“, et svar på en skriftlig henvendelse, nummer 119647 af 7. december 1957.
En del af denne muhamedanskvenlige udtalelse lyder: „Den propaganda som på forskellig måde udøves i vort land kan få en skadelig virkning på islam.“ Var det det retten hentydede til da den betegnede Jehovas vidner som „en yderst farlig bevægelse mod vort land“? Er det muligt at man i virkeligheden prøver at udnytte lejligheden til at opnå religiøse fordele ved at uskadeliggøre et religiøst mindretal?
Hvis dette er tilfældet handler de imod islams egen lære. Koranen siger i Sura 60:9:
„Allah forbyder jer ikke, hvad angår dem, der ikke har kæmpet mod jer på grund af religionen, og som ikke har drevet jer ud af jeres hjem, at I er venlige og retfærdige imod dem, thi Allah elsker de retfærdige.“
Er det retfærdigt eller venligt at bagtale mennesker som ifølge domstolen „lægger vægt på at mennesker skal leve sammen som brødre, ikke gå i krig“?
Jehovas vidners „forbrydelse“
Den lov man anvendte mod Jehovas vidner fortæller lidt om hvor vanskeligt det var at finde noget at anklage dem for. Ifølge artikel 143/3 i den tyrkiske kriminallov er det strafbart for enhver „i dette land uden tilladelse at tilslutte sig et bestående internationalt selskab, eller et selskab som har hovedkvarter uden for dette land, eller dets institutioner eller afdelinger“. Denne lov er tydeligt nok beregnet på organisationer der fører undergravende virksomhed. Den er ikke vedtaget for at fratage mennesker deres religionsfrihed. Paragraf 19 i den tyrkiske forfatning af 1961 siger:
„Enhver har ret til frit at følge sin samvittighed, til at vælge sin egen religiøse overbevisning og til at have sine egne anskuelser. Enhver har frihed til at udøve sin tro, og til at foretage religiøse ceremonier og ritualer såfremt disse ikke er uforenelige med almindelig orden og moral, eller er i strid med love vedtaget for at værne om disse.“
Hvordan kan retten da retfærdiggøre dette anslag mod fredelige kristne? Domstolen ræsonnerede således: Foruden at have en religiøs overbevisning er Jehovas vidner medlemmer af et selskab eller en organisation hvis hovedsæde ligger uden for Tyrkiet. Den lavere retsinstans formodede at dette selskab ’når som helst i fremtiden ville kunne udgøre en trussel mod det tyrkiske samfund’. Retten vedtog derfor at folk som ønsker at blive Jehovas vidner, „for en sikkerheds skyld“ først skulle søge om tilladelse, og at Artikel 143/3 derfor gælder dem.
Men hvis denne lov gælder Jehovas vidner, hvorfor gælder den da ikke alle andre i Tyrkiet som er medlemmer af kirker der har hovedsæde i andre lande? Den katolske kirkes medlemmer er knyttet til Vatikanet i Rom. Den armeniske kirkes „øverste patriark og katolikos“ befinder sig i Echmiadzin i sovjetisk Armenien. Flere anerkendte protestantiske kirker har deres hovedsæde i andre lande.
Retten begik en juridisk fejl da den gik ud fra at Jehovas vidner er medlemmer af Watchtower Bible and Tract Society, et selskab som arbejder uden for Tyrkiet. Dette selskab er ganske rigtigt et uundværligt juridisk redskab som disponerer over fast ejendom og udgiver tryksager; men ingen af Jehovas vidner i Tyrkiet er medlem af dette selskab. Ifølge selskabets vedtægter har det højst 500 medlemmer, og ingen af disse bor i Tyrkiet.
De Jehovas vidner som bor i Tyrkiet tilhører et trossamfund på samme måde som muhamedanere, armeniere, katolikker og andre. Ved at benægte dette gør retten i virkeligheden vold mod lovens hensigt, og gør det klart for enhver at man ved hjælp af undertrykkelse prøver at likvidere et religiøst mindretal. I ethvert frit land ville en sådan fremgangsmåde blive betegnet som ’religiøs intolerance’. Er det den slags Tyrkiet gerne vil være kendt for?
Tyrkiets omdømme står på spil
Retten begik en anden fejl da den støttede sig til gisninger i stedet for realiteter. Kunne militærdomstolens dommere virkelig overbevise sig selv om at den lille gruppe mennesker som ifølge deres egne ord „lægger vægt på at mennesker skal leve sammen som brødre, [og] ikke gå i krig“, engang i en uvis fremtid skulle kunne udgøre „en trussel mod det tyrkiske samfund“?
Kemal Atatürk, den moderne tyrkiske republiks højtagtede grundlægger, har engang sagt at videnskab og fornuft skulle være tyrkernes eneste rettesnor. Ville det ikke ’være mere fornuftigt om de tyrkiske domstole koncentrerede deres energi om at ramme de mennesker der virkelig har skadet Tyrkiet, i stedet for at prøve at fremmane en indbildt fjende?
Atatürk er også ophavsmand til sentensen „fred indadtil og fred udadtil“, der står at læse i indledningen til den tyrkiske forfatning, som i øvrigt er „tilegnet fredens princip . . . Ledet af ønsket om at oprette et demokratisk lovbefæstet styre . . . som vil sikre og garantere menneskets rettigheder og friheder“. Ifølge den tidligere premierminister Nihat Erim er denne målsætning ikke blevet ændret.
Går den militære højesteret også ind for denne fredspolitik? Hvorfor da retsforfølge de mennesker som ifølge domstolens egne ord lever deres liv i overensstemmelse med dette ideal?
Vil Tyrkiets retssystem og embedsmænd leve op til den tillid som forfatningens ophavsmænd har vist dem? I forfatningens forord siges der:
„Det tyrkiske folk vedtager herved . . . denne forfatning . . . og betror den i de af sine sønners og døtres varetægt som er frihed, retfærdighed og integritet hengivne, med den overbevisning at dens grundlæggende garanti ligger i borgernes hjerte og sind.“
Hvordan kan det være til landets gavn at fratage et sagesløst mindretal dets frihed? Verden kan ikke tage et land alvorligt der påstår at være frihedselskende, når det samtidig undertrykker minoriteter.
Den retssag som i øjeblikket verserer imod Jehovas vidner, vil afsløre det tyrkiske retssystems virkelige indstilling til frihed. I en artikel i The Middle East Journal skriver Erim: „Landets demokratiske ledelse og folkets loyalitet over for denne styreform har bestået mange afgørende prøver.“ Hvordan vil det gå denne gang?
De kristnes indstilling til forfølgelse
Det overrasker ikke kristne at de der ønsker at tjene Gud trofast udsættes for forfølgelse og bagtalelse.
Kristus Jesus, der af islam anerkendes som profet, blev selv bagtalt af sine religiøse modstandere da han blev stillet for retten. Han sagde blot: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Alligevel bagtalte hans religiøse modstandere i jødedommen ham, idet de henviste til den romerske lov om laesa majestas („majestætsfornærmelse“), som var blevet vedtaget for at forhindre politisk opposition mod kejseren. Deres anklage lød: „Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.“ (Joh. 19:12) Denne lov kunne naturligvis ikke bruges imod Jesus, som ved flere lejligheder havde nægtet at tage imod verdslig politisk magt. (Matt. 4:8-10; Joh. 6:15) På trods af dette lagde de religiøse ledere pres på retten for at få den til at anvende denne lov imod Jesus. Dommeren Pilatus sagde: „Jeg har ikke fundet denne mand skyldig i noget af det, I anklager ham for.“ (Luk. 23:14) Men til sidst bøjede han sig dog for det religiøse pres og dømte Jesus på grundlag af falske anklager. Vil Tyrkiets domstole bøje sig for et lignende pres?
Hvis Tyrkiets domstole virkelig ønsker at give alle borgerne en retfærdig behandling, må de ændre fremgangsmåde og basere deres kendelser på nøjagtige oplysninger hentet fra fordomsfri kilder, samt på de frihedsidealer som landets forfatning står for.
En lejlighed til at vise venlighed
Men hvad kan De gøre for at hjælpe de tyrkiske myndigheder i deres bestræbelser for at yde landets borgere retfærdighed? De er måske ikke selv et af Jehovas vidner, men De har muligvis kendskab til deres kristne opførsel. Hvis dette er tilfældet har De mulighed for at vise hvor De står i spørgsmålet om religionsfrihed for alle.
I Mattæus 10:42 finder vi et princip der viser hvad retfærdselskende mennesker fra ethvert trossamfund vil gøre når de ser at oprigtige kristne behøver hjælp: „Den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ De kan gøre meget for at hjælpe disse Kristi disciple ved at fortælle den virkelige sandhed om Jehovas vidner.
Måske ønsker De skriftligt at anmode de tyrkiske myndigheder om at vise Jehovas vidner retfærdighed, idet De naturligvis viser forståelse for Tyrkiets alvorlige indre problemer. Hvis dette er tilfældet kunne De skrive til den tyrkiske ambassade, og samtidig rette en henvendelse til præsidenten for republikken Tyrkiet.
Adresser man kan skrive til
President of the Republic
His Excellency Fahri S. Korotürk
Palace af the President
Çankaya Kös̩kü
Ankara, Turkey
Tyrkiets ambassade
Strandagervej 21
2900 Hellerup
● „Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer! Vogt jer for menneskene; thi de skal bringe jer for domstole . . . Også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene.“ — Mattæus-evangeliet 10:16-18.