konge i Jerusalem blev han adlydt af alle Israels tolv stammer. Han gennemførte erobringen af hele det land som Gud havde lovet at give Abraham, og de folk der boede i de erobrede områder måtte lydigt underordne sig kong David. Men hverken David eller hans søn og arving til tronen, Salomon, opnåede at blive adlydt af folkene rundt om på hele jorden. Imidlertid skulle en af Davids kongelige efterkommere på et eller andet tidspunkt blive verdenshersker og af Gud få et evigt rige. Dette viste Gud over for kong David i den pagt han sluttede med ham. (2 Sam. 7:4-17) Under Davids søn Salomons fredelige herredømme blev en stor del af Israels land ført tilbage til en paradisisk tilstand. — 1 Kong. 4:20-25.

Anføreren der viser vej til det fredfyldte paradis

 1. Hvem kan i dag ikke gøre krav på at være Judas og Davids efterkommere, og altså den lovede sæd, men hvem kan gøre krav på det?

I DAG eksisterer det jordiske rige der tilhørte kong David af Jerusalem ikke mere, selv ikke i betragtning af at republikken Israel blev oprettet i 1948, eller at jøderne erobrede hele Jerusalem i 1967. Der findes i vor tid ingen jøde på jorden der kan bevise at han er efterkommer af kong David, med ret til tronen. Men i himmelen er der i dag en der kan bevise at han blev født på jorden i Juda stamme og i Davids kongelige slægt. Hvem er det? Hvis vi vender os til den sidste bog i Bibelen, til Åbenbaringen 5:5-12, finder vi dér en der omtales som „løven af Judas stamme“, og om ham siges der: „Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!“ Denne omtaler også sig selv som „Davids rodskud og ætling“, og han hævder at han har „Davids nøgle“, der kan lukke op og lukke i. (Åb. 22:16; 3:7) Hvem er denne person? Han omtaler sig selv som Jesus.

 2. Hvorfor ville Jesus ikke være en jordisk konge?

² Ja, det er Jesus Kristus, som blev født i Davids by Betlehem for næsten to tusind år siden, men som af sin himmelske Fader, Jehova Gud, er blevet ophøjet til liv i himmelen. Han måtte først ofre sit jordiske liv før han kunne opnå stillingen ved Guds højre hånd i himmelen. Det er derfor han omtales som „Lammet, det slagtede“. Skønt han var kong Davids retmæssige arving nægtede han at blive konge her på jorden. Han forkyndte „Himmeriget“, det vil sige det himmelske rige eller „Guds rige“. Da han blev henrettet på en pæl uden for det gamle Jerusalems mure, havde den romerske landshøvding over Jesu hoved anbragt ordene: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ (Joh. 19:16-22) Der var således intet mærkeligt i at en af forbryderne som hang på en pæl ved siden af Jesus, og som troede på de dødes opstandelse, sagde til Jesus: „Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!“

 3. Hvilket håb for fremtiden om en paradisisk jord fremholdt Jesus for den forbryder der hang på pælen ved siden af ham, og hvad viser os klart at der er tale om et jordisk og ikke et himmelsk paradis?

³ Det svar Jesus gav, viser at han også troede på en opstandelse, både for sig selv og for denne venlige mand. Jesus sagde til ham: „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ (Luk. 23:39-43, NW) Denne døende jødiske forbryder kendte kun ét paradis, og det var ikke et paradis i himmelen, men Paradiset i Eden, der hvor Adam og Eva var blevet skabt som fuldkomne mennesker. Det var dette paradis Jesus henviste