Bibelens oplysninger om de døde giver grund til håb
Kan du give sørgende virkelig trøst?
NÅR en kær ven svæver mellem liv og død, er der stadig håb om at legemet kan overvinde virkningen af sygdommen eller ulykken; men når vennen lukker sine øjne i døden, hvad så? Er der så intet håb mere? Når du besøger de efterladte, er du da i stand til at give de sørgende et virkeligt håb? Eller føler du dig noget hjælpeløs når du står over for deres tragedie?
Et håb letter sorgens byrde. Et håb spreder det mørke der sænker sig over de sørgende. Men det må være et sandt håb, et håb der er velfunderet. Det må hvile på en ubestridelig autoritet. Det må være sandt. Tror du at der findes et sådant trøstende håb?
Når du føler at nogen har behov for trøst i sådanne situationer, siger du måske de samme ord som du har hørt præster sige ved begravelser. Det er sandt at mange søger trøst hos deres præst når de er ramt af sorg. Men mange er kommet til at føle et endnu større tab på grund af det de har lært om døden.
Forgæves trøst
Sæt dig i en faders sted, en fader der sørger over sit barns død. Hvordan ville du reagere hvis en præst fortalte dig at du ikke skulle sørge, for Gud havde kaldt dit barn hjem til sig? Denne udtalelse er ikke ualmindelig. Mange præster har anlagt det synspunkt som en religiøs forfatter engang udtrykte således: ’Hvem ved om ikke Gud kaldte dit barn hjem til himmelen for også at vende dit hjerte til himmelen?’ Ville en sådan udtalelse trøste dig? I nogle tilfælde har den tværtimod gjort folk bitre, for de begyndte at spekulere på hvorfor en kærlig Gud ville påføre dem et sådant tab.
Og hvordan kan man trøste de utallige mennesker der venter døden med rædsel? De har lært at døden i virkeligheden ikke er nogen død, men en tilstand hvori synderne straffes med frygtelige pinsler. Nogle præster har meget levende skildret helvedes flammer og holdt lange prædikener for deres menigheder om de endeløse lidelser som de „fordømte“ vil blive udsat for. Hvordan kan man trøste nogen der sørger hvis de har været udsat for en sådan åndelig terror?
Nogle synes måske at de har levet et ret hæderligt liv. De finder måske trøst i den tanke at „alle gode mennesker kommer i himmelen“. Det har de lært at tro på, men de har alligevel deres betænkeligheder. Ja, hvor mange kender du ikke som venter at komme i himmelen men alligevel er bange for at dø? De fleste føler at det nuværende liv er at foretrække fremfor den uvished der er forbundet med fremtiden.
Hvad nu hvis et sådant menneske ved døden slet ikke kommer i himmelen? Så bliver de efterladte jo ført bag lyset. Har du lyst til at blive bedraget på denne måde? Næppe; for selv om de fejlagtige oplysninger giver dig en vis trøst, vil trøsten kun være midlertidig! En sand og varig trøst, en trøst som giver en et sikkert håb, må være i overensstemmelse med sandheden. Hvis vi klynger os til en løgn, til noget der strider mod Guds sandhedsord, da vil vor gudsdyrkelse være forgæves, for Kristus sagde at „de, som tilbeder [Faderen], bør tilbede i ånd og sandhed“. — Joh. 4:23, 24.
Det er ikke nogen behagelig situation man befinder sig i hvis man besøger nogle sørgende efterladte og for eksempel kun kan sige: „Jeres elskede far skal nok komme i himmelen. I skal bare tro.“ Mon ikke sørgende katolikker foruroliges ved tanken om at den afdøde måske først skal igennem en længere række pinsler i skærsilden før han kommer i himmelen?
Hvorfor denne vanskelighed?
Har du nogen sinde spekuleret på hvad grunden kan være til at du har haft vanskeligt ved at trøste dine sørgende venner og slægtninge når du gerne har villet? Grunden skal sikkert søges i at du ikke har kunnet give dem et klart håb. Du har måske lært at mennesket har en eller anden form for en usynlig sjæl der forlader legemet ved døden og tager bolig et andet sted som en bevidst skabning, enten i himmelen, i skærsilden eller i et „brændende helvede“. Samtidig har du sikkert også lært at der vil komme en opstandelse af de døde. Jesus Kristus forsikrede at de døde ville opstå fra graven. — Joh. 11:25.
Men stop et øjeblik! Hvis de døde i virkeligheden slet ikke er døde, men blot lever på et andet plan, hvorfor skulle de så oprejses? Hvis den døde sjæl er kommet i et „brændende helvede“ for evigt, hvordan kan personen da blive oprejst? Dog siger Bibelen at både „retfærdige og uretfærdige“ vil blive oprejst. (Ap. G. 24:15) Og hvis den døde sjæl er kommet i himmelen, ville der jo være endnu mindre grund til at kalde den frem i opstandelsen. Den der er kommet i himmelen, vil da ønske at blive der!
Hvis det er sandt at mennesket har en „udødelig sjæl“, må vi naturligvis anerkende at sjælen går et eller andet sted hen når mennesket dør. Men selv præster som længe har holdt fast ved denne forestilling, giver nu udtryk for deres tvivl om sagen. For eksempel oplyses det at en presbyteriansk præst i Australien har sagt: „I vor teologiske uddannelse blev det temmelig klart, og for mig afgjort understreget at læren om sjælens udødelighed ikke stammer fra Det nye Testamente, at det var et begreb som tilsyneladende stammede fra den græske filosofi, især fra Platon.“ Kan man hente nogen ægte trøst i en hedensk filosofi?
Bibelen giver et håb
Den autoritet vi må gå til for at finde sandheden på det religiøse område, er Bibelen, Guds skrevne ord. (Joh. 17:17) Hvis Gud skal anerkende et menneskes tilbedelse må den være i harmoni med Bibelen. En tilbedelse der er forbundet med en forvirrende lære om døden og håbet for de døde, kan ikke behage Gud. Det er derfor meget vigtigt at den der gerne vil opnå Guds gunst og velsignelse, finder ud af hvad Bibelen virkelig siger om disse vigtige spørgsmål!
Bibelen erklærer at „den sjæl, der synder, den skal dø“. (Ez. 18:4, 20) I Bibelen bruges ordet „sjæl“ meget ofte i samme betydning som ordene „væsen“, „person“, „menneske“ og „skabning“. Guds ord taler om en „død sjæl“ og en „levende sjæl“ på nøjagtig samme måde som vi taler om et dødt menneske og et levende menneske. [1 Mos. 2:7 (væsen); 3 Mos. 23:30 (enhver; menneske); 4 Mos. 23:10 (sjæl); 3 Mos. 21:1, 11 og 4 Mos. 5:2 (lig; hebraisk: død sjæl)] På dansk bruger vi også undertiden ordet „sjæl“ om personen — ikke om noget inden i personen, for eksempel i et udtryk som „ikke en levende sjæl“.
Hvorfor dør sjælen eller mennesket? Bibelens svar, som vi finder det i Romerbrevet 5:12, lyder: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Folk dør altså, både unge og gamle, både vise og uvise, på grund af den uundgåelige nedarvede synd. Og når de dør er de virkelig døde, uden eksistens, uden bevidsthed om noget som helst. Bibelen fremstiller dødstilstanden som en dyb, drømmeløs søvn. De døde ved intet og vil ikke få bevidstheden igen før den dag de bliver oprejst.
Som støtte herfor kan vi henvise til følgende betydningsfulde skriftsteder fra Bibelen: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.“ (Præd. 9:5) „David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse.“ (Ap. G. 13:36) „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! Om manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; du skulle kalde — og jeg skulle svare.“ — Job 14:13-15.
Disse ord af Job er i fuld overensstemmelse med en profeti som Kristus Jesus udtalte, nemlig: „Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre [min] røst, og de skal gå frem.“ (Joh. 5:28, 29) Ingen af de døde mennesker som Gud gennem Kristus barmhjertigt oprejser til liv på jorden igen, ligesom Lazarus blev oprejst til livet, vil huske noget fra deres søvn i døden, om den så har varet fire dage eller fire tusind år. (Joh. 11:11-17, 43, 44) De der oprejses vil imidlertid vende tilbage til livet under helt andre forhold end dem der herskede da de døde.
De døde vender tilbage til livet i et paradis!
Til den tid vil Kristi tusindårige regering være begyndt, og han har forinden fjernet alle som er fjender af fred og retfærdighed. Under hans himmelske styre vil der blive udrettet storslåede ting på jorden. For eksempel skal jorden omdannes til et paradis, et smukt, fredeligt og frugtbart sted. Alle ruiner fra „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil blive ryddet bort. Jorden vil med Guds velsignelse blive frugtbar. Dens afgrøder vil hjælpe menneskeheden til at opnå fuldkommen sundhed. — Åb. 16:14; 20:4; 21:1-4; 1 Kor. 15:25.
Nu forstår du måske hvorfor Jesus svarede som han gjorde da forbryderen som blev henrettet ved siden af ham, sagde til ham: „Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!“ Læg mærke til at Jesus ikke lovede ham at han skulle komme med i det himmelske rige eller blive en del af det — en forret som kun skænkes nogle få udvalgte af menneskeslægten. Nej, Jesus lovede denne forbryder at han skulle være med i Paradis. Han sagde ikke noget om et „brændende helvede“ eller en skærsild. Hans løfte stemmer fuldt ud med det forhold at selv uretfærdige mennesker vil blive oprejst fra graven og få mulighed for, under paradisiske forhold, at bevise at de er værdige til at opnå evigt liv. — Luk. 23:39-43, vers 43 efter NW; 12:32; Ap. G. 24:15.
Er det ikke vidunderlige perspektiver der oprulles? Forestil dig dine kære blive genoprejst til liv på jorden under sådanne storslåede forhold! En helt ny fremtid åbner sig således for utallige mennesker der har lagt sig til hvile i dødens søvn. At en stor skare uretfærdige, såvel som retfærdige, vil blive oprejst fra graven, fremgår også af ordene i Åbenbaringen 20:13: „Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem; og de blev dømt, hver efter sine gerninger.“
Bemærk at der ikke bliver tale om en masseproces og en massedom, men at hver bliver dømt „efter sine gerninger“. Det vil tage tid. Vi må også forstå at de ikke vil blive dømt på grundlag af deres tidligere gerninger, for så ville den forbryder der fik Kristi løfte ikke have store chancer. Nej, „den, som er død, er retfærdiggjort fra synden“. (Rom. 6:7) Det grundlag hvorpå de bliver dømt, er hvordan den enkelte efter opstandelsen reagerer på Kristi himmelske riges kærlige styre. De der villigt retter sig efter Rigets ledelse vil gøre store fremskridt henimod menneskelig fuldkommenhed og vil modtage det evige livs gave.
Om at trøste andre
Kan du se hvilken trøst dette sande budskab fra Bibelen kan være for de mange der har mistet en ven eller slægtning i døden? Dog kan kun de der tror på Guds ord og accepterer det, blive overbevist om at dette budskab er sandt. Ingen som fortsat er tilsluttet et kirkesamfund hvis lære skjuler eller fornægter dette vidunderlige håb, kan på overbevisende måde overbringe andre dette budskab. De der accepterer Guds ord som grundlaget for sandheden, og de der blander Guds ord med menneskers traditioner og teologiske opfattelser kan ikke have noget tilfælles. — 2 Tim. 3:2-5.
Hele udviklingen i vore dage viser at den tid er nær da Jehova Gud vil udslette Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. De der gerne vil opnå livet i et paradis på jorden må tage skridt til at skille sig ud fra dets mange religiøse systemer, uanset om disse systemer kaldes „hedenske“ eller „kristne“. De har alle vanæret den sande Gud og givet et forkert billede af ham, og de har ikke virkelig trøstet de sørgende. — Åb. 18:4-8.
Du kan også flygte fra sådanne religionssamfund. Hvordan? Ved at slutte dig til Jehovas vidner, en stor skare kristne der allerede har skilt sig ud fra det dødsdømte system der har antaget Satans løgne og holdt folk nede i uvidenhed om Bibelens sandheder. Du kan også blive duelig til at „trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud“. (2 Kor. 1:4) Jehovas vidner vil med glæde undervise dig i Bibelens lære i dit eget hjem uden at det skal koste dig noget, og du er også velkommen ved deres bibelstudiemøder i rigssalen. Det vil være en vidunderlig opmuntring for dig at lære alt om Bibelens betagende håb for de døde.